Om Bovbjerg og Vindfamilien
Af fhv. lektor Poul Vind Teilmann, Aabenraa
Dette er en historie om Anders Kristian og Thyra Ingeborg Vind Nielsen og deres efterkommere samt livet på gården Bovbjerg
i Guldager fra 1905 til ca. 1980.
Samtidig er det en historie om udviklingen i Guldager og Danmark og specielt landbruget i denne periode. En udvikling der har betydet afslutningen på en livsform og en kultur, som er forsvundet i løbet af det 20. århundrede.
Bryllup
Jeg kan rigtig af hjertet give dig ret i det du skriver om at vi skal komme til at holde mer og mer af hinanden, så vi rigtig kan være noget for hinanden, derigennem vil livet også blive skønnere og bedre for osJeg ville gerne jeg kunne ha
ve budt dig til et pænere hjem at drage ind i, men jeg håber at vi skal kunne blive lykkelige trods de fattige omgivelser inden døre. Udenfor mener jeg kun det er de færreste, der har det bedre end vi, især nu da træerne står i deres
fejreste pynt. Kan vi så engang nå
at få et nyt stuehus bygget, så kan det jo også blive meget smukt her, da vi så har de store træerKøbt 4 grise for 71 kr., hestene skoet 2,75, læge og me dicin, 5,75, 3 pund havregryn 1,32 kr., barberet 0,25, franskbrød og tvebakker
1,44, billet til Varde 0,80 kr., fisk 0,45. I andet kvartal 1935/36 betalte han 114,81 kr. i kommuneskat, abonnement på Sorø Amtstidende (venstreblad).
Ligeledes var han meget samvittighedsfuld med at holde regnskab over det arbejde, der blev udført hver dag og hvor længe, det havde varet. F.eks. var han kørt til møllen med noget korn torsdag d. 13. november 1919 - det var ¼ dags arbejd
e for en mand og ½ dag for et trækdyr.
Disse regnskabshæfter blev ført meget omhyggeligt og nøgternt, uden der skinner følelser igennem. F.eks. nævner han kort, at Ingeborg døde kl. 6.00 d. 1. juni 1920.
I næste linje er det igen landbrugsarbejdet, der fylder.
Desværre er en del af disse optegnelser udaterede, hvorfor det er svært at sammenligne de økonomiske vilkår over tid, men det fremgår dog, at der har været et mindre overskud på regnskabet i de fleste år, men også at der bestemt ikke
blev ruttet med pengene.
Ingeborgs sygdom
Den altoverskyggende bekymring på gården må uden tvivl have været, at Ingeborg på et tidspunkt blev ramt af tuberkulose. Det betød bl.a., at hun i nogle måneder hen over sommeren 1916 var indlagt på Spangsbjerg Sanatorium ved Esbjerg,
ca. 8 km fra Bovbjerg.
Her skrev hun omhyggeligt en dagbog, som i dag giver os et godt indblik i hendes - og familiens - situation. Det har været svært at være hjemmefra i så lang tid med seks små børn, hvor den ældste kun var ti år.
Desuden førte hun regnskab over sine udgifter, mens hun var indlagt. Selv om hun kom hjem igen efter ca. tre måneders ophold, blev hun aldrig rask. Hun nåede dog at føde endnu to børn inden sin død den 1. juni 1920. Den yngste af
børnene, Inger, var godt to måneder, da hendes mor
døde.
Af Ingeborgs dagbog fra Sanatoriet fremgår det, at hun jævnligt fik besøg af sin bror Rasmus Vind, der boede ret tæt ved sanatoriet. Han var nemlig forstander for Arbejderhøjskolen i Esbjerg fra 1910-21, aktiv socialdemokrat og
byrådsmedlem i Esbjerg. I Obbekær skulle Ingeborg og Rasmus have været radikale, mens der ikke er tvivl om, at Anders Kristian var venstremand.
Så der blev ført livlige politiske diskussioner, når familien mødtes.
Efter 1920
Fra 1920 stod Anders Kristian alene for at drive gården og opdrage de otte børn, hvor den ældste var 14 år. Her var det tætte forhold
til familien en stor hjælp. Således kom den kun to måneder gamle Inger i pleje hos Ingeborgs familie i Obbekær i et par år.
Niels Kristian var i længere tid hos Anders Kristians familie i Hammerum.
Det daglige arbejde på gården foregik med hjælp fra husbestyrerinder og karle, og efterhånden som børnene blev ældre, kom de til at spille en mere central rolle for til sidst at overtage driften helt. Det var en tidstypisk gård med mest
vægt på mælkeproduktion.
Desuden var der en stor have med masser af grøntsager og blomster.
Bovbjerg lå noget afsides nogenlunde midt mellem Guldager Stationsby og Guldager Kirkeby. Stationsbyen tog man bl.a. til, hvis man skulle med toget til Esbjerg eller Varde. Ellers foregik det meste i Guldager Kirkeby, hvor der var brugsfor
ening, smed, skole, kirke og forsamlingshus, hvor
der var såvel gymnastik, dilettant som baller for de unge.
Transporten foregik med hestevogn og cykel - eller til fods. Børnenes daglige tur på to-tre km til Guldager Skole foregik til fods i træsko i al slags vejr. Først i 1950 erne blev der råd til bil.
Skolegang i Guldager og gymnastik har fyldt meget i familien, men der er ingen tvivl om, at der også har været brug for de mange hænder i mark og stald, når børnene voksede til. Roehakning og høstarbejde har fyldt en del sammen med den
daglige drift.
Efter endt skoletid kom alle børnene ud at tjene, og senere fik de et ophold på højskole eller landbrugsskole. Den Grundtvig Koldske højskoletradition blev holdt i hævd, og Anders Kristian støttede sine børn økonomisk.
De fleste af børnene blev ved landbruget.
Jakob og Inger blev begge folkeskolelærere i henholdsvis Svaneke og Esbjerg.
Familien mistede forbindelsen med Bent, der døde i 1994.
Efter et aupair ophold i England kom Mette Johanne midt i 1930erne tilbage og drev gården sammen med Mathilde og Troels og naturligvis deres far. Desuden har der også været ansat en eller flere medhjælpere og i perioder husassistenter. D
e tre søskende overtog gården i 1951 for
90.000 kr. Besætningen var da tre heste, 23 køer, 13 stk. ungkvæg og 34 svin, samt diverse maskiner og afgrøder.
Anders Kristian døde i 1956. Hans sidste år var præget af sygdom. Bl.a. fik han det ene ben sat af pga. koldbrand.
Krise og verdenskrig
Livet på gården har uden tvivl været påvirket af de mange og store ændringer, der skete i verden uden for Guldager og Bovbjerg med to verdenskrige, krisen i 1930-erne, nazismen, den tyske besættelse m.m. I 1944 blev gården og familien
direkte påvirket af besættelsen, idet Bovbjerg blev
tilflugtssted for to tyske soldater, der deserterede og skjulte sig på Bovbjerg i det sidste halve år af besættelsen. De stammede fra Strasbourg, og efter Tysklands invasion af Frankrig i 1940 var de blevet tvunget til at være tyske soldat
er og blev i Danmark indkvarteret på Sædding Skole, seks-syv km fra Bovbjerg. Da der gik rygter om, at de skulle sendes til Østfronten, lykkedes det dem via en kontakt med en skolelærer i Sædding at flygte til Bovbjerg, hvor de gemte sig
det sidste halve år af krigen, mest på høloftet, men de deltog også i et vist omfang i det daglige liv på gården - uden at blive opdaget af tyskerne.
Efterkrigstiden
Indtil omkring 1960 var der brug for mange hænder inden for landbruget. Efterhånden som mekaniseringen skred frem med traktorer og mejetærskere og meget andet, var der ikke længere brug for så mange hænder. Således var det Troels og en
medhjælper, der klarede det udendørs arbejde,
mens Mette Johanne stod for haven og det indendørs alene efter Mathildes død i 1959. De fortsatte med at drive gården indtil 1980, da gården blev solgt, og de flyttede ind i et nyt hus i Guldager. Mette Johanne døde i 1987 og Troels i
2001. De var ugifte. Gården blev overtaget af Ivar Andreasen fra familien på nabogården, der herefter drev de to gårde sammen i nogle år. I dag (2019) anvendes gården kun til beboelse.
Således har Bovbjerg i de ca. 75 år, vi har fulgt den, gennemgået den samme udvikling som hele det danske landbrug fra mindre, familiedrevne brug til store, industrielt drevne brug, hvor kun en lille del af befolkningen er beskæftiget ve
d landbrug.
Kilder
Kilder til denne fremstilling er de omtalte
dagbøger og breve, regnskabsbøger og familiens
erindringer samt materiale fra internettet.
Tak til Esbjerg Byhistoriske Arkiv og Guldager
Sognearkiv for stor hjælp med arkiveret
materiale.
