Lorenz blev opfostret hos sin mormor Ane Franzen lige fra fødslen, mens hans mor var i arbejde forskellige steder
Efter bedstemoderens død, kom Lorenz til en plejefamilie. Plejemoderen var svensk, hun havde selv 3 børn, halvsøskeren Anna Auguste blev også afleveret der, umiddelbar efter fødslen
Franzen, Lorentz, arbejdsmand, født den 27. mar. 1892 på fødeklinikken, Siegenhaus i Flensborg. Han døde i 1972 i Skærbæk. 80 år gammel. Gift den 30. dec. 1915 i Løgumkloster med
Franzen, Ane Kristine, født den 18. juli 1895 i Jerne. Datter af arbejdsmand, Kristen Jessen Sørensen og Birthe Marie, født Lauridsen. Efter konfirmationen i 1910 blev hun eventyrlysten og drog derfor udenlandsk nærmere bestemt til Favrb
y ved Lügumkloster, hvor hun fik plads som pige i huset. Aftalen med forældrene var, at hun senest julen 1913 skulle vende hjem til Danmark. Dette lykkedes hende dog aldrig, for i Lügumkloster mødte hun Lorenz.
Lorenz mor, Christina Franzen var koldjomfru i Flensborg. Hun var blevet gravid med et ukendt offer. Fødslen foregik ikke i en steril seng eller på en voksdugbeklædt briks på fødeklinikken Siegenhaus, men på et lokumsgulvs ublide cement
. Ingen måtte vide af hendes tykke mave. Lorens gråd skabte stive og spidse ører blandt diakonisser og andre ansatte. Alle kvindfolk kom tililende, og snart blev der panik og rådvildt kævl.
Doktor Oldenborg blev tilkaldt. Han tog med sine varme hænder Lorenz op fra det martskolde gulv. Herefter blev han vejet, målt og svøbt og efter en gang sukkervand lagt i en blød vugge. Ugen efter blev Lorenz døbt i Skt. Mortens kirke i
Flensborg.
Lorenz var uægte barn af møllerens datter i Lügumkloster. 9 dage gammel blev Lorenz sendt som stykgods med toget til Lügumkloster og bragt ud til bedsteforældrene i Møllegade. Da bedstemoderen efter et halvt år døde, blev Lorenz placeret
hos Anna Carstensen, i æ Paitkrog i Lillegade. Her voksede Lorenz op.
Her får han pligter og lov til at arbejde ude i byen på lige fod med de andre børn, men samtidig det privilegium, at han bliver husfader, Carsten Carstensens kvægdriver til markedet i Tønder og medhjælper, når der skal hentes frisk sand
til Løgumklostermadammernes kopstensgulve.
Når de skulle til markedet i Tønder og sælge stude, startede de meget tidlige om morgenen, før solen stod op.
"Lorenz se så kuns te at få æ brikke op. Æ klok gæe te 3. Vi ska pinme landt i dau".
Snart får han kadaveret på gled. Først vasker han sig, hvorefter han finder lidt omgangstøj. Han vil gerne se lidt ældre ud end sine bare 10 år, så han vælger at klæde sig i Meiers flipløse og til dels knapløse manchetskjorte og lille
Peters bukser, der havde fuldstændig hele lommer. Herefter tager han sine strymplinge på fødderne og en matroshue på knolden. De støvler Carsten har fundet frem til ham, er et par vindtørre kasser, snøren skal springe hvert 3. hul over for
at kunne nå op, og så er de så store at foden lige når sålmidten. Sikke tossede futteraler, tænker han.
Carsten har løst de 6 stude, de skal sælge på markedet i dag. De er allerede på vej op mod Alléen. Lorenz lukker stalddøren, der faretruende hænger i det ene hængsel. Carsten stikker ham en kæp, og snart er de på vej op igennem byen, med
nogle vandsprøjtende og tyndtskidene asner ud mod gl. Tønderlandevej. De kommer forbi Damhuskroen, og da de er på vej op forbi Hedehusene, er de uheldig med et af bæsterne. Den løber op ad stien mod Koldmose kirke. Lorenz får gang i
futteralerne og får standset bæstet, før den når helligheden. Det var kønt om den pjalt var gået i kirke. Vi andre kommer der jo aldrig, tænkte Lorenz. Snart er den tilbage som førestud.
Morgenduggen er ved at være udtørret og bag dem står en støvsky, da de stævner ind på Klinborg kro, hvor Carsten skal have slukket tørsten med et skummende krus øl lig fra tønden. Til Lorenz bestiller han en æggesnaps.
Næste stop før Tønder er Henriettes kro, hvor Carsten foretager den samme bestilling og efter kruset er tømt, begiver de sig ind i Tønder by. Ned ad Nørregades spidsborgerlige beboelseskvarter, ind i Carstensgade og videre ind i
Søndergade. Vel ankommet til markedet i Tønder, hvor 4-500 kreaturer venter på at skifte ejer, bliver Lorenz trådt på foden af en af studene, så støvlens sål falder af. Carsten hiver et stykke kokosgarn op af lommen, og snart får Lorenz sålen
bundet fast.
Så går handelen. Det tager det meste af dagen og aftenen med, da Carsten kommer i gode venners lag. I mellemtiden beser Lorenz Tønder by og får nogle lange kedelige stunder. De når ikke toget hjem, men må gå den samme vej gennem en
smattet vej i et frygteligt tordenvejr. De kommer sent hjem den fredag nat. Lorenz ved, at han skal være pynktle i morgen tidlig med sine pligter og være klar til at komme i skole.
Når han er færdig med sine pligter og skolen, går han til Hagensens bryggeri i Østergade. Her har han et job med at trække den gamle hest, der holder maskineriet i bryggeriet igang.
I den sparsomme fritid besøger han sin bedste ven og skolekammerat, Jahan Jeppesen, der bor med sine forældre i nr. 17. Her leger de med Johans legetøj og får eftermiddagskaffe i de fine stuer. Lorenz og Johan har en god fortrolighed med h
inanden, trods klasseskellet.
Sammen med Johan aftjener Lorenz sine 2 års værnepligt i Neumünster fra 1911-13. I 1914 bliver de begge indkaldt til tysk krigstjeneste. De dansksindede ønsker at komme i regiment med andre ligesindede, hvilket man flere steder tager hensy
n til, men ikke i Neumünster.
I juni 1915 får Lorenz nys om at 5. Grenadier Regiment ligger i en stilling ved Vimy ca. 15 km fra hans egen stilling. Her ved han, at Johan Jeppesen opholder sig. Da Lorenz enhed er i ro, vælger han at forlade den uden tilladelse. Da ha
n ankommer til 5. Grenadier Regiment spørger han tilfældige soldater:
"Kennst du einen Grenadier Jeppesen?"
Pludselig hører han Johans stemme. Han er på vej væk med et læs håndgranater, men en befalingsmand giver ham i anledning af besøget lov til at blive. Hele natten sidder de på Johans hønsetrådsbriks og snakker. Lorenz får bl.a. fortalt
om sin fødsel og herkomst. Kl. 5 næste morgen forlader han Johan og vender tilbage til sit eget regiment uden hans ulovlige fravær nogen sinde bliver opdaget.
I august 1915 er han hjemme på orlov og igen i julen 1915 for at gifte sig med Ane Kristine, som han gjorde gravid i august.
Lige nedkommet med Lorenze, flytter hun til Løgumkloster og får sig en lejebolig i Østergade, hvor hun samtidig bliver ansat som tjenestepige hos en enlig kone. Hun bliver den manglende del af en familie, hvor faderen og sønnerne er i krig
. Konen slider selv dagen lang for landbruget og er rar over for Ane Kristine og Lorenze.
Pengene er små, meget små. Men Carsten Carstensen, som de besøger hver eftermiddag er flink til at skaffe dem fornødenheder, bl.a. en seng til lille Lorenze.
Også den danske apoteker Kjems træder til, når der ikke er penge til lægebesøg. Han sørger bl.a. for at Lorenze får kureret ringorm, som hun har fået i stalden.
Sådan lever mor og datter frem til 1918, hvor de efter krigens afslutning i flere måneder netter sig hver dag og går til toget for at modtage Lorenz. Men han lader vente på sig.
En dag hører de støvletramp rundt om huset og Lorenz dukker op iført iturevne klæder og møj beskidt. Han har gået hele den lange vej fra Frankrig til Danmark. Kun sårede og syge blev transporteret hjem med tog. De raske måtte selv finde
hjem. Turen gennem Frankrig var hård, for de tyske soldater kunne kun gå om natten. Når det var lyst gemte de sig i skovene.
Lige hjemkommet søger Lorenz arbejde i byen, men lige som alle andre ufaglærte soldater må han sande, at der intet arbejde er. Offentligheden bruger krigsfangere, kvinderne er blevet rappe på hænderne i mangel på mænd, og de få
fabrikker, der ligger i Løgumkloster er først og fremmest indstillet til at producere krigsmateriel, uniformer, seletøj, feltkost m.m.
De må i stedet fordele arbejdet i stalden mellem sig, men Lorenz bryder sig ikke meget om at være malkepige. Ane Kristines mor har før hun rejste til Tyskland tvunget hende til at lære syning og tilskæring i Esbjerg, hvilket hun nu prøve
r at udnytte ved at sy tøj for folk. Men der er ingen penge i det, for folk har ikke råd til nogen ting. I stedet tilbyder hun sig med succes som strygekone for byens borgerskab, der tidligere har haft råd til en tjenestepige.
Inflationens trusler i Tyskland gør, at de penge Ane Kristine har sparet op i krigsårene nu skal sættes i fast ejendom. Derfor køber de Lillegade 18 af Lorenz plejefar, Carsten Carstensen.
Matriklen bestod af en nyere stald og et faldefærdigt stuehus. Der måtte bygges et nyt stuehus og materialerne hertil køber Lorenz hos tømrehandler Homilius kontant. Herefter går han i gang med udgravningen og byggeriet. Ane Kristine vil
have terrazzogulv i køkkenet, hvilket betyder at trappen til 1. sal samt loftsværelserne må spares.
En dag kommer apoteker Kjems forbi for at bese byggeriet. Han roser dem for deres flid og fornuften i at sætte inflationspengene fast, før de bliver værdiløse. Men Kjems finder det dumt at undvære loftstrappen. Han trækker derfor Lorenz
ned i Sparekassen og kautionerer for pengene til trappen. Så kan loftsværelserne komme til senere, når der kommer flere børn til.
Familien flytter ind i det nye hus i 1919 og stalden bliver lejet ud. Stadig skal de arbejde hårdt til næsten ingen penge.
I 1921 overtager han Andreas Andersens tjæreforretning.
Et år cykler Lorenz til Skærbæk, hvor han arbejder ved vejvæsenet, men ellers har han kun småjobs ved bønderne. Efter genforeningen i 1920 får Lorenz et enkelt givtigt job, hvor han får 85 ører i timen for at rense Klosterkirkens mure
for kalk. Ane Kristines malkearbejde i Østergade er stadig deres faste indtjening.
I 1923 rejser de ned til Lorenz onkel i Bremen. Inflationen i Tyskland betød, at deres danske penge havde ekstra stor værdi, så for en klatskilling kunne de på rejsen næsten leve som grever og baroner.
I stadig mangel på fast arbejde til Lorenz, beslutter de at købe hus på Havevej 8 i Skærbæk og flytter hertil i 1924.
Koldmose kirke: Kirken lå i en sur mose og var kirke for Kongensbjerg, Høgslund, Tykskov, Tyvse og Ellum.
Børn:
Frantsen, Lorenze, damefrisør, født den 8. maj 1916 i Løgumkloster. Gift den 4. apr. 1937 i Skærbæk kirke med handelsmedhjælper, Peter Joseph Bock, født den 18. dec. 1909 i Løgumkloster. Se mere om ham i Villa Friedeburg i
Vestergade.Franzsen, Bertha Marie, født den 16. feb. 1920 i Løgumkloster .
(Kilder: Opkomlinge og Koldjomfruens søn af Lorenze Hansen; Danskere på
FRANZEN, LORENZ (1892-1972)
Persondata
Født: 27/03-1892 på fødeklinikken Siegenhaus, Flensborg
Død: 16/08-1972 i Skærbæk
Uddannelse:-
Erhverv: Arbejdsmand
Bopæl: Lillegade 19, Løgumkloster og fra 1924 Havevej, Skærbæk
Hustru: gift 30. december 1915 i Løgumkloster med Ane Kirstine Sørensen, født 18. juli 1895 i Jerne
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af ugift Kristina Franzen og ukendt far; døbt i Sankt Mortens Kirke i Flensborg.
Lorenz Franzen var uægte barn af møllerens datter i Løgumkloster.9 dage gammel blev han sendt som stykgods med toget til Løgumkloster og bragt ud til bedsteforældrene i Møllegade. Da bedstemoderen efter et halvt år døde, blev Lorenz
Franzen placeret hos Carsten og Anna Carstensen, i æ Paitkrog i Lillegade 19, Løgumkloster, hvor Lorenz Franzen voksede op.
Militær løbebane før krigen
Indtrådt: 1911-1913 (sammen med Johann Henrik Jeppesen fra Lillegade 17, Løgumkloster)
Udtrådt:1918
Enhed:
Rang:
Andet: aftjente værnepligt i Neumünster
Militær løbebane under krigen
Indtrådt: 1914
Udtrådt: 1918
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: juni 1915 i stilling ca. 15 km fra Vimy
Efter krigen
I 1918 gik Lorenz Franzen fra Frankrig hjem til Løgumkloster; kun sårede og syge blev transporteret hjem med tog, de raske måtte selv finde hjem. Soldaterne kunne kun gå om natten, og når det var lyst gemte de sig i skovene.
Købte Lillegade 19, Løgumkloster af plejefaderen Carsten Carstensen.
Arbejdede hos bønder, ved vejvæsenet og med at rense klosterkirkens mure for kalk. Den faste indtjening var hustruens Ane Kirstines malkearbejde i Østergade, Løgumkloster.
Flyttede i 1924 til Havevej 8, Skærbæk, hvor de havde købt hus.
Kilder
Bent Erik Beim, Roostvej 19, Roost, 6535 Branderup J og