Hans Christensen Spangsberg (1)

Nygaard sedler:
17/05-1703 søn Søren født (Jerne kirkebog side 64)
24/8-1715 fik han med kone og børn kgl. bevis på at søge Guldager kirke, sålænge han var i proces med sin sognepræst mag. Maturin Castensen til Jerne og Skads ( Jy. Reg. 24. 577 nr. 124)
17/5-1720 fik han oprejsning på en dom i en sag mod mag. Maturin Castensen, præst i Jerne (Jy. Reg. 25. 538 nr. 70)
1720 var Hans Jens Duches fuldmægtig ( se Castensen, Maturin)
1730 i Strandby (Riberhus amt skrift 14)
24/7-1737,70--11-1 Hans Død (Jerne kirkebog side 26)
20/8-1737 til 29/3-1738 Skifte efter Hans (Riberhus amt skrift 310)

Hans Christensen Spangsberg og Edel Christensdatter fik i alt 12 børn

De fleste, der har besøgt Jerne Kirkegård, vil ikke have undgået at lægge mærke til nogle gamle, prægtige gravstene, hvis inskription og hele forarbejdning vidner om noget over det almindelige i sognet. I over hundrede år lå de på første
plads, blev derefter optaget og lagt ved kirkens nordre mur, men er nu blevet anbragt på kirkegården sydvest for kirken, og således som en passende fredning af disse gamle minder giver anledning til.

Disse gravstene dækkede støvet af og minder os om de gamle Spangsbergere, der residerede i Strandby og på Uglviggård i Jerne Sogn, og er blevet stamfædre til en slægt, der først slår rod i selve sognet og derfra har bredt sig til de
omkringliggende sogne og senere langt længere ud.

Den første af disse stamfædre er Hans Christensen Spangsberg. Han fødtes i 1667. I kirkebogen står han som alle den gang indført alene med fornavn, men på sin gravsten, som han lod hugge 23 år før sin død, angiver han sig selv med navnet
Spangsberg.

At hans fader hed Christen er temmelig sikkert, måske har det været den Christen Gregersen, der omkring 1660 blev fæster på den ene halvdel af Spangsberggården, 1661 var Sandemand og endnu 1685 sad på gården. Den tanke ligger nær, at han
har tilegnet sig navnet derfra.

I året 1689 blev han viet til Edel Christensdatter, født 1674. I ægteskabet var der 12 børn. Omkring 1696 kom de til Strandby, og 1703 køber Hans Christensen Spangsberg (Den ene af de 2 gårde i Strandby, der senere bliver til
"Strandbygård" og Strandby kro) den gamle Kannikegård dersteds af sin senere svorne uven, Præsten Marturin Castensen, Jerne, der lige i forvejen havde købt gården på kongens aktion over sine godser i Jerne sogn. Hans Christensen Spangsberg var nok
fæster på gården. Prisen på gården, der var på 5 Tdr. 5 Skpr. 2 Fdk. Hartkorn, var på 66 Rdl. og 4 Mk. pr. Td Hartkorn hvilken blev til 379 Rdl. og 1 Mark.

I de følgende år køber Hans Christensen Spangsberg flere gårde, bl.a. Uglviggård, således at han i 1718 står som ejer af 23 Tdr. Hartkorn. Selv om han måske er blevet hjulpen med penge af sin fader, så har han sikkert desuden selv måttet
tjene eller skaffe sig mange penge til købet af de mange Tdr. Hartkorn. Uden tvivl har han tjent en del ved handel med stude.

At han flyttede til Strandby, hænger sikkert sammen med, at Hjerting i 1680 var gjort til toldsted for udskibningen af Øksne, og den kgl. plakat af 4. 9. 1680 henledte landets opmærksomhed på den lille havn, der snart blev vestkystens enes
te betydelige.

I den første del af 1700 var Hans Christensen Spangsberg kongens præsident Duches Fuldmægtig ved opkrævningen af skattekornet. På Duches vegne modtog han kornet, så bønderne ikke behøvede at køre så langt med det, kunne de få lov til at
levere det ved nærmeste ladeplads, hvorfra det så blev sejlet til bestemmelsesstedet men så måtte de betale opmål, som er top på hver fjerde td. rug og 1, fjdk. på hver td. havre. Skulle de køre en længere vej med det, slap de fri for
opmål.
Nu gik der snak om, at Hans Spangsbergs måletønde ikke var, som den skulle Være, "den er ikke brændt", og at han tog ulovligt opmål, hvorved han ikke alene berigede sig selv, men også Duche, der skulle være vel vidende om det svigagtige
forhold.

Hans Christensen Spangsberg bliver indviklet i den lange proces, der varede fra 1714 til 1721, idet Pastor Castensen beskylder ham for, at hans hus er så fyldt med tyvekoster, som hans hjerte er fuld af djævle.

Historien begynder med, at præsten i Jerne, Præsten Maturin Castensen, er kaldt til en dødssyg kone i Strandby for at berede hende. Ved en sådan lejlighed lader det til, at byens folk på den tid samledes for at deltage i den dermed
forbundne udstjeneste.

Ved ankomsten savner præsten Hans Spangsberg og hustru, og han spørger om, hvor de er henne. Han får det svar, at Hans Spangsberg er på Fanø, og hans hustru er svag. Præsten siger så: "Hans Spangsberg kommer ikke i en sådan Forsamling,
som er Gudsfrygt. Han burde blive hjemme, og passe sine Tyvekoster; thi som hans Hus er fuldt af Tyvekoster, som hans Hjerte fuldt af Djævle. Jeg siger det her, for at I skal sige det til ham. "Det blev også troligt berettet til Hans Spangsb
erg; der ligeledes bruger grov mund mod Castensen, og det kommer til rettergang. Hvem der anlægger sag, kan man ikke se af domprotokollen, hvori de første 10 foliosider mangler; men rimeligvis er sagen anlagt af Castensen. Denne fører et p
ar kvindelige vidner for, at den rette måletønde ligger på loftet i staver, og at Hans Spangsberg har lånt en måletønde på Krogsgård, som ikke er "brændt".

Men Hans Spangsberg kan ligeledes føre kvindelige vidner for, at både den tønde, der ligger på loftet i Staver, og den, han har lånt på Krogsgård, men som han påstår, ikke at have brugt, begge er "brændt". Han har brugt en tredje
tønde. I indlæggene er ført skarpe ord fra begge sider, særlig fra amtsforvalter Duche og Castensen, og disse skarpe ord bliver ved Skads Herredstings dom kendt døde og magtesløse og må ikke komme nogen til skade på godt navn og rygte.
Desuden bliver både Duche og Hans Spangsberg pure frifundet for Carstensens tiltale, hvoraf det skønnes, at det er den sidste, der har anlagt sag.

Castensen er naturligvis ikke tilfreds med denne afgørelse; men han går ikke den lige vej til landstinget i Viborg, men derimod uden om. Han ansøger nemlig kong Frederik IV om, at der må blive nedsat en kommission for at undersøge
herredstingsdommen og rige sagen til rette, forinden den kommer for højesteret. Nedsættelsen af kommissioner var på den tid ikke usædvanligt i indviklede sager. Efter kgl. befaling nedsættes en kommission, bestående af 5 medlemmer: Christian
Güldencrone til Vilhelmsborg, stifts befalingsmand V. Calnein, biskop Thura og råd- og amtmand Krabbe, alle af Ribe, samt landsdommer Tøger Rénberg. For denne kommission fører Maturin Castensen endvidere klage over Duches hustru, der ved et bry
llup i Ribe har brugt ukvemsord imod ham, som han betegner som en "Pasquil.", Hun gør først en undskyldning, da hun bliver stævnet for kommissionen, og tilbyder senere en med hendes egen hånd skrevet tilbagekaldelse. Nej, retten skal
dømme, og den kender da hendes ord døde og magtesløse osv. Men Castensen går heller ikke ram forbi. Hans beskyldning mod Duche er modbevist.

For sin usømmelige procedure får han en irettesættelse og ville være blevet idømt en bøde, hvis kommissionen havde været bemyndiget dertil, men den henviser Duche til at søge regres.

Duches ind, mod Castensen er nærgående. Castensen har til kgl. majestæt indgivet en hård og uforskammet klage, opfyldt med mange usandfærdige beskyldninger, "som om jeg søgte ham Hæder og Ære fra, mens han søger alle Mennesker".
Samme præst er ellers et sært menneske, opfyldt med store og høje indbildninger og foragtelig over for alle, "derfor han ikke har ladet sin gen Øvrighed urørt udi denne sin Supplication, idet han melder således: min Øvrighed, som ved
Sagen ser og tier, hvis rette Årsag giver sig selv Kongen til Kende, Retten er forvendt, og Sagen er Åger og Gerrighed, som gavner mange og elskes", Hans nærmeste øvrighed er biskoppen, og det er vel ham, han sigter til. "Men han må jo ikke
være ved sit fulde Vid, som jeg og ikke tror. Han har sidste Gang i Kommissionen 10 Gange beskyldt General Geredorf og Etatsråd Krabbe som Kommissarier og gjort sådan Bulder og Alarm, som han Var fra hans Vid. Etatsråd Krabbe, som har haft K
ommissionen før hans Fader, siger, at han ikke er ret i Hovedet, derfor har jeg given min Fuldmægtig Ordre til at tale alt, hvad han mundtlig bærer på ham.

Hvad skriftligt indgives, får jeg at besvare. Han siger til alle, at han ikke burde være Præst, men Fiskal, han bryster sig med, at han kan selv gå til Kongen såvel som den største Minister. Derfor gør han og i sit Embede, hvad han vil,
og fortæller Bønderne i hans Sogne, så snart han kommer hjem fra nogen Rejse, hvad der er foregået, og så lægger han til, alt hvad han kan indbilde dem, "at han har stor Magt og Myndighed Både i Himmelen og på Jorden." Der kunne rettes
mange Klager imod ham, som når han har prædiket over en. Delinkvent ved Graven og kastet Jord derpå, da dog Kongens Brev det forbød. Gud skal vide, jeg af al Magt skyer Processer; men jeg nødes at forsvare mig for dette voldsmenneske, som ikk
e har et sandt Ord med at fare. Thi at beskylde mig for, at jeg lader mig bestikke af Proprietærerne, at jeg måler med falsk Tønde, det gør kun den, som er galen og fra sin Forstand."

Herefter følger så Duches Beklagepunkter, hvoraf flere er ret betydelige:
1. Sidst i Året 1715 har Kongen bevilget, at en Kvinde Katrine Lambertsdatter, der Var dømt til Døden for at have ombragt sit Barn, måtte begraves på Kirkegården, dog i al Stilhed og uden Jordpåkastelse. Dette har Castensen handlet
tværtimod, idet han 2. Søndag i Advent 1715, da det døde Legeme Var optaget af Galgebakken og ført til Kirken på den Tid, da det ringede til Prædiken, kastede Jord på Liget og holdt en Tale over Graven til en stor Forsamling i Stedet for at
prædike.
2. Han beder aldrig i sine Bønner efter Prædiken for Kongehuset undtagen på de store Højtids dage.
3. Han gør ingen Forklaring på Budordene af Katekismus og Børnelærdom sidst i sine Prædikener, som dog Loven tilholder.
4. Han har forsømt at holde Aftensang og Bøn i Jerne Kirke, som er Hoved sognet, de trende store Højtider, som og er imod Loven.
5. Han har forlangt, at Folk skulde gå til Skrifte og Kirketjeneste, hvorefter de er mødt; men så er hverken han eller nogen anden kommen til Stede, slig Gudstjeneste at forrette.
6. Skønt Loven forbyder, at der ved Barnedåb ikke må indfinde sig mere end 5 Faddere, så møder der tit 10 a 12, som nu forleden ved Thomas Madsens Barn i Gammelby, som blev døbt den 4. marts 1716, hvor der var 10 Faddere, hvilket er en
stor Profit, fordi alle Faddere ofrer.

7. Derimod er han langsom med at se til syge på det yderste, ja vel ganske tør udeblive, når han behager, hvorover 5 Mennesker, nemlig: Hans Sørensen, Vognsbøl, og Thomas ibid., Jens Sørensen i Spangsberg, Johanne Christensdatter i Jerne
og Karen Rasmusdatter i Kvaglund uden Afløsning bortdøde, endskønt der berettes, at de med Længsel og Attrå har skikket Bud efter Præsten, og han dog ikke til disse har villet komme.
8. Endelig som han eller hans afgangne Fader, sal. Borgmester Castensen, er Ejer af de Kirker, hvortil han er Sognepræst, nemlig Jerne og Skads Kirker, og har haft dem hen ved 12 År, så har de, skønt Tienderne er ydede, alligevel ladet Kir
kerne forfalde, taget Blyet af Kirkerne og lagt Tagsten på i Stedet. I den ene Kirke har der i over 10 År ikke været nogen Klokke ophængt at ringe med, og når man taler med dem derom, så skyder den ene Skylden på den anden.

Imidlertid er Kirkerne øde og ganske forarmede, og dog har en kgl. Anordning for nogle År siden pålagt Kirkeejerne at vedligeholde Kirkerne sømmelig, hvis de ikke vil have deres Jus og Rettigheder forbrudt."
Sagen trækker i langdrag, og det kniber for Hans Spangsberg at holde ud. Han klager over sin fattigdom og over de mange udsættelser, som Castensen får ved stadig at stævne ny vidner, over 40, der for resten tit går ham imod. Hans
Spangsberg bønfalder den ene gang efter den anden om, at sagen må blive fremmet. Kommissionen afslutter sagen den 22. februar 1718.

Man får ikke noget godt indtryk af kommissionens arbejde; dens holdning i sagen er slet ikke heldig. Det lykkes for Castensen ved den store vidneførsel at skaffe et så uhyre materiale til veje, at han trods de voldsomme beskyldninger, de
r under sagens gang rejses imod ham, afkræfter sin modpart. Hertil kommer, at han ikke savner midler til at føre sagen, medens det kniber for både Duche og Hans Spangsberg. Hans Spangsberg har ikke rent mel i posen. Han påstår rigtignok,
at tønden fra Krogsgård sendte han straks hjem, men han kan alligevel ikke benægte, at han har brugt den, og da tønden kommer til Ribe og bliver målt der, viser den sig endog meget for lille. Ja, så ved man hverken ud eller ind.
Misligheden skal gå så langt tilbage som til året 1709. Men hele denne sag, der står på i så mange år, og egentlig kun drejer sig om skældsord fra begge sider, er ret betegnende for rettergangen for hen ved to hundrede år siden.

Sagen kommer nu for højesteret, hvor især dokumentationen fylder mange foliosider, og endelig falder dommen død 19. juni 1721, efter sagen har været behandlet for højesteret død 1., 3., 5., 6., 7., 8., 10., 12., 13., 14., 15., 17., 19.,
20., 21., 24., 26. og 27. maj på grundlag af kommissionens indstilling, der imidlertid ikke er enstemmig. Dommen lyder således:

Kommissariernes ugrundede og ulovskikkede Dom bør som udømt og aldeles uefterrettelig at være, og bør Hans Christensen Spangsberg for sit formastelige Forhold og utilladelige Måling af kgl. Skattekorn og anden ulovlig Adfærd at bøde 500
Rdl. og at betale til Generalfiskalen i Procesomkostninger 500 Rdl. Så bør og bemeldte Hans Christensen Spangsberg seks Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse på Skads Herredsting gøre Magister Maturin Castensen en sømmelig Erklæring og
Afbigt for de hannem såvel: mundtlig som skriftlig brugte ærerørige Ord og at betale til han i Processens Omkostninger 200 Rdl.
Krigscommissarius Jens Duche bør for sit formastelige Forhold med ovennævnte utilladelige Overmål på det kgl. Skattekorn og anden ulovlig og underfundig Omgang at have sit Præsidentembede forbudt tilligemed sin Hovedlod, af hvilken
Generalfiskalen nyder i Processens Omkostninger 100 Rdl. Der foruden bør Jens Duche seks Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse til Ribe By ting på egne og Hustrus Vegne at gøre Magister Maturin Castensen en tilstrækkelig Erklæring og Afbigt
for de ubekvemme og ublu Ord, som af dennem begge såvel mundtlig som skriftlig imod fornævnte Mag. Maturin Castensen er brugt.
Og nyder bemeldte Mag. Maturin Castensen i Processens Omkostninger af Jens Duches Hovedlod 600 Rdl. Herreds foged Christen Bygum bør for ------- Rettens Behandling at bøde 20 Lod Sølv til ---------- og betale i Processens Omkostninger ti
l Generalfiskalen ------ Rdl. og til Mag. Maturin Castensen 50 Rdl. Men Herreds skriveren Søren Dunck og Sætteskriveren Christen Sørensen bør for Generalfiskalen Tiltale i denne Sag fri at være. De hårde og nærgående Beskyldninger,
Sigtelser og Irettesættelser, som Mag. Maturin Castensen af Hans Christensen Spangsberg, Jens Duche og hans Hustru, Herredsfoged Christen Bygum eller andre i denne Sag enten skriftlig eller mundtlig er bleven bebyrdet med, bør ikke at komme til P
ræjudice på hans Embede eller gode Navn og Rygte i nogen Måde, men være som usagte og uskrevne, døde og magtesløse.
Stiftsbefalingsmanden Henrik V. Calnein bør for sine vrange og, stridige Erklæringer og Attester at bøde til Vor Frelser Kirke 300 Rdl.

De fem Kommissarier, Dommen i denne Sag har underskrevet, men ikke efter Loven lydeligen afsagt, og i lige Måde for anden deres mislige og uforsvarlige Forhold i denne Sag bør at bøde til Vor Frelsers Kirke hver 20 Rdl., så og at betale ti
l Mag. Maturin Castensen i Processens Omkostninger samtlige 150 Rdl. Angående de hårde og ubetænksomme Expressioner, Mag. Maturin Castensen for Højesteret har brugt ------ Güldencron ------------- gode Navn og Rygte i nogen Måde.
Prokuratorerne Bertel Bjørnsen og Dines Leth for deres uanstændige Rettergangsmåde og ------ at bøde til Vor Frelsers Kirke hver 20 Rdl."

Den lange retstrætte, der begynder med sygebesøget i Strandby død 15. oktober 1714 og ender med højesteretsdom af 19. juni 1721 har altså på det nærmeste varet i 7 år og har i virkeligheden kun drejet sig om skældsord og sludder.
Udfaldet er for så vidt glimrende for Maturin Castensen, som han får alle dømt, der har haft med denne sag at gøre; kun Skriveren bliver frikendt. At herredsfogeden bliver dømt, er ikke så mærkeligt, det skete nok ikke så sjældent på den
tid, "at han dømte fejl første Gang".
Herredsfogden blev på den tid om ikke valgt så jo dog udpeget af tingmændene ud af deres egen midte og kunne umuligt være ordentlig kendt med lov og ret. Men at alle kommissionsmedlemmerne bliver dømt og desuden to prokuratorer, er jo
påfaldende. I procesomkostninger bliver han i alt tilkendt 1000 Rdl.

I kommissionen bliver fremlagt en afskrift af en henvendelse, som biskop Thura stillede til provstemødet i Ribe død 17. juni 1716 "om Edsaflæggelse". Heri udtaler han sin frygt for, at menigmand mangler den rette forståelse af edens betydn
ing. Men kunne det nu ikke gerne tænkes, at Castensen har fremlagt denne afskrift for at lamme sin modpart? Det er en hård dom, Hans Spangsberg får. Det er mange penge, han må af med; men han må have været en rig mand. Det viser alene
hans prægtige gravsten uden for Jerne Kirke, hvorpå han er afbildet med sin hustru og deres børn.

Processen er udførligere omtalt i "Fra Ribe Amt«, 1906, af bankdirektør J. Madsen, og den er at betragte som et stykke af familiens historie. Præsten og Spangsberg blev ikke forligte i levende live, og det er vel grunden til, at Spangsber
g forlanger, at der ikke må tales ved hans grav. Dette forlangende eller ønske efterkommer præsten dog ikke.

Hans Chr. Spangsberg døde i året 1737, og skiftet efter ham begyndte den 20. august samme år. Mellem enken og børnene blev der oprettet en kontrakt, der giver et godt billede af tidens gang. I 1743, da enken var ca. 70 år og skrev
ualmindelig smukt, indsendte en ansøgning om skattelettelse. Ved sin død efterlod han ud over gården der blev vurderet til 379 Rdl. også en formue på 3075 Rdl. og 1 Mk.

Forbindelsen mellem den gamle og ny Spangsbergslægt.
Af stamfaderen Hans Christensen Spangsbergs 12 børn hed den yngste Morten Hansen Spangsberg. Han fødtes den. 7.10.1715, og til ham overgik gården i Strandby efter faderen. Krobevillingen, der var blevet givet til den tidligere ejer, var a
f en eller anden grund bortfaldene, men den 11. august 1740 fik Morten Hansen Spangsberg privilegium på kroen i Strandby, og den var siden i mange år i familien Spangsbergs hænder.

Morten Hansen Spangsberg blev i 1748 gift med Kjerstine Povlsdatter, født 26. januar 1720, men hun døde efter 6 års ægteskab død 29.12.1754. Morten Hansen Spangsberg indlod sig efter nogle års forløb på ny i ægtestand, idet han i 1760
blev gift med Ide Sofie Rodriguez, en præstedatter fra Skærbæk.

Heller ikke dette ægteskab blev af længere varighed. Hans gravsten giver ham et smukt eftermæle, men hans endeligt var sørgeligt. Natten mellem død 3. og 4. februar 1772 omkom han på isen mellem Strandby og Hjerting, 56 år gammel. Han
havde i første ægteskab 3 børn, i andet ægteskab 6 børn. I 1774 giftede enken sig på ny med sin Gårdbestyrer Hans Madsen fra Giesing. I dette ægteskab fødtes 12. juni 1781 en søn, der i dåben modtog navnet Morten Spangsberg, og som blev
stamfader til den ny Spangsberg slægt "familien Spangsberg af 1781", medens Hans Christensen Spangsberg er stamfader til den nærværende stamtavle omhandlede slægt "Spangsbergslægten af 1667", det år da stamfaderen blev født.

Hans Spangsberg var en betroet og virksom mand. Han var sættefoged i herredsfogedens fravær. Han rejste endvidere rundt i Skads Herred og opkrævede kvægtiende på kongens vegne. Han var rig på gods og var æret og anset. Han havde en
større sag med præsten, som han havde fornærmet. De var i retten og der var både uro og latter under retsmødet.
Herredsfogden sagde til Spangsberg. "Vil du ikke i Guds navn holde din mund, så hold den i djævelens navn". Spangsberg var nok ikke nem at kue. Hans Spangsberg havde i 1726 hyret en skipper Peder Michelsen fra Ho " med hanes liden Potskib
" til at hjemføre tømmer til husbygning, da han i Doldesager havde en halv ødegård, i Sielborg en anden halv ødegård, og i Boldesager og i Vognsbøl havde huse, hvortil han i høj grad behøvede træ og tømmer. Herredsfogden spurgte
Spangsberg om de to skibsladninger, som han i år og for ca. to år siden havde udlosset ved Strandby, og som var kommet fra Norge, var brugt til opbygning af de forsømte huse. Det blev imidlertid kun oplyst, hvad de to skibsladninger havde kostet, a
t der var blevet betalt told af dem i Norge, og at tømmeret var anmeldt for toldinspektøren i Varde. Den 23 juni efter solens nedgang kom 2 stævningsmænd fra Varde og udstedte mod salg af tømmer. Begrundelsen var, at det var til skade fo
r købstædernes næring. Også korn havde Hans Spangsberg solgt til Hamborg og havde fået salt i bytte til sin egen husholdning. Det var blevet fortoldet for ind og udgående.

I Riberhus Amts Skifteprotokol 1746-1754, Fol. 137, findes følgende kontrakt:

"Efter at det Havde Behaget Den Aller Højeste Gud Udi Året 1737 fra mig ved Døden at Bort Kalde min Sall. Mand, Hans Christensen Spangsberg udi Strandby: Har vedkommende Høje Øvrighed og Skifte Forvalter Straks efter Hans Død foretaget e
n den påfølgende 29. marts 1738 sluttet Skifte Forretning efter bemeldte Min Sal lig Mand og derved boets Beløb mellem mig og mine børn Ved Hvisket: Skifte jeg, Edel Christensdatter, Sahl. Hans Spangsbergs, efter den mig meddelte Lod Sedde
ls formelding er bleven tillagt et og andet udi Arve Part, som skulde være af Værdi 1756 Rdlr. 4. Mk. 15 3/7 Sk., Hvorefter jeg, Edel Christensdatter, nu udi sådan min bedrøvelig Enke Sæde Haver hensiddet og opholdt mig hos min Søn,
Morten Hansen Spangsberg i Strandby, næsten udi Elleve Samfulde År og midlertidig desværre måttet befinde, at jeg alene en del af den tilstående Gæld mig ved bemelte Skifte er bleven tillagt for mig er uvis. Men end og at det øvrige både
Jordegods og andet, som mig udi min Lod ved bemeldte Skifte er bleven tildelt, formedelst de indfaldende Vanskelige og besværlige tider haver tabt meget af den Værdi, det på ofte fornævnte Skifte efter min Sallig Mand var ansat og Takteret for
, og alle så mine Midler nu ikke nær af den beløb, som de ved bemelte Skifte er beregnet til, Allerhelst: da jeg endog har været: beføjet deraf at optage en og Anden Summa tit min fornødne Substence, Og da jeg nu ved Årenes tiltagelse
gøres så gammel, at jeg ikke herefter kan vendte at blive af de Kræfter, Selv til mine børns og Arvingers beste i fremtiden at kan forestå og Konservere det, som jeg endnu af bemeldte mig tillagde Midler haver i behold. Hvorfor jeg udi Ober Fo
rmynderen hans Exellence, høje Velbårne Hr. Geheime Råd og Stift befalingsmand von Gabells hans Fuldmægtiges, Sr. Peder Ussing af Ribe, og Samtlige mine Børns og Børns Børn samt Deres beskikkede Formynderes og Kuratorens hos og
overværelse Haver gjort et Nye anslag over mine endnu i behold havende Midler. Og da i henseende til mine Midlers beløb, og for at samme kan komme min arvinger til Nytte Udi Den Hellige Trefoldigheds Navn, Resolveret samt med min Broder og Laugværge
, Sr. Christen Sørensen i Strandby, og Samtlige mine Børns Eller Børne Børns samt Deres Formynderes og Kuratorens Villige Råd og Samtykke Besluttet, om bemelte mine endnu i behold havende Midler med min Kære Søn, Morten Hansen Spangsberg
udi Strandby, til min og Arvingers bedste udi fremtiden at oprette, slutte og indgå sådan kontrakt, som følger:

1. Afstår, Bortsælger og overdrager jeg, Edel Christensdatter, fra mig og mine Arvinger til min Kære Søn, Morten Hansen Spangsberg, og hans Arvinger efterskrejfne af det mig ved Lod Seddelen på Skiftet Efter min Sal lig Mand tillagde
Jordegods, som jeg endnu haver i Behold, Nemlig: Min anpart forhen vurderes for 159 Rdlr. 3. Mk. 6 1/14 Sk. udi Hans Sallig Faders for hen påboende Gård i Strandby, stående for Hartkorn 5 Tdr. 5 Skp. 2 Fjdk., Min Anpart udi Pouel Pouelsens Stæ
d i Rousthøye, stående for Hartkorn 1 Td. 7. Skp. 3 Fjdk. 1. Alb., som Ved min Sallig Mands Skifte er vurderet: for 74 Rdlr. 1. Mk. 7 1/4 Sk., Én Gård i Sielborg, stående for Hartkorn 3 Tdr. 5 Skp. 1 Fjdk., En gade Huus ibidem, stående
for Hartkorn 3/4 Alb., En boel i bemelte Sielborg, stående for Hartkorn 5 Tdr. 1 Alb,, Samt en Tolfte Part udi Skipper Gravers Iversens i Hjerting hans førende Skib, Hvilket alt bemeldte min Søn, Morten Hanssen Spangsberg, og hans arvinger A
lene til Evindelig Arv og Ejendom skal tilhøre og efter min og Laugværges til han derpå under Dags Dato udgivne Skiødes formelding.

2. Afstår og overdrager jeg, Edel Christens datter, fremdeles herved fra mig og mine Arvinger til bemelte Søn, Morten Spangsberg, og hans Arvinger alle mine øvrige Midler, som jeg endnu haver i behold, af de mig Ved bemelte Skifte forretni
ng og Lodseddel efter min Sall. Mand tildelt og tilfalden Være sig enten af tilstående gæld, Rede Penge, Guld Sølv, Tin, Kobber, Messing, Jernfang, Blik-Thøy, Glass, Bøger, Træ Vare, Steen Tøj, Liin Tøj, Senge Klæder, Levendes kreaturer
og min Sal lig Mands Gang Klæder, Med alt andet, af hvad Navn Nævnes kan, som jeg endnu er ejende og mig ved Skiftet efter min Sal lig Mand efter den til mig expederede Lod Seddels formelding er tilfalden, hvilket alt bemeldte min Søn Morte
n Hansen Spangsberg, og arvinger skal have, nye, bruge og Beholde samt være berettiget sig så nyttig at gøre, som han eller de Best vide, vil og kan, hvorfor jeg, Bemeldte til mig udstædde Lod Seddel hermed til han overleverer. Derimod o
g for det
3. Lover og forpligter jeg mig, Morten Hansen Spangsberg, og mine Arvinger herved i Kraftigste og Forbindeligste måde for ovenstående min Kære Moder til mig gjorte overdragelse At udbetale til mine Søskende og Deres Børn Udi vederlag for
den Arve Part, dem ellers efter min Moder kunde tilfalde, efterskrevne Summer:

1. Til min Ældste Broder, Sal. Chresten Spangsbergs Sønner, nemlig til Niels Christensen i Uglvig 50 Rdlr. og til Søren Christensen ibidem 50 Rdlr.

2. Til min anden Salig Broder Søren Hanssen af Boldesager hans efterladte Børn, som er 3 Sønner og 2 døtre. Eller på Deres Vegne til Deres Formynder og Kuratorens Ligeledes 100 Rdlr.
3. Til min yngre Broder Niels Hansen af Gammelbye 100 Rdlr.
4. Til min ældste Søster Mette Hansdatter., havende til ægte Søen Eschildsen udi Hygom 50 Rdlr.
5. Til min anden Søster Else Hansdatter., havende til ægte Christen Pedersen i Nourup 50 Rdlr.
6. Til min yngre Søster Maren Hansdatter., havende til ægte Hans Sørensen af bemeldte Nourup 50 Rdlr.
7. Til min yngste Søster Kierstine Hansdatter., havende til ægte Hans J. Bass i Strandby 50 Rdlr.

Til sammen 500 Rdlr.
hvilke for anskrevne Fem Hundrede Rigsdaler jeg til førstkommende 6. juli indeværende År 1748 Lover og til forpligter mig imod Lovgyldig afkald, således som for er meldt tit mine Søskende samt deres Børn eller Formyndere eller Kuratorens
udi god gangbar Mønt at udbetale. Samt derforuden for det

4. Lover og Til forpligter jeg mig., Morten Spangsberg., Herved i Kraftigste Måder at forskaffe min Kære Moder., Edel Christensdatter., hendes fornødne underholdning af Klæde og føde., samt hus værelse og tilsyn udi hendes Levetid.,
således at hun efterdags som forhen., så længe hun lyster., og hendes helbred det tillader" skal have hendes Husværelse " Seng" Kost og frihed inde hos mig" og jeg og mine Skal agte og ære og gå hende til hånde som Børn

Deres Forældre pligtige., så hun ikke i nogen måder skal have noget at klage., og hvis hun skulle blive til sinds hellere udi sin tid at. vine have sin værelse og ophold for sig selv., skal jeg indrømme hende de 2 Kammere i Vester enden a
f Salshuset., som med Skorsten og Kakkelovne da Skal forsynes og skikkelig indrettes, da hun udtager hendes Seng, Kiste og fornødne Boeskab samt Tin, Kobber og Messing og anden Husråd, som hun til Daglig brug behøver., og Skal jeg da Skaff
e hende fri ilding., Kåljord, fri befordring til og fra Kirken og Guds Hus samt befordre hendes Korn til og fra Mølle., lade hendes Brød bage og hendes øl Brygge., item årlig inden Mortens Dag levere hende udi Rent Korn Rug Tre Tønder.,
Byg Tre Tønder., Rede Penge til Salt og sul: To Rigsdaler· fire Marck., til Slagter Tid et halvt Svin., en Fjerdedel Slagtet Nød og En Kos Malkning., som altid skal vedligeholdes, samt to får" hvoraf hun skal: nyde yngel og Uld, og Når hun
ved Døden afgår., skal jeg Ladehende Skikkelig og hæderlig Begrave, men hvad hun da, af det hun sig på aftægten haver medtaget., efterlader" hjemfaldder mig og mine Arvinger" alene undtagen hendes Liv og Gang klæder, hvilke mine Søstre
skal tilhøre, og de være berettiget samme imellem sig at dele, og skulle det behage Gud mig førend min Kære Moder ved Døden at bortkalde, så skal hun dog være berettiget af mine Arvinger og efterkommere foreskrevne Aftægt udi hendes Livs
Tid at nyde, så denne aftægt udi hendes Livs Tid bestandig skal hæfte på denne Gård, jeg udi Strandby iboer.

Hvilken foreskrevne Kontrakt, som samtlige Mine Eddel Christensdatter Børn og Børne Børn samt Deres Formyndere og Kuratorens Ved Deres underskrift på egne og Myndlingers vegne tilstår uimodsigelig nu og i fremtiden at være Fornøjet med.
Således ubrødelige og uigenkaldelig på alle sider skal holdes og efterkommes, Det bliver ej alene af mig og bemelte min Laugværge, men endog med Samtlige mine Børns og Børne Børns samt Deres beskikkede Formynderes og Kuratorens
underskrift Bekræftet og Stadfæstet samt formået Christen Jørgensen og Peder Knudsen, Begge af Strandby, samme med mig til vitterlighed at underskrive
Og til ydermere Stadfæstelse og bekræftelse udbedes underdanigst Hans Excellence, Høy Velbårne Hr. Geheime Råd og Stiftsbefalingsmand von Gabell som Skifte Forvalter og Ober Formynder herpå ville tegne Hans Ratifikation, og at denne
Kontrakt derefter udi Amtets Skifte Protokol til efterretning udi fremtiden må blive indført.

Datum Strandby den 14. februar 1748.
Edel Christensdatter, Sal. Hans Spangsbergs. Morten Hansen Spangsberg. Efter begæring som Laugværge underskriver Christen Sørensen.

Med foreskrevne Kontrakt: er vi underskrevne udi alle måder fornøjet og Vel tilfreds, som hermed under Vores Hænder på egne og Myndlingers vegne tilgås.

Niels Christensen Uglvig. Søren Christensen Uglvig. Christen Sørensen Boldesager. Niels Sørensen Boldesager. Som Kurator for Christen og Niels Søren Sønner underskriver Niels Christensen Uglvig. Som overværende og til Vitterlighed
underskriver
Peder Knudsen, Christen Jørgensen

På egne og min Sal. broders 2 Døtre vegne. Niels Hansen Gammelby.På min Hustrue Mette Hansdatters vegne.
Søren Eschesen. På min Hustrue Else Hansdatters vegne. C. P. Spangsberg;På min Hustrue Maren Hansdatters vegne.
Hans Sørensen. På min Hustrue Kierstine Hansdatters vegne. H. J. S. Bass.

Foreskrevne Kontrast Bliver hermed på Hans Excellence, Høy Velbårne Hr. Geheime Råd og Stiftsbefallingsmand von Gabells Vegne efter ordre Ratificeret under Høy bemeldte Hans Excellences Signette og er en Genpart deraf til Protocollation
udi Amtets Skifte Protokol leveret, hvilket tilstås af underskrevne. Som Fuldmægtig P. N. Ussing.

A t forbemelte kopis kontrakt: Er enslydende med Originalen udi alle sine ord og Punkter, det bliver herved af mig fuldkommen Attesteret. Strandby den 24. Februar 1748. M. H. Spangsberg;

Det blev altså sønnen Morten Spangsberg, der fik gården i Strandby efter sin Far, og han har ligeledes været en velstående mand, hvilket hans gravsten uden for Jerne Kirke viser; den er dog ikke så prægtig som faderens. Morten Spangsberg
giftede sig i året 1748 med Kirstine Poulsdatter, pastor Carstensens sidste husholderske, men hun døde efter 7 års ægteskab, og så giftede han sig anden gang med Ida Sofie Rodriquez, der overlevede ham. Hans gravsten giver ham et smukt
eftermæle. Men hans endeligt var sørgeligt: "På hans Rejse mellem Hjerting og Strandby Natten mellem død 3. og 4. februar 1772 blev han af Is og Vand henreven fra de levendes Land, og da havde han levet 3 Måneder over 56 År, fortæller hans
gravsten.

Samme Morten Spangsberg fik den 11. august 1740 bevilling på kroen i Strandby.

Emne:

Din email (for svar):

Tekst:

Vedhæftning:

Send