Biografi for: Ole Christian Kirk
Ole Kirk er en af slægtens store mænd. Han var både en meget dygtig landmand og en betydelig politiker, hvor han talte som den første bonde på Stænderforsamlingen, og der blev lyttet til ham.
Ejer af fødegården, Kirkegård i Stadil, senere af Ebbensgaard ( Ebensgaardt, 1636) i Ulfborg. Stænderdeputeret, formand for sogneforstanderskabet, medlem af amtsrådet, dannebrogsmand. Ejer af Ebbensgaard i Ulfborg fra 1823 til sin død.
Thorv.Lodberg: Stænderdeputeret Ole Christian Kirk. Lemvig 1950
P.Storgaard Pedersen: Ole Christian Kirk. København 1902
Hardsyssels Aarbog 1916-18,1917 s 110-131.
-o-
Både sproget og klædedragten afslørede hans herkomst, men alligevel stod der respekt om ham. Da han første gang stod på talerstolen i Viborg Stænderforsamling, blev der sagt, at det var 700 år siden en bonde sidst havde talt med vægt på
tinge i Danmark.
Der var nogle ord Ole Kirk ofte brugte, når han førte sine tanker frem i forsamlingen: "Mit ønskes mål er lige byrder, lige rettigheder". Når vi nu læser om de mål han kæmpede for at nå, forekommer det os som selvfølgeligheder, men sådan
var det ikke i første halvdel af 1800 tallet.
Der forhandledes i 1834 om indførelse af almindelig værnepligt. Der synes at være stemning for, at denne værnepligt alene skulle hvile på bondebefoikningen, men her var Ole Kirk med til at vende stemningen. Tre gange måtte han fremlægge
det samme forslag, før loven om almindelig værnepligt blev vedtaget i 1848 og kom til at gælde forenhver mandlig dansk statsborger.
Han var imod at mennesker skulle fødes med privilegier som skattefrihed m.m. Det var tilladelsen til at oprette stamhuse og grevskaber, som han mente var en levn fra den tid, da bonden havde de usleste kår før 1788. Også arvelovene blev fo
reslået ændret af Ole Kirk. Hvorfor skal datter og søn ikke arve lige? Som det var dengang, var en broderlod dobbelt så stor som en søsterlod.
Igennem hele sin tid, først som stænderdeputeret, senere i den grundlovgivende forsamling, arbejdede Ole Kirk ud fra det synspunkt at "den der vil sit folks vel, han fremmer dets undervisning".
Selv havde han kun gået i skole et par år og som tolvårig blev han sat til at undervise de yngre børn. Hvad han siden lærte, var ved selvstudium. Således blev han også på landbrugsområdet en foregangsmand idet han tog initiativ til
afholdelse af det første dyrskue i Jylland og var med ved oprettelsen af Ringkøbing Amts Landøkonomiske Selskab.
Han huskes som en stærk og særpræget personlighed, der afskyede al politisk partivæsen, men formåede alene at føre sine ideer om fremskridt og velfærd frem til frugtbringende debat i de kredse han færdedes.
Ole Kirk var altid fortaler for frihedsrettighederne. Således skriver A. S. Ørsted, jurist og kongelig kommissarius ved stænderforsxamlingen, i juli 1836 til overpræsident A. C. Kierulff: "Endog en Bonde - Ole Kirk - talte ivrigen om Trykk
efrihedens Uantastelighed som det kraftigste Værn mod al slag Misbrug".
I Jyske Samlinger 1932-34 (5. række bd. 1 side 537) skriver K. Jensen om Nørrejyllands Stændervalg og Stænderdeputerede bl.a.:
"Ole Kirk genvalgtes i 1847 med 337 stemmer.
Ole Kirk mødte i Viborg i alle 7 samlinger. han var den eneste af de mindre landejendomsbesidderes repræsentanter, der mødte hver gang, og han ligeledes den eneste, der stadig genvalgtes i samme distrikt. Han var også ubestridt Danmarks be
tydeligste bonde i stændertiden. .... Både som taler og udvalgsmedlem stod han jævnbyrdig med de andre stænders dygtigste medlemmer i stænderforsamlingen."
Ved folketællingen i 1845 vises flg. personer på Ebbensgaard:
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested
Ole Christian Kirk, 57, Gift, , Gaardmand og stænderdeputeret, Stadil sogn
Mette Christensdatter, 46, Gift, , Hans kone, Stadil sogn
Christine Kirk, 23, Ugift, , Deres barn, Heri sognet
Christine Lovise Kirk, 18, Ugift, , Deres barn, Heri sognet
Jens Kirk, 13, Ugift, , Deres barn, Heri sognet
Poul Christian Christensen, 24, Ugift, , Tjenestefolk, Gjørding sogn
Jens Eskildsen, 22, Ugift, , Tjenestefolk, Heri sognet
Niels Andersen, 20, Ugift, , Tjenestefolk, Stabye sogn
Lauritz Jepsen, 17, Ugift, , Tjenestefolk, Thim sogn
Karen Christensdatter, 23, Ugift, , Tjenestefolk, Raasted sogn
I 1871 solgte Ole Kirk Ebbensgaard med ret til blive boende:
"Kjøbekontrait.
Oprettet mellem, gårdejer og dannebrogsmand, Ole Christian Kirk af Ebbensgård, og gårdejer, Søren Jensen af Damgård, idet jeg tilskjøder ham, den mig efter skjøde af 1823, tilhørende gård Ebbensgård. Matr. nr. 30, plus 8 tilkøbte
parcelles. Hartkorn ialt 7 td. og 3 skp. Kjøbesum 15.000 rd.
Sælger forbeholder sig ret til brug og afbenyttelse, at de 10 nordre fag, eller 20 alen af gårdens våningshus, med den til samme hørende forstue, uden vederlag. Kjøberen skal afgive staldveie og fornøden foder til et par heste, så ofte
sælgeren det forlanger, at afgive en mand med 2 heste, forspændt passende befordring til sælgers brug, mod en betaling af 32 skilling pr. løbende mil.
Til sælgerens husholdning skal eieren levere, fornøden nymalket mælk og kjernemælk for 2 sk. pr. potte, og fløde 3 sk. pr. potte. Sælgeren har lov at tage vand af gårdens brønd. 4-5-1871.
Læst 10-5-1871. O. C. Kirk. Søren Damgård.
Transport.
1871.
Da Søren Jensen ved transport af dags dato, herved overdrager den til ham tilkommende ret, til at erholde skjøde, til hans svigersøn, Anders Jensen Kjærgård, og da Kjøbesummen 15.000 rd. er berigtiget, ved kontant udbetaling ad 5.000 rd.
og ved udstedelse af panteobligation af 10.000 rd. fra Anders J. Kjærgård, så skjøder og overdrager jeg undertegnede O. C. Kirk, til oftebemeldte Anders J. Kjærgård, den fornævnte gård med anpart i sognets Konge - Kirke - Korn og
Qvægtiender, med de herligheder og rettigheder, forpligtelser og byrder, hvormed jeg har ejet samme. Ebbensgård.
4-7-1871."
---- ooo ---
EN EPISODE VED BOMHUSET
Af Jørgen Minddal.
En kold februardag i 1843 kørte bonden Ole Chr. Kirk til Holstebro med et læs rug til en af byens købmandsgårde. Han kom fra Ebbensgaard ved Ulfborg og sammen med en ledsager (måske konen, der ville med til byen for at handle) havde han
trodset kulde, dårlige veje og måske dårligt føre. Det må derfor have været irriterende for ham at blive unødig opholdt ved acciseboden - bomhuset - ved indkørslen til Holstebro.
Ja, irritationen var så stor, at han måtte ud til en større kreds med sin harme. Dagen efter skrev han et læserbrev til sin avis, Ringkjøbing Amtstidende, for der var ikke dengang nogen avis i Holstebro. Her blev det bragt den 27. februar
. Læserbrevet er således skrevet, mens episoden har været i frisk erindring, og takket være Ole Kirks overstrømmende harme og mundrette sprog, står episoden lige så levende for os, som var det sket i går. Så hverken læserbrev eller
utilfredshed med Toldvæsenets service (eller mangel på samme) er altså nye foreteelser.
Men lad nu Ole Kirk selv fortælle. Læserbrevet bringes i sin fulde udstrækning og med bibeholdelse af den originale tegnsætning og stavemåde.
" Jeg rejste igaar fra mit Hjem til Holstebro, 2½ Mile, med et Læs Rug, 6 Tdr., Vinden var imod og det var en gjemmentrængende Kulde. Da jeg kommer til Byporten, holder jeg, som Pligt er, udenfor Acciseboden, jeg venter lidt i Haab om at B
etienten skulde komme ud, jeg gav Lyd fra mig og ventede derpaa atter lidt, men forgjæves; jeg maatte af Vognen, idet jeg gav Tømmen til en medreisende, gik jeg ind i Acciseboden aabner Døren og siger til Betienten, at jeg Intet har at con
summere, men her lød til mig en vred og haard Stemnme med omtrent de Ord: kom ind og hold ikke Døren aaben i Vinterdage, jeg maa vel have Tid til at expedere mine Ting - Et Par Karle stod derinde som muelig havde forretninger med ham - D
a jeg ikke ønskede at komme ind i Betientens ophedede Stue, hvor jeg intet Ærinde havde, gik jeg tilbage ud til min Vogn. Nu kommer Betienten og i samme uhyggelige Tone som indenfor befalede "løs Vognen strax" jeg opfyldte Ordren saa hasti
g muelig - der for resten snart var gjort, der var kun én Strikke over en Foderpose og en liden Knippe Høe - men efterat dette er gjort befaler han at "jeg skal løfte Sækkene op. Jeg: "Det kan jeg ikke godt." Betjenten: "De skal! Alle
Sække skal aabnes at jeg kan see hvad der er i dem, thi jeg kan ligesålidt see hvad der er i Deres Sække som De kan see hvad der er i min Kjolelomme" og han slog sig gravitetisk på Siden, Jeg: "Nu!" der er vel ikke meget." Betjenten: "Det ka
n De ikke vide, der kan maaske være mere i den end i Deres?" Jeg: "Ja!det kan snart være, men det er jo ligegyldig da Enhver har sit; men vedbliver De deres Fordring, at jeg skal have løst alle Sække, er jeg nødt til at spænde Hestene fr
a og lade Vognen staae indtil jeg kan faa fat på en Karl, der kan løfte Sækkene, med mindre De enten Selv eller ved en Anden vil følge med mig ind til Købmanden, hvor De og kan see at jeg ikke har Noget." Betienten: "Jeg er ene på Posten
og kan ikke forlade den ." Efterat Betjenten havde befalet "at jeg ikke maatte kjøre af Stedet" tog jeg Skaglerne ad, fik Hestene, der vare varme, ind i Byen i en Stald, og maatte nu overlade til Betjenten og enhver Anden, Vogn og øvrige Ba
gage. (hvorfor mon der ikke en Torvedager flere ved Hovedporten, end én Betjent?) Jeg gik nu til min Kjøbmand fortalte ham Sagen oh Bad om en Karl til at hjælpe ved Omlæsningen af Sækkene, som jeg øieblikkelig fik. Nu vandrede vi til
Vognen, jeg gjorde Betjenten opmærksom paa, at jeg nu havde Karl til at hjælpe, om han ville behage at eftersee. Han kom strax, var nu høflig og ordentlig, der blev blot lettet på Enden af én Sæk og jeg var expederet.Hvad kan der have bevirke
t en slig Forandring? Jeg kunde hente mine Heste og kjøre min vei, der blev ikke aabnet en eneste Sæk. Er dette ikke en temmelig høi Grad af Chicane? eller Lune? eller Hvad?
Jeg antager vel at Betjenten i Tvivlstilfælde maa være fuldkommen berettiget til ar see i enhver Deel man har på Vognen, det kan neppe være anderledes, og jeg vilde naturligviis heller ikke havt noget imod den mod mig øvede Behandling,
naar den var fælleds for Alle, men Ingen vil nægte mig, at det jo er krænkende naar Naboer og Andre komme kjørende og ikke Én, det jeg saae, faar løst eller aabnet for sine Kornsække, medens jeg maa være opholdt og foruleiliget. Er jeg ikke
derhos udsat for enten at blive omtalt som Smugler eller have viist mig opsætsig eller handlet på uforsvarlig Maade?
Jeg maa bemærke, at jeg ikke i fjerneste Maade veed at jeg gav Anledning til at Betjenten enten skulde vredes eller harmes paa mig, jeg besvarede derimod hans haarde Ord med den største Sindighed uden Drillerie (undtagen da han slog paa de
n gamle Frakke, da jeg maaskee smaaloe.) Kornsækkene laae i Vognen saaldeles utildækkede og hver Sæk kunde ses og føles og aldeles ingen Hindring lagdes iveien for ham paa nogen Maade. Men det er ungen let Sag at faae alle Sække reiste
overende i en Vogn naar man har mange paa og som her var Tilfælde med 1 Td. Rug i hver. Det er ikke hver Mads Leilighed - var ikke min - man maa under saadanne Omstændigheder have Karle med sig.
At det anførte er passeret og den skrevne Samtale gjengiver saa nøiagtig som min Hukommelse har opbevaret samme, vil jeg edelig bekræfte om Forlanges; ligesom min Medreisende vil kunde bevidne Rigtigheden deraf.
I det jeg ønsker, at hele Consumtionsvæsenet med alle dets Onder var afløst og forsvundet, vil jeg herved tillade mig at anmode alle mine Medbrødre om, at de varsomt og humant omgaaes de Mænd, der ere ansatte til Betjente, da deres Poste
r ere Intet mindre end behagelige, men derhos, da det er Regieringens Villie, at ogsaa enhver Anden, enten har er Borger eller Bonde, skal behandles humant og ikke efter en Betjents Luner, at offentliggjøre det Urette, der udøves af dem im
od disse; hvilket er det bedste Middel til at hæmme slig Uorden paa.
Ebbensgaard, den 22de Febr. 1843
O. C. Kirk
Tilbage
