Morten Alex Toftgaard Nielsen (33183)
Ægtefælle(r)/Partner(e)
Astrid Frederikke Jensen
Dato for vielse: 27 Oct 1931
Børn
Søren Toftgaard Nielsen
23 Jan 1933 -
Poul Sigfred Toftgaard Nielsen
3 Jul 1936 -
Inge Vibeke Toftgaard Nielsen
24 May 1942 -
Hvis du har yderligere informationer om denne person kan du sende dem her
Der findes yderligere information om denne person.
Stamtavle
Forældre | Bedsteforældre | Oldeforældre | |
---|---|---|---|
Morten Alex Toftgaard Nielsen |
Niels Sigfred Mourids Toftgaard Nielsen 20 Feb 1880 - 20 May 1970
|
Niels Christian Nielsen 28 Nov 1830 -
|
Niels Nielsen 1788 -
|
Maren Hansen -
|
|||
Johanne Poulsen 29 Mar 1835 -
|
Peder Nielsen -
|
||
Pernille Olsdatter -
|
|||
Ane Jensine Christensen 13 Aug 1875 -
|
Morten Christensen 19 Oct 1843 -
|
Chr. Tuesen -
|
|
Maren Tuesen -
|
|||
Inger Marie Nielsen 2 Dec 1847 -
|
Niels Petersen -
|
||
Nicoline Jensdatter 1826 -
|
Noter
Morten Toftgaard Nielsen
FRA MIN BARNDOM OG UNGDOM i ESBJERG
1912 - 1928
November 1984
Fra min barndom og ungdom i Esbjerg
1912 - 1928
Det er egentlig mærkeligt, at den store omvæltning, jeg var ude for, da vi i efteråret 1912 flyttede fra Nørre Nebel til Esbjerg, ikke har set sig noget spor i min erindring. Det var dog afsked med min skole og kammeraterne, med bedstefa
r Skipper, farbror Poul og Mette Marie, mine fætre Niels Peder, Manfred, Schack og Skipper samt onkel Kochs. Heller ikke ankomsten til den "store" by Esbjerg kan jeg erindre noget om.
Vi havde fået en lejlighed på 2. sal i Jyllandsgade 19. Måske gennem fars halvfætter, skræddermester Sigfred Lorentzen, der boede i huset på 1. salen. Lorentzen var en lidt vindtør, men særdeles munter person. Hans kone fyldte godt op i
landskabet, og de havde 4 børn, 2 piger, hvoraf den ældste hed Johanne, 2 drenge, Victor og William. Victor var på min alder, og vi kom til at gå i klasse sammen, til han gik ud af skolen fra 4. mellem. William, der var det yngste barn, ble
v sømand.
En af de første dage efter ankomsten fik min mor Johanne Lorentzen til a± tage mig med på sightseeing byen. Jeg husker, vi var på torvet og så den i mine "landsbyøjne" ufatteligt store rytterstatue af Kong Christian d. IX.
I lejligheden var der elektrisk lys, noget Johanne - min søster - og jeg aldrig havde set før. Det var så spændende, at vi ustandseligt tændte for lyset for lidt efter at slukke igen. Elektricitet var vel med datidens lønninger ikke
ligefrem billig, så vores far var ikke glad for vores trang til at lege med det nye belysningsmiddel. Vi havde jo kun kendt petroleumslampen og tællelys. Men han fandt på råd. Han satte os ved hver sin kontakt. Johanne fik en skammel at stå på
. Og gå fik vi ordre til, at nu skulle vi tænde og slukke lyset i en hel time. Og så gik den - det var mægtig spændende, men efter nogle minutters ivrig brug af kontakterne, fandt vi det pludselig ikke spor morsomt at stå der og tænde -
slukke. Vi blev " benådet" for resten af timen, men siden den dag brugte vi kun kontakterne, når det var nødvendigt. Det er ikke ret meget, jeg ellers husker fra tiden, hvor vi boede i Jyllandsgade, men et par enkelte ting er der dog.
3. salen var nærmest et stort loftsrum. Heroppe havde, før vi flyttede ind, logerne "Fremtidshåb" "Støt os nu" og "Order of good Templplars" haft mødelokaler. Der var en hel del efterladenskaber af træ og pappaneler bemalet med mærkelige
tegn og figurer. Det gøs i en, når man vovede at gå der op på loftet.
Ejedommen, vi boede i, var sammenbygget med hjørne ejendommen Kongensgade Jyllandsgade, hvor Engers Hansens boghandel havde til huse. Ejendommene havde fælles gårdareal, og man kom ind i gården ad en stor port. Gården var cementbelagt og
ret mørk.
På den tid havde vi et stykke legetøj, som siden synes helt at være gået i glemmebogen. Det var, hvad vi kaldte I klevrepinde". To stykker cigarkasse træ ca. 2 cm brede og en 15-17 cm lange. Forneden afrundet og fladet ud, og spidserne he
r svedet over gassen, så de var hårde. Foroven ca. 2 cm fra øverste kant lavedes et indhak. Man satte den ene pind mellem pegefinger og langemand, den anden mellem langemand og guld brand eller mellem guld brand og lillefinger, og så kunn
e man, når man fik øvelse nok, frembringe lange "trommehvirvler". Jeg kan se mig selv sidde alene i den mørke gård og "tromme" i timevis, og husker jeg rigtigt, var jeg meget, meget dygtig til det.
Som jeg har omtalt i mine erindringer fra tiden i Nørre Nebel, havde vores far fået lavet en dejlig lille legevogn med to sæder til os. Den kørte vi også med i gården. Når man rejste styrestangen på højkant, kunne man nødtørftigt styre
vognen, når man fik en til at skubbe bagpå. Det morede vi os meget med indtil en dag, hvor Jeg styrede og pludselig fandt på at køre ud igennem porten. Stærkt gik det, og jeg røg ud over fortovet og lige ud mellem benene på et par store,
danske heste, der kom trækkende med en arbejdsvogn. Det var lidt af et under, at jeg slap helskindet fra det, for havde en af de forskrækkede heste virkelig sparket ud, er det ikke sikkert, jeg var sluppet fra det med livet behold. Kusken fi
k imidlertid hold på hestene, og jeg tumlede rædselsslagen ud fra legevogn og hesteben. At kusken skældte voldsomt ud, kan jeg i dag godt forstå. Og vi var i hvert fald færdige med at køre ud gennem den port.
I Kongensgade på hjørnet af Kronprinsensgade lå der en større manufakturhandel, De havde bl.a., varer fremstillet i Horsens tugthus, og derfor kaldtes forretningen aldrig andet end "Tugthuset". Moster Nicoline handlede en del der. En dag h
en på foråret gik jeg i Kongensgade og kom forbi "Tugthuset". En ung mand, der arbejdede i forretningen, kom ud og spurgte mig, om jeg ikke kunne hente hans frokostpakke, som han havde glemt. Jeg skulle gå op til et nærmere angivet numme
r i Kongensgade til et pensionat omtrent oppe ved torvet. Han ville give mig 5 øre, når jeg kom med pakken. Jeg turde ikke sige nej og skyndte mig op til det angivne nummer i Kongensgade. Jeg gik op på 1. sal og bankede på døren. "Kom
ind", brølede en stemme. "Hvad vil du", spurgte en svær, brøsigt udseende mand. Ja, jeg skulle jo hente en madpakke til en mand i "Tugthuset". Om manden nu var en arrig person, eller om han troede, jeg lille uskyldige sjæl fra Landet, som talt
e ravjysk ville gøre grin med ham, ved jeg ikke. Men han røg op af stolen, flåede en stor hundepisk ned ad væggen og svor på, at nu skulle han lære mig. Jeg blev skrækslagen, men jeg havde dog åndsnærværelse nok til med lynets fart at
ryge ud ad døren og ned ad trappen. Så opgav Jeg det hele, men Jeg havde lange tider en meget dårlig samvittighed over, at jeg ikke fik udrettet det ærinde, jeg havde påtaget mig. Jeg har en formodning om, at jeg var kommet ind til sagfører
Nonboe, Måske har pensionatet ligget på en etage højere oppe i huset.
Selvom jeg intet husker om lejligheden, vi boede i, kan jeg tydeligt erindre, hvordan Lorentzens skrædderværksted så ud. Det var i en stue ud til gaden, og langs vindues partiet± var der et linoleums dækket bord fra væg til væg. Her sad
Lorentzen og en svend i skrædderstilling og syede. Ufatteligt, at nogen kunne vænne sig til at sidde på den facon. Ude på gulvet stod et par trædesymaskiner.
Min gode mor var vist ikke helt tilfreds med lejligheden. Hun så på adskillige andre, bl.a. husker jeg en helt ude i Bollesager. Men så fandt hun en i Stormgade 21. Her havde tømmermester Lauritzen og maler Frøkjær bygget to nogenlunde
ens og sammenbyggede beboelses ejendomme, og det var kvalitetsarbejde. En flot trappeopgang med polerede mahognipaneler. Der var 6 lejligheder i Lauritsens del. En i stueetagen var kun en 2-værelses, fordi porten til tømmerpladsen begrænsed
e lejlighedens areal. De to ovenover, hvor Lauritsens og vi kom til at bo, var 3 ½ Værelse, vores med et overværelse på 3. sal med indgang fra køkkentrappen. Spisestuen havde høje egetræspaneler med en hylde som afslutning. Dagligstuen
havde en stor karnap, I soveværelset var der indbyggede skabe på en hel væg. to af skabene var med hylder, og her fik Johanne og jeg hver sin hylde til skolebøger m.m. Fra soveværelset var der dør ud til en altan. Det mindre værelse var
slet ikke så lille endda. Her fik moster Nicoline sin systue, og så sov hun i overværelset. Til lejligheden hørte også et godt køkken, men toiletforholdene var gammeldags. Der var et WC-rum for enden af den gang, der gik fra indgangsdøren
og hen til sovekammer og dagligstueafdelingen. Ingen håndvask, sådan noget var endnu ikke kommet på mode. Man vaskede sig over køkkenvasken. Men dog var der indrettet et baderum med kar i kælderen. Vandet varmedes i en gruekedel, og
Lauritzen leverede gratis træ til op fyringen. Så en gang om ugen var der ordentlig familievask.
Der var gode kakkelovne i ligheden. Koks opbevaredes i et kul rum i kælderen. hvor vi desuden havde et slags pulterrum. I gården, der var cementeret og adskilt fra tømmerpladsen med et lavt plankeværk, var der desuden en række cykel skure
, et til hver lejlighed. Mellem enden af cykelskurene og husmuren til hjørneejendommens gård var der skraldekasser.
I stueetagen boede i den 2-være1ses lejlighed en ældre dame. Da hun enten døde eller flyttede, overtog moster Nicoline lejligheden, så fik far og mor bedre plade til børnene, der jo i 1916 blev forøget med Inger Marie. Den anden
stuelejlighed beboedes af en familie, der senere flyttede til Ejby på Fyn. Manden hed Hansen. Lejligheden blev overtaget af maskinfabrikant Nielsen. Dem skal jeg senere komme tilbage til. På 1. sal boede, som omtalt, tømrermester Lauritzen og en køb
mand C.A. Christensen, der havde kolonialhandel på hjørnet af Stormgade - Islandsgade. Over for os boede familien Lervad, og på 3. sal oven over vores lejlighed kom fiskeskipper Hans Pedersen til at bo. Folkene i den anden lejlighed huske
r jeg ikke rigtigt.
Lervads fik en datter omtrent samtidig med, at Inger Marie blev født, og det samme gjaldt fiskeskipper Pedersen og hans rare kone Kathrine. Begge pigerne, der hed henholdsvis Karen og Laurette, kom til at gå i klasse i skolen med Inger Mar
ie. Tømrermester Lauritzen havde en søn omtrent på min alder. De fik senere en lille pige, der imidlertid døde et par år gammel. Hilmar, som sønnen hed, havde selvfølgelig frit slag over tømmerplads og værksted. Han blev senere selv
uddannet som tømrer.
Tømmerpladsen, der på nordsiden afgrænsedes af en toetagers værkstedsbygning med maskinsnedkeri i stueetagen, håndsnedker± på 1. sal og oplagsplads til træ på loftetagen, blev en enestående legeplads for os børn. I hjørnet til højre
længst borte fra huset havde Lauritzen en hønsegård. På snedkerhusets loft et stort dueslag. Duerne sad jo oftest på bygningens tag, og jeg fandt ud af, at udtrykket om at være blid som en due var helt forkert, for de duer i hver fald var nogl
e stridbare fugle. De fik mange unger, og når der var en passende portion, hentede Lauritzen dem i en sæk. Gik så ned på tømmerpladsen, fandt en god bjælkeende, og så tog han ellers hovedet af fuglene med et stemmejern. Sådan ganske
langsomt. Når han slap de hovedløse duer, halvvejs fløj og løb de rundt et øjeblik. Det var altid spændende at overvære. Under værkstedsbygningen var aer i den ene ende et større kælderrum. Her fejedes maskinspånerne ned, så de ofte lå
metertykt. Det var vældig spændende at hoppe rundt hernede og begrave sig i spånerne. Det morede Hilmar og jeg os ofte med, men desværre var der en utrolig masse lopper i, og dem fik vi selvfølgelig på os i snesevis. Loppen var jo i de tider mere
almindelig end i dag. Jeg husker, at det ikke var ualmindeligt, at moster Nicoline kunne fange adskillige, før hun gik i seng i overværelset.
Når tømrermester Lauritzen leverede tømmer til et større byggeri, f.eks. som da han havde tømrerentreprisen på sygehuse±, kom der vældige mængder af svære træstammer. Stammerne blev først hugget firkantede med nogle ret kortskaftede
økser med et ca. 30-40 cm. langt skær. Jeg husker desværre ikke mere betegnelsen af dem. Afstresningen blev foretaget med en kridtet snor, man satte fast i enderne af bjælken, strammende op og slap, gå kridtsnoren ramte stammen og efterlod e
n kridtstreg til at hugge efter. Når bjælkerne var tilhugget, blev de lagt ud, som de skulle sidde i huset som tag- eller mellemlofter. Med stemmejern blev hugget aflange huller til Isættelse af tagspær med videre, der i enderne forsynede
s med tildannede tappe. Det hele blev stillet op og afmærket, før det blev skilt igen og kørt til bygge stedet. Engang da Lauritzen havde arbejdet med tømmeret på sygehuset, fandt Hilmer og jeg på, at det kunne være smart at hugge vore
navne i et par af bjælkerne. Det orde vi så, men det blev meget unådigt optaget af Lauritzen, der skældte os frygteligt ud. Jeg tænker, at vore navne den dag i dag står på et par bjælker i sygehusets nu mange bygninger. Måske vil man
engang, hvis eller når bygningerne nedrives, finde disse navne og undre sig over, hvis det dog kan vare.
På tømmerpladsen var der jo al tid en masse gamle brædder og bjælkeender mv. Dem brugte vi til at bygge bl.a. skibe" af. Vi hamrede pinde i jorden og satte brædder på højkant imellem, så vi fik et slags skrog ud af det. midtpå tømrede vi
et styrhug sammen, og en stor bjælkeende blev til skorsten. Og så "sej lede" vi på det vildende hav i dagevis. Jo, det var en skøn legeplads.
Undertiden tømte vi et par af cykelskurene, og så indrettede vi "huler" der. Bjælkeender til sofaer og stole, brædder til borde osv. Gamle tæppestumper til gulv og m.v. Det kunne vi more os meget med. Vi lavede også stylter, der var jo
affaldstræ nok og værktøj i snedkeriet. Vi blev næsten stylteeksperter. Også "væddeløbsbiler" konstruerede vi af gamle barnevognshjul, brædder m.v. Endda med rat med snoretræk til forhjulene. Og så skiftedes vi til at skubbe og styre.
Vi havde en skøn barndom i Stormgade 21. De forskellige lege skiftede med årstiden, som de vel også gør i Vi hoppede i reb sippede, som det vel kaldes nu til dags, gik på stylter og hen ad efteråret lavede vi kukkasser, som de andre barn
kunne få lav at kigge i mod afgift: kugler. Kukkasserne lavede vi af gamle skotøj æsker, der indeni blev beklædt med glansbilleder, vat og lignede. Vi satte også garntrisser i bunden, så vi kunne køre "film" i form af tegneserier fra
f.eks. Hus og Hjem bladet. Kuglespil dyrkede vi både i skolegården og hjemme i gade og gård.
I vintertiden Løb vi på skøjter, når boldbanen ved Stormgades skole blev overrislet og frøs til. Pengene dengang var 50 små, så de første skøjter, vi fik, var såkaldte "skidtskøjter". De blev skruet på støvlehælene, men for til holdt
fast med en rem over skonæsen. Senere fik, jeg af min onkel Meldgaard et par rigtigt smedede klitskøjter, som det var bare lykken. Det var skøjter af træ med en hulslebet stålmede under. De blev bundet fast til støvlerne. Jeg har endnu de
gamle skøjter, som jeg sidst løb på Voldgraven i København under de store isvintre under krigen. Det må næsten være museums genstande nu.
I skolen i sløjdtimerne fik vi lov at lave det, som vi kaldte "sneskøjter". De var konstrueret omtrent som klitskøjterne, men i stedet for de hulslebne stålmeder var der under en træplade til at have bundet fast under støvlerne en ca. ¾
tomme bred træmede, hvorunder der var sømmet båndjern. Gaderne blev dengang ikke skovlet fri for sne så der dannedes ofte nærmest is belagt lag, og her kunne sneskøjterne bruges. Vi havde fantastisk megen fornøjelse af dem, når det var
gode snevintre, og det er egentlig mærkeligt, at vi kunne løbe ret så stærkt på dem. Engang var disse sneskøjter dog ved at tage magten fra mig. Da man byggede den nye trafikhavn, gravede man sand op til opfyldning af kajanlæg i et område
noget nordvest for havnen. Der dannedes derfor her en større sø, kaldet "Jerusalemsøen" Her var der også Skøjteløb om vinteren. Engang var jeg med mine søskende, tror jeg det var, ude at spadsere ad Hjertingvejen. Det var hård vinter, og
jeg havde taget mine sneskøjter med. Det blæste en halv storm af nordvest. Da vi kom ud til yderenden af "Jerusalemsøen", spændte jeg sneskøjterne på og med udspilede frakkeskøder som segl, flød jeg afsted mod den ende af søen, der vendte
ind mod byen. Det gik fantastisk stærk±, men - da jeg nærmede mig søens ende, var jeg aldeles ude af stand til at bremse med de brede skøjtemeder, så jeg røg op i den frosne søbred, hvor jeg kurede et langt stykke på maven og slog mig ret
så alvorligt.
I årene efter, at vi var flyttet til Esbjerg, blev trafikhavnen anlagt. Det er underligt at tænke på, når man nu kører langs dette stykke havn, at der her, da vi, kom til Esbjerg, var en dejlig strandbred lige fra den gamle fiskerihavn me
d "Vester kaj" og ud forbi Tivoli. I min skoletid var klassen af og til i gymnastiktimen til badning herude, hvor anlægsarbejdet på havnen var i fuld gang. Der blev et stykke ude fra strandbredden opsat nogle vældige betonrør, formentlig h
vor kajen skulle være. Vi kunne svømme ud til disse rør. Min svømmefærdighed var nu ikke stor, og jeg husker, at jeg engang på tilbageturen fra betonrørene havde frygteligt svært ved at klare mig i land. Jeg troede faktisk, at jeg var
druknet. Brystsvømning og crawl kunne jeg ikke, det var bare "hundesvømning", jeg brugte. Der var også en sø badeanstalt ude ved udløbet af Forfaldt Bæk. Her har jeg på et senere tidspunkt tilbragt± mange gode timer. Men en sø badeanstalt
ved Esbjerg var ikke det allerbedste, for ved lavvende var der faktisk ingen vand. Kun i timerne omkring højvande kunne der svømmes rigtigt.
Skoletiden
Jeg kom i skole i Nørre Nebel som 6-årig og gik derfor i skole der i små 1 ½ år. I Esbjerg fortsatte jeg i 2. klasse. Esbjerg havde dengang 4 kommuneskoler. Østre- og Vestreskole, der kun havde elever i underklasserne 1. 5., Stormgades
skole og Danmarksgades skole. I Skolegade nr. 54 lå desuden en privat skole med gymnasium. I 1920 omdannedes skolen til statsgymnasium. Jeg kom i Vestreskole. I underskolen gik halvdelen af børnene i skole i formiddagstimerne. De andre om eft
ermiddagen. Esbjerg var på det tidspunkt kendt for sit meget fine og moderne skolevæsen. Jeg tror, det var den socialdemokratiske borgmester Sundbo, der var drivkraften bag skolevæsenet og det relativt høje stade.
Jeg fik som klasselærerinde frk. Andrea Johansen. En anden af vore lærere var en frk. Østergaard. Frk. Johansen har været en ret ung dame på det tidspunkt, jeg først traf hende. Hun havde klumpfod, men var ellers en pæn og sød pige. Hun
var en dygtig lærerinde. Jeg tror, at vores klasse var en af hendes første efter seminarie tiden. Vi holdt umådelig meget af frk. Johansen, og hun lige så meget af os. Dygtig som hun var, fik hun lov til at være klasselærerinde for os, til
vi gik ud af skolen fra realklassen. Noget, der aldrig var sket før. Frk. Johansen var en religiøs natur. Hendes blide og dog formentlig bestemte optræden gjorde, at hun havde let ved at opretholde ro og orden.
Hvis nogen i klassen Ikke opførte sig korrekt over for hende, og det kunne da selvfølgelig ske, tog de øvrige i klassen selv hånd om hanke med det, og der blev der sandelig ikke Ia gt fingre imellem.
Efter 5 år i Vestreskole overflyttedes vi til Stormgades skole. De to skoler dækkede jo den vestlige bydel, medens Østreskole og Danmarksgades skole dækkede den østlige del. Esbjerg var jo ikke nogen storby dengang. Jeg mener, der var
12.000 indbyggere, da vi kom til byen.
Efter underskolen deltes eleverne, idet ca. halvdelen kom Mellemskolen i 4 år. Nogle sluttede skolegangen med Mellemskoleeksamen, medens de øvrige fra Mellemskolen fortsatte i Realklassen.
Nu gik vi i skole fra kl. 8 - 12. Holdt så middagspause en time, og da alle boede forholdsvis tæt ved skolen, gik man hjem og spiste til middag. På den tid var det næsten alle, der spiste varm mad om middagen. Senere har det jo ændret si
g væsentligt. Fra 13 - 15 eller 16 var der igen undervisning.
Allerede i 1. mellem begyndte vi at få undervisning i Engelsk. Vi havde en lærer Lund i det fag. Fra 2. mellem læste vi Tysk. Her havde vi en uhyre dygtig, men særdeles kolerisk lærer, Carl Nielsen. Han havde også klumpfod og manglede de
t ene øje. Han var streng, men vi fik lært noget. Da jeg gik ud af Real klassen, kunne jeg den tyske grammatik, så jeg kunne remse den op søvne. Vi fik også Carl Nielsen til Fransk i Realklassen. Det var dog begrænset, hvad han i løbet
af et år kunne banke ind i hovedet på os, men lidt hængte der trods alt ved.
En anden noget hidsig lærer havde vi til tegning. Hans navn var Voss. Han havde en slem uvane, når han ville straffe og for mindre forseelser, at trække os op i hårene ved tindingen. Han er den eneste lærer, der har sendt mig til klø hos
overlæreren. Jeg har endda fornemmelsen af at jeg var ret så uskyldig, i det han anklagede mig for. Men jeg og en anden elev måtte stille på overlærerens kontor, hvor vi, efter at overlæreren havde sikret sig, et vi ikke havde beskyttet
bagdelen med en bog eller en avis, fik tildelt et par ordentlige rap med spanskrøret, medens vi stod med enden i vejret. I naturhistorie og fysik samt regning og matematik havde vi en noget sygeligt udseende lærer Søndergaard. Han kom sener
e til at bo i Frøkjærs afdeling af huset i Stormgade på 2. sal, så vore lejligheder stødte op til hinanden.
Skolens chef havde stillingsbetegnelsen overlærer. Han hed Larsen og havde en stiv nakke, så han ikke kunne dreje hovedet. Måske gjorde det ham endnu mere frygtindgydende.
Vi havde sløjd, og vi lærte at arbejde både i træ og i jern. Jeg husker, vi bl.a. lavede en slags planteskovl, som vi bankede ud af et stykke jern. Nittede et stykke rundjern på til at fastgøre et træhåndtag på. Træhåndtaget lavede vi på
en drejebænk.
Og så havde vi om sommeren "skolehaver". Det burde alle børn faktisk have lov at stifte bekendtskab med. Haverne lå et kort stykke vej fra skolen ud ad Stormgade. Hver elev havde et "bed". Det skulle om foråret graves grundigt, rives og
gøres klar til såning. Vi dyrkede gulerødder, ærter, radiser, rødbeder bl.a. Og hvor var man stolt, når man hen på sommeren kunne komne hjem til sin mor med lidt afgrøde. Vores sløjd- og skolehavelærer hed Gartzhorn. Han var en lidt sær
patron, og jeg tror, at han endte sine dage på Fanø som lidt af en original.
Om vinteren havde vi gymnastik, og i sommerperioden spillede der fodbold, kricket og hockey på boldbanen, som man gik lige ud på fra skolegården.
Jes ville gerne have spillet fodbold, men Lille og spinkel, som jeg var, blev jeg henvist til det ædle kricketspil, som jeg ikke syntes var særlig spændende. Hvis boldbanen var overrislet og frossen, skøjtede vi i gymnastiktimerne. Gymnast
iklæreren, der havde et italiensk efternavn, var magelig anlagt, så det passede ham godt, hvis vi selv kunne underholde os i hans timer. Dog motion fik vi, og det rar vel egentlig også det væsentligste. I nogle gymnastiktimer blev der stil
let forskelige redskaber op, og så gjaldt det "tagfat" uden at røre gulvet. Vi for rundt i ribberne, svingede os frem i tovene og sprang fra buk til hest til skamler m.v.
Frk. Johansen, der som nævnt var vores klasselærer, underviste os i dansk og religion. Mit favoritfag var afgjort dansk med stil skrivning. Her kunne man bruge sin fantasi.
Hver havde skolen en udflugt. Det var en stor dag, når vi marcherede til toget eller Fanøfærgen med musikere i spidsen bag et stort dannebrogsflag. Fanøudflugterne var da sjove, men endnu bedre var en tur til Kolding for at se Koldinghus o
g museet der. Jeg mindes også ture til Skibelund Krat med den ret lange spadseretur fra Vejen. Når vi kørte hjem med toget, var vi gerne helt udmattede af at fare rundt en hel dag. Nogle fandt det smart at lægge sig op på bagagehylderne.
Alle mine klassekammerater var rare og flinke børn, så vi havde det hyggeligt både i skolen og udenfor. Lige overfor, hvor vi boede, lå murermester Kresten Jensens ejendom. Hans søn Lindhard var min klassekammerat. Familien Jensen var
indremissionske (dog vist ikke så meget gudhengivne, når det gjaldt forretninger) Jeg kom undertiden op i deres lejlighed, men mærkeligt nok, brød jeg mig ikke om at være der. Lindhard var der derimod ikke noget i vejen med. Hans religiøsite
t var vist på samme stade, gom alle vi andres.
Længere oppe Stormgade på hjørnet af Finlandsgade boede malermester Frøkjær (ikke ham, der byggede huset sammen med tømrermester Lauritzen, men en fætter, tror jeg). Frøkjær havde en søn Hans, som jeg kom en del sammen med. Undertiden
samledes en flok fra klassen oppe på malerværksteders loft. Vi snakkede meget om piger, mindes jeg.
I Finlandsgade boede Arnold Alexius Møller, hvis nor havde en lille mælkeforsyning. Arnold kom jeg meget sammen med. Han kom efter realeksamen til Statsbanerne. Dumpede til eksamen og rejste så til Ü.S.A. Vi brevvekslede i nogle år. Jeg
husker, han skrev om ture til Florida, hvor han så alligatorer, og hvor han i en øde landstrækning gik på jagt. Her var der, skrev han, vandhuller med noget forgiftet vand: så hvis man drak det, ville man miste alle tænder i munden. En
nytårsaften kom Arnold og ville have mig ned på tømmerpladsen. Han havde lavet en kæmpe bombe af krudt indpakket i papir og omsvøbet med sejlgarn. Vi anbragte bomben på en bjælke længst borte fra huset, og Arnold satte. en tændstik til
lunten. Så løb vi langt væk fra bomben. Der skete imidlertid ikke noget, så Arnold mente, at ilden i lunten var gået ud. Han gik derfor hen for at se efter, hvad der var i vejen. Heldigvis kom han ikke ret langt, før bomben sprang ned et
øredøvende brag. Vi ventede nærmest, at samtlige vinduer i husene omkring var røget, men det var de heldigvis ikke. Men bomben havde knækket bjælken, så det var heldigt, at Arnold ikke nåede helt frem før eksplosionen.
Arnolds mor var ret gå streng. Engang, da vi legede på tømmerpladsen fandt Arnold på, at han ville gå oppe på plankeværket, der afgrænsede tømmerpladsen mod grundene og husene i Kronprinsensgade. Plankeværket var små 2 m højt, og for
oven var der på sømmet ca. 8 - 10 cm brede brædder for at beskytte endetræet i de lodrette bredder. Arnold spadserede flot afsted et stykke, gå gik det galt, og han styrtede ned. Om han fik en hjernerystelse, eller luften var slået ud af
lungerne på ham, ved jeg ikke, men han var væk et øjeblik, og da han begyndte at komme til live igen, rullede øjnene i hovedet på han. Han kom dog så meget til sig selv, at jeg kunne hjælpe ham hjem til mælkeforsyningen. Desværre havde han i
faldet også revet en flænge i bukserne, og da hans mor gå det og hans kridhvide ansigt og fik ud af han, at han havde forsøgt sig som linedanser på et plankeværk, gav hun ham omgående en gang hårde dask i bagdelen. Arnold skreg, og jeg
flygtede. En omgang klø var vel ikke den allerbedste kur mod en hjernerystelse, men Arnold kom dog i skole næste morgen. Og han var enebarn:
Omme i Skolegade boede min klassekammerat Thorvald Christensen. Hans far var brolægger eller stenpikker", som man sagde. Familien var vist nok lidt religiøs. Thorvald var lidt fedladen. Han var meget flittig i skolen og ikke nogen vildbass
e, som vi andre. Fra vores altan kunne man lige skimte huset. Thorvald boede i. Efter realeksamen kom Thorvald til toldvæsenet, hvor han sikkert har gjort en god karriere, flittig, pertentlig og arbejdsivrig son han var.
Børge Schmidts far var bagermester og havde forretning i Jyllandsgade lige op mod Sands restauration. Jeg kom en del sammen med Børge, der var en vældig køn fyr og helt fantastisk dygtig til at tegne. Jeg kunne sidde i timevis og se ham te
gne indianere, cowboys, geværer, pistoler, diligencer, blomster, ja faktisk alt, hvad der faldt ham ind og i øjeblikket beskæftigede hans tanker. Jeg var ikke i tvivl om, at Børge ville ende som en stor kunstner. Men han blev bankmand, o
g jeg tror eller mener at have hørt, at det her ikke gik ham så godt. Men Børge var en god kammerat, og hans eminente tegnefærdighed husker jeg stadig.
Max Christensens far var indehaver af restauration "Du Nord" på hjørnet at Borgergade- Kronprinsensgade. Restaurationen var ikke et sted, pænere folk ville sætte deres ben, men den gav nok alligevel gode penge Var beværtningen ikke fornem
, så var vist nok både fru Christensen og døtre det. De havde i øvrigt et elegant hjem på 1. salen over "besværingen". Max var også min gode ven, og han kom tit hos os. Hvordan Lauritzens holdt det ud, når vi tumlede os i vores korridor,
forstår jeg ikke. Vi havde en lille "puf", som vi anbragte i den lange korridor, og den sprang vi buk over. Efter skoletiden kom Max i guldsmede lære hos en svoger. Senere rejste han til Australien, men vendte hjem efter nogle års forløb.
Ovennævnte Victor Lorentzen kom jeg også en del sammen med. Hans far havde en overgang en lille jolle, der lå i den gamle, den første fiskerihavn bag ved Englandskajen. Havneområdet er for mange, mange år siden blevet opfyldt og blevet
"bagland" for bådstrafikken til England.
Engang, da Victor og jeg legede i jollen, drattede Victor i havnen. Svømme kunne han overhovedet ikke, men han baskede med arme og ben, så han holdt sig i overfladen, til jeg fik slået en klo i ham og fik ham halet op i båden. Han havde sl
ugt godt med vand, men var dog ikke mere medtaget, end han kunne løbe hjem og få tørt tøj på. Men situationen var ellers farlig nok. Der var ingen andre i nærheden, og havde jeg ikke kunnet række ud til ham, kunne han let være druknet.
Heller ikke jeg kunne dengang svømme. Victor kom, da han gik ud af skolen efter 4. mellem, i handelslære. Han endte som indehaver af en forretning med elektriske artikler i Stockholm.
Det er tit mærkelige ting, der har sat sig fast i hukommelsen. Victor var engang stærkt forkølet og godt stoppet i næsen. Så tog han slangen fra køkkenets vandhane, satte den op i det ene næsebor, drejede op for vandet, og så stod vandet
ud af det andet næsebor. Måske var det et probat middel. Victor påstod i hvert fald, at det hjalp.
En anden af mine gode klassekammerater var Emil Feddersen, hvis far var indehaver af "Tøj huset" en ekviperingsforretning, der lå på hjørnet af Borgergade- Jyllandsgade (tror jeg, det var). Emil blev selv manufakturudlært og fik senere
forretning i den nederste del af Kongensgade. Mit konfirmationstøj - matrostøj og senere et jakkesæt, da jeg blev 15, blev, hvis jeg ikke husker forkert, købt i Feddersens butik. Det var ikke de allerdyreste eller flotteste ting, han handled
e med. Men pengene var jo små.
Jeg har et billede af min klasse, da vi gik i "Realen", men havdelen af eleverne har jeg ikke kendt særlig godt, da de er fra sideløbende mellemskoleklasse.
Der er dog en fyr, som var i en klasse, vi havde gymnastik sammen med, der skiller sig ud fra de andre. Det var John Tranum. Hans mor boede i naboejendommen til Stormgade 21. Hang far havde sejlet sammen med min far. Pludselig en dag sta
k faderen af fra hjemmet og viste sig aldrig siden. Han var lidt små sær, sagde min far. John var utrolig smidig og næsten en akrobat. Han var dumdristig. F.eks. kørte han på en enhjulet cykel, og han forsøgte også at cykle oppe på
plankeværket. Som bekendt havnede han i U.S.A. Blev flyver og faldskærmsudspringer i den store stil. Under et forsøg på at slå verdensrekorden udspring fra højder, ingen før havde vovet, døde han i maskinen. Hjerteslag eller iltmangel? Det blev
vist aldrig opklaret. Han ligger begravet på Esbjerg nye kirkegård, og der blev rejst en flot gravsten med et relief af hans ansigt iført flyverhjelm. Han endte altså som en af byens berømte sønner, hvad vist ingen havde troet, da han var
dreng. Men somme tider er det jo de lidt egenartede og bizarre, der bliver kendt. Det er trods alt helt sjovt, at man har kendt ham og ofte leget med ham, da vi var skolebørn.
En dreng, der hed Hans, kaldet "Heise" blev fiskeskipper, og Ludvig, som jeg tror, kom fra et ret fattigt hjem, blev tømrer. Resten af drengene husker jeg ikke mere. Vi var i mellemskoleklasserne 34 elever.
Pigerne i klassen kan jeg kun huske et par stykker af. Ebba, som vi boede i hus sammen med. En der hed Ingeborg og en anden, der hed Oda, Og så var der en køn lidt eksotisk pige med det sjældne navn Stefania. Hende husker jeg for en sjov l
ille tildragelse i skolen. Vi havde en dansktime med vores højst skattede lærerinde frk. Johansen. Vi skulle have højtlæsning af en eller anden bog. Lærerinden sagde: "Stefania vil du læse", "nej", lød det højt og klart fra Stefania, og
Vi brast alle i latter, for det var helt usædvanligt, at nogen skulle kunne finde på at sige frk. Johansen imod. Det var sandelig heller ikke Stefanias hensigt±, men sagen var bare at stykket, hun skulle læse, begyndte med ordet "nej"
Jeg var meget glad for at gå i skole, og den dag vi sluttede, græd jeg såmænd. Og det er vist ikke helt almindeligt. Jeg synes, det var trist at skulle forlade alle kammeraterne. Der var tryghed over tilværelsen, så længe man var hjemme
hos far og mor og havde det daglig ge samvær med de børn, man havde kendt i så mange år.
I 3. mellem gik jeg til præst og blev konfirmeret om efteråret. Det var inden 1. verdenskrigs afslutning. Selve konfirmationen foregik i Vor Frelsers Kirke. Vi var stillet op midtergangen, piger på den ene side, drenge på den anden. Og v
i stod efter størrelse, eller højde var det vel. De største oppe ved koret og den mindste - og det var lille mig helt nede ved indgangsdøren.
Jeg havde en pegefinger i bind, fordi jeg havde hjulpet min mor med madforberedelserne dagen før. Her havde jeg fået en finger for langt ned i kødmaskinen, så den blev klemt, så blodet flød.
Mine bedsteforældre på mors side, onkel Niels og Hansine, moster Kirstine og hendes mand Thomas Mortensen var blandt gæsterne til den efterfølgende spisning. Onkel Niels gav mig en guldtyvekrone i konfirmationsgave. Jeg beholdt den i nogl
e år, men så syntes min mor, at det var bedre, jeg satte den i banken, gå den kunne trække renter. Jeg kan endnu dag ærgre mig over, at jeg fulgte hendes råd, for i dag ville det have været morsomt at eje en så sjælden mønt. Måske ville
den være lige så meget værd, hvis man i dag omsatte den, som beløbet plus renter ville være.
Nogle dage efter konfirmationen var jeg sammen med far og mor i kirken for at gå til alters. Det var ret så højtideligt for en lille dreng.
Som det var almindeligt i hvert fald dengang, blev der i forskellige hjem holdt selskaber for konfirmationskammeraterne. Det husker jeg af en helt særlig grund. Det var på det tidspunkt almindeligt som tidsfordriv at lege "borddans". Det b
estod i, at man samledes om et mindre rundt bord med 3 ben. Den slags borde var dengang ret almindelige. Benene, der sad fast på bordpladen samledes halvvejs nede og spredtes igen ud. Man satte sig omkring bordet, Lyset blev dæmpet langt n
ed, måske brugte man kun et enkelt tællelys. Deltagerne lagde hænderne på bordet med spredte fingre og sådan, at man rørte ved sidemandens lillefinger. Så sad man andægtigt et stykke tid, før man begyndte at spørge bordet, om man f.eks.
ville dø ung eller gammel, eller hvor mange år man ville leve. Bordet ville svare, idet det ene ben var et ja-ben, det andet et nej -ben og det tredje et tal ben. Ren spiritisme, men bordet rokkede sig altid, enten det nu var på grund af del
tagernes nervøse ophidselse, eller fordi en af deltagerne hjalp lidt til. Det var ret så spændende og vel egentlig også ret så mærkværdigt at gå irgang med efter en pæn kristelig konfirmation. Men vi havde i hvert fald megen spas ud af
det.Jeg var ikke ret gammel, da min morfar forærede mig sin gamle violin. I sine yngre dage havde han tjent en del til udkommet ved at spille til baller, men nu hvor han var blevet til års, var senerne til hans lillefinger, guldbrand og langem
and blevet så stive og korte, at han ikke var i stand til at strække hænderne ud. Måske skyldtes aet de mange års hårde arbejde med spade, greb og le. Min morfar havde i sin tid købt violinen af en gammel regimentsmusiker i Varde, og
instrumentet var da ca. 250 år gammelt. Den hænger endnu på min væg, fint sat i stand og spilleklar. En af mine sønnesønner skal have den en dag. Jeg fik violinundervisning i nogle år hos en frk. Bengaard, der boede i Havnegade. Senere hos en
violinlærer oppe i Jyllandsgade. Jeg husker så tydeligt, at jeg en aften hen under jul stod i vores kolde dagligstue og øvede mig. Og så kunne jeg pludselig efter noder spillet Dejlig er den Himmel blå". Jeg var umådelig begejstre±. Øvede
salmen om og om igen, så jeg juleaften kunne spille, medens de andre sang.
Nu kniber det at spille blot en enkelt lille melodi. Sidste gang jeg virkelig glædede mig over at spille, var en nat under 2. verdenskrig, hvor jeg havde brandvagt inde på Postgirokontoret. Jeg havde taget violinen med for dog at have lid
t underholdning, og så spillede jeg den halve nat. Det lød helt fantastisk i de store mennesketomme sale.
Gode gamle violin, jeg burde bruge dig noget mere. så du ikke helt mister tonen.
Jeg tror, det var medens jeg gik i 3. mellem, at lærer Lund fik samlet et lille strygeorkester af børnene i. skolen. En hel vinter mødtes vi om aftenen på skolen, hvor vi indøvede forskellige forholdsvis let spillede småstykker. Da
vinteren gik på hæld, afholdt vi en lille koncert for medlemmerne af Esbjerg musik og sangforening på hotel Royal. Det er første og sidste gang, jeg optrådte offentlig med violinspil, men det var da meget morsomt og spændende. Hvordan det har
lydt, har jeg ingen anelse om, men publikum klappede da pænt, de vi var færdige, måske var de glade for, at pinen var overstået
Vi børn havde et helt usædvanligt godt hjem. Vore forældre var rolige, besindige, ærlige, redelige og kærlige mennesker, der hadede ufred og altid helst ville se det bedste andre mennesker. Det var jo ikke i økonomisk henseende noget rig
t hjem, også takket min meget dygtige mor, manglede vi aldrig noget. Hun havde jo været syerske, før hun kom på Nørre Nebel sygehus som økonoma og sygeplejerske. Hun syede både sit eget og børnenes tøj, og det er - som en af mine
kolleger, bestyreren på Hovedtelegrafstationen sagde, bedre, end hvis ens kone har en relativ velbetalt stilling uden for hjemmet. Hans kone kunne også sy både sit eget, børnenes og tildeles mandens tøj, skjorter og lignende.
Min far gjorde jo tjeneste på fyrtransportskibet "Nordsøen" fra 1912 til 1920, de han avancerede til fyrskibsfører. Engang imellem fik vi børn lov til at komme ombord på "Nordsøen". Det var altid spændende. Under 1. verdenskrig var min
far som løjtnant af reserven indkaldt til militærtjeneste, men da "Nordsøen" samtidig blev et marinefartøj, kunne min far afvikle sin tjeneste næsten som under normale forhold. "Nordsøen" forsynedes med en lille kanon, og det var ikke få
miner, det lykkedes at sprænge eller sænke. Undertiden blev minerne slæbt i land og sprængt der. Så klirrede vinduerne i hele Esbjerg. "Nordsøen" fik også 8 hornminer ombord, som i givet fald kunne lægges ud i indsejlingen til Esbjerg. Var
"Nordsøen" selv rendt på en mine, ville der derfor næppe have været levnet så meget som en knap. Min far havde også fået udleveret en mægtig stor tromlerevolver, hvad så siden han kunne bruge den til. Men det var spændende for mig, når jeg
kom ombord i "Nordsøen", at få lov at lege med dette våben, der selvfølgelig ikke var ladt.
I moster Nicolines sygstue tilbragte jeg megen tid, for her sad jeg normalt, når hun ikke lige havde kunder på besøg, og læste lektier. Lidt snak blev det vel også til, og i de mindre klasser kunne man spørge moster til råde. Hun havde
jo engang været ansat som lærerinde i Nebel og havde bl.a. undervist min far.
Hele deres liv var min mor og moster Nicoline sammen. Det var godt for moster, for hun var ikke særlig skikket til at tage vare på sig selv eller være alene. Ufattelig flittig var hun, syede fra tidlig morgen til sent aften. Min mor havd
e da selvfølgelig også sin fordel ved at have moster Nicoline boende, for vores far var jo i sin fyrskibstjeneste fra 1904 - 1912 og fra 1920 - 1946 borte fra hjemmet hver anden måned, ja om vinteren i 2 ½ måned.
Vore forældre kom lidt sammen med beboerne i Stormgade 21, særlig tømrermester Lauritzens og fiskeskipper Pedersens. Og så havde de gennem mange år deres kortklub, hvor mændene spillede l.hombre og damerne snakker eller skærvindsel, som
spillet kaldtes på Vestjydsk. Klubbens medlemmer var foruden mine forældre, maskinmester Georg Schmeltzer, fyrskibsfører Nielsens og papir grosserer Jersøe. Undertiden deltog fyrskibsfører Nielsens bror, der var maskinmester og en kæmpesto
r mand, Jeg husker, at hans hænder var så store, at en almindelig cigar synede som en cigaret, når han sad med den mellem fingrene. Herrerne spillede inde i dagligstuen. Det normale traktement var en romtoddy og midt på aftenen et stort ka
ffebord.
Min far og mor havde jo 4 børn med fra Nørre Nebel, mig selv, Johanne Christiane født 26.7.1906, Christian født 30.5.1909 og Herluf Sig- fred født 2.1.1911.
Den 3.11.1916 fik vi en lillesøster, Inger Marie. Det husker jeg ret så tydeligt. Om eftermiddagen sad mor inde hos moster Nicoline, og hun havde det ikke rigtig godt. Jeg var såmænd så blåøjet naiv, at jeg ikke helt, var klar over, hvad
der var i vejen. Efter aftensmaden fik jeg besked på at gå op til Max Du Nord medbringende min violin, for der var truffet aftale om, at vi skulle prøve at spille sammen.
Det lød mystik, men afsted måtte jeg. Violinen havde jeg i en vandtæt pose foret med rødt stof, som min mor havde syet. Der havde ikke været råd til en ny violinkasse. Nå, jeg op til Max, og vi opholdt os i deres fine stue på 1. salen
over restaurationen. Der var tilsyneladende ingen andre hjemme i lejligheden. Max spillede fløjte, og Vi spillede det meste af aftenen. Det har nok lydt som katte jammer. Hen ad klokken 23 kom Max mor og sagde, at nu kunne jeg godt gå hjem, o
g så benede jeg af. Min far mødte mig i udgangsdøren til Lejligheden og sagde; "Nu skal du komme ind og se en ny lillesøster, du har fået". Og der lå mor i sengen med en lille bitte pige armen. Jeg tror nok, at jeg syntes, at det
egentligt var noget underligt noget. Senere blev vi umådeligt glade, for lillesøster.
Vi fik min kusine Musse Meldgaard i huset efter Inger Maries fødsel, og senere afløstes hun af min kusine Vardine Weis. Musse var jo kun nogle få år ældre end jeg, og vi var vel lige tåbelige og uansvarlige. Når jeg skriver det, hænger
det sammen med, at vi gentagne gange brugte Inger Marie som kastebold inde i spisestuen. Vi smed hende fra den ene ende af stuen til den anden, og gudskelov blev hun altid grebet rigtigt. Inger Marie bare skreg af henrykkelse, men endnu ka
n det gyse i mig ved tanken om, hvad der kunne være sket med det arme barn, om en af os havde grebet forkert. Hvor kan store børn og unge mennesker dog undertiden bære sig uansvarligt og tåbeligt ad.
Det var do under 1. verdenskrig, Inger kom til verden, og da flyttede der en jødisk familie ind på 2. sal i Frøkjærs del af huset,
Stormgade 19. De havde en søn, som jeg kom lidt sammen med. Han var også en lidt underlig fyr, for han havde det med at sidde og skære i deres fine mahognimøbler med en skarp lommekniv. Manden indkøbte gammelt jern og metal og havde
hjørnearealet mellem Stormgade og Skolegade som oplagsplads. Her tårnede jern og metal Sig op i store dynger, inden det formentlig blev sendt til Tyskland, der skulle bruge det i krigsindustrien. Efter krigen forsvandt familien, og hjørneareale
t blev overtaget af brødrene Harborg, et par vaskeægte jyder, der startede en stor automobil handel. Det var så sandelig også spændende at se alle de flotte biler, der tildeles stod ude. Men brødrene var åbenbart gode handelsfolk, for de
fik efterhånden en stor forretning.
Min mors forældre, Mortens som jeg var opkaldt efter, og Inger Maria, der altid kun blev kaldt Maria, var sammen med mors yngste bror Niels flyttet fra Lundager til Skovhøj ved Brørup samme år, som vi flyttede til Esbjerg, De drev Skovhø
j sammen, indtil morbror Niels i 1915-16 giftede sig med Hansine. Så købte mine bedsteforældre en mindre gård "Anelyst" en kilometer øst for Skovhøj.
Min mors søster Magda, hvis mand Peter Strægaard Jensen var stukket af til Amerika, da han havde sat alle sine penge til, boede med sine to drenge, Christian og Morten, hos mine bedsteforældre. Hun og drengene flyttede med fra "Skovhøj" ti
l "Anelyst".
Jeg elskede at komme på besøg hos mine bedsteforældre, og jeg tror, at jeg tilbragte hver eneste ferie, påske, pinse, sommerferie, efterårsferie og en del af juleferien på henholdsvis "Skovhøj" og "Anelyst" Juleaften fejrede jeg altid
hjemme og ligeledes min fødselsdag, hvor bedstefar og bedstemor som regel kom til Esbjerg. Bedstemor havde, medens de boede på "Skovhøj" altid et kæmpe æble med til mig. Det var ikke verdens mest velsmagende, men æblerne blev så store som en
lille fodbold. Når juleaften og fødselsdagen var overstået, drog jeg at til Brørup.
Medens mine bedsteforældre endnu boede på "Skovhøj", var jeg en dag med morbror Niels og bedstefar Morten nede å engen efter et læs hø. Man brugte jo stadig en såkaldt kassevogn en almindelig landbrugsvogn, der til kørsel af hø blev
forsynet med en slags ramme, der blev lag± oven på vognene opstående sider, Bådet gav mere bredde til at anbringe høet på. Høet blev stablet op i et par meters højde på vognen, og for at holde sammen på det blev der på langs i midten af læsset
lagt en ret svær rund bjælke, der blev strammet ned med reb foran og bag i vognen. Da vi havde fået læsset færdig, blev jeg smidt op på læsset, hvor jeg holdt mig fast i bjælken, og så kørte vi hjemad. Niels gik på venstre side af vognen
og styrede hestene. Bedste Morten, som vi kaldte han, spadserede på den anden side af vognen. Vejen, vi kørte på, var meget hullet, Så der skulle køres med stor forsigtighed. Og alligevel gik det galt. Venstre hjulpar kom ned i et par for
dybe huller i markvejen med det resultat, at vognen simpelthen væltede. Jeg røg langt ind på marken ved siden af vejen, og jeg tror nok, at bedstefar og Niels først og fremmest var bange for, at jeg skulle være blevet ramt af det lasttræ,
der holdt sammen på læsset. Det var nu ikke tilfældet. Men stakkels morbror Niels var kommet i klemme mellem hølæsset og et pigtrådshegn, hvis spidser stak gennem hans bukseende, så han hylede og bandede af hjertens lyst. Fast sad han,
til bedstefar fik fat i forken og fik så meget hø forket væk, at Niels omsider kom fri af sin noget pinefulde stilling. En gang pigtråd i enden er ikke behageligt at komme ud for.
Når vi børn sammen med far og mor undertiden aflagde søndagsbesøg på "Skovhøj", var onkel Niels aldrig karrig med at arrangere en udflugt per hestevogn. Vi kørte, husker jeg, bl.a. til Foldingbro, Estrup skov og Hulkjær.
Morbror Niels havde forstand på heste og var en god kusk. På sine ældre dage, da han og familien var flyttet til Odense, var han i mange år beskæftiget med at køre heste til for mejeriet. Hestene skulle dresseres, så de omtrent selv
kunne gå den rute, mælkevognen skulle køre. Dette arbejde var engang ved at koste morbror Niels livet. Medens han gad på bukken på den vogn, han benyttede til indkørslen af et par heste, blev vognen påkørt af en engelsk militærbil med det
resultat, at Niels blev slynget af vognen og i faldet ramte en kantsten med brystet, så han brækkede samtlige ribben i den ene side. Nogle ribbensspidger blev trykket ind lungen på ham, så blodet stod ud af halsen på ham. Morbror Niels var e
n nærmest kuglerund person, men selv hans tykke mave og velpolstrede krop kunne ikke afbøde faldet mod kantstenen. Niels kom selvfølgelig omgående på hospitalet, hvor han blev behandlet, så godt man nu kunne, Da der var stor pladsmangel
på sygehuset, blev han derefter, til man kunne skaffe ham sengeplads, anbragt på en båre i sygehusets centralvarmekælder. Og så skete der det, at man rent glemte stakkele Niel e, der en hel nat lå en forfærdelig varme og uden at være i
stand til at tilkalde hjælp. Senere sagde han, at han troede, at netop den varmekur var årsag til, at han overlevede.
Han kom sig efter nogen tid så meget, at han kunne komme hjem til Hansine, men han skulle i nogen tid fremover stille hos sin læge med mellemrum til eftersyn. Første gang han så kom til lægen, spurgte denne, hvordan Niels havde klaret at
komme ud til ham. "Ja, jeg spadserede da", sagde Niels, hvilket helt imponerede doktoren, der troede, at Niels skulle have været kørt i ambulance.
De gamle i vores familie var ikke sådan at slå ud.
Det gå alt også bedste Morten. Da han endnu boede på "Skovhøj", gik han en dag al fredsommelighed i kanten af landevejen, det der nu er hovedvej 1. Så kom en motorcyklist drønende, og han kørte lige ind i bedstefar, der blev slynget
langt væk og faldt ned på hovedet på den dengang skærvebelagte vej Han fik et kæmpe kraniebrud, kom på Brørup sygehus og senere på Rigshospitalet. Han overlevede, men han havde resten af sine dage en fordybning i issen, så stor, at man kunne
lægge kanten af sin hånd et par centimeter ned i fordybningen. Han var syg temmelig længe, men siden klagede han aldrig over, at han havde ondt i hovedet, og han drev jo da både "Skovhøj tr og "Anelyst tt i mange år bagefter.
Nu vi er inde på de slemme ting, som familiens gamle har kunnet overleve, må jeg også Lige fortælle om min bedstemore uheld. Hvornår det skete, husker jeg ikke så nøje, men det var da, medens Niela og Hansine stadig boede Bramminge.
Niels besøgte som regel sin mor en gang hver dag for lige at se, hvordan alting stod til. En middagsstund, da Niels kom, gik han ind i huset for at se, hvor bedstemor opholdt sig. Man brugte jo ikke at låse døre af dengang. Bedstemor var inge
n steder at se, men så hørte en svag jamen, der kom fra et kælderrum, hvortil der var nedgang gennem en lem i gulvet i køkkenet. Her havde bedstemor sine syltekrukker m.v. Lemmen stod åben, og da Niels kiggede ned i kælderrummet, mødte
der ham et forfærdeligt syn. Bedstemor lå bevidstløs på gulvet, og alt var rødt af blod. Niels fik tilkaldt hjælp på fra naboens telefon. Han var overbevist om, at bedstemor var slået ihjel, når flere liter blod flød om hovedet på hende.
Det var slemt og ilde faren med bedstemor, men det var nu ikke blod, hun havde mistet mest af. Bedstemor blev ilsomt i ambulance kørt til Sct. Josef hospital i Esbjerg. Hun havde også fået et meget alvorligt kraniebrud. Senere fik man klarhe
d over, hvad der egentlig var sket. Min bedstemor var, før hun nogle senere blev opereret for stær, næsten blind, men hun klarede sig selv i de vante omgivelser i sit lille hus efter bedstefars død. Hun var kommet med en stor krukke sylted
e rødbeder, overså at lemmen til kælderen stod åben, trådte ud i hullet og styrtede på hovedet ned i kælderen. Men på en eller anden måde fik hun krukken ned over hovedet, og den afbødede det frygtelige fald så meget, at bedstemor
nøjedes med det kraniebrud, som hun trods alt overlevede. Det var altså rødbedesaften, Niels så, og ikke blod, da han forfærdet kiggede ned i kælderen og så sin gamle mor svømmende i rødt.
Mine bedsteforældre havde taget en dreng til sig, da han var lille. Vi kaldte ham Store Kristian. En jul, da jeg rejste til Brørup, var det et fantastisk vintervejr med overordentlig meget sne. Store Kristian hentede mig på Brørup station
, og han kom denne gang i kane. Det var en månelys nat, og det var fantastisk spændende at køre i kane med de to heste spændt for.
Den megen sne var føget sammen til en kæmpe bunke op mod et hegn ved siden af bedstemors hønsegård. Driven var så stor, at Christian, Morten Eilif og jeg kunne grave en stor hule ind i driven. Så sad vi der med et tællelys og legede
eskimoer.
Vi 3 drenge morede os mægtigt sammen. Om sommeren tilbragte vi dage med godt vejr ved åen, hvor vi badede og fiskede. Der var nogle steder i åen, hvor der var, det vi kaldte en "Høl", et sted, hvor der var dybere, end vi kunne bunde. Jeg m
indes, at jeg engang lod mig flyde med strømmen og i det ferske vand havde ørerne under vandoverfladen. Da jeg kom på højkant, blev jeg overfaldet og overfuset af Christian, der var faldet i en "Høl" og været druknedøden nær - mente han
da. Han havde fortvivlet skreget om hjælp og troede, at jeg med vilje havde undladt at komme ham til hjælp. Nu var det nok ikke helt så farligt, for "Hullerne" strakte sig som regel kun nogle få meter langs den ene å bred, der hvor vandet
skar ind i en drejning af åen.
Nå, som jeg har skrevet i mine. erindringer fra Nørre Nebel tiden rejste Magda og drengene til U.S.A. kort efter afslutningen af 1. verdenskrig. Jeg blev ved at komme til "Anelyst", men efter 1920 var de lange ferier definitivt slut.
Da mine bedsteforældre og morbror Niels i 1912 overtog "Skovhøj", medfulgte, om jeg gå må sige, i handelen, at den tidligere ejer skulle have et værelse og kosten, til han døde. En art aftægt. Manden hed Schmidt, og han var en ganske
Interessant person. Bag "Skovhøjs" staldbygning var der dengang en stump skov, og i skoven lå et lille hus, som Schmidt brugte som værksted og oplagsplads for en masse gamle sager. Bl.a. havde han stående en rigtig "Velocipede", en af de først
e cykler ned det store forhjul og et lille bitte baghjul. Den er sikkert blevet skrottet, da Schmidt døde. Den burde være endt på et museum. Schmidt holdt bier og havde adskillige bistader i haven. Det var ret så interessant at iagttage d
e flittige biers liv og færden. Forneden på bistaderne var flyvehullet og her udfor en lille afsats, som af en eller anden grund sad på et par hængsler, så den kunne klappes op. En dag, da jeg sad og betragtede bierne og legede med
afsatsen, kom jeg til at klemme en stakkels bi, der var for udgående, flad. Og så kan det nok være, at der blev røre i boet. På et øjeblik for en mægtig sværm ud af stadet og røg på mig. Jeg flygtede med lynets hast og kom hurtigt ind i huset,
men jeg var stukket utallige steder i hovedet og på hænderne af den rasende, hævnfulde bisværm.
Mine bedsteforældres adoptivsøn Kristian eller Store Kristian, som vi kaldte ham, efter at Magdas ældste søn også var døbt Kristian, blev hos bedstefar og bedstemor til "Anelyst" blev solgt. Kristian var god, til at omgås dyrene, men dog
var der 2 gange, hvor han nær var blevet slået ihjel af heste. Den ene gang overværede jeg. Det var på "Skovhøj". Vi skulle ud at køre i morbror Niels landauer. Kristian spændte hestene for. Da han skulle til at sætte det sidste hammelreb
på hammel en på den udvendige side af den fjerneste hest, slog denne pludselig ud med begge bagben og ramte Kristian i mellemgulvet. Det varede noget, før han kom til sig selv og igen kunne trække vejret. Og så blev han båret ind i sengen
på karlekammeret, der stødte op til kostalden, næste gang, det gik galt, var på "Anelyst". Det var en vinterdag med meget stærkt regnvejr. Hestene stod inde i hestestalden, der lå i den ene ende af lade bygningen. Store Kristian skulle
give hestene noget vand at drikke. Han fyldte en zinkvaskebalje, en af de her ovale med håndtag i enderne, med vand. For at beskytte sig mod regnvejret havde han sin jakke op over hovedet og holdt jakken fast i ærmerne,
samtidig med at han holdt i håndtagene på baljen, som han bar oppe i brysthøjde. Da han trådte ind i hestestalden i den mundering, blev den ene hest så umådelig forskrækket, at den hamrede bagbenene lige ind i zinkbaljen, der blev
trykket næsten flad, medens vandet fløj helt til loftet. Zinkbaljen var jo holdt op mod Kristians mellemgulv, så han røg bardus ret ud i gården, helt slået ud. Han blev samlet op af bedstefar Morten og bragt til sengs. Det varede et par uger,
før han igen kunne gå i arbejde. Men han overlevede da.
Der var dog et år, hvor Kristian havde plads på en anden gård. I stedet for, fik min bedstefar en yngre knægt til hjælp. Jeg husker ikke hans navn, men jeg erindrer ham for noget mærkeligt, han kunne. Noget som han næsten kunne have
optrådt med, selvom det ikke var særligt passende. Han lagde sig på knæ med enden lige i vejret. Så slog han en prut. Det var der ikke noget kunstigt ved, men han havde på en eller anden måde fundet ud af, at han, når luften var gået, kunne
ligesom suge ny luft ind. Og så drønede han det af. Sugede ind igen og bragede løs, højere og højere. Det lød faktisk fantastisk. Jeg har aldrig siden hørt om sådan en kunst.
På "Anelyst" holdt bedstemor både høns, ænder og gæs. Man siger jo, "dum som en gås", men det, tror jeg, er forkert. Sagen er den, at bedstemor i mange år havde en i øvrigt ret så arrig gase, og den var sandelig et temmelig klogt stykke
fjerkræ. Hver formiddag kom den til køkkendøren, og den havde lært sig at tage fat i dørhåndtaget med næbbet og åbne døren. Så traskede den ind i køkkenet, hvor der altid ventede den et stykke brød. Arrig var den til tider, men måske
drillede Jeg den for meget. Så fór den på mig og bed mig i benene, så det gjorde av. Undertiden fik jeg dog fat omkring halsen af den, og så svingede jeg den rundt, så den røg langt væk. Og så var det ellers med at komme afsted i en fart, for
nu var gasen forfærdelig rasende og ophidset.
I mange år havde bedstefar en stor dansk hest, der hed Klaus. Det var en rolig, besindig hest. Jeg har fået mange gode rideture på Klaus, bl.a. når den skulle hentes hjem fra engen nede ved åen. Det er også hændt, at jeg er redet på den
op til Købmand Madsen i Brørup for at hente et eller andet, bedstemor stod og manglede til husholdningen. Sagerne transporterede jeg i en spånkurv, der hængte over venstre arm. Jeg kom normalt vældig godt ud af det med den rare Klaus, men
det kan jo være, at jeg en gang imellem var lidt for streng mod den, f.eks. hvis jeg ville have den til at galopere hjem op ad den ret stejle vej fra åen. Engang må Klaus have fundet, at nu kunne det være nok med mine drillerier. Jeg sad op
pe i bedstefars "kassevogn" (det er sådan en almindelig landbrugsvogn til at køre hø, korn, roer m.m. i Benene dinglede ud over siden. Så kom Klaus gående hen til mig, og ganske stille satte den alle tænderne i mit ene lår. Det gjorde
afsindigt ondt, da den bed, men den bed dog ikke til så jeg tog skade af det. Klaus, forstod jeg, ville bare lige vise mig, at der var en grænse for, hvad den ville finde sig i.
Efter krigen fik bedstefar et par "russere" Meget flotte heste, men noget vilde. De havde været med i krigen på østfronten, og det havde de bestemt ikke haft godt af. Man skulle omgås dem med stor forsigtighed, for de ville både sparke o
g bide. Endvidere skulle man holde godt øje med dem, for kunne de glippe afsted med det, stak de af, og gå kunne det vare mange dage, før man kom på sporet af dem og fik dem hentet hjem, ofte langvejs fra.
De havde jo været rideheste under krigen, og det benyttede Store Kristian og jeg os af. Vi elskede at jage afsted op ad en mark i fuld galop. Mærkeligt, at vi aldrig kom noget til under det vilde ridt, der selvfølgelig skete uden sadel. Je
g dog engang en ordentlig flyvetur, thi bedst, som vi kom stormende afsted, hesten hovedet ned mellem forbenene og standsede brat op med det resultat, at jeg flød et vældigt stykke ud luften og landede noget ublidt. Hesten stak af, men de
t lykkedes Store Kristian at ride op og få den hjem. "Anelyst" blev jo drevet på ret gammeldags vis. Der var en slåmaskine til at høste såvel hø som korn med. Men før den kom i marken, måtte man med le slå et såkaldt "skår", så maskinen
ikke kom til at køre i kornet. Kornet måtte bindes i neg med håndkraft.
Før høsten skærpede bedstefar leerne. Det skete ved, at man hamrede æggen på leen ganske tynd. I jorden blev sat et jernspyd, der foroven havde en firkantet plade, der buede nedad fra midten. Pladen var vel ca. 2 x 2 cm. Le bladet blev
anbragt på pladen, og så slog man med en hammer, hvor den ene del af hammerhovedet var formet noget lignende et stemmejern. I enden af hammerskaftet var anbragt et stort søm. Man lå ned og orde arbejdet. Under sig havde man en sæk fyldt med
halm, og sømmet i hammerskaftet satte man fast i sækken, og så bankede man ellers løs. Det var bedstefar god til.
I gården var der en såkaldt hestegang. dvs. et større tandhjul, der horisontalt greb fat i et lille tandhjul, der var forbundet med stænger, som førte ind i loen for at ende i tandhjul, der kunne sættes i forbindelse med tærskemaskinen.
På det store tandhjul var fastgjort en træbjælke, yderenden af bjælken gjorde man hammelrebet fra hestens seletøj fast. Og så gik hesten bare rundt og rundt og trak på den måde tærskeværket. Her kunne en lille dreng så få lov at gå og
spille kusk for at holde det hele i gang.
I 1913 skete en forfærdelig jernbaneulykke nær Bramminge. Et eksprestog løb af sporet, og en masse mennesker blev dræbt og hårdt kvæstet. Dagen efter ulykken, som man mente skyldtes, at solen havde opvarmet skinnerne så stærkt, at de
havde slået sig så meget, at hjulene gled uden for dem, skulle jeg til Brørup. Jeg erindrer endnu det store indtryk, det gjorde, da jeg så det smadrede tog ligge på siden. Vi måtte gå fra toget uden om ulykkesstedet til et andet holdende
tog.Under 1. verdenskrig var der i Brørup området en overgang placeret et kompagni, eller måske hedder det for rytteri en eskadron, dragoner. Soldaterne var indkvarteret rundt på gårdene. på "Skovhøj" boede der også nogle. En gang imellem
har jeg overværet, at kompagniet stillede op til dagens øvelser på vejen ud for gården. Det var så sandelig spændende at se på. Befalingsmændene kommanderede, hestene stejlede, og sabler og sager raslede.
"Anelyst" lå nabo til Brørup Kirke kun adskilt ved en vej, der førte op til fattiggården, skolen og videre ad Lindknud til. Kirkegården var omgivet af en mur, og det rar Christians, Mortens og min store fornøjelse at løbe rundt oppe på
denne mur. Kirkegården kom vi selvfølgelig også på, og det var altid spændende, når der blev gravet en ny grav, at se alle de ben og kranier, der undertiden dukkede op. Vi var nogle små noget ubetænksomme banditter, for jeg mindes, at vi
har brugt sådan et opgravet kranium til at spille fodbold med.
Der er i øvrigt en ganske mærkelig sjov eller sørgelig historie at berette om fra Christian og Mortens færden på kirkegården. En dag blev en eller anden velhavende person begravet. Da følget var gået, og graveren endnu ikke var kommet
for at kaste graven til, sprang drengene ned i hullet til eller på kisten, og Christian sikrede sig et par små sølvengle, der var sat på over kistens skruer. Graveren bemærkede selvfølgelig ingenting, men Christian var så dum nogen tid;
senere i skolen at vise kammeraterne sit rov. Nogen må have fortalt det hjemme, og så kom der ellers røre i sagen. Politiet og holdt forhør over drengene, der selvfølgelig blev truet med allandsens ulykker og hårde straffe for gravskænderi
m.m. Da var Christian og Morten bestemt ikke meget værd. Der siges, at de skreg, så det kunne høres langt væk fra "Anelyst". Men de slap dog med skrækken.
Moster Magdas drenge Christian og Morten var gode at lege med. Bl.a. spillede vi "pind", også noget der synes ukendt nutildags. Man satte 2 mursten på højkant på den lange led. Over stenene lagde man en kortere pind, og så brugte man en
længere pind til på forskellig måde at få den korte pind til at ryge så langt væk som muligt. Jeg husker ikke engang selv mere de indviklede regler. Men den lange pind brugte man også til at måle op med, hvor langt den lille pind var slået
bort. Og man kunne også blive grebet ud, når modparten opsnappede den lille pind, før den rørte jorden. Det var et udmærket spil og billigt legetøj.
Christian fik engang fat i et jern trillebør hjul. Også akslen var af jern. Christian kunne løbe kilometer efter kilometer med hænderne på akslen og enden lige i vejret. Hvordan han undgik at glide huden af indersiden af hænderne, fatter
jeg ikke, men efterhånden fik han nok sålelæder på håndfladerne.
Engang spadserede vi over til Tirslund plantage. Når man løb over markerne, var det faktisk ikke så forfærdelig langt fra "Anelyst". Det var mægtig sjovt at klatre op og ned på Tirslund stenen, der efter danske forhold virkelig er en sto
r granitklump. Den må være kommet med igen i istiden, måske fra Norge. Da vi en dag legede og klatrede på stenen, kom en flok drenge fra området. Vi var ikke velsete, her regerede de. Der opstod lidt mundhuggeri, og så pludselig røg de
fremmede drenge på Os. Anføreren for dem var noget større end os, så vi fandt det bedst at stikke af. Og det gjorde vi så, vi rendte, så lungerne hængte ud af halsen på os. Men den store anfører var hurtigere, end vi var. Han havde åbenbart
udset mig som den største til sit bytte. Gode råd var dyre, eller som min senere så gode ven P.K. plejede at sige, "Gode dyr var rådne". Men jeg var måske ikke så tosset endda. Da drengen var lige ved at fange mig, kun et skridt bag mig,
satte jeg mig med lynets hast ned med det resultat, at drengen løb mod min ryg og slog en hel kolbøtte hen over mig. Jeg nåede at lange ham en ud, før jeg skyndsomt halsede videre. Og drengen var åbenbart blevet så overrasket og fortumlet
af flyveturen, at han opgav videre forfølgelse. Jeg skal lige love for, at der blev snakket, pralet og overdrevet om vore store heltegerninger, medens vi travede hjem til bedstefar, bedstemor, moster Magda og Store Kristian.
En sommer, hvor der faldt en masse regn, dannedes der ved bedstefars mødding en hel lille dam. Det var bestemt ikke klart kildevand, men mere ejle. Men det afskrækkede aldeles ikke Christian, Morten og jeg, vi vadede i pølen dagen lang leg
ende med små træbåde, vi lavede. Men moster Magda forlangte en ordentlig gang ben vask, før vi fik lov at komme ind i huset, for vi stank som en mødding.
Bedstefar Morten, der jo var jordens rareste menneske, udførte ofte ringningen med kirkeklokken, når solen skulle ringes ned, og graveren var fraværende. Klokken bevægedes med et langt tov, der hængte uden på kirketårnet. Tårnet er
senere blevet fjernet, og klokken hænger i stedet i en fritstående klokkestabel. Det var helt høj tideligt sådan at gå med bedstefar over for at ringe solen ned og forkynde for folk, når klokken lød ud over mark og vang, at dagens travle dont
var ved at være til ende. Bagefter kunne bedstefar og jeg så gå en lille tur i marken, og jeg kan endnu se ham stryge sin knortede hånd hen over kornet. Han var nok inderst inde en større naturelsker, end man troede.
Efter en god lang sommerferie hos bedstefar, bedstemor, moster Magda, Christian, Morten og Store Kristian, var det ret så sørgmodigt at sige farvel og tænke på, at nu var der et helt år til den næste lange ferie,
Nogle feriedage blev dog også holdt i Sønder Bork sammen med mine lystige fætre og kusiner der.
Sigfred Meldgaard eller Sippe kom efter sin konfirmation i lære i sin fars købmandshandel, og læretiden suppleredes med handelsskoleuddannelse i Esbjerg, Der var undervisning et par dage om ugen, og Sippe kørte på cykel både frem og
tilbage. Det blev en 100 km tur. Sippe spiste hos mine forældre, og det var altid muntert et se ham.
Engang han besøgte os, skulle han have købt sig en ny skjorte. Jeg fulgtes med ham op i Kongensgade, og han fik købt skjorten, der blev pænt pakket ind. Så gik vi hjemad til Stormgade, idet vi så på forretninger og var i øvrigt optaget
af munter snak. Da vi kom til Stormgade 21, opdagede Sippe til sin rædsel, at han, medens vi havde pjattet og spøgt undervejs, havde tabt pakken med skjorten. Sippe var ikke glad ved situationen, hans far var ikke sådan at spege med, når de
t gjaldt penge. Vi overvejede, hvad vi dog skulle gøre. Løb så ruten, vi var gået ad igennem. Fandt ikke pakken. Besluttede at gå på politistationen. Og vi var sandelig heldige, for en ærlig finder havde Indleveret pakken. Politimanden
pakkede ud for at se, om det nu var rigtigt, hvad Sippe forklarede om en tabt skjorte. Så måtte Sippe betale en krones penge i findeløn. Papiret blev igen svøbt om skjorten, og vi drog lykkelige hjemad. Sippe kunne jo få meget ud af sådan e
n oplevelse, så munden stod ikke stille på ham på hele hjermturen. Da vi gå gik op ad trappen, trak Sippe pakken frem fra armen, hvorunder han havde holdt den. Jeg kan endnu høre ham næsten skrige:
"Herregud, æ skjovt æ væk". Den var faldet ud af politimandens mindre smarte indpakning. Som et lyn fór vi tilbage og minsandten, et stykke oppe i Skolegade lå skjorten midt på fortovet. Sikken lettelse, og som vi dog kom til at grine.
Det var faktisk også en ret så komisk tildragelse.
Maskinmester Schmeltzer købte under eller måske først efter 1. verdenskrig et stykke jord ude omkring den nuværende gade Grundtvigs Alle eller måske nærmere Rosenvængets Allé. Jorden lå tæt op ad jernbane linjen mod Bramminge. Det var en
græsmark, og her ville Schmeltzer lave en have. Han fik min far til at hjælpe sig med at få gravet og renset jorden og få anlagt haven. Der hørte et stykke gadejord til langs med jernbanen, det er senere blevet til forlængelsen af
Rosenvængets Alle. Et par meters bredde af denne jord skulle også dyrkes. Her skulle sættes kartofler. Jeg blev sat til at hjælpe med at gravejorden, og det var ikke noget lille arbejde. Til gengæld for fars hjælp skulle Schmeltzer og far dele
havens afgrøder. Det meste jorden var udlagt til køkkenhave. Kun en lille græsplæne blev det til foran et lysthus i gammel stil med en veranda foran. Så kunne man da i regnvejr gå indendørs og få en tår kaffe, og huset kunne og blev også
brugt til opbevaring af haveredskaber.
Jeg tænker, at det muligvis har været Schmeltzers drøm en dag at bygge et hus til beboelse derude. Dengang var det et ret så øde område, nu er det jo fuldt udbygget med parcelhuse.
Når vi kom derud, var det altid mægtigt spændende at klatre over trådhegnet og løbe ned på jernbaneområdet. Der var her nogle vige hvor der var opstaldet sneplove og vogne til at køre grus og sten
På et lidt senere tidspunkt blev grunden op mod Schmeltzers til salg, Den købte min far. Her var en lidt ældre have.
Det var selvfølgelig rart og hyggeligt at drive havebrug, men det var nu lidt upraktisk, at jorden lå et par kilometer fra, hvor man boede.
Der var i fars have nogle kaninbure, og de skulle selvfølgelig udnyttes. Så vi fik kaniner. De skulle fodres og have vand hver dag, gå det var lidt af en plage at få dem passet. Foderet, der bestod af græs og fandens mælkebøtter, måtte
man jo plukke på stedet. En af kaninerne var min ejendom. Da vi kom hen ad efteråret, og det blev for besværligt at tage ud til dem, og foderet blev småt, tog jeg den hjem og anbragte den i vores kulkælder, hvor vi havde koks til
kakkelovnen. Den pæne hvide kanin blev efterhånden næsten til en sort kanin, og til sidst måtte den lade livet og optræde som middagsret. Den smagte sikkert godt, men jeg kunne i hvert fald ikke spise en bid af min kære kanin. Der satte jeg
alligevel grænsen.
Far afhændede senere sin have, jeg tænker, det blev besværligt at holde den, da han kom på Horns rev Fyrskib, og det var borte hver anden måned
Han fik eller købte mange år senere en have ude i Gammel by, men den havde han kun en kortere tid. Hvis jeg ikke tager fejl, var det min svoger Aage, Johannes mand, der havde noget med erhvervelsen at gøre. Aage var jo forretningsmand, o
g der skulle ustandseligt ske noget nyt.
I en del af 4. mellemskole- og real klasse tiden havde jeg et job som biografdreng i Kino teatret. Det var Victor Lorentzen, der været ansat et stykke tid som biografdreng, som vi kaldte det, der fik mig lokket til at prøve. Man begyndte s
om programsælger. Gik rundt blandt publikum, der ventede på at blive lukket ind i salen, og råbte; "Program - 10 øre". Og folk. købte dengang programmer, som de formentlig gemte som minde om forestillingerne. Dengang gjaldt biletterne ti
l alle pladser, så når døren åbnedes, gjaldt det om at skynde sig ind i salen for at sikre sig en ordentlig plads. Folk stod tætpakket i forroyeen ventede. Det var en ældre kontrollør og program sælgerens opgave at gå om til
udgangsdørene fra salen og ind i salen til dørene, en i hver side hvor publikum skulle lukkes ind. Kontrolløren tog den ene dør, drengen den anden. Når kontrolløren så gav signal, låste man op, og så var det ellers med et flintre bort fra døren og
ned til lærredet i ellers risikerede man at blive trampet til døde.
Victor havde været programsælger, men rykkede, da jeg kom til, op til stillingen som spoledreng. Da han så holdt op - han gik jo ud af skolen fra 4. mellem - blev jeg spoledreng. Her opholdt man sig i operatørrummet oppe på 1. sal, og nå
r en spole havde været kørt i eftervisnings apparatet, skulle filmen spoles tilbage. Det var let nok, men film var åbenbart dengang knap så stærke som nutidens, for der var næppe en spole, der kørte gennem fremviseren, som ikke knækkede
en eller flere gange. Så skulle man under tilbagespolingen lappe filmen sammen.
Det foregik på den måde, at de to ender blev lagt ned i en slags kasse med tapper, der passede til filmens huller. Først den ene ende, hvorpå man så smurte et par millimeter med iseddike. Det opløste filmen delvis, og man skyndte sig et
lægge den anden ende ind over det indsmurte sted, klappede et låg i og ventede lidt. Så kunne man tage filmen ud af apparatet og spole videre.
Det var kulbuelys, man brugte i filmfremføringsapparatet, og de to kul skulle hele tiden justeres, så de gav mest muligt lys. Det lærte man også at gøre, for det kunne jo hænde, at operatøren skulle ned i et nødvendigt ærinde.
Når biografen skulle skifte filmforestilling, skulle de filmruller, der var kørt, bringes til banegården til videre forsendelse. Det var også spoledrengens opgave, og sommetider måtte programdrengen med. Det skulle gå stærkt for at nå
forsendelse til næste by med nattoget. Dengang kørte hotellerne med en vogn til togene for at hente hotelgæster. Det var en vogn med en lukket passager coupe, som man gik ind i fra bagsiden, hvor der var et trin for at lette indstigningen. Oft
e kunne vi være så heldige at kunne springe op på dette trin og så køre med stående der. Selvfølgelig legede vi også med at hoppe af og på. Engang ville jeg rigtig imponere Victor, så jeg påstod, at jeg let kunne hoppe af, når jeg stod
med ryggen i kørselsretningen. Jeg gjorde det, og jeg røg selvfølgelig lige på ryggen ned i en gang hestepærer.
Filmene blev jo dengang ledsaget af klavermusik. Pianisten sad i højre hjørne af salen op mod muren, hvor filmlærredet var. hjørnet var afskærmet med 2 høje, trævægge med en dør i. I Kino var der dengang en kvindelig pianist, datter af
en politibetjent. Ofte sad jeg under forestillingen nede hos hende, og hun kunne udmærket føre en hviskende samtale med mig, medens hun spillede. Hun kunne jo sit repertoire aldeles uden ad og på fingrene.
I det venstre hjørne var der en tilsvarende afskærmning. Herinde stod en stortromme og en tromle med skind fyldt med tørrede ærter. Stortrommen brugtes af programdrengen, når man ville gøre et i filmen affyret skud rigtig spændende. Det
gjaldt om et slå på trommen i det rigtige ødeblik, så hoppede publikum ordentlig op i stolesæderne. Det andet apparat brugtes til at forestille strømmende flod eller elvvand. Små midler med stor virkning - dengang.
Nogle aftener var vi fri efter 1. forestilling. Og vi havde gratis adgang i de andre filmteatre - Kosmorama og Biografen. Kosmorama lå på hjørnet af Jyllandsgade-Kongensgade. Biografen i Kongensgade et hus efter Kirkegade og Kino lige ve
d hjørnet, hvor Axel hus blev opført. Så jeg så faktisk i mit biograf år en utrolig masse film.
Man var jo der i 14 - 15 års alderen begyndt at blive lidt forfængelig. Man ville jo gerne være lidt smart. Derfor tog jeg en aften, før jeg skulle møde i Kino en flaske brillantine, som moster brugte, og gav håret en ordentlig
indsmøring. Håret kom til at sidde, som var det slikket. Og jeg havde en stor paryk dengang. Jeg kom på arbejde, fik solgt programmer til 1. forestilling og lukket døre op, og derpå gik jeg, da det var fint vejr, op på 1. sal, hvor der bag
operatørrummet var en slags stor altan, hvor man kunne stå og se på folk nede på Kongensgade. Jeg syntes pludselig, at det var ligesom mit hår strammede om hovedet. Jeg følte på det og opdagede til min rædsel, at håret var stift som ståltråd. Det
kunne jeg ikke forstå. Jeg holdt dog pinen ud, og da jeg forpustet kom løbende hjem, for jeg ind for at se på brillantine flasken. Jeg viste min mor flasken. Hun så på den og sagde, at hun havde brugt den da tomme flaske til at hælde en
sjat tiloversbleven gulvfernis på. Så forstod jeg bedre min stive paryk, og jeg skal love for, at der blev vasket hår i timevis den aften. Dengang syntes jeg ikke, det var spor morsomt, senere blev det jo til en ganske sjov historie om forfæn
gelighed.
I april 1920 fik jeg min realeksamen overstået, så vidt jeg husker med gennemsnitskarakteren 5.4. Dengang gik karakterskalaen jo kun til 6, så 5.4 svarede til et mg. Jeg kan ikke huske, om der var nogen egentlig afslutning efter eksamenen
, jeg tror næsten, at vi bare fik udleveret vores eksamensbevis af overlærer Larsen, og så var skolegangen slut. Jeg græd lidt, hvilket måske kan synes mærkeligt, men jeg var virkelig ked af, at skoletiden var til ende. Den bød vel på en
vis tryghed, og nu stod man pludselig og skulle ud i en anden verden Spørgsmålet var, hvad man kunne blive, ikke så meget hvad man gerne ville være. Der var stor arbejdsløshed og ret dårlige forhold overalt i tyverne. Jeg skrev adskillige
ansøgninger bl.a. til Fællesforeningen af Danmarks Brugsforening Esbjerg afdeling, der var ret så stor en affære, til Det forenede Dampskibs selskabs Esbjerg afdeling og til en fiskeeksportør. Men ingen steder kunne jeg komme Ind.
Så kom der en annonce i aviserne fra Telegrafvæsenet, der søgte et antal elever. Mine forældre syntes, at jeg skulle prøve at blive telegrafist. Det havde jeg nu ikke megen lyst til. Grunden var såmænd, at jeg drømte om engang at kunne
komme til udlandet, og det kunne jeg jo se, jeg aldeles ville afskære mig selv fra, hvis jeg føret blev statstjenestemand. Men far og mor pressede på. Det var jo sådan en god fast stilling at gå ind til, og så var der jo også til sin tid en
god pension. Det sidste især, syntes jeg nu, lå så fantastisk langt ude i fremtiden, at det var aldeles uden interesse.
Nå, jeg bøjede mig for skæbnen. Fik afleveret ansøgning på telegrafstationen og regnede egentlig med, at så var den potte ude i betragtning af, at ansøgernes antal nok blev meget stort, og at de, der blev antaget, sikkert havde langt
større eksamenskarakterer end mine 5.4.
Men der kom skam brev fra Telegrafdirektoratet, at jeg var antaget som elev, og at jeg skulle møde på telegrafkursus på 2. sal i den da kombinerede jernbane- og telegrafstationsbygning i Fredericia d. 17. maj 1920 kl. 10.
Ja., så hængte man jo på den, men det blev 30 heldigvis for mig en yderst spændende og lykkelig tilværelse, jeg gik ind til.
Min fars fætter Peter Thomsen, der boede på Bodenhofs Plads i København og var ejer af Havnens motorfærger, havde en datter, Ellen, der var gift med en ingeniør, som var ansat hos Voss i Fredericia. De boede på torvet i KFUK.s bygning.
Mine forældre må have rettet henvendelse til dem for at høre, om de kunne hjælpe med at finde et sted, hvor jeg kunne bo under kursusopholdet i Fredericia. Det viste sig, at de havde et tagkammer, som de godt ville leje ud til mig.
Da jeg skulle rejse til Fredericia, tog min mor med mig for at få mig installeret Vi havde en søndag, før kursus begyndte, og den benyttede min mor og jeg til at rejse til Ejby for at besøge familien Hansen, der tidligere havde boet i Stor
mgade 21 stuen til venstre, hvor maskinfabrikant Nielsen flyttede ind, da Hansens drog til Ejby.
Det blev en meget spændende dag, vi tilbragte i Ejby. Hansen var ivrig lystfisker, og han tog mig med på fisketur i de store moser, der dengang fandtes ved Ejby. Og her så jeg en fiskemetode, som var meget, meget spændende.
Det var gedder, vi fiskede efter og fiskegrejet var noget helt specielt. Det bestod af en kæp, hvor der i enden var fastgjort en violin E-streng. E-strengen har i den ende, der sattes fast i strengeholderen for neden på violinen, en knop t
il at fastholde strengen med i et hul, der er rundt forneden og spidser tit opefter. Knoppen er forsynet med et hul. Og så kan man, ved at putte strengen i gennem hullet, inden den fastgøres til kæppen, få en løkke. Tråden er gå stiv, at
løkken bliver stående i den størrelse, man indstiller den til. Kunsten var nu, dels at finde en gedde, der stod stille, som gedder jo gør op af sivene. Og så med forsigtighed prøve at få løkken arbejdet ind omkring gedden til efter
hovedet. Og det skulle være forsigtigt, for den mindste berøring af strengen mod gedden eller dens finner ville bevirke, at gedden var borte som i et glimt. Det lykkedes faktisk Hansen at snøre to ret store gedder. Når løkken var tilpas Inde om
gedden, rev man kæppen til sig, så løkken strammedes om gedden, og halede den på land, hvor fisken fik et godt slag i hovedet for at dræbe den. Den ene af de fangede gedder havde Hansen imidlertid ikke fået slået hårdt nok, for medens vi
fiskede videre, og gedden lå i græsset ved mosebredden, vågnede den pludselig, slog et vældigt slag med halen og fløj ud i mosen, og væk var den. Hansen sagde, at hvis den troede, den var døende, ville den ryge ned og bide sig fast i
grøden på bunden og blive der.
Den næste dag mødte jeg kl. 10 på telegrafkursus på den gamle jernbanestation. Kursuslokalerne lå på 2. sal, hvor der nu er opholdslokaler for jernbanepostkontor personale. Jeg husker intet om den første dag på kursus, men jeg tror, vi
blev vist rundt, fik en velkomsttale, timeplan m.m., før vi blev sluppet ud igen. Derimod erindrer jeg, at jeg så gik op og stillede mig på den "sorte bro", der dengang gik over banestrækningen. Her stod en anden fyr og kiggede. Vi fandt± u
d af, at vi begge var mødt på telegraf kursus. Det var Paul Nielsen, og dette vort første møde udviklede sig til et venskab, der varede til hans død 1981. Vi holdt sammen på kursus. Da vi derefter blev forflyttet til henholdsvis Esbjerg
og Hobro, holdt vi forbindelsen vedlige med mange breve. Senere mødtes vi København. I mange år, da vi begge gjorde tjeneste i Generaldirektoratet, fulgtes vi hver morgen ad til kontoret, idet Paul Nielsen, eller "P" som han altid blev kald
t, kom til at bo Værnlandsgade nær Amagerfælledvej, hvor vi boede, da han blev gift med Minna. Under kursusopholdene i Fredericia besøgte "P". mine forældre og mine bedsteforældre på, og jeg var med "P". hjemme hos hans familie i
Kliplev, hvor hans far var stationsmester. "P". var født i Hvorupgaard, hvor hans far arbejdede, til han efter genforeningen søgte til Kliplev. Og mødtes vi igen genere Fredericia, hvor P. var overpostinspektør. Vi fik dannet en lhombre klub best
ående af os to samt stationsforstander M.A. Møller og postmester Hugo Møller. Og det fik vi mange muntre aftener ud af.
På telegrafkursus lærte vi især morse, sounder (det er at høre morsetegnene), at punche (det er at lave huller i strimler til wheatstone apparater), samt engelsk, tysk, fransk og telegrafreglement. Det var ganske spændende. Efter 1.
afdeling af telegrafkursus blev jeg forflyttet til Esbjerg, og det var jeg selvfølgelig himmelhenrykt for.
De måneder, vi var på kursus i Fredericia, gik hurtigt. Det var jo i forårs- og sommertiden, og vi tilbragte noget af vores fritid med at bade fra badeanstalten på Østerstrand. Jeg havde til min konfirmation fået et udmærket
ankergangsur. En dag vi var nede at bade, havde jeg anbragt uret i brystlommen på min jakke. Da jeg så var kommet i tøjet, skulle jeg lige snøre mine sko, og jeg bøjede mig forover med det resultat, at mit gode ur faldt ud af lommen og ned i vandet.
En eller anden badende var så venlig at dykke ned og samle det op til mig, hvorpå jeg ilede op i Gothersgade til urmager Spetzler med det. Jeg forklarede, at uret havde været i vandet og bad ham sørge for at få det tørret og renset. Det
skulle de nok, jeg kunne hente det om nogle dage. Da jeg så kom nogle dage senere og spurgte efter uret, viste det sig, at det havde de rent glemt. De fandt det frem, lukkede uret op - og alle delene faldt ud, rustet helt itu. Jeg var selvføl
gelig grædefærdig og gjorde spagt lidt vrøvl, men det var de Ligeglade med. Der var ikke noget at gøre. Jeg kunne jo bare købe et nyt ur. Det skulle lige have været i dag, man bød mig en sådan optræden, men jeg var jo bare en lille
forsagt knægt dengang. Dog gik jeg aldrig forbi forretningen senere, uden jeg spyttede en god klat på ruden. Jeg tror, at jeg en dag, når jeg kommer til byen, vil gå ind og fortælle dem, hvordan de behandlede mig i 1920
Engang var jeg med Glass og en anden kursuskammerat i Vejle. Vi cyklede derop. Da vi kørte ned ad en meget stor og stejl bakke, kørte jeg flot "uden hænder" på styret. Det gik med lynets fart, og pludselig tog cyklen retning ud mod højre
; Vejene var jo ikke asfalterede som nu, men der var gerne en smal cykelsti eller bare et spor ude i vejsiden. Jeg kan den dag i dag se det store træ, som næsten strøg op ad mit hoved, før jeg fløj ud over styret og langt ind på marken.
Heldigvis tog jeg ikke større skade, end jeg kunne fortsætte cykel turen. Man skal altså have en god portion held her i livet for at slippe for at blive slået ihjel eller kvæstet
Jeg spiste på. KFUM. Det gjorde næsten alle de mandlige kursusdeltagere. Det var meget hyggeligt at mødes der, men maden var nu ikke særlig god. Til gengæld har den nok været ret så billig.
Mit værelse hos Ellen og hendes mand var et lille bitte tagkammer. Der var lige plads til en seng, et lille bord under tagvinduet, en stol og en knagerække. En petroleumslampe til belysning om aftenen. Den lampe havde i øvrigt nær slået
mig ihjel. En aften, da jeg lå i sengen og lægte, syntes jeg, det blev vanskeligere og vanskeligere at se, og jeg var underlig mat og træt. Så kom jeg heldigvis til at se op på lampen. Den havde været skruet alt for højt op, og der stod en
tyk sort røg ud af lampeglasset, som var det en dampskibsskorsten. Jeg fik hurtigt slukket lampen og åbnet tagvinduet helt op. Faktisk kunne jeg være blevet bevidstløs af iltmangel og kulos, og så være sovet helt væk.
En anden gang havde jeg besøg af Paul Nielsen. Jeg havde anskaffet mig et lille bitte spritapparat og en kedel, og så kunne vi lave os en kop the Da vi syntes, det varede noget længe, før vandet kom i kog, troede vi, at spritten var brænd
t ud. Jeg tog derfor trepæglflasken med sprit og begyndte at hælde på apparatet. Bang, sagde det, og ud stod en mægtig flamme og resten af spritten flasken. Der havde alligevel, uden at vi havde kunnet se det, været ild i apparatets sprit
. Det blev et ganske godt bål. Der var ild i tapetet, og spritten brændte oven på dynen, hvis betræk blev svedet. Jeg skal sige, at vi fik travlt med at agere brandmænd. Men sikken en forskrækkelse, Tænk, om man havde svedet hele
ejendommen af Heldigvis var det mit eget sengetøj
Det er ganske mærkeligt - eller måske er det kun naturligt, at ting, der hændte en for 60 - 70 år siden, får karakter af en flimrende film med små bitte brudstykker flyvende over lærredet. Man ser sig selv løbe op ad en trappe tagend
e 2 3 trin ad gangen, man ser det hjem i Stormgade i glimt, pludselig kommer mor, far, moster Nicoline, brødre og søstre ind billedet, man går lange åen i Brørup, ser stranden på Fanø, er med Sippe og Oskar ude i engene i Bork. Et
flimrende billede, der ruller lynhurtigt forbi. Og så pludselig noget, der står helt klart i erindringen. Det må være ting, der virkelig har optaget ens sind. Skolens dage løber også så hastigt forbi, men afbrudt af enkelte begivenheder, der
stadig sidder fast i erindringen. Derfor er det overmåde svært at nedskrive helt præcis, hvordan man levede, tænkte og handlede for så lang tid siden. Man kan bare håbe, at de tildragelser, der dannede et helt og roligt billede i erindringen
, sammenlagt kan give andre et indtryk af ens tilværelse for så mange år siden. Dengang da verden var helt anderledes end dag, og hvor man måske også selv var anderledes, selvom man ikke føler, men har ændret sig så meget. Det har man jo
nu nok med alle de påvirkninger, man i et langt liv er ude for, dels af ydre forhold og dels fra andre mennesker.
Forelskelse og kærlighed
Når menneskebørnene når en vis alder, begynder de at interessere sig lidt for det modsatte køn. Man bliver forelsket. Det må være en slags forberedende øvelser til det, der i den sidste ende betinger menneskeheden fortsatte beståen. Hvor
gammel jeg var, da jeg første gang blev vældig optaget af en pige, husker jeg ikke nøjagtigt. Det var min skolekammerat Ebba Nielsen, der blev genstand for min store interesse, uden at hun selvfølgelig fik nogen anelse derom. Hun og hende
s familie flyttede jo som omtalt ind i lejligheden i stuen til venstre Stormgade 21. Måske var det netop den omstændighed, at man kom på så nært hold af Ebba, der hurtigt fik "forelskelsen" til at dø bort.
Hendes far, der helt uden tvivl holdt særdeles meget af sine børn, og som tilsyneladende levede i et eksemplarisk ægteskab, og hvis maskinfabrik var i god gænge, gik en dag op til en isenkræmmer og købte en revolver samt patroner,
angiveligt for at kunne skyde rotter på fabriksområdet. Og så gik han en tidlig morgen ud Strandskoven, satte revolveren mod tindingen og fyrede af. Han blev mærkelig nok fundet kort efter, blev kørt på sygehuset, men døde hen ad dagen.
Selvfølgelig var det da spændende, at en man kendte begik selvmord, men vi børn tog det vist ikke videre tungt. Værre var det med moster Nicoline. Hun turde i lang tid ikke sove alene oppe på gæsteværelset. Hun syntes hele tiden, Nielsen dukkede o
p deroppe, hvad han jo var helt afskåret fra, når han var død og manglede det halve af hovedet. Men sådan var moster Nicoline bare. Sagen reddedes let ved, at hun fik en af os børn til at sove hos sig. De skulle jo nok kunne bekæmpe
afdødes ånder Konen og børnene flyttede, og i stedet for kom Gejls, også langt ude i familie til min far. De havde en søn lidt ældre end jeg. Jeg husker ham kun for engang at have sagt: "Langfredag var en bitter dag Nødh - hvor drak". Og det
var ærlig talt ikke pænt. Gejls fik senere en købmandsforretning og flyttede ud ad Bollesager.
Den nægte klassekammerat, jeg blev forelsket i var Victoria Jørgensen, datter af indehaveren af havne restaurationen, der dengang lå mellem D. F.D.S, bygning og Englandskaj en. Havneområderne så jo noget anderledes ud dengang. Jeg så
Victoria mange år senere, da var hun, om jeg husker ret, en ret så omfangsrig matrone.
Disse drengeforelskelser varede jo ikke så længe ad gangen. Den næste, jeg kastede mine øjne på, var Oda Jørgensen. Også en klassekammerat. Hendes far var oliehandler, og de boede Havnegade. Jeg husker, at jeg tilfældigt kom til at stå
ved siden af hende i Kosmorama, hvor vi ikke kunne få en siddeplads. Jeg tror ikke, at jeg så meget af filmen, for vi førte en lang hviskende samtale under hele forestillingen. Oda blev senere gift med min skolekammerat fra Tørre Nebel, Gust
av Poulsen, hvilket egentlig var ganske sjovt.
Nu da jeg er i gang med dette emne, der måske ikke er alt for spændende for andre end mig selv, men til gengæld viser lidt om, hvordan børn og unge mennesker reagerer, kan jeg lige så godt fortsætte med mine oplevelser på det punkt.
jeg kom på telegrafkursus Fredericia, faldt jeg straks for en ny pige. Hun hed Ellen Sørensen, og jeg har i dag ikke den fjerneste anelse om, hvordan hun så ud. Ude af øje, ude af sind. Det, jeg husker hende for, er, at hun engang i tyver
ne, da en af D.F.D. S. passagerbåde mellem København og Aarhus sank, med skibet. Hun kom dog uskadt land. Jeg tror for øvrigt, at skibet sank på så lavt vand, kommandobroen stadig var oven vande.
Da jeg havde været et åre tid eller måske endda Lindre på telegrafstationen i Esbjerg, fik vi nye elever fra det følgende telegrafkursus. En af dem var Emsy Dam Amby. Da jeg så hende, oplevede jeg forelskelse ved første øjekast. Jeg var
nær gået i gulvet af begejstring, og jeg ville 2 minutter efter, at jeg fik øje på pigen, have været villig til at ofre liv og lemmer for hende. En fantastisk, mærkelig oplevelse. Hvordan kan sådan noget gå til. Man har læst om det, men
jeg oplevede det faktisk selv.
Nå, pigen var vist meget sød. Vi læste fransk sammen hos en fransklærer, og jeg tror nok, at jeg fandt ud af, at der ikke var alt for meget hjemme i hovedet på damen. Og så var den potte ude.
Omkring 1924 faldt mine øjne på Frida Danielsen. Hun var en sød pige, og jeg var meget forelsket i hende. Men det gik formentlig aldrig op for hende. Vi var jo mange unge mennesker på telegrafstationen, og vi havde det muntert og godt samm
en. Fridas far var lokomotivfører, og hendes forældre boede ude i Rosenvængets Allé. Hendes far havde en stump ö ord langs med banestrækningen midtvejs mellem hans hus og Schmeltzerg grund. Her rendte jeg en dag. d. 7. juli, på Frida,
der var på vej hen for at plukke jordbær. Hun havde dagen før sammen med en flok andre unge været til 6. juli fest i Fredericias og det berettede hun meget om den formiddag.
Da jeg i 1925 var soldat og overtelegrafist på Lynetten, kom der hen på et telegram, som jeg selv modtog. Telegrammet var til mig, og det lød: Frida kom syg hjem fra Frankrig. Døde på sygehuset i nat. Ellen Tangaa. Jeg blev åbenbart
hvid i ansigtet, da jeg læste denne meddelelse, og da en af telegrafisterne kom med en mindre pæn bemærkning, uden at han selvfølgelig vidste, hvad der stod i telegrammet, var han nær blevet slået ned. Jeg var sandelig ked af det. og da jeg
havde vagt om natten og gik rundt med geværet for at passe på, at ingen trængte ind på området, der faktisk var en ø med en bro over til det faste land, syntes jeg, det hele var så trist, at jeg overvejede at kaste mig i havnen og gøre en
ende på det hele. Men så kom jeg til tænke på, at det ville mine forældre vist blive meget kede af, og så opgav jeg at drukne mig. Ja, nu kan man jo nok grine af det, men sådan en ungdoms forelskelse var jo trods alt mere alvorlig end de
forudgående mere barnlige.
Det varede noget, før jeg kom over Fridas bortgang fra denne verden. Hun havde fået blindtarmsbetændelse på hjemturen fra Frankrig, hvor hun havde været på ferie. Blev straks efter ankomst med båden fra Frankrig indlagt på sygehuset, men
blindtarmen var da sprængt, og det udviklede sig til en dræbende betændelse, som man jo dengang savnede antibiotika til at standse.
Men nu kommer lille Strit ind i billedet. Her var det ikke en pludselig forelskelse, der var tale om, men en ganske langsomt spirende kærlighed, der groede sig stærkere og stærkere. En kærlighed, der blev for hele livet og som selv nu, lan
gt over 55 år, siden den begyndte, er mindst lige så stærk og god som i ungdommens kærligheds. Så alle forelskelserne endte noget, der blev det absolut største i mit liv, min elskede lille Strit, der stadig forekommer mig at være jordens
bedste og sødeste pige, Hvor har jeg været ufattelig heldig, at livet gav mig sådan en gave. Og hvor har vi haft en vidunderlig dejlig tilværelse. Tænk at have kendt hinanden i over 60 år og aldrig nogensinde have sagt et ondt ord til
hinanden. Det kan man simpelthen ikke over for en, man elsker så højt.
For nu at vende til bage til tilværelsen i Stormgade 21, er der nogle ting, som jeg finder det værd at huske.
For enden, ud mod gaden, i den port, der førte ind til tømmerpladsen, var der en solid smedejernslåge i 2 dele. Når lågerne, der vel var over 2 m højde var lukkede, holdtes de på plads af en rund jernstang, der sad i et Øje fastmuret i
muren, og med en tap til at satte fast i lågerne. Stangen sad, når lågerne var lukkede oppe i en ca. ¾ meters højde, og det var e± godt legetøj. Men kunne gå armgang, svinge sig op på stangen, hænge i knæene o. s. v. Det sidste prøvede min
meget rare, men måske knap gå atletiske søster Johanne. Desværre drattede hun ned og ramte portens gulv med panden, hvor der blev slået et vældigt hul. Skrigende og med blodet strømmende ned over ansigtet, løb hun op til mor, der tog hende
under behandling. Huden var flækket i et ret stort kors. Det groede sammen igen, men Johanne var for tid og evighed korsmærket i panden, måske var det derfor, blev sådan et elskeligt menneske. Hun var jo kun 1 ½ år yngre end jeg, og vi
holdt bestemt meget af hinanden. Jeg mindes ikke nogensinde at have været uvenner med hende. Ordentlig og dygtig var hun. Hun gik bestemt aldrig i skole, uden at lektierne var lært. Jeg tror, hun fik rene ug til realeksamen, bortset fra gymnas
tik, og det passer jo med ovenstående tildragelse i porten.
Johanne var en trofast sjæl, og hun holdt sammen med adskillige af sine skolekammerater og veninder mange år. De havde en syklub, hvor de mødtes en gang om ugen. Skiftevis hos hinanden. Om det blev til så meget med syningen, ved Jeg ikke
, men de fik da snak for pengene. Det mest morsomme er næsten, at jeg meget ofte del tog deres sy aftener, dog uden at sy, men som en slags entertainer. De øvrige piger var bl.a. Lilly Brun, hvis far var vognmand og boede i Skolegade, datt
eren af bademester Christensen og Erna Andersen, hvis far havde skotøjsforretning oppe i Jyllandsgade. Ernas forældre oparbejdede ved flid og formentlig megen sparsommelighed en stor skotøjsforretning. Når vi fik kaffen deroppe til sy
møderne, kaldte vi den al tid "Blumenkaffe". De havde kopper med blomst i bunden, og den skimtedes tydeligt gennem den meget tynde kaffe.
Så var serveringen bedre hos Bruns. Det var tykke, glade mennesker, der gerne så lidt godt på bordet. Jeg husker, et vi aflagde besøg deroppe - de boede på 1 sal et par dage før jul. Og så serveredes der hjemmebagt franskbrød med
gåsefedt og gåsekød. Det smagte himmelsk, Jeg tror, det var ved den Lejlighed, at den trinde og muntre Lilly fik et latteranfald, der til sidst blev til latterkrampe. Hun var til slut faktisk ved at gå helt til ved det. Jeg tror, jeg forsøgte a
t redde livet på hende ved at smide en kop koldt vand i ansigtet på hende.
Engang havde bademester Christengens boende en ung engelsk pige. Hun forbavsede mig over alle grænser, for da hun havde opholdt sig Esbjerg i nogle få måneder, talte hun fuldstændig fejlfrit dansk eller Esbjerg gentisk. Nu jeg nævnte
badeanstalten, så var det på den tid samlingssted for mange af byens bedre borgermænd. Strits far kom der hver middag i mange, mange år. Dels for at få et godt bad, men måske nok så meget for den snak og sladder, der her blev servere t. Han
havde jo badekar og varmt vand hjemme i Havnegade 21
Der er endnu et par tildragelser fra barndomstiden i Stormgade 21, jeg må omtale. Her bliver det min bror Herluf, der er hovedperson. Han havde det med at komne galt afsted dengang. Senere er han jo som vores velhavende bror kommet helt go
dt afsted. Nå, spøg til side, Han blev Interessere i ridning. Det foregik på en plads i nærheden, jeg husker ikke hvor, men han ved det selv. Det var, så vidt jeg ved en slags oplagsplads, og så en dag, da han sad til hest, kastede denne
ham af, og beklageligvis havnede Herluf i en stor dynge brosten. Han så skrækkelig ud, da han nåede hjem og af mor blev taget under behandling. Det var somme tider godt, at hun i sine unge år på sygehuset i Nørre Nebel havde lært
sygepleje.Endnu værre gik det Herluf, da han sammen med nogle andre drenge brugte et hus under opførelse i Stormgade hen imod Kongensgade til legeplads efter fyraften. Det var jo mægtigt at fare rundt på stilladserne og lege tagfat. Desværre kom
Herluf til at løbe ud på nogle brædder, der ikke var understøttede, og så røg han ned ret højt oppe fra. Han ramte ikke den bare jord, men faldt såmænd ned i et stort trug med læsket kalk. Heldigvis brækkede han hverken arme eller ben, men
kom hjem, som var han en snemand, hvid over det hele, efter at han havde basket rundt i truget for at komne på højkant. Når jeg nu er begyndt på Herlufs meriter, kan jeg lige så godt tage et par mere med, selvom de fandt sted længe efter,
at jeg var rejst fra Esbjerg. Herluf kom efter realeksamen i lære hos købmand Mejlvang. Der var, syntes mor handelsblod i ham. Han handlede med andre drenge allerede som en forholdsvis lille dreng. Senere kom han om hos onkel Meldgaard i Bo
rk og i en købmandshandel i Ringkøbing. Her i Ringkøbing, mener jeg da, det var, for han var jo også i Holstebro, hvor han fandt gin søde Gerda, gik han en dag og snakkede ned en bekendt, der gik ved siden af sin hestevogn. Herluf var så
optaget af snakken, at han overså en lygte eller telefonpæl, hvorved han kom i klemme mellem vognen og pælen og det så hårdt, a± han brækkede den ene arm. Han rekreerede sig i Esbjerg hos far og mor, og Jeg var hjemme på besøg, da han var
der. Vi spillede kort, og Herluf, der kun kunne bruge den ene hånd, fik fat i to cigarkasser, som han kunne sætte sine kort fast imellem. Så var den klaret, når vi andre gav og delte ud for ham.
En sommer, jeg var på ferie i Esbjerg, var Herluf, Kesse og jeg ude at cykle en tur. På hjemvejen kørte vi om kap. Da vi var på vej op ad Nygaardsvej, var Herluf kommet foran. Han drønede ind i Nygaards gård ned til cykelkælderen, der l
å i plan med gården, prøvede at køre ind gennem døråbningen, men kom skævt for, så han halvvejs væltede og derved jog den ene arm gennem en glasrude i døren. Føj, hvor han blødte, og så måtte vores sygeplejermor igen i aktion. Jo, det
var muntre tider dengang.
Telegrafstationen i Esbjerg
Som omtalt, blev jeg efter kursustiden i Fredericia i sommeren 1920 forflyttet til Esbjerg telegrafstation, og her fandt jeg, i de 8 år jeg gjorde tjeneste der, en usædvanlig god arbejdsplads. Det var dejlige år, arbejdet var spændende fo
r en ung mand, og der var et utrolig godt forhold personalet imellem. Bestyreren hed Hanssen - med 2 er - hvorfor han normalt omtaltes som den Hansen. Der var 2 kontrollører, Fryd og Svarrer. Fryd var en nydelig og ret musikalsk mand. Ha
n var venlig og ganske humoristisk. Måske vil det fremgå af følgende lille tildragelse. Fryd havde opdaget, at en eller anden på herretoilettet splattede noget uden om WC kummen. Han satte derfor en seddel op, hvorpå han skrev jeg tror
endda, det var på vers - at den der ikke så sig i stand til at ramme hullet i kummen, burde venligst medbringe en tragt!
Kontrollør Svarrer, der stammede fra Fanø, var en lille krøbling. Han var også pukkelrygget. Han boede i en tjenestebolig i posthusets øverste etage. Og vi har da engang været deroppe til en tår kaffe. Hans søster bestyrede hus for
ham.Der var 4 noget ældre assistenter, nemlig en lidt fordrukken herre, der hed Stausø, frk. Ruth Larsen, der var datter af min gamle skolechef, overlærer A. K. Larsen på Stormgades skole, Gusta Pedersen, gift med en overassistent på
postkontoret og frk. Meta Mandal.
Gusta, som hun kaldtes, jeg ved ikke, hvad hendes rigtige fornavn var, boede i øvrigt en del Lejligheden på 1. sal i Havnegade 21.
Søren Jensens hus. Ruth Larsen og Stausø - han hed vist også Madsen, for jeg erindrer, at han oftest omtaltes som "Stadsen fra Mausø", delte tjenesten ved telegramindleveringen. Mandal og Gusta stod for telegramudbringningen.
Lidt yngre end disse var Oda LorckMadsen, Betty Theodora og Ellen Steen.
Og så var der hele den øvrige besætning. Jeg husker dem desværre ikke alle, men nogle kan jeg da erindre. Der var først og fremmest de 3 søstre Jensen, Meta, Agnes og Astrid, som eg jo senere blev meget nært forbundet med. Ellen Frida
Danielsen, Dagny Ingels, kontorassistent Nanna Adamsen, Edith og Jensine Frøkjær, Nelly Lykke Hansen, Elna Helberg, Maria Sillasen, Røile, Jeppe Arne Jepsen, Petersen, Jessen-Hansen, for at nævne nogen.
Da jeg kom på telegrafstationen, var jeg stadig en meget lille fyr. Jeg kunne ikke siddende på de ret høje stole ved telegrafbordene nå gulvet med fødderne. Det rettede sig i årenes løb. Jeg var, som det synes tilfældet i hele vores
familie, langsom i udviklingen. Endnu da jeg i 1925 var soldat, voksede jeg et par centimeter.
Personalet var stort set delt i 2 hold. Tjenesterne var den ene dag fra 8.- 14, den næste fra 14 - 22. Fra 21 - 22 med kun nogle få i arbejde. Vi syntes dengang, det var en dejlig arbejdstid, selvom vi jo kun havde fri hver anden aften. Me
n så var det jo rart, at have fri fra kl. 14 den ene dag til kl. 14 den næste. Vi havde også tjeneste hver anden søndag, og så fri en hverdag i følgende uge.
Der var et usædvanligt sammenhold mellem det yngre personale. Bridge kom på mode i de år, og det skete tit, når vi sluttede tjenesten kl. 21, at vi satte os til at spille kort i spisestuen til dem, der havde vagten til kl. 22, sluttede.
Sådan noget er vist helt utænkeligt i dag.
Vi havde ferie, men jeg tror kun, det var 1 uge om året til at begynde med. Og for de yngste blev ferien afviklet i vinterperioden, kun de noget ældre kunne få ferie om sommeren. Til gengæld var der mulighed for at bytte tjenester og tag
e 2 tjenester efter hinanden, så man kunne skaffe sig nogle samlede fridage.
Jeg husker, at jeg i sådan en vinterferie rejste til Lolland for at feriere hos min kusine Musse og hendes mejeribestyrermand Svenning Siig. Under opholdet ville Svenning en tur til Nakskov for at besøge en proprietær, der også stammede fr
a Bork området, Svenning havde en Ford 2, men af en eller anden grund lånte vi Johan Ebbes Chevrolet. Johan var jo gift med Musses søster Misse. Jeg havde fået kørekort i 1924 og fik lov at køre. Da vi om aftenen skulle hjemad, var det
blevet helt fantastisk tåget. Vi kunne næppe se vej en, og i nogle sving måtte Svenning stige ud og gå foran bilen for at vise vejen. Det var desuden frostvejr, så forruden frøs helt til. På de gamle Chevroletter var forruden delt på langs,
og man kunne til al held os åbne de 2 halvdele, så man fik frit udsyn. Til gengæld frøs vi Næsten ihjel. Nogle gange kunne vi følge efter en cyklist et stykke vej. Vi kom godt nok hjem til Frejlev mejeri, men aldrig har jeg erhvervet mig
en forkølelse, den jeg pådrog mig i den iskolde træk fra den åbne forrude.
Esbjerg telegrafstation var i tyverne en ret så travl arbejdsplads.
Fiskeeksporten måtte bruge telegrammer ved handelen på England og
Tyskland. Man kunne dengang ikke telefonere til Storbritannien. For- uden telegrafen var der også Statstelefon, som det kaldtes dengang.
Der var ret mange statstelefonabonnenter, så vi havde et såkaldt lokalbord til at betjene dem. Københavnertrafikken havde Esbjerg 2 linjer. At ringe til København krævede, at en telefonabonnent bestilte samtalen ved lokal bordet. For ikk
e at belaste de 2 linjer med egen snak blev selve afviklingen af samtalerne aftalt pr. morse. Så snart derfor en samtale var afviklet, stod henholdsvis Esbjerg og København klar med abonnenterne til den næste.
Foruden Københavnersamtalerne ekspederedes statssamtaler til Vest-, øst- og Sønderjylland. Der var. et specielt telefonvekslerbord til hver. Egentlig mærkeligt at tænke på, hvor primitiv teknikken var sammenlignet med i dag, hvor vi kan
dreje vores søns nummer i Ottawa og få forbindelse næsten lige så hurtigt som en lokal telefonsamtale.
Efterhånden som man groede fast på stationen, kom man også privat sammen med en del. Det var for mit vedkommende med bl.a. Ellen Tangaa, Dagny Ingels, kaldet Dax, og gå Agnes og Astrid samt Jessen Hansen og Jeppe Arne Jepsen.
Engang var vi en del, der var inviteret ud til Jessen Hansen, der boede hjemme hos sine forældre i Skads, hvor hans far var skolelærer. Jeg husker, at bl.a. Meta var med, medens Strit formentlig, fordi hun havde tjeneste, ikke kunne deltag
e. Da vi havde fået røget ål på franskbrød til kaffen og selvfølgelig også andet brød, skulle Jessen Hansens far læse op for os.
Det blev af Johannes V. Jensens "Gamle Johannes bibelhistorie". Det gjorde han aldeles fremragende, og jeg husker tydeligt, at især Meta morede sig overdådigt. Hun kom sådan til at grine, at hun nær aldrig var holdt op.
Dengang havde man da råd til en kage til eftermiddagskaffen på kontoret. Det var som regel en af de yngste, der måtte afsted til bageren, og det er mange gange, jeg har været afsted til Hjemmebageriet, der lå ved hjørnet af Kirkegade og
Nørregade eller Central hotellets Konditori.
Engang tyverne fik Jessen Hansens far bil, en åben Ford T., og Jessen Hansen fik kørekort. Og så inviterede han Jeppe Arne Jepsen, Peters og jeg på en større udflugt. Vi kørte, så vidt jeg husker, først til Sønderjylland og dagen efter
op langs Vestkysten. Vi overnattede på et formentlig meget billigt hotel, og jeg kan erindre, at vi også spiste der og bestilte det billigste, de havde. Jeg tror, jeg fik et stykke skinke med et par spejlæg.
Dengang var bildæk ikke, hvad de er i dag. Det var helt almindeligt at punktere, og det gjorde vi gentagne gange. Jeg har et billede, hvor vi står og lapper slangen. Men vi havde en særdeles fornøjelig udflugt, og vi så en hel del steder
, hvor jeg i hvert fald aldrig før havde været,
Jeg tror, det var medens jeg endnu var på telegrafkursus Fredericia, at jeg mødtes med far og mor, der var på udflugt til Skibelund Krat, og her erfarede jeg den glade nyhed, at far var blevet forfremmet til fyrskibsfører og skulle overtag
e Horns Rev fyrskib.
1922 fik jeg lejlighed til om vinteren at tilbringe 12 dage sammen med far på fyrskibet, og det var faktisk en skøn oplevelse. Jeg skal ikke her gentage, hvad jeg har skrevet før om opholdet, nemlig i en efterskrift, jeg lavede til min fa
rs erindringer, som jeg fandt efter hans død.
Omkring 1923 måtte mine afhænde "Anelyst", fordi bedstefar måtte på sygehuset for at blive opereret i spiserør og mavesæk. Det havde i længere tid knebet for ham at synke maden, og til sidst kunne han kun få flydende ting ned.
Bedsteforældrene flyttede til Bramminge, hvor onkel Niels og Hansine boede, efter at "Skovhøj var blevet solgt på tvangsauktion, da Niels slutningen af 1. verdenskrig gik fallit, vist mest på grund af den tyske marks enorme devaluering. Han fik inte
t for de sidste hesteleverancer, da Tyskland nærmest gik i opløsning. Bedsteforældrene købte et mindre hus på Platanvej. Her var da i hvert fald plads til en god hønse gård og køkkenhave.
Jeg husker, at jeg besøgte dem en dag, og bedstefar Morten tog talg med på en lille spadseretur i den nærliggende plantage. Her sagde han, at han var meget, meget dårlig, og at det nok ikke ville vare længe, før han døde. Det blev jeg
meget bedrøvet over at høre, men bedstefar havde ret. Han blev dårligere og dårligere af den kræft, han havde i maven. Min mor tilbragte de sidste dage, han levede, hos han.
Han blev begravet fra kirken i Bramminge., og jeg var selvfølgelig med til begravelsen. Kisten stod oppe i koret, smukt pyntet med blomster. Vi kom lidt før de fleste begravelse gæster, og jeg erindrer, at jeg gik op til kisten og lagde mi
n hånd på den, og så sagde jeg hviskende farvel til min gode bedstefar ag takkede ham for alt det, han havde været for mig.
Min mors søster, Kristine, der var gift med Thomas Mortensen, besøgte vi da også engang imellem. Thomas var en dygtig og meget foretagsom mand. Han flyttede fra den ene gård til den anden. Jeg har ikke tal på de steder, han og moster
Kristine har boet.
De havde 2 sønner og 3 døtre. Richard, Magnus, tvillingerne Thora og Agnes samt efternøleren Frida. Richard blev vist aldrig selv gårdejer, men slog sig ned i Ribe, hvor jeg tror han var arbejdsmand. Magnus havde vist arvet noget af sin fa
rs rastløshed. Han flyttede også adskil lige gange. Til sidst boede han i Gadbjerg, hvor han omkom ved en bilulykke. Thora blev gift med en lidt vidtløftig fyr. De boede en overgang i Skolegade i Esbjerg, hvor jeg af og til aflagde dem bes
øg. De fik en søn, som kom til jernbanerne. Jeg traf ham, da Jeg kom til Jernbanepostkontoret, idet han da passede D.S.B. s godsindlevering, der lå i Jernbanepostkontorets gård. Thora boede også dengang Fredericia, men flyttede så sammen
med en gammel ungdomskærlighed i Outrup, hvor hun jo havde gået skole, da Thomas og Kristine boede i Rottarp. Agnes blev gift med en vist ret velhavende hjemvendt amerikaner. Om ikke jeg husker fejl, købte de engang en af kongens af lagte R
olls Roycer eller måske Bentley. Frida fik en rar mand, Anders, og efter Thomas død, boede moster Kristine hos dem til sin død som 93 årig.
Agnes var ret påholdende i pengesager. Da moster Kristine var omkring de 90, købte hun sig en flot pels. Anders, der var lidt af en spøgefugl, var næsten klar over, hvad Agnes ville sige, når hun så den dyre frakke, så Anders, Frida og
Kristine kørte på besøg hos Agnes, og ganske rigtigt, til Anders store moro, udbrød Agnes: Jamen, ku da betal sig" Når nu hendes mor var så gammel.
En overgang havde Thomas en gammel men ganske hyggelig gård i Gørding. Der var store engarealer til, og der var godt at fiske i åen. Kristine bagte rugbrød i en stor muret, fritstående ovn et stykke fra huset. Ovnen varmedes op med
brændende lyng, til den var varm nok til at sætte de mange brød ind, når asken var raget ud. Men brødet smagte himmelsk, når det var nybagt.
Hos onkel Meldgaard i Bork fik man også en gang om ugen sådan hjemmebagt rugbrød. Det var pudsigt nok smeden i byen, der bagte i sin fritid.
Engang i tyverne, må det vel have været, døde fars meget nære ven maskinmester Georg Schmeltzer, der jo havde mistet gin kane, med hvem han havde 2 børn, 2 piger, og som derefter havde en lidt ældre dame "Nalle til at bestyre hus og hjem
. Han blev senere gift med en frk. Gade, og de boede ude i Strandbygade.
Far blev ringet op via Lauritzens telefon af fru Schmeltzer, og jeg tog med far ud til Schmeltzers hjem. Manden havde pludselig fået voldsomme hjertesmerter tidligt om morgenen. En læge blev straks tilkaldt, men han kunne intet udrette. Sc
hmeltzer lå pænt og roligt, men hvid som et lagen. Far snakkede med konen, men hvad der optog mig, og hvad jeg mest husker, var, et indholdet af Schmeltzerg lommerur, kniv, tegnebog, pung, tobak, pibe m.v. lå pænt stablet op, sådan som ha
n åbenbart gjorde det hver aften, når han gik til køds. Pudsig±, at sådan en lille ting kan blive siddende fast i ens erindring, endda så fast, at jeg den dag i dag, når jeg om aftenen tømmer lommerne, hvis jeg vil have andet tøj på den
næste dag, tænker; "Gud ved, om man en morgen finder mig stiv og kold, og så med lommeindholdet pænt lagt til side: sådan som jeg så Schmeltzers ligget.
Schmeltzer var, som sagt, en ret så særpræget natur. I en ret høj alder lærte han sig stenografi. Ombord i Nordsøen, måtte far læse op, så Schmeltzer kunne øve sig i at følge med. Schneltzer var i nogle år medlem af Esbjerg byråd, og her
kunne stenografien sikkert bruges. Desuden ved jeg, at han i mange år førte dagbog stenografisk nedskrevet. Hans ældste datter måtte mange år efter hans død studere stenografi, så hun blev i stand til at læse sin fars dagbøger.
Schneltzer havde bestemt, at han skulle brændes, når han døde. Dengang var der intet krematorium i Esbjerg, man måtte helt til Kolding for at blive svedet af. Schmeltzers kiste blev kørt i en rustvogn til Kolding, og hans nærmeste famili
e Jersøes, fyrskibsfører Nie1sens, min far, mor og jeg kørte i biler bagefter. På vejen til Kolding var vi alle inde at drikke kaffe i Hvilsted Kro. Det var smukt vejr, og vi havde det så hyggeligt, at en eller anden af selskabet udbrød:
Nu har vi det så rart, vi mangler bare Schmeltzer" Han stod jo i kisten ude på gårdspladsen Schmeltzer var ateist, så der var hverken præst eller degn tilstede, da kisten med hans jordiske levninger ganske enkelt blev båret ind i
krematoriet. Jeg kan ikke huske, nogen af følget måske gav ham et par ord med på vejen.
Nu, da jeg er i gang med at skrive om mere tragiske begivenheder, vil jeg til slut fortælle om Jørgen Falkenbergs tragiske bortgang.
Jørgens far havde en større smedeforretning. Jørgen blev udlært smed der og arbejdede der i en del år. Men så kom han ind i Esbjerg Brandkorps som brandmand, og det, tror i eg, passede godt til hans naturel. Vardine og Jørgen havde købt
hus Borgergade. De boede selv på etage. De fik 3 børn, Jens Oluf, Esther og Lizzie, og de havde et rart og hyggeligt hjem. Brandstationen lå på den anden side af Borgergade, hvor de boede, nogle få huse henne. En dag, da der var
brandøvelse, skulle Jørgen med en mand på ryggen fire sig ned i et brandtov fra det ret høje øvelsestårn, der dengang hørte til brandstationen. Jørgen fik kammeraten på skuldrene og begyndte nedfiringen, Inden de var kommet ret langt ned, brast
tovet, og de to brandmænd styrtede til å orden fra en stor højde. De blev i hast bragt til sygehuset, men døde løbet af dagen. Jens Oluf, aer havde været henne at se på øvelsen, skyndte sig hjem til sin mor og sagde noget lignende til Vardine
som: "Du kan tro, det så flot ud, da far faldt ned". Han var jo kun en lille purk. Det var et frygteligt slag for Vardine.
Efter 1. verdenskrig rasede den spanske syge, som bortrev en masse mennesker, både unge og gamle. Vardines yngre søster Gudrun døde. Også vores lille familie fik sygdommen, og vi havde den faktisk elle på en gang. Alle lå til senge med
høj feber, men ind imellem måtte en eller anden stå op for at lave lidt the og smøre nogle stykker mad, lave havregrød eller havresuppe. Jeg husker, at jeg lå til sengs på sofaen inde i spisestuen, og jeg havde så høj feber, at jeg så alle
potteplanterne i vinduet svinge fra side til gide. Men heldigvis slap vi da alle over den frygtelige sygdom uden men. Det var en god forretning at være bedemand i de tider
Lille Ecco
1920 kom min far en dag hjem fra havnen og fortalte, at han havde truffet en mand., Jens Jensen, som han havde været sammen med på sand- pumperen, da man i 1901 lavede et nyt udløb fra Ringkøbing fjord helt nede den sydligste ende. Det va
r "Gjødelen". Jensen var forblevet på sandpumperen, der havde station i Ringkøbing, men var nu flyttet til Esbjerg for at overtage stillingen som hovmester på mudder maskinen "Ægir", Min far fortalte, at Jensen, der havde en hel del børn
, havde en søn omtrent på min alder, og han syntes, at jeg skulle gå ud i Niels Juelsgade, hvor Jensen havde købt en ejendom, og gøre mig bekendt med denne søn. Det var jeg nu ikke gå forhippet på, men det må alligevel være lykkedes min
far at få mig overtalt til at gøre det. Og her traf jeg så Thomas Einar Jensen, som blev min allerbedste ven. Vi holdt sammen lige til hans død i 1977, i øvrigt på Pouls fødselsdag, som han sammen med Ea skulle have været op at fejre.
Thomas ældre brødre havde haft en sejlbåd, en dejlig kragejolle. I en storm var den blevet slynget op på kajen, og hele dens ene side blev så godt som knust. Bådens navn rar "Egmith", måske en sammentrækning af E. Schmith. Vraget blev
solgt til en sejlmager, der i hvert fald senere gjorde tjeneste i lodsvæsenet som badfører. Han plankede båden op, gå den blev som ny, og så syede han et pragtfuldt stel sejl til sprydrig med et mægtigt, tyndt topsejl, fok og klyver. Båden
blev utrolig vel sejlende.
Thomas var medlem af Esbjerg Amatør Sejlklub. Da vi havde kendt hinanden i nogen tid, tog han mig en dag med ud at sejle i en lille spids gatter, som han havde tilladelse til at bruge. Hvad båden egentlig hed aner jeg ikke, men den blev he
ller aldrig benævnt som andet end "Høkassen". Dette originale navn havde den fået, efter at man på en udflugt til Ribe på hjemturen Løb på grund på faldende vande, så man måtte vente 12 timer på næste højvande for at få båden af
grunden.Man havde intet køjetøj, men da man ikke var så langt fra land, spadserede man ind til engene og slæbte så meget hø med ud, at man fik en lun og blød seng i den lille kahyt. Jeg tror ikke, at man nogensinde helt fik alt høet ud af båden
igen.
Nå, men jeg kom altså ud med Thomas. Det var pænt sejlvejr. Han forklarede op ad stolper og ned ad stolper om, hvordan man fik båden til at sejle, og jeg fik selvfølgelig overladt rorpinden. Da vi så havde manøvreret rundt en times tid,
skulle Thomas hjemad. Vi sejlede båden ind til molen, og Thomas sprang i land, idet han sagde, at nu kunne jeg sagtens selv sejle mig en tur mere. Og det gjorde jeg, og sandelig om jeg ikke også kom godt fra det og endda fik båden manøvrere
t ind på dens liggeplads uden uheld. Det var den måde, jeg lærte at sejle på. Hurtigt, så jeg må have haft visse naturlige evner for det
Jeg blev medlem af sejlklubben, og Jeg tilbragte megen fritid på havnen. Lystfartøjerne havde dengang pladser langs det, vi kaldte Vester kaj. Det var en stenmole på vest siden af den gamle fiskerihavn, og den dannede, indtil trafikhavne
n blev anlagt, enden på Esbjerg havn, I min første tid i Esbjerg, indtil man lavede en ny fiskerihavn i forlængelse af trafikhavnsområdet, lå der masser af kuttere her, og de var end nu dengang forsynet med stor rigning og havde kun en
lille hjælpemotor. Ofte har vi beundret disse fiskefartøjer, der faktisk var meget skønne sejlere.
En dag blev der så en kragejolle til salg. Manden, der ejede den, forlangte 600 kr. kontant for båden. Jeg havde pengene, sparet op af min lille elevløn, og jeg købte båden. Det foregik ganske uhøjtideligt uden udfærdigelse af så meget
som en kvittering. Bådens navn var "Ecco", men da der fandtes en anden noget større spidsgatter i klubben med navnet Ecco, blev den aldrig omtalt gom andet end "Lille Ecco". Båden var forsynet med et relativt smalt ringdæk, den var gaffelrig
get, og man kunne sætte en klyverbom på og forøge sejl arealet med en klyver, når man f.eks. skulle sejle kapsejlads. Storsejlet var ret højpigget Sejlene var i brugbar stand omend noget skjoldede, fordi man lod dem sidde på hele
sommeren, nødtørftig dækket af en presenning, når man var i havn. Der var under kølen en jernbjælke, jeg tror, at det var et stykke jernbaneskinne. I øvrigt indenbords ballast i mindre stykker jern vistnok fra gamle skibs fyrriste. Hanefoden på
gaflen var i mindre god stand, men det fik vi let ordnet af Thomas ældre bror, Jens, der var matros i fyrvæsenet.
Og så kan det nok være, at der blev sejlet. Min arbejdstid var jo dengang 8 - 14 den ene dag og 14 - 22 den næste. Det gav frieftermiddag hver anden dag. Om aftenen sejlede jeg med min gode ven Thomas, om eftermiddagene ofte med min bror K
esse, der gik i skole, og om formiddagene alene. Det var alt sammen noget, der gav erfaring. Og hvor havde vi det dog sjovt. Der er mange små oplevelser, som huskes endnu 60 år efter.
En eftermiddag med godt vejr og en god brise, var min bror med. Han fandt på, at han godt ville ud at bade. Men ikke nok med det. Han ville have en ende om livet og gå lade sig slæbe efter båden. Han sprang overbord, og jeg halede
skøderne, og Ecco gjorde god fart. Bagude skummede vandet om min bror. Da 3 jeg syntes, det havde varet længe nok, løb jeg båden i vinden og halede brormand hen til båden. Han var dels usandsynligt rasende og dels halvt druknet. Farten havde være
t så stor, at han næsten ikke havde kunnet få hovedet op over vandet for at få en mundfuld luft. Han kunne ikke komme til at råbe, og hans fortvivlede vinken med en arm, opfattede jeg som tegn på, at alt gik fortrinligt. Siden dengang er
jeg holdt op med at prøve at slæbe nogen efter en båd.
Fartrandet ved Esbjerg er jo ikke verdens bedste til lystsejlads. Flod og ebbe forårsager virkelig stærk strøm. Til gengæld kan man, når man sejler ud mod strømmen, altid regne med at komme hjem, uanset om der er luft eller ej. Man skal
bare ind før strømskiftet.
Nordby på Fanø var som regel målet for en lille aftentur. Vi plejede at sige: "Skal vi til Nordby og tisse" (eller et lidt stærkere udtryk). Og jeg må sige, at det var sjældent, vi lod os afskrække af vejr og vind. Jeg tror faktisk, at
vi anså os selv som usårlige. Havet havde vi overhovedet ingen skræk for. Den moderne og da helt rigtige sentens, som man daglig hører gentaget i TV: "Kun en tåbe frygter ikke havet", ville vi dengang henrykt have grinet ad.
En aften, da Thomas og jeg var i Nordby, var vinden S.O., da vi skulle hjemad. Vi lå fortøjet langs den smule kaj, der dengang var efter færgelejet. Vi satte sejl og havde et værre mas med at få båden ud fra bolværket, fordi der løb en
rasende indadgående strøm. Til sidst fik vi da træk i sejlene, men måtte gå helt ned i havnen, der jo på det sted kun var en smal rende, på lavvande dårligt nok så bred, at man kunne krydse. Men vi fik da vendt uden uheld, og så gik det
ellers helt godt fremad med vinden agten for tværs og en halv kuling. Pludselig gav det et voldsomt knald. Forenden rejste sig høst op, og så kurede vi hen over et eller andet, indtil agterenden røg til vejrs og med et bump kom ned igen. Tro de
t eller ikke, men vi var simpelthen sejlet ret tværs hen over et af de store hyttefade, der brugtes i Esbjerg og på Fanø. Vi fik næsten en prop af et øjebliks skræk, men da vi opdagede, at båden stadig var tæt, endte historien med, at vi
grinede henrykt over oplevelsen.
Ja, der kunne fortælles meget aften og natture til Nordby. Vi havde i sejlklubben en skibstømrer, hvis navn jeg for længst har glemt. Han bragte snus, så der stod 111 ned ad hagen på ham, og han sagdes at være bøsse, hvilket var noget
forfærdeligt noget dengang. Jeg sejlede af og til med ham, da han havde bygget sig en mindre spidsgatter. Han gjorde dog aldrig nogensinde tilnærmelser eller nævnte sin abnormitet. Året efter, at hans spidsgatter var færdigbygget, var jeg me
d ham en aften til Nordby. Det blæste ganske godt af N.V., og pludselig knækkede den nye mast et par meter over dækket. Vi fik bjærget sejl og rigning og fik en fok slået under på den levnede mastestump, og gå humpede vi i havn i
Esbjerg.Nu jeg omtaler en knækket mast, kan jeg lige så godt nævne, at jeg ikke mindre end 3 gange har oplevet at se masten gå over bord. Den anden gang var trediverne, da jeg forlænget var flyttet til Sjælland. Jeg var på ferie i Esbjerg, hvor
mine to derboende brødre havde en lille kutter. Der skulle være aftenkapsejladser, 3 aftener i træk. Mine brødre, en af deres gode venner en bådebygger og jeg var med i kutteren, hvis navn var "Pust". Det var meget friskt, og på vej ud til
start linjen den første aften kom jeg til at kigge op på masten. Jeg nåede ikke engang at fuldføre, da jeg råbte: "Hvordan søren er det, den mast står og buer", før masten knækkede, og rigningen røg udenbords. Også denne gang var masten
brækket et godt stykke over dækket, så vi fik af mastestumpen, en bådshage og noget tovværk lavet en nødrig, så vi kunne krabbe os i havn. Så snart vi havde gjort fagt, løb vi alle op til bådeværftet, fandt en passende granpind, og
bådebyggeren gik i gang med at lave en ny magt. Den blev færdig, så vi kunne deltage i de 2 følgende afteners sejladser.
3. gang, jeg oplevede et se en mast knække var under en kapsejlads i Øresundsugen. Jeg var gast hos en god ven, Knud Sørensen, der havde en Folkebåd, som hed Klumpe.
Vi var på vej op mod et mærke noget syd for Hven. Det blæste godt af N.V., og der stod en meget svær sø, formentlig fordi vind og strøm løb mod hinanden. Da vi rutchede ned ad en mægtig sø, gav det et knald, som et bøsseskud, og så røg
hele rigningen ud over siden. Det var vantskruen, der knækkede, som var den af glas, og den var faktisk af rustfri stål. Vi fik mægtig travlt, dels med at holde masten fra bådens side, hvor den hamrede imod, dels med at få faldene løsnet og
få sejlene bjærget ind. Det lykkedes uden en rift. Så fik vi masten på dækket og fastgjort for og agter. Masten var knækket ca. 75 cm over dækket, og hvor den var brækket over, stod nogle forfærdelige spidse og skarpe træsplinter op. Det
ville have været dødsens farlig at falde ind i dem, for de var som spidse knive. Vi fik en bådshage og en pagaj bundet sammen og fastgjort til mastestumpen, fik sat et slags stag, vanter og slørstag på og hejst rokken i denne noget
ejendommelige mast.
En båd, der også deltog i kapsejladsen, havde bemærket vores uheld og kom op og spurgte, om han evt. skulle hjælpe os. Vi sagde tak, og at det kunne vi nok selv klare, hvorpå han fortsatte sejladsen,
Det mest sjove ved det hele var, at Knud, der i mange år havde været fisker på Vestkysten og sejlet med fiskekuttere i alt slags vejr, faktisk gik hen og blev søsyg. Måske var det spændingen over uheldet, der var medvirkende hertil. Men
han var hvid om næsen, så da vi igen kom under sejl og langsomt og stærkt rullende tog kurs mod Tårbæk havn, fik jeg ham til at lægge sig lidt. Vi nåede Tårbæk, kom vel ind gennem havnehullet og var endda gå smarte, at vi fik drejet
bådens. hvor den knækkede mast ragede godt ud over forenden, så vi kom fint til kaj.
Jeg kom bort fra vore mange ture til Fanø i "Lille Ecco" og også i andre både. Ejeren af, sejlmageren Spangsberg, var ikke karrig med at låne den ud, og jeg har sejlet mange eftermiddagsture i den dejlige båd. En eftermiddag gik turen ti
l Nordby. Jeg havde en fyr med, hvis navn jeg for længst har glemt, men jeg ser han for mig som en lidt fedladen fyr. Jeg tror ikke, at han var rigtig sejler, for han havde et par splinternye, brune sko på i stedet for gummisko. Nå vi ko
m til Nordby, fortøjede og gik en tur op i byen og videre ud ad vejen mod nordspidsen. Vejen gik ikke ret langt, og vi tog tilbageturen langs strandkanten. I nærheden af byen, noget før vi kom til færgelejet, var der dengang et større
åbent kloakudløb. Da vi kom til dette, tog jeg godt tilløb og sprang fint over det fæle pladder, der var i renden. Så tog ham fyren tilløb, sprang og endte nogle fod før den faste grund i renden. Som han dog tog på vej, da han kom op på tørt
land med de flotte nye sko, sokker og det nederste af bukserne pladret til i det fæle mudder i renden. Jeg tror nok, at jeg grinede ganske forfærdeligt, og staklen måtte vade ud i havvandet for at få det værste skidt af benene.
En, aften, da Thomas og jeg som sædvanlig var i Nordby, blæste det ret så stygt. Vi var oppe på kroen for at få en øl eller måske bare en sodavand, da der kom 4 drivvåde fyre ind i krostuen og spurgte, om. der var nogen, de kunne sejle
hjem med til Esbjerg. De var i en byge simpelthen væltet med båden, der blev bordfyldt. Det var heldigvis ikke langt fra flakkerne, så de svømmede derind og gik så op, til de var over for Nordby havn. Sprang så ud og svømmede over renden.
Men der løb så stærk en udadgående strøm, at de næsten var halvvejs ude af renden, før de nåede stranden på Fanø. Båden blev senere bjærget. Jeg har også prøvet at sejle i den. Det var en underlig balje. Den tilhørte en møbel eller
antikvitetshandler.
Men nu til noget helt andet, nemlig et par ganske dramatiske ture med Thomas i "Lille Ecco". Det lykkedes mig en sommer at få skaffet mig fri fra tjeneste i 8 dage. Thomas havde også fri, og han inviterede mig til at bo sammen med ham i ha
ns forældres sommerhus i Sønderho, hvor resten af familien også holdt ferie. Huset var hans faders fødehjem, og Jensen havde beholdt huset som sommerbolig. Vi blev hurtigt enige om, at vi selvfølgelig skulle sejle i "Lille Ecco" til
Sønderho.
Det var højvande omkring kl. 8, så vi aftalte at mødes på havnen senest kl. 7. Jeg kom til tiden, fik sat sejl og gjort sø klar. Men Thomas, der ofte havde meget svært ved at overholde aftalte tidspunkter, kom også denne gang for sent.
Først ved 8 tiden dukkede han op, og så skyndte vi os ud af havnen. Der var ikke al for megen luft, og da vi endelig nåede ned forbi fishhale til den snoede, men vel afmærkede rende til Sønderho, kom vi ikke ret langt i renden, før vi sad p
å grund. Vandet var sunket gå meget, at passage var umulig, før næste højvande 12 timer senere. Nå, jeg ville til Esbjerg igen, vi havde ingen mad eller drikkelse med, idet vi havde regnet med at anløbe Sønderho før middag. Men Thomas
ville under ingen omstændigheder komme hjem til Esbjerg og tilstå, at vi havde været for sent på den. Det skændtes vi så lidt om, hvorpå Thomas tilbød at betale for middagsmad på kroen i Nordby, hvis vi kunne enes om at gå dertil. Det kunne
jeg selvfølgelig godt gå med til, så vi satte kursen efter Nordby. Og vi fik sandelig en flot middag, kylling og jordbær. Så daskede vi rundt Nordby et par timer, vi købte en mægtig pose wienerbrød og fik organiseret nogle flasker, som vi
fyldte med vand. Så var vi da sikre på, at vi kunne klare os i lang tid. Vi tog fra Nordby i meget god tid før næste højvande. Da vi kom ned i renden, var der stadig alt for lidt vand. Vi sad nogen tid og kiggede os om, og så besluttede je
g mig til at trave en tur ud på flakkerne for at blive helt overbevist om, at det nu var det rigtige sted, vi skulle ind i renden. For der var flere render. Jeg gik så langt bort, at jeg til sidst kun kunne se masten af Ecco. Så opdagede j
eg, at Thomas, der jo var blevet ombord, sad oppe i masten og vinkede. Og så fik jeg fart på mod båden. Flakkerne var i øvrigt ikke rare at gå på med bare ben, for der var mange muslinger og skaller, som man skar fødderne på. Et bevis
på, hvor hurtigt vandet kan stige, fik jeg sandelig, for der, hvor jeg soppede afsted fra båden, måtte jeg på tilbageturen svømme de sidste halvhundrede meter. Nå, vi fik sat sejl, og gå løb vi gennem den særdeles interessante, snoede
rende til vi kom til Sønderho hen ad kl. 10 om aftenen. Vi havde spist vores wienerbrød undervejs, og det var dejligt at komme op i Jensens hus og få kaffe og nogle stykker mad. En lang sejlads for at dække nogle relativt få sømil.
Thomas og jeg havde en skøn ferie. I den anden halvdel af de sammenbyggede Sønderhohuse boede familien Engsted, nær beslægtet med Thomas familie. De havde en datter Magda, der senere blev gift med Astrids søster Sinnes mands bror, Sillas.
Vejret var godt under opholdet. Vi badede dagligt ude på Vest stranden. Og en dag måtte jeg redde Magda, der ikke kunne svømme, fra at drukne, da hun kom ud i et af de mange dybe huller mellem revlerne der var her sydpå. Det lyder måske
lidt dramatisk, og måske var det slet ikke så farligt endda, men unge piger skal jo nok skrige op i god tid.
Thomas, der var begyndt at gå til gymnastik i gymnastikforeningen "Hermod", øvede sig hver dag voldsomt i at lære at Blå flik-flak. Jeg skulle selvfølgelig også prøve, men da jeg så i et mægtigt spring landede ret på hovedet, som jeg
følte blev klemt helt ned i maven på mig, skulle jeg ikke nyde mere.
Vi fik god mad. Thomas far var jo ikke for ingenting kok og hovmester. Navnlig mindes jeg en ost, der blev serveret. Det var en såkaldt "bedde wost", som man selv lavede. Den var ualmindelig skrap i smagen, hvilket måske ikke var så underl
igt, for når osten var lavet, blev den pakket vældig godt ind, og så blev den lagt ud i møddingen til den gård, der omtrent var sammenbygget med Engsted / Jensens huse, til modning i en otte dages tid.
Tiden gik hurtigt. Det blev søndag igen, og Thomas og jeg skulle hjemad til Esbjerg. Vi startede på fuld højvande, og der var den dag gå meget vand inde, at vi ikke engang behøvede at følge renden det første stykke vej fra Sønderho. Det
blæste god ± af S.V., og vi for hen over grundene. Somme tider løb kølen gennem mudder, så der stod en lang stribe efter os. Det var faktisk en smule risikabelt, for hvordan var vi nogensinde kommet af grunden igen, om vi var løbet rigtig
på grund. Sjovt nok, kan jeg den dag i dag se min kuffert for mig, som den lå der i bunden af "Lille Ecco". Vi kom hurtigt til Esbjerg, jeg tror ikke, turen varede meget mere end en god times tid. Og så var en mindeværdig ferie slut.
Et år, hvor pinsen må være faldet sent, havde Esbjerg Amatør Sejlklub arrangeret pinsetur til Sjælborg. Ikke nogen imponerende lang sejlads kun små 7 sømil, men der var for de fleste af deltagerne tale om en endagstur. Ikke alle havde
kahytsbåde, og så godt som ingen af disse var udstyret med nutidens komfort.
Der var afgang fra Esbjerg kl. 8, og det var meningen, at bådene i hvert fald en del af vejen skulle følges ad. Jeg var på havnen i tide og havde gjort sø klar, men igen kom den rare Thomas først, da de andre både næsten, var ude af
sigte. Nå det var jo ikke den store begrædelighed. Foruden Thomas havde jeg en anden ung mand med. Jeg kan overhovedet ikke erindre hverken hans navn eller udseende. Det var ikke just pinsevejr med sol dans og lunhed i luften. Faktisk blæste de
t ganske godt, men den slags generede jo ikke store ånder. Vi lod fortøjningerne gå og sejlede ganske stille ud ad for havnen, der hvor Fanøfærgen nu går ind til broklappen. Det var meget lavvandet. Jeg sad ved roret, de to andre sad på
den tofte, der dengang var midt i båden. I det øjeblik, vi kom fri af molehjørnet, fik vi at føle, at det blæste, for "Lille Ecco" smed til, så Thomas og den anden fyr rousede ned i læ. Så kom der fart i båden, og vi sejlede igen
nogenlunde på ret køl. Vinden var N.V. Men nu kommer det sjove. Umiddelbart efter, at Thomas var gledet sidelæns på sædet og havde fået sig rettet op igen, greb han i lommen på sin jakke i den side, hvor han var stødt imod ringdækket, og op tog
han det meste af blomme og hvide af et råt æg, han havde haft med til sin frokost. Både jeg og den anden fyr var ved at gå til af grin, da vi så dels det knuste æg og dels Thomas rasende blikke. Og så kommer det helt usandsynlige. Thomas
blev så fantastisk rasende, at han smed sig ned på ryggen i bunden af båden og trommede med hælene i bundbrædderne. Han havde sandelig temperament den gang. Senere blev han jo mere afbalanceret.
Nå, vi tilbragte nok et kvarters tid med at få Thomas bragt til ro igen, og imedens sejlede vi stærkt sidevind til Sjælborg, hvor vi ankom hen ad middag. Vi kastede anker, og nogle kom i en "moses", en norsk jolle, som dengang fandtes på
alle fiskekuttere, og hentede os i land. Så spiste man fælles frokost i det fri, snakkede, gik småture os fik kaffe i den lille restauration, der dengang fandtes derude.
Hen ad kl. 16 - 17 trak en forfærdelig tordenbyge op. Det lynede og tordnede og regnede, som om det var verdens undergang. Vi stod selvfølgelig i læ og så naturens skuespil udfolde sig. Det blæste en hel storm, medens uvejret stod på. Vi
regnede med, at vi nok fik fint vejr bagefter, men blæsten forsvandt bare ikke, og den satte en magtig sø op. Nogle fra sejlklubben havde været i deres både, nu satte de små sejl og strøg mod Esbjerg; Thomas og jeg ville også gerne hjem
ad. Vi fik fat i den norske jolle og forsøgte at få den ud gennem brændingen, vadende i vand til midt på livet og parat til at springe op i jollen fra agter kanten. Tro det nu eller ej, pludselig kom en virkelig stor sø, der simpelthen
løftede forenden af jollen så højt op, at den slog en kolbøtte og røg ned over hovedet på os. Vi kom hurtigt ud under jollen, våde til skindet fra øverst til nederst, og så opgav vi at komme ud til "Lille Ecco, der tog nogle ordentlige ture i
søen.
Der var ingen anden udvej end at spadsere hjem til Esbjerg. Vi gik fra Sjælborg til Hjerting over hede og marker. Thomas blev så rasende, at han pludselig lagde sig ned og erklærede, at her blev han, om han så døde af sult og kulde. Jeg
sparkede ham brutalt i sidebenene, og op kom han, og videre spadserede vi, nu i dyb nattemørke. Vi kom selvfølgelig fint til Esbjerg. Jeg husker, at da jeg langt hen på natten kom hjem i Stormgade 21, så jeg, at man havde fået hvidkålssupp
e til middag. Resten stod endnu i køkkenet, og jeg åd det rub og stub.
Næste dag, da jeg havde fri om eftermiddagen, skulle Thomas og jeg selvfølgelig ud at hente "Lille Ecco". Vejret var da klaret af. Vi fik sejllejlighed med en motorbåd, der skulle ud at hente andre forladte både. Da vi nåede Sjælborg, så
vi til vor rædsel, at "Lille Ecco" stod mindst 25 meter oppe på tørt land. Ankertrossen var sprængt, og båden drevet i land på fuld højvande.
Så fik vi travlt. Ud med al ballasten, motorbåden spændt for til at trække, en 4 - 5 mand til at løfte og skubbe og anbringe grans tammer under kølen. Det lykkedes at få Ecco ud på så dybt vand, at den flød. Derpå vadede vi frem og
tilbage i tid beskæftiget med at få ballasten ombord igen. Endelig blev vi sejlklar, og så Rik det ad Esbjerg til. Thomas gad ved roret, og jeg øste, lige fra vi startede, til vi fik Ecco op på slæbestedet på Vester kaj. Mærkeligt, at båden
ikke var blevet mere medtaget af at stå der brændingen og hugge i grunden i timevis. Men der skulle bare en god gang kalfatring til, så var "Lille Ecco" sejlklar igen.
Så snart jeg havde overtaget "Lille Ecco", begyndte Thomas og jeg selvfølgelig at spekulere på kapsejladser. Vi var med til den første kort efter overtagelsen. Det var den store sejlads ud til Skalling et-kosten og retur. Det var ganske fr
iskt, og jeg må indrømmede, at det ikke gik os særlig godt. Vi var en af de sidste både, der kom ind. Det skyldtes simpelthen, at ballasten i "Lille Ecco" lå helt forker±, så båden var så luvgerrig, at vi undertiden måtte have rorpinden
helt uden for båden for at holde den fra vinden. Og det gav jo naturligvis ikke ligefrem fart i båden. vi begyndte straks efter denne kapsejllas at eksperimentere med anbringelsen af ballasten, og efterhånden fik vi sandelig båden til at sej
le ganske godt. Ja, så godt, at vi par år senere til Skalling kapsejladsen fik både 1. præmie og ærespræmie, 2 spiseskeer og en større kartoffelske i 3-tårnet sølv. Vi var endda sat i løb sammen med "Esmith", den engang klubbens absolut
bedst sejlende båd. Spangsberg havde imidlertid solgt den til et par raske fyre. De lavede den om til kahytsbåd og satte bermudarig på den, og så var dens stolte sejlertid forbi.
Nu var der det ved kapsejlads i farvandet ved Esbjerg, at det ikke alene var spørgsmålet om at sejle stærkt, men den til tider meget stærke strøm skulle man også kende, og det gjaldt i det hele taget hele farvandet, sådan at kunne gå så
tæt på flakkerne, at man undgik den værste strøm. Det var nu nok det, vi virkelig vandt på, for "Lille Ecco" stak jo kun et par fod, og vi kendte farvandet meget godt, så vi kunne komme ind, hvor større både måtte blive ude i hårdere
strøm.Foruden skeerne har jeg også en sølvplade med indgravering af bådens navn, kapsejladsen og årstal. Hvordan vi vandt den, husker jeg ikke.
Hen ad efteråret blev der afholdt en helt særlig form for sejlads. Spøgen gik ud på, at man i nattemørket skulle finde en udlagt bøje. Det eneste, man fik at vide, var, om bøjen var udlagt nord eller syd for havnen. Thomas, der dengang
havde et syn som en ørn, og som kunne se bedre i mørke, end alle andre jeg har kendt, fik engang til sådan en sejlads først øje på bøjen, og vi fik et barometer i præmie. Det var meget, meget sjove sejladser med masser af grundstødninger på
flakkerne og sejlede hid og did på jagten efter bøjen. Dengang, vi vandt barometeret, var vi for øvrigt ude for en hel dramatisk oplevelse. Det var knap nok helt mørkt, da vi sejlede ud af havnen til starten. Vinden var østlig, og vi va
r 3 både, der gik ud samtidig. Det var under megen spøg og latter, og for at følges ad med vinden agten ind, bandt vi bådene sammen. Det var meget skægt, men lige da vi kom ud mellem molehovederne, kom Englandsbåden for indgående, og den
skulle jo dreje ret snært om det sydlige molehoved for at komme ind til Englandskajen. Jeg skal sige, at vi fik travlt, og så viste det sig, at det faktisk er ret svært, at få 3 både, der ligger op ad hinanden for medvind, til at skille
s i en fart. Det gik, men det var sandelig snært på. Så siden den gang skal jeg ikke binde både sammen i snævert farvand.
Da jeg havde haft "Lille Ecco" i nogle år, lod jeg skibetømreren, hvis mast jeg var med til at sejle ud af båden, lægge nyt dæk på "Lille Ecco". Ikke i og for sig fordi der var noget i vejen med rinqdækket som sådan, men jeg ønskede, at
båden skulle blive endnu mere sødygtig. Vi sejlede jo tit hårdt, og man skulle trods alt passe på ikke at smide til i høj sø, så man bordfyldte båden. Dækket blev lavet sådan, at der kun blev et relativt lille cockpit, der var dråbeformet,
så det spidsede til et stykke bag masten. Det var virkelig godt, for nu kunne man næsten gøre med båden, hvad det skulle være.
Frækt sejlede man jo. Jeg husker en sjov lille episode fra en formiddag, jeg sejlede alene i ret kraftig blæst. Jeg gik ind i trafik havnen, hvor der langs kajen lå en ret stor engelsk lystyacht.
Ejeren gik på dækket og røg sig en Pibe tobak. Ham skal jeg give en forskrækkelse, tænkte jeg, og så satte jeg kursen lige ind på lystyachtens og da jeg kendte Ecco så godt, drejede jeg først af, så Ecco kun var få meter fra yachten. Det
gik også flot, men den gode englænders nerver var bedre, end jeg troede, for han stod ganske koldblodigt og så min i øvrigt flot udførte manøvre. Han var endda gå flink at hilse pænt. Senere i livet bliver man jo heldigvis vænnet fra at
lave den slags tosserier.
Engang, da jeg sammen med min gode ven og kollega, Jeppe Arne Jepsen sejlede en tur til Skallingen, troede jeg alligevel, at vi skulle have været til at svømme i land. Det var ret friskt, og der stod en del sø ude i nærheden af Skallingen
. Og så kom en af Englandsbådene for indgående for fuld fart. Den satte en sø op, som jeg aldrig har set magen til fra en lille sejlbåd. Jeg kan endnu se, at Ecco rousede ned ad en mægtig bølge, og jeg troede ærlig talt, at båden var
fortsat lige mod bunden, da den næste sø tårnede sig op. Men sandelig om ikke den gode lille båd fik snuden op, før vi røg ind i søen. Men pu-ha, da var jeg for en gangs skyld lidt skræmt,
Især i de sidste år, jeg havde "Lille Ecco" sejlede jeg mange hyggelige ture til Fanø med kære kolleger, selvfølgelig først og fremmest Strit og hendes rare søster Agnes. Fra Nordby spadserede vi ud til badet og gik i vandet.
1927 blev der vedtaget en lov, om at postvæsenet og telegrafvæsenet skulle sammenlægges til én etat, og så blev der tale om en masse forflyttelser af det unge telegrafpersonale, Strit kom til Vejen, jeg blev forflyttet til postkontoret i
Slagelse fra 1. maj 1928. Vi fik besked nogle måneder i forvejen. Glade var vi sandelig ikke for denne store omvæ1tning i en hyggelig, sorgløs tilværelse på telegrafstationen i Esbjerg med de mange gode venner og veninder.
Og Slagelse var jo ikke et sted, man kunne sejle, så jeg måtte se at komme af med Ecco. Det var slet ikke så let midt om vinteren, men til sidst var der en radiotelegrafist på en af England bådene, der kunne tænke sig at købe. Han ville
give 400,00 kr. kontant og så et stort skrummel af et forbedret krystalradioapparat. Det gik jeg ind på, men han stillede endvidere som betingelse, at han ville se båden i vandet og prøve at sejle i den. Det var i februar måned. Nå, vi fik
båden søsat, fik den indenbords ballast ombord og rigningen sat. Og så stod jeg ud med radio telegrafisten en eftermiddag, hvor der var godt med byger. Det var ikke ligefrem sommervarmt, men det gik da. Ecco skovlede af, og jeg husker, vi s
ejlede ned forbi Englandsbådene, og her fik vi en snebyge, så man dårligt kunne hverken se eller høre. Køberen var bestemt tilfreds med bådens egenskaber, men længe fik han nu ikke fornøjelse af skibet.
Om efteråret kom der en ganske forfærdelig storm. Ecco var da sat på land. Den stod tøjret til det store rækværk på stenmolen, men vandet steg så højt, at båden flød i de største bølger, for derefter at smadre ned i stenene. Jeg kom til
Esbjerg på et besøg nogle dage efter stormen, og selvfølgelig var jeg straks på havnen for at se, hvordan min gode "Lille Ecco" havde klaret stormen. Og hvad fandt Jeg: En jernkøl og så en masse bitte små stumper træ fra klædning, køl og
dæk. Båden var totalt smadret, der var ikke en stump træ over nogle tommers længde levnet. Et sørgeligt syn.
Nogle både var endnu ikke kommet på land, før stormen kom. Bl.a. lå formandens, revisor Clausens, ret store spidsgatter i havnen. Den var blevet bordfyldt, lå, så bare dæk og kahyt kunne ses. Men det viste sig også at være alt, hvad der
var levnet. For alt, hvad der havde været under dækket, var simpelthen væk. Det så besynderligt
Kesses lange sygdom 1924 - 25
Hen på sommeren i 1924 blev min bror Christian, eller Kesse, som vi altid har kaldt ham, meget alvorligt syg. Faretruende høj temperatur, og hans venstre lår var mærkeligt tykt og opsvulmet. Mor sendte bud efter vores læge Jessen-Peterse
n - i øvrigt en bror til vores nabo på 2. salen, fru Lervad. Han kom straks og beordrede Kasse indlagt på sygehuset. Her blev Jessen-Petersens formodning om, hvad Kesse fejlede, bekræftet. Det var et alvorligt angreb af ben marvs
betændelse i lårknoglen. Mor diskuterede tilfældet med overlæge Cold, en efter datidens forhold habil operatør. Han var indstillet på at ville fjerne Kesses ben helt fra hoften. Men det ville mor ikke gå med til. Jeg mener, at hun endda gik så
vidt, at hun sagde, at skulle Kesse gå rundt som en stakkels invalid resten af sit liv, så kunne han lige så godt dø. Cold gik så med til at prøve at redde benet ved et større indgreb. Knoglen blev blotlagt, op, og det syge marv fjernet.
Sygdommen strakte sig helt ned i knæet. Mærkeligt at tænke på, at knap en snes år senere fandt Fleming penicillinet, som formentlig, om man havde haft det i 1924, kunne have kureret Kesses sygdom i løbet af kort tid. Nu blev det et langt og
pinefuldt sygeleje for stakkels Kesse. Om jeg ikke husker galt gennemgik han 4 operationer. Han var på sygehuset i 13 måneder. Han blev så mager og tynd, at det var sørgeligt at se på.
Men det meste af tiden bevarede han trods alt humøret. Det syge ben var indpakket i en kæmpe forbinding, men det afholdt ikke Kesse fra at gøre gymnastiske øvelser. En dag, da jeg besøgte ham, viste han mig, hvor dygtig han var blevet,
idet han kunne sætte det raske ben op omkring nakken.
Selvfølgelig fik han mange bøger, blade og legetøj af forskellig art og lidt skolestudier, tror jeg også, han fandt tid og kræfter til. Der var nogle ualmindelig søde sygeplejersker, hvis kælebarm han blev. Det var bl.a. frk. Mie
Goltermann, frk. Gitte Rasmussen og frk. Christiane Hansen, vi langt senere i livet traf, da det var Astrids søster Marnas gode veninder.
Far var Jo hver anden måned ombord på fyrskibet, så mor måtte næsten daglig visse perioder cykle eller spadsere ud at ae til sin stakkels lille søn. Vi andre kom selvfølgelig også, men fra februar 1925 var jeg jo indkaldt til
soldatertjeneste.
Keese slap levende fra det, men med en mindre skavank, idet hans knæ på det syge ben ikke kunne bøjes helt så meget som normalt, og selve benet var ved de store indgreb blevet et par centimeter kortere end det raske ben. Det var dog en min
dre gene, som fremmede vel dårligt nok ville bemærke. Værre var det, at i mange, mange år efter, ja lige op til 50erne, blev der ved at arbejde sig ben splinter fra knoglen ud gennem kød og hud. De kom med mellemrun, og de forvoldte Kess
e utrolig pine, fordi de efterlod betændte, væskende sår.
For at gøre historien om Keases ben færdig skal tilføjes, at han i slutningen af 40erne fik en overlæge Thomsen fra Kysthospitalet i Juelsminde som patient på tand lægeklinikken, og så indtraf det mærkelige, at vedkommende viste sig at
være specialist i knoglemarvs betændelse, og han inviterede Kesse til at komne til Juelsminde til efterbehandling. Kesse tog imod dette tilbud, og det lykkedes overlægen ved flere operationer kombineret med de nye antibiotika, som jo netop ko
m frem herhjemme på det tidspunkt, at helbrede benet 100%
Sidste gang Kesse var indlagt på Juelsminde Kysthospital, var han der en hel måned, og det kostede ham således en måneds bruttoindtægt, men det var sandelig pengene værd.
Om det lange ophold på Esbjerg sygehus i 14 års alderen trods alt blev af en vis værdi for Kesse, ved jeg ikke, men han ligesom lærte en masse af det. Dertil kommer at han vel nok var den bedst begavede af vi 5 børn. Da han kom hjem fra
hospitalet i 1925, begyndte han efter sommerferien i gymnasiet, og i 1926 kunne han da igen komme ud at sejle i Lille Ecco.
Mens Kesse gik i gymnasiet, fik vi en radio med højtaler, (de var dengang så sjældne, at vi måtte have en sømand til at købe en til os i Holland), og jeg mindes, at Kesse gerne sad ved skrivebordet i dagligstuen og læste lektier med
højtaleren stående lige foran sig gående for fuld drøn. Sligt generede ham åbenbart ikke.
De han blev færdig med skolen, hvor han i øvrigt var fritaget for gymnastik, så han i stedet kunne kigge lidt på lektierne, blev det bestemt, at han skulle på Tandlægehøjskolen, og så måtte han til København. Tandlægeuddannelsen tog
dengang 3 år, og da jeg i 1928 d.
1. juni kom til Roskilde, fik vi lejlighed til at være sammen i mange gode weekends. Han kom til at følges på Tandlægehøjskolen med min kollega Dax Ingela bror Niels.
Der knytter sig en anden lille sørgmunter historie til Kesses lange ophold på Esbjerg sygehus. Da han blev syg, var han lige fyldt 14 år og skulle, som det dengang var tilfældet, meldes ind i sygekassen som selvstændigt medlem. Men da fa
r var på fyrskibet i juni måned, blev der ikke gjort noget ved det med det forfærdelige resultat, at far selv kom til at betale for sygehusopholdet. Heldigvis lykkedes det dog far ved henvendelse til kommunen at få prisen for opholdet sa
t ned til 5 kr. per dag. Det var alligevel en udskrivning med de lønninger, man dengang havde.
Pudsigt nok måtte Kesae også selv betale noget for opholdet på Juelsminde kysthospital, (måske fordi hospitalet lå i et andet amt), men det var nu kun 1,25 kr. per dag med eneværelse osv. Med de indtægter, man havde på det tidspunkt, var
det trods alt små penge. Men sygedagspenge fandtes ikke de indtægt var slemt nok.
Når jeg har skrevet, at Kesse nok var den af vi 5 børn, der var kvikkest i hovedet, er det sandelig ikke, fordi de andre ikke var særdeles godt begavede. Johanne gik vel ud af realklassen med rene uger bortset fra gymnastik. Herluf var de
n smarte, der forstod sig på handel og penge, og Inger Marie var også meget, meget dygtig pige.
Soldatertiden
I efteråret 1924 var jeg på session. Jeg fremsatte ønske om at komme til marinen, men jeg blev udtaget til tjeneste ved Kystartilleriet. Det var jo i den alder, knap 20 år, ganske spændende at stå der i bar skjorte for de høje
sessionsfolk og blive vejet, målt, kigget i øjne, ører og hals af en læge.
Indkaldelse til at møde d. 1. februar 1925 på Kastellet i København kom sidst på året. Jeg vil tro, at det var min altid foretagsomme moder, der rettede henvendelse til Maria Skipper, der nu boede i København sammen med hendes 2 sønner
Schack og Skipper. Maria havde jo været gift med fars ældste bror Niels, der døde omkring århundredskiftet. Senere blev hun gift med vaskeriejer Vognsen i Nebel. Da han døde, flyttede hun og sønnerne til København, hvor hun drev et
pensionat. Senere endte både hun og Skipper i Hartford, Jeg rejste til København et par dage før 1. februar og blev vel modtaget af Maria og fætrene. De tog mig med i Paladsteatret, hvad jeg tidligere har skrevet om. Hvordan jeg kom til Kastellet
, husker jeg ikke. Her fik vi udleveret munderingsgenstande. 2 uniformsjakker og 2 par benklæder, 2 huer, et par store støvler, livremme m.m. og en sabelbajonet og fik så besked om snarest muligt at melde os på Charlottenlundfortet. Vi beg
av os på ved til fods ud ad Østerbrogade slæbende på det udleverede og en kuffert ned undertøj, sokker, skjorter, sko m.m. Heldigvis var der da en, der var så smart at finde ud af, at vi 30 kunne komme med en sporvogn, ellers havde vi da
kunne slæbe os en pukkel til.
Da vi nåede Charlottenlundfortet var det blevet middagstid, og vi fik straks serveret dagens ret, grød og stegt sild. Det smagte ualmindelig godt. Det viste sig i øvrigt, at den mad, vi fik på Charlottenlundfortet, var usædvanlig vel
tilberedt, rigelig og velsmagende. De må have haft en god og ærlig kok dengang. Vi blev installeret i et stort rum, der var bygget ind i en af voldene. Cementvægge og loft. Vi var ca. 40 mand, der Skulle sove her og det i hængekøjer, der var
ophængt i 2 lag, fastgjort i kroge i cementvæggen i den ene ende og i et par bjælker, der løb på langs af rummet, i den anden ende. I hængekøjen var der en ganske smal madras, og så i øvrigt nogle tæpper til brug som dyner. Man skulle
vænne sig til at sove i en hængekøje. Bedst lå man på ryggen, men det kunne man jo ikke hele natten. Vi fik lært, hvordan tæpperne skulle rulles omkring os, så man var helt dækket. Der var jo køligt i rummet. Ingen varme bortset fra, hvad vi
selv producerede. Hvis man vågnede om natten, var der som oftest en tordnende snorken at høre. Vi lå så tæt pakket sammen, at hængekøjerne rørte ved hverandre. Før man kom ind sovesalen, var der et vaskerum med cementgulv og en lang træ
rende, indvendig beklædt med blik, som gik langs den ene væg. Over renden adskillige vandhaner med koldt vand kun. I en forgang, før man kom ind til vaske- og soverum, hang vores geværer, når vi ikke slæbte dem rundt til øvelserne. I en
barakbygning var der opholdsstue.
Den følgende dag begyndte gå vores soldateruddannelse. Vi lærte eksercits, vi rendte os varmen til i det kolde februar vejr, og vi lærte at betjene fortets 29 cm jernhaubitzere. Sådan noget som at hilse på overordnede gik man vældigt op
i. Der skulle gøres honnør med fingrene strakt vandret ind til kasket skyggen. Nå, vi havde det såmænd ganske morsomt, og befalingsmændene var nogenlunde flinke bortset fra en lille oppustet premierløjtnant, der var en ondskabsfuld
djævel.
Kystartilleriet omfattede foruden Charlottenlundfortet, Middelgrunden, Flakfortet, Lynetten, Trekroner og Dragør fort og de 2 allerede dengang delvis nedlagte, Prøvestenen og Mellemfort samt nogle forter på Madsnedø og Møen.
Rekruttiden strakte sig, så vidt jeg husker, over 3 måneder, men allerede efter 1 måneds forløb, blev en 12 - 14 af os sendt til Lynetten for at uddannes som telegrafister og telefonpassere. Vi var 3 telegraffolk, Peter Hørlyck, Birkelun
d og jeg, samt et par jernbanefolk, der også kendte til morse, og gå ellers resten håndværkere, landmænd og lign. Det blev så os telegrafister, der blev sat til at undervise de øvrige, og det var jo en helt god tjans. Hele dagen gik dog
ikke med morseundervisningen, vi var jo stadig rekrutter og måtte ud at øve os i at blive rigtige soldater.
På Lynetten boede vi i nogle ret så usle barakker. De var så utætte, at vi nogle morgener vågnede op til store driver sne, der var blæst gennem væggene. Det hele var utrolig primitivt. Spisesalen var med cementgulv, træborde og bænke.
Hver af os havde i en stor reol langs den ene endevæg et lille skabsrum til opbevaring af udleveret brød, margarine, leverpostej og pølse samt tallerkener og et krus. Der blev daglig leveret en mindre tønde øl, det sureste skibsøl, som vi
kunne drikke til maden. Kun en gang hver 14. dag, vil jeg tro, fik vi rigtig hvidtøl. Havde vi fået god mad på Charlottenlund, så fik vi til gengæld noget værre hundeæde på Lynetten. Det var en sergent, der stod for køkkenet. En del af de
ham tildelte penge til maden strøg i hans egen lomme. Der blev bare købt det ringeste af kød, fisk og grøntsager. Men vi overlevede da. Et års tid efter, at jeg var blevet hjemsendt, hørte jeg, at sergenten var blevet afsløret og idømt en
god fængselsstraf.
Et par stykker af os blev daglig udtaget til at skrælle kartofler til hele besætningen. Foruden mandskabet, der skulle uddannes og senere virke som telegrafister på forterne, var der i et par: måneder et hold gamle "basser", Disse "basser"
, som man kaldte kystartilleristerne efter rekruttiden, blev hjemsendt, da vi efter 3 måneder var færdige med rekruttiden. Og så blev de uddannede telegrafister fordelt på forterne. Jeg blev på Lynetten som overtelegrafist.
Telegrafstationen lå også inde i en bunker. Bag det lokale, hvor vi havde vores daglige arbejde med at passe telefonbordet, der betjente samtlige forter, samt et morseapparat, hvor der en gang imellem kom et telegram, var der et andet loka
le med en hel masse morseapparater. De var til anvendelse i en krigssituation. Disse morseapparater var i øvrigt i en sørgelig forfatning, og det syntes jeg var en skam, så jeg gav mig til at bringe dem i orden. Det tog sin tid, men tid ha
vde vi jo sådan set nok af. Vi var altid flere på vagt om dagen og en om natten. Vi havde et job til, nemlig at hejse og nedtage fortets dannebrogsflag kl. 8 morgen og ved solnedgang.
Engang da jeg skulle hale flaget ned, det skete, når der dengang blev affyret et kanonskud på Langelinie, flåede jeg det ned i en sådan fart, og det var selvfølgelig imod reglementet. Det skulle ske ganske langsomt og roligt. Til al uhel
d kom oberstløjtnanten netop til fortet i det øjeblik, og så var der en, der fik en ordentlig skideballe. Obersten og oberstløjtnanten tilbragte skiftevis nogle nætter på forterne, ellers så vi ikke noget til dem.
Fort chefen, en kaptajn, som vi heller ikke så meget til, boede i et hus i den nordre ende af fort området. Vi måtte af og til hjælpe til med at holde hans lille have.
De officanter og sergenter, der var tjenstgørende på fortet, boede i en barakbygning. Særlig en af dem var en utrolig fordrukken lidt ældre fyr. Hen var bådfører. Sejlede personel på landlov og igen om aftenen ud til forterne Trekroner,
Middelgrund og Flakfort, Han drak sædvanligvis 2 øl ad gangen. 2 flaskehalse i munden, og så vupti var øllet nede. Det har jeg alligevel ikke set andre præstere. Vi måtte på vagterne hente øl til ham, når han ringede på telefonen. En dag
nåede han op på at drikke omkring 50 bajere og en halv flaske snaps, så da rendte vi dagen lang.
En morgen, da han skulle afsted med båden, hvor han havde 2 basser til medhjælp, startede han motoren og sagde: "Så sejler vi" Og så stod han og styrede i sin kæfert et stykke tid uden at komme ud af stedet, for hen havde glemt at give
ordre til at slippe fortøjningerne.
Der var en yngre sergent, som vi havde til den times eksercits, vi normalt havde om dagen. Han var en pæn og meget flink fyr, men et par gange, hvor vi måske havde drillet ham vel meget, gav han os sådan et par stroppeture, at sveden rand
t af os længe efter.
Om natten var der altid en på vagt. Fra 10 - 12, 12-2, 2-4, 4 til 6. Det var ikke altid særlig rart at traske rundt i de 2 timer, lige vækket op af sin søde søvn. Bedet var vagten i sommertiden fra 4 - 6, når solen kom op. Så kunne man
gå ned til badehuset og se på den fantastiske masse edderkopper, der holdt til der.
Badebro og badehus måtte vi frit benytte i fritiden, og jeg skal love for, at der blev svømmet, Engang, da jeg skulle i vandet, løb jeg ud ad badebroen og uden at se mig for, sprang jeg på hovedet lige ned i en mægtig stor brandmand. Jeg
blev så forbrændt, at jeg faktisk løb rundt resten af dagen for at holde pinen ud.
Det var også tilladt at ro i de travaljer, der fandtes på fortet, og det gå orde vi meget ofte. Vi måtte dog ikke ro længere borts end vi kunne råbes op fra fortet.
Vi kunne købe wienerbrød i kantinen, og engang kom et væddemål i stand, idet en påstod, at han kunne spise 30 stykker wienerbrød i løbet af et nærmere fastsat tidspunkt. Vandt han, måtte vi betale, tabte han, måtte han ud med
pengene.Brødet blev købt, og vi roede ud et stykke fra fortet Da staklen nåede til en 23 - 24 stykker, kunne han, desværre for ham, ikke klemme mere ned.
Jeg havde en særlig god ven. En kraftig fyr, elektriker fra Lolland, der var bryder. Jeg tilbragte utrolig mange timer med at brydes med ham ude på græsset. Efterhånden blev jeg selv ganske skrap til brydning.
Vi havde også boksehandsker til rådighed, og ofte var der nogle dramatiske omgange om aftenen i spisesalen.
Det må vist lyde mærkeligt for nutidens soldater, at vi havde det så festligt og sjovt på fortet, at det kun var undtagelsesvis, at vi gik i land på vores fri eftermiddage. det skete for mit vedkommende, var det altid for at mødes med mi
n bedste ven, Thomas, der var tjenstgørende ved marinen.
Vi mødtes på K.F.U. M. soldaterhjem, der lå ved Nørreport. Her spiste vi til aften, normalt en gang biksemad til en 50 øre (tror jeg, det var). En gang imellem gik vi biografen. Jeg husker, at vi ville se en film i et lille bitte teater
ude på Frederiksberg. Salen var så lille, at man for at kunne forstørre filmen nok op på lærredet, måtte lade den gå via et spejl i den ene side af lokalet. Vi tog en sporvogn derud, og da vi så biografen, sprang vi af, medens sporvognen
kørte. Thomas slap godt fra det, da han sprang først, men jeg havde ikke observeret, at der en smule længere fremme, var en større udgravning ved siden af sporene. Så her røg jeg ret ned på hovedet, heldigvis uden at komme. noget videre
til.Nutidens soldater er jo utroligt forkælede. Bl.a. har de gratis rejse så tit de lyster. I 1925 fik vi tildelt 3 dages frihed og en returbillet til vores hjemsted. Det var i påsken. Så det var ikke meget, vi så til familien i soldatertiden
. Dog fik jeg en gang hilst på min far, da han var i København. Vi blev inviteret til middag hos fars fætter Peder Thomsen, der boede på Christianshavn, Bodenhoffs plads og drev Havnens motorfærger. Far havde, omkring den tid jeg blev
født, og inden han blev ansat i fyrvægenet, arbejdet et års tid for Peder Thomsen. Jeg glædede mig meget til endelig at få en ordentlig middag. Vi fik den dag klipfisk på fortet, og den var gammel, gul og ildelugtende. Og så blev jeg lidt
skuffet, da vi hos Peder Thomsen også blev præsenteret for klipfisk. Det var lidt rigeligt 2 gange på en dag. Nå, det skal siges, at klipfisken hos Peder Thomsen var mere end 1. klasses, bl.a. fordi han selv drev import af klipfisk fra
Færøerne. Men en god oksesteg ville vel nok have bekommet mig bedre.
Den lille 3 dages ferie i Esbjerg var en spændende oplevelse. Man gik jo rundt og så flot ud i uniform med den lange sabelbajonet. Jeg aflagde besøg på telegrafstationen og præsenterede mit flotte antræk for elle mine venner og især
veninder.
Astrid og Agnes kom i løbet af sommeren en tur til København, og jeg var sammen med dem en eftermiddag, hvor vi bl.a. drak kaffe på Langelinie restauranten.
Astrid og Agnes sejltur til Hamburg i 1926
Som nævnt under afsnittet "Telegrafstationen i Esbjerg" var de 3 søstre Agnes, Meta og Astrid Jensen nogle af mine bedste venner. De var døtre af forretningsfører Søren Jensen, Jyske Andels Foderstof- forretning, og de boede i Villa
Havbak, Havnegade 21.
Søren Jensen var gårdmandssøn fra Sillesthoved. Han var noget svagelig som barn og ung. Efter konfirmationen kom han i handelslære hos en købmand. Det var dengang forretninger havde en lang åbningstid, om lørdagen til kl. 11 om aftenen.
Senere overtog han sin fodrende gård, men helbredet slog ikke til det dengang hårde landboliv. Han flyttede så med familien til Vejle, hvor han fik ansættelse hos jysk Andels Foderstof. Det må have været omkring 1903. Fra Vejle gik turen
til Esbjerg som forretningsfører for jysk Andels Foderstofforretning der. Hans kone hed Ane Sørensen og stammede fra Hedegaard.
De fik en masse børn. Sine, Maren (kaldet Marna), Arme Marie, Agnes, Meta, Astrid, Hans Einar og Gerda. Sidstnævnte var en tvilling, men den anden, en dreng, der blev døbt Aksel, døde som spæd.
I Esbjerg boede familien Jensen i en led lighed i Havnegade 6 (huset er nu nedrevet) og senere i Finlandsgade, før Søren Jensen købte en stor, flot villa, der bar navnet "Havbak", Havnegade 21. Villaen indeholdt 2 lejligheder. 1. salen beb
oedes i en del år af en postassistent Petersen og hans kone Gusta, der var på telegrafstationen. Senere bredte den talrige Jensenske familie sig over hele huset.
Sine lærte at sy hatte og blev gift med typograf Jørgen Thomsen De var barnløse. Marna kom på kontoret hos Jysk Andel. Anne Marie kom efter bl.a. at have været ansat på kontoret på godset Knuthenborg også til Jysk Andel, men fik senere
ansættelse hos Amtsligningsinspektoratet, i Esbjerg Gerda der var en efternøler, kom. efter studentereksamen på Kommunekontoret. Opgav denne bestilling for at læse til lærer på Silkeborg seminarium. Blev gift med en seminariekammerat, Niels
Christian Bystrup med hvem hun fik 2 børn, en dreng Niels, og en pige Anne. Blev genere skilt fra manden. Hans Einar kom også i lære på sin fars kontor. Som et led i sin uddannelse til bragte han nogle år dels i Hamburg og dels i Bukares
t i Rumænien, før han slog sig ned som selvstændig kornagent i Ålborg. Han blev gift med en pige fra Frederikshavn med det sjældne navn "Warla". De fik 3 børn, pigerne Lis, Birgit og Vibeke.
To af de 3 søde Jensenske piger, der var på telegrafstationen, fik også en lidt mærkelig skæbne. Agnes blev gift med en mand ved navn Knud Becker Hansen, og de flyttede ind i en flot monteret lejlighed i et hus i Norgesgade. Becker Hanse
n var ansat hos det store kornfirma Eriksen og Christensen. Agnes lykke varede desværre kun kort, idet manden kun godt et års tid efter brylluppet blev afsløret som bedrager. Han havde svindlet sig en 15.000 kr. fra Eriksen og Christensen
. Der blev selvfølgelig stor opstandelse i den Jensenske familie. For at dække over skandalen betalte den rare Søren Jensen beløbet, og Knud Becker Hansen, der omgående blev skilt fra Agnes, blev tvunget til at tage til U.S.A. Jeg tror
ikke, at man nogensinde senere hørte fra ham.
I dag lyder 15.000 kr. ikke af ret meget, men i tyverne var det et ret stort beløb, vel svarende til over 200.000 i dag. Søren Jensen havde fået til sagn fra Knuds bror om, at denne påtog sig at dække en del af beløbet, men inden han fik
gjort det, blev han selv afsløret som bedrager i det firma, han var ansat i. Og så hængte Søren Jensen og Agnes på hele beløbet. Det var et frygteligt slag for stakkels Agnes. Hun var et helt usædvanlig elskeligt menneske, men hendes sind
var næsten for blødt i den onde verden.
Agnes flyttede hjem i Havnegade. Meta var blevet gravid og måtte skyndsomst giftes med en bankassistent fra Esbjerg Bank, Hakon Hartz Laursen. De overtog Agnes lejlighed i Norgesgade. De 2 børn sammen Inge og, Alice. Noget helt lykkeligt æ
gteskab, tror jeg ikke det var. Hakon drak lidt rigeligt. Og så kom det næste slag for den Jensenske familie, idet også Hakon begik bedrageri i banken, hvor han var ansat. Han var ellers ud af en pæn familie. Faderen var, om jeg ellers hus
ker ret, lærer i Randers. og så blev også Metas ægteskab opløst.
Senere blev Agnes igen gift, denne gang med Hartvig Heinrich Rambusch, der altid gik under kælenavnet Vigge. Han var en særdeles begavet mand og ansat på dommerkontoret. Han havde ±tidligere været gift med Ingeborg, senere gift Licht, me
d hvem han havde en datter Ida. Alt tegnede sig nu lyst for den følsomme Agnes, men desværre var Vigge en dårlig økonom, og han kom også ud i økonomiske vanskeligheder. Han blev dog reddet ud af dem ved familiens hjælp, og han forlod
dommerkontoret. Dygtig, som han var, lykkedes det ham at blive kompagnon med den store sagfører Jæger i Esbjerg. Det tog dog vist temmelig mange år, før Vigges økonomi atter var bragt på fode, og der er ingen tvivl om, at det ramte Agnes mege
t hårdt. Hun havde beholdt sin stilling som telegrafassistent, og hendes løn hjalp vel med til at stabilisere forholdene, Vigge og Agnes fik 2 børn, drengen Sigurd og pigen Gerda. De havde arvet deres forældres gode forstand og blev begg
e cand. mag er.
Hvad der nu har foranlediget det, skal. jeg ikke med vished kunne udtale mig om, men i begyndelsen af krigen, formørkedes stakkels, blide Agnes sind. Hun kom på Esbjerg sygehus, hvor vi engang besøgte hende. Hun var desværre ikke til rigti
g at trænge ind på og syntes nærmest skrækslagen over at se Strit og mig. Senere kom hun på Vester Vedsted, og her dræbte hun sig selv ved at proppe et æble, hun havde fået serveret, ned i halsen, så hun kvaltes, før nogen opdagede, hvad
hun havde gjort.
Onkel Vigge giftede sig så med Agnes søster Meta. Vigge gjorde et stort og fortjenstfuldt arbejde for Frihedsbevægelsen under krigen. Han blev taget af tyskerne og måtte tilbringe lang tid i tyske koncentrationslejre. Han var meget medtage
t, da han ved krigens slutning igen kom til Danmark.
Om Marna må jeg berette, at hun i tyverne var forlovet med en kammerat fra Vejle tiden, Poul Jensen, der var ansat Ø.K., og som tilbragte en del år i Kina. Han var en usædvanlig god og rar mand, men Marna kunne af en eller anden mærkelig
grund ikke rigtig med ham. I stedet fik hun en slags ven Axel Feerup, der forekom mig en Lidt underlig, noget fordrukken person. Han havde, som ansat i sin fars skibsprovianteringsforretning i Havnegade, sin gang på skibe, der anløb Esbjerg
. Og det blev hans død, idet han en vinteraften i mørke, måske noget påvirket, faldt i havnen og druknede.
Marna var kvik i hjernen og uden tvivl i de mange år, hun for en sølle løn arbejdede på Jysk Andel, en stor hjælp for søren Jensen.
Se, det var en noget lang indledning til en uhyre dramatisk oplevelse for Agnes og Strit i 1926.
Foruden sin Stilling som forretningsfører jysk Andels Esbjerg afdeling havde Søren Jensen et job som reder for et lille dampskibeselskab, der ejede en mindre damper "Phønix", der sejlede mellem Esbjerg og Hamburg. På nedturen lastet med kr
eaturer og på hjemrejsen medbringende korn- og foderstof formentlig bestemt til jysk Andel. Skibet førtes af en kaptajn Andersen.
Hans Einar var i 1926 ansat I et firma i Hamburg, og så fik Strit og Agnes lov til at komme med "Phønix" på en ±ur, så de kunne besøge deres bror.
Det må formentlig have været sidst på sommeren 1926. På turen til Hamburg var det et usædvanlig smukt, stille vejr, og kaptajn Andersen udtalte da, at hvis det fine vejr skulle modsvares af tilsvarende dårligt vejr på hjemturen, ville
Strit og Agnes rigtignok komme til at opleve Vesterhavet i vildt oprør.
Og det gik sådan, at hjermturen, efter at man havde stået Elben ud, rejste der sig en orkanagtig storm. Det er klart, at sådan et vejr bragte bekymring hos søstrenes forældre og søskende. Jeg husker, at Søren Jensen gentagne gange
ringede til mig for at høre, hvad han mente om situationen. Han vidste jo, at min far var sømand, og mente vel, at så måtte jeg vide noget. Jeg trøstede ham, så godt jeg kunne. Den dag, stormen var på sit højeste, kørte jeg ud på Esbjergs nye
havn for at se, hvordan indløbet til Esbjerg havn så ud med de orkanagtige vindstød. Vinden stod i N.V., og jeg kan endnu se for mig, hvordan bølgerne brød imod den afrundede kaj mur, der fandtes ud for havnekontoret. De knustes, og et
tæppe af vand, der enkelte øjeblikke gennemlystes af solen, der kom frem mellem jagende sorte skyer, stod som et gardin i mindst 50 m. højde.
Den lille damper "Phønix" kæmpede en hård kamp under sin dygtige skipper. På højde med Sild, tror jeg, det var, blev skibet ramt af en ufattelig stor sø. Den rev styrhuset af skibet, og 3 mand - skipperen og 2 besætningsmedlemmer - blev
kastet i havet. De to forsvandt for stedse, men ved skæbnens tilskikkelse, blev kaptajnen af næste sø suget tilbage mod skibet, hvor det lykkedes ham at få fat i noget tovværk, så han kunne hale sig ombord igen. Søen, der ramte skibet, var
gå høj, at skibet kom helt under vand. Herved løb vand ned gennem skorstenen og slukkede skibets fyr, så skibet herefter var uden kommando.
Strit og Agnes havde man anbragt i en gæstekahyt. Ved den svære overhaling, blev de kastet ud af køjerne med det resultat, at Agnes landede oven på Strit. Kornlasten forskubbede sig, og skibet fik en 45 gr. slagside, hvilket medførte, at
kahytsdørene klemte, så de ikke kunne åbnes. En af mandskabet kom ned, og med en økse knuste han kahytsdøren til rummet, hvor pigerne var, så de kunne slippe ud, hvis skibet gik ned.
Skibet lå nu stille og rullede i det frygtelige hav, og måske var det godt nok. Det lykkedes den dygtige maskinbesætning på ny at få ild under kedlerne og dampen sat op, så skibet igen kunne gøre fart og styres. Rattet var røget ud
sammen med huset på broen, men heldigvis var der, som i de fleste skibe dengang, agterude et nød rat, som man så tog i brug.
Sammen med det, der i øvrigt var ødelagt, var også skibets ferskvandebeholdning ødelagt. Men det lykkedes kokken, da man efterhånden fik tingene under nogenlunde kontrol igen, at få lavet en kande kaffe af en kande med vand, der havde
været stillet ind til Strit og Agnes, om de skulle være blevet søsyge. Det var de mærkeligt nok ikke, hvilket og for sig er særdeles mærkværdigt.
Vinden flovede noget, og "Phønix" med den uhyggelige slagside listede sig mod Esbjerg.
Jeg var på havnen, da Skibet kom ind. Flaget var på halv, og ingen i land vidste, hvem der måtte have mistet livet. Der var jo dengang ikke radiosendere i almindelige, mindre skibe.
Jeg skal love for, at både jeg selv og familien Jensen blev lykkelige, da vi fik øje på Strit og Agnes.
Agnes var mærket i lang tid efter den uhyggelige oplevelse, mens Strit tilsyneladende ikke var nær så meget berørt.
Jeg håber, at jeg ikke med oplysningerne om den Jensenske familie har skrevet nogets som kan føles ubehageligt for nulevende familiemedlemmer. Det hele er bare, som jeg husker tingene. Noget skete jo for et halvt århundrede siden, og man k
an måske ikke helt gardere sig mod erindrings forskydninger.
Radio OR radioamatør
I tyverne begyndte radioens storhedstid. Danmarks Radio begyndte at sende, og der var mulighed for at opfange mange udenlandske stationer, at begynde med, skete modtagelsen på ganske simple krystalapparater, bestående af en spole, en konde
nsator og så krystallet, som man sad og pirkede i med en lille fin tråd. Det var særdeles spændende. Højtalere kendte man kun af navn i begyndelsen. Man fik lyden ind via hovedtelefoner. Mærkelige ting, man husker. Jeg erindrer den dag i
dag, hvor betaget jeg var af et engelsk skuespil, hvor navne "Jasmin" endnu lyder i mine ører. Ret meget engelsk forstod jeg næppe dengang.
Noget senere fik jeg med Jeppe Arne Jepsens hjælp bygget en større modtager med radiorør. Jeg fik anskaffe en bogreol og den øverste del, dækkende hele reolens længde blev installeret modtageren på en ebonitplade. Foruden at kunne
indstille apparatet ved hjælp af kondensatorerne, var der bevægelige spoler indkapslet i ebonit, De stak ud fra pladen. Nu kunne man bruge en højtaler, men en sådan kunne ikke engang købes i Esbjerg, så vi måtte have en sømand til at købe en til
os i Holland.
Jeppe Arne Jepsen gik vældigt op i den nye teknik, og han overtalte mig til at være med til at bygge en radioamatørstation med sender og modtager. Da vi ikke rigtig havde noget sted at forarbejde tingene, lejede vi for lo kr. om måneden e
t lille rum oppe under taget i en nedlagt margarine fabriksbygning. Jeppe havde store ambitioner. Vores sender skulle arbejde med 1000 volt stedet for by nettets 220 volt. Ergo måtte vi til at lave en transformatoren Vi købte et større pa
rti kobberledning og gav os i gang med at vikle spoler til transformatoren. Det tog sin tid, men til sidst var tingesten færdig, og vi satte strøm fra lysnettet på. Plop, sagde det, og så brændte transformatoren sammen
Nå, vi fik så en radiotelegrafist, jeg. kendte, til at skaffe os et senderør til 220 volt fra England. Nævnte radiotelegrafist sejlede med en kreaturbåd, og det var et ganske mærkeligt skib. Den var nemlig bygget af cement under I.
verdenskrig. Sjovt at have været ombord mange gange i et så mærkværdigt skib. Køn var den bestemt ikke.
En aften, da skibet anløb Esbjerg, gik jeg ombord for at få en sludder ned radiotelegrafisten, hvis navn og udseende jeg for længst har glemt. Vi snakkede lidt, og så syntes han, at vi burde have et glas, og han kom frem ned en flaske go
d portvin. Det endte med, et vi fik tømt denne flaske, og et par stykker til, så det blev ret sent, før Jeg kom hjemad. Helt klar i hovedet var jeg ikke, men jeg kom dog sikkert nok land og travede vist lidt usikker på benene hjem til Stor
mgade 21. Jeg sov på det tidspunkt på en sofa, der stod foran vinduet i spisestuen, så det må have været før moster Nicoline flyttede ned i den 2-værelses lejlighed i stuen. Jeg kom af tøjet og gik omgående til køjs, men kort efter fik
jeg en forfærdelig kvalme. Jeg røg op for at komme ud på toilettet, men nåede ikke ud af stuen, før jeg brækkede en lille liter portvin op over det halve gulv. Mor måtte have hørt, at jeg rumsterede lidt rigeligt, for hun kom ind i stuen,
endnu før jeg havde nået at foretage mig noget. Hun konstaterede, ganske roligt, at jeg vist havde fået lovlig meget at drikke og gik ud efter spand og gulvklud og fik vasket gulvet. Og jeg hørte aldrig et ord mere fra hendes side om min ful
dskab. Sådan var hun bare. Nå normalt drak jeg simpelthen aldrig spiritus, så hun må have forstået, at jeg havde været noget uheldig.
Efter at vi opgav at lave en 1000 volts transformator, opgav vi værkstedet margarinefabrikken. I stedet fik vi og installeret i et pulterrum på loftet i Stormgade 21. Bl.a. også fordi det viste sig ugørligt at få en ordentlig antenne sat
op på fabriksbygningen. I Stormgade fik vi opsat en antenne fra skorstenen næsten over pulterkammeret og over til en skorsten på et hus i Islandsgade. En ret så indviklet affære, men hjælp af en større masse sejlgarn, lykkedes det at få
enden af antennen op til skorstenen på huset i Islandsgade. Jeg var oppe på taget for at fastgøre antennen til skorstenen. Da jeg ville gå rundt om skorstenen og tog fat i det øverste lag mursten, løftede jeg pludselig hele overdelen. Jeg
tør nok sige, at det gav et gys mig, som jeg næsten kan føle den dag i dag. Jeg stod på tagryggen, da det skete, holdt balancen og fik murkransen lagt på plads. Men så var det ellers med at kravle rundt om skorstenen for at få befæstelsen
til antennen rundt om skorstenen.
Nå, vi havde nu fået både kortbølgemodtageren og senderen færdig, og vi havde også erhvervet licens som kortbølge amatører, og så gik vi i gang med at få forbindelse med andre amatører i ind- og udland. Det var faktisk utrolig spændende.
Vi nåede at have forbindelse med bl.a. Baku og enkelte amerikanske amatører. Jeg fik endda en af sidstnævnte til at sende en hilsen til moster Magda. Det må have været i 1927. 1. maj 1928 blev jeg så forflyttet til Slagelse og dermed
troede jeg, radioeventyret var slut, men en måned efter var både Jeppe og jeg i Roskilde, og så kom der igen gang i stationen. Men det er en anden historie.
En gang i tyverne sov jeg oppe på det pulterkammer, vi havde på loftet. Da min fætter Oskar fra Bork engang besøgte os, ofrede jeg penge på at købe en 6 mm. salonriffel. Og så indrettede vi ellers det store tørre loft til skydebane. Det
var især sammen med Kesse, at jeg dyrkede skydningen deroppe. Og jeg blev virkelig god til at ramme plet. Vi satte skydeskiven op på gavlmuren ind mod Frøkjærs ejendom. Her kom der ganske godt lys ind fra den dør med glasruder, der næsten
op til muren førte ud til en stor altan, der dannede overdelen af de underliggende dagligstuer på 1. og 2. sal med de store ovale vinduespartier. Men en ting var en smule farligt. Hvis kuglen røg ved siden af skydeskiven, og det træ, den va
r sat fast på, og i stedet ramte muren, rikochetterede kuglens og det var svært ubehageligt at høre den hvine forbi ørerne. Tossede drenge, men vi slap da godt fra det.
FRA MIN BARNDOM OG UNGDOM i ESBJERG
1912 - 1928
November 1984
Fra min barndom og ungdom i Esbjerg
1912 - 1928
Det er egentlig mærkeligt, at den store omvæltning, jeg var ude for, da vi i efteråret 1912 flyttede fra Nørre Nebel til Esbjerg, ikke har set sig noget spor i min erindring. Det var dog afsked med min skole og kammeraterne, med bedstefa
r Skipper, farbror Poul og Mette Marie, mine fætre Niels Peder, Manfred, Schack og Skipper samt onkel Kochs. Heller ikke ankomsten til den "store" by Esbjerg kan jeg erindre noget om.
Vi havde fået en lejlighed på 2. sal i Jyllandsgade 19. Måske gennem fars halvfætter, skræddermester Sigfred Lorentzen, der boede i huset på 1. salen. Lorentzen var en lidt vindtør, men særdeles munter person. Hans kone fyldte godt op i
landskabet, og de havde 4 børn, 2 piger, hvoraf den ældste hed Johanne, 2 drenge, Victor og William. Victor var på min alder, og vi kom til at gå i klasse sammen, til han gik ud af skolen fra 4. mellem. William, der var det yngste barn, ble
v sømand.
En af de første dage efter ankomsten fik min mor Johanne Lorentzen til a± tage mig med på sightseeing byen. Jeg husker, vi var på torvet og så den i mine "landsbyøjne" ufatteligt store rytterstatue af Kong Christian d. IX.
I lejligheden var der elektrisk lys, noget Johanne - min søster - og jeg aldrig havde set før. Det var så spændende, at vi ustandseligt tændte for lyset for lidt efter at slukke igen. Elektricitet var vel med datidens lønninger ikke
ligefrem billig, så vores far var ikke glad for vores trang til at lege med det nye belysningsmiddel. Vi havde jo kun kendt petroleumslampen og tællelys. Men han fandt på råd. Han satte os ved hver sin kontakt. Johanne fik en skammel at stå på
. Og gå fik vi ordre til, at nu skulle vi tænde og slukke lyset i en hel time. Og så gik den - det var mægtig spændende, men efter nogle minutters ivrig brug af kontakterne, fandt vi det pludselig ikke spor morsomt at stå der og tænde -
slukke. Vi blev " benådet" for resten af timen, men siden den dag brugte vi kun kontakterne, når det var nødvendigt. Det er ikke ret meget, jeg ellers husker fra tiden, hvor vi boede i Jyllandsgade, men et par enkelte ting er der dog.
3. salen var nærmest et stort loftsrum. Heroppe havde, før vi flyttede ind, logerne "Fremtidshåb" "Støt os nu" og "Order of good Templplars" haft mødelokaler. Der var en hel del efterladenskaber af træ og pappaneler bemalet med mærkelige
tegn og figurer. Det gøs i en, når man vovede at gå der op på loftet.
Ejedommen, vi boede i, var sammenbygget med hjørne ejendommen Kongensgade Jyllandsgade, hvor Engers Hansens boghandel havde til huse. Ejendommene havde fælles gårdareal, og man kom ind i gården ad en stor port. Gården var cementbelagt og
ret mørk.
På den tid havde vi et stykke legetøj, som siden synes helt at være gået i glemmebogen. Det var, hvad vi kaldte I klevrepinde". To stykker cigarkasse træ ca. 2 cm brede og en 15-17 cm lange. Forneden afrundet og fladet ud, og spidserne he
r svedet over gassen, så de var hårde. Foroven ca. 2 cm fra øverste kant lavedes et indhak. Man satte den ene pind mellem pegefinger og langemand, den anden mellem langemand og guld brand eller mellem guld brand og lillefinger, og så kunn
e man, når man fik øvelse nok, frembringe lange "trommehvirvler". Jeg kan se mig selv sidde alene i den mørke gård og "tromme" i timevis, og husker jeg rigtigt, var jeg meget, meget dygtig til det.
Som jeg har omtalt i mine erindringer fra tiden i Nørre Nebel, havde vores far fået lavet en dejlig lille legevogn med to sæder til os. Den kørte vi også med i gården. Når man rejste styrestangen på højkant, kunne man nødtørftigt styre
vognen, når man fik en til at skubbe bagpå. Det morede vi os meget med indtil en dag, hvor Jeg styrede og pludselig fandt på at køre ud igennem porten. Stærkt gik det, og jeg røg ud over fortovet og lige ud mellem benene på et par store,
danske heste, der kom trækkende med en arbejdsvogn. Det var lidt af et under, at jeg slap helskindet fra det, for havde en af de forskrækkede heste virkelig sparket ud, er det ikke sikkert, jeg var sluppet fra det med livet behold. Kusken fi
k imidlertid hold på hestene, og jeg tumlede rædselsslagen ud fra legevogn og hesteben. At kusken skældte voldsomt ud, kan jeg i dag godt forstå. Og vi var i hvert fald færdige med at køre ud gennem den port.
I Kongensgade på hjørnet af Kronprinsensgade lå der en større manufakturhandel, De havde bl.a., varer fremstillet i Horsens tugthus, og derfor kaldtes forretningen aldrig andet end "Tugthuset". Moster Nicoline handlede en del der. En dag h
en på foråret gik jeg i Kongensgade og kom forbi "Tugthuset". En ung mand, der arbejdede i forretningen, kom ud og spurgte mig, om jeg ikke kunne hente hans frokostpakke, som han havde glemt. Jeg skulle gå op til et nærmere angivet numme
r i Kongensgade til et pensionat omtrent oppe ved torvet. Han ville give mig 5 øre, når jeg kom med pakken. Jeg turde ikke sige nej og skyndte mig op til det angivne nummer i Kongensgade. Jeg gik op på 1. sal og bankede på døren. "Kom
ind", brølede en stemme. "Hvad vil du", spurgte en svær, brøsigt udseende mand. Ja, jeg skulle jo hente en madpakke til en mand i "Tugthuset". Om manden nu var en arrig person, eller om han troede, jeg lille uskyldige sjæl fra Landet, som talt
e ravjysk ville gøre grin med ham, ved jeg ikke. Men han røg op af stolen, flåede en stor hundepisk ned ad væggen og svor på, at nu skulle han lære mig. Jeg blev skrækslagen, men jeg havde dog åndsnærværelse nok til med lynets fart at
ryge ud ad døren og ned ad trappen. Så opgav Jeg det hele, men Jeg havde lange tider en meget dårlig samvittighed over, at jeg ikke fik udrettet det ærinde, jeg havde påtaget mig. Jeg har en formodning om, at jeg var kommet ind til sagfører
Nonboe, Måske har pensionatet ligget på en etage højere oppe i huset.
Selvom jeg intet husker om lejligheden, vi boede i, kan jeg tydeligt erindre, hvordan Lorentzens skrædderværksted så ud. Det var i en stue ud til gaden, og langs vindues partiet± var der et linoleums dækket bord fra væg til væg. Her sad
Lorentzen og en svend i skrædderstilling og syede. Ufatteligt, at nogen kunne vænne sig til at sidde på den facon. Ude på gulvet stod et par trædesymaskiner.
Min gode mor var vist ikke helt tilfreds med lejligheden. Hun så på adskillige andre, bl.a. husker jeg en helt ude i Bollesager. Men så fandt hun en i Stormgade 21. Her havde tømmermester Lauritzen og maler Frøkjær bygget to nogenlunde
ens og sammenbyggede beboelses ejendomme, og det var kvalitetsarbejde. En flot trappeopgang med polerede mahognipaneler. Der var 6 lejligheder i Lauritsens del. En i stueetagen var kun en 2-værelses, fordi porten til tømmerpladsen begrænsed
e lejlighedens areal. De to ovenover, hvor Lauritsens og vi kom til at bo, var 3 ½ Værelse, vores med et overværelse på 3. sal med indgang fra køkkentrappen. Spisestuen havde høje egetræspaneler med en hylde som afslutning. Dagligstuen
havde en stor karnap, I soveværelset var der indbyggede skabe på en hel væg. to af skabene var med hylder, og her fik Johanne og jeg hver sin hylde til skolebøger m.m. Fra soveværelset var der dør ud til en altan. Det mindre værelse var
slet ikke så lille endda. Her fik moster Nicoline sin systue, og så sov hun i overværelset. Til lejligheden hørte også et godt køkken, men toiletforholdene var gammeldags. Der var et WC-rum for enden af den gang, der gik fra indgangsdøren
og hen til sovekammer og dagligstueafdelingen. Ingen håndvask, sådan noget var endnu ikke kommet på mode. Man vaskede sig over køkkenvasken. Men dog var der indrettet et baderum med kar i kælderen. Vandet varmedes i en gruekedel, og
Lauritzen leverede gratis træ til op fyringen. Så en gang om ugen var der ordentlig familievask.
Der var gode kakkelovne i ligheden. Koks opbevaredes i et kul rum i kælderen. hvor vi desuden havde et slags pulterrum. I gården, der var cementeret og adskilt fra tømmerpladsen med et lavt plankeværk, var der desuden en række cykel skure
, et til hver lejlighed. Mellem enden af cykelskurene og husmuren til hjørneejendommens gård var der skraldekasser.
I stueetagen boede i den 2-være1ses lejlighed en ældre dame. Da hun enten døde eller flyttede, overtog moster Nicoline lejligheden, så fik far og mor bedre plade til børnene, der jo i 1916 blev forøget med Inger Marie. Den anden
stuelejlighed beboedes af en familie, der senere flyttede til Ejby på Fyn. Manden hed Hansen. Lejligheden blev overtaget af maskinfabrikant Nielsen. Dem skal jeg senere komme tilbage til. På 1. sal boede, som omtalt, tømrermester Lauritzen og en køb
mand C.A. Christensen, der havde kolonialhandel på hjørnet af Stormgade - Islandsgade. Over for os boede familien Lervad, og på 3. sal oven over vores lejlighed kom fiskeskipper Hans Pedersen til at bo. Folkene i den anden lejlighed huske
r jeg ikke rigtigt.
Lervads fik en datter omtrent samtidig med, at Inger Marie blev født, og det samme gjaldt fiskeskipper Pedersen og hans rare kone Kathrine. Begge pigerne, der hed henholdsvis Karen og Laurette, kom til at gå i klasse i skolen med Inger Mar
ie. Tømrermester Lauritzen havde en søn omtrent på min alder. De fik senere en lille pige, der imidlertid døde et par år gammel. Hilmar, som sønnen hed, havde selvfølgelig frit slag over tømmerplads og værksted. Han blev senere selv
uddannet som tømrer.
Tømmerpladsen, der på nordsiden afgrænsedes af en toetagers værkstedsbygning med maskinsnedkeri i stueetagen, håndsnedker± på 1. sal og oplagsplads til træ på loftetagen, blev en enestående legeplads for os børn. I hjørnet til højre
længst borte fra huset havde Lauritzen en hønsegård. På snedkerhusets loft et stort dueslag. Duerne sad jo oftest på bygningens tag, og jeg fandt ud af, at udtrykket om at være blid som en due var helt forkert, for de duer i hver fald var nogl
e stridbare fugle. De fik mange unger, og når der var en passende portion, hentede Lauritzen dem i en sæk. Gik så ned på tømmerpladsen, fandt en god bjælkeende, og så tog han ellers hovedet af fuglene med et stemmejern. Sådan ganske
langsomt. Når han slap de hovedløse duer, halvvejs fløj og løb de rundt et øjeblik. Det var altid spændende at overvære. Under værkstedsbygningen var aer i den ene ende et større kælderrum. Her fejedes maskinspånerne ned, så de ofte lå
metertykt. Det var vældig spændende at hoppe rundt hernede og begrave sig i spånerne. Det morede Hilmar og jeg os ofte med, men desværre var der en utrolig masse lopper i, og dem fik vi selvfølgelig på os i snesevis. Loppen var jo i de tider mere
almindelig end i dag. Jeg husker, at det ikke var ualmindeligt, at moster Nicoline kunne fange adskillige, før hun gik i seng i overværelset.
Når tømrermester Lauritzen leverede tømmer til et større byggeri, f.eks. som da han havde tømrerentreprisen på sygehuse±, kom der vældige mængder af svære træstammer. Stammerne blev først hugget firkantede med nogle ret kortskaftede
økser med et ca. 30-40 cm. langt skær. Jeg husker desværre ikke mere betegnelsen af dem. Afstresningen blev foretaget med en kridtet snor, man satte fast i enderne af bjælken, strammende op og slap, gå kridtsnoren ramte stammen og efterlod e
n kridtstreg til at hugge efter. Når bjælkerne var tilhugget, blev de lagt ud, som de skulle sidde i huset som tag- eller mellemlofter. Med stemmejern blev hugget aflange huller til Isættelse af tagspær med videre, der i enderne forsynede
s med tildannede tappe. Det hele blev stillet op og afmærket, før det blev skilt igen og kørt til bygge stedet. Engang da Lauritzen havde arbejdet med tømmeret på sygehuset, fandt Hilmer og jeg på, at det kunne være smart at hugge vore
navne i et par af bjælkerne. Det orde vi så, men det blev meget unådigt optaget af Lauritzen, der skældte os frygteligt ud. Jeg tænker, at vore navne den dag i dag står på et par bjælker i sygehusets nu mange bygninger. Måske vil man
engang, hvis eller når bygningerne nedrives, finde disse navne og undre sig over, hvis det dog kan vare.
På tømmerpladsen var der jo al tid en masse gamle brædder og bjælkeender mv. Dem brugte vi til at bygge bl.a. skibe" af. Vi hamrede pinde i jorden og satte brædder på højkant imellem, så vi fik et slags skrog ud af det. midtpå tømrede vi
et styrhug sammen, og en stor bjælkeende blev til skorsten. Og så "sej lede" vi på det vildende hav i dagevis. Jo, det var en skøn legeplads.
Undertiden tømte vi et par af cykelskurene, og så indrettede vi "huler" der. Bjælkeender til sofaer og stole, brædder til borde osv. Gamle tæppestumper til gulv og m.v. Det kunne vi more os meget med. Vi lavede også stylter, der var jo
affaldstræ nok og værktøj i snedkeriet. Vi blev næsten stylteeksperter. Også "væddeløbsbiler" konstruerede vi af gamle barnevognshjul, brædder m.v. Endda med rat med snoretræk til forhjulene. Og så skiftedes vi til at skubbe og styre.
Vi havde en skøn barndom i Stormgade 21. De forskellige lege skiftede med årstiden, som de vel også gør i Vi hoppede i reb sippede, som det vel kaldes nu til dags, gik på stylter og hen ad efteråret lavede vi kukkasser, som de andre barn
kunne få lav at kigge i mod afgift: kugler. Kukkasserne lavede vi af gamle skotøj æsker, der indeni blev beklædt med glansbilleder, vat og lignede. Vi satte også garntrisser i bunden, så vi kunne køre "film" i form af tegneserier fra
f.eks. Hus og Hjem bladet. Kuglespil dyrkede vi både i skolegården og hjemme i gade og gård.
I vintertiden Løb vi på skøjter, når boldbanen ved Stormgades skole blev overrislet og frøs til. Pengene dengang var 50 små, så de første skøjter, vi fik, var såkaldte "skidtskøjter". De blev skruet på støvlehælene, men for til holdt
fast med en rem over skonæsen. Senere fik, jeg af min onkel Meldgaard et par rigtigt smedede klitskøjter, som det var bare lykken. Det var skøjter af træ med en hulslebet stålmede under. De blev bundet fast til støvlerne. Jeg har endnu de
gamle skøjter, som jeg sidst løb på Voldgraven i København under de store isvintre under krigen. Det må næsten være museums genstande nu.
I skolen i sløjdtimerne fik vi lov at lave det, som vi kaldte "sneskøjter". De var konstrueret omtrent som klitskøjterne, men i stedet for de hulslebne stålmeder var der under en træplade til at have bundet fast under støvlerne en ca. ¾
tomme bred træmede, hvorunder der var sømmet båndjern. Gaderne blev dengang ikke skovlet fri for sne så der dannedes ofte nærmest is belagt lag, og her kunne sneskøjterne bruges. Vi havde fantastisk megen fornøjelse af dem, når det var
gode snevintre, og det er egentlig mærkeligt, at vi kunne løbe ret så stærkt på dem. Engang var disse sneskøjter dog ved at tage magten fra mig. Da man byggede den nye trafikhavn, gravede man sand op til opfyldning af kajanlæg i et område
noget nordvest for havnen. Der dannedes derfor her en større sø, kaldet "Jerusalemsøen" Her var der også Skøjteløb om vinteren. Engang var jeg med mine søskende, tror jeg det var, ude at spadsere ad Hjertingvejen. Det var hård vinter, og
jeg havde taget mine sneskøjter med. Det blæste en halv storm af nordvest. Da vi kom ud til yderenden af "Jerusalemsøen", spændte jeg sneskøjterne på og med udspilede frakkeskøder som segl, flød jeg afsted mod den ende af søen, der vendte
ind mod byen. Det gik fantastisk stærk±, men - da jeg nærmede mig søens ende, var jeg aldeles ude af stand til at bremse med de brede skøjtemeder, så jeg røg op i den frosne søbred, hvor jeg kurede et langt stykke på maven og slog mig ret
så alvorligt.
I årene efter, at vi var flyttet til Esbjerg, blev trafikhavnen anlagt. Det er underligt at tænke på, når man nu kører langs dette stykke havn, at der her, da vi, kom til Esbjerg, var en dejlig strandbred lige fra den gamle fiskerihavn me
d "Vester kaj" og ud forbi Tivoli. I min skoletid var klassen af og til i gymnastiktimen til badning herude, hvor anlægsarbejdet på havnen var i fuld gang. Der blev et stykke ude fra strandbredden opsat nogle vældige betonrør, formentlig h
vor kajen skulle være. Vi kunne svømme ud til disse rør. Min svømmefærdighed var nu ikke stor, og jeg husker, at jeg engang på tilbageturen fra betonrørene havde frygteligt svært ved at klare mig i land. Jeg troede faktisk, at jeg var
druknet. Brystsvømning og crawl kunne jeg ikke, det var bare "hundesvømning", jeg brugte. Der var også en sø badeanstalt ude ved udløbet af Forfaldt Bæk. Her har jeg på et senere tidspunkt tilbragt± mange gode timer. Men en sø badeanstalt
ved Esbjerg var ikke det allerbedste, for ved lavvende var der faktisk ingen vand. Kun i timerne omkring højvande kunne der svømmes rigtigt.
Skoletiden
Jeg kom i skole i Nørre Nebel som 6-årig og gik derfor i skole der i små 1 ½ år. I Esbjerg fortsatte jeg i 2. klasse. Esbjerg havde dengang 4 kommuneskoler. Østre- og Vestreskole, der kun havde elever i underklasserne 1. 5., Stormgades
skole og Danmarksgades skole. I Skolegade nr. 54 lå desuden en privat skole med gymnasium. I 1920 omdannedes skolen til statsgymnasium. Jeg kom i Vestreskole. I underskolen gik halvdelen af børnene i skole i formiddagstimerne. De andre om eft
ermiddagen. Esbjerg var på det tidspunkt kendt for sit meget fine og moderne skolevæsen. Jeg tror, det var den socialdemokratiske borgmester Sundbo, der var drivkraften bag skolevæsenet og det relativt høje stade.
Jeg fik som klasselærerinde frk. Andrea Johansen. En anden af vore lærere var en frk. Østergaard. Frk. Johansen har været en ret ung dame på det tidspunkt, jeg først traf hende. Hun havde klumpfod, men var ellers en pæn og sød pige. Hun
var en dygtig lærerinde. Jeg tror, at vores klasse var en af hendes første efter seminarie tiden. Vi holdt umådelig meget af frk. Johansen, og hun lige så meget af os. Dygtig som hun var, fik hun lov til at være klasselærerinde for os, til
vi gik ud af skolen fra realklassen. Noget, der aldrig var sket før. Frk. Johansen var en religiøs natur. Hendes blide og dog formentlig bestemte optræden gjorde, at hun havde let ved at opretholde ro og orden.
Hvis nogen i klassen Ikke opførte sig korrekt over for hende, og det kunne da selvfølgelig ske, tog de øvrige i klassen selv hånd om hanke med det, og der blev der sandelig ikke Ia gt fingre imellem.
Efter 5 år i Vestreskole overflyttedes vi til Stormgades skole. De to skoler dækkede jo den vestlige bydel, medens Østreskole og Danmarksgades skole dækkede den østlige del. Esbjerg var jo ikke nogen storby dengang. Jeg mener, der var
12.000 indbyggere, da vi kom til byen.
Efter underskolen deltes eleverne, idet ca. halvdelen kom Mellemskolen i 4 år. Nogle sluttede skolegangen med Mellemskoleeksamen, medens de øvrige fra Mellemskolen fortsatte i Realklassen.
Nu gik vi i skole fra kl. 8 - 12. Holdt så middagspause en time, og da alle boede forholdsvis tæt ved skolen, gik man hjem og spiste til middag. På den tid var det næsten alle, der spiste varm mad om middagen. Senere har det jo ændret si
g væsentligt. Fra 13 - 15 eller 16 var der igen undervisning.
Allerede i 1. mellem begyndte vi at få undervisning i Engelsk. Vi havde en lærer Lund i det fag. Fra 2. mellem læste vi Tysk. Her havde vi en uhyre dygtig, men særdeles kolerisk lærer, Carl Nielsen. Han havde også klumpfod og manglede de
t ene øje. Han var streng, men vi fik lært noget. Da jeg gik ud af Real klassen, kunne jeg den tyske grammatik, så jeg kunne remse den op søvne. Vi fik også Carl Nielsen til Fransk i Realklassen. Det var dog begrænset, hvad han i løbet
af et år kunne banke ind i hovedet på os, men lidt hængte der trods alt ved.
En anden noget hidsig lærer havde vi til tegning. Hans navn var Voss. Han havde en slem uvane, når han ville straffe og for mindre forseelser, at trække os op i hårene ved tindingen. Han er den eneste lærer, der har sendt mig til klø hos
overlæreren. Jeg har endda fornemmelsen af at jeg var ret så uskyldig, i det han anklagede mig for. Men jeg og en anden elev måtte stille på overlærerens kontor, hvor vi, efter at overlæreren havde sikret sig, et vi ikke havde beskyttet
bagdelen med en bog eller en avis, fik tildelt et par ordentlige rap med spanskrøret, medens vi stod med enden i vejret. I naturhistorie og fysik samt regning og matematik havde vi en noget sygeligt udseende lærer Søndergaard. Han kom sener
e til at bo i Frøkjærs afdeling af huset i Stormgade på 2. sal, så vore lejligheder stødte op til hinanden.
Skolens chef havde stillingsbetegnelsen overlærer. Han hed Larsen og havde en stiv nakke, så han ikke kunne dreje hovedet. Måske gjorde det ham endnu mere frygtindgydende.
Vi havde sløjd, og vi lærte at arbejde både i træ og i jern. Jeg husker, vi bl.a. lavede en slags planteskovl, som vi bankede ud af et stykke jern. Nittede et stykke rundjern på til at fastgøre et træhåndtag på. Træhåndtaget lavede vi på
en drejebænk.
Og så havde vi om sommeren "skolehaver". Det burde alle børn faktisk have lov at stifte bekendtskab med. Haverne lå et kort stykke vej fra skolen ud ad Stormgade. Hver elev havde et "bed". Det skulle om foråret graves grundigt, rives og
gøres klar til såning. Vi dyrkede gulerødder, ærter, radiser, rødbeder bl.a. Og hvor var man stolt, når man hen på sommeren kunne komne hjem til sin mor med lidt afgrøde. Vores sløjd- og skolehavelærer hed Gartzhorn. Han var en lidt sær
patron, og jeg tror, at han endte sine dage på Fanø som lidt af en original.
Om vinteren havde vi gymnastik, og i sommerperioden spillede der fodbold, kricket og hockey på boldbanen, som man gik lige ud på fra skolegården.
Jes ville gerne have spillet fodbold, men Lille og spinkel, som jeg var, blev jeg henvist til det ædle kricketspil, som jeg ikke syntes var særlig spændende. Hvis boldbanen var overrislet og frossen, skøjtede vi i gymnastiktimerne. Gymnast
iklæreren, der havde et italiensk efternavn, var magelig anlagt, så det passede ham godt, hvis vi selv kunne underholde os i hans timer. Dog motion fik vi, og det rar vel egentlig også det væsentligste. I nogle gymnastiktimer blev der stil
let forskelige redskaber op, og så gjaldt det "tagfat" uden at røre gulvet. Vi for rundt i ribberne, svingede os frem i tovene og sprang fra buk til hest til skamler m.v.
Frk. Johansen, der som nævnt var vores klasselærer, underviste os i dansk og religion. Mit favoritfag var afgjort dansk med stil skrivning. Her kunne man bruge sin fantasi.
Hver havde skolen en udflugt. Det var en stor dag, når vi marcherede til toget eller Fanøfærgen med musikere i spidsen bag et stort dannebrogsflag. Fanøudflugterne var da sjove, men endnu bedre var en tur til Kolding for at se Koldinghus o
g museet der. Jeg mindes også ture til Skibelund Krat med den ret lange spadseretur fra Vejen. Når vi kørte hjem med toget, var vi gerne helt udmattede af at fare rundt en hel dag. Nogle fandt det smart at lægge sig op på bagagehylderne.
Alle mine klassekammerater var rare og flinke børn, så vi havde det hyggeligt både i skolen og udenfor. Lige overfor, hvor vi boede, lå murermester Kresten Jensens ejendom. Hans søn Lindhard var min klassekammerat. Familien Jensen var
indremissionske (dog vist ikke så meget gudhengivne, når det gjaldt forretninger) Jeg kom undertiden op i deres lejlighed, men mærkeligt nok, brød jeg mig ikke om at være der. Lindhard var der derimod ikke noget i vejen med. Hans religiøsite
t var vist på samme stade, gom alle vi andres.
Længere oppe Stormgade på hjørnet af Finlandsgade boede malermester Frøkjær (ikke ham, der byggede huset sammen med tømrermester Lauritzen, men en fætter, tror jeg). Frøkjær havde en søn Hans, som jeg kom en del sammen med. Undertiden
samledes en flok fra klassen oppe på malerværksteders loft. Vi snakkede meget om piger, mindes jeg.
I Finlandsgade boede Arnold Alexius Møller, hvis nor havde en lille mælkeforsyning. Arnold kom jeg meget sammen med. Han kom efter realeksamen til Statsbanerne. Dumpede til eksamen og rejste så til Ü.S.A. Vi brevvekslede i nogle år. Jeg
husker, han skrev om ture til Florida, hvor han så alligatorer, og hvor han i en øde landstrækning gik på jagt. Her var der, skrev han, vandhuller med noget forgiftet vand: så hvis man drak det, ville man miste alle tænder i munden. En
nytårsaften kom Arnold og ville have mig ned på tømmerpladsen. Han havde lavet en kæmpe bombe af krudt indpakket i papir og omsvøbet med sejlgarn. Vi anbragte bomben på en bjælke længst borte fra huset, og Arnold satte. en tændstik til
lunten. Så løb vi langt væk fra bomben. Der skete imidlertid ikke noget, så Arnold mente, at ilden i lunten var gået ud. Han gik derfor hen for at se efter, hvad der var i vejen. Heldigvis kom han ikke ret langt, før bomben sprang ned et
øredøvende brag. Vi ventede nærmest, at samtlige vinduer i husene omkring var røget, men det var de heldigvis ikke. Men bomben havde knækket bjælken, så det var heldigt, at Arnold ikke nåede helt frem før eksplosionen.
Arnolds mor var ret gå streng. Engang, da vi legede på tømmerpladsen fandt Arnold på, at han ville gå oppe på plankeværket, der afgrænsede tømmerpladsen mod grundene og husene i Kronprinsensgade. Plankeværket var små 2 m højt, og for
oven var der på sømmet ca. 8 - 10 cm brede brædder for at beskytte endetræet i de lodrette bredder. Arnold spadserede flot afsted et stykke, gå gik det galt, og han styrtede ned. Om han fik en hjernerystelse, eller luften var slået ud af
lungerne på ham, ved jeg ikke, men han var væk et øjeblik, og da han begyndte at komme til live igen, rullede øjnene i hovedet på han. Han kom dog så meget til sig selv, at jeg kunne hjælpe ham hjem til mælkeforsyningen. Desværre havde han i
faldet også revet en flænge i bukserne, og da hans mor gå det og hans kridhvide ansigt og fik ud af han, at han havde forsøgt sig som linedanser på et plankeværk, gav hun ham omgående en gang hårde dask i bagdelen. Arnold skreg, og jeg
flygtede. En omgang klø var vel ikke den allerbedste kur mod en hjernerystelse, men Arnold kom dog i skole næste morgen. Og han var enebarn:
Omme i Skolegade boede min klassekammerat Thorvald Christensen. Hans far var brolægger eller stenpikker", som man sagde. Familien var vist nok lidt religiøs. Thorvald var lidt fedladen. Han var meget flittig i skolen og ikke nogen vildbass
e, som vi andre. Fra vores altan kunne man lige skimte huset. Thorvald boede i. Efter realeksamen kom Thorvald til toldvæsenet, hvor han sikkert har gjort en god karriere, flittig, pertentlig og arbejdsivrig son han var.
Børge Schmidts far var bagermester og havde forretning i Jyllandsgade lige op mod Sands restauration. Jeg kom en del sammen med Børge, der var en vældig køn fyr og helt fantastisk dygtig til at tegne. Jeg kunne sidde i timevis og se ham te
gne indianere, cowboys, geværer, pistoler, diligencer, blomster, ja faktisk alt, hvad der faldt ham ind og i øjeblikket beskæftigede hans tanker. Jeg var ikke i tvivl om, at Børge ville ende som en stor kunstner. Men han blev bankmand, o
g jeg tror eller mener at have hørt, at det her ikke gik ham så godt. Men Børge var en god kammerat, og hans eminente tegnefærdighed husker jeg stadig.
Max Christensens far var indehaver af restauration "Du Nord" på hjørnet at Borgergade- Kronprinsensgade. Restaurationen var ikke et sted, pænere folk ville sætte deres ben, men den gav nok alligevel gode penge Var beværtningen ikke fornem
, så var vist nok både fru Christensen og døtre det. De havde i øvrigt et elegant hjem på 1. salen over "besværingen". Max var også min gode ven, og han kom tit hos os. Hvordan Lauritzens holdt det ud, når vi tumlede os i vores korridor,
forstår jeg ikke. Vi havde en lille "puf", som vi anbragte i den lange korridor, og den sprang vi buk over. Efter skoletiden kom Max i guldsmede lære hos en svoger. Senere rejste han til Australien, men vendte hjem efter nogle års forløb.
Ovennævnte Victor Lorentzen kom jeg også en del sammen med. Hans far havde en overgang en lille jolle, der lå i den gamle, den første fiskerihavn bag ved Englandskajen. Havneområdet er for mange, mange år siden blevet opfyldt og blevet
"bagland" for bådstrafikken til England.
Engang, da Victor og jeg legede i jollen, drattede Victor i havnen. Svømme kunne han overhovedet ikke, men han baskede med arme og ben, så han holdt sig i overfladen, til jeg fik slået en klo i ham og fik ham halet op i båden. Han havde sl
ugt godt med vand, men var dog ikke mere medtaget, end han kunne løbe hjem og få tørt tøj på. Men situationen var ellers farlig nok. Der var ingen andre i nærheden, og havde jeg ikke kunnet række ud til ham, kunne han let være druknet.
Heller ikke jeg kunne dengang svømme. Victor kom, da han gik ud af skolen efter 4. mellem, i handelslære. Han endte som indehaver af en forretning med elektriske artikler i Stockholm.
Det er tit mærkelige ting, der har sat sig fast i hukommelsen. Victor var engang stærkt forkølet og godt stoppet i næsen. Så tog han slangen fra køkkenets vandhane, satte den op i det ene næsebor, drejede op for vandet, og så stod vandet
ud af det andet næsebor. Måske var det et probat middel. Victor påstod i hvert fald, at det hjalp.
En anden af mine gode klassekammerater var Emil Feddersen, hvis far var indehaver af "Tøj huset" en ekviperingsforretning, der lå på hjørnet af Borgergade- Jyllandsgade (tror jeg, det var). Emil blev selv manufakturudlært og fik senere
forretning i den nederste del af Kongensgade. Mit konfirmationstøj - matrostøj og senere et jakkesæt, da jeg blev 15, blev, hvis jeg ikke husker forkert, købt i Feddersens butik. Det var ikke de allerdyreste eller flotteste ting, han handled
e med. Men pengene var jo små.
Jeg har et billede af min klasse, da vi gik i "Realen", men havdelen af eleverne har jeg ikke kendt særlig godt, da de er fra sideløbende mellemskoleklasse.
Der er dog en fyr, som var i en klasse, vi havde gymnastik sammen med, der skiller sig ud fra de andre. Det var John Tranum. Hans mor boede i naboejendommen til Stormgade 21. Hang far havde sejlet sammen med min far. Pludselig en dag sta
k faderen af fra hjemmet og viste sig aldrig siden. Han var lidt små sær, sagde min far. John var utrolig smidig og næsten en akrobat. Han var dumdristig. F.eks. kørte han på en enhjulet cykel, og han forsøgte også at cykle oppe på
plankeværket. Som bekendt havnede han i U.S.A. Blev flyver og faldskærmsudspringer i den store stil. Under et forsøg på at slå verdensrekorden udspring fra højder, ingen før havde vovet, døde han i maskinen. Hjerteslag eller iltmangel? Det blev
vist aldrig opklaret. Han ligger begravet på Esbjerg nye kirkegård, og der blev rejst en flot gravsten med et relief af hans ansigt iført flyverhjelm. Han endte altså som en af byens berømte sønner, hvad vist ingen havde troet, da han var
dreng. Men somme tider er det jo de lidt egenartede og bizarre, der bliver kendt. Det er trods alt helt sjovt, at man har kendt ham og ofte leget med ham, da vi var skolebørn.
En dreng, der hed Hans, kaldet "Heise" blev fiskeskipper, og Ludvig, som jeg tror, kom fra et ret fattigt hjem, blev tømrer. Resten af drengene husker jeg ikke mere. Vi var i mellemskoleklasserne 34 elever.
Pigerne i klassen kan jeg kun huske et par stykker af. Ebba, som vi boede i hus sammen med. En der hed Ingeborg og en anden, der hed Oda, Og så var der en køn lidt eksotisk pige med det sjældne navn Stefania. Hende husker jeg for en sjov l
ille tildragelse i skolen. Vi havde en dansktime med vores højst skattede lærerinde frk. Johansen. Vi skulle have højtlæsning af en eller anden bog. Lærerinden sagde: "Stefania vil du læse", "nej", lød det højt og klart fra Stefania, og
Vi brast alle i latter, for det var helt usædvanligt, at nogen skulle kunne finde på at sige frk. Johansen imod. Det var sandelig heller ikke Stefanias hensigt±, men sagen var bare at stykket, hun skulle læse, begyndte med ordet "nej"
Jeg var meget glad for at gå i skole, og den dag vi sluttede, græd jeg såmænd. Og det er vist ikke helt almindeligt. Jeg synes, det var trist at skulle forlade alle kammeraterne. Der var tryghed over tilværelsen, så længe man var hjemme
hos far og mor og havde det daglig ge samvær med de børn, man havde kendt i så mange år.
I 3. mellem gik jeg til præst og blev konfirmeret om efteråret. Det var inden 1. verdenskrigs afslutning. Selve konfirmationen foregik i Vor Frelsers Kirke. Vi var stillet op midtergangen, piger på den ene side, drenge på den anden. Og v
i stod efter størrelse, eller højde var det vel. De største oppe ved koret og den mindste - og det var lille mig helt nede ved indgangsdøren.
Jeg havde en pegefinger i bind, fordi jeg havde hjulpet min mor med madforberedelserne dagen før. Her havde jeg fået en finger for langt ned i kødmaskinen, så den blev klemt, så blodet flød.
Mine bedsteforældre på mors side, onkel Niels og Hansine, moster Kirstine og hendes mand Thomas Mortensen var blandt gæsterne til den efterfølgende spisning. Onkel Niels gav mig en guldtyvekrone i konfirmationsgave. Jeg beholdt den i nogl
e år, men så syntes min mor, at det var bedre, jeg satte den i banken, gå den kunne trække renter. Jeg kan endnu dag ærgre mig over, at jeg fulgte hendes råd, for i dag ville det have været morsomt at eje en så sjælden mønt. Måske ville
den være lige så meget værd, hvis man i dag omsatte den, som beløbet plus renter ville være.
Nogle dage efter konfirmationen var jeg sammen med far og mor i kirken for at gå til alters. Det var ret så højtideligt for en lille dreng.
Som det var almindeligt i hvert fald dengang, blev der i forskellige hjem holdt selskaber for konfirmationskammeraterne. Det husker jeg af en helt særlig grund. Det var på det tidspunkt almindeligt som tidsfordriv at lege "borddans". Det b
estod i, at man samledes om et mindre rundt bord med 3 ben. Den slags borde var dengang ret almindelige. Benene, der sad fast på bordpladen samledes halvvejs nede og spredtes igen ud. Man satte sig omkring bordet, Lyset blev dæmpet langt n
ed, måske brugte man kun et enkelt tællelys. Deltagerne lagde hænderne på bordet med spredte fingre og sådan, at man rørte ved sidemandens lillefinger. Så sad man andægtigt et stykke tid, før man begyndte at spørge bordet, om man f.eks.
ville dø ung eller gammel, eller hvor mange år man ville leve. Bordet ville svare, idet det ene ben var et ja-ben, det andet et nej -ben og det tredje et tal ben. Ren spiritisme, men bordet rokkede sig altid, enten det nu var på grund af del
tagernes nervøse ophidselse, eller fordi en af deltagerne hjalp lidt til. Det var ret så spændende og vel egentlig også ret så mærkværdigt at gå irgang med efter en pæn kristelig konfirmation. Men vi havde i hvert fald megen spas ud af
det.Jeg var ikke ret gammel, da min morfar forærede mig sin gamle violin. I sine yngre dage havde han tjent en del til udkommet ved at spille til baller, men nu hvor han var blevet til års, var senerne til hans lillefinger, guldbrand og langem
and blevet så stive og korte, at han ikke var i stand til at strække hænderne ud. Måske skyldtes aet de mange års hårde arbejde med spade, greb og le. Min morfar havde i sin tid købt violinen af en gammel regimentsmusiker i Varde, og
instrumentet var da ca. 250 år gammelt. Den hænger endnu på min væg, fint sat i stand og spilleklar. En af mine sønnesønner skal have den en dag. Jeg fik violinundervisning i nogle år hos en frk. Bengaard, der boede i Havnegade. Senere hos en
violinlærer oppe i Jyllandsgade. Jeg husker så tydeligt, at jeg en aften hen under jul stod i vores kolde dagligstue og øvede mig. Og så kunne jeg pludselig efter noder spillet Dejlig er den Himmel blå". Jeg var umådelig begejstre±. Øvede
salmen om og om igen, så jeg juleaften kunne spille, medens de andre sang.
Nu kniber det at spille blot en enkelt lille melodi. Sidste gang jeg virkelig glædede mig over at spille, var en nat under 2. verdenskrig, hvor jeg havde brandvagt inde på Postgirokontoret. Jeg havde taget violinen med for dog at have lid
t underholdning, og så spillede jeg den halve nat. Det lød helt fantastisk i de store mennesketomme sale.
Gode gamle violin, jeg burde bruge dig noget mere. så du ikke helt mister tonen.
Jeg tror, det var medens jeg gik i 3. mellem, at lærer Lund fik samlet et lille strygeorkester af børnene i. skolen. En hel vinter mødtes vi om aftenen på skolen, hvor vi indøvede forskellige forholdsvis let spillede småstykker. Da
vinteren gik på hæld, afholdt vi en lille koncert for medlemmerne af Esbjerg musik og sangforening på hotel Royal. Det er første og sidste gang, jeg optrådte offentlig med violinspil, men det var da meget morsomt og spændende. Hvordan det har
lydt, har jeg ingen anelse om, men publikum klappede da pænt, de vi var færdige, måske var de glade for, at pinen var overstået
Vi børn havde et helt usædvanligt godt hjem. Vore forældre var rolige, besindige, ærlige, redelige og kærlige mennesker, der hadede ufred og altid helst ville se det bedste andre mennesker. Det var jo ikke i økonomisk henseende noget rig
t hjem, også takket min meget dygtige mor, manglede vi aldrig noget. Hun havde jo været syerske, før hun kom på Nørre Nebel sygehus som økonoma og sygeplejerske. Hun syede både sit eget og børnenes tøj, og det er - som en af mine
kolleger, bestyreren på Hovedtelegrafstationen sagde, bedre, end hvis ens kone har en relativ velbetalt stilling uden for hjemmet. Hans kone kunne også sy både sit eget, børnenes og tildeles mandens tøj, skjorter og lignende.
Min far gjorde jo tjeneste på fyrtransportskibet "Nordsøen" fra 1912 til 1920, de han avancerede til fyrskibsfører. Engang imellem fik vi børn lov til at komme ombord på "Nordsøen". Det var altid spændende. Under 1. verdenskrig var min
far som løjtnant af reserven indkaldt til militærtjeneste, men da "Nordsøen" samtidig blev et marinefartøj, kunne min far afvikle sin tjeneste næsten som under normale forhold. "Nordsøen" forsynedes med en lille kanon, og det var ikke få
miner, det lykkedes at sprænge eller sænke. Undertiden blev minerne slæbt i land og sprængt der. Så klirrede vinduerne i hele Esbjerg. "Nordsøen" fik også 8 hornminer ombord, som i givet fald kunne lægges ud i indsejlingen til Esbjerg. Var
"Nordsøen" selv rendt på en mine, ville der derfor næppe have været levnet så meget som en knap. Min far havde også fået udleveret en mægtig stor tromlerevolver, hvad så siden han kunne bruge den til. Men det var spændende for mig, når jeg
kom ombord i "Nordsøen", at få lov at lege med dette våben, der selvfølgelig ikke var ladt.
I moster Nicolines sygstue tilbragte jeg megen tid, for her sad jeg normalt, når hun ikke lige havde kunder på besøg, og læste lektier. Lidt snak blev det vel også til, og i de mindre klasser kunne man spørge moster til råde. Hun havde
jo engang været ansat som lærerinde i Nebel og havde bl.a. undervist min far.
Hele deres liv var min mor og moster Nicoline sammen. Det var godt for moster, for hun var ikke særlig skikket til at tage vare på sig selv eller være alene. Ufattelig flittig var hun, syede fra tidlig morgen til sent aften. Min mor havd
e da selvfølgelig også sin fordel ved at have moster Nicoline boende, for vores far var jo i sin fyrskibstjeneste fra 1904 - 1912 og fra 1920 - 1946 borte fra hjemmet hver anden måned, ja om vinteren i 2 ½ måned.
Vore forældre kom lidt sammen med beboerne i Stormgade 21, særlig tømrermester Lauritzens og fiskeskipper Pedersens. Og så havde de gennem mange år deres kortklub, hvor mændene spillede l.hombre og damerne snakker eller skærvindsel, som
spillet kaldtes på Vestjydsk. Klubbens medlemmer var foruden mine forældre, maskinmester Georg Schmeltzer, fyrskibsfører Nielsens og papir grosserer Jersøe. Undertiden deltog fyrskibsfører Nielsens bror, der var maskinmester og en kæmpesto
r mand, Jeg husker, at hans hænder var så store, at en almindelig cigar synede som en cigaret, når han sad med den mellem fingrene. Herrerne spillede inde i dagligstuen. Det normale traktement var en romtoddy og midt på aftenen et stort ka
ffebord.
Min far og mor havde jo 4 børn med fra Nørre Nebel, mig selv, Johanne Christiane født 26.7.1906, Christian født 30.5.1909 og Herluf Sig- fred født 2.1.1911.
Den 3.11.1916 fik vi en lillesøster, Inger Marie. Det husker jeg ret så tydeligt. Om eftermiddagen sad mor inde hos moster Nicoline, og hun havde det ikke rigtig godt. Jeg var såmænd så blåøjet naiv, at jeg ikke helt, var klar over, hvad
der var i vejen. Efter aftensmaden fik jeg besked på at gå op til Max Du Nord medbringende min violin, for der var truffet aftale om, at vi skulle prøve at spille sammen.
Det lød mystik, men afsted måtte jeg. Violinen havde jeg i en vandtæt pose foret med rødt stof, som min mor havde syet. Der havde ikke været råd til en ny violinkasse. Nå, jeg op til Max, og vi opholdt os i deres fine stue på 1. salen
over restaurationen. Der var tilsyneladende ingen andre hjemme i lejligheden. Max spillede fløjte, og Vi spillede det meste af aftenen. Det har nok lydt som katte jammer. Hen ad klokken 23 kom Max mor og sagde, at nu kunne jeg godt gå hjem, o
g så benede jeg af. Min far mødte mig i udgangsdøren til Lejligheden og sagde; "Nu skal du komme ind og se en ny lillesøster, du har fået". Og der lå mor i sengen med en lille bitte pige armen. Jeg tror nok, at jeg syntes, at det
egentligt var noget underligt noget. Senere blev vi umådeligt glade, for lillesøster.
Vi fik min kusine Musse Meldgaard i huset efter Inger Maries fødsel, og senere afløstes hun af min kusine Vardine Weis. Musse var jo kun nogle få år ældre end jeg, og vi var vel lige tåbelige og uansvarlige. Når jeg skriver det, hænger
det sammen med, at vi gentagne gange brugte Inger Marie som kastebold inde i spisestuen. Vi smed hende fra den ene ende af stuen til den anden, og gudskelov blev hun altid grebet rigtigt. Inger Marie bare skreg af henrykkelse, men endnu ka
n det gyse i mig ved tanken om, hvad der kunne være sket med det arme barn, om en af os havde grebet forkert. Hvor kan store børn og unge mennesker dog undertiden bære sig uansvarligt og tåbeligt ad.
Det var do under 1. verdenskrig, Inger kom til verden, og da flyttede der en jødisk familie ind på 2. sal i Frøkjærs del af huset,
Stormgade 19. De havde en søn, som jeg kom lidt sammen med. Han var også en lidt underlig fyr, for han havde det med at sidde og skære i deres fine mahognimøbler med en skarp lommekniv. Manden indkøbte gammelt jern og metal og havde
hjørnearealet mellem Stormgade og Skolegade som oplagsplads. Her tårnede jern og metal Sig op i store dynger, inden det formentlig blev sendt til Tyskland, der skulle bruge det i krigsindustrien. Efter krigen forsvandt familien, og hjørneareale
t blev overtaget af brødrene Harborg, et par vaskeægte jyder, der startede en stor automobil handel. Det var så sandelig også spændende at se alle de flotte biler, der tildeles stod ude. Men brødrene var åbenbart gode handelsfolk, for de
fik efterhånden en stor forretning.
Min mors forældre, Mortens som jeg var opkaldt efter, og Inger Maria, der altid kun blev kaldt Maria, var sammen med mors yngste bror Niels flyttet fra Lundager til Skovhøj ved Brørup samme år, som vi flyttede til Esbjerg, De drev Skovhø
j sammen, indtil morbror Niels i 1915-16 giftede sig med Hansine. Så købte mine bedsteforældre en mindre gård "Anelyst" en kilometer øst for Skovhøj.
Min mors søster Magda, hvis mand Peter Strægaard Jensen var stukket af til Amerika, da han havde sat alle sine penge til, boede med sine to drenge, Christian og Morten, hos mine bedsteforældre. Hun og drengene flyttede med fra "Skovhøj" ti
l "Anelyst".
Jeg elskede at komme på besøg hos mine bedsteforældre, og jeg tror, at jeg tilbragte hver eneste ferie, påske, pinse, sommerferie, efterårsferie og en del af juleferien på henholdsvis "Skovhøj" og "Anelyst" Juleaften fejrede jeg altid
hjemme og ligeledes min fødselsdag, hvor bedstefar og bedstemor som regel kom til Esbjerg. Bedstemor havde, medens de boede på "Skovhøj" altid et kæmpe æble med til mig. Det var ikke verdens mest velsmagende, men æblerne blev så store som en
lille fodbold. Når juleaften og fødselsdagen var overstået, drog jeg at til Brørup.
Medens mine bedsteforældre endnu boede på "Skovhøj", var jeg en dag med morbror Niels og bedstefar Morten nede å engen efter et læs hø. Man brugte jo stadig en såkaldt kassevogn en almindelig landbrugsvogn, der til kørsel af hø blev
forsynet med en slags ramme, der blev lag± oven på vognene opstående sider, Bådet gav mere bredde til at anbringe høet på. Høet blev stablet op i et par meters højde på vognen, og for at holde sammen på det blev der på langs i midten af læsset
lagt en ret svær rund bjælke, der blev strammet ned med reb foran og bag i vognen. Da vi havde fået læsset færdig, blev jeg smidt op på læsset, hvor jeg holdt mig fast i bjælken, og så kørte vi hjemad. Niels gik på venstre side af vognen
og styrede hestene. Bedste Morten, som vi kaldte han, spadserede på den anden side af vognen. Vejen, vi kørte på, var meget hullet, Så der skulle køres med stor forsigtighed. Og alligevel gik det galt. Venstre hjulpar kom ned i et par for
dybe huller i markvejen med det resultat, at vognen simpelthen væltede. Jeg røg langt ind på marken ved siden af vejen, og jeg tror nok, at bedstefar og Niels først og fremmest var bange for, at jeg skulle være blevet ramt af det lasttræ,
der holdt sammen på læsset. Det var nu ikke tilfældet. Men stakkels morbror Niels var kommet i klemme mellem hølæsset og et pigtrådshegn, hvis spidser stak gennem hans bukseende, så han hylede og bandede af hjertens lyst. Fast sad han,
til bedstefar fik fat i forken og fik så meget hø forket væk, at Niels omsider kom fri af sin noget pinefulde stilling. En gang pigtråd i enden er ikke behageligt at komme ud for.
Når vi børn sammen med far og mor undertiden aflagde søndagsbesøg på "Skovhøj", var onkel Niels aldrig karrig med at arrangere en udflugt per hestevogn. Vi kørte, husker jeg, bl.a. til Foldingbro, Estrup skov og Hulkjær.
Morbror Niels havde forstand på heste og var en god kusk. På sine ældre dage, da han og familien var flyttet til Odense, var han i mange år beskæftiget med at køre heste til for mejeriet. Hestene skulle dresseres, så de omtrent selv
kunne gå den rute, mælkevognen skulle køre. Dette arbejde var engang ved at koste morbror Niels livet. Medens han gad på bukken på den vogn, han benyttede til indkørslen af et par heste, blev vognen påkørt af en engelsk militærbil med det
resultat, at Niels blev slynget af vognen og i faldet ramte en kantsten med brystet, så han brækkede samtlige ribben i den ene side. Nogle ribbensspidger blev trykket ind lungen på ham, så blodet stod ud af halsen på ham. Morbror Niels var e
n nærmest kuglerund person, men selv hans tykke mave og velpolstrede krop kunne ikke afbøde faldet mod kantstenen. Niels kom selvfølgelig omgående på hospitalet, hvor han blev behandlet, så godt man nu kunne, Da der var stor pladsmangel
på sygehuset, blev han derefter, til man kunne skaffe ham sengeplads, anbragt på en båre i sygehusets centralvarmekælder. Og så skete der det, at man rent glemte stakkele Niel e, der en hel nat lå en forfærdelig varme og uden at være i
stand til at tilkalde hjælp. Senere sagde han, at han troede, at netop den varmekur var årsag til, at han overlevede.
Han kom sig efter nogen tid så meget, at han kunne komme hjem til Hansine, men han skulle i nogen tid fremover stille hos sin læge med mellemrum til eftersyn. Første gang han så kom til lægen, spurgte denne, hvordan Niels havde klaret at
komme ud til ham. "Ja, jeg spadserede da", sagde Niels, hvilket helt imponerede doktoren, der troede, at Niels skulle have været kørt i ambulance.
De gamle i vores familie var ikke sådan at slå ud.
Det gå alt også bedste Morten. Da han endnu boede på "Skovhøj", gik han en dag al fredsommelighed i kanten af landevejen, det der nu er hovedvej 1. Så kom en motorcyklist drønende, og han kørte lige ind i bedstefar, der blev slynget
langt væk og faldt ned på hovedet på den dengang skærvebelagte vej Han fik et kæmpe kraniebrud, kom på Brørup sygehus og senere på Rigshospitalet. Han overlevede, men han havde resten af sine dage en fordybning i issen, så stor, at man kunne
lægge kanten af sin hånd et par centimeter ned i fordybningen. Han var syg temmelig længe, men siden klagede han aldrig over, at han havde ondt i hovedet, og han drev jo da både "Skovhøj tr og "Anelyst tt i mange år bagefter.
Nu vi er inde på de slemme ting, som familiens gamle har kunnet overleve, må jeg også Lige fortælle om min bedstemore uheld. Hvornår det skete, husker jeg ikke så nøje, men det var da, medens Niela og Hansine stadig boede Bramminge.
Niels besøgte som regel sin mor en gang hver dag for lige at se, hvordan alting stod til. En middagsstund, da Niels kom, gik han ind i huset for at se, hvor bedstemor opholdt sig. Man brugte jo ikke at låse døre af dengang. Bedstemor var inge
n steder at se, men så hørte en svag jamen, der kom fra et kælderrum, hvortil der var nedgang gennem en lem i gulvet i køkkenet. Her havde bedstemor sine syltekrukker m.v. Lemmen stod åben, og da Niels kiggede ned i kælderrummet, mødte
der ham et forfærdeligt syn. Bedstemor lå bevidstløs på gulvet, og alt var rødt af blod. Niels fik tilkaldt hjælp på fra naboens telefon. Han var overbevist om, at bedstemor var slået ihjel, når flere liter blod flød om hovedet på hende.
Det var slemt og ilde faren med bedstemor, men det var nu ikke blod, hun havde mistet mest af. Bedstemor blev ilsomt i ambulance kørt til Sct. Josef hospital i Esbjerg. Hun havde også fået et meget alvorligt kraniebrud. Senere fik man klarhe
d over, hvad der egentlig var sket. Min bedstemor var, før hun nogle senere blev opereret for stær, næsten blind, men hun klarede sig selv i de vante omgivelser i sit lille hus efter bedstefars død. Hun var kommet med en stor krukke sylted
e rødbeder, overså at lemmen til kælderen stod åben, trådte ud i hullet og styrtede på hovedet ned i kælderen. Men på en eller anden måde fik hun krukken ned over hovedet, og den afbødede det frygtelige fald så meget, at bedstemor
nøjedes med det kraniebrud, som hun trods alt overlevede. Det var altså rødbedesaften, Niels så, og ikke blod, da han forfærdet kiggede ned i kælderen og så sin gamle mor svømmende i rødt.
Mine bedsteforældre havde taget en dreng til sig, da han var lille. Vi kaldte ham Store Kristian. En jul, da jeg rejste til Brørup, var det et fantastisk vintervejr med overordentlig meget sne. Store Kristian hentede mig på Brørup station
, og han kom denne gang i kane. Det var en månelys nat, og det var fantastisk spændende at køre i kane med de to heste spændt for.
Den megen sne var føget sammen til en kæmpe bunke op mod et hegn ved siden af bedstemors hønsegård. Driven var så stor, at Christian, Morten Eilif og jeg kunne grave en stor hule ind i driven. Så sad vi der med et tællelys og legede
eskimoer.
Vi 3 drenge morede os mægtigt sammen. Om sommeren tilbragte vi dage med godt vejr ved åen, hvor vi badede og fiskede. Der var nogle steder i åen, hvor der var, det vi kaldte en "Høl", et sted, hvor der var dybere, end vi kunne bunde. Jeg m
indes, at jeg engang lod mig flyde med strømmen og i det ferske vand havde ørerne under vandoverfladen. Da jeg kom på højkant, blev jeg overfaldet og overfuset af Christian, der var faldet i en "Høl" og været druknedøden nær - mente han
da. Han havde fortvivlet skreget om hjælp og troede, at jeg med vilje havde undladt at komme ham til hjælp. Nu var det nok ikke helt så farligt, for "Hullerne" strakte sig som regel kun nogle få meter langs den ene å bred, der hvor vandet
skar ind i en drejning af åen.
Nå, som jeg har skrevet i mine. erindringer fra Nørre Nebel tiden rejste Magda og drengene til U.S.A. kort efter afslutningen af 1. verdenskrig. Jeg blev ved at komme til "Anelyst", men efter 1920 var de lange ferier definitivt slut.
Da mine bedsteforældre og morbror Niels i 1912 overtog "Skovhøj", medfulgte, om jeg gå må sige, i handelen, at den tidligere ejer skulle have et værelse og kosten, til han døde. En art aftægt. Manden hed Schmidt, og han var en ganske
Interessant person. Bag "Skovhøjs" staldbygning var der dengang en stump skov, og i skoven lå et lille hus, som Schmidt brugte som værksted og oplagsplads for en masse gamle sager. Bl.a. havde han stående en rigtig "Velocipede", en af de først
e cykler ned det store forhjul og et lille bitte baghjul. Den er sikkert blevet skrottet, da Schmidt døde. Den burde være endt på et museum. Schmidt holdt bier og havde adskillige bistader i haven. Det var ret så interessant at iagttage d
e flittige biers liv og færden. Forneden på bistaderne var flyvehullet og her udfor en lille afsats, som af en eller anden grund sad på et par hængsler, så den kunne klappes op. En dag, da jeg sad og betragtede bierne og legede med
afsatsen, kom jeg til at klemme en stakkels bi, der var for udgående, flad. Og så kan det nok være, at der blev røre i boet. På et øjeblik for en mægtig sværm ud af stadet og røg på mig. Jeg flygtede med lynets hast og kom hurtigt ind i huset,
men jeg var stukket utallige steder i hovedet og på hænderne af den rasende, hævnfulde bisværm.
Mine bedsteforældres adoptivsøn Kristian eller Store Kristian, som vi kaldte ham, efter at Magdas ældste søn også var døbt Kristian, blev hos bedstefar og bedstemor til "Anelyst" blev solgt. Kristian var god, til at omgås dyrene, men dog
var der 2 gange, hvor han nær var blevet slået ihjel af heste. Den ene gang overværede jeg. Det var på "Skovhøj". Vi skulle ud at køre i morbror Niels landauer. Kristian spændte hestene for. Da han skulle til at sætte det sidste hammelreb
på hammel en på den udvendige side af den fjerneste hest, slog denne pludselig ud med begge bagben og ramte Kristian i mellemgulvet. Det varede noget, før han kom til sig selv og igen kunne trække vejret. Og så blev han båret ind i sengen
på karlekammeret, der stødte op til kostalden, næste gang, det gik galt, var på "Anelyst". Det var en vinterdag med meget stærkt regnvejr. Hestene stod inde i hestestalden, der lå i den ene ende af lade bygningen. Store Kristian skulle
give hestene noget vand at drikke. Han fyldte en zinkvaskebalje, en af de her ovale med håndtag i enderne, med vand. For at beskytte sig mod regnvejret havde han sin jakke op over hovedet og holdt jakken fast i ærmerne,
samtidig med at han holdt i håndtagene på baljen, som han bar oppe i brysthøjde. Da han trådte ind i hestestalden i den mundering, blev den ene hest så umådelig forskrækket, at den hamrede bagbenene lige ind i zinkbaljen, der blev
trykket næsten flad, medens vandet fløj helt til loftet. Zinkbaljen var jo holdt op mod Kristians mellemgulv, så han røg bardus ret ud i gården, helt slået ud. Han blev samlet op af bedstefar Morten og bragt til sengs. Det varede et par uger,
før han igen kunne gå i arbejde. Men han overlevede da.
Der var dog et år, hvor Kristian havde plads på en anden gård. I stedet for, fik min bedstefar en yngre knægt til hjælp. Jeg husker ikke hans navn, men jeg erindrer ham for noget mærkeligt, han kunne. Noget som han næsten kunne have
optrådt med, selvom det ikke var særligt passende. Han lagde sig på knæ med enden lige i vejret. Så slog han en prut. Det var der ikke noget kunstigt ved, men han havde på en eller anden måde fundet ud af, at han, når luften var gået, kunne
ligesom suge ny luft ind. Og så drønede han det af. Sugede ind igen og bragede løs, højere og højere. Det lød faktisk fantastisk. Jeg har aldrig siden hørt om sådan en kunst.
På "Anelyst" holdt bedstemor både høns, ænder og gæs. Man siger jo, "dum som en gås", men det, tror jeg, er forkert. Sagen er den, at bedstemor i mange år havde en i øvrigt ret så arrig gase, og den var sandelig et temmelig klogt stykke
fjerkræ. Hver formiddag kom den til køkkendøren, og den havde lært sig at tage fat i dørhåndtaget med næbbet og åbne døren. Så traskede den ind i køkkenet, hvor der altid ventede den et stykke brød. Arrig var den til tider, men måske
drillede Jeg den for meget. Så fór den på mig og bed mig i benene, så det gjorde av. Undertiden fik jeg dog fat omkring halsen af den, og så svingede jeg den rundt, så den røg langt væk. Og så var det ellers med at komme afsted i en fart, for
nu var gasen forfærdelig rasende og ophidset.
I mange år havde bedstefar en stor dansk hest, der hed Klaus. Det var en rolig, besindig hest. Jeg har fået mange gode rideture på Klaus, bl.a. når den skulle hentes hjem fra engen nede ved åen. Det er også hændt, at jeg er redet på den
op til Købmand Madsen i Brørup for at hente et eller andet, bedstemor stod og manglede til husholdningen. Sagerne transporterede jeg i en spånkurv, der hængte over venstre arm. Jeg kom normalt vældig godt ud af det med den rare Klaus, men
det kan jo være, at jeg en gang imellem var lidt for streng mod den, f.eks. hvis jeg ville have den til at galopere hjem op ad den ret stejle vej fra åen. Engang må Klaus have fundet, at nu kunne det være nok med mine drillerier. Jeg sad op
pe i bedstefars "kassevogn" (det er sådan en almindelig landbrugsvogn til at køre hø, korn, roer m.m. i Benene dinglede ud over siden. Så kom Klaus gående hen til mig, og ganske stille satte den alle tænderne i mit ene lår. Det gjorde
afsindigt ondt, da den bed, men den bed dog ikke til så jeg tog skade af det. Klaus, forstod jeg, ville bare lige vise mig, at der var en grænse for, hvad den ville finde sig i.
Efter krigen fik bedstefar et par "russere" Meget flotte heste, men noget vilde. De havde været med i krigen på østfronten, og det havde de bestemt ikke haft godt af. Man skulle omgås dem med stor forsigtighed, for de ville både sparke o
g bide. Endvidere skulle man holde godt øje med dem, for kunne de glippe afsted med det, stak de af, og gå kunne det vare mange dage, før man kom på sporet af dem og fik dem hentet hjem, ofte langvejs fra.
De havde jo været rideheste under krigen, og det benyttede Store Kristian og jeg os af. Vi elskede at jage afsted op ad en mark i fuld galop. Mærkeligt, at vi aldrig kom noget til under det vilde ridt, der selvfølgelig skete uden sadel. Je
g dog engang en ordentlig flyvetur, thi bedst, som vi kom stormende afsted, hesten hovedet ned mellem forbenene og standsede brat op med det resultat, at jeg flød et vældigt stykke ud luften og landede noget ublidt. Hesten stak af, men de
t lykkedes Store Kristian at ride op og få den hjem. "Anelyst" blev jo drevet på ret gammeldags vis. Der var en slåmaskine til at høste såvel hø som korn med. Men før den kom i marken, måtte man med le slå et såkaldt "skår", så maskinen
ikke kom til at køre i kornet. Kornet måtte bindes i neg med håndkraft.
Før høsten skærpede bedstefar leerne. Det skete ved, at man hamrede æggen på leen ganske tynd. I jorden blev sat et jernspyd, der foroven havde en firkantet plade, der buede nedad fra midten. Pladen var vel ca. 2 x 2 cm. Le bladet blev
anbragt på pladen, og så slog man med en hammer, hvor den ene del af hammerhovedet var formet noget lignende et stemmejern. I enden af hammerskaftet var anbragt et stort søm. Man lå ned og orde arbejdet. Under sig havde man en sæk fyldt med
halm, og sømmet i hammerskaftet satte man fast i sækken, og så bankede man ellers løs. Det var bedstefar god til.
I gården var der en såkaldt hestegang. dvs. et større tandhjul, der horisontalt greb fat i et lille tandhjul, der var forbundet med stænger, som førte ind i loen for at ende i tandhjul, der kunne sættes i forbindelse med tærskemaskinen.
På det store tandhjul var fastgjort en træbjælke, yderenden af bjælken gjorde man hammelrebet fra hestens seletøj fast. Og så gik hesten bare rundt og rundt og trak på den måde tærskeværket. Her kunne en lille dreng så få lov at gå og
spille kusk for at holde det hele i gang.
I 1913 skete en forfærdelig jernbaneulykke nær Bramminge. Et eksprestog løb af sporet, og en masse mennesker blev dræbt og hårdt kvæstet. Dagen efter ulykken, som man mente skyldtes, at solen havde opvarmet skinnerne så stærkt, at de
havde slået sig så meget, at hjulene gled uden for dem, skulle jeg til Brørup. Jeg erindrer endnu det store indtryk, det gjorde, da jeg så det smadrede tog ligge på siden. Vi måtte gå fra toget uden om ulykkesstedet til et andet holdende
tog.Under 1. verdenskrig var der i Brørup området en overgang placeret et kompagni, eller måske hedder det for rytteri en eskadron, dragoner. Soldaterne var indkvarteret rundt på gårdene. på "Skovhøj" boede der også nogle. En gang imellem
har jeg overværet, at kompagniet stillede op til dagens øvelser på vejen ud for gården. Det var så sandelig spændende at se på. Befalingsmændene kommanderede, hestene stejlede, og sabler og sager raslede.
"Anelyst" lå nabo til Brørup Kirke kun adskilt ved en vej, der førte op til fattiggården, skolen og videre ad Lindknud til. Kirkegården var omgivet af en mur, og det rar Christians, Mortens og min store fornøjelse at løbe rundt oppe på
denne mur. Kirkegården kom vi selvfølgelig også på, og det var altid spændende, når der blev gravet en ny grav, at se alle de ben og kranier, der undertiden dukkede op. Vi var nogle små noget ubetænksomme banditter, for jeg mindes, at vi
har brugt sådan et opgravet kranium til at spille fodbold med.
Der er i øvrigt en ganske mærkelig sjov eller sørgelig historie at berette om fra Christian og Mortens færden på kirkegården. En dag blev en eller anden velhavende person begravet. Da følget var gået, og graveren endnu ikke var kommet
for at kaste graven til, sprang drengene ned i hullet til eller på kisten, og Christian sikrede sig et par små sølvengle, der var sat på over kistens skruer. Graveren bemærkede selvfølgelig ingenting, men Christian var så dum nogen tid;
senere i skolen at vise kammeraterne sit rov. Nogen må have fortalt det hjemme, og så kom der ellers røre i sagen. Politiet og holdt forhør over drengene, der selvfølgelig blev truet med allandsens ulykker og hårde straffe for gravskænderi
m.m. Da var Christian og Morten bestemt ikke meget værd. Der siges, at de skreg, så det kunne høres langt væk fra "Anelyst". Men de slap dog med skrækken.
Moster Magdas drenge Christian og Morten var gode at lege med. Bl.a. spillede vi "pind", også noget der synes ukendt nutildags. Man satte 2 mursten på højkant på den lange led. Over stenene lagde man en kortere pind, og så brugte man en
længere pind til på forskellig måde at få den korte pind til at ryge så langt væk som muligt. Jeg husker ikke engang selv mere de indviklede regler. Men den lange pind brugte man også til at måle op med, hvor langt den lille pind var slået
bort. Og man kunne også blive grebet ud, når modparten opsnappede den lille pind, før den rørte jorden. Det var et udmærket spil og billigt legetøj.
Christian fik engang fat i et jern trillebør hjul. Også akslen var af jern. Christian kunne løbe kilometer efter kilometer med hænderne på akslen og enden lige i vejret. Hvordan han undgik at glide huden af indersiden af hænderne, fatter
jeg ikke, men efterhånden fik han nok sålelæder på håndfladerne.
Engang spadserede vi over til Tirslund plantage. Når man løb over markerne, var det faktisk ikke så forfærdelig langt fra "Anelyst". Det var mægtig sjovt at klatre op og ned på Tirslund stenen, der efter danske forhold virkelig er en sto
r granitklump. Den må være kommet med igen i istiden, måske fra Norge. Da vi en dag legede og klatrede på stenen, kom en flok drenge fra området. Vi var ikke velsete, her regerede de. Der opstod lidt mundhuggeri, og så pludselig røg de
fremmede drenge på Os. Anføreren for dem var noget større end os, så vi fandt det bedst at stikke af. Og det gjorde vi så, vi rendte, så lungerne hængte ud af halsen på os. Men den store anfører var hurtigere, end vi var. Han havde åbenbart
udset mig som den største til sit bytte. Gode råd var dyre, eller som min senere så gode ven P.K. plejede at sige, "Gode dyr var rådne". Men jeg var måske ikke så tosset endda. Da drengen var lige ved at fange mig, kun et skridt bag mig,
satte jeg mig med lynets hast ned med det resultat, at drengen løb mod min ryg og slog en hel kolbøtte hen over mig. Jeg nåede at lange ham en ud, før jeg skyndsomt halsede videre. Og drengen var åbenbart blevet så overrasket og fortumlet
af flyveturen, at han opgav videre forfølgelse. Jeg skal lige love for, at der blev snakket, pralet og overdrevet om vore store heltegerninger, medens vi travede hjem til bedstefar, bedstemor, moster Magda og Store Kristian.
En sommer, hvor der faldt en masse regn, dannedes der ved bedstefars mødding en hel lille dam. Det var bestemt ikke klart kildevand, men mere ejle. Men det afskrækkede aldeles ikke Christian, Morten og jeg, vi vadede i pølen dagen lang leg
ende med små træbåde, vi lavede. Men moster Magda forlangte en ordentlig gang ben vask, før vi fik lov at komme ind i huset, for vi stank som en mødding.
Bedstefar Morten, der jo var jordens rareste menneske, udførte ofte ringningen med kirkeklokken, når solen skulle ringes ned, og graveren var fraværende. Klokken bevægedes med et langt tov, der hængte uden på kirketårnet. Tårnet er
senere blevet fjernet, og klokken hænger i stedet i en fritstående klokkestabel. Det var helt høj tideligt sådan at gå med bedstefar over for at ringe solen ned og forkynde for folk, når klokken lød ud over mark og vang, at dagens travle dont
var ved at være til ende. Bagefter kunne bedstefar og jeg så gå en lille tur i marken, og jeg kan endnu se ham stryge sin knortede hånd hen over kornet. Han var nok inderst inde en større naturelsker, end man troede.
Efter en god lang sommerferie hos bedstefar, bedstemor, moster Magda, Christian, Morten og Store Kristian, var det ret så sørgmodigt at sige farvel og tænke på, at nu var der et helt år til den næste lange ferie,
Nogle feriedage blev dog også holdt i Sønder Bork sammen med mine lystige fætre og kusiner der.
Sigfred Meldgaard eller Sippe kom efter sin konfirmation i lære i sin fars købmandshandel, og læretiden suppleredes med handelsskoleuddannelse i Esbjerg, Der var undervisning et par dage om ugen, og Sippe kørte på cykel både frem og
tilbage. Det blev en 100 km tur. Sippe spiste hos mine forældre, og det var altid muntert et se ham.
Engang han besøgte os, skulle han have købt sig en ny skjorte. Jeg fulgtes med ham op i Kongensgade, og han fik købt skjorten, der blev pænt pakket ind. Så gik vi hjemad til Stormgade, idet vi så på forretninger og var i øvrigt optaget
af munter snak. Da vi kom til Stormgade 21, opdagede Sippe til sin rædsel, at han, medens vi havde pjattet og spøgt undervejs, havde tabt pakken med skjorten. Sippe var ikke glad ved situationen, hans far var ikke sådan at spege med, når de
t gjaldt penge. Vi overvejede, hvad vi dog skulle gøre. Løb så ruten, vi var gået ad igennem. Fandt ikke pakken. Besluttede at gå på politistationen. Og vi var sandelig heldige, for en ærlig finder havde Indleveret pakken. Politimanden
pakkede ud for at se, om det nu var rigtigt, hvad Sippe forklarede om en tabt skjorte. Så måtte Sippe betale en krones penge i findeløn. Papiret blev igen svøbt om skjorten, og vi drog lykkelige hjemad. Sippe kunne jo få meget ud af sådan e
n oplevelse, så munden stod ikke stille på ham på hele hjermturen. Da vi gå gik op ad trappen, trak Sippe pakken frem fra armen, hvorunder han havde holdt den. Jeg kan endnu høre ham næsten skrige:
"Herregud, æ skjovt æ væk". Den var faldet ud af politimandens mindre smarte indpakning. Som et lyn fór vi tilbage og minsandten, et stykke oppe i Skolegade lå skjorten midt på fortovet. Sikken lettelse, og som vi dog kom til at grine.
Det var faktisk også en ret så komisk tildragelse.
Maskinmester Schmeltzer købte under eller måske først efter 1. verdenskrig et stykke jord ude omkring den nuværende gade Grundtvigs Alle eller måske nærmere Rosenvængets Allé. Jorden lå tæt op ad jernbane linjen mod Bramminge. Det var en
græsmark, og her ville Schmeltzer lave en have. Han fik min far til at hjælpe sig med at få gravet og renset jorden og få anlagt haven. Der hørte et stykke gadejord til langs med jernbanen, det er senere blevet til forlængelsen af
Rosenvængets Alle. Et par meters bredde af denne jord skulle også dyrkes. Her skulle sættes kartofler. Jeg blev sat til at hjælpe med at gravejorden, og det var ikke noget lille arbejde. Til gengæld for fars hjælp skulle Schmeltzer og far dele
havens afgrøder. Det meste jorden var udlagt til køkkenhave. Kun en lille græsplæne blev det til foran et lysthus i gammel stil med en veranda foran. Så kunne man da i regnvejr gå indendørs og få en tår kaffe, og huset kunne og blev også
brugt til opbevaring af haveredskaber.
Jeg tænker, at det muligvis har været Schmeltzers drøm en dag at bygge et hus til beboelse derude. Dengang var det et ret så øde område, nu er det jo fuldt udbygget med parcelhuse.
Når vi kom derud, var det altid mægtigt spændende at klatre over trådhegnet og løbe ned på jernbaneområdet. Der var her nogle vige hvor der var opstaldet sneplove og vogne til at køre grus og sten
På et lidt senere tidspunkt blev grunden op mod Schmeltzers til salg, Den købte min far. Her var en lidt ældre have.
Det var selvfølgelig rart og hyggeligt at drive havebrug, men det var nu lidt upraktisk, at jorden lå et par kilometer fra, hvor man boede.
Der var i fars have nogle kaninbure, og de skulle selvfølgelig udnyttes. Så vi fik kaniner. De skulle fodres og have vand hver dag, gå det var lidt af en plage at få dem passet. Foderet, der bestod af græs og fandens mælkebøtter, måtte
man jo plukke på stedet. En af kaninerne var min ejendom. Da vi kom hen ad efteråret, og det blev for besværligt at tage ud til dem, og foderet blev småt, tog jeg den hjem og anbragte den i vores kulkælder, hvor vi havde koks til
kakkelovnen. Den pæne hvide kanin blev efterhånden næsten til en sort kanin, og til sidst måtte den lade livet og optræde som middagsret. Den smagte sikkert godt, men jeg kunne i hvert fald ikke spise en bid af min kære kanin. Der satte jeg
alligevel grænsen.
Far afhændede senere sin have, jeg tænker, det blev besværligt at holde den, da han kom på Horns rev Fyrskib, og det var borte hver anden måned
Han fik eller købte mange år senere en have ude i Gammel by, men den havde han kun en kortere tid. Hvis jeg ikke tager fejl, var det min svoger Aage, Johannes mand, der havde noget med erhvervelsen at gøre. Aage var jo forretningsmand, o
g der skulle ustandseligt ske noget nyt.
I en del af 4. mellemskole- og real klasse tiden havde jeg et job som biografdreng i Kino teatret. Det var Victor Lorentzen, der været ansat et stykke tid som biografdreng, som vi kaldte det, der fik mig lokket til at prøve. Man begyndte s
om programsælger. Gik rundt blandt publikum, der ventede på at blive lukket ind i salen, og råbte; "Program - 10 øre". Og folk. købte dengang programmer, som de formentlig gemte som minde om forestillingerne. Dengang gjaldt biletterne ti
l alle pladser, så når døren åbnedes, gjaldt det om at skynde sig ind i salen for at sikre sig en ordentlig plads. Folk stod tætpakket i forroyeen ventede. Det var en ældre kontrollør og program sælgerens opgave at gå om til
udgangsdørene fra salen og ind i salen til dørene, en i hver side hvor publikum skulle lukkes ind. Kontrolløren tog den ene dør, drengen den anden. Når kontrolløren så gav signal, låste man op, og så var det ellers med et flintre bort fra døren og
ned til lærredet i ellers risikerede man at blive trampet til døde.
Victor havde været programsælger, men rykkede, da jeg kom til, op til stillingen som spoledreng. Da han så holdt op - han gik jo ud af skolen fra 4. mellem - blev jeg spoledreng. Her opholdt man sig i operatørrummet oppe på 1. sal, og nå
r en spole havde været kørt i eftervisnings apparatet, skulle filmen spoles tilbage. Det var let nok, men film var åbenbart dengang knap så stærke som nutidens, for der var næppe en spole, der kørte gennem fremviseren, som ikke knækkede
en eller flere gange. Så skulle man under tilbagespolingen lappe filmen sammen.
Det foregik på den måde, at de to ender blev lagt ned i en slags kasse med tapper, der passede til filmens huller. Først den ene ende, hvorpå man så smurte et par millimeter med iseddike. Det opløste filmen delvis, og man skyndte sig et
lægge den anden ende ind over det indsmurte sted, klappede et låg i og ventede lidt. Så kunne man tage filmen ud af apparatet og spole videre.
Det var kulbuelys, man brugte i filmfremføringsapparatet, og de to kul skulle hele tiden justeres, så de gav mest muligt lys. Det lærte man også at gøre, for det kunne jo hænde, at operatøren skulle ned i et nødvendigt ærinde.
Når biografen skulle skifte filmforestilling, skulle de filmruller, der var kørt, bringes til banegården til videre forsendelse. Det var også spoledrengens opgave, og sommetider måtte programdrengen med. Det skulle gå stærkt for at nå
forsendelse til næste by med nattoget. Dengang kørte hotellerne med en vogn til togene for at hente hotelgæster. Det var en vogn med en lukket passager coupe, som man gik ind i fra bagsiden, hvor der var et trin for at lette indstigningen. Oft
e kunne vi være så heldige at kunne springe op på dette trin og så køre med stående der. Selvfølgelig legede vi også med at hoppe af og på. Engang ville jeg rigtig imponere Victor, så jeg påstod, at jeg let kunne hoppe af, når jeg stod
med ryggen i kørselsretningen. Jeg gjorde det, og jeg røg selvfølgelig lige på ryggen ned i en gang hestepærer.
Filmene blev jo dengang ledsaget af klavermusik. Pianisten sad i højre hjørne af salen op mod muren, hvor filmlærredet var. hjørnet var afskærmet med 2 høje, trævægge med en dør i. I Kino var der dengang en kvindelig pianist, datter af
en politibetjent. Ofte sad jeg under forestillingen nede hos hende, og hun kunne udmærket føre en hviskende samtale med mig, medens hun spillede. Hun kunne jo sit repertoire aldeles uden ad og på fingrene.
I det venstre hjørne var der en tilsvarende afskærmning. Herinde stod en stortromme og en tromle med skind fyldt med tørrede ærter. Stortrommen brugtes af programdrengen, når man ville gøre et i filmen affyret skud rigtig spændende. Det
gjaldt om et slå på trommen i det rigtige ødeblik, så hoppede publikum ordentlig op i stolesæderne. Det andet apparat brugtes til at forestille strømmende flod eller elvvand. Små midler med stor virkning - dengang.
Nogle aftener var vi fri efter 1. forestilling. Og vi havde gratis adgang i de andre filmteatre - Kosmorama og Biografen. Kosmorama lå på hjørnet af Jyllandsgade-Kongensgade. Biografen i Kongensgade et hus efter Kirkegade og Kino lige ve
d hjørnet, hvor Axel hus blev opført. Så jeg så faktisk i mit biograf år en utrolig masse film.
Man var jo der i 14 - 15 års alderen begyndt at blive lidt forfængelig. Man ville jo gerne være lidt smart. Derfor tog jeg en aften, før jeg skulle møde i Kino en flaske brillantine, som moster brugte, og gav håret en ordentlig
indsmøring. Håret kom til at sidde, som var det slikket. Og jeg havde en stor paryk dengang. Jeg kom på arbejde, fik solgt programmer til 1. forestilling og lukket døre op, og derpå gik jeg, da det var fint vejr, op på 1. sal, hvor der bag
operatørrummet var en slags stor altan, hvor man kunne stå og se på folk nede på Kongensgade. Jeg syntes pludselig, at det var ligesom mit hår strammede om hovedet. Jeg følte på det og opdagede til min rædsel, at håret var stift som ståltråd. Det
kunne jeg ikke forstå. Jeg holdt dog pinen ud, og da jeg forpustet kom løbende hjem, for jeg ind for at se på brillantine flasken. Jeg viste min mor flasken. Hun så på den og sagde, at hun havde brugt den da tomme flaske til at hælde en
sjat tiloversbleven gulvfernis på. Så forstod jeg bedre min stive paryk, og jeg skal love for, at der blev vasket hår i timevis den aften. Dengang syntes jeg ikke, det var spor morsomt, senere blev det jo til en ganske sjov historie om forfæn
gelighed.
I april 1920 fik jeg min realeksamen overstået, så vidt jeg husker med gennemsnitskarakteren 5.4. Dengang gik karakterskalaen jo kun til 6, så 5.4 svarede til et mg. Jeg kan ikke huske, om der var nogen egentlig afslutning efter eksamenen
, jeg tror næsten, at vi bare fik udleveret vores eksamensbevis af overlærer Larsen, og så var skolegangen slut. Jeg græd lidt, hvilket måske kan synes mærkeligt, men jeg var virkelig ked af, at skoletiden var til ende. Den bød vel på en
vis tryghed, og nu stod man pludselig og skulle ud i en anden verden Spørgsmålet var, hvad man kunne blive, ikke så meget hvad man gerne ville være. Der var stor arbejdsløshed og ret dårlige forhold overalt i tyverne. Jeg skrev adskillige
ansøgninger bl.a. til Fællesforeningen af Danmarks Brugsforening Esbjerg afdeling, der var ret så stor en affære, til Det forenede Dampskibs selskabs Esbjerg afdeling og til en fiskeeksportør. Men ingen steder kunne jeg komme Ind.
Så kom der en annonce i aviserne fra Telegrafvæsenet, der søgte et antal elever. Mine forældre syntes, at jeg skulle prøve at blive telegrafist. Det havde jeg nu ikke megen lyst til. Grunden var såmænd, at jeg drømte om engang at kunne
komme til udlandet, og det kunne jeg jo se, jeg aldeles ville afskære mig selv fra, hvis jeg føret blev statstjenestemand. Men far og mor pressede på. Det var jo sådan en god fast stilling at gå ind til, og så var der jo også til sin tid en
god pension. Det sidste især, syntes jeg nu, lå så fantastisk langt ude i fremtiden, at det var aldeles uden interesse.
Nå, jeg bøjede mig for skæbnen. Fik afleveret ansøgning på telegrafstationen og regnede egentlig med, at så var den potte ude i betragtning af, at ansøgernes antal nok blev meget stort, og at de, der blev antaget, sikkert havde langt
større eksamenskarakterer end mine 5.4.
Men der kom skam brev fra Telegrafdirektoratet, at jeg var antaget som elev, og at jeg skulle møde på telegrafkursus på 2. sal i den da kombinerede jernbane- og telegrafstationsbygning i Fredericia d. 17. maj 1920 kl. 10.
Ja., så hængte man jo på den, men det blev 30 heldigvis for mig en yderst spændende og lykkelig tilværelse, jeg gik ind til.
Min fars fætter Peter Thomsen, der boede på Bodenhofs Plads i København og var ejer af Havnens motorfærger, havde en datter, Ellen, der var gift med en ingeniør, som var ansat hos Voss i Fredericia. De boede på torvet i KFUK.s bygning.
Mine forældre må have rettet henvendelse til dem for at høre, om de kunne hjælpe med at finde et sted, hvor jeg kunne bo under kursusopholdet i Fredericia. Det viste sig, at de havde et tagkammer, som de godt ville leje ud til mig.
Da jeg skulle rejse til Fredericia, tog min mor med mig for at få mig installeret Vi havde en søndag, før kursus begyndte, og den benyttede min mor og jeg til at rejse til Ejby for at besøge familien Hansen, der tidligere havde boet i Stor
mgade 21 stuen til venstre, hvor maskinfabrikant Nielsen flyttede ind, da Hansens drog til Ejby.
Det blev en meget spændende dag, vi tilbragte i Ejby. Hansen var ivrig lystfisker, og han tog mig med på fisketur i de store moser, der dengang fandtes ved Ejby. Og her så jeg en fiskemetode, som var meget, meget spændende.
Det var gedder, vi fiskede efter og fiskegrejet var noget helt specielt. Det bestod af en kæp, hvor der i enden var fastgjort en violin E-streng. E-strengen har i den ende, der sattes fast i strengeholderen for neden på violinen, en knop t
il at fastholde strengen med i et hul, der er rundt forneden og spidser tit opefter. Knoppen er forsynet med et hul. Og så kan man, ved at putte strengen i gennem hullet, inden den fastgøres til kæppen, få en løkke. Tråden er gå stiv, at
løkken bliver stående i den størrelse, man indstiller den til. Kunsten var nu, dels at finde en gedde, der stod stille, som gedder jo gør op af sivene. Og så med forsigtighed prøve at få løkken arbejdet ind omkring gedden til efter
hovedet. Og det skulle være forsigtigt, for den mindste berøring af strengen mod gedden eller dens finner ville bevirke, at gedden var borte som i et glimt. Det lykkedes faktisk Hansen at snøre to ret store gedder. Når løkken var tilpas Inde om
gedden, rev man kæppen til sig, så løkken strammedes om gedden, og halede den på land, hvor fisken fik et godt slag i hovedet for at dræbe den. Den ene af de fangede gedder havde Hansen imidlertid ikke fået slået hårdt nok, for medens vi
fiskede videre, og gedden lå i græsset ved mosebredden, vågnede den pludselig, slog et vældigt slag med halen og fløj ud i mosen, og væk var den. Hansen sagde, at hvis den troede, den var døende, ville den ryge ned og bide sig fast i
grøden på bunden og blive der.
Den næste dag mødte jeg kl. 10 på telegrafkursus på den gamle jernbanestation. Kursuslokalerne lå på 2. sal, hvor der nu er opholdslokaler for jernbanepostkontor personale. Jeg husker intet om den første dag på kursus, men jeg tror, vi
blev vist rundt, fik en velkomsttale, timeplan m.m., før vi blev sluppet ud igen. Derimod erindrer jeg, at jeg så gik op og stillede mig på den "sorte bro", der dengang gik over banestrækningen. Her stod en anden fyr og kiggede. Vi fandt± u
d af, at vi begge var mødt på telegraf kursus. Det var Paul Nielsen, og dette vort første møde udviklede sig til et venskab, der varede til hans død 1981. Vi holdt sammen på kursus. Da vi derefter blev forflyttet til henholdsvis Esbjerg
og Hobro, holdt vi forbindelsen vedlige med mange breve. Senere mødtes vi København. I mange år, da vi begge gjorde tjeneste i Generaldirektoratet, fulgtes vi hver morgen ad til kontoret, idet Paul Nielsen, eller "P" som han altid blev kald
t, kom til at bo Værnlandsgade nær Amagerfælledvej, hvor vi boede, da han blev gift med Minna. Under kursusopholdene i Fredericia besøgte "P". mine forældre og mine bedsteforældre på, og jeg var med "P". hjemme hos hans familie i
Kliplev, hvor hans far var stationsmester. "P". var født i Hvorupgaard, hvor hans far arbejdede, til han efter genforeningen søgte til Kliplev. Og mødtes vi igen genere Fredericia, hvor P. var overpostinspektør. Vi fik dannet en lhombre klub best
ående af os to samt stationsforstander M.A. Møller og postmester Hugo Møller. Og det fik vi mange muntre aftener ud af.
På telegrafkursus lærte vi især morse, sounder (det er at høre morsetegnene), at punche (det er at lave huller i strimler til wheatstone apparater), samt engelsk, tysk, fransk og telegrafreglement. Det var ganske spændende. Efter 1.
afdeling af telegrafkursus blev jeg forflyttet til Esbjerg, og det var jeg selvfølgelig himmelhenrykt for.
De måneder, vi var på kursus i Fredericia, gik hurtigt. Det var jo i forårs- og sommertiden, og vi tilbragte noget af vores fritid med at bade fra badeanstalten på Østerstrand. Jeg havde til min konfirmation fået et udmærket
ankergangsur. En dag vi var nede at bade, havde jeg anbragt uret i brystlommen på min jakke. Da jeg så var kommet i tøjet, skulle jeg lige snøre mine sko, og jeg bøjede mig forover med det resultat, at mit gode ur faldt ud af lommen og ned i vandet.
En eller anden badende var så venlig at dykke ned og samle det op til mig, hvorpå jeg ilede op i Gothersgade til urmager Spetzler med det. Jeg forklarede, at uret havde været i vandet og bad ham sørge for at få det tørret og renset. Det
skulle de nok, jeg kunne hente det om nogle dage. Da jeg så kom nogle dage senere og spurgte efter uret, viste det sig, at det havde de rent glemt. De fandt det frem, lukkede uret op - og alle delene faldt ud, rustet helt itu. Jeg var selvføl
gelig grædefærdig og gjorde spagt lidt vrøvl, men det var de Ligeglade med. Der var ikke noget at gøre. Jeg kunne jo bare købe et nyt ur. Det skulle lige have været i dag, man bød mig en sådan optræden, men jeg var jo bare en lille
forsagt knægt dengang. Dog gik jeg aldrig forbi forretningen senere, uden jeg spyttede en god klat på ruden. Jeg tror, at jeg en dag, når jeg kommer til byen, vil gå ind og fortælle dem, hvordan de behandlede mig i 1920
Engang var jeg med Glass og en anden kursuskammerat i Vejle. Vi cyklede derop. Da vi kørte ned ad en meget stor og stejl bakke, kørte jeg flot "uden hænder" på styret. Det gik med lynets fart, og pludselig tog cyklen retning ud mod højre
; Vejene var jo ikke asfalterede som nu, men der var gerne en smal cykelsti eller bare et spor ude i vejsiden. Jeg kan den dag i dag se det store træ, som næsten strøg op ad mit hoved, før jeg fløj ud over styret og langt ind på marken.
Heldigvis tog jeg ikke større skade, end jeg kunne fortsætte cykel turen. Man skal altså have en god portion held her i livet for at slippe for at blive slået ihjel eller kvæstet
Jeg spiste på. KFUM. Det gjorde næsten alle de mandlige kursusdeltagere. Det var meget hyggeligt at mødes der, men maden var nu ikke særlig god. Til gengæld har den nok været ret så billig.
Mit værelse hos Ellen og hendes mand var et lille bitte tagkammer. Der var lige plads til en seng, et lille bord under tagvinduet, en stol og en knagerække. En petroleumslampe til belysning om aftenen. Den lampe havde i øvrigt nær slået
mig ihjel. En aften, da jeg lå i sengen og lægte, syntes jeg, det blev vanskeligere og vanskeligere at se, og jeg var underlig mat og træt. Så kom jeg heldigvis til at se op på lampen. Den havde været skruet alt for højt op, og der stod en
tyk sort røg ud af lampeglasset, som var det en dampskibsskorsten. Jeg fik hurtigt slukket lampen og åbnet tagvinduet helt op. Faktisk kunne jeg være blevet bevidstløs af iltmangel og kulos, og så være sovet helt væk.
En anden gang havde jeg besøg af Paul Nielsen. Jeg havde anskaffet mig et lille bitte spritapparat og en kedel, og så kunne vi lave os en kop the Da vi syntes, det varede noget længe, før vandet kom i kog, troede vi, at spritten var brænd
t ud. Jeg tog derfor trepæglflasken med sprit og begyndte at hælde på apparatet. Bang, sagde det, og ud stod en mægtig flamme og resten af spritten flasken. Der havde alligevel, uden at vi havde kunnet se det, været ild i apparatets sprit
. Det blev et ganske godt bål. Der var ild i tapetet, og spritten brændte oven på dynen, hvis betræk blev svedet. Jeg skal sige, at vi fik travlt med at agere brandmænd. Men sikken en forskrækkelse, Tænk, om man havde svedet hele
ejendommen af Heldigvis var det mit eget sengetøj
Det er ganske mærkeligt - eller måske er det kun naturligt, at ting, der hændte en for 60 - 70 år siden, får karakter af en flimrende film med små bitte brudstykker flyvende over lærredet. Man ser sig selv løbe op ad en trappe tagend
e 2 3 trin ad gangen, man ser det hjem i Stormgade i glimt, pludselig kommer mor, far, moster Nicoline, brødre og søstre ind billedet, man går lange åen i Brørup, ser stranden på Fanø, er med Sippe og Oskar ude i engene i Bork. Et
flimrende billede, der ruller lynhurtigt forbi. Og så pludselig noget, der står helt klart i erindringen. Det må være ting, der virkelig har optaget ens sind. Skolens dage løber også så hastigt forbi, men afbrudt af enkelte begivenheder, der
stadig sidder fast i erindringen. Derfor er det overmåde svært at nedskrive helt præcis, hvordan man levede, tænkte og handlede for så lang tid siden. Man kan bare håbe, at de tildragelser, der dannede et helt og roligt billede i erindringen
, sammenlagt kan give andre et indtryk af ens tilværelse for så mange år siden. Dengang da verden var helt anderledes end dag, og hvor man måske også selv var anderledes, selvom man ikke føler, men har ændret sig så meget. Det har man jo
nu nok med alle de påvirkninger, man i et langt liv er ude for, dels af ydre forhold og dels fra andre mennesker.
Forelskelse og kærlighed
Når menneskebørnene når en vis alder, begynder de at interessere sig lidt for det modsatte køn. Man bliver forelsket. Det må være en slags forberedende øvelser til det, der i den sidste ende betinger menneskeheden fortsatte beståen. Hvor
gammel jeg var, da jeg første gang blev vældig optaget af en pige, husker jeg ikke nøjagtigt. Det var min skolekammerat Ebba Nielsen, der blev genstand for min store interesse, uden at hun selvfølgelig fik nogen anelse derom. Hun og hende
s familie flyttede jo som omtalt ind i lejligheden i stuen til venstre Stormgade 21. Måske var det netop den omstændighed, at man kom på så nært hold af Ebba, der hurtigt fik "forelskelsen" til at dø bort.
Hendes far, der helt uden tvivl holdt særdeles meget af sine børn, og som tilsyneladende levede i et eksemplarisk ægteskab, og hvis maskinfabrik var i god gænge, gik en dag op til en isenkræmmer og købte en revolver samt patroner,
angiveligt for at kunne skyde rotter på fabriksområdet. Og så gik han en tidlig morgen ud Strandskoven, satte revolveren mod tindingen og fyrede af. Han blev mærkelig nok fundet kort efter, blev kørt på sygehuset, men døde hen ad dagen.
Selvfølgelig var det da spændende, at en man kendte begik selvmord, men vi børn tog det vist ikke videre tungt. Værre var det med moster Nicoline. Hun turde i lang tid ikke sove alene oppe på gæsteværelset. Hun syntes hele tiden, Nielsen dukkede o
p deroppe, hvad han jo var helt afskåret fra, når han var død og manglede det halve af hovedet. Men sådan var moster Nicoline bare. Sagen reddedes let ved, at hun fik en af os børn til at sove hos sig. De skulle jo nok kunne bekæmpe
afdødes ånder Konen og børnene flyttede, og i stedet for kom Gejls, også langt ude i familie til min far. De havde en søn lidt ældre end jeg. Jeg husker ham kun for engang at have sagt: "Langfredag var en bitter dag Nødh - hvor drak". Og det
var ærlig talt ikke pænt. Gejls fik senere en købmandsforretning og flyttede ud ad Bollesager.
Den nægte klassekammerat, jeg blev forelsket i var Victoria Jørgensen, datter af indehaveren af havne restaurationen, der dengang lå mellem D. F.D.S, bygning og Englandskaj en. Havneområderne så jo noget anderledes ud dengang. Jeg så
Victoria mange år senere, da var hun, om jeg husker ret, en ret så omfangsrig matrone.
Disse drengeforelskelser varede jo ikke så længe ad gangen. Den næste, jeg kastede mine øjne på, var Oda Jørgensen. Også en klassekammerat. Hendes far var oliehandler, og de boede Havnegade. Jeg husker, at jeg tilfældigt kom til at stå
ved siden af hende i Kosmorama, hvor vi ikke kunne få en siddeplads. Jeg tror ikke, at jeg så meget af filmen, for vi førte en lang hviskende samtale under hele forestillingen. Oda blev senere gift med min skolekammerat fra Tørre Nebel, Gust
av Poulsen, hvilket egentlig var ganske sjovt.
Nu da jeg er i gang med dette emne, der måske ikke er alt for spændende for andre end mig selv, men til gengæld viser lidt om, hvordan børn og unge mennesker reagerer, kan jeg lige så godt fortsætte med mine oplevelser på det punkt.
jeg kom på telegrafkursus Fredericia, faldt jeg straks for en ny pige. Hun hed Ellen Sørensen, og jeg har i dag ikke den fjerneste anelse om, hvordan hun så ud. Ude af øje, ude af sind. Det, jeg husker hende for, er, at hun engang i tyver
ne, da en af D.F.D. S. passagerbåde mellem København og Aarhus sank, med skibet. Hun kom dog uskadt land. Jeg tror for øvrigt, at skibet sank på så lavt vand, kommandobroen stadig var oven vande.
Da jeg havde været et åre tid eller måske endda Lindre på telegrafstationen i Esbjerg, fik vi nye elever fra det følgende telegrafkursus. En af dem var Emsy Dam Amby. Da jeg så hende, oplevede jeg forelskelse ved første øjekast. Jeg var
nær gået i gulvet af begejstring, og jeg ville 2 minutter efter, at jeg fik øje på pigen, have været villig til at ofre liv og lemmer for hende. En fantastisk, mærkelig oplevelse. Hvordan kan sådan noget gå til. Man har læst om det, men
jeg oplevede det faktisk selv.
Nå, pigen var vist meget sød. Vi læste fransk sammen hos en fransklærer, og jeg tror nok, at jeg fandt ud af, at der ikke var alt for meget hjemme i hovedet på damen. Og så var den potte ude.
Omkring 1924 faldt mine øjne på Frida Danielsen. Hun var en sød pige, og jeg var meget forelsket i hende. Men det gik formentlig aldrig op for hende. Vi var jo mange unge mennesker på telegrafstationen, og vi havde det muntert og godt samm
en. Fridas far var lokomotivfører, og hendes forældre boede ude i Rosenvængets Allé. Hendes far havde en stump ö ord langs med banestrækningen midtvejs mellem hans hus og Schmeltzerg grund. Her rendte jeg en dag. d. 7. juli, på Frida,
der var på vej hen for at plukke jordbær. Hun havde dagen før sammen med en flok andre unge været til 6. juli fest i Fredericias og det berettede hun meget om den formiddag.
Da jeg i 1925 var soldat og overtelegrafist på Lynetten, kom der hen på et telegram, som jeg selv modtog. Telegrammet var til mig, og det lød: Frida kom syg hjem fra Frankrig. Døde på sygehuset i nat. Ellen Tangaa. Jeg blev åbenbart
hvid i ansigtet, da jeg læste denne meddelelse, og da en af telegrafisterne kom med en mindre pæn bemærkning, uden at han selvfølgelig vidste, hvad der stod i telegrammet, var han nær blevet slået ned. Jeg var sandelig ked af det. og da jeg
havde vagt om natten og gik rundt med geværet for at passe på, at ingen trængte ind på området, der faktisk var en ø med en bro over til det faste land, syntes jeg, det hele var så trist, at jeg overvejede at kaste mig i havnen og gøre en
ende på det hele. Men så kom jeg til tænke på, at det ville mine forældre vist blive meget kede af, og så opgav jeg at drukne mig. Ja, nu kan man jo nok grine af det, men sådan en ungdoms forelskelse var jo trods alt mere alvorlig end de
forudgående mere barnlige.
Det varede noget, før jeg kom over Fridas bortgang fra denne verden. Hun havde fået blindtarmsbetændelse på hjemturen fra Frankrig, hvor hun havde været på ferie. Blev straks efter ankomst med båden fra Frankrig indlagt på sygehuset, men
blindtarmen var da sprængt, og det udviklede sig til en dræbende betændelse, som man jo dengang savnede antibiotika til at standse.
Men nu kommer lille Strit ind i billedet. Her var det ikke en pludselig forelskelse, der var tale om, men en ganske langsomt spirende kærlighed, der groede sig stærkere og stærkere. En kærlighed, der blev for hele livet og som selv nu, lan
gt over 55 år, siden den begyndte, er mindst lige så stærk og god som i ungdommens kærligheds. Så alle forelskelserne endte noget, der blev det absolut største i mit liv, min elskede lille Strit, der stadig forekommer mig at være jordens
bedste og sødeste pige, Hvor har jeg været ufattelig heldig, at livet gav mig sådan en gave. Og hvor har vi haft en vidunderlig dejlig tilværelse. Tænk at have kendt hinanden i over 60 år og aldrig nogensinde have sagt et ondt ord til
hinanden. Det kan man simpelthen ikke over for en, man elsker så højt.
For nu at vende til bage til tilværelsen i Stormgade 21, er der nogle ting, som jeg finder det værd at huske.
For enden, ud mod gaden, i den port, der førte ind til tømmerpladsen, var der en solid smedejernslåge i 2 dele. Når lågerne, der vel var over 2 m højde var lukkede, holdtes de på plads af en rund jernstang, der sad i et Øje fastmuret i
muren, og med en tap til at satte fast i lågerne. Stangen sad, når lågerne var lukkede oppe i en ca. ¾ meters højde, og det var e± godt legetøj. Men kunne gå armgang, svinge sig op på stangen, hænge i knæene o. s. v. Det sidste prøvede min
meget rare, men måske knap gå atletiske søster Johanne. Desværre drattede hun ned og ramte portens gulv med panden, hvor der blev slået et vældigt hul. Skrigende og med blodet strømmende ned over ansigtet, løb hun op til mor, der tog hende
under behandling. Huden var flækket i et ret stort kors. Det groede sammen igen, men Johanne var for tid og evighed korsmærket i panden, måske var det derfor, blev sådan et elskeligt menneske. Hun var jo kun 1 ½ år yngre end jeg, og vi
holdt bestemt meget af hinanden. Jeg mindes ikke nogensinde at have været uvenner med hende. Ordentlig og dygtig var hun. Hun gik bestemt aldrig i skole, uden at lektierne var lært. Jeg tror, hun fik rene ug til realeksamen, bortset fra gymnas
tik, og det passer jo med ovenstående tildragelse i porten.
Johanne var en trofast sjæl, og hun holdt sammen med adskillige af sine skolekammerater og veninder mange år. De havde en syklub, hvor de mødtes en gang om ugen. Skiftevis hos hinanden. Om det blev til så meget med syningen, ved Jeg ikke
, men de fik da snak for pengene. Det mest morsomme er næsten, at jeg meget ofte del tog deres sy aftener, dog uden at sy, men som en slags entertainer. De øvrige piger var bl.a. Lilly Brun, hvis far var vognmand og boede i Skolegade, datt
eren af bademester Christensen og Erna Andersen, hvis far havde skotøjsforretning oppe i Jyllandsgade. Ernas forældre oparbejdede ved flid og formentlig megen sparsommelighed en stor skotøjsforretning. Når vi fik kaffen deroppe til sy
møderne, kaldte vi den al tid "Blumenkaffe". De havde kopper med blomst i bunden, og den skimtedes tydeligt gennem den meget tynde kaffe.
Så var serveringen bedre hos Bruns. Det var tykke, glade mennesker, der gerne så lidt godt på bordet. Jeg husker, et vi aflagde besøg deroppe - de boede på 1 sal et par dage før jul. Og så serveredes der hjemmebagt franskbrød med
gåsefedt og gåsekød. Det smagte himmelsk, Jeg tror, det var ved den Lejlighed, at den trinde og muntre Lilly fik et latteranfald, der til sidst blev til latterkrampe. Hun var til slut faktisk ved at gå helt til ved det. Jeg tror, jeg forsøgte a
t redde livet på hende ved at smide en kop koldt vand i ansigtet på hende.
Engang havde bademester Christengens boende en ung engelsk pige. Hun forbavsede mig over alle grænser, for da hun havde opholdt sig Esbjerg i nogle få måneder, talte hun fuldstændig fejlfrit dansk eller Esbjerg gentisk. Nu jeg nævnte
badeanstalten, så var det på den tid samlingssted for mange af byens bedre borgermænd. Strits far kom der hver middag i mange, mange år. Dels for at få et godt bad, men måske nok så meget for den snak og sladder, der her blev servere t. Han
havde jo badekar og varmt vand hjemme i Havnegade 21
Der er endnu et par tildragelser fra barndomstiden i Stormgade 21, jeg må omtale. Her bliver det min bror Herluf, der er hovedperson. Han havde det med at komne galt afsted dengang. Senere er han jo som vores velhavende bror kommet helt go
dt afsted. Nå, spøg til side, Han blev Interessere i ridning. Det foregik på en plads i nærheden, jeg husker ikke hvor, men han ved det selv. Det var, så vidt jeg ved en slags oplagsplads, og så en dag, da han sad til hest, kastede denne
ham af, og beklageligvis havnede Herluf i en stor dynge brosten. Han så skrækkelig ud, da han nåede hjem og af mor blev taget under behandling. Det var somme tider godt, at hun i sine unge år på sygehuset i Nørre Nebel havde lært
sygepleje.Endnu værre gik det Herluf, da han sammen med nogle andre drenge brugte et hus under opførelse i Stormgade hen imod Kongensgade til legeplads efter fyraften. Det var jo mægtigt at fare rundt på stilladserne og lege tagfat. Desværre kom
Herluf til at løbe ud på nogle brædder, der ikke var understøttede, og så røg han ned ret højt oppe fra. Han ramte ikke den bare jord, men faldt såmænd ned i et stort trug med læsket kalk. Heldigvis brækkede han hverken arme eller ben, men
kom hjem, som var han en snemand, hvid over det hele, efter at han havde basket rundt i truget for at komne på højkant. Når jeg nu er begyndt på Herlufs meriter, kan jeg lige så godt tage et par mere med, selvom de fandt sted længe efter,
at jeg var rejst fra Esbjerg. Herluf kom efter realeksamen i lære hos købmand Mejlvang. Der var, syntes mor handelsblod i ham. Han handlede med andre drenge allerede som en forholdsvis lille dreng. Senere kom han om hos onkel Meldgaard i Bo
rk og i en købmandshandel i Ringkøbing. Her i Ringkøbing, mener jeg da, det var, for han var jo også i Holstebro, hvor han fandt gin søde Gerda, gik han en dag og snakkede ned en bekendt, der gik ved siden af sin hestevogn. Herluf var så
optaget af snakken, at han overså en lygte eller telefonpæl, hvorved han kom i klemme mellem vognen og pælen og det så hårdt, a± han brækkede den ene arm. Han rekreerede sig i Esbjerg hos far og mor, og Jeg var hjemme på besøg, da han var
der. Vi spillede kort, og Herluf, der kun kunne bruge den ene hånd, fik fat i to cigarkasser, som han kunne sætte sine kort fast imellem. Så var den klaret, når vi andre gav og delte ud for ham.
En sommer, jeg var på ferie i Esbjerg, var Herluf, Kesse og jeg ude at cykle en tur. På hjemvejen kørte vi om kap. Da vi var på vej op ad Nygaardsvej, var Herluf kommet foran. Han drønede ind i Nygaards gård ned til cykelkælderen, der l
å i plan med gården, prøvede at køre ind gennem døråbningen, men kom skævt for, så han halvvejs væltede og derved jog den ene arm gennem en glasrude i døren. Føj, hvor han blødte, og så måtte vores sygeplejermor igen i aktion. Jo, det
var muntre tider dengang.
Telegrafstationen i Esbjerg
Som omtalt, blev jeg efter kursustiden i Fredericia i sommeren 1920 forflyttet til Esbjerg telegrafstation, og her fandt jeg, i de 8 år jeg gjorde tjeneste der, en usædvanlig god arbejdsplads. Det var dejlige år, arbejdet var spændende fo
r en ung mand, og der var et utrolig godt forhold personalet imellem. Bestyreren hed Hanssen - med 2 er - hvorfor han normalt omtaltes som den Hansen. Der var 2 kontrollører, Fryd og Svarrer. Fryd var en nydelig og ret musikalsk mand. Ha
n var venlig og ganske humoristisk. Måske vil det fremgå af følgende lille tildragelse. Fryd havde opdaget, at en eller anden på herretoilettet splattede noget uden om WC kummen. Han satte derfor en seddel op, hvorpå han skrev jeg tror
endda, det var på vers - at den der ikke så sig i stand til at ramme hullet i kummen, burde venligst medbringe en tragt!
Kontrollør Svarrer, der stammede fra Fanø, var en lille krøbling. Han var også pukkelrygget. Han boede i en tjenestebolig i posthusets øverste etage. Og vi har da engang været deroppe til en tår kaffe. Hans søster bestyrede hus for
ham.Der var 4 noget ældre assistenter, nemlig en lidt fordrukken herre, der hed Stausø, frk. Ruth Larsen, der var datter af min gamle skolechef, overlærer A. K. Larsen på Stormgades skole, Gusta Pedersen, gift med en overassistent på
postkontoret og frk. Meta Mandal.
Gusta, som hun kaldtes, jeg ved ikke, hvad hendes rigtige fornavn var, boede i øvrigt en del Lejligheden på 1. sal i Havnegade 21.
Søren Jensens hus. Ruth Larsen og Stausø - han hed vist også Madsen, for jeg erindrer, at han oftest omtaltes som "Stadsen fra Mausø", delte tjenesten ved telegramindleveringen. Mandal og Gusta stod for telegramudbringningen.
Lidt yngre end disse var Oda LorckMadsen, Betty Theodora og Ellen Steen.
Og så var der hele den øvrige besætning. Jeg husker dem desværre ikke alle, men nogle kan jeg da erindre. Der var først og fremmest de 3 søstre Jensen, Meta, Agnes og Astrid, som eg jo senere blev meget nært forbundet med. Ellen Frida
Danielsen, Dagny Ingels, kontorassistent Nanna Adamsen, Edith og Jensine Frøkjær, Nelly Lykke Hansen, Elna Helberg, Maria Sillasen, Røile, Jeppe Arne Jepsen, Petersen, Jessen-Hansen, for at nævne nogen.
Da jeg kom på telegrafstationen, var jeg stadig en meget lille fyr. Jeg kunne ikke siddende på de ret høje stole ved telegrafbordene nå gulvet med fødderne. Det rettede sig i årenes løb. Jeg var, som det synes tilfældet i hele vores
familie, langsom i udviklingen. Endnu da jeg i 1925 var soldat, voksede jeg et par centimeter.
Personalet var stort set delt i 2 hold. Tjenesterne var den ene dag fra 8.- 14, den næste fra 14 - 22. Fra 21 - 22 med kun nogle få i arbejde. Vi syntes dengang, det var en dejlig arbejdstid, selvom vi jo kun havde fri hver anden aften. Me
n så var det jo rart, at have fri fra kl. 14 den ene dag til kl. 14 den næste. Vi havde også tjeneste hver anden søndag, og så fri en hverdag i følgende uge.
Der var et usædvanligt sammenhold mellem det yngre personale. Bridge kom på mode i de år, og det skete tit, når vi sluttede tjenesten kl. 21, at vi satte os til at spille kort i spisestuen til dem, der havde vagten til kl. 22, sluttede.
Sådan noget er vist helt utænkeligt i dag.
Vi havde ferie, men jeg tror kun, det var 1 uge om året til at begynde med. Og for de yngste blev ferien afviklet i vinterperioden, kun de noget ældre kunne få ferie om sommeren. Til gengæld var der mulighed for at bytte tjenester og tag
e 2 tjenester efter hinanden, så man kunne skaffe sig nogle samlede fridage.
Jeg husker, at jeg i sådan en vinterferie rejste til Lolland for at feriere hos min kusine Musse og hendes mejeribestyrermand Svenning Siig. Under opholdet ville Svenning en tur til Nakskov for at besøge en proprietær, der også stammede fr
a Bork området, Svenning havde en Ford 2, men af en eller anden grund lånte vi Johan Ebbes Chevrolet. Johan var jo gift med Musses søster Misse. Jeg havde fået kørekort i 1924 og fik lov at køre. Da vi om aftenen skulle hjemad, var det
blevet helt fantastisk tåget. Vi kunne næppe se vej en, og i nogle sving måtte Svenning stige ud og gå foran bilen for at vise vejen. Det var desuden frostvejr, så forruden frøs helt til. På de gamle Chevroletter var forruden delt på langs,
og man kunne til al held os åbne de 2 halvdele, så man fik frit udsyn. Til gengæld frøs vi Næsten ihjel. Nogle gange kunne vi følge efter en cyklist et stykke vej. Vi kom godt nok hjem til Frejlev mejeri, men aldrig har jeg erhvervet mig
en forkølelse, den jeg pådrog mig i den iskolde træk fra den åbne forrude.
Esbjerg telegrafstation var i tyverne en ret så travl arbejdsplads.
Fiskeeksporten måtte bruge telegrammer ved handelen på England og
Tyskland. Man kunne dengang ikke telefonere til Storbritannien. For- uden telegrafen var der også Statstelefon, som det kaldtes dengang.
Der var ret mange statstelefonabonnenter, så vi havde et såkaldt lokalbord til at betjene dem. Københavnertrafikken havde Esbjerg 2 linjer. At ringe til København krævede, at en telefonabonnent bestilte samtalen ved lokal bordet. For ikk
e at belaste de 2 linjer med egen snak blev selve afviklingen af samtalerne aftalt pr. morse. Så snart derfor en samtale var afviklet, stod henholdsvis Esbjerg og København klar med abonnenterne til den næste.
Foruden Københavnersamtalerne ekspederedes statssamtaler til Vest-, øst- og Sønderjylland. Der var. et specielt telefonvekslerbord til hver. Egentlig mærkeligt at tænke på, hvor primitiv teknikken var sammenlignet med i dag, hvor vi kan
dreje vores søns nummer i Ottawa og få forbindelse næsten lige så hurtigt som en lokal telefonsamtale.
Efterhånden som man groede fast på stationen, kom man også privat sammen med en del. Det var for mit vedkommende med bl.a. Ellen Tangaa, Dagny Ingels, kaldet Dax, og gå Agnes og Astrid samt Jessen Hansen og Jeppe Arne Jepsen.
Engang var vi en del, der var inviteret ud til Jessen Hansen, der boede hjemme hos sine forældre i Skads, hvor hans far var skolelærer. Jeg husker, at bl.a. Meta var med, medens Strit formentlig, fordi hun havde tjeneste, ikke kunne deltag
e. Da vi havde fået røget ål på franskbrød til kaffen og selvfølgelig også andet brød, skulle Jessen Hansens far læse op for os.
Det blev af Johannes V. Jensens "Gamle Johannes bibelhistorie". Det gjorde han aldeles fremragende, og jeg husker tydeligt, at især Meta morede sig overdådigt. Hun kom sådan til at grine, at hun nær aldrig var holdt op.
Dengang havde man da råd til en kage til eftermiddagskaffen på kontoret. Det var som regel en af de yngste, der måtte afsted til bageren, og det er mange gange, jeg har været afsted til Hjemmebageriet, der lå ved hjørnet af Kirkegade og
Nørregade eller Central hotellets Konditori.
Engang tyverne fik Jessen Hansens far bil, en åben Ford T., og Jessen Hansen fik kørekort. Og så inviterede han Jeppe Arne Jepsen, Peters og jeg på en større udflugt. Vi kørte, så vidt jeg husker, først til Sønderjylland og dagen efter
op langs Vestkysten. Vi overnattede på et formentlig meget billigt hotel, og jeg kan erindre, at vi også spiste der og bestilte det billigste, de havde. Jeg tror, jeg fik et stykke skinke med et par spejlæg.
Dengang var bildæk ikke, hvad de er i dag. Det var helt almindeligt at punktere, og det gjorde vi gentagne gange. Jeg har et billede, hvor vi står og lapper slangen. Men vi havde en særdeles fornøjelig udflugt, og vi så en hel del steder
, hvor jeg i hvert fald aldrig før havde været,
Jeg tror, det var medens jeg endnu var på telegrafkursus Fredericia, at jeg mødtes med far og mor, der var på udflugt til Skibelund Krat, og her erfarede jeg den glade nyhed, at far var blevet forfremmet til fyrskibsfører og skulle overtag
e Horns Rev fyrskib.
1922 fik jeg lejlighed til om vinteren at tilbringe 12 dage sammen med far på fyrskibet, og det var faktisk en skøn oplevelse. Jeg skal ikke her gentage, hvad jeg har skrevet før om opholdet, nemlig i en efterskrift, jeg lavede til min fa
rs erindringer, som jeg fandt efter hans død.
Omkring 1923 måtte mine afhænde "Anelyst", fordi bedstefar måtte på sygehuset for at blive opereret i spiserør og mavesæk. Det havde i længere tid knebet for ham at synke maden, og til sidst kunne han kun få flydende ting ned.
Bedsteforældrene flyttede til Bramminge, hvor onkel Niels og Hansine boede, efter at "Skovhøj var blevet solgt på tvangsauktion, da Niels slutningen af 1. verdenskrig gik fallit, vist mest på grund af den tyske marks enorme devaluering. Han fik inte
t for de sidste hesteleverancer, da Tyskland nærmest gik i opløsning. Bedsteforældrene købte et mindre hus på Platanvej. Her var da i hvert fald plads til en god hønse gård og køkkenhave.
Jeg husker, at jeg besøgte dem en dag, og bedstefar Morten tog talg med på en lille spadseretur i den nærliggende plantage. Her sagde han, at han var meget, meget dårlig, og at det nok ikke ville vare længe, før han døde. Det blev jeg
meget bedrøvet over at høre, men bedstefar havde ret. Han blev dårligere og dårligere af den kræft, han havde i maven. Min mor tilbragte de sidste dage, han levede, hos han.
Han blev begravet fra kirken i Bramminge., og jeg var selvfølgelig med til begravelsen. Kisten stod oppe i koret, smukt pyntet med blomster. Vi kom lidt før de fleste begravelse gæster, og jeg erindrer, at jeg gik op til kisten og lagde mi
n hånd på den, og så sagde jeg hviskende farvel til min gode bedstefar ag takkede ham for alt det, han havde været for mig.
Min mors søster, Kristine, der var gift med Thomas Mortensen, besøgte vi da også engang imellem. Thomas var en dygtig og meget foretagsom mand. Han flyttede fra den ene gård til den anden. Jeg har ikke tal på de steder, han og moster
Kristine har boet.
De havde 2 sønner og 3 døtre. Richard, Magnus, tvillingerne Thora og Agnes samt efternøleren Frida. Richard blev vist aldrig selv gårdejer, men slog sig ned i Ribe, hvor jeg tror han var arbejdsmand. Magnus havde vist arvet noget af sin fa
rs rastløshed. Han flyttede også adskil lige gange. Til sidst boede han i Gadbjerg, hvor han omkom ved en bilulykke. Thora blev gift med en lidt vidtløftig fyr. De boede en overgang i Skolegade i Esbjerg, hvor jeg af og til aflagde dem bes
øg. De fik en søn, som kom til jernbanerne. Jeg traf ham, da Jeg kom til Jernbanepostkontoret, idet han da passede D.S.B. s godsindlevering, der lå i Jernbanepostkontorets gård. Thora boede også dengang Fredericia, men flyttede så sammen
med en gammel ungdomskærlighed i Outrup, hvor hun jo havde gået skole, da Thomas og Kristine boede i Rottarp. Agnes blev gift med en vist ret velhavende hjemvendt amerikaner. Om ikke jeg husker fejl, købte de engang en af kongens af lagte R
olls Roycer eller måske Bentley. Frida fik en rar mand, Anders, og efter Thomas død, boede moster Kristine hos dem til sin død som 93 årig.
Agnes var ret påholdende i pengesager. Da moster Kristine var omkring de 90, købte hun sig en flot pels. Anders, der var lidt af en spøgefugl, var næsten klar over, hvad Agnes ville sige, når hun så den dyre frakke, så Anders, Frida og
Kristine kørte på besøg hos Agnes, og ganske rigtigt, til Anders store moro, udbrød Agnes: Jamen, ku da betal sig" Når nu hendes mor var så gammel.
En overgang havde Thomas en gammel men ganske hyggelig gård i Gørding. Der var store engarealer til, og der var godt at fiske i åen. Kristine bagte rugbrød i en stor muret, fritstående ovn et stykke fra huset. Ovnen varmedes op med
brændende lyng, til den var varm nok til at sætte de mange brød ind, når asken var raget ud. Men brødet smagte himmelsk, når det var nybagt.
Hos onkel Meldgaard i Bork fik man også en gang om ugen sådan hjemmebagt rugbrød. Det var pudsigt nok smeden i byen, der bagte i sin fritid.
Engang i tyverne, må det vel have været, døde fars meget nære ven maskinmester Georg Schmeltzer, der jo havde mistet gin kane, med hvem han havde 2 børn, 2 piger, og som derefter havde en lidt ældre dame "Nalle til at bestyre hus og hjem
. Han blev senere gift med en frk. Gade, og de boede ude i Strandbygade.
Far blev ringet op via Lauritzens telefon af fru Schmeltzer, og jeg tog med far ud til Schmeltzers hjem. Manden havde pludselig fået voldsomme hjertesmerter tidligt om morgenen. En læge blev straks tilkaldt, men han kunne intet udrette. Sc
hmeltzer lå pænt og roligt, men hvid som et lagen. Far snakkede med konen, men hvad der optog mig, og hvad jeg mest husker, var, et indholdet af Schmeltzerg lommerur, kniv, tegnebog, pung, tobak, pibe m.v. lå pænt stablet op, sådan som ha
n åbenbart gjorde det hver aften, når han gik til køds. Pudsig±, at sådan en lille ting kan blive siddende fast i ens erindring, endda så fast, at jeg den dag i dag, når jeg om aftenen tømmer lommerne, hvis jeg vil have andet tøj på den
næste dag, tænker; "Gud ved, om man en morgen finder mig stiv og kold, og så med lommeindholdet pænt lagt til side: sådan som jeg så Schmeltzers ligget.
Schmeltzer var, som sagt, en ret så særpræget natur. I en ret høj alder lærte han sig stenografi. Ombord i Nordsøen, måtte far læse op, så Schmeltzer kunne øve sig i at følge med. Schneltzer var i nogle år medlem af Esbjerg byråd, og her
kunne stenografien sikkert bruges. Desuden ved jeg, at han i mange år førte dagbog stenografisk nedskrevet. Hans ældste datter måtte mange år efter hans død studere stenografi, så hun blev i stand til at læse sin fars dagbøger.
Schneltzer havde bestemt, at han skulle brændes, når han døde. Dengang var der intet krematorium i Esbjerg, man måtte helt til Kolding for at blive svedet af. Schmeltzers kiste blev kørt i en rustvogn til Kolding, og hans nærmeste famili
e Jersøes, fyrskibsfører Nie1sens, min far, mor og jeg kørte i biler bagefter. På vejen til Kolding var vi alle inde at drikke kaffe i Hvilsted Kro. Det var smukt vejr, og vi havde det så hyggeligt, at en eller anden af selskabet udbrød:
Nu har vi det så rart, vi mangler bare Schmeltzer" Han stod jo i kisten ude på gårdspladsen Schmeltzer var ateist, så der var hverken præst eller degn tilstede, da kisten med hans jordiske levninger ganske enkelt blev båret ind i
krematoriet. Jeg kan ikke huske, nogen af følget måske gav ham et par ord med på vejen.
Nu, da jeg er i gang med at skrive om mere tragiske begivenheder, vil jeg til slut fortælle om Jørgen Falkenbergs tragiske bortgang.
Jørgens far havde en større smedeforretning. Jørgen blev udlært smed der og arbejdede der i en del år. Men så kom han ind i Esbjerg Brandkorps som brandmand, og det, tror i eg, passede godt til hans naturel. Vardine og Jørgen havde købt
hus Borgergade. De boede selv på etage. De fik 3 børn, Jens Oluf, Esther og Lizzie, og de havde et rart og hyggeligt hjem. Brandstationen lå på den anden side af Borgergade, hvor de boede, nogle få huse henne. En dag, da der var
brandøvelse, skulle Jørgen med en mand på ryggen fire sig ned i et brandtov fra det ret høje øvelsestårn, der dengang hørte til brandstationen. Jørgen fik kammeraten på skuldrene og begyndte nedfiringen, Inden de var kommet ret langt ned, brast
tovet, og de to brandmænd styrtede til å orden fra en stor højde. De blev i hast bragt til sygehuset, men døde løbet af dagen. Jens Oluf, aer havde været henne at se på øvelsen, skyndte sig hjem til sin mor og sagde noget lignende til Vardine
som: "Du kan tro, det så flot ud, da far faldt ned". Han var jo kun en lille purk. Det var et frygteligt slag for Vardine.
Efter 1. verdenskrig rasede den spanske syge, som bortrev en masse mennesker, både unge og gamle. Vardines yngre søster Gudrun døde. Også vores lille familie fik sygdommen, og vi havde den faktisk elle på en gang. Alle lå til senge med
høj feber, men ind imellem måtte en eller anden stå op for at lave lidt the og smøre nogle stykker mad, lave havregrød eller havresuppe. Jeg husker, at jeg lå til sengs på sofaen inde i spisestuen, og jeg havde så høj feber, at jeg så alle
potteplanterne i vinduet svinge fra side til gide. Men heldigvis slap vi da alle over den frygtelige sygdom uden men. Det var en god forretning at være bedemand i de tider
Lille Ecco
1920 kom min far en dag hjem fra havnen og fortalte, at han havde truffet en mand., Jens Jensen, som han havde været sammen med på sand- pumperen, da man i 1901 lavede et nyt udløb fra Ringkøbing fjord helt nede den sydligste ende. Det va
r "Gjødelen". Jensen var forblevet på sandpumperen, der havde station i Ringkøbing, men var nu flyttet til Esbjerg for at overtage stillingen som hovmester på mudder maskinen "Ægir", Min far fortalte, at Jensen, der havde en hel del børn
, havde en søn omtrent på min alder, og han syntes, at jeg skulle gå ud i Niels Juelsgade, hvor Jensen havde købt en ejendom, og gøre mig bekendt med denne søn. Det var jeg nu ikke gå forhippet på, men det må alligevel være lykkedes min
far at få mig overtalt til at gøre det. Og her traf jeg så Thomas Einar Jensen, som blev min allerbedste ven. Vi holdt sammen lige til hans død i 1977, i øvrigt på Pouls fødselsdag, som han sammen med Ea skulle have været op at fejre.
Thomas ældre brødre havde haft en sejlbåd, en dejlig kragejolle. I en storm var den blevet slynget op på kajen, og hele dens ene side blev så godt som knust. Bådens navn rar "Egmith", måske en sammentrækning af E. Schmith. Vraget blev
solgt til en sejlmager, der i hvert fald senere gjorde tjeneste i lodsvæsenet som badfører. Han plankede båden op, gå den blev som ny, og så syede han et pragtfuldt stel sejl til sprydrig med et mægtigt, tyndt topsejl, fok og klyver. Båden
blev utrolig vel sejlende.
Thomas var medlem af Esbjerg Amatør Sejlklub. Da vi havde kendt hinanden i nogen tid, tog han mig en dag med ud at sejle i en lille spids gatter, som han havde tilladelse til at bruge. Hvad båden egentlig hed aner jeg ikke, men den blev he
ller aldrig benævnt som andet end "Høkassen". Dette originale navn havde den fået, efter at man på en udflugt til Ribe på hjemturen Løb på grund på faldende vande, så man måtte vente 12 timer på næste højvande for at få båden af
grunden.Man havde intet køjetøj, men da man ikke var så langt fra land, spadserede man ind til engene og slæbte så meget hø med ud, at man fik en lun og blød seng i den lille kahyt. Jeg tror ikke, at man nogensinde helt fik alt høet ud af båden
igen.
Nå, men jeg kom altså ud med Thomas. Det var pænt sejlvejr. Han forklarede op ad stolper og ned ad stolper om, hvordan man fik båden til at sejle, og jeg fik selvfølgelig overladt rorpinden. Da vi så havde manøvreret rundt en times tid,
skulle Thomas hjemad. Vi sejlede båden ind til molen, og Thomas sprang i land, idet han sagde, at nu kunne jeg sagtens selv sejle mig en tur mere. Og det gjorde jeg, og sandelig om jeg ikke også kom godt fra det og endda fik båden manøvrere
t ind på dens liggeplads uden uheld. Det var den måde, jeg lærte at sejle på. Hurtigt, så jeg må have haft visse naturlige evner for det
Jeg blev medlem af sejlklubben, og Jeg tilbragte megen fritid på havnen. Lystfartøjerne havde dengang pladser langs det, vi kaldte Vester kaj. Det var en stenmole på vest siden af den gamle fiskerihavn, og den dannede, indtil trafikhavne
n blev anlagt, enden på Esbjerg havn, I min første tid i Esbjerg, indtil man lavede en ny fiskerihavn i forlængelse af trafikhavnsområdet, lå der masser af kuttere her, og de var end nu dengang forsynet med stor rigning og havde kun en
lille hjælpemotor. Ofte har vi beundret disse fiskefartøjer, der faktisk var meget skønne sejlere.
En dag blev der så en kragejolle til salg. Manden, der ejede den, forlangte 600 kr. kontant for båden. Jeg havde pengene, sparet op af min lille elevløn, og jeg købte båden. Det foregik ganske uhøjtideligt uden udfærdigelse af så meget
som en kvittering. Bådens navn var "Ecco", men da der fandtes en anden noget større spidsgatter i klubben med navnet Ecco, blev den aldrig omtalt gom andet end "Lille Ecco". Båden var forsynet med et relativt smalt ringdæk, den var gaffelrig
get, og man kunne sætte en klyverbom på og forøge sejl arealet med en klyver, når man f.eks. skulle sejle kapsejlads. Storsejlet var ret højpigget Sejlene var i brugbar stand omend noget skjoldede, fordi man lod dem sidde på hele
sommeren, nødtørftig dækket af en presenning, når man var i havn. Der var under kølen en jernbjælke, jeg tror, at det var et stykke jernbaneskinne. I øvrigt indenbords ballast i mindre stykker jern vistnok fra gamle skibs fyrriste. Hanefoden på
gaflen var i mindre god stand, men det fik vi let ordnet af Thomas ældre bror, Jens, der var matros i fyrvæsenet.
Og så kan det nok være, at der blev sejlet. Min arbejdstid var jo dengang 8 - 14 den ene dag og 14 - 22 den næste. Det gav frieftermiddag hver anden dag. Om aftenen sejlede jeg med min gode ven Thomas, om eftermiddagene ofte med min bror K
esse, der gik i skole, og om formiddagene alene. Det var alt sammen noget, der gav erfaring. Og hvor havde vi det dog sjovt. Der er mange små oplevelser, som huskes endnu 60 år efter.
En eftermiddag med godt vejr og en god brise, var min bror med. Han fandt på, at han godt ville ud at bade. Men ikke nok med det. Han ville have en ende om livet og gå lade sig slæbe efter båden. Han sprang overbord, og jeg halede
skøderne, og Ecco gjorde god fart. Bagude skummede vandet om min bror. Da 3 jeg syntes, det havde varet længe nok, løb jeg båden i vinden og halede brormand hen til båden. Han var dels usandsynligt rasende og dels halvt druknet. Farten havde være
t så stor, at han næsten ikke havde kunnet få hovedet op over vandet for at få en mundfuld luft. Han kunne ikke komme til at råbe, og hans fortvivlede vinken med en arm, opfattede jeg som tegn på, at alt gik fortrinligt. Siden dengang er
jeg holdt op med at prøve at slæbe nogen efter en båd.
Fartrandet ved Esbjerg er jo ikke verdens bedste til lystsejlads. Flod og ebbe forårsager virkelig stærk strøm. Til gengæld kan man, når man sejler ud mod strømmen, altid regne med at komme hjem, uanset om der er luft eller ej. Man skal
bare ind før strømskiftet.
Nordby på Fanø var som regel målet for en lille aftentur. Vi plejede at sige: "Skal vi til Nordby og tisse" (eller et lidt stærkere udtryk). Og jeg må sige, at det var sjældent, vi lod os afskrække af vejr og vind. Jeg tror faktisk, at
vi anså os selv som usårlige. Havet havde vi overhovedet ingen skræk for. Den moderne og da helt rigtige sentens, som man daglig hører gentaget i TV: "Kun en tåbe frygter ikke havet", ville vi dengang henrykt have grinet ad.
En aften, da Thomas og jeg var i Nordby, var vinden S.O., da vi skulle hjemad. Vi lå fortøjet langs den smule kaj, der dengang var efter færgelejet. Vi satte sejl og havde et værre mas med at få båden ud fra bolværket, fordi der løb en
rasende indadgående strøm. Til sidst fik vi da træk i sejlene, men måtte gå helt ned i havnen, der jo på det sted kun var en smal rende, på lavvande dårligt nok så bred, at man kunne krydse. Men vi fik da vendt uden uheld, og så gik det
ellers helt godt fremad med vinden agten for tværs og en halv kuling. Pludselig gav det et voldsomt knald. Forenden rejste sig høst op, og så kurede vi hen over et eller andet, indtil agterenden røg til vejrs og med et bump kom ned igen. Tro de
t eller ikke, men vi var simpelthen sejlet ret tværs hen over et af de store hyttefade, der brugtes i Esbjerg og på Fanø. Vi fik næsten en prop af et øjebliks skræk, men da vi opdagede, at båden stadig var tæt, endte historien med, at vi
grinede henrykt over oplevelsen.
Ja, der kunne fortælles meget aften og natture til Nordby. Vi havde i sejlklubben en skibstømrer, hvis navn jeg for længst har glemt. Han bragte snus, så der stod 111 ned ad hagen på ham, og han sagdes at være bøsse, hvilket var noget
forfærdeligt noget dengang. Jeg sejlede af og til med ham, da han havde bygget sig en mindre spidsgatter. Han gjorde dog aldrig nogensinde tilnærmelser eller nævnte sin abnormitet. Året efter, at hans spidsgatter var færdigbygget, var jeg me
d ham en aften til Nordby. Det blæste ganske godt af N.V., og pludselig knækkede den nye mast et par meter over dækket. Vi fik bjærget sejl og rigning og fik en fok slået under på den levnede mastestump, og gå humpede vi i havn i
Esbjerg.Nu jeg omtaler en knækket mast, kan jeg lige så godt nævne, at jeg ikke mindre end 3 gange har oplevet at se masten gå over bord. Den anden gang var trediverne, da jeg forlænget var flyttet til Sjælland. Jeg var på ferie i Esbjerg, hvor
mine to derboende brødre havde en lille kutter. Der skulle være aftenkapsejladser, 3 aftener i træk. Mine brødre, en af deres gode venner en bådebygger og jeg var med i kutteren, hvis navn var "Pust". Det var meget friskt, og på vej ud til
start linjen den første aften kom jeg til at kigge op på masten. Jeg nåede ikke engang at fuldføre, da jeg råbte: "Hvordan søren er det, den mast står og buer", før masten knækkede, og rigningen røg udenbords. Også denne gang var masten
brækket et godt stykke over dækket, så vi fik af mastestumpen, en bådshage og noget tovværk lavet en nødrig, så vi kunne krabbe os i havn. Så snart vi havde gjort fagt, løb vi alle op til bådeværftet, fandt en passende granpind, og
bådebyggeren gik i gang med at lave en ny magt. Den blev færdig, så vi kunne deltage i de 2 følgende afteners sejladser.
3. gang, jeg oplevede et se en mast knække var under en kapsejlads i Øresundsugen. Jeg var gast hos en god ven, Knud Sørensen, der havde en Folkebåd, som hed Klumpe.
Vi var på vej op mod et mærke noget syd for Hven. Det blæste godt af N.V., og der stod en meget svær sø, formentlig fordi vind og strøm løb mod hinanden. Da vi rutchede ned ad en mægtig sø, gav det et knald, som et bøsseskud, og så røg
hele rigningen ud over siden. Det var vantskruen, der knækkede, som var den af glas, og den var faktisk af rustfri stål. Vi fik mægtig travlt, dels med at holde masten fra bådens side, hvor den hamrede imod, dels med at få faldene løsnet og
få sejlene bjærget ind. Det lykkedes uden en rift. Så fik vi masten på dækket og fastgjort for og agter. Masten var knækket ca. 75 cm over dækket, og hvor den var brækket over, stod nogle forfærdelige spidse og skarpe træsplinter op. Det
ville have været dødsens farlig at falde ind i dem, for de var som spidse knive. Vi fik en bådshage og en pagaj bundet sammen og fastgjort til mastestumpen, fik sat et slags stag, vanter og slørstag på og hejst rokken i denne noget
ejendommelige mast.
En båd, der også deltog i kapsejladsen, havde bemærket vores uheld og kom op og spurgte, om han evt. skulle hjælpe os. Vi sagde tak, og at det kunne vi nok selv klare, hvorpå han fortsatte sejladsen,
Det mest sjove ved det hele var, at Knud, der i mange år havde været fisker på Vestkysten og sejlet med fiskekuttere i alt slags vejr, faktisk gik hen og blev søsyg. Måske var det spændingen over uheldet, der var medvirkende hertil. Men
han var hvid om næsen, så da vi igen kom under sejl og langsomt og stærkt rullende tog kurs mod Tårbæk havn, fik jeg ham til at lægge sig lidt. Vi nåede Tårbæk, kom vel ind gennem havnehullet og var endda gå smarte, at vi fik drejet
bådens. hvor den knækkede mast ragede godt ud over forenden, så vi kom fint til kaj.
Jeg kom bort fra vore mange ture til Fanø i "Lille Ecco" og også i andre både. Ejeren af, sejlmageren Spangsberg, var ikke karrig med at låne den ud, og jeg har sejlet mange eftermiddagsture i den dejlige båd. En eftermiddag gik turen ti
l Nordby. Jeg havde en fyr med, hvis navn jeg for længst har glemt, men jeg ser han for mig som en lidt fedladen fyr. Jeg tror ikke, at han var rigtig sejler, for han havde et par splinternye, brune sko på i stedet for gummisko. Nå vi ko
m til Nordby, fortøjede og gik en tur op i byen og videre ud ad vejen mod nordspidsen. Vejen gik ikke ret langt, og vi tog tilbageturen langs strandkanten. I nærheden af byen, noget før vi kom til færgelejet, var der dengang et større
åbent kloakudløb. Da vi kom til dette, tog jeg godt tilløb og sprang fint over det fæle pladder, der var i renden. Så tog ham fyren tilløb, sprang og endte nogle fod før den faste grund i renden. Som han dog tog på vej, da han kom op på tørt
land med de flotte nye sko, sokker og det nederste af bukserne pladret til i det fæle mudder i renden. Jeg tror nok, at jeg grinede ganske forfærdeligt, og staklen måtte vade ud i havvandet for at få det værste skidt af benene.
En, aften, da Thomas og jeg som sædvanlig var i Nordby, blæste det ret så stygt. Vi var oppe på kroen for at få en øl eller måske bare en sodavand, da der kom 4 drivvåde fyre ind i krostuen og spurgte, om. der var nogen, de kunne sejle
hjem med til Esbjerg. De var i en byge simpelthen væltet med båden, der blev bordfyldt. Det var heldigvis ikke langt fra flakkerne, så de svømmede derind og gik så op, til de var over for Nordby havn. Sprang så ud og svømmede over renden.
Men der løb så stærk en udadgående strøm, at de næsten var halvvejs ude af renden, før de nåede stranden på Fanø. Båden blev senere bjærget. Jeg har også prøvet at sejle i den. Det var en underlig balje. Den tilhørte en møbel eller
antikvitetshandler.
Men nu til noget helt andet, nemlig et par ganske dramatiske ture med Thomas i "Lille Ecco". Det lykkedes mig en sommer at få skaffet mig fri fra tjeneste i 8 dage. Thomas havde også fri, og han inviterede mig til at bo sammen med ham i ha
ns forældres sommerhus i Sønderho, hvor resten af familien også holdt ferie. Huset var hans faders fødehjem, og Jensen havde beholdt huset som sommerbolig. Vi blev hurtigt enige om, at vi selvfølgelig skulle sejle i "Lille Ecco" til
Sønderho.
Det var højvande omkring kl. 8, så vi aftalte at mødes på havnen senest kl. 7. Jeg kom til tiden, fik sat sejl og gjort sø klar. Men Thomas, der ofte havde meget svært ved at overholde aftalte tidspunkter, kom også denne gang for sent.
Først ved 8 tiden dukkede han op, og så skyndte vi os ud af havnen. Der var ikke al for megen luft, og da vi endelig nåede ned forbi fishhale til den snoede, men vel afmærkede rende til Sønderho, kom vi ikke ret langt i renden, før vi sad p
å grund. Vandet var sunket gå meget, at passage var umulig, før næste højvande 12 timer senere. Nå, jeg ville til Esbjerg igen, vi havde ingen mad eller drikkelse med, idet vi havde regnet med at anløbe Sønderho før middag. Men Thomas
ville under ingen omstændigheder komme hjem til Esbjerg og tilstå, at vi havde været for sent på den. Det skændtes vi så lidt om, hvorpå Thomas tilbød at betale for middagsmad på kroen i Nordby, hvis vi kunne enes om at gå dertil. Det kunne
jeg selvfølgelig godt gå med til, så vi satte kursen efter Nordby. Og vi fik sandelig en flot middag, kylling og jordbær. Så daskede vi rundt Nordby et par timer, vi købte en mægtig pose wienerbrød og fik organiseret nogle flasker, som vi
fyldte med vand. Så var vi da sikre på, at vi kunne klare os i lang tid. Vi tog fra Nordby i meget god tid før næste højvande. Da vi kom ned i renden, var der stadig alt for lidt vand. Vi sad nogen tid og kiggede os om, og så besluttede je
g mig til at trave en tur ud på flakkerne for at blive helt overbevist om, at det nu var det rigtige sted, vi skulle ind i renden. For der var flere render. Jeg gik så langt bort, at jeg til sidst kun kunne se masten af Ecco. Så opdagede j
eg, at Thomas, der jo var blevet ombord, sad oppe i masten og vinkede. Og så fik jeg fart på mod båden. Flakkerne var i øvrigt ikke rare at gå på med bare ben, for der var mange muslinger og skaller, som man skar fødderne på. Et bevis
på, hvor hurtigt vandet kan stige, fik jeg sandelig, for der, hvor jeg soppede afsted fra båden, måtte jeg på tilbageturen svømme de sidste halvhundrede meter. Nå, vi fik sat sejl, og gå løb vi gennem den særdeles interessante, snoede
rende til vi kom til Sønderho hen ad kl. 10 om aftenen. Vi havde spist vores wienerbrød undervejs, og det var dejligt at komme op i Jensens hus og få kaffe og nogle stykker mad. En lang sejlads for at dække nogle relativt få sømil.
Thomas og jeg havde en skøn ferie. I den anden halvdel af de sammenbyggede Sønderhohuse boede familien Engsted, nær beslægtet med Thomas familie. De havde en datter Magda, der senere blev gift med Astrids søster Sinnes mands bror, Sillas.
Vejret var godt under opholdet. Vi badede dagligt ude på Vest stranden. Og en dag måtte jeg redde Magda, der ikke kunne svømme, fra at drukne, da hun kom ud i et af de mange dybe huller mellem revlerne der var her sydpå. Det lyder måske
lidt dramatisk, og måske var det slet ikke så farligt endda, men unge piger skal jo nok skrige op i god tid.
Thomas, der var begyndt at gå til gymnastik i gymnastikforeningen "Hermod", øvede sig hver dag voldsomt i at lære at Blå flik-flak. Jeg skulle selvfølgelig også prøve, men da jeg så i et mægtigt spring landede ret på hovedet, som jeg
følte blev klemt helt ned i maven på mig, skulle jeg ikke nyde mere.
Vi fik god mad. Thomas far var jo ikke for ingenting kok og hovmester. Navnlig mindes jeg en ost, der blev serveret. Det var en såkaldt "bedde wost", som man selv lavede. Den var ualmindelig skrap i smagen, hvilket måske ikke var så underl
igt, for når osten var lavet, blev den pakket vældig godt ind, og så blev den lagt ud i møddingen til den gård, der omtrent var sammenbygget med Engsted / Jensens huse, til modning i en otte dages tid.
Tiden gik hurtigt. Det blev søndag igen, og Thomas og jeg skulle hjemad til Esbjerg. Vi startede på fuld højvande, og der var den dag gå meget vand inde, at vi ikke engang behøvede at følge renden det første stykke vej fra Sønderho. Det
blæste god ± af S.V., og vi for hen over grundene. Somme tider løb kølen gennem mudder, så der stod en lang stribe efter os. Det var faktisk en smule risikabelt, for hvordan var vi nogensinde kommet af grunden igen, om vi var løbet rigtig
på grund. Sjovt nok, kan jeg den dag i dag se min kuffert for mig, som den lå der i bunden af "Lille Ecco". Vi kom hurtigt til Esbjerg, jeg tror ikke, turen varede meget mere end en god times tid. Og så var en mindeværdig ferie slut.
Et år, hvor pinsen må være faldet sent, havde Esbjerg Amatør Sejlklub arrangeret pinsetur til Sjælborg. Ikke nogen imponerende lang sejlads kun små 7 sømil, men der var for de fleste af deltagerne tale om en endagstur. Ikke alle havde
kahytsbåde, og så godt som ingen af disse var udstyret med nutidens komfort.
Der var afgang fra Esbjerg kl. 8, og det var meningen, at bådene i hvert fald en del af vejen skulle følges ad. Jeg var på havnen i tide og havde gjort sø klar, men igen kom den rare Thomas først, da de andre både næsten, var ude af
sigte. Nå det var jo ikke den store begrædelighed. Foruden Thomas havde jeg en anden ung mand med. Jeg kan overhovedet ikke erindre hverken hans navn eller udseende. Det var ikke just pinsevejr med sol dans og lunhed i luften. Faktisk blæste de
t ganske godt, men den slags generede jo ikke store ånder. Vi lod fortøjningerne gå og sejlede ganske stille ud ad for havnen, der hvor Fanøfærgen nu går ind til broklappen. Det var meget lavvandet. Jeg sad ved roret, de to andre sad på
den tofte, der dengang var midt i båden. I det øjeblik, vi kom fri af molehjørnet, fik vi at føle, at det blæste, for "Lille Ecco" smed til, så Thomas og den anden fyr rousede ned i læ. Så kom der fart i båden, og vi sejlede igen
nogenlunde på ret køl. Vinden var N.V. Men nu kommer det sjove. Umiddelbart efter, at Thomas var gledet sidelæns på sædet og havde fået sig rettet op igen, greb han i lommen på sin jakke i den side, hvor han var stødt imod ringdækket, og op tog
han det meste af blomme og hvide af et råt æg, han havde haft med til sin frokost. Både jeg og den anden fyr var ved at gå til af grin, da vi så dels det knuste æg og dels Thomas rasende blikke. Og så kommer det helt usandsynlige. Thomas
blev så fantastisk rasende, at han smed sig ned på ryggen i bunden af båden og trommede med hælene i bundbrædderne. Han havde sandelig temperament den gang. Senere blev han jo mere afbalanceret.
Nå, vi tilbragte nok et kvarters tid med at få Thomas bragt til ro igen, og imedens sejlede vi stærkt sidevind til Sjælborg, hvor vi ankom hen ad middag. Vi kastede anker, og nogle kom i en "moses", en norsk jolle, som dengang fandtes på
alle fiskekuttere, og hentede os i land. Så spiste man fælles frokost i det fri, snakkede, gik småture os fik kaffe i den lille restauration, der dengang fandtes derude.
Hen ad kl. 16 - 17 trak en forfærdelig tordenbyge op. Det lynede og tordnede og regnede, som om det var verdens undergang. Vi stod selvfølgelig i læ og så naturens skuespil udfolde sig. Det blæste en hel storm, medens uvejret stod på. Vi
regnede med, at vi nok fik fint vejr bagefter, men blæsten forsvandt bare ikke, og den satte en magtig sø op. Nogle fra sejlklubben havde været i deres både, nu satte de små sejl og strøg mod Esbjerg; Thomas og jeg ville også gerne hjem
ad. Vi fik fat i den norske jolle og forsøgte at få den ud gennem brændingen, vadende i vand til midt på livet og parat til at springe op i jollen fra agter kanten. Tro det nu eller ej, pludselig kom en virkelig stor sø, der simpelthen
løftede forenden af jollen så højt op, at den slog en kolbøtte og røg ned over hovedet på os. Vi kom hurtigt ud under jollen, våde til skindet fra øverst til nederst, og så opgav vi at komme ud til "Lille Ecco, der tog nogle ordentlige ture i
søen.
Der var ingen anden udvej end at spadsere hjem til Esbjerg. Vi gik fra Sjælborg til Hjerting over hede og marker. Thomas blev så rasende, at han pludselig lagde sig ned og erklærede, at her blev han, om han så døde af sult og kulde. Jeg
sparkede ham brutalt i sidebenene, og op kom han, og videre spadserede vi, nu i dyb nattemørke. Vi kom selvfølgelig fint til Esbjerg. Jeg husker, at da jeg langt hen på natten kom hjem i Stormgade 21, så jeg, at man havde fået hvidkålssupp
e til middag. Resten stod endnu i køkkenet, og jeg åd det rub og stub.
Næste dag, da jeg havde fri om eftermiddagen, skulle Thomas og jeg selvfølgelig ud at hente "Lille Ecco". Vejret var da klaret af. Vi fik sejllejlighed med en motorbåd, der skulle ud at hente andre forladte både. Da vi nåede Sjælborg, så
vi til vor rædsel, at "Lille Ecco" stod mindst 25 meter oppe på tørt land. Ankertrossen var sprængt, og båden drevet i land på fuld højvande.
Så fik vi travlt. Ud med al ballasten, motorbåden spændt for til at trække, en 4 - 5 mand til at løfte og skubbe og anbringe grans tammer under kølen. Det lykkedes at få Ecco ud på så dybt vand, at den flød. Derpå vadede vi frem og
tilbage i tid beskæftiget med at få ballasten ombord igen. Endelig blev vi sejlklar, og så Rik det ad Esbjerg til. Thomas gad ved roret, og jeg øste, lige fra vi startede, til vi fik Ecco op på slæbestedet på Vester kaj. Mærkeligt, at båden
ikke var blevet mere medtaget af at stå der brændingen og hugge i grunden i timevis. Men der skulle bare en god gang kalfatring til, så var "Lille Ecco" sejlklar igen.
Så snart jeg havde overtaget "Lille Ecco", begyndte Thomas og jeg selvfølgelig at spekulere på kapsejladser. Vi var med til den første kort efter overtagelsen. Det var den store sejlads ud til Skalling et-kosten og retur. Det var ganske fr
iskt, og jeg må indrømmede, at det ikke gik os særlig godt. Vi var en af de sidste både, der kom ind. Det skyldtes simpelthen, at ballasten i "Lille Ecco" lå helt forker±, så båden var så luvgerrig, at vi undertiden måtte have rorpinden
helt uden for båden for at holde den fra vinden. Og det gav jo naturligvis ikke ligefrem fart i båden. vi begyndte straks efter denne kapsejllas at eksperimentere med anbringelsen af ballasten, og efterhånden fik vi sandelig båden til at sej
le ganske godt. Ja, så godt, at vi par år senere til Skalling kapsejladsen fik både 1. præmie og ærespræmie, 2 spiseskeer og en større kartoffelske i 3-tårnet sølv. Vi var endda sat i løb sammen med "Esmith", den engang klubbens absolut
bedst sejlende båd. Spangsberg havde imidlertid solgt den til et par raske fyre. De lavede den om til kahytsbåd og satte bermudarig på den, og så var dens stolte sejlertid forbi.
Nu var der det ved kapsejlads i farvandet ved Esbjerg, at det ikke alene var spørgsmålet om at sejle stærkt, men den til tider meget stærke strøm skulle man også kende, og det gjaldt i det hele taget hele farvandet, sådan at kunne gå så
tæt på flakkerne, at man undgik den værste strøm. Det var nu nok det, vi virkelig vandt på, for "Lille Ecco" stak jo kun et par fod, og vi kendte farvandet meget godt, så vi kunne komme ind, hvor større både måtte blive ude i hårdere
strøm.Foruden skeerne har jeg også en sølvplade med indgravering af bådens navn, kapsejladsen og årstal. Hvordan vi vandt den, husker jeg ikke.
Hen ad efteråret blev der afholdt en helt særlig form for sejlads. Spøgen gik ud på, at man i nattemørket skulle finde en udlagt bøje. Det eneste, man fik at vide, var, om bøjen var udlagt nord eller syd for havnen. Thomas, der dengang
havde et syn som en ørn, og som kunne se bedre i mørke, end alle andre jeg har kendt, fik engang til sådan en sejlads først øje på bøjen, og vi fik et barometer i præmie. Det var meget, meget sjove sejladser med masser af grundstødninger på
flakkerne og sejlede hid og did på jagten efter bøjen. Dengang, vi vandt barometeret, var vi for øvrigt ude for en hel dramatisk oplevelse. Det var knap nok helt mørkt, da vi sejlede ud af havnen til starten. Vinden var østlig, og vi va
r 3 både, der gik ud samtidig. Det var under megen spøg og latter, og for at følges ad med vinden agten ind, bandt vi bådene sammen. Det var meget skægt, men lige da vi kom ud mellem molehovederne, kom Englandsbåden for indgående, og den
skulle jo dreje ret snært om det sydlige molehoved for at komme ind til Englandskajen. Jeg skal sige, at vi fik travlt, og så viste det sig, at det faktisk er ret svært, at få 3 både, der ligger op ad hinanden for medvind, til at skille
s i en fart. Det gik, men det var sandelig snært på. Så siden den gang skal jeg ikke binde både sammen i snævert farvand.
Da jeg havde haft "Lille Ecco" i nogle år, lod jeg skibetømreren, hvis mast jeg var med til at sejle ud af båden, lægge nyt dæk på "Lille Ecco". Ikke i og for sig fordi der var noget i vejen med rinqdækket som sådan, men jeg ønskede, at
båden skulle blive endnu mere sødygtig. Vi sejlede jo tit hårdt, og man skulle trods alt passe på ikke at smide til i høj sø, så man bordfyldte båden. Dækket blev lavet sådan, at der kun blev et relativt lille cockpit, der var dråbeformet,
så det spidsede til et stykke bag masten. Det var virkelig godt, for nu kunne man næsten gøre med båden, hvad det skulle være.
Frækt sejlede man jo. Jeg husker en sjov lille episode fra en formiddag, jeg sejlede alene i ret kraftig blæst. Jeg gik ind i trafik havnen, hvor der langs kajen lå en ret stor engelsk lystyacht.
Ejeren gik på dækket og røg sig en Pibe tobak. Ham skal jeg give en forskrækkelse, tænkte jeg, og så satte jeg kursen lige ind på lystyachtens og da jeg kendte Ecco så godt, drejede jeg først af, så Ecco kun var få meter fra yachten. Det
gik også flot, men den gode englænders nerver var bedre, end jeg troede, for han stod ganske koldblodigt og så min i øvrigt flot udførte manøvre. Han var endda gå flink at hilse pænt. Senere i livet bliver man jo heldigvis vænnet fra at
lave den slags tosserier.
Engang, da jeg sammen med min gode ven og kollega, Jeppe Arne Jepsen sejlede en tur til Skallingen, troede jeg alligevel, at vi skulle have været til at svømme i land. Det var ret friskt, og der stod en del sø ude i nærheden af Skallingen
. Og så kom en af Englandsbådene for indgående for fuld fart. Den satte en sø op, som jeg aldrig har set magen til fra en lille sejlbåd. Jeg kan endnu se, at Ecco rousede ned ad en mægtig bølge, og jeg troede ærlig talt, at båden var
fortsat lige mod bunden, da den næste sø tårnede sig op. Men sandelig om ikke den gode lille båd fik snuden op, før vi røg ind i søen. Men pu-ha, da var jeg for en gangs skyld lidt skræmt,
Især i de sidste år, jeg havde "Lille Ecco" sejlede jeg mange hyggelige ture til Fanø med kære kolleger, selvfølgelig først og fremmest Strit og hendes rare søster Agnes. Fra Nordby spadserede vi ud til badet og gik i vandet.
1927 blev der vedtaget en lov, om at postvæsenet og telegrafvæsenet skulle sammenlægges til én etat, og så blev der tale om en masse forflyttelser af det unge telegrafpersonale, Strit kom til Vejen, jeg blev forflyttet til postkontoret i
Slagelse fra 1. maj 1928. Vi fik besked nogle måneder i forvejen. Glade var vi sandelig ikke for denne store omvæ1tning i en hyggelig, sorgløs tilværelse på telegrafstationen i Esbjerg med de mange gode venner og veninder.
Og Slagelse var jo ikke et sted, man kunne sejle, så jeg måtte se at komme af med Ecco. Det var slet ikke så let midt om vinteren, men til sidst var der en radiotelegrafist på en af England bådene, der kunne tænke sig at købe. Han ville
give 400,00 kr. kontant og så et stort skrummel af et forbedret krystalradioapparat. Det gik jeg ind på, men han stillede endvidere som betingelse, at han ville se båden i vandet og prøve at sejle i den. Det var i februar måned. Nå, vi fik
båden søsat, fik den indenbords ballast ombord og rigningen sat. Og så stod jeg ud med radio telegrafisten en eftermiddag, hvor der var godt med byger. Det var ikke ligefrem sommervarmt, men det gik da. Ecco skovlede af, og jeg husker, vi s
ejlede ned forbi Englandsbådene, og her fik vi en snebyge, så man dårligt kunne hverken se eller høre. Køberen var bestemt tilfreds med bådens egenskaber, men længe fik han nu ikke fornøjelse af skibet.
Om efteråret kom der en ganske forfærdelig storm. Ecco var da sat på land. Den stod tøjret til det store rækværk på stenmolen, men vandet steg så højt, at båden flød i de største bølger, for derefter at smadre ned i stenene. Jeg kom til
Esbjerg på et besøg nogle dage efter stormen, og selvfølgelig var jeg straks på havnen for at se, hvordan min gode "Lille Ecco" havde klaret stormen. Og hvad fandt Jeg: En jernkøl og så en masse bitte små stumper træ fra klædning, køl og
dæk. Båden var totalt smadret, der var ikke en stump træ over nogle tommers længde levnet. Et sørgeligt syn.
Nogle både var endnu ikke kommet på land, før stormen kom. Bl.a. lå formandens, revisor Clausens, ret store spidsgatter i havnen. Den var blevet bordfyldt, lå, så bare dæk og kahyt kunne ses. Men det viste sig også at være alt, hvad der
var levnet. For alt, hvad der havde været under dækket, var simpelthen væk. Det så besynderligt
Kesses lange sygdom 1924 - 25
Hen på sommeren i 1924 blev min bror Christian, eller Kesse, som vi altid har kaldt ham, meget alvorligt syg. Faretruende høj temperatur, og hans venstre lår var mærkeligt tykt og opsvulmet. Mor sendte bud efter vores læge Jessen-Peterse
n - i øvrigt en bror til vores nabo på 2. salen, fru Lervad. Han kom straks og beordrede Kasse indlagt på sygehuset. Her blev Jessen-Petersens formodning om, hvad Kesse fejlede, bekræftet. Det var et alvorligt angreb af ben marvs
betændelse i lårknoglen. Mor diskuterede tilfældet med overlæge Cold, en efter datidens forhold habil operatør. Han var indstillet på at ville fjerne Kesses ben helt fra hoften. Men det ville mor ikke gå med til. Jeg mener, at hun endda gik så
vidt, at hun sagde, at skulle Kesse gå rundt som en stakkels invalid resten af sit liv, så kunne han lige så godt dø. Cold gik så med til at prøve at redde benet ved et større indgreb. Knoglen blev blotlagt, op, og det syge marv fjernet.
Sygdommen strakte sig helt ned i knæet. Mærkeligt at tænke på, at knap en snes år senere fandt Fleming penicillinet, som formentlig, om man havde haft det i 1924, kunne have kureret Kesses sygdom i løbet af kort tid. Nu blev det et langt og
pinefuldt sygeleje for stakkels Kesse. Om jeg ikke husker galt gennemgik han 4 operationer. Han var på sygehuset i 13 måneder. Han blev så mager og tynd, at det var sørgeligt at se på.
Men det meste af tiden bevarede han trods alt humøret. Det syge ben var indpakket i en kæmpe forbinding, men det afholdt ikke Kesse fra at gøre gymnastiske øvelser. En dag, da jeg besøgte ham, viste han mig, hvor dygtig han var blevet,
idet han kunne sætte det raske ben op omkring nakken.
Selvfølgelig fik han mange bøger, blade og legetøj af forskellig art og lidt skolestudier, tror jeg også, han fandt tid og kræfter til. Der var nogle ualmindelig søde sygeplejersker, hvis kælebarm han blev. Det var bl.a. frk. Mie
Goltermann, frk. Gitte Rasmussen og frk. Christiane Hansen, vi langt senere i livet traf, da det var Astrids søster Marnas gode veninder.
Far var Jo hver anden måned ombord på fyrskibet, så mor måtte næsten daglig visse perioder cykle eller spadsere ud at ae til sin stakkels lille søn. Vi andre kom selvfølgelig også, men fra februar 1925 var jeg jo indkaldt til
soldatertjeneste.
Keese slap levende fra det, men med en mindre skavank, idet hans knæ på det syge ben ikke kunne bøjes helt så meget som normalt, og selve benet var ved de store indgreb blevet et par centimeter kortere end det raske ben. Det var dog en min
dre gene, som fremmede vel dårligt nok ville bemærke. Værre var det, at i mange, mange år efter, ja lige op til 50erne, blev der ved at arbejde sig ben splinter fra knoglen ud gennem kød og hud. De kom med mellemrun, og de forvoldte Kess
e utrolig pine, fordi de efterlod betændte, væskende sår.
For at gøre historien om Keases ben færdig skal tilføjes, at han i slutningen af 40erne fik en overlæge Thomsen fra Kysthospitalet i Juelsminde som patient på tand lægeklinikken, og så indtraf det mærkelige, at vedkommende viste sig at
være specialist i knoglemarvs betændelse, og han inviterede Kesse til at komne til Juelsminde til efterbehandling. Kesse tog imod dette tilbud, og det lykkedes overlægen ved flere operationer kombineret med de nye antibiotika, som jo netop ko
m frem herhjemme på det tidspunkt, at helbrede benet 100%
Sidste gang Kesse var indlagt på Juelsminde Kysthospital, var han der en hel måned, og det kostede ham således en måneds bruttoindtægt, men det var sandelig pengene værd.
Om det lange ophold på Esbjerg sygehus i 14 års alderen trods alt blev af en vis værdi for Kesse, ved jeg ikke, men han ligesom lærte en masse af det. Dertil kommer at han vel nok var den bedst begavede af vi 5 børn. Da han kom hjem fra
hospitalet i 1925, begyndte han efter sommerferien i gymnasiet, og i 1926 kunne han da igen komme ud at sejle i Lille Ecco.
Mens Kesse gik i gymnasiet, fik vi en radio med højtaler, (de var dengang så sjældne, at vi måtte have en sømand til at købe en til os i Holland), og jeg mindes, at Kesse gerne sad ved skrivebordet i dagligstuen og læste lektier med
højtaleren stående lige foran sig gående for fuld drøn. Sligt generede ham åbenbart ikke.
De han blev færdig med skolen, hvor han i øvrigt var fritaget for gymnastik, så han i stedet kunne kigge lidt på lektierne, blev det bestemt, at han skulle på Tandlægehøjskolen, og så måtte han til København. Tandlægeuddannelsen tog
dengang 3 år, og da jeg i 1928 d.
1. juni kom til Roskilde, fik vi lejlighed til at være sammen i mange gode weekends. Han kom til at følges på Tandlægehøjskolen med min kollega Dax Ingela bror Niels.
Der knytter sig en anden lille sørgmunter historie til Kesses lange ophold på Esbjerg sygehus. Da han blev syg, var han lige fyldt 14 år og skulle, som det dengang var tilfældet, meldes ind i sygekassen som selvstændigt medlem. Men da fa
r var på fyrskibet i juni måned, blev der ikke gjort noget ved det med det forfærdelige resultat, at far selv kom til at betale for sygehusopholdet. Heldigvis lykkedes det dog far ved henvendelse til kommunen at få prisen for opholdet sa
t ned til 5 kr. per dag. Det var alligevel en udskrivning med de lønninger, man dengang havde.
Pudsigt nok måtte Kesae også selv betale noget for opholdet på Juelsminde kysthospital, (måske fordi hospitalet lå i et andet amt), men det var nu kun 1,25 kr. per dag med eneværelse osv. Med de indtægter, man havde på det tidspunkt, var
det trods alt små penge. Men sygedagspenge fandtes ikke de indtægt var slemt nok.
Når jeg har skrevet, at Kesse nok var den af vi 5 børn, der var kvikkest i hovedet, er det sandelig ikke, fordi de andre ikke var særdeles godt begavede. Johanne gik vel ud af realklassen med rene uger bortset fra gymnastik. Herluf var de
n smarte, der forstod sig på handel og penge, og Inger Marie var også meget, meget dygtig pige.
Soldatertiden
I efteråret 1924 var jeg på session. Jeg fremsatte ønske om at komme til marinen, men jeg blev udtaget til tjeneste ved Kystartilleriet. Det var jo i den alder, knap 20 år, ganske spændende at stå der i bar skjorte for de høje
sessionsfolk og blive vejet, målt, kigget i øjne, ører og hals af en læge.
Indkaldelse til at møde d. 1. februar 1925 på Kastellet i København kom sidst på året. Jeg vil tro, at det var min altid foretagsomme moder, der rettede henvendelse til Maria Skipper, der nu boede i København sammen med hendes 2 sønner
Schack og Skipper. Maria havde jo været gift med fars ældste bror Niels, der døde omkring århundredskiftet. Senere blev hun gift med vaskeriejer Vognsen i Nebel. Da han døde, flyttede hun og sønnerne til København, hvor hun drev et
pensionat. Senere endte både hun og Skipper i Hartford, Jeg rejste til København et par dage før 1. februar og blev vel modtaget af Maria og fætrene. De tog mig med i Paladsteatret, hvad jeg tidligere har skrevet om. Hvordan jeg kom til Kastellet
, husker jeg ikke. Her fik vi udleveret munderingsgenstande. 2 uniformsjakker og 2 par benklæder, 2 huer, et par store støvler, livremme m.m. og en sabelbajonet og fik så besked om snarest muligt at melde os på Charlottenlundfortet. Vi beg
av os på ved til fods ud ad Østerbrogade slæbende på det udleverede og en kuffert ned undertøj, sokker, skjorter, sko m.m. Heldigvis var der da en, der var så smart at finde ud af, at vi 30 kunne komme med en sporvogn, ellers havde vi da
kunne slæbe os en pukkel til.
Da vi nåede Charlottenlundfortet var det blevet middagstid, og vi fik straks serveret dagens ret, grød og stegt sild. Det smagte ualmindelig godt. Det viste sig i øvrigt, at den mad, vi fik på Charlottenlundfortet, var usædvanlig vel
tilberedt, rigelig og velsmagende. De må have haft en god og ærlig kok dengang. Vi blev installeret i et stort rum, der var bygget ind i en af voldene. Cementvægge og loft. Vi var ca. 40 mand, der Skulle sove her og det i hængekøjer, der var
ophængt i 2 lag, fastgjort i kroge i cementvæggen i den ene ende og i et par bjælker, der løb på langs af rummet, i den anden ende. I hængekøjen var der en ganske smal madras, og så i øvrigt nogle tæpper til brug som dyner. Man skulle
vænne sig til at sove i en hængekøje. Bedst lå man på ryggen, men det kunne man jo ikke hele natten. Vi fik lært, hvordan tæpperne skulle rulles omkring os, så man var helt dækket. Der var jo køligt i rummet. Ingen varme bortset fra, hvad vi
selv producerede. Hvis man vågnede om natten, var der som oftest en tordnende snorken at høre. Vi lå så tæt pakket sammen, at hængekøjerne rørte ved hverandre. Før man kom ind sovesalen, var der et vaskerum med cementgulv og en lang træ
rende, indvendig beklædt med blik, som gik langs den ene væg. Over renden adskillige vandhaner med koldt vand kun. I en forgang, før man kom ind til vaske- og soverum, hang vores geværer, når vi ikke slæbte dem rundt til øvelserne. I en
barakbygning var der opholdsstue.
Den følgende dag begyndte gå vores soldateruddannelse. Vi lærte eksercits, vi rendte os varmen til i det kolde februar vejr, og vi lærte at betjene fortets 29 cm jernhaubitzere. Sådan noget som at hilse på overordnede gik man vældigt op
i. Der skulle gøres honnør med fingrene strakt vandret ind til kasket skyggen. Nå, vi havde det såmænd ganske morsomt, og befalingsmændene var nogenlunde flinke bortset fra en lille oppustet premierløjtnant, der var en ondskabsfuld
djævel.
Kystartilleriet omfattede foruden Charlottenlundfortet, Middelgrunden, Flakfortet, Lynetten, Trekroner og Dragør fort og de 2 allerede dengang delvis nedlagte, Prøvestenen og Mellemfort samt nogle forter på Madsnedø og Møen.
Rekruttiden strakte sig, så vidt jeg husker, over 3 måneder, men allerede efter 1 måneds forløb, blev en 12 - 14 af os sendt til Lynetten for at uddannes som telegrafister og telefonpassere. Vi var 3 telegraffolk, Peter Hørlyck, Birkelun
d og jeg, samt et par jernbanefolk, der også kendte til morse, og gå ellers resten håndværkere, landmænd og lign. Det blev så os telegrafister, der blev sat til at undervise de øvrige, og det var jo en helt god tjans. Hele dagen gik dog
ikke med morseundervisningen, vi var jo stadig rekrutter og måtte ud at øve os i at blive rigtige soldater.
På Lynetten boede vi i nogle ret så usle barakker. De var så utætte, at vi nogle morgener vågnede op til store driver sne, der var blæst gennem væggene. Det hele var utrolig primitivt. Spisesalen var med cementgulv, træborde og bænke.
Hver af os havde i en stor reol langs den ene endevæg et lille skabsrum til opbevaring af udleveret brød, margarine, leverpostej og pølse samt tallerkener og et krus. Der blev daglig leveret en mindre tønde øl, det sureste skibsøl, som vi
kunne drikke til maden. Kun en gang hver 14. dag, vil jeg tro, fik vi rigtig hvidtøl. Havde vi fået god mad på Charlottenlund, så fik vi til gengæld noget værre hundeæde på Lynetten. Det var en sergent, der stod for køkkenet. En del af de
ham tildelte penge til maden strøg i hans egen lomme. Der blev bare købt det ringeste af kød, fisk og grøntsager. Men vi overlevede da. Et års tid efter, at jeg var blevet hjemsendt, hørte jeg, at sergenten var blevet afsløret og idømt en
god fængselsstraf.
Et par stykker af os blev daglig udtaget til at skrælle kartofler til hele besætningen. Foruden mandskabet, der skulle uddannes og senere virke som telegrafister på forterne, var der i et par: måneder et hold gamle "basser", Disse "basser"
, som man kaldte kystartilleristerne efter rekruttiden, blev hjemsendt, da vi efter 3 måneder var færdige med rekruttiden. Og så blev de uddannede telegrafister fordelt på forterne. Jeg blev på Lynetten som overtelegrafist.
Telegrafstationen lå også inde i en bunker. Bag det lokale, hvor vi havde vores daglige arbejde med at passe telefonbordet, der betjente samtlige forter, samt et morseapparat, hvor der en gang imellem kom et telegram, var der et andet loka
le med en hel masse morseapparater. De var til anvendelse i en krigssituation. Disse morseapparater var i øvrigt i en sørgelig forfatning, og det syntes jeg var en skam, så jeg gav mig til at bringe dem i orden. Det tog sin tid, men tid ha
vde vi jo sådan set nok af. Vi var altid flere på vagt om dagen og en om natten. Vi havde et job til, nemlig at hejse og nedtage fortets dannebrogsflag kl. 8 morgen og ved solnedgang.
Engang da jeg skulle hale flaget ned, det skete, når der dengang blev affyret et kanonskud på Langelinie, flåede jeg det ned i en sådan fart, og det var selvfølgelig imod reglementet. Det skulle ske ganske langsomt og roligt. Til al uhel
d kom oberstløjtnanten netop til fortet i det øjeblik, og så var der en, der fik en ordentlig skideballe. Obersten og oberstløjtnanten tilbragte skiftevis nogle nætter på forterne, ellers så vi ikke noget til dem.
Fort chefen, en kaptajn, som vi heller ikke så meget til, boede i et hus i den nordre ende af fort området. Vi måtte af og til hjælpe til med at holde hans lille have.
De officanter og sergenter, der var tjenstgørende på fortet, boede i en barakbygning. Særlig en af dem var en utrolig fordrukken lidt ældre fyr. Hen var bådfører. Sejlede personel på landlov og igen om aftenen ud til forterne Trekroner,
Middelgrund og Flakfort, Han drak sædvanligvis 2 øl ad gangen. 2 flaskehalse i munden, og så vupti var øllet nede. Det har jeg alligevel ikke set andre præstere. Vi måtte på vagterne hente øl til ham, når han ringede på telefonen. En dag
nåede han op på at drikke omkring 50 bajere og en halv flaske snaps, så da rendte vi dagen lang.
En morgen, da han skulle afsted med båden, hvor han havde 2 basser til medhjælp, startede han motoren og sagde: "Så sejler vi" Og så stod han og styrede i sin kæfert et stykke tid uden at komme ud af stedet, for hen havde glemt at give
ordre til at slippe fortøjningerne.
Der var en yngre sergent, som vi havde til den times eksercits, vi normalt havde om dagen. Han var en pæn og meget flink fyr, men et par gange, hvor vi måske havde drillet ham vel meget, gav han os sådan et par stroppeture, at sveden rand
t af os længe efter.
Om natten var der altid en på vagt. Fra 10 - 12, 12-2, 2-4, 4 til 6. Det var ikke altid særlig rart at traske rundt i de 2 timer, lige vækket op af sin søde søvn. Bedet var vagten i sommertiden fra 4 - 6, når solen kom op. Så kunne man
gå ned til badehuset og se på den fantastiske masse edderkopper, der holdt til der.
Badebro og badehus måtte vi frit benytte i fritiden, og jeg skal love for, at der blev svømmet, Engang, da jeg skulle i vandet, løb jeg ud ad badebroen og uden at se mig for, sprang jeg på hovedet lige ned i en mægtig stor brandmand. Jeg
blev så forbrændt, at jeg faktisk løb rundt resten af dagen for at holde pinen ud.
Det var også tilladt at ro i de travaljer, der fandtes på fortet, og det gå orde vi meget ofte. Vi måtte dog ikke ro længere borts end vi kunne råbes op fra fortet.
Vi kunne købe wienerbrød i kantinen, og engang kom et væddemål i stand, idet en påstod, at han kunne spise 30 stykker wienerbrød i løbet af et nærmere fastsat tidspunkt. Vandt han, måtte vi betale, tabte han, måtte han ud med
pengene.Brødet blev købt, og vi roede ud et stykke fra fortet Da staklen nåede til en 23 - 24 stykker, kunne han, desværre for ham, ikke klemme mere ned.
Jeg havde en særlig god ven. En kraftig fyr, elektriker fra Lolland, der var bryder. Jeg tilbragte utrolig mange timer med at brydes med ham ude på græsset. Efterhånden blev jeg selv ganske skrap til brydning.
Vi havde også boksehandsker til rådighed, og ofte var der nogle dramatiske omgange om aftenen i spisesalen.
Det må vist lyde mærkeligt for nutidens soldater, at vi havde det så festligt og sjovt på fortet, at det kun var undtagelsesvis, at vi gik i land på vores fri eftermiddage. det skete for mit vedkommende, var det altid for at mødes med mi
n bedste ven, Thomas, der var tjenstgørende ved marinen.
Vi mødtes på K.F.U. M. soldaterhjem, der lå ved Nørreport. Her spiste vi til aften, normalt en gang biksemad til en 50 øre (tror jeg, det var). En gang imellem gik vi biografen. Jeg husker, at vi ville se en film i et lille bitte teater
ude på Frederiksberg. Salen var så lille, at man for at kunne forstørre filmen nok op på lærredet, måtte lade den gå via et spejl i den ene side af lokalet. Vi tog en sporvogn derud, og da vi så biografen, sprang vi af, medens sporvognen
kørte. Thomas slap godt fra det, da han sprang først, men jeg havde ikke observeret, at der en smule længere fremme, var en større udgravning ved siden af sporene. Så her røg jeg ret ned på hovedet, heldigvis uden at komme. noget videre
til.Nutidens soldater er jo utroligt forkælede. Bl.a. har de gratis rejse så tit de lyster. I 1925 fik vi tildelt 3 dages frihed og en returbillet til vores hjemsted. Det var i påsken. Så det var ikke meget, vi så til familien i soldatertiden
. Dog fik jeg en gang hilst på min far, da han var i København. Vi blev inviteret til middag hos fars fætter Peder Thomsen, der boede på Christianshavn, Bodenhoffs plads og drev Havnens motorfærger. Far havde, omkring den tid jeg blev
født, og inden han blev ansat i fyrvægenet, arbejdet et års tid for Peder Thomsen. Jeg glædede mig meget til endelig at få en ordentlig middag. Vi fik den dag klipfisk på fortet, og den var gammel, gul og ildelugtende. Og så blev jeg lidt
skuffet, da vi hos Peder Thomsen også blev præsenteret for klipfisk. Det var lidt rigeligt 2 gange på en dag. Nå, det skal siges, at klipfisken hos Peder Thomsen var mere end 1. klasses, bl.a. fordi han selv drev import af klipfisk fra
Færøerne. Men en god oksesteg ville vel nok have bekommet mig bedre.
Den lille 3 dages ferie i Esbjerg var en spændende oplevelse. Man gik jo rundt og så flot ud i uniform med den lange sabelbajonet. Jeg aflagde besøg på telegrafstationen og præsenterede mit flotte antræk for elle mine venner og især
veninder.
Astrid og Agnes kom i løbet af sommeren en tur til København, og jeg var sammen med dem en eftermiddag, hvor vi bl.a. drak kaffe på Langelinie restauranten.
Astrid og Agnes sejltur til Hamburg i 1926
Som nævnt under afsnittet "Telegrafstationen i Esbjerg" var de 3 søstre Agnes, Meta og Astrid Jensen nogle af mine bedste venner. De var døtre af forretningsfører Søren Jensen, Jyske Andels Foderstof- forretning, og de boede i Villa
Havbak, Havnegade 21.
Søren Jensen var gårdmandssøn fra Sillesthoved. Han var noget svagelig som barn og ung. Efter konfirmationen kom han i handelslære hos en købmand. Det var dengang forretninger havde en lang åbningstid, om lørdagen til kl. 11 om aftenen.
Senere overtog han sin fodrende gård, men helbredet slog ikke til det dengang hårde landboliv. Han flyttede så med familien til Vejle, hvor han fik ansættelse hos jysk Andels Foderstof. Det må have været omkring 1903. Fra Vejle gik turen
til Esbjerg som forretningsfører for jysk Andels Foderstofforretning der. Hans kone hed Ane Sørensen og stammede fra Hedegaard.
De fik en masse børn. Sine, Maren (kaldet Marna), Arme Marie, Agnes, Meta, Astrid, Hans Einar og Gerda. Sidstnævnte var en tvilling, men den anden, en dreng, der blev døbt Aksel, døde som spæd.
I Esbjerg boede familien Jensen i en led lighed i Havnegade 6 (huset er nu nedrevet) og senere i Finlandsgade, før Søren Jensen købte en stor, flot villa, der bar navnet "Havbak", Havnegade 21. Villaen indeholdt 2 lejligheder. 1. salen beb
oedes i en del år af en postassistent Petersen og hans kone Gusta, der var på telegrafstationen. Senere bredte den talrige Jensenske familie sig over hele huset.
Sine lærte at sy hatte og blev gift med typograf Jørgen Thomsen De var barnløse. Marna kom på kontoret hos Jysk Andel. Anne Marie kom efter bl.a. at have været ansat på kontoret på godset Knuthenborg også til Jysk Andel, men fik senere
ansættelse hos Amtsligningsinspektoratet, i Esbjerg Gerda der var en efternøler, kom. efter studentereksamen på Kommunekontoret. Opgav denne bestilling for at læse til lærer på Silkeborg seminarium. Blev gift med en seminariekammerat, Niels
Christian Bystrup med hvem hun fik 2 børn, en dreng Niels, og en pige Anne. Blev genere skilt fra manden. Hans Einar kom også i lære på sin fars kontor. Som et led i sin uddannelse til bragte han nogle år dels i Hamburg og dels i Bukares
t i Rumænien, før han slog sig ned som selvstændig kornagent i Ålborg. Han blev gift med en pige fra Frederikshavn med det sjældne navn "Warla". De fik 3 børn, pigerne Lis, Birgit og Vibeke.
To af de 3 søde Jensenske piger, der var på telegrafstationen, fik også en lidt mærkelig skæbne. Agnes blev gift med en mand ved navn Knud Becker Hansen, og de flyttede ind i en flot monteret lejlighed i et hus i Norgesgade. Becker Hanse
n var ansat hos det store kornfirma Eriksen og Christensen. Agnes lykke varede desværre kun kort, idet manden kun godt et års tid efter brylluppet blev afsløret som bedrager. Han havde svindlet sig en 15.000 kr. fra Eriksen og Christensen
. Der blev selvfølgelig stor opstandelse i den Jensenske familie. For at dække over skandalen betalte den rare Søren Jensen beløbet, og Knud Becker Hansen, der omgående blev skilt fra Agnes, blev tvunget til at tage til U.S.A. Jeg tror
ikke, at man nogensinde senere hørte fra ham.
I dag lyder 15.000 kr. ikke af ret meget, men i tyverne var det et ret stort beløb, vel svarende til over 200.000 i dag. Søren Jensen havde fået til sagn fra Knuds bror om, at denne påtog sig at dække en del af beløbet, men inden han fik
gjort det, blev han selv afsløret som bedrager i det firma, han var ansat i. Og så hængte Søren Jensen og Agnes på hele beløbet. Det var et frygteligt slag for stakkels Agnes. Hun var et helt usædvanlig elskeligt menneske, men hendes sind
var næsten for blødt i den onde verden.
Agnes flyttede hjem i Havnegade. Meta var blevet gravid og måtte skyndsomst giftes med en bankassistent fra Esbjerg Bank, Hakon Hartz Laursen. De overtog Agnes lejlighed i Norgesgade. De 2 børn sammen Inge og, Alice. Noget helt lykkeligt æ
gteskab, tror jeg ikke det var. Hakon drak lidt rigeligt. Og så kom det næste slag for den Jensenske familie, idet også Hakon begik bedrageri i banken, hvor han var ansat. Han var ellers ud af en pæn familie. Faderen var, om jeg ellers hus
ker ret, lærer i Randers. og så blev også Metas ægteskab opløst.
Senere blev Agnes igen gift, denne gang med Hartvig Heinrich Rambusch, der altid gik under kælenavnet Vigge. Han var en særdeles begavet mand og ansat på dommerkontoret. Han havde ±tidligere været gift med Ingeborg, senere gift Licht, me
d hvem han havde en datter Ida. Alt tegnede sig nu lyst for den følsomme Agnes, men desværre var Vigge en dårlig økonom, og han kom også ud i økonomiske vanskeligheder. Han blev dog reddet ud af dem ved familiens hjælp, og han forlod
dommerkontoret. Dygtig, som han var, lykkedes det ham at blive kompagnon med den store sagfører Jæger i Esbjerg. Det tog dog vist temmelig mange år, før Vigges økonomi atter var bragt på fode, og der er ingen tvivl om, at det ramte Agnes mege
t hårdt. Hun havde beholdt sin stilling som telegrafassistent, og hendes løn hjalp vel med til at stabilisere forholdene, Vigge og Agnes fik 2 børn, drengen Sigurd og pigen Gerda. De havde arvet deres forældres gode forstand og blev begg
e cand. mag er.
Hvad der nu har foranlediget det, skal. jeg ikke med vished kunne udtale mig om, men i begyndelsen af krigen, formørkedes stakkels, blide Agnes sind. Hun kom på Esbjerg sygehus, hvor vi engang besøgte hende. Hun var desværre ikke til rigti
g at trænge ind på og syntes nærmest skrækslagen over at se Strit og mig. Senere kom hun på Vester Vedsted, og her dræbte hun sig selv ved at proppe et æble, hun havde fået serveret, ned i halsen, så hun kvaltes, før nogen opdagede, hvad
hun havde gjort.
Onkel Vigge giftede sig så med Agnes søster Meta. Vigge gjorde et stort og fortjenstfuldt arbejde for Frihedsbevægelsen under krigen. Han blev taget af tyskerne og måtte tilbringe lang tid i tyske koncentrationslejre. Han var meget medtage
t, da han ved krigens slutning igen kom til Danmark.
Om Marna må jeg berette, at hun i tyverne var forlovet med en kammerat fra Vejle tiden, Poul Jensen, der var ansat Ø.K., og som tilbragte en del år i Kina. Han var en usædvanlig god og rar mand, men Marna kunne af en eller anden mærkelig
grund ikke rigtig med ham. I stedet fik hun en slags ven Axel Feerup, der forekom mig en Lidt underlig, noget fordrukken person. Han havde, som ansat i sin fars skibsprovianteringsforretning i Havnegade, sin gang på skibe, der anløb Esbjerg
. Og det blev hans død, idet han en vinteraften i mørke, måske noget påvirket, faldt i havnen og druknede.
Marna var kvik i hjernen og uden tvivl i de mange år, hun for en sølle løn arbejdede på Jysk Andel, en stor hjælp for søren Jensen.
Se, det var en noget lang indledning til en uhyre dramatisk oplevelse for Agnes og Strit i 1926.
Foruden sin Stilling som forretningsfører jysk Andels Esbjerg afdeling havde Søren Jensen et job som reder for et lille dampskibeselskab, der ejede en mindre damper "Phønix", der sejlede mellem Esbjerg og Hamburg. På nedturen lastet med kr
eaturer og på hjemrejsen medbringende korn- og foderstof formentlig bestemt til jysk Andel. Skibet førtes af en kaptajn Andersen.
Hans Einar var i 1926 ansat I et firma i Hamburg, og så fik Strit og Agnes lov til at komme med "Phønix" på en ±ur, så de kunne besøge deres bror.
Det må formentlig have været sidst på sommeren 1926. På turen til Hamburg var det et usædvanlig smukt, stille vejr, og kaptajn Andersen udtalte da, at hvis det fine vejr skulle modsvares af tilsvarende dårligt vejr på hjemturen, ville
Strit og Agnes rigtignok komme til at opleve Vesterhavet i vildt oprør.
Og det gik sådan, at hjermturen, efter at man havde stået Elben ud, rejste der sig en orkanagtig storm. Det er klart, at sådan et vejr bragte bekymring hos søstrenes forældre og søskende. Jeg husker, at Søren Jensen gentagne gange
ringede til mig for at høre, hvad han mente om situationen. Han vidste jo, at min far var sømand, og mente vel, at så måtte jeg vide noget. Jeg trøstede ham, så godt jeg kunne. Den dag, stormen var på sit højeste, kørte jeg ud på Esbjergs nye
havn for at se, hvordan indløbet til Esbjerg havn så ud med de orkanagtige vindstød. Vinden stod i N.V., og jeg kan endnu se for mig, hvordan bølgerne brød imod den afrundede kaj mur, der fandtes ud for havnekontoret. De knustes, og et
tæppe af vand, der enkelte øjeblikke gennemlystes af solen, der kom frem mellem jagende sorte skyer, stod som et gardin i mindst 50 m. højde.
Den lille damper "Phønix" kæmpede en hård kamp under sin dygtige skipper. På højde med Sild, tror jeg, det var, blev skibet ramt af en ufattelig stor sø. Den rev styrhuset af skibet, og 3 mand - skipperen og 2 besætningsmedlemmer - blev
kastet i havet. De to forsvandt for stedse, men ved skæbnens tilskikkelse, blev kaptajnen af næste sø suget tilbage mod skibet, hvor det lykkedes ham at få fat i noget tovværk, så han kunne hale sig ombord igen. Søen, der ramte skibet, var
gå høj, at skibet kom helt under vand. Herved løb vand ned gennem skorstenen og slukkede skibets fyr, så skibet herefter var uden kommando.
Strit og Agnes havde man anbragt i en gæstekahyt. Ved den svære overhaling, blev de kastet ud af køjerne med det resultat, at Agnes landede oven på Strit. Kornlasten forskubbede sig, og skibet fik en 45 gr. slagside, hvilket medførte, at
kahytsdørene klemte, så de ikke kunne åbnes. En af mandskabet kom ned, og med en økse knuste han kahytsdøren til rummet, hvor pigerne var, så de kunne slippe ud, hvis skibet gik ned.
Skibet lå nu stille og rullede i det frygtelige hav, og måske var det godt nok. Det lykkedes den dygtige maskinbesætning på ny at få ild under kedlerne og dampen sat op, så skibet igen kunne gøre fart og styres. Rattet var røget ud
sammen med huset på broen, men heldigvis var der, som i de fleste skibe dengang, agterude et nød rat, som man så tog i brug.
Sammen med det, der i øvrigt var ødelagt, var også skibets ferskvandebeholdning ødelagt. Men det lykkedes kokken, da man efterhånden fik tingene under nogenlunde kontrol igen, at få lavet en kande kaffe af en kande med vand, der havde
været stillet ind til Strit og Agnes, om de skulle være blevet søsyge. Det var de mærkeligt nok ikke, hvilket og for sig er særdeles mærkværdigt.
Vinden flovede noget, og "Phønix" med den uhyggelige slagside listede sig mod Esbjerg.
Jeg var på havnen, da Skibet kom ind. Flaget var på halv, og ingen i land vidste, hvem der måtte have mistet livet. Der var jo dengang ikke radiosendere i almindelige, mindre skibe.
Jeg skal love for, at både jeg selv og familien Jensen blev lykkelige, da vi fik øje på Strit og Agnes.
Agnes var mærket i lang tid efter den uhyggelige oplevelse, mens Strit tilsyneladende ikke var nær så meget berørt.
Jeg håber, at jeg ikke med oplysningerne om den Jensenske familie har skrevet nogets som kan føles ubehageligt for nulevende familiemedlemmer. Det hele er bare, som jeg husker tingene. Noget skete jo for et halvt århundrede siden, og man k
an måske ikke helt gardere sig mod erindrings forskydninger.
Radio OR radioamatør
I tyverne begyndte radioens storhedstid. Danmarks Radio begyndte at sende, og der var mulighed for at opfange mange udenlandske stationer, at begynde med, skete modtagelsen på ganske simple krystalapparater, bestående af en spole, en konde
nsator og så krystallet, som man sad og pirkede i med en lille fin tråd. Det var særdeles spændende. Højtalere kendte man kun af navn i begyndelsen. Man fik lyden ind via hovedtelefoner. Mærkelige ting, man husker. Jeg erindrer den dag i
dag, hvor betaget jeg var af et engelsk skuespil, hvor navne "Jasmin" endnu lyder i mine ører. Ret meget engelsk forstod jeg næppe dengang.
Noget senere fik jeg med Jeppe Arne Jepsens hjælp bygget en større modtager med radiorør. Jeg fik anskaffe en bogreol og den øverste del, dækkende hele reolens længde blev installeret modtageren på en ebonitplade. Foruden at kunne
indstille apparatet ved hjælp af kondensatorerne, var der bevægelige spoler indkapslet i ebonit, De stak ud fra pladen. Nu kunne man bruge en højtaler, men en sådan kunne ikke engang købes i Esbjerg, så vi måtte have en sømand til at købe en til
os i Holland.
Jeppe Arne Jepsen gik vældigt op i den nye teknik, og han overtalte mig til at være med til at bygge en radioamatørstation med sender og modtager. Da vi ikke rigtig havde noget sted at forarbejde tingene, lejede vi for lo kr. om måneden e
t lille rum oppe under taget i en nedlagt margarine fabriksbygning. Jeppe havde store ambitioner. Vores sender skulle arbejde med 1000 volt stedet for by nettets 220 volt. Ergo måtte vi til at lave en transformatoren Vi købte et større pa
rti kobberledning og gav os i gang med at vikle spoler til transformatoren. Det tog sin tid, men til sidst var tingesten færdig, og vi satte strøm fra lysnettet på. Plop, sagde det, og så brændte transformatoren sammen
Nå, vi fik så en radiotelegrafist, jeg. kendte, til at skaffe os et senderør til 220 volt fra England. Nævnte radiotelegrafist sejlede med en kreaturbåd, og det var et ganske mærkeligt skib. Den var nemlig bygget af cement under I.
verdenskrig. Sjovt at have været ombord mange gange i et så mærkværdigt skib. Køn var den bestemt ikke.
En aften, da skibet anløb Esbjerg, gik jeg ombord for at få en sludder ned radiotelegrafisten, hvis navn og udseende jeg for længst har glemt. Vi snakkede lidt, og så syntes han, at vi burde have et glas, og han kom frem ned en flaske go
d portvin. Det endte med, et vi fik tømt denne flaske, og et par stykker til, så det blev ret sent, før Jeg kom hjemad. Helt klar i hovedet var jeg ikke, men jeg kom dog sikkert nok land og travede vist lidt usikker på benene hjem til Stor
mgade 21. Jeg sov på det tidspunkt på en sofa, der stod foran vinduet i spisestuen, så det må have været før moster Nicoline flyttede ned i den 2-værelses lejlighed i stuen. Jeg kom af tøjet og gik omgående til køjs, men kort efter fik
jeg en forfærdelig kvalme. Jeg røg op for at komme ud på toilettet, men nåede ikke ud af stuen, før jeg brækkede en lille liter portvin op over det halve gulv. Mor måtte have hørt, at jeg rumsterede lidt rigeligt, for hun kom ind i stuen,
endnu før jeg havde nået at foretage mig noget. Hun konstaterede, ganske roligt, at jeg vist havde fået lovlig meget at drikke og gik ud efter spand og gulvklud og fik vasket gulvet. Og jeg hørte aldrig et ord mere fra hendes side om min ful
dskab. Sådan var hun bare. Nå normalt drak jeg simpelthen aldrig spiritus, så hun må have forstået, at jeg havde været noget uheldig.
Efter at vi opgav at lave en 1000 volts transformator, opgav vi værkstedet margarinefabrikken. I stedet fik vi og installeret i et pulterrum på loftet i Stormgade 21. Bl.a. også fordi det viste sig ugørligt at få en ordentlig antenne sat
op på fabriksbygningen. I Stormgade fik vi opsat en antenne fra skorstenen næsten over pulterkammeret og over til en skorsten på et hus i Islandsgade. En ret så indviklet affære, men hjælp af en større masse sejlgarn, lykkedes det at få
enden af antennen op til skorstenen på huset i Islandsgade. Jeg var oppe på taget for at fastgøre antennen til skorstenen. Da jeg ville gå rundt om skorstenen og tog fat i det øverste lag mursten, løftede jeg pludselig hele overdelen. Jeg
tør nok sige, at det gav et gys mig, som jeg næsten kan føle den dag i dag. Jeg stod på tagryggen, da det skete, holdt balancen og fik murkransen lagt på plads. Men så var det ellers med at kravle rundt om skorstenen for at få befæstelsen
til antennen rundt om skorstenen.
Nå, vi havde nu fået både kortbølgemodtageren og senderen færdig, og vi havde også erhvervet licens som kortbølge amatører, og så gik vi i gang med at få forbindelse med andre amatører i ind- og udland. Det var faktisk utrolig spændende.
Vi nåede at have forbindelse med bl.a. Baku og enkelte amerikanske amatører. Jeg fik endda en af sidstnævnte til at sende en hilsen til moster Magda. Det må have været i 1927. 1. maj 1928 blev jeg så forflyttet til Slagelse og dermed
troede jeg, radioeventyret var slut, men en måned efter var både Jeppe og jeg i Roskilde, og så kom der igen gang i stationen. Men det er en anden historie.
En gang i tyverne sov jeg oppe på det pulterkammer, vi havde på loftet. Da min fætter Oskar fra Bork engang besøgte os, ofrede jeg penge på at købe en 6 mm. salonriffel. Og så indrettede vi ellers det store tørre loft til skydebane. Det
var især sammen med Kesse, at jeg dyrkede skydningen deroppe. Og jeg blev virkelig god til at ramme plet. Vi satte skydeskiven op på gavlmuren ind mod Frøkjærs ejendom. Her kom der ganske godt lys ind fra den dør med glasruder, der næsten
op til muren førte ud til en stor altan, der dannede overdelen af de underliggende dagligstuer på 1. og 2. sal med de store ovale vinduespartier. Men en ting var en smule farligt. Hvis kuglen røg ved siden af skydeskiven, og det træ, den va
r sat fast på, og i stedet ramte muren, rikochetterede kuglens og det var svært ubehageligt at høre den hvine forbi ørerne. Tossede drenge, men vi slap da godt fra det.