Rasmus Rasmussen Vind *1868 i Obbekjær sogn ved Ribe.
Lærer gymnsstikpadagog ved Janderup Højskole 1902 - 1910.
1910 - 1921 forstander for Esbjerg Arbejderhøjskole, socialdemokrat.
Socialdemokratisk byrådsmedlem i Esbjerg 1915 - 1922. Stiftede gymnastikforeningen "Hermod" i Esbjerg.
Var gift med Andrea K. K. *Damkjær og havde 9 børn 1 datter død som 26-årrig.
Rasmus Rasmussen Vind var elev på Askov Højskole i 1886 og 1887. 1899 bestyrer af Ry Sognehjem og 1900 bestyrer på Himmelbjerggaarden. 1903 lærer på Janderup Højskole og 1910 blev han forstander for den nyoprettede Arbejderhøjskole i
Esbjerg. Rasmus Rasmussen Vind var gymnastiklærer i ca. 20 år og modtog D. I. F ærestegn. 1918 - 1922 medlem af Esbjerg byråd og han var folketingskandidat i Holstebro og Ribekredsen 1919 - 1935.
Portræt af Rasmus Rasmussen Vind, født den 18.04.1868 i Obbekær. Rasmus Rasmussen Vind giftede sig med Andrea Kirstine Damkjær den 24. juni 1891 og parret blev det første forstanderpar på Esbjerg Arbejderhøjskole. Rasmus Rasmussen Vind
var også engageret i politik og sport. Han var således medlem af Esbjerg Byråd 1918-1922 og leder af Gymnastikforeningen Hermods elitehold
Mindeord
Gymnastikpædagogen Rasmus Vind død
En kendt skikkelse inden for idrætslivet ikke blot i Esbjerg by, men i store dele af Ribe amt, gymnastikpædagogen Rasmus Vind, er død i en alder af 84 år på De gamles hjem i Esbjerg. Rasmus Vinds navn er velkendt i forbindelse med
gymnastikken, idet han inden for denne idrætsgren lagde et ualmindeligt stort og uegennyttigt arbejde, især inden for "Hermod" hvis gymnaster han i sin tid førte til sejr i Danmarksmesterskabet i holdkamp. Rasmus Vind var født i Obbekjær ved Ribe
, og han begyndte som ung som landmand, men senere tog interessen for idrætten så stærk overhånd, at han helt måtte gå ind for denne sag, og i en række år var han lærer på forskellige skoler, bl.a. Himmelbjerggården, en tid også
forstander på Janderup højskole, og da arbejderhøjskolen i 1910 oprettes i Esbjerg, blev han forstander for denne institution. Få år senere var han leder af "Hermod", og han opnåede store resultater med sine gymnaster, der satte stor pris på den
dygtige og ihærdige leder. Rasmus Vind havde store evner som leder, men han havde også den fornødne portion vilje og energi, der grundlaget for et vellykket arbejde af den art.
For sin indsats fik Rasmus Vind tildelt Dansk idrætsforbunds ærestegn. Rasmus Vind var i mange år folketingskandidat for socialdemokratiet, og i en årrække medlem af Esbjerg byråd. Han efterlader sig 8 børn, der er bosat forskellige
steder i landet, og omtrent til det sidste kunne den gamle gymnastikpioner glæde sig over et helbred, der tillod ham at rejse rundt på visit hos børnene.
Rasmus Vind
En mand og hans tid
Af fhv. lektor Poul Vind Teilmann, Aabenraa
Rasmus Vind kom til verden d. 18. april 1868 på Lundvadgård i Obbekær som den tredje af 11 søskende. Faderen var fra Obbekær, mens moderen stammede fra Esbjerg og var af Spangsberg-familien. Hendes far havde været ejer af Spangsberg
Mølle i Esbjerg, som han havde solgt i 1852 og købt en gård i Obbekær, der indtil 1920 lå ganske tæt på grænsen til Preussen.
Ved at dykke ned i kilderne til Rasmus Vinds lange, aktive liv får man et godt indblik i den tid, han levede i og de mange omvæltninger, der fandt sted. Samtidig får man også indtryk af de mange spor, Rasmus Vind har sat i tiden.
Desuden er det en fortælling om en meget flittig og omgængelig person, der var
vellidt i de kredse, han færdedes i. Selvom han flyttede til den store by Esbjerg, beholdt han sit brede, vestjyske sprog.
Her kan opremses mange af de egenskaber, han optrådte i: Landmand, gymnastiklærer, højskoleforstander, pædagog, gymnastikleder, fotograf, opfinder, byrådspolitiker, folketingskandidat, antimilitarist, lokalhistoriker,
afholdsmand og familiefar.
Gymnastikken og det politiske arbejde var dog det, der tog det meste af hans tid.
I det følgende vil jeg forsøge at tegne et billede af denne mand.
Soldatertid og politisk vækkelse
Rasmus Vind gik ud af skolen som 13-årig og kom ud at tjene ved landbruget, en del af tiden på forældrenes gård. Fra 1886-1888 var han elev på Askov Højskole, hvilket fik stor betydning for hans videre tilværelse.
1888-1889 var han soldat i Fredericia. Det var som bekendt i Estrup-tiden med
Højre-regeringer, der mod folketingets flertal holdt sig ved magten i mange år, og
først ved systemskiftet i 1901 blev parlamentarismen indført. Højre-regeringerne
førte bl.a. en forsvarspolitik, der stødte på stor modstand i befolkningen, fordi den militære planlægning stort set gik ud på at befæste København på bekostning af det øvrige land.
Utilfredsheden med de udemokratiske forhold kom til udtryk på mange måder,
bl.a. ved dannelsen af riffelforeninger og trusler om oprør og mulig borgerkrig. Der herskede en hård disciplin inden for militæret, som var domineret af regeringstro officerer. Derfor var det heller ikke velset, at der blandt soldaterne b
lev stillet spørgsmålstegn ved ledelsens beslutninger.
I sommeren 1889 havde en gruppe soldater i Fredericia fremsat det beskedne ønske, at der på soldaterhjemmet i byen blev givet tilladelse til, at man abonnerede på andre end Højre-aviser, fx. Jyllands-Posten og andre Venstre-aviser. Én af
soldaterne formulerede dette ønske i et indlæg i de lokale aviser. Det vakte så megen furore blandt officererne, at soldaterne i det pågældende
kompagni blev udsat for ekstra hårde stroppeture, og desuden blev den pågældende soldat og Rasmus Vind, der mod sin vilje var underkorporal for vedkommende og derfor kunne have forhindret dette skriveri, begge idømt en hård militær straf
på fem gange seks dages fængsel på vand og brød.
Rasmus Vind har senere bedyret sin uskyld i sagen, eftersom han på det pågældende tidspunkt var indlagt på sygehuset og ikke kunne have forhindret det. Da straffen var udstået, blev der blandt Fredericias borgere
samlet ind til en gave til de to løsladte soldater, og der blev afholdt en demonstration i sympati med de to. I det hele taget var denne episode meget omtalt i samtidens aviser i efteråret 1889. I løbet af sin soldatertid var han blevet ud
nævnt til korporal, en opgave som han ikke var særlig tilfreds med, og med denne episode mistede han denne titel.
Således blev Rasmus Vind helt eller delvist ufrivilligt viklet ind i tidens politiske
slagsmål, og det har uden tvivl været med til at forme hans meget kritiske holdning til militæret. Hans politiske holdninger var i forvejen stærkt påvirket af den kulturrevolution, der i disse år skete på landet, hvor højskoler,
gymnastik og andelsbevægelse i høj grad bidrog til at danne den politiske bevidsthed i landbefolkningen. Han blev dog ikke venstremand som så mange andre på landet i disse år, men begyndte i den tid at få øjnene op for Socialdemokratiet og
meldte sig ind i partiet i 1889. Efter eget udsagn var det den senere socialdemokratiske
forsvarsminister Laust Rasmussen, der især påvirkede ham til dette skridt.
Gymnastikken
Efter aftjent værnepligt vendte Rasmus Vind tilbage til landbruget i Obbekær, hvor han forpagtede en gård fra 1892-1898, og her lagde han grunden til sit livslange engagement inden for gymnastikken. Det begyndte med gymnastik udendørs me
d øvelser og opvisning i det fri:
I 1896 blev der tegnet aktier blandt lokale til opførelse af et forsamlingshus i Obbekær, som stod færdigt i oktober 1896. Her fik han for alvor blod på tanden med hensyn til gymnastikken. Han var leder for både mandlige og kvindelige
gymnaster og deltog i forskellige kurser, og i 1898 var han på årskursus på Statens Gymnastikinstitut i København under den navnkundige K. A. Knudsen.
Den gymnastik, han var eksponent for, var den lingske/svenske gymnastik. Den
vandt stor udbredelse på landet og var imodstrid til den traditionelle danske gymnastik, som i den tid var upopulær blandt bønderne. Typisk for denne gymnastikretning var, at det blev dyrket kollektivt -
Krigsretsdommen fra Fredericia lyder:
Obbekjær GymnastikforeningVinds Gymnastikskole« Øvelse til Tonerne fra Sangfuglenes
store KorDen Røde Borgganske umuligt at levere ordentlig kost for denne betalingA wil vækkupbragende sammenstødad Hedehusene tilvenkommunesocialisme«, som også
var fremherskende i Esbjerg.
Noget tyder på, at konflikterne med J. P. Sundbo også fik betydning for Rasmus
Vinds karriere som kommunalpolitiker, idet han forlod byrådet nogenlunde samtidig med, at han blev fyret på højskolen, et forhold som venstrebladet Vestkysten ikke var sen til at gøre opmærksom på.
Livet igennem var Rasmus Vind trofast socialdemokrat, der uden slingren fulgte
partiets paroler, som det kom til udtryk i valgkampene og f.eks., da han var hovedtaler ved det store 1. maj-arrangement i Esbjerg i 1922.
Han befandt sig åbenbart godt i de mange debatter med politiske modstandere i
forsamlingshusene i de forskellige sogne i området. Polemisk, men man får indtryk af, at han var respekteret, også af modstanderne.
Uanset hvilke kredse han optrådte i, var Rasmus Vind tilsyneladende altid populær og vellidt, hvilket fremgår af stribevis af hyldestomtaler i de forskellige dagblade (ikke kun de socialdemokratiske) i mange forskellige sammenhænge såsom
runde fødselsdage, guldbryllup, afsked med valgkreds, højskole, Hermod m.m. Udover den omfattende lokale omtale var han kendt over store dele af landet, ikke mindst på grund af gymnastikken, der også var på fremmarch i hans tid. Et andet
vidnesbyrd om hans popularitet i vide kredse ses af, at da han i 1936 på vej til Kolding på cykel væltede og pådrog sig en hjernerystelse, fik uheldet masser af omtale i aviserne, ikke mindst fordi han i forvejen var
kendt vidt omkring.
Efter at have trukket sig fra gymnastik og politik, kastede han sig på et tidspunkt
over lokalhistorie, bl.a. via en artikel i avisen Vestjyden med titlen Fra det gamle Obbekær (dagbladet Vestjyden den 18. december 1943).
En travl mand som Rasmus Vind kan næppe have deltaget ret meget i det daglige
liv i den store familie. Kun i forbindelse med højskoletiden fortæller kilderne om
Andrea, hans kone, hvis store, daglige slid var en forudsætning for, at livet på skolen kunne fungere i de første, svære år. Ellers hører vi ikke meget om hende og den øvrige familie, men mon ikke hendes flid og medleven også i hjemmet
har været en forudsætning for Rasmus Vinds mere udadvendte liv. Helt uden sorg og bekymringer har familielivet dog ikke været, bl.a. døde sønnen Carl i en alder af 21 år i 1916. Andrea døde i 1941, efter de havde nået at holde guldbryllup.
Efter pensioneringen i 1938 levede Rasmus Vind stort set uden for rampelyset - han holdt af at cykle rundt på besøg hos børn og børnebørn. Han boede de sidste år på alderdomshjemmet, hvor han blev syg efter et fald og døde i 1952.
Kilder
Mediestream.dk har været en vigtig kilde til de samtidige aviser, herunder Ribe Stiftstidende, Vestjyllands Socialdemokrat m.fl.
Rasmus Vinds arkiv på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Diverse litteratur om Esbjerg Arbejderhøjskole.
Højskoleforstander Rasmus Vind er en god fortæller, og derfor let at komme på Talefod med.
Rasmus Vind fortæller, min Slægt på mødrene siden hører til på Esbjergegnen idet min Bedstefader var ejer af Spangsbjerg Mølle, da Møllerinæringen blev given fri solgte han Møllen og købte en Gård i Obbekær, en af Børnene en Datter der
senere blev min Moder var den Gang 11 år, senere som voksen pige blev hun gift med min Fader Gårdejer Jacob Vind i Obbekær, jeg blev født den 18 april 1868. I mit Hjem var vi 11 Søskende. Skolegangen var kun Vinterskole.
Fra 1 Maj til 1 november var Skolen lukket.
Da jeg var 13 år var min Skoletid forbi, og jeg fik da Plads på Kjemsgård, hos den kendte Nis Kjems der var en meget dygtig og oplyst Bondemand, hos ham lærte jeg forskelligt, blandt andet også at løse geometriske Opgaver, da året var
omme kom jeg atter hjem i et Par år.
I 1884 fik jeg Plads for Sommeren i Askov hos Nutshorn som
medhjælper på hans Gård. Jeg oplevede den Gang at have hver Aften fri, også de Søgnedage, det var noget jeg aldrig havde oplevet før.
Jeg var atter hjemme et Par år som Karl. I Vinteren 1886-87 og 1887 - 88 var jeg Elev på Askov Højskole. Sommeren 1887 tjente jeg hos den kendte Bonde Jacob Kloppenborg i Harreby.
Efter mit Højskoleophold rejste jeg den 10 april 1888 til Fredericia som Soldat, som blev en lang Tjenestetid, da jeg blev udtaget til underkorporal det var meget imod min Vilje da jeg altid har været modstande af Soldatervæsenet
Som Soldat oplevede jeg lidt af hvert, blandt andet også at jeg som Underkorporal blev straffet sammen med en menig Soldat med 5 gange Dages Vand og Brød.
Grunden var at mange Soldater havde aftalt at underskrive en Ansøgning til Kompagnichefen om at få Lov til at holde nogle flere
Aviser til Soldaterhjemmets Læsestue, Der var blandt andet kun et Venstreblad (Ribe Amtstidende) af Østkystens Venstreblade var der ingen. Kompagnier indsendte Ansøgning samtidig, og det væsentlig var Venstreblade der stod på
Ønskeseddelen, desuden var det i Kampårene mellem højre og venstre om Militærvæsenet, det da ganske naturlig at Befalingsmændene talte sammen, og opfattede det som en Sammensværgelse, Resultatet blev at Ansøgningen blev nægtet.
Da var det at en menig Soldat, Thomas Thomsen fra Terpling, som var min gode Ven og Kammerat fra Højskolen, skrev et stort Stykke til Avisen, Artiklen blev sat op med store Typer på Avisens Forside, og det vakte Røre blandt Befalingsmænden
e, der blev indkaldt til stor Forhør og Domsfældelse. Jeg havde ikke skreven Artiklen, men der hævdedes at jeg vidste at Artiklen var sendt til Avisen, det kunde ikke slå til at jeg netop i denne Uge som det hele var sket, lå på
Sygehuset, Jeg blev som Underkorporal der havde Ansvaret for min Deling dømt sammen med Soldaten (i dette Tilfælde min Ven) til samme Straf.
Sagen vakte stor Opsigt Bladene, og vi blev betragtet blandt Venstre befolkningen som Banebrydere for Folkefriheden inden for Militærvæsenet.
Straffen der udmåltes med 5 Dages Vand og Brød ad Gangen, og derefter 5 Dage med oplukkede Vinduer, Sengetøj at sove i, og almindelig Kost, for så atter at begynde med Skodder for Vinduerne, en Træbriks at sove på, og som Føde Vand og
Brød.Vi fik fra Den folkelige Forsamlings bygning i Fredericia Tilbudt at de vilde sende god Mad over til os i de 5 Dage, men vi sagde, at angående Maden da havde vi dette ordnet med vor Pensionat, derfra fik vi det sendt.
Da Straffen var udstået og vi kom ud af Aresten, blev der samme Aften holdt stor Fest for os i Den folkelige Forsamlingsbygning, Salen var fyldt af Mennesker, og der blev holdt Taler med Sang imellem, vi fik hver overrakt et Sæt Guldmanch
etknapper og en smuk Sølvbæger med Indgraveret. "Fra danske frisindede Kvinder i Fredericia egnen den 10 oktober 1889".
Efter udstået Straf rejste jeg hjem. Fader havde på et Stykke af Gårdens Mark bygget en mindre Ejendom, som jeg straks forpagtede, jeg påtog mig ved siden af at passe Gårdens Drift, at lede Gymnastikken i Sognet, og i den Anledning tog je
g på Delingsførerkursus, der blev jeg kendt med R.A. Knudsen, der senere blev ansat som Gymnastinspektør.
I Året 1898 forlod jeg Landbruget, og tog på Statens etårige Gymnastikkursus, derfra fik jeg Plads som Vært i Ry Sognehjem, der var bygget af en Kreds der var interesseret for Arbejdet blandt Ungdommen. Jeg havde Pladsen i et Par år, og
kom så til Budde på Himmelbjerggården hvor jeg skulde lede Avls bruget og have Opsyn med den ene af de 3 Drengehjem. - Da jeg havde været der i nogle år, rejste jeg til Janderup Højskole, og var der i nogle år som Lærer under Forstander
Blinkenberg.
Om Sommeren var Højskolen lukket, og jeg måtte i den Tid På anden Måde tjene Penge. Jeg kom gennem Bekendtskab i Forbindelse med en større Fotografforretning, som jeg blev Rejsefotograf for om Sommeren. Jeg har blandt andet fotograferet
så godt som alle Sjællandske Kirker og daværende Præster.
I Esbjerg blev der på den Tid bygget og indrettet en Arbejdere højskole, og da der søgtes Forstander indsendte jeg min Ansøgning og fik Pladsen fra 1 november 1910.
Straks efter min Ankomst til Esbjerg blev Jeg opfordret til at
lede Hermods Gymnastikhold, hvad jeg også gik ind på, men det kunde som Årene gik ikke blive ved, da jeg var nødt til at blive hjemme på Skolen hos Eleverne.
Hermod fik Lærer Recchisie som i nogle år ledede Holdet, da han rejste fra Byen, overtog jeg atter Ledelsen.
Den 1 april 1921 forlod jeg Arbejderhøjskolen, jeg tog om Sommeren atter fat som Rejsefotograf og om Vinteren Lærer ved Esbjerg Kommuneskole, - Da Dagarbejderskolen blev oprettet fik jeg Pladsen som Leder, senere blev jeg ansat som Pantefo
gedassistent, til jeg faldt for aldersgrænsen.
Og så "lidt om Privatlivet".
Den 24 juni 1891 blev jeg gift med Frøken Andrea f. Damgaard. fra Hygomskov, - vi opdrog 8 Børn, der med Undtagelse af den yngste alle er gift og har det godt.
I nogle år var jeg medlem af Esbjerg Byråd.
Da Gymnastikselskabet med Kontor i København blev stiftet for at støtte den nye danske Gymnastik, blev jeg der Medlem.
Esbjerg By kan jeg godt lide, fordi den er så ægte Vestjydsk, og Befolkningen er jævne og lige over for hverandre, det gør at alle der kommer til Byen straks føler sig Hjemme og godt tilfreds.
Min første Rejse til Esbjerg var kort Tid efter at Banen blev åbnet, jeg skulde besøge min Moster der tjente på Hotel Spangsberg, og det var en stor Oplevelse for mig, blandt andet derved at det var første Gang jeg kørte i lukket Vogn.
Esbjerg var nærmest den Gang en stor Mark med nogle enkelte Huse.
Fra Hotel Spangsberg kunde jeg se Banegården,
Jeg kunde ikke den Gang ane eller drømme om så rivende en Udvikling af Byen, og heller ikke at jeg skulde komme til at leve mange år og min Alderdom i Byen.
