Frihed det bedste guld
Johannes Rosendahls liv i højskole og modstandskamp
Ovenstående er titlen på en bog tidligere Økonomiminister Poul Nyboe Andersen har skrevet om sin ungdomsven og studiekammerat. Bogen udkom i 1996, altså 27 år efter Rosendahls død. Den blev anmeldt i Historisk Tidsskrift 1997 af Henrik
Skov Kristensen. Det efterfølgende er uddrag af denne anmeldelse.
I sit forord anfører Nyboe Andersen, at han "har følt arbejdet med denne bog som afdrag på en gæld til en ven, som i nogle ungdomsår lærte mig mere om livet end nogen anden". Rosendahl kom egentlig fra et højskolefremmed hjem. Faderen
var metodistpræst og stærkt doktrinær autoritær over for Johannes, som dog allerede i skoleårene så småt rebellerede ved at kaste sig over filosofi og politik. Frigørelsen fortsatte under gymnasium tiden i Århus, hvor Nyboe Andersen traf
Rosendahl. "Brændende idealisme forbundet med stor modenhed", sådan karakteriserer Nyboe Andersen den 17-18 årige Johannes Rosendahl, som politisk hyldede Retsstatens Princip om fuld grundskyld og en ekstrem liberal politik. Afgørende for Ros
endahl var den liberale filosofi, tanken om, at der kunne trækkes et objektivt bestemt, retfærdigt skel mellem den enkeltes og samfundets domæne og rettigheder. Rosendahls tiltro til Retsstaten bristede dog - ganske som et andet ungdomssvæ
rmeri, pacifismen. Ifølge Nyboe Andersen orienterede Rosendahl sig siden mod partiet Venstre, men tabte også (endda offentligt) troen på dette parti i forbindelse med partiets behandling af Thorkild Kristensen i 1959. Fra 1933 var Nyboe An
dersen og Rosendahl begge stud. polit. er i København.
Og det blev til adskillige dybsindige diskussioner og besøg hos byens forskellige trossamfund, religiøse såvel som filosofiske og politiske. I 1938 fik Rosendahl embedseksamen med første karakter - Nyboe fik sin et halvt år senere. Begge
valgte utraditionelle beskæftigelser. Rosendahl blev lærer ved Rødding Højskole, Nyboe medarbejder ved Kristeligt Dagblad. Ifølge Nyboe interesserede det dansk -tyske spørgsmål overhovedet ikke Rosendahl, da han første gang kom til
Rødding. Men mødet med Hans Lund ændrede radikalt på dette. Den tyske besættelse skærpede Rosendahls opfattelse af nationalitetskampen, og over engagement i organisationen Ringen i 1943 endte han i væbnet modstand fra 1944. Fra at være
pacifistisk internationalist blev Rosendahl en dansk-national, ja, nærmest tyskfjendtlig aktivist. De voldsomme begivenheder under modstandskampen prægede Rosendahl i de første efterkrigsår. Nyboe Andersen taler ligefrem om et selvopgør, hvor
Rosendahl undertiden fik anfægtelser over sine voldelige aktiviteter, selv om han aldrig fortrød dem. Dette Billede af en mand i splid med sig selv stemmer dårligt overens med den stereotype "Tordenskjold-type", som Karen Blixens brevveksling me
d Rosendahl tegner. Blixen var Rosendahl kommet i kontakt med i 1943, da han på Rødding gav sig i kast med hendes forfatterskab. Efter krigen tilskrev han baronessen og bad hende, i øvrigt uden succes, fremstille en passende indskrift ti
l det mindesmærke, som modstandsbevægelsen i Region III ville lade opstille på Skamlingsbanken efter krigen - et arbejde Rosendahl stillede sig i spidsen for. I andre kapitler indkredser Nyboe Andersen Rosendahls livssyn og gerning ved a
t analysere hans forhold til emner som Grundtvig, højskolen folket og politik. Også Rosendahls forhold til litteratur og til Karen Blixen i særdeleshed beskrives.
Med Blixen delte han i høj grad sit Gudssyn: Ingen af dem var meget for forsoningsherren!I efterkrigstiden førte Rosendahl en lettere omtumlet tilværelse: fra 1946 til 1948 var han lærer ved Den Danske Andelsskole i Middelfart, fra 1948 ti
l 1952 handelskonsulent for Danmark i Sydslesvig, fra 1952 til 1955 lærer ved Idrætshøjskolen i Sønderborg, fra 1955 til 1967 forstander for Gartner- og Frugtavlerskolen Søhus ved Odense og endelig fra 1967 1969 forstander for Andelskolen
. Af en begavelse som Johannes Rosendahl kunne man nok have forventet en mere glorværdig højskolekarriere, men en ting kom ifølge Nyboe Andersen bestandig i vejen: Rosendahl var ikke grundtvigsk i traditionel forstand, ja, end ikke medle
m af Folkekirken.
Dertil var han en kantet, kompromisløs ildsjæl. F. eks. var han stærkt imod dansk tilslutning til Fællesmarkedet og pådrog sig på Søhus bestyrelsens misbilligelse ved at hejse Dannebrog, da de Gaulle afviste Storbritanniens optagelse i
Fællesmarkedet (og dermed også reelt forhindrede en dansk optagelse). Rosendahl var en patriark, hvis ideologi, pædagogik og hele verdensanskuelse harmonerede dårligt med den nye tidsånd, som brød igennem i 1968. Han nåede netop inden sin
død at tage den under behandling i artiklen "Demokratiets grænser", som blev bragt i Andelsskolens elevskrift i 1968. Med Tanke på udviklingen op gennem 70erne, f.eks. på landets læreanstalter, kan man roligt konstatere, at Rosendahl kun
nåede at opleve en ganske lille brise - både med hensyn til "demokratisering", men så sandelig også med hensyn til indholdet og formidlingen af Rosendahls yndlingsfag, historie og litteratur. På baggrund af denne udvikling forekommer Rosendah
ls hele univers og sprog nærmest (velgørende) arkaisk. En og anden biograf kunne sagtens gøre sig lystig herover, men Nyboe Andersen har, skønt uden tvivl uenig med Rosendahl i mangt og meget, formået at skildre Rosendahl loyalt uden at
være ukritisk. Blot dette at sætte sig ind i og formidle Rosendahls tanker og livssyn har krævet evner, som man i dag ikke ville forvente af en økonom.