Steder

Gården blev 1688 matrikuleret under St. Kærgård. Der boede en fæster på gården fra 1677-88, der hed Chr. Mouridsen, og det er nok hans søn,
som er der i 1705 og hedder Mourids Christensen.

I 1770 står Mads Bertelsen for særskilt hoveri til Lundenæs; han fik fire år senere skøde på sin gård af Michel Nielsen, og så er fællesskabet imellem de to gårde forbi.

Mads solgte gården til Jens Agerboe Jensen (ID 23551)i 1776

Jens Agerboe Jensen fik efter Kongelig bevilling tilladelse til at tilføjet navnet Agerboe
og dennes søn Marcus Jensen (Id 23530) fik nok gården, da han blev gift omkring 1810. (Han dør på Agerbo i 1853)

Hans kone var fra Fyn og hed Johanne Nielsdatter (Id 23531).
De havde mange børn. Sønnen Jens Marcussen (Id 23532), f. 1811, fik gården; (Jens dør på Agerbo 1881) årstallet kender jeg ikke, men han blev gift i 1842 med Sofie Amalie Mortensdatter (Id 23539), var fra Velling. Sofie dør på Agerbo i 1907.

I 1901 har deres søn Morten Jensen Agerbo (24284) gården; som der var lavet en del om på ved køb og salg af jord.
Ejeren er nu Gerhardt Jensen Agerbo. Ringkøbing, Bølling, Sønder Lem, Tuskiær,

I 1774 blev den romanske kirke beskrevet som meget pyntelig, og det holder stik den dag i dag,
hvor den lille landsbykirke ligger frit i terrænet kun omkranset af marker.
Indvendig smykkes kirken ikke alene af kalkmalerier af den berømte Liljemester, men også af en meget interessant våbenanetavle for Hans Munk til Visselbjerg, som blev henrettet i 1616.

BYGNINGEN

Kirkens kor og skib er romanske fra første halvdel af 1200-tallet. Tårnet er senmiddelalderligt og våbenhuset er bygget over en middelalderlig kerne.


LILJEMESTERENS KALKMALERIER

I kirkens kor og skib er der kalkmalerier fra starten af 1500-tallet af den berømte Liljemester.
Malerierne forestiller Liljemesterens klassiske franske liljer over en trekant med tre blade, der mødes i en ring.
Motivet betragtes som Liljemesterens vartegn og ses i flere af egnens kirker, bl.a. Janderup.

Foruden Liljemesterens malerier er der over triumfbuen i skibet malet et bomærke og et våbenskjold for slægten Munk til Visselbjerg, der i en periode benyttede kirken som gravkirke.


DEN USÆDELIGE MUNK

Særlig interessant er en våbenanetavle i træ over Hans Munk, der hænger i koret. Hans Munk blev henrettet ved halshugning i København i 1616 pga. usædelig omgang med tre søstre.
Tavlen, som viser hans 16 tipoldeforældres våbenskjolde, har sandsynligvis oprindeligt været opsat over hans grav i koret.


HELGENGRAV

Kirkens alterbord rummer en helgengrav med en lille blyæske, der har indeholdt et relikvie.
Omkring 1870 arbejdede nogle nysgerrige håndværkere på bordet, og de åbnede skrinet og fandt en negl.
Skrinet er dog tomt i dag, og hvor helgenneglen forsvandt hen er et mysterium.

Bevaringsværdige gravsteder og gravminder på Alslev Kirkegård

Spangsberg slægten
Kresten Spangsberg købte kirketiendet til Alslev Kirke i 1785 sammen med 5 fæstegårde i sognet. Han giftede sig med Barbara, som var datter af den første sognefoged i Alslev, Peder Danielsen.
Kirken forblev i familiens eje gennem 3 generationer frem til 1905. Den sidste kirkeejer blev Karl Gregersen fjern slægtning og sognerådsformand fra 1909-1943. Kirken overgik til selveje i 1931.
Sten 1. Kresten Spangsberg og hustru Barbara Pedersdatter
Herunder hviler i Herren støvet af Kresten Spangsberg og hustru Barbara Pedersdatter.
Han er født på Sønderris i 1752, og hun er født i Alslev år 1766 og døde begge i Alslev år 1794.
De levede sammen i ægteskab 10 aar, da Gud velsignede dem med 2 sønner og 2 døtre.
Ikke graad at de så snart bortgik, det var Guds visdomsraad.

Sten 2. Dødfødt søn og datter af Peder Danielsen og Abelone Jebsdatter

Sten 3. Peter Chresten Spangsberg
Herunder hvilet støvet af Peter Chresten Spangsberg. Hans brave forældre
vellidte Chresten Spangsberg, ejer af Alslev Kirke, og Barbara Petersdatter
Spangsberg – glædes ved hansfødsel i Alslef – den syttende september 1783 –
men døden rev ham af deres arme den 1. april 1784.
Så gæster Gud med sine
Og kalder dem til sig
Trods verdens sorg og pine
Gud evig tak ske dig.

Sten 4. Appelone Spangsberg
Herunder hviler støvet af salig Appelone Spangsberg – en haabefuld datter – af
Chresten Spangsberg og Barbara Petersdatter udi i Alslev By.
Hun kom til verden året 1784 den 14. oktober og forlod verden år 1790 den 17. juli
I verden var jeg ikkun kort
Men jeg til himmelen drog bort
Iblandt de fremmede kom
Betænk det xx og xx
Dig til glædelig evighed
Saa ee du uden fare.

Sten 5. Niels Kristian Spangsberg
Minde over gårdmand og kirkeejer Niels Kristian Spangsberg Født i Alslev d. 25. februar 1791
d. sammesteds d. 21. august 1850
Dorthea Spangsberg f. Madsen f. i Alslev d. 29. oktober1803
d. samme sted 21. maj 1863

Sten 6. Mads Gregersen
Mads Gregersen f. 28.11.1828 d. 4.1.1878
Ane f. Lauridsen f. 11.3.1840 d. 16.3.1902
Dorthea Barbara Gregersen f. 29.9.1873 d. 24.4.1886

Bryndum har været et helligt sted, længe før kirken blev bygget i 1240erne, for midt på kirkegården ligger der en stor gravhøj.

Kirken er bygget i overgangsperioden mellem den romanske og gotiske byggestil, derfor har den træk fra begge dele.
Indvendigt findes nogle smukke og enestående kalkmalerier fra 1200-tallet.

ET HELLIGT STED

Kirken i Bryndum er bygget på et sted, som allerede havde været helligt i århundreder.
Gravhøjen ved Bryndum Kirke er 26 meter i diameter og 2,8 meter høj. Den blev fredlyst i 1911 og er ikke undersøgt af arkæologer, derfor kendes dens præcise alder ikke.
Det er sandsynligt,at højens centrale del er opført over en begravelse fra enkeltgravskulturen (2800-2400 f.Kr.) og udbygget i ældre bronzealder (1700-1100 f.Kr.).
Gravhøjens anseelige størrelse og placering antyder, at den muligvis også rummer høvdingegrave fra yngre romersk jernalder (300-500 e.Kr.).

Fra en gravhøj umiddelbart vest for kirkegården berettes om fund af en urne med brændte knogler i.
Nedsættelser af urner ved foden af ældre gravhøje er en begravelsesform, som kendes fra yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.).

I fortidens Danmark blev der i flere perioder anlagt gravhøje fra yngre stenalder ca. 2800 f. Kr. og helt frem til kristendommens indførelse i 800-900-tallet.
Der er registreret mere end 86.000 gravhøje i Danmark, heraf er ca. 22.000 fredede.

BRYNDUM KIRKE

Tidligere lå Bryndum Kirke frit i landskabet og tjente som flere andre kirker langs kysterne som landkendetegn for skibene.
Undersøgelser af træværkets årringe viser, at Bryndum Kirke blev opført i 1240erne, dvs. i slutningen af den periode, hvor den romanske byggestil var fremherskende.
Bygningen viser også overgangen til gotikken, blandt andet er de indvendige buer spidse, medens vinduerne er runde.
Kirken menes at være viet til Sankt Laurentius, hvilket kalkmalerierne også tyder på. Skib, apsis og kor er bygget af granitkvadre udvendigt, medens der er brugt tufsten og teglsten indvendigt.
Tufsten er en vulkansk stenart fra Rhinegnene, og den blev fragtet op som handelsvare fra Holland og Tyskland.

Indvendigt i skibet er der tillige brugt granit og kampesten. Bygningen udformet så sammenhængende, at det hele må være opført på samme tid, selvom der er brugt mange forskellige materialer til kirkebyggeriet.
Til ydre beklædning anvendte man granitsten. I begyndelsen var loftet fladt og af træ, men da loftet blev skiftet ud med høje hvælvinger, brugte man de lette tufsten.

Sakristiet, våbenhuset og tårnet blev bygget i middelalderen. Sakristiet blev bygget i sengotisk stil i korets nordlige side. Muren er af munkesten, og gulvet består af røde mursten.
I 1700-tallet tjente sakristiet som skriftekammer, og da tårnet på et tidspunkt blev repareret, boede arbejdsfolkene i sakristiet.

Våbenhuset har tynde mure af munkesten, og det virker forholdsvist anonymt i forhold til resten af kirken. Tårnet er rejst af munkesten over granitkvadre, der når 4 meter op.
Spiret er pyramideformet og ligesom resten af taget blytækket.

KIRKENS EJERE:

Bryndum Kirke blev i 1721 skødet fra kronen til viceadmiral Ulrik Kaas på Ålufgård.I 1741 kom gården på tvangsauktion, og kirken blev købt af Christen Hansen Spangsberg fra Uglviggård i Jerne.
Efter hans død arvede de to sønner kirken. De havde hver sin store gård, Niels Christensen Spangsberg havde Sønderris i Guldager Sogn, medens Søren Christensen Spangsberg overtog Uglviggård efter sin far.
I år 1800 havde kirken dog kun en enkelt ejer, Thomas Ganer til Sønderris, og i de næste mange år hørte Bryndum Kirke hertil.
I 1875 solgte gårdejerens enke kirken til 33 sognemænd, og i 1933 overgik Bryndum Kirke til selveje.

KIRKEGåRDEN:

Kirkegården er omkranset af et stendige med tre indgange. Mod vest ligger hovedindgangen, de to andre ligger mod øst og nord. Alle tre indgange består af murede stetter (søjler) med en jernlåge imellem.

Tidligere var der kreaturriste ved indgangene, og i 1786 var det da også nødvendigt for præsten, Thomas Huulegaard, at beklage sig over, at en af sognets bønder lod sine kreaturer græsse på kirkegården,
og der stod høstakke flere steder. Gangene og gravstederne blev trådt ned af de store dyr.
Omkring år 1900 blev kirkegården udvidet mod syd, og diget blev flyttet. På samme tid begyndte man at inddele gravstederne i små parceller, som vi kender det i dag.

DØBEFONTEN:

Granitdøbefonten stammer formentlig fra kirkens opførelse. I kanten har den indhuggede tegn, der kan forveksles med runer, men det er formentlig græske bogstaver, der også var kendte i Nordeuropa i middelalderen.
Bogstaverne kan være en forvanskning af de græske tegn Pi, Gamma, Eta og Tau og henvise til de fire Paradisfloder, som kendes fra Bibelen: Phison, Gehon, Eufrat og Tigris. Et femte tegn, X, kan være Khi for Kristus.
Døbefonten ligner andre vestjyske døbefonte fra 1200-tallet, og den er udført i rød granit i romansk stil.

PRÆDIKESTOLEN:

Prædikestolen er udført i 1617 af en snedker, der ellers virkede mest på Ringkøbing-egnen. Desværre kender vi ikke hans navn. I 1959 kom der nye malerier, der ligesom på altertavlen er udført af Paul Høm.
Stolen har fire fag, og de fire malerier henviser ligeledes til de fire evangelisters symboler: Matthæus engel, Markus løve, Lukas okse og Johannes ørn.
Himlen over prædikestolen har fem fag, og fire basunengle svæver ud over kanten.

ALTERTAVLEN:

Det var præsten og provsten Jon Madsen, som bestilte altertavlen. Den er udført i 1638 af Jens Olufsen, der havde et snedkerværksted i Varde, og stilen er såkaldt senrenaissance. Udskæringerne er meget overdådige, og tavlen er bygget op i tre etager.
Malerierne er nyere, de er udført af Paul Høm i 1959. Nederst ses fra højre mod venstre: Jesu fødsel, Nadveren og Himmelfarten. øverst ses Korsfæstelsen.

KALKMALERIER:

De kalkmalerier, som er synlige i dag, er bemærkelsesværdige ved at være usædvanligt detaljefyldte og farverige.
På korbuens sydlige side, ca. 1 meter over gulvet, ses et såkaldt konsekrationskors eller indvielseskors, som er ridset op og optrukket med rødt.
Ved kirkeindvielsen i katolsk tid blev der tegnet 12 kors, som derefter blev velsignet af biskoppen.
I koret ses også tre kalkmalerier fra 1200-tallet, formentlig omkring 1275. Kalkmalerierne er dog fornyede og opmalede i 1958.
I vestfaget findes to scener fra legenden om Sankt Laurentius, og fordi de er placerede så fremtrædende, kan han være kirkens helgen.
I det ene felt ses Laurentius martyrium, hvor han ligger på risten, medens bødlen passer ilden, og den onde kejser ser til.
I det andet ser man Laurentius forherligelse, hvor to engle kroner ham. Han har en bog og en palme i den ene hånd, for palmen er martyrens symbol.
Den anden hånd hviler på risten, som han blev henrettet på. Det tredje felt viser den genopstande Kristus, som åbenbarer sig for Maria Magdalena. Hun knæler for ham, medens han bærer en sejrsfane.
I korbuen findes en frise med engelmedaljoner. Fælles for alle de farverige kalkmalerier er, at de er blevet fornyede og genfortolkede, og det er derfor usikkert, hvordan de oprindelige kalkmalerier har set ud.

SANKT LAURENTIUS:

Indtil Reformationen i 1536 afskaffede katolicismen til fordel for den protestantiske kirkeretning, betød helgener meget i dagligdagen. Helgener var historiske personer, som ved deres gode gerninger eller martyrdød havde gjort noget særligt for den kristne tro og andre mennesker.
Den katolske kirke bestemte, hvem der blev helgener, og der foregår helgenkåringer den dag i dag. Der findes helgener for de forskellige håndværk til at beskytte rejsende, kvinder, handlende mm., og hver helgen har sit eget symbol og sin egen festdag.
Sankt Laurentius døde i Rom i år 258, og han fejres 10. august. Han var diakon i Rom. Byens præfekt beordrede ham til at udlevere kirkens skatte til byen, men Sankt Laurentius samlede alle de syge og fattige foran sig og sagde:

Bundsbæk Mølles historie

Bundsbæk Mølle er opført af herremanden Henrik Lange til Dejbjerglund omkring 1640.
Op igennem 1700-tallet var Bundsbæk Mølle søgt af mange møllegæster fra Dejbjerg, Lem, Hanning og Stauning sogne.
I 1804 lod mølleren opføre en stenbro over møllebækken.

I årene efter statsbankerotten (1813) fik de fattige i Dejbjerg og Hanning sogne, heriblandt mange rakkere, udleveret mel som fattig-hjælp på Bundsbæk Mølle.
Fra en forpagtningskontrakt af 1837 ved vi lidt om, hvorledes det har været at gæste møllen:
Eieren, som beholder Gaard og Auling, indræmmer Møllegjæsterne Adgang for disses Heste og Vogne i Gaarden og Stalden, som derved er indrettet, ligesaa Leilighed til fornødent Ophold for Møllegjæsterne Dag og Nat i Møllestuen,
samt Brugen af en Seng for disse, samt den hidtil venlige Bespisning, efter Tiid og Omstændigheder, ligesom hidtil er skeet, hvori dog ikke er indberegnet hverken Brændevin eller Kaffe etc., hvilke Deele Forpagteren selv må bekoste
og dermed opvarte efter Behag, dog således at ingen Uorden eller Uroe for Eieren derved foregaar.

Niels Bønnelykke Sørensen (ID 445) født på Vennergård den 10-07-1830 død den 16-10-1903
Han boede først i Hemmet, en årrække i Bundsbæk mølle i Hanning, men den længste tid i Skæbsgård i Hanning

Hygum Engvej 1. Matr 7 a Hygum. Denne gård udgjorde tidligere sammen med matr. 8a i Hygum en af Hygums gamle helgårde med 6 tdr. hartkorn. 1688 nedvurderet til 5 tdr 4 skp 2 alb hartkorn.
Helgården blev på et tidspunkt i 1700 tallet (muligvis omkring 1738) delt i de to halvgårde, hver med 2 tdr 6 skp 1 alb hartkorn. 1844 var gårdens jord vurderet til 3 tdr 2 skp 2 alb hartkorn.
Bygningerne lå oprindeligt knap 500 mod nordøst, lidt sydøst for, hvor østre Hygumvej 1 ligger.

Helgården tilhørte Ølufgård i 1664 og blev da frasolgt. 1681 var ejerne assesor Lentes og Georg Grøn, notarius ved Den holstenske Ret. 1688 var ejeren Jacob Stigelmand i Kiel.
På et tidspunkt før 1720 blev gården opkøbt af Hans Christensen Spangsberg i Strandby. Han solgte halvdelen af gården i 1723 (og nok den anden halvdel senere) til sønnen Christen Hansen Spangsberg i Uglvig, efter hvis død den gik i arv til sønnen Søren Christensen Spangsberg i Uglvig.
Efter sidstnævnte arvede Niels Thomsen gården. Han solgte den 1807 til gårdfæsteren.

Gårdfæsteren i 1664 var Hans Sørensen. Denne Hans Sørensen var søn af Søren Hansen og Maren Hansdatter i Hygum, som havde fæstet gården frem til begyndelsen af 1630erne.

Søren Hansen var død ca. 1638 i Hygum, hvorefter Maren Hansdatter havde giftet sig med Mads Thomsen i Gjesing.

Hans Sørensens datter var sandsynligvis Margrethe Hansdatter, som blev gift med Jens Throgelsen omkring 1666. Jens Throgelsen, der havde en bror på Øluf Mølle
og muligvis var fra Allerup i Sneum sogn, overtog fæstet af gården, men døde allerede ca. 1676, hvorefter enken blev gift med Carl Pedersen fra Lilledarum i Darum sogn.
Han stod som gårdfæster 1681 og 1688.

Sidstnævntes søn Peder Karlsen døde 1722 og havde fæstet helgården indtil da. Han var gift med Mette Hansdatter, født i Strandby i Jerne sogn (hun var en datter af den senere ejer af gården, Hans Christensen Spangsberg i Strandby).
Peder Karlsen kan have været gift tidligere. Efter hans død blev enken gift med Søren Eskesen, han var sandsynligvis fra Nourup i Jerne sogn.
De fortsatte fæstet af gården, men rimeligvis blev gården delt i de to halvgårde, da en datter af fårste ægteskab blev gift, og hun og hendes mand fik fæstet af den anden halvgård.
Datteren Anne Sørensdatter blev 1754 gift med Hans Sørensen fra Skads, og de overtog nok fæstet af Bøgely samtidig (måske var fæstet i kort tid fra 1748 - 54 overtaget af svogeren Poul Nielsen, Hygumgård).
Anne Sørensdatter døde omkring 1766, og Hans Sørensen blev da samme år gift med Anne Marie Andersdatter fra Autrup i Faaborg sogn. Efter 1776 flyttede familien fra sognet.
De boede på et tidspunkt i Bryndum sogn. Hans Sørensen døde i Farup sogn, hvor nogle af børnene bosatte sig.

Omkring 1774 blev fæstet overtaget af Niels Christensen og hustru Maren Frandsdatter. Niels Christensen var en søn af Christen Nielsen Ladefoged i Bryndum, og Margrethe Frandsdatter var fra Dejbjerg.
Hun døde 1800. Deres datter Karen Nielsdatter blev 1801 gift med Morten Andersen fra Oksvang i Skads sogn. Han overtog fæstet af gården og frikøbte den i 1807.

De nye ejeres datter Birthe Kirstine Mortensdatter blev 1828 gift med Knud Jørgen Christensen fra Hemmet sogn, og de overtog gården året efter.

1870 Christen Knudsen, en søn af foregående. Han var 1868 blevet gift med Birthe Marie Nielsen, en datter af Niels Mortensen fra matr 6a i Hygum. Chr. Knudsen døde allerede 1875, hvorefter enken 1879 blev gift med Chr. Knudsens yngre bror Hans Knudsen,
som drev gården videre. Birthe Marie Nielsen døde selv 1893, og Hans Knudsen blev da året efter gift med Gjertrud Baltarsine Petersen fra Roust i Grimstrup sogn.
Hans Knudsen udstykkede gården. Den største udstykning var i 1894, hvor 47 tdr l blev frasolgt til en ny gård, Touborggård, for en stedsøn. Og 1908 fraskilte han 1 tdr l til en aftægtsejendom (Østre Hygumvej 1) for sig selv og sin kone.

Samme år blev Bøgely solgt til Hans Jørgen Schøler. H. J. Schøler frasolgte det resterende af gårdens sydlige jord til Hygum Vestergård i 1912.

I 1912 blev gården overtaget af Hans Søren Christensen (kaldet Hans Esbjerg), en søn af Jens Chr. Christensen fra matr. 8a i Hygum. Han blev 1917 gift med Mary Sørine Nielsen, en datter af Niels Nielsen fra Hygumgård.
Samme år som giftermålet købte han faderens gård med de resterende 23 tdr. l. og lagde denne ind under Bøgely. Stenene fra matr 8aøs bygninger blev brugt til nye avlsbygninger på Bøgely.
Familien drev gården til 1956 og flyttede da til Vester Nebel.

I 1956 blev gården overtaget af sønnen Viktor Christensen. Han var året før blevet gift med Anna Sørensen fra Astrup i Bryndum sogn. Anna døde i 1989.

Nuværende ejere Birgitte og Holger Korsgaard overtog gården efter Viktor Christensen i 1994.

Damsmark

1502 Thomas Pers Nævnt 1502 i ”Eysbergh”, vistnok som selvejer.

1536 Fæstegård under Riberhus Len (kronen)
Gårdens jorder blev formentlig fæstegods under kronen som straf for bondeoprøret under Grevens Fejde i reformationstiden, mens bygningerne dog fortsat var i gårdmandens eje, som det var tilfældet i 1615.

1719 Fæstegård under forskellige ejere Kronen solgte 1719 på en stor auktion
sit gods i Riberhus Amt.

1719 Ulrik Jørgensen Kaas (1677-1746) Admiral og ejer af Ølufgård.

1742 Maturin Castensen Sognepræst og provst i Jerne. Købte 153 td. hartkorn af
Ølufgårds bøndergods i 1742.

1748 Hans Hansen Kragh (-1750) Muligvis fra Varde. Gift med Margrethe
Sofie Pahl (1706-1753).
Blev 1739 hospitalsforstander på Ribe Hospital. Købte 1747 Ormsiggård i Forum og 1748 Esbjerggård af boet efter Maturin Castensen.
Enken gift med Jens Ambrosii Nyborg.
• Anne Margrethe Krag (1743-1829), g. med Nicolaj Lauridsen Bech, Hjemsted

1750 Niels Hansen Friis (-1779) Sognepræsten i Nordby.

• Hans Ditlev Friis

1779 Hans Ditlev Friis Sognepræsten i Nordby. Solgte 1780 vistnok begge 2
Esbjerggårde.

1734 Dobbelt fæstegård, 1780 i selveje, 1820 adskilt


Fæstegården bestod fra 1734 af 2 halvdele.
Ifølge en vurdering fra 1795 bestod Jens Nielsens ene halvdel af et 13 fag stråtækt salshus, heraf 7 fag tavlmur, resten lervægge, de 9 fag indrettet til beboelse, 4 fag kostald og høgulv, vest i gården lå et sidehus på 12 fag med klinede vægge med lidt sten imellem, indrettet til foderlo, hestestald, fåresti, fæhus samt vognport, desuden et ladehus mod nord på 12 fag, med tærskelo og korngulv.

Den anden halvdel vurderedes til 250 rd., havde 1 fag mere tavlmur, og havde
indbygget 2 skabe (alkover?), men ladehuset var mindre, l0 fag. Denne halvdel udflyttede 1820.

Efter anlægslovens vedtagelse i april 1868 afsluttedes
ekspropriationsforretningen 13. juli 1868, hvor staten erhvervede 33¼ td. land, med 19½ td. land fra den ene Esbjerggård, knap 8 td. fra den anden og 6 td. land fra gæstgiver Morten Spangsberg, Strandby Kro. Arealetafgrænsedes langs Englandsgade, Havnegade og Højgade.

Søndre Esbjerggård (Gammelgård)
Den oprindelige Esbjerggård, også kaldet Gammelgård, lå hvor der nu er jobcenter i Exnersgade, og ses på et kort fra ekspropriationeni 1868 og landinspektør Wilkens gadeplan fra 1870, men blev nedrevet 1874.

1734 Niels Jensen Spangsberg (1706-1780)
Søn af Jens Christensen Spangsberg og Mette Sørensdatter i Spangsbjerg. Gift 1733 med Mette Christensdatter (1708-1795), datter afChristen Pedersen Esbjerg.
Nævnt som fæster af gården fra 1734 sammen med svogeren, med hver sin ½-part.
• Jens Nielsen, se nedenfor

1780 Christen Jørgensen (1717-1793)
Søn af Jørgen Pedersen og Else Hansdatter Spangsberg i Novrup.
Gift 1740 med Appelone Pedersdatter (1720-1741), datter af Peder Christensen Spangsberg i Strandby. Som enkemand gift 1741 med Anne Christensdatter (1717-1793) fra Uglvig.
Fæstede svigerfaderens gård i Strandby, mod aftægt, men efter sin 1. kones død i barselseng, solgte svigerfaderen 1741 gården tilMaturin Castensen, som må have solgt den til Morten Spangsberg, der 1784 solgte den til Christen Jørgensen, som i mellemtiden fortsat havde været fæster. Købte 1780 den ene af Esbjerggårdene af sognepræst Hans Ditlev Friis.
• 2. Edel Christensdatter, g. 1771 med Jens Nielsen
• 2. Christen Christensen

1793 Christen Christensen (1758-1822)
Gift 1793 med Mette Sørensdatter (1772-1856) fra Uglvig. [
Arvede efter faderen, men boede vist ikke på gården og solgte den 1798 til svogeren. Død i Strandby.

1798 Jens Nielsen (1748-1822)
Gift 1771 med Edel Christensdatter (1748-1779) og som enkemand gift 1781 med Johanne Madsdatter (1749-1809) fra Lykkegård.
Fæstede gården af svigerfaderen Christen Jørgensen, men 27. nov.

1780 afbrændte salshuset. og købte den 1798 med 5-2-1-2½ hartkorn for 290 rd.
• 1. Niels Jensen
• 1. Christen Jensen Esbjerg (1777-1845), overtog 1803 svigerfaderens gård i Vognsbøl

1807 Niels Jensen (1773-1829)
Gift 1824 med Lisbeth Hansdatter (1792-1862) fra Kvaglund.

1834 Christen Pedersen (1812-1860)
Søn af gårdmand Peder Christensen og Karen Pedersdatter i Uglvig.
Var gårdmand i Esbjerg 1834, ved indgåelsen af ægteskabet.

1860 Appellone Madsdatter (1813-1879)
”Abelone” var datter af Mads Jensen og Johanne Pedersdatter i Veldbæk. Enken indgik 1866 aftægtskontrakt med sønnen.
• Peder Christensen

1866 Peder Christensen (1842-1923)
Gift 1869 med Marie Gejsing (1845-1938).
Byggede 1869 ”Nygård” på hjørnet af Torvegade/Nygårdsvej med 100 td. land. Flyttede senere til Hygum. Nygård købtes 1875 af etkonsortium, senere af landinspektør Jens Peter Madsen og 1894 igen af et konsortium, som udstykkede den til byggegrunde og efter brand få år senere blev den nedbrudt.

1868 Albert Ludvig Gebhart (1837-)
Også kaldet ”Louis”. Født i Berlin, men var ellers slagter i Kolding.
Indgik 15. maj 1868 for godt 10.000 kr. købekontrakt om 62 td. land og købte senere mere, så han havde over 100 td. land, der strakte sig over det meste af området mellem Kongensgade og Borgergade / Kirkegade og baneterrænet og desuden det meste af Torvet og Torvegade op til Nygårdsvej.
Gik 1877 konkurs efter at have anlagt eksportstald og købt et dampskib til Englands-eksporten. Forlod 1880 byen, men havde i 1890”erne en strid med et konsortium ledet af Th. Dahl, der uretmæssigt havde solgt noget af hans jord i Englandsgade til slagteriet.

Gjesing Kirke er indviet 1983, tegnet af Neils Munk og Keld Wohlert. Der er brugt traditionelle byggemetoder i rødstensbygningen med eksempelvis strømskifte på gavlene.


Gjesing Kirke
Den første kirke i Gjesing var en lille vandrekirke af træ, som blev indviet i 1974, og lå på en grund på Bøvervej over for den nuværende kirke. Ved menighedsrådsvalget i 1977 fik Gjesing sit eget menighedsråd, og i 1979 blev Gjesing Sogn udskilt fra Bryndum Sogn. Menigheden voksede op under beskedne forhold, og man så frem til en stenkirke. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, som blev vundet af arkitekterne Niels Munk og Keld Wohlert fra Solrød Strand. De skabte en kirke i rød tegl, der skulle komme til at ligge ved indkøbscenteret med kirkesal, døbsværelse og kontorer mod øst, og mødesal og konfirmandlokaler mod vest. Et kirkeprojekt, der blev valgt bl.a. ud af hensynet til indpasningen af kirken i det flade, vestjyske landskab.
Kirkebyggeriet skulle knyttes til traditionen ved en døbefond af granit, kirkebænke og den gamle teknik med det såkaldte strømskifte ved gavlene. Teknikken er, at mureren har vendt de sten, der ligger nærmest gavlens skrå afskåring langs tagkanten. Tagene er kobberbelagte, og det fritstående klokketårn er holdt i samme materialer som kirken. Kirken, der ligger på det højeste punkt i Gjesing, blev indviet 1983, ni år efter indvielsen af vandrekirken. Gjesing Kirke blev præmieret af Esbjerg Byfond i 1983.



Gjesing Kirke - Grundsten:
Grundstenene er fra Bryndum Kirke og består af tre munkesten, der er indmuret i muren bag prædikestolen. Desuden er indmuret en kapsel med mønter, et eksemplar af Jyske Vestkysten fra 26. marts 1982, et kirkeblad fra Gjesing Sogn, en bog om Bryndum Sogns historie samt en tegning over kirkebyggeriet.



Gjesing Kirke - Alter:
Gjesing Kirkes alterbord er et simpelt spisebord, og alterudsmykningen er et altertæppe, som er vævet af Jette Nevers fra Otterup på Fyn. Jette Nevers, der vandt den udbudte konkurrence om altertæpper til kirken siger selv om tæpperne, at de er vævet i mørke farver, da kirkerummet er lyst. Korset er vævet i en lysende blå farve, der drager øjet mod korset. Teksten på tæpperne er fra første vers af Brorsons salme fra den danske salmebog nr. 590, lytter til, I folk i alle verdens riger:


O, lytter til, I folk
I alle verdens riger!
Gud kalder, stille dog!
Og mørker, hvad han siger!
Al verdens tummel ti!
Her er en anden klang,
Gud med dig tale vil,
Så hør dog til engang.
Alteret har ikke et antipendium. (Et altertæppe). Det er i stedet placeret på prædikestolen.



Gjesing Kirke - Prædikestol:
Den hvidkalkede prædikestol er placeret ved siden af alteret på jorden. Der sidder et antipendium, altertæppe, foran på prædikestolen i stedet for på alteret. Bag prædikestolen sidder tre grundsten, der stammer fra Bryndum Kirke, samt en indmuret kapsel. Desuden et tæppe, som er vævet af Jette Nevers fra Otterup på Fyn. Jette Nevers, der vandt den udbudte konkurrence om altertæpper til kirken siger selv om tæpperne, at de er vævet i mørke farver, da kirkerummet er lyst. Korset er vævet i en lysende blå farve, der drager øjet mod korset. Teksten på tæpperne er fra første vers af Brorsons salme fra den danske salmebog nr.590 O, lytter til, I folk i alle verdens riger!:
O, lytter til, I folk
I alle verdens riger!
Gud kalder, stille dog!
Og mørker, hvad han siger!
Al verdens tummel ti!
Her er en anden klang,
Gud med dig tale vil,
Så hør dog til engang.



Gjesing Kirke - Døbefond:
Døbefonden i Gjesing Kirke er af bornholmsk granit og leveret af firmaet Schøler, Nykøbing Falster. Den var oprindelig højere, men måtte skæres ned, så man bedre kunne holde børnene over fonden.



Gjesing Kirke - Kirkesølv:
Kirkesølvet og døbsfadet i Gjesing Kirke er udarbejdet af guldsmed Bent Gabrielsen i Kolding. Sølvets form er streng og klar i linierne, inspireret af de enkle former i kirkens arkitektur.
Som motiv er valgt et gyldent kors i stil med det fra altertæppet og prædikestolens front.



Gjesing Kirke - Kirkeskib:
Gjesing Kirkes kirkeskib er skænket af kirkens arkitekt, ingeniør og håndværkerne. Det blev ophængt i 1984. Man ved ikke hvem, der har bygget skibet, men det er en model af den 42 tons tunge fiskekutter Viola, der blev bygget på Raun Bybergs Skibsværft i Esbjerg i 1902. Det måler 75 cm. i længden og er 60 cm. højt.



Kirke Gjesing Kirke - Klokker og klokketårn:
Gjesing Kirkes Klokketårn er fritstående og som kirken bygget i rød tegl. Det har to klokker fra Eiisbouts i Holland. Klokkeverset er digtet af digteren Ole Sarvig og lyder: "Jeg taler om dit håb" kalder til fred og dåb lyt, du som færdes her: - en glæde er dig når.



Gjesing Kirke - Bytræet og oldermandsstenene:
Uden for Gjesing Kirke er det gamle bystævne blevet reetableret efter initiativ af forhenværende gårdejer Holger Hansen. Det består af en oldermandssten ved foden af et asketræ samt femten bystævnesten, der repræsenterer de femten gamle Gjesinggårde. På hver af de femten sten er indgraveret forbogstaverne på de mænd, der havde gårdene, og som sad i bystævnet. Det oprindelige bystævne lå på Stigårds Toft.


Gjesing Kirke - Kirkeliv:
Gjesing Sogn er et typisk forstadssogn og har foruden forskellige gudstjenester en række aktiviteter som kirkecafæ og sogneaftener. Forældreaftener for konfirmandernes forældre, legestue for børn, minikonfirmander og ekskursioner samt kristendomsundervisning for voksne. Desuden er der en lokalkreds, der støtter Dansk Indisk Børnehjælp.


Gjesing Kirke - Præster:
Præstetavle:
1979-1986 Hanne Sander
1979-1985 Eberhard Harbsmeier
1986-1994 Ruth Svendsen
1986- Flemming Rishøj
1994-1997 Carina Hansson
1994- Anders Quistorff
1998- Peter Søgaard

Grønnegård

Guldager Kirke
Den oprindelige kirke var en romansk kirke fra 1100-tallet, viet til Sankt Martin. Kirken blev, usædvanligt for området, bygget af små, ukløvede marksten.
Der er kun brugt tildannede granitkvadre til soklen. Den bestod af kor og skib med flade bjælkelofter.
Kirken blev i senmiddelalderen, omkring år 1500, forhøjet og tilføjet hvælvinger, tårn og våbenhus i munkesten. Skibets fire ribbehvælv er muret i Liljeværkstedets manør.
Kirken omtales for første gang i kirkelisten i Ribe Oldemoder i midten af 1300-tallet.
En sognepræst nævnes i 1462 og 1488. Koret har oprindeligt haft fem vinduer, hvoraf to er ødelagt af større åbninger. Skibet har haft otte vinduer, heraf fire bevaret.
Kirken står med blytækket tag, der måtte fornys efter at være blevet stjålet af soldater under Torstenssonsfejden i 1644 - 1645.
Vægten fra de indbyggede hvælvinger har tidligt givet problemer, da den har trykket murene udad. Ved istandsættelsen i 1942 blev nordmuren stivet med fire blytækte støttepiller.
Ved restaureringen i 1983-1985 blev murværket stabiliseret ved understøbning af fundamenterne.



Guldager Kirke - Kirkerum:
Skibets syddør er stadig i brug, medens norddøren ses tilmuret, inde i skibet som en stor, dyb niche. Derud over har der været en præstedør i korets sydside.
Kirken har en altertavle fra omkring 1635, og på alterbordet står en gotisk lysestage fra midten af 1500-tallet med en mage fra 1700-tallet.
Døbefonden er romansk af granit. Kirken har en højgotisk korbuekrucifiksgruppe fra omkring 1300. Stolene er i deres kerne fra 1582. Prædikestolen er fra 1640. Der er en pengeblok fra 1500-1550.
Under restaureringen i 1983-1985 blev der afdækket fire våbenskjolde samt sporadiske dele af en senmiddelalderlig hvælvdekoration fra omkring 1500-1520.
Pulpituret er fra 1651, og kirken har tre kirkeskibe med en søregen historie. Der er gravminder fra 1600 og 1700-tallet. Orglet er bygget af Marcussen & Søn, har 15 stemmer, to manualer og pedal.
Sædden Sogn blev udskilt fra Guldager i 1978 og Hjerting Sogn i 1983.



Guldager Kirke - Døbefond:


Døbefonden er romansk og af granit,- en almindelig vestjysk, glatkummet type. Foden er formet som en søjlebase med små reliefmotiver i skjoldfelterne:
Et korslam, en fugl samt to modstillede liljer. Fonden blev i 1847 flyttet fra en plads nær alteret, og i 1862 stod den i korets nordside mellem koråbningen og korskranken.
I 1942 blev den anbragt i skibets nordøsthjørne. Herfra blev den flyttet i 1985 til dens nuværende placering ved det østre hjørne af korbuens nordvange. Der har været en fondehimmel fra 1647, der ikke længere er bevaret.
Ved skibets sydmur, udenfor på kirkegården, står endnu en romansk døbefond, der er opstillet som blomsterkumme. Den blev oprindelig brugt som vandtrug på Sønderrisgård.


Guldager Kirke - Stolestader:
Kirkens stoleværk kan dateres tilbage til 1582. I 1794 førte pladsmanglen til en strid, da provst Lauge Sidelmann foreslog, at Sønderris gamle herskabsstol blev inddraget til almindelige kirkebænke.
Forrest i stoleværket står sammenstykkede rester af stole for herregårdene Sønderris fra 1546 og Fovrfeld fra 1582. På de bevarede låger ses våbenskjolde og initialer for Peder Madsen og hustru fra Fovrfeld.
Fra Sønderris er bevaret en gavl fra 1546.




Guldager Kirke - Pulpitur:
Guldager Kirkes pulpitur er fra 1651 og oprindeligt opført til stoleværk. Siden 1859 har det været orgelpulpitur.
Pulpiturets træværk og skæringer har en broget bemaling fra 1985, men felterne rummer malerier af Kristus og de tolv apostle, udført i 1652 af Sten Adamsen og enten Hans Jensen eller Hans Christensen Bølling, alle fra Ribe.
Forlåggene er en serie stik af Raphael og Johannes Sadeler.
Der er indskåret talrige navne, årstal, bomærker og skibe i pulpiturets træværk med årstal tilbage fra 1600-tallet. En del af det skårne træværk findes på Esbjerg Museum.





Guldager Kirke - Kirkeskibe:
Der er bevaret tre kirkeskibe i Guldager Kirke. Vestligst i kirkens skib er ophængt et engelsk koffardiskib fra o. 1780. Mellem skibets to østhvælv er ophængt et orlogsskib fra 1831, skænket af kaptajn Jens Hansen, Hjerting.
Han var fange af englænderne under Englandskrigen i 1808 på et fangeskib på Themsen. Det lykkedes ham at flygte i åben båd til Norge, hvorfra han kom tilbage til Hjerting.
I taknemmelighed over at være reddet fra fangenskab og fra turen over Nordsøen byggede og forærede han et kirkeskib, en tremastet fuldrigger, til Guldager Kirke.. Midt i kirkens skib er ophængt fuldskib, bygget i 1865.





Guldager Kirke - Korsbuekrucifiksgruppe:
Korskrucifiksgruppen i Guldager Kirke er et højgotisk arbejde fra omkring 1300. Den er det bedst bevarede arbejde blandt en række beslægtede på området.
I midten ses Kristus på korset med hovedet dødt hængende mod højre skulder. Korstræet måler 206x147 cm.
Sidefigurerne er Maria til venstre og disciplen Johannes til højre. Maria bårer en højhalset kjole, Johannes kjortel og kappe. Mariafiguren måler 141x55 cm. og Johannes 134x36 cm.
Den nuværende bemaling er fra 1909. Herunder har man fundet spredte rester fra middelalderen. Gruppen synes tilvirket i Ribeområdet. Oprindeligt har gruppen været ophængt i korbuen. Den hænger nu på nordvæggen i kirken.




Guldager Kirke - Prædikestol:
Kirkens prædikestol er et højrenæssancearbejde af koldingenseren Jens Mortensen fra omkring 1640. Den er formentlig opsat af domdekanen i Jens Strudvads præstetid.
Den består af fem arkadefag med relieffer af Kristus og de fire evangelister: Mattæus med en åben bog i venstre hånd og pennen løftet i højre, Marcus med opslået bog og løve,
Lucas skrivende i en bog med en okse ved fødderne, Johannes med en opslået bog og en ørn samt Kristus som verdensfrelseren med højre hånd hævet til velsignelse og jordkloden i venstre hånd.
Prædikestolen står i skibets sydøsthjørne under en ottesidet himmel, der blev næsten helt fornyet i 1857.



Guldager Kirke - Altertavle:
Altertavlen fra omkring 1635 stammer fra Vardesnedkeren Jens Olufsens værksted og er i højrenæssancestil. Tavlen står med søjler og udskæringer. I storvingen til venstre ses den opstandne Kristus med sejrsfane,
trådende på djævelen og døden i skikkelse af en slange og dødning med underskriften: Hvem skal dømme? I storvingen til højre ses en pudsig søbebobleblæsende putto, der sidder på et dødningehoved over skriften:
Hvem skal undfly (døden)? Et velkendt forkrænkelighedsmotiv. Altertavlens farver er hovedsageligt fra 1840.
Altertavlens romantiske, lidt naive malerier er fra 1840 og er af landsbymalerne C. Bruun og Toft Møller. I stoffeltet ses Nadverens indstiftelse, til venstre Fremstillingen i templet, til højre Bønnen i Getsemane.
Ovenover Opstandelsen og Kristi genkomst, øverst Kristus svævende med sejrsfanen.




Guldager Kirke - Krucifiks:
På skibets sydvæg ved døren er ophængt et senbarokt krucifiks fra omkring 1725. Det blev gennemgribende restaureret i 1960. Det fremstår nu i grånmalet korstræ og med Kristus i gråt, blåt og grønt.
Det var indtil 1958 deponeret på Esbjerg Museum, hvorfra det blev tilbageleveret.




Guldager Kirke - Kirkeklokke og tårn:
Guldager Kirkes tårn er fra omkring 1500 og af munkesten. En klokke blev afleveret ved klokkestakken i 1528. En klokke kendes fra 1430, der var støbt og signeret af Peder Johansen i Randers
med indskriften: Anno domini millesimo quadringentesimo trigesimo primo die augusti imi fusa est campana ista in honorem scti martini a me petro johannis, oversat til:
I det Herrens år 1430 den 1. juli er denne klokke støbt til S. Mortens Øre af mig Peder Johansen. Den blev nedtaget i 1799 til fordel for en ny, der blev omstøbt i 1884 med indskriften:
Paa Guldager Sogns Bekostning/ H. R. Tjørup. T. Gahner. NG./ Anno 1799/ og omstøbt 1884 af M. P. Allerup i Odense. Den gamle klokke forsvandt ud af landet.





Guldager Kirke - Gravminder:
I Guldager Kirke ses flere epitafier og mindetavler fra tidsrummet 1622 til 1803. I præsteindberetningen fra omkring 1800 omtales adskillige gravsten og gravrammer, der var lagt på kirkegården og enkelte inde i kirken fra 1600 og 1700-tallet.
Præsteindberetningen findes på Landsarkivet i Viborg.




Gravsten i Guldager Kirke:
Ved våbenhusets østvæg er opsat en gravsten fra omkring 1790 over Christen Lyche Spangsberg, hans ægtefælle Maren Hansdatter fra Spangsberg Mølle og deres søn Niels Christensen Spangsberg.
Den fremstår i grå sandsten og måler 216x129 cm. Den er udført af billedhuggeren Frands Bastiansen i Tjæreborg og har efter sigende ligget i bryggerset på Sønderris.




Guldager Kirke - Kisteplader:
Der findes to kisteplader i kirken. Den ene er en kobberplade for Kristoffer Kruse til Sønderris, død 1599, og den anden er en blyplade for Sophia Vognsen til Sønderris, død 1679. De er begge ophængt i korbuen.




Guldager Kirke - Gravkrypt:
Til omkring 1803 var der en gravkrypt i koret fra 1500-tallet, der tilhørte herregården Sønderris. Den har været i brug til slutningen af 1700åerne.





Guldager Kirke -Epitafier:


Der er to epitafier i Guldager Kirke.
1. Over Hr. Johannes Krag, sognepræst i Guldager med hustru Dorthe Sophia Sørensdatter. Omkring 1772. På korets nordvæg.
2. Over sognepræst i Guldager Niels Thorup og hustru Bodil Thorup. Omkring 1803. På korets nordvæg.




Guldager Kirke - Præstebiografi:


J. P. Jensen (1920-1946):
Præsterne ved Guldager Kirke har ikke tradition for at være præget af nogen vækkelse. En undtagelse var den missionske pastor Jensen 1920-1946.
Det fortælles, at menighedsrådet ville undgå en missionsmand og så blev rådet af provsten til at tage pastor Jensen fra Ydre Mission, der havde en fortid som missionær i Indien.
Han skulle dog vise sig at tilhøre Indre Mission. Han var foruden en dygtig præst af kunstnerisk begavelse.




Guldager Kirke - Præstetavle:


1542 K. Hansen
1548 A. Therkildsen
1584 H. Willumsen
-1606 H. Finsen
1607-1607 S. Svaning
1607- B. Jørgensen
1640 J. P. Strudvad
1645-1664 L. K. Kjerteminde
1664-1674 L. S. Ravnsø
1674-1684 A. J. Spandet
1684-1706 L. K. Schavenius
1706-1726 R. J. Fog
1726-1772 J. Krag
1773-1803 N. H. Thorup
1803-1820 P. S. Sidelmann
1821-1828 P. Sørensen
1829-1847 Th. J. True
1847-1858 A. B. Pontoppidan
1858-1872 K. K. L. Lakjær
1872-1877 G. C. K. Schøler
1877-1886 J. C. R. Valeur
1886-1891 A. Kløvborg
1891-1898 C. C. Varming
1898-1911 J. I. Soetmann
1911-1920 G. Quistgaard
1920-1946 J. P. Jensen
1947-1973 A. Thomsen
1968-1978 B. Østergaard Petersen
1974-2000 N. H. Borup
1976-1977 A. M. Futtrup
1977-1987 Dorrit Bille
1999-2007 M. L. Kristoffersen
2001- Brian Bannerholt
2008- Mette Præstegård Friis


Pråstetavle i Guldager Kirke.


Guldager Kirke - Kirkeliv:
Guldager Sogn har ikke nogen tradition for nogen særlig vækkelse, men har dog båret præg af sammenstødet mellem land og by. Det er præget af mange tilflyttere, der er unge, kirkefremmede.
Der er en lille kreds af trofaste kirkegængere. Der er FDF og KFUM i sognet.




Guldager Kirke - Sagn:
Ifølge et sagn skal Guldager Kirke oprindeligt have støet i Kirkedal, men gik til grunde, hvorved dalen blev dannet.




Guldager Kirke - Kalkmalerier:


Da Guldager Kirke blev restaureret i 1983, fandt man fire våbenskjolde i korbuen. De er fra 1607 og er malet til minde om Kristoffer Kruse og Mette Kås.

Guldager Mølle

Hanninge Hedegård

Krogsgård, en af egnens vigtigste hovedgårde, kendes fra skriftlige kilder siden 1371. På Krogsgård opdråttedes stude til videresalg. På Wentzel Rotkierches tid var gården omgivet af voldgrave.
I 1792 blev bøndergodset solgt fra og hovedgårdsmarken udstykket.
Den nuværende hovedbygning er opført i Bedre Byggeskiksstil i 1934.
Krogsgård under Lange og Munk
Krogsgård ligger ved Møllebækken, og der har været bebyggelse siden ældre romersk jernalder (omkring Kristi fødsel). De ældste spor af Krogsgård findes i højmiddelalderen (1150-1350).
Første gang Krogsgård nævnes i de skriftlige kilder er i 1371, og den første kendte ejer er Iver Thomesen Lange i 1430. Sønnen Malthe Iversen var stamfader til slægten Munk, og familien Lange/Munk kom til at eje Krogsgård indtil 1624.
Fra Krogsgård blev i lighed med andre herregårde opfedet stude, som senere blev drevet til markederne mod syd.
Den sidste Munk på Krogsgård var Frederik (død 1634). Han fik gården ved i en retssag at inddrive den som betaling af gæld fra sin kusine, Maren Munk. Frederik Munk kautionerede og drev gældsforretning for mange adelige, men de økonomiske spekulationer gav bagslag.
Han blev truet med gældsfængsel og endte med i 1624 at måtte opgive Krogsgård.

Krogsgård i 1600-1700-tallet
En af Munks kreditorer, Anders Friis, overtog Krogsgård og overdrog den samme år til Claus von Buckvaeldt. Derefter skiftede Krogsgård ejere flere gange, til Wentzel Rothkierck omkring 1642 overtog og opførte en ny hovedbygning med et imponerende voldsted til forsvar.
Bygningen var i to etager, firfløjet og grundmuret, hovedfløjen var flankeret af to hjørnetårne. Hovedbygningen var omgivet af voldgrave. Her var en vandmølle med en møllesø, og møllen er sandsynligvis på alder med hovedgården. Vest for Krogsgård lå ladegården.
Sønnen Hans Rothkierck arvede Krogsgård, men gården led under Svenskekrigene i 1650erne. Hans Rothkierck var efter krigen forgældet og solgte 1672 Krogsgård til søsteren Else.
Hun drev sammen med en anden søster, Kirsten, hovedgården, og de byggede langsomt gården op. Else blev i 1680 gift med major Frederik Sehested (død 1722). I 1733 solgte Else til amtsforvalter Jørgen Bruun fra Ribe.

Hovedgården udstykkes
Jørgen Bruun byggede Tjæreborgs første skole, og han oprettede 1759 Krogsgård som stamhus, men da han døde kun få måneder efter, blev stamhuset ophævet samme år, så arven kunne fordeles ligeligt mellem børnene.
Sønnen Johan Ludvig Bruun overgår Krogsgård, men måtte årligt betale sin mor 540 rigsdaler samt engangsbeløb på i alt 30.000 rigsdaler til sine søskende.
For at betale måtte han udstede obligationer med pant i Krogsgård samt låne penge andre steder. Bruun forpagtede gården ud, og under landboreformerne sidst i 1700-tallet solgte han store dele af bøndergodset fra.
Hovedgården blev nu udstykket, og på Krogsgård Mark opstod 21 nye parceller med små jordtilliggender. Bruun døde 1796 og efterlod gården til sønnen Jørgen. Han solgte den til Hirsch Dessauer, som gik fallit.

De sidste 200 år
Ved tvangsauktionen i 1817 købte Hans Christensen fra Hygum Krogsgård. Han drev studehandel, leverede handelsvarer til Fanø og fik gården på fode igen. Sønnen Niels Hansen overtog i 1833.
Han fortsatte i faderens spor, var dommer i landboforeningen, i bestyrelsen for Varde Sparekasse samt sognerådsformand. Han døde 1873. Siden har vandmøllen været bærende for Krogsgårds økonomi.
Vandmøllen var i brug til 1960?erne. Den blev blandt andet brugt som kornmølle, men også som et lille elektricitetsværk til møllen og gården. Hovedbygningen fra 1934 er opført i stilen

Hjerting Kirke er indviet i 1992. Den er bygget op omkring skulpturer af Robert Jacobsen i samarbejde med arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsen.

Hjerting Kirke

Hjerting var en del af Guldager Sogn til 1983. Først i 1980erne begyndte arbejdet med at få bygget en kirke i Hjerting. Byggeudvalget tog sit udgangspunkt i alterudsmykningen, der skulle være af billedhugger Robert Jacobsen.
Kirken blev så tegnet ud fra en suite af figurer, der skulle sidde på altervæggen.
Hjerting Kirke blev indviet i 1992, og den nye kirke skulle afløse den vandrekirke af træ, der lå på stedet. Før vandrekirken blev opstillet, brugte man en kirkesal i det nuværende posthus på Gammel Guldagervej.
En kirkesal, som man delte med den lokale metodistmenighed.
Kirken ligger på en kunstig høj og er tegnet af arkitekten Alan Havsteen-Mikkelsen i samarbejde med Robert Jacobsen. Kirkebyggeriet er inspireret af den traditionelle vestjyske landsbykirke med hvælvinger.
Den er hvidkalket og med blytag. Det ottekantede kirkerum før sit lys fra et stort nordvindue, og lyset reflekteres af et lyst trægulv. Tårnet står frit ved siden af bygningen. Konfirmandbygning og kontorlokalerne ved kirken er hvide med rødt tegltag.
Døbefonden, alterudsmykningen, glasmalerierne og lysestagerne er udført af Robert Jacobsen. Kirkesølvet er udført af Erik Sjødahl og er tegnet af Havsteen-Mikkelsen. Orglet er fra 1994 og af Carsten Lunds Orgelbyggeri.
Hjerting Kirke blev præmieret af Esbjerg Byfond i 1995.

Hjerting Kirke - Altervæg:

Hjerting kirke har ikke nogen altertavle, men er bygget op omkring en altervæg, der skulle være udsmykket med Robert Jacobsens figursamling "Rosenborgsuiten". Robert Jacobsen lavede dog nye figurer til kirken,
da de oprindelige var for små. Materialet til figurerne er hentet fra fiskernes hverdag i form af skrot fra havnen, som Robert Jacobsen gik og købte.
Figursamlingen er typisk for den figurative del af Robert Jacobsens kunstproduktion, som han selv kaldte for "dukkerne." De er inspireret af afrikanske og mexicanske skulpturer.
Robert Jacobsen følger en gammel skik, at motiver fra Det Gamle Testamente anbringes til venstre for Kristus og motiver fra Det Nye Testamente til højre for Kristus. Således er omdrejningspunktet for de sytten figurer Kristus.
Til venstre ses Adam og Eva under kundskabens træ, et par keruber og en engel i form af en svævende astronaut. Ved Kristus udstrakte arme står Maria og Johannes.
Til højre for Kristus ses Kristus, der går på vandet og til venstre for ham Peter, menneskefiskeren med sit net og til højre en fisker med net og torsk. øverst ses solen og nordstjernen.

Hjerting Kirke - Døbefond.

Hjerting Kirkes døbefond, der står i kirkerummets midte, hvor der er højest til loftet, er skabt af Robert Jacobsen. Døbefonden er ottekantet, inspireret af kirkerummets form og hugget i bornholmsk granit på en plade af lysere, portugisisk granit.
Døbsfadet er ligeledes skabt af Robert Jacobsen og er af messing. Det er fremstillet i Skt. Petersborg. Der er indgraveret tre fisk som et symbol på treenigheden, Fader, Søn, og Helligånd.
Fiskene kaldte Robert Jacobsen spøgende "Hjerting Laks".


Hjerting Kirke - Glasmalerier:

Der er fem glasmalerier af Robert Jacobsen i Hjerting Kirke. To af dem er placeret over dørene mod sydøst og sydvest i kirkerummet. De er abstrakte, men gengiver farver og lys i himmelen og havet, skyerne og regnen over Ho Bugt.
Tre af dem er placeret i våbenhuset og er cirkelrunde. Disse nonfigurative billeder har påsken som tema med opstandelsens gule farve som hovedelement.


Hjerting Kirke - Orgel:
Hjerting Kirkes orgel er bygget af Carsten Lunds Orgelbyggeri i Birkerød og er fra 1994. Det har 33 stemmer, tre manualer og pedal. Det er tegnet i samarbejde med kirkens arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsen og orglets konsulent Lasse Ewerløf.
Lidt usædvanligt sidder organisten i selve kirkerummet.

Hjerting Kirke - Altersølvet:
Robert Jacobsen døde, før arbejdet gik i gang med kirkesølvet, og arbejdet blev overladt til kirkens arkitekt Havsteen-Mikkelsen. Det er bygget op af klassiske runde og ovale former.
I stedet for døbskande til døbsvand er der en lille spand af messing. Altersølvet blev udført af sølvsmed Erik Sjødahl fra København.

Hjerting Kirke - Lysestager:
Lysestagerne i Hjerting Kirke er udformet af Robert Jacobsen. De har fået form efter de miner, som fiskerne stødte på efter Anden Verdenskrig, til minde om de omkomne fiskere.


Hjerting Kirke - Præster:
Præstetavle:
1987-1991 Dorrit Bille
1987-1999 Svend Erik Sørensen
1991- Arne Mørup
2000- Krøn Christensen
2007- Georg Grøsholt



Hjerting Kirke - Kirkeklokke og tårn.
Hjerting Kirkes hvidkalkede tårn står frit et stykke fra kirken med en klokke, støbt af Eijsbouts i Holland i 1983. Den har indskriften "Hjerting Kirke, Gud til ære".

Louw 05.12.07. Kilde: Daværende kordegn i Hjerting Kirke, Lise Thimsen.

Hjerting Kirke - Kirkegård:
Hjerting Kirkes kirkegård er tegnet af landskabsarkitekt Hans Kirchner i samarbejde med kirkens arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsen. Den blev indviet samtidig med kirken i 1992.
En del af kirkegården var oprindeligt en landbohave, og i kirkegårdens sydlige del er havens gamle frugttræer bevaret.

Hygmvej 45. Matr. 2a Hygum, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. I 1664 udgjorde gården sammen med Hygumgård en af Hygums gamle helgårde med 6 tdr. hartkorn, i 1688 6 tdr. 2 skp 1 fdk og 2 alb.


Helgården blev delt i begyndelsen af 1700 tallet.
I 1844 var gården vurderet til 6 tdr 6 skp 2 fdk og 2 alb hartkorn. Engang før 1790 lå bygningerne sandsynligvis 100 m mod syd.


Helgården tilhørte som resten af Hygum Ølufgård i 1664. P. gr. a. Ølufgårds krise i 1660erne blev gården frasolgt og tilhørte 1681 assesor Lentes og notarius Georg Grøn ved den holstenske ret.
I 1688 var Jacob Stigelman i Kiel ejer af gården. O. 1740 tilhørte gården Christen Hansen Spangsberg i Uglvig og gik derefter i arv i denne familie. Gården blev solgt til gårdfæsteren i 1791 af Chr. Lykke Spangsberg, Sønderriis.


Fæsteren Hans Nissen/Nielsen døde 1661. Hans Nissen var sandsynligvis født på gården. Hans far, som hed Nis Jensen eller Nis Madsen må derfor rimeligvis have fæstet gården i begyndelsen af 1600 tallet.
Hans Nissen var gift med Maren Jepsdatter. Efter hans død overtog sønnen Nis/Niels Hansen fæstet (selvom faderen stadig stod som gårdfæster i 1664 matriklen). Nis Hansen var gift med Maren Joensdatter fra Gjesing. 1688: Nis Hansens enke.


Herefter fæstede Christen Christensen Lønne gården. Han kan evt. være blevet gift med en datter af Niels/Nis Hansen, måske ved navn Johanne Nielsdatter. Christen Lønnes efterkommere nævnes mange gange i kirkebogen i 1700-tallet.
Chr. Lønnes søn Ole Christensen Lønne overtog fæstet af gården fra o. 1731. Helgården var på det tidspunkt blevet delt i Hygum Nørregård og Hygumgård. Hygumgård var blevet delt fra til en anden søn af Chr. Lønne (se Hygumgård).
Ole Lønnes kone hed Anne Christensdatter og var en datter af Christen Nielsen Smed fra Lifstrupgård.


Datteren Anne Olesdatter blev 1755 gift med Christen Pedersen fra Astrup i Bryndum sogn, og han overtog nok fæstet omkring det tidspunkt. Chr. Pedersen blev gift 2. gang i 1760 med Edel Hansdatter fra Nourup efter sin første kones død samme år.
Deres søn Hans Christensen frikøbte gården 1791 og blev 1800 gift med Maren Nielsdatter, datter af Niels Hansen fra Enggård i Lifstrup. Svigerfaderen var ret velhavende, og det samme blev Hans Christensen.
Han tilkøbte en del jord og købte halvpart i V. Nebel kirke i 1800.


1819 flyttede familien derfra og købte Krogsgård i Tjæreborg sogn. Hygum Nørregård blev da overtaget af Poul Nielsen og hustru Maren Jepsdatter fra Tjæreborg sogn. Poul Nielsen døde 1836, hvorefter enken året efter blev gift med sin karl Hans Christensen,
der var en søn af Christen Christensen fra Hygum (matr. 8).


Poul Nielsens søn Niels Poulsen blev gift i 1852 med Johanne Lauridsdatter, datter af Laust Hansen fra Grønvang i Nebel. Året efter overtog han gården. Hans første kone døde dog allerede 1854,
hvorefter han samme år blev gift med Hansine Hansen fra Roust. Niels Poulsen døde selv 1861, og enken blev da året efter gift med Peder Jørgensen fra Ørre. I 1882 udstykkede de en 50 tdr. l. stor lod i syd til en ny gård,
Hindmosegård, til (sted)sønnen Poul Nielsen.


Familien flyttede derfra i 1888, hvorefter gården blev solgt på auktion til Jens Gunde Tobiesen og hustru Dortea Sillesen. Denne familie havde forinden haft en ejendom i Briksbøl, men overlod nu denne til sønnen.
Jens Gunde Tobiesen drev Hygum Nørregård i lidt over tyve år, herefter blev den udstykket i 1911 faktisk udsat for gårdslagtning (skete ved en del gårde o. 1910). Bl. a. blev 2 jordstykker frasolgt til nye ejendomme.
Tilbage til gården var 18 tdr. l.. Familien flyttede efter afståelsen til Nebel.


I 1911 blev det resterende Hygum Nørregård overtaget af Johanne og Søren Jensen Bjerre fra Hygum matr. 1a. De beholdt deres hidtidige gård i Hygum frem til 1917, og afstod da Hygum matr. 1a til den ældste søn, som blev gift samme år.
Ved salget af deres anden gård beholdt de 72 tdr. l. , som de lagde ind under Hygum Nørregård. Halvdelen af dette jord blev dog atter frasolgt i 1926 til en ny gård for en svigersøn (Tranbergs gård).


Johanne og Søren Jensen Bjerre drev gården til 1928 og afstod den da til den ugifte søn Simon Bjerre. Simon Bjerre, som var en meget aktiv mand indenfor ungdomsforeningen og meget afholdt, døde allerede 1935.
Hygum Nørregård blev i stedet overtaget af Hans Larsen, der samme år blev gift med Ottilie Pedersen. Hans Larsen stammede fra Henne og havde været karl på gården. Ottilie var datter af Jens Pedersen fra Hygum matr. 3ai,
men var som lille blevet plejebarn hos Johanne og Søren Jensen Bjerre.
Deres datter Grethe Larsen blev 1958 gift med Marinus Søndergaard fra Roust i Grimstrup sogn. De overtog derefter gården i forpagtning og overtog den endeligt i 1964. I Grethe og Marinus Søndergaards tid blev Hygum Nørregård en stor kvæggård,
og der blev tilkøbt en del jord. Deres søn John Søndergaard, gift med Tove Lindholm Graversen fra Rousthøje, købte halvpart i gården 1990.


I 2001 blev gården overtaget af nuværende ejere Mette Marie og Ken Bloch, som stammer fra hhv. Nøsbjerg og Gellerup ved Varde. De har omdannet gården til en stor og moderne svinefarm.

Hygumvej 54. Matr 4a Hygum, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Før 1664 udgjorde Hygum Søndergård sammen med Hygum Østergård en af Hygums gamle helgårde. I 1664 var Hygum Søndergård vurderet til 3 tdr. og 2 skp. hartkorn.



I 1688 vurderet til 3 tdr., 5 skp. og 1 fdk. Hartkorn og i 1844 vurderet til 5 tdr 1 skp og 2 alb. hartkorn. Bygningerne lå sandsynligvis oprindeligt 300 m mod nordøst, i nærheden af hvor Hygum Østergård oprindeligt lå.
Hygum Søndergård hørte under Ølufgård som fæstegård frem til 1789 og blev da frasolgt til gårdfæsteren.


Første kendte gårdfæster var Søren Nielsen. Han stammede fra Skads sogn og døde i Hygum 1637. Han var gift med Birte Nielsdatter, der rimeligvis var fra Tjæreborg. Efter hans død blev enken gift med Lambert Nielsen, som overtog fæstet.
Lambert Nielsen døde selv 1668, hvorefter fæstet blev overtaget af sønnen Niels Lambertsen, som sandsynligvis var gift med Johanne Rasksdatter fra Darum. Han fæstede både Hygum Søndergård og Hygum Østergård i 1681 og 1688.


Sønnen Lambert Nielsen overtog fæstet af Hygum Søndergård 1698, men døde sandsynligvis o. 1710. Hans enke Maren Christensdatter blev herefter muligvis gift med Hans Lassen, som formodentlig var en søn af Las Jepsen i Nebel.
Maren Christensdatter døde i så fald o. 1719. Nævnte år blev Hans Lassen gift med Maren Lambertsdatter fra Darum. Han døde selv allerede 1722, hvorefter enken samme år blev gift med Christen Jensen Spangsberg fra Spangsberg i Jerne sogn.
Denne overtog fæstet, men havde gennem årene en del tvister med sin patron Jens Windfeld, Ølufgård.


Datteren Mette Christensdatter blev 1751 gift med Peder Lauridsen, en søn af Laurids Christensen fra Nebel (muligvis gården Meldgård). De overtog herefter fæstet. Peder Søndergaard, som han blev kaldt, døde allerede 1780.
Enken havde herefter selv fæstet i nogle år, men på et tidspunkt blev det overtaget af den yngste søn Christen Pedersen. Han blev 1788 gift med Maren Sørensdatter, en datter af Søren Hansen fra Hygum Østergård, og frikøbte gården i 1789.


I 1813 blev gården overtaget af sønnen Peder Christensen, kaldet Peder Søndergård. Han blev 1815 gift med sin kusine Johanne Marie Nielsdatter fra Gunderup i Ørre sogn.
De drev gården til 1842 og mageskiftede da gård med fætteren Christen Christensen fra Hygum Østergård.
Christen Christensen, der var gift med Kirsten Jensdatter, fraskilte 30 tdr. l. af gårdens vestligste jord og grundlagde her 1845 en ny gård Hygum Vestergård, hvortil familien flyttede.


Selve Hygum Søndergård blev 1845 overtaget af Christen Christensens lillebror Rask Christensen. Han var blevet gift med Kirsten Marie Tarpager ca. 1842, og de havde forinden overtagelsen af Hygum Søndergård boet nogle år i Lintrup sogn.
Deres søn Christen Christensen overtog gården i 1869. Han flyttede 1876 til Tarp i Billum sogn, hvor han blev gift med Mette Kirstine Pedersen.


1876 Chr. Jensen.


1879 blev Hygum Søndergård atter solgt på auktion til Frands Christensen fra Vibæk i Alslev sogn. Frands Christensen var gift med Madsine Maren Kirstine Eskildsen fra Bryndumdam i Bryndum sogn.
Han var kendt som en dygtig mand i sognet. 1892 udstykkede han halvdelen af gårdens jord (noget blev senere tilbagesolgt) til en ejendom til sin ældste søn Christen Nielsen Christensen. Frands Christensen døde 1901, hvorefter enken selv drev gården videre til 1908.


1908 Andreas Peter Hansen. Han rejste vistnok til Amerika i 1910.


I 1910 blev Hygum Søndergård overtaget af Andreas Larsen Christensen. Han var født i Outrup sogn, men havde forinden overtagelsen af gården været nogle år i USA og blev derfor kaldet Andreas Amerikaner.
Han blev året efter overtagelsen gift med Ane Marie Madsen, en datter af Laurids Madsen fra Vestervad.


Deres søn Laurids Erling Møller Kristensen blev 1941 gift med Elna Nielsen fra Tjæreborg, og de overtog samme år gården i forpagtning. I 1952 overtog de gården endeligt.
I 1975 købte deres sønner Gregor og Andreas Møller Kristensen hver en tredjepart i gården. I den forbindelse blev en ny stor og moderne kostald bygget. Kvægbruget fik navnet Hy-Ko I/S.


Efter faderens død i 1994 overtog sønnen Gregor Møller Kristensen hele gården i 1996. Han er gift med Linda Christensen.


Gården tilhører i dag Gunnar Rask Jensen i Andrup, som overtog den 2006 efter sidstnævnte.

Østre Hygumvej 8. Matr 3a Hygum, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Hygum Østergård udgjorde før 1664 sammen med Hygum Søndergård en af Hygums helgårde med 6 tdr. 4 skp. hartkorn. Før 1664 blev gården delt i de to halvgårde med hver 3 tdr 2 skp hartkorn



1688 var gården vurderet til 3 tdr. 1 skp. 1 fdk. 1 alb. hartkorn. Efter tilkøb og frasalg blev gården i 1844 vurderet til 4 tdr. 7 skp. 3 fdk. 2 alb. hartkorn. Gården lå oprindeligt, hvor Østre Hygumvej 3 ligger i dag. Stuehuset til Østre Hygumvej 3 kan derfor have været en del af det gamle stuehus til Hygum Østergård.
Gården tilhørte Ølufgård som fæstegård, men blev frasolgt ca. 1664 og tilhørte 1681 assesor Lentes og Georg Grøn, notarius ved Den Holstenske Ret. 1688: Jacob Stigelmand i Kiel. I 1740 solgte Niels Jakobsen Lund i Ebeltoft gården til Chr. Hansen Spangsberg i Uglvig, hvis sønnesøn Christen Sørensen Spangsberg solgte den til gårdfæsteren i 1823.


I 1664 var gårdfæsteren Peder Christensen. Hans kone Maren Nisdatter døde før 1660. 1681 og 1688: Niels Lambertsen, som sandsynligvis var gift med Johanne Rasksdatter fra Darum. Han fæstede både Hygum Søndergård og Østergård (se Hygum Søndergård).
I første fjerdedel af 1700-tallet var fæstet overtaget af Hans Nielsen, som sandsynligvis var søn af Niels Lambertsen. Han var gift med Else Jensdatter fra Andrup. Hans Nielsens og Else Jensdatters efterslægt blev en af de dominerende slægter i Vester Nebel sogn i mange år.


Deres yngste søn Søren Hansen blev 1752 gift med Johanne Christensdatter, datter af Christen Christensen fra Enggård i Lifstrup hendes mor var 2 år tidligere blevet gift med Søren Hansens bror Niels. Omkring dette tidspunkt overtog Søren Hansen sandsynligvis fæstet af gården.
De nye fæsteres søn Christen Sørensen blev 1790 gift med Karen Hansdatter, som var datter af fætteren Hans Rasksen i Hygum. Måske som en medgift (??) købte han en stor bid af fætterens gård i 1795. Christen Sørensen overtog nok fæstet af Hygum Østergård omkring vielsestidspunktet.
Han frikøbte endeligt i 1823 af ovennævnte ejer.


Deres søn Christen Christensen overtog Hygum Østergård i 1830 og blev samme år gift med slægtningen Kirsten Jensdatter fra Briksbøl (hvis oldefar var Søren Hansen).
Han drev dog kun gården til 1842, hvor han byttede gård med fætteren Peder Christensen Søndergaard fra Hygum Søndergård.


Peder Christensen var gift med sin kusine Johanne Marie Nielsdatter, og deres fælles bedstefar var Søren Hansen, Hygum Østergård, så gården var stadig i slægtens hænder.
Deres datter Anna Pedersdatter blev 1848 gift med Christen Nielsen Christensen fra Hesselho i Tistrup sogn, og han overtog Hygum Østergård samme år. Det er muligt, at det var ham som lod gårdens bygninger flytte ud til deres nuværende placering.
I hvert tilfølde virker det som om, han havde et kapitalbehov, idet han lod gårdens jord udstykke, således 3 nye ejendomme opstod 1852 - 1855.


Christen Nielsen Christensen og hustru flyttede fra sognet 1853 og bortforpagtede gården til Jens Peder Jensen i Kjersing og Lauge Jacobsen i Varde. Sidstnævnte, der var bosat på gården, var gift med Maren Hansen.
I 1855 blev gården solgt.


1855 Søren Nissen Christensen (født i Fåvling sogn). Hans kone Anne Margrethe Johansen døde 1859.


1871 Christen Tage Schmidt, en ungkarl fra Skanderup.


1880 Jens Christensen.


1881 Søren Nielsen.


I 1883 blev Hygum Østergård overtaget af enkemanden Jeppe Hansen Lauridsen, som netop havde solgt sin fødegård Meldgård i Nebel. Han blev gift 2. gang i 1884 med Hansine Hansen fra Gjesing.
Han var hestehandler. De drev gården til 1906 og flyttede da til Tjæreborg.


1906 Hans Jessen Nielsen Esbjerg. Gift året før med Laura Nielsine Riber, datter af Christen Riber Jensen fra Ølufvad Kro.


1923 Petrea og Ole Hansen. Gården brøndte 3 gange i deres tid.


1933 Viggo Johannes Jensen fra Vandborg. Gift med Else Marie Hune. De leverede børnemælk til Esbjerg. Flyttede efter afstæelsen til Holstebro.


I 1964 blev Hygum Østergård overtaget af Anna Maria og Freddy Pedersen fra Jerne. De tilkøbte en del jord til gården. Foruden at drive gården var Freddy lærer på V. Nebel skole fra 1968.
De drev gården til 2007 og solgte den da til nuværende ejer Ken Bloch, som også ejer Hygum Nørregård.

Vestre Hygumvej 2. Matr 5a Hygum, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Hygumgård udgjorde sammen med Hygum Nørregård en af Hygums gamle helgårde.
Denne var vurderet til 6 tdr hartkorn i 1664, omvurderet til 6 tdr, 2 skp, 1 fdk, 2 alb i 1688.



Helgården blev på et tidspunkt i begyndelsen af 1700 tallet delt i de to halvgårde hver med 3 tdr 1 skp 2 alb hartkorn. I 1844 var gården vurderet til 3 tdr 2 skp alb hartkorn. Oprindeligt lå bygningerne 250 m mod øst.
Ligesom resten af Hygum tilhørte helgård 1664 Ølufgård. Gården blev da frasolgt (vedr. tilhørsforhold, se Hygum Nørregård). O. 1740 tilhørte Hygumgård rimeligvis Chr. Hansen Spangsberg i Uglvig, og den gik herefter i arv.
Gården blev frikøbt 1791, da arvingerne efter Chr. Lykke Spangsberg, Sønderriis, solgte den til gårdfæsteren.


Vedr. gårdfæstere på helgården i 1600 tallet henvises til Hygum Nørregård. Chr. Lønne havde fæstet helgården, og hans søn Ole Christensen Lønne overtog fæstet af halvdelen af gården - Hygum Nørregård.
En anden søn Hans Christensen Lønne blev 1726 gift med Johanne Hansdatter fra Bryndumdam i Bryndum sogn, og de fæstede herefter halvdelen af den gamle helgård - Hygumgård. Hans Christensen døde omkring 1743,
hvorefter enken blev gift med Anders Christensen, en søn af Christen Smed fra Lifstrupgård. De drev gården videre, men flyttede på et tidspunkt efter 1754 til Sødding i Guldager sogn.


Forinden var fæstet overtaget af Poul Nielsen fra Nordenskov. Han blev 1748 gift med Margrethe Pedersdatter, vistnok en datter af Peder Karlsen fra Bøgely i Hygum.
De overtog fæstet af gården omkring det tidspunkt, men havde måske i kort tid fæstet Bøgely. Efter Poul Nielsens død i 1777 blev fæstet på et tidspunkt overtaget af sønnen Niels Poulsen, der 1782 blev gift med Kirsten Thomasdatter fra Briksbøl, Skads sogn.
De frikøbte gården i 1791, men flyttede 1797 til Helsinghof i Søhale.


I 1798 blev gården overtaget af Peder Hansen fra Sødding. Han var gift for tredje gang med Johanne Nielsdatter. Hendes morfar var Jens Hansen fra matr. 6a i Hygum. De flyttede derfra allerede i 1801.
I 1801 blev gården overtaget af Jens Christensen, hvis stedmor var en søster til den tidligere ejer Niels Poulsen. Jens Christensen var fra Skads, og han var omkring overtagelsestidspunktet blevet gift med Else Nielsdatter fra Jerne.
Imens familien var bosat på gården var den 1806 07 ejet af Jens Christensens svoger Jørgen Nielsen i Øse. Ligeledes var gården 1811 12 ejet af Jens Nielsen fra Nourup, som 1811 blev gift med Mette Marie Christensdatter, en datter af Christen Pedersen fra Hygum Søndergård.


I 1823 blev Hygumgård overtaget af Hans Christian Jensen fra Oksvang, hvis farfar var Hans Jensen fra matr. 6a i Hygum. Han blev 1825 gift med Dorthea Pedersdatter fra Nourup.
Hun døde i 1860, hvorefter sønnen Peder Hansen Christiansen overtog gården i 1863. Han var gift med Ane Marie Christensen fra Alslev. De flyttede fra sognet 1887.


1887 Maren og Ole Peder Mortensen fra Havgård i Tobøl.


1892 Jørgen Hansen. Beholdt gårdens sydlige jord og grundlagde her en ny ejendom i 1896.


I 1896 overtog Niels Nielsen fra Strandby gården. året efter blev han gift med Marie Kirstine Nielsen, en datter af Peder Hansen Nielsen fra matr. 6 i Hygum. De drev gården til 1937.


1937 Kis og Tage Alfred Hansen (fra Fyn og Bramming). Flyttede 1941 til Fyn.


1941 Jens Thorhauge Jensen fra Oksbøl-egnen. Han blev 1946 gift med Sigrid Houlberg Hansen fra Oksvang.


1968 Kirstine og Hans Jessen.


I 1983 blev gården overtaget af nuværende ejer John Kirketerp, som er gift med Vibeke Pedersen fra V. Nebel. De drev først gården som kvæggård og tilkøbte 1999 jorden fra Bjerregård.
Hovedparten af gårdens jord blev dog frasolgt til Hygum Nørregård 2002.

Spangsberg stenene
Indtil 1983 stod i kanten af oldtidshøjen i kirkegårdens sydvestre hjørne tretten store gamle gravsten.
Den ene var en granitsten fra middelalderen, en såkaldt bondegravsten, som nu er opstillet vest for våbenhuset.
De øvrige tolv er fra 1700-tallet hugget i sandsten, og de havde ikke godt af at stå udendørs længere. Syv af disse sten blev opstillet i kapelbygningen ved krematoriet i Novrup, mens de fem sidste blev opstillet i Jerne kirkes våbenhus.
Disse fem sten har det til fælles, at de alle er sat over medlemmer af slægten Spangsberg.
Det vides ikke, hvem der har fremstillet stenene, men der findes på egnen flere lignende arbejder, som
stammer fra et værksted på Fanø.

Spangsbergslægten er kendt tilbage til 1600-årene og har hørt hjemme i Jerne sogn. Dens medlemmer har ejet jord både i Jerne og i omegnen, og ligstenene vidner om, at det har været velstillede folk.
Den lille sten i midten af rækken (billedet til venstre) er sat over den kun fem måneder gamle Anne Margrethe Mortensdatter Spangsberg i 1754. Stenen er 92 cm høj.
Det er en af de sten der er signeret og formodes at komme fra det nævnte Fanø-værksted.
De fire øvrige sten er sat over voksne. De er alle omkring to meter høje. To af stenene er dekoreret med relieffer af ægteparret, de er sat over, og nederst på stenene relieffer af deres børn - elleve på den ene og fire på den anden.
Den ældste sten er sat over Hans Christensen Spangsberg og Edel Christensdatter. Deres elleve børn er afbilledet på stenen. Stenen er skaffet i god tid: Den er hugget i 1714,
men Hans Christensen Spangsberg døde først 1737, og i øvrigt næede ågteparret at få endnu et barn, der altså ikke er med på stenen.

En af sønnerne i børneflokken nederst på den ældste sten har sin egen sten ved siden af.
Det er Christen Hansen Spangsberg, Uglvig, der her ses med sin hustru Ingeborg Christensdatter. Han har været en velstående mand - det anføres, at han var ejer af Bryndum kirke og en del jorder.
Christen Spangsberg døde 1747, stenen er dateret 1751.
Nederst på stenen afbildes deres fire børn, hvoraf den yngste døde som seksårig i 1732 og derfor er afbildet som svøbelsesbarn.
De andre børn er - på begge sten - skildret som små voksne.


Præster ved Jerne Kirke

Før Reformationen
Søren (nævnes 1502)
Jens Thomsen, kapellan til Jerne Kirke nævnes 1514, hvor han før fæstet på Jerne præstegård.

Efter Reformationen
Palle
Jørgen Pallesen Jerne: 20. juli 1569 til sin død 16. april 1590.
Hans Jørgensen Jerne: 17. juni 1590 til sin død 2. april 1592.
Palle Jørgensen Jerne, bror til den foregående, overtager embedet og dør i 1637.
Hans Jensen Hersleff blev præst i 1637, gifter sig med forgængerens datter og bliver pålagt at forsørge forgængerens enke. Han overlever sin kone, og dør i slutningen af 1653 eller starten af 1654,
hvorefter arvingerne anmoder domprovsten om at en af hans døtre måtte blive gift med efterfølgeren, hvilket også sker.
Jørgen Olufsen Alslev 1654 - 1659.
Bendt Jakobsen Varde 26. januar 1659 - 1672. Førte i 1663 proces mod bønderne om Jerne kirkeenge, hvilket endte med at præsten fik engene i fæste for altid.
Hans Pedersen Bartskjår 1672 - 1701. Den ældste kirkebog i sognet stammer fra hans tid.
Maturin Castensen 1. marts 1701 til sin død 7. november 1747. Søn af Kaspar Kristoffer Castensen, borgmester i Ribe. Blev provst i 1739. Blev som naturkyndig endvidere betragtet som god til at uddrive ånder.
Johannes Tobias Bøtcher 12. januar 1748 - 1789. Blev kaldt til Jerne Kirke efter ønske fra forgængeren.
Niels Bønnelykke. Kapellan ved kirken fra 1787, præst fra 16. september 1789 til sin død den 12. december 1826.
Søren Spandet Hjort. Præst fra 1827 frem til sin død den 24. marts 1835.
Gabriel Koch. Præst ved Jerne Kirke fra 1835 til 1858.
Mikael Rodewald Giørup Assens. Ordineredes 4. august 1858.

Sammen med N. P. Sillasen, Rørkjær, Niels Christensen, Esbjerg, og Chr. Nielsen (Knude), Nourup, byggede han Jerne Mølle i 1857.
I adskillige år drev de Møllen i Forening, og i den Tid var Søren Hansen Formand for Interessentskabet, hvorefter han overtog Møllen i Forpagtning i 7 år..

I en Dalsænkning, lidt øst for Esbjerg, ligger Jerne Præstegaard med en gammel, meget smuk Have (Nr. 1) paa ca. 2 Td. Land, der maa siges at være en af de smukkeste Haver i Vestjylland.
Den skal være anlagt af Pastor Bønnelykke, der var Præst her fra 1789 til 1826. At den efter sin Tids Forhold er saa stort anlagt, vidner om, at han har haft Sans for Træplantning;
de store gamle Lindetræer stammer fra hans Tid. Hvorledes det paa samme Tid stod til med Dyrkning af Køkkenurter, viser en Regning fra Hans Pedersen iNovrup (se Fra Ribe Amt 1906);
i Følge den har han i 1819 fra Hamborg faaet Peberrod, Persillerødder og Selleri-knolde for 5 Mark.
De senere Præster har plejet og passet Haven godt og har ogsaa fortsat Plantningsarbejdet. Af den smukke Granplantage (Nr. 2) paa Bakkeskraaningen Nord for Præstegaarden har Pastor Kemp (1880-1890) plantet det Stykke,
der ligger øst for Kirkestien, og Pastor Ingerslev (1899-1909) den Del der ligger Vest for denne. Plantagen vil med Aarene ikke blot skærme Præstegaarden mod den kolde Nordenvind, men ogsaa blive en Pryd for Egnen.
I de sidste 30 Aar har der hvert Aar været afholdt større Mæder i Præstegaardshaven, og det skyldes vist for en stor Del den smukke Have, at Folk fra Land og By er strømmet hertil i saa store Mægder.
Men for Vestjyden er det ogsaa en Fryd at se de store velholdte Græsplæner og at færdes i de skyggefulde Gange under de store Lindetræer.
Det ser ud til, at Pastor Bønnelykkes Eksempel har smittet Degnen Brandt, som var ansat i Jerne fra 1780 til 1808. Han har plantet Lindealleen, som endnu staar ved Degneboligen.

Alslevvej 10. Matr 16a Forum, Bryndum Sogn i Esbjerg Kommune. Denne ejendom var et lille bolsted med 4 skp hartkorn i 1664 - iflg. kirkebogen havde den været vurderet til 6 skp i 1581. 1688 1 skp 3 fdk 2 alb hartkorn. 1844 2 skp 2 fdk alb hartkorn.


Ejendommen tilhørte Bryndum Kirke. Dermed fulgte bolet kirkens ejere. Bryndum Kirke tilhørte Kronen frem til 1721 og blev da solgt til Ølufgård. I 1741 blev Bryndum Kirke under en tvangsauktion over Ølufgårds Gods solgt til Christen H. Spangsberg,
Uglvig, hvis sønner Niels Chr. Spangsberg, Sønderriis, og Søren Chr. Spangsberg, Uglvig, arvede kirken efter hans død. Niels Chr. Spangsbergs halvpart gik i arv til sønnen Chr. Lykke Spangsberg, Sønderriis.
Han døde 1790, og enken giftede sig da med Thomas Ganer, hvem kirkehalvparten da tilfaldt. Søren Chr. Spangsberg solgte sin halvpart til herredsfoged Hans Warthoe, Roust Mølle. Thomas Ganer, Sønderriis, og
Hans Warthoes arvinger solgte kirkebolet til fæsteren i 1806.


Kirkebolet blev i mange år fæstet af sødedegnen/kirkesangeren i Bryndum Sogn. Det var Niels Hansen i 1664, 1681 og 1688.
Fra omkring 1760 var fæstet muligvis overtaget af Niels Pedersen Langsom (han kan i stedet have fæstet Drausegård). Niels Pedersen var fra Langsom i Alslev Sogn og var 1752 blev gift med Johanna Nielsdatter,
en datter af Niels Jørgensen i Gjesing. Han døde 1777, hvorefter enken blev gift 2. gang 1779 med enkemanden Anders Hansen fra Roust i Grimstrup Sogn. Johanna Nielsdatter døde selv 1794, hvorefter Anders Hansen
vistnok flyttede derfra.


I 1793 blev fæstet overtaget af Christen Pedersen, en søn af Peder Christensen fra matr 9a. Han blev dette år gift med Karen Andersdatter, en datter af Anders Jensen fra Brøndsagergård. Han var daglejer.
De flyttede til matr 3a i Vestervad, V. Nebel Sogn i 1806.


Bolet blev 1806 solgt til Jørgen Abrahamsen fra Hedehuset. Jørgen Abrahamsen og hustru Ingeborg Andersdatter havde hidtil boet i Hedehuset og ejede stadig dette; men flyttede vistnok over på nærværende ejendom 1806.
Det vides dog ikke med sikkerhed da Jørgen Abrahamsen var natmand (rakker) og flyttede fra sted til sted. Han frasolgte Hedehuset i 1827 med 3 tdr. l. hede, og i 1831 Kirkebolet til Christen og Niels Mortensen, Uglvig,
som ikke boede der. Forinden havde Jørgen Abrahamsen og familie bosat sig i et hus på fælledlodden i Forum.


1817 blev datteren Anna Sophia Jørgensdatter gift med Jens Sørensen fra Esbjerg, som derefter fæstede ejendommen af svigerfaderen. Jens Sørensen var bygningshåndværker og opførte sandsynligvis nuværende stuehus.
De flyttede til matr. 10a ca. 1829.


Fra ca. 1829 blev ejendommen fæstet af Christen Andersen, en søn af Anders Pedersen fra matr. 11a. Han var gift med Ellen Marie Hansdatter fra Vejrup Sogn. Christen Andersen var vinterlærer og var (vistnok)
den første lærer på Forum Skole ca. 1829 - 44. De flyttede derfra før 1855.
1855 Ole Hansen og Andaline Hansdatter fra Lunde Sogn. Ole Hansen var tømrer og snedker. Mageskiftede 1856 ejendom med Christen Christensen fra matr. 10a. Christen Christensen var sømand og var gift med Dorthea Maria Hansdatter.


1866 Hans Lauridsen.


1874 Søren Nielsen. Enkemand fra Guldager Sogn. Havde husholdersken Ane Margrethe Pedersen.


1882 Peder Hansen.


1886 Jens Peder Eskildsen fra Slesvig, som var gift med Ingeborg Jensen fra Bryndum Sogn. Døde kort efter århundredskiftet.


1904 blev ejendommen overtaget af Peder Nielsen Pedersen, der året efter blev gift med Ane Marie Jørgensen, en datter af Søren Jørgensen fra Alslevvej 4. Peder N. Pedersen var selv søn af Anders Pedersen fra Forum Gammelgård
og havde inden overtagelsen boet hos moderen i huset på Nr. Forumvej 7. Han var skomager, men udvidede også det lille landbrug. En ny stald blev bygget og 4 tdr. l. blev tilkøbt. Flyttede 1928 til Nr. Forumvej 7.


Datteren Kirstine (Stinne) Pedersen blev gift med Hans Henrik Kaj Jørgensen fra Kerteminde, og de overtog ejendommen 1928. De frasolgte den vestlige hede i 1929. På grund af sygdom solgte Kaj Jørgensen ejendommen 1946
og døde samme år. Enken flyttede til forældrene i huset på Nr. Forumvej 7.


I 1946 blev ejendommen overtaget af Dagmar og Peder Andreas Andersen. De stammede fra hhv. Egebæk og Hostrup Sogn (bror til Klara Bjerre, matr. 11a) og havde forinden overtagelsen haft en ejendom i Lustrup ved Ribe.
Peder Andersen døde allerede 1955. Enken drev ejendommen videre.


I 1973 blev ejendommen overtaget af sønnen, nuværende ejer Kristian Tjørnelund Andersen. Han tilkøbte ved overtagelsen 6 tdr. l. fra Alslevvej 4 samt andre 2 tdr. l. i 1982. Kristian Andersen er ugift. Han døde 2009.

Kvaglund Kirke er indviet 1985. Kirken, der er tegnet af Friis og Moltke, har rødder i traditionel kirkestil.


Kvaglund Kirke
Kvaglund Sogn blev udskilt af Jerne Sogn i 1977, efter man i et år havde haft en vandrekirke i træ stående. Det nyvalgte menighedsråd nedsatte i 1978 et byggeudvalg, der blev bistået af arkitektfirmaet Friis og Moltke fra århus.
Kvaglund Kirke stod færdig til indvielse i 1985.
Kvaglund er et moderne kirkebyggeri, der har rødder i den traditionelle kirkestil med en hovedindgang placeret i tårnet, faste bænke og et hvidkalket kirkerum. Dagslyset kommer fra ovenlysområder samt 11 skakte ved kirkebænkene.
Den elektriske belysning udgøres af er en stor cirkelrund lysekrone, der hænger over midtergangen med mange små pærer. Kirkerummet står som det centrale i byggeriet med højt tag og med duen som det gennemgående motiv.
Udsmykningen stod kunstneren Erik Heide for i samarbejde med kirkens arkitekter. De øvrige lokaler slutter sig til kirken adskilt af en gang, der gør hele kirkerummet rundt og har lavere tag.
Alterbod, lysestager og døbefond er i granit, prædikestolen i beton og granit. Orglet i kirken er bygget af P. Bruhn & Søns Orgelbyggeri og er fra 1986.
Kirkerummet, der kan rumme 220 pladser, kan udvides med menighedssalen, så der i alt bliver 490 pladser.



Kvaglund Kirke - Døbefond:
Kvaglund Kirkes døbefond er udhugget i et stykke granitsten. Vandet løber i furer skåret af istidens is og samles i en fordybning, før det løber bort ned ad stenen. På fondens ene side er udhugget et relief af Livets Træ.
I væggen over døbefonden er indmuret et hvidkalket relief i beton, der forestiller bølger og strømme som et billede på Jordanfloden eller de fire paradisfloder: Phison, Gehon, Eufrat og Tigris.
Kirkens tre grundsten, der stammer fra Jerne Kirke, er indmuret i relieffet. I stenene er indhugget Guds hånd, et lam og en due som et symbol på Treenigheden, Fader, Søn og Helligånd. Fonden og relieffet er udført af Erik Heide.



Kvaglund Kirke - Alter:
Kvaglund Kirkes alterbord er udført i lys grå granit, der står i kontrast til de grå-røde granitfliser, der udgår gulvet. Det hviler på to gavle, hvor der er udhugget relieffer med aks og druer som motiv.
Alterdugen er i blåt og grønt og symboliserer Golgata, stedet for Kristi korsfæstelse. Alterskranken er i støbejern med relieffer af druer, aks og duer. Alterstagerne er af sten.
Alterudsmykningen er et forgyldt kors på altervæggen, der er skævt og knækket i to dele, der lige akkurat ikke rører ved hinanden. Forgyldningen skal fortælle om opstandelsen og den sejrende Kristus og de fire,
hvidkalkede relieffer om korset skal minde om stenen, der blev væltet fra Kristi grav. Alter og udsmykning er udført af Erik Heide.
Altersølvet i runde former er som kirkens udsmykning, tegnet af Erik Heide.




Kvaglund Kirke - Kirkeskib:
Kvaglund Kirkes kirkeskib er en model af kutteren E 319 Jamoki. Den er skænket af skipper Henry Jensen fra Kvaglund.



Kvaglund Kirke - Prædikestol:
Prædikestolen i Kvaglund Kirke er støbt i beton med granit og en stor sten på forsiden under låsepulten, hvor der er hugget et relief med et brændende hjerte som motiv, udført af Erik Heide.



Kvaglund Kirke- Skulptur:
Erik Heide afsluttede sit udsmykningsarbejde i Kvaglund Kirke med i 1988 at opstille en skulptur uden for kirken, der forestiller en due. Det skal symbolisere menigheden, der flyver ud i verden.




Kvaglund Kirke - Kirkeklokke og tårn.
Kvaglunds Kirkes tårn, der rummer indgangsdøren til kirken, rummer tre klokker, støbt af firmaet Eiisbouts fra Holland. De har indskrifterne:

Kærsiggård

Lundvadgaard

Lykkegård, Jerne

Nebelvej 13. Matr 4a V. Nebel, Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Denne gård udgjorde tidligere sammen med Søagergård en af Nebels gamle helgårde. 1664 vurderet til 5 tdr 3 skp hartkorn. 1688 vurderet til 4 tdr 6 skp 2 fdk hartkorn.



På et tidspunkt blev gården delt i de to halvgårde (havde vistnok allerede i 1600 tallet to fæstere), hver med 2 tdr 3 skp 1 fdk hartkorn. I 1844 blev gården vurderet til 2 tdr 7 skp 2 fdk alb hartkorn.
Gårdens bygninger lå oprindeligt 400 m sydpå i Nebels gamle bymidte.
Meldgård tilhørte Ølufgård frem til 1789 og blev da frasolgt til gårdfæsteren.


Rimeligvis var det denne helgård, hvor der var 2 gårdfæstere i 1664. I så fald var gården tilbage får 1636 fæstet af Jacob Svendsen. Han fæstede måske gården sammen med Poul Brixen.
Jacob Svendsen stod stadig som fæster 1664, og fæstede da gården sammen med Peder Hansen. Peder Hansen nævnes allerede 1652 i forbindelse med hans første kones død og havde måske overtaget fæstet ca. 1650 efter Poul Brixen.


Efterfølgende teorier kan både gælde Meldgård og Søagergård. En teori kan være, at nærværende halvgård var fæstet af Jacob Svendsen. Han døde 1666, og hans arvinge frasagde sig da arv og gæld.
Fæstet blev da overtaget af Mikkel Nielsen, som var gift med Jacob Svendsens datter Kirsten Jacobsdatter. De stod stadig som fæstere 1688. Får 1688 var fæstet af nærværende halvgård overtaget af en Peder Poulsen.
Han var måske Mikkel Nielsens efterfølger og var gift 2 gange. Hans 2. kone var Abel Sørensdatter fra Darum.


Peder Poulsens datter Maren Pedersdatter blev ca. 1728 gift Laurids Christensen fra Måde i Jerne sogn, og han overtog fæstet af halvgården efter svigerfaderen. Laurids Chrisensen,
der blev kaldt Laurids Made, døde 1737, hvorefter enken blev gift med Hans Jepsen, som måske var søn af Jep Christensen fra Nebelgård.


Hans Jepsens søn Jeppe Hansen blev 1770 gift med Dorthe Hansdatter Spangsberg, og de overtog fæstet af Meldgård. Jeppe Hansen og hans kone fæstede kun gården i få år og flyttede derefter over i et hus.
Gården blev derefter fæstet af Niels (Christian) Jørgensen, som blev gift med Anne Jørgensdatter i 1786. Niels Jørgensen var søn af Jørgen Sørensen, som havde fæstet Nebelgård. Han frikøbte gården 1789,
men døde allerede 1795, hvorefter enken året efter blev gift med Niels Jensen fra Bryndum.


Niels Jensen drev gården videre. Da hans færste kone døde 1811, blev han samme år gift med Mette Nielsdatter fra Forum. Selv døde han 1831. Enken blev da gift året efter med sin karl Frands Frandsen,
som stammede fra Guldager Mølle.
Niels Jensen og Mette Nielsdatters datter Johanne Nielsdatter blev 1840 gift med Laust Jepsen fra Bryndum, som overtog gården. Hun døde 1855, og Laust Jepsen blev da året efter gift med Maren Hansdatter fra Vilslev sogn.
Laust Jepsen udstykkede gårdens sydlige jord til en ny ejendom for den ældste søn og lidt jord til et hus.


I 1874 blev gården overtaget af sønnen af færste ægteskab Jeppe Hansen Lauridsen, som 2 år efter blev gift med Maren Nielsen, en datter af Niels Mortensen fra matr. 6a i Hygum. Hun døde 1881.
Jeppe H. Lauridsen købte derefter Hygum Østergård i 1883 og afstod gården til svogeren og halvsøsteren, Hans Martin Lauridsen og Johanne Lauridsen, som blev gift samme år. H. M. Lauridsen var fra Bryndum.


Også de nye ejere beholdt kun gården i kort tid, idet de 1889 fraskilte noget jord til en ny ejendom, Højtoftegård, og flyttede derhen. Meldgård blev da overtaget af Johannes bror Hans Nielsen Lauridsen,
som samme år blev gift med Esther Schmidt, født i Slesvig.


I 1898 flyttede den nye familie til Vr. Nykirke sogn og afstod gården til Bonde Knudsen Schmidt, der samme år blev gift med Marie Karoline Bech. Han var født i Brede sogn, men hans mor stammede fra Toftnæs i Alslev sogn.
Marie var plejedatter hos Grethe Windfeld, Ølufgård. De drev gården i mange år og udstykkede 1940 gårdens jord (sammen med noget tilkøbt) til en ny ejendom for en søn.


Efter Marie Schmidts død 1947 blev gården samme år overtaget af sønnen Kai Schmidt, der også samme år blev gift med Karen Marie Sørensen, en datter af Thomas Sørensen, Schøfergård.
De nye ejere drev gården videre. Jorden blev dog frasolgt 1970, og i 1987 flyttede de til Vester Nebel by.
Ejendommen har herefter tilhørt forskellige. I dag tilhører den Marie og Anders Hamming, som overtog ejendommen 1995.

Sagnene siger, at der i Vilslev Enge engang lå en sørøverborg, hvis beboere hærgede egnen syd for Esbjerg i et sådant omfang, at man på dette sted byggede en borg bemandet med ærlige folk, som værn mod sørøverne.
Deraf navnet Roborg.

Ladeplads og ikke borg

Den rigtige forklaring er nok nærmere, at borg kan betyde banke og banken ved Roborg har siden 1645 været benyttet som ladeplads for Vadehavssejladsen. Herfra udskibedes der tørv, tømmer, tegl og korn til Fanø og stude til Norge og Hamburg.
Ladepladsens storhedstid faldt sammen med Fanøs store søfartsperiode og siden 1754 har stedet haft egen kro og siden hen også købmand og tømmerhandel.

Roborg ebbevej

Roborg menes at være blevet ladeplads fordi en gren fra Grådyb har sendt en lo (sejlrende) ind gennem Vadehavet, der udmunder omtrent ved Krogsgårdbæk. Fra vandsiden var det dermed muligt at sejle de fladbundede
everter tæt på kysten ved at følge å-løbet op til den hårdt sammentrykte vadeflade ud for Roborgbanken. De tungere skibe derimod kastede dåkslasten overbord ved Novrup bæk ved indgående vand, hvorefter båden selv
kunne følge med tidevandet ind til lejestedet, hvor en grusbelagt og vel vedligeholdt ebbevej førte ud.

Roborgbanke synlig i landskabet

Fra landsiden har Roborgbanken udmærket sig ved at hæve sig op over det ufremkommelige marsklandskab og har derved gjort det muligt at transportere gods helt ud til kysten. Da Roborg var på sit højeste førte egnens to vigtigste
veje tæt forbi. Ad Vestre Strandvej, der i dag hedder hovedvej 11 kørte man til købstaden Varde og ad østre Strandvej hentede man bl.a. klyne i Ravnsø Mose.

Landskabsforstøelse

Roborg er et typisk eksempel på, hvordan landskabet og transportmulighederne har suppleret hinanden og hvordan sådanne knudepunkter har trukket folk til. Da jernbanen i Tjæreborg blev bygget i 1874 forsvandt livet omkring Roborg
og kroen flyttede ind til Tjæreborg by og er i dag kendt som Blichers kro.

Rørdamsgård

Solbakkegård

Den 21/2 1863 overtog Morten Christensen Spangsberg Strandby kro efter sin far, som samme dag gik på aftægt hos sønnen.
I 1863 den 14/10 blev Morten Chr. Spangsberg gift med Cecilie Lauridsen. f 28/2 1843 i Endrup Posthus Kro
Cecilie Lauridsen var altså kun godt 20 år, da hun drog ind som krokone i Strandby Kro. ældre mennesker af samfundet har overfor mig udtalt, at kun var en skønhed af rang.
Det kar ikke været nogen let opgave at gå ind til i så ung en alder, og svært har det sikkert været for hende at gøre sig gældende overfor den vel dygtige, men også sikre svigermoder, der,
som det vil ses af "Træk af Strandby Kros Historie", var på færde alle vegne. Krigen i 1864, og de sidste år i Strandby under Esbjerg havns bygning har sikkert stillet store krav til en krokone.
og ikke mindre blev kravene efter at hun i 1875 med sin mand flyttede til Spangsberg hotel i Esbjerg. Her blev nok at tage vare på for en husmoder, Ikke alene voksede børneflokken, så der i 1884 var 10 levende børn;
men driften af hotellet i forbindelse med driften at landbruget fra Strandby Kro.

Kørslen for Postvæsener mellem Fanøfærgen og Posthuset. og kørslen med gods for D.F.D.F. medførte et stort folkehold. Overfor dette folkehold forstod husmoderen imidlertid ikke alene sætte sig i respekt;
men mange af tjenestefolkenes tid på Hotellet blev af flere års varighed, og ikke få ægteskaber er blevet indgået mellem piger og karle fra Hotellet.

Med stor interesse fulgte hun sin mands arbejde for deres unge by og delte med ham troen på dens fremtid, og hans spådom. at Esbjerg nok skulde få 20.000 indbyggere, fik hun se gå i opfyldelse;
ligesom hun ved hans død fik mange beviser for, hvor skattet en borger hendes mand havde været.

Da Morten Chr. Spangsberg på dødslejet havde bestemt, at Spangsberg Hotel skulde sælges, blev det solgt for 105.000 kr., og nogle år herefter kunde hun, efter salg af en del af den jord, der ikke var medtaget ved salget af hotellet,
bygge sig en ejendom i Stormgade 3, hvor hun i en lang årrække, og bistået af sin datter Mette, i Ferien og ved højtider samlede sine børn og børnebørn samt øvrigt familie.
Sine sidste år henlevede hun i Englandsgade, og den 25/2 1923 - 3 Dage før sin 80 års fødselsdag - døde hun på hospitalet.

Ved Morten Christensen Spangsberg død skrev egnens blade som nedenfor gengivet, og i Esbjergs historie II, pag. 120, er hans arbejde for Esbjerg bleven mindet.
Morten Christensen Spangsberg 14. juli 1835 - 14. August 1891
I middags imellem kl. 12 og 1 afgik hotelejer Morten Christensen Spangsberg ved døden, efter længere tids sygeleje.
Med Morten Spangsberg mistede Esbjerg en af de få, der har fulgt den unge bys rivende fremvækst, ikke blot en mand, der havde set på byens udvikling, men en mand, der som få har arbejdet for alt, hvad der kunde være til byens gavn.
Morten Spangsberg overtog efter sin fader den gamle Strandby kro, fra hvilken han besørgede Færgevæsenet til Fane og tillige var post ekspeditør.
Så blev Esbjerg Havn anlagt, og med det rette syn for, hvilken betydning havnen og byen vilde få, flyttede Spangsberg i 1875 Kroen til Esbjerg.
Spangsbergs Hotel blev nu samlingspunktet for byens indvænere, og det i den grad, at vel næppe en eneste sag, som skulde tjene til byens og borgernes bedste, førtes frem, før den var bleven udførligt debatteret der.
Hotelejer Spangsberg var altid i første række, når det gjaldt Esbjergs vel; i mange sager var han den ledende ånd, og sørlig i en sag, som i år har fundet sin afslutning,
nemlig Skads Herreds kontor flytning til Esbjerg. har den afdøde været medvirkende af al sin evne, og har ved sit ihærdige Arbejde erhvervet sig krav på enhver Esbjergensers taknemlighed.
Men ikke blot denne ene sag viede den afdøde sine kræfter; der er vel næppe nogen ting, der skulde tjene til det almene vel i Esbjerg, uden at hans navn var knyttet dertil.

Hans Arbejde for at skaffe Esbjerg eget apotek samt hans medvirken i komiteen for Esbjerg kirke og i bestyrelsen for Esbjerg realskole vil være de fleste i frisk minde, Morten Spangsberg var en mand med stor ihærdighed.
Han gav sjældent eller aldrig tabt, når han havde begyndt på en. sag. At en sådan mand var selvskreven til at være medlem af vort kommunale råd er derfor naturligt, og for nogle år siden valgte også den almindelige vælgerklasse ham til sognerådsmedlem.
Desuden var han medlem af sundhedskommissionen.

Den afdøde var en hæderlig, brav og godhjertet mand. Ingen trængende behøvede forgæves at henvende sig til ham. Med råd og død var han altid til rede.
I Morten Spangsberg har Esbjerg mistet en af sine bedste borgere, og sorgen ved efterretningen om hans død vil være almindelig i byen.
(Esbjerg avis)
Esbjerg, den 15. august.
DøDSFALD Efter længere tids sygeleje afgik hotelejer M. Spangsberg i går ved døden. en begivenhed, der, foruden at den tungt har ramt hans store familie, også strækker sig til hans mange venner såvel som uden for Esbjerg.
Esbjerg by har ved Spangsbergs bortgang mistet en af sine bedste støtter, thi kun de færreste har taget så stor del i arbejdet for Esbjergs Opkomst som han, Fra han i 1875 flyttede fra den gamle færgegård i Strandby og byggede Hotellet i mindre udgave,
har han stadig arbejdet sin forretning opad, således at hotellet efter sidste ombygning fremtræder meget betydelig udvidet han havde øje for tidens krav og fulgte med.
Ved siden af sin virksomhed som hotelejer drev han et efter egnens forhold ikke ubetydeligt landbrug, en stor vognmandsforretning og indtil for få år siden fiskeeksport.
Foruden at være den ledende i alle grene af sin store forretning. tog han del i alle de forskellige arbejder, der gik ud på at skaffe nye indtægts kilder til Esbjerg.
Med stor interesse fulgte han havnens og fiskeriets samt skibsfartens udvikling ved samtale med skibsførere og andre sagkyndige forstod han at tilegne sig de bedste af deres anskuelser, således at hans mening om havnen og dens forhold blev hørt med interesse.
Hans store indsigt i alle de kommunale sager var vistnok grunden til, at han for 3 år siden
valgtes ind i Sognerådet. og han viste også her, at han både sad inde med evner og vilje til at behandle sagerne til byens bedste. Han var et dygtigt og flittigt medlem af Sogne.
rådet og ofrede meget af sin tid og sine kræfter herpå; særlig i de udvalg. hvoraf han var medlem, såsom vejudvalget og Sundhedskommissionen, viste han utrættelig virkelyst. Hvor han kunde få lejlighed.
udfoldede han stor energi for at bringe noget virkeligt frem til gavn for Esbjerg; her skal blot nævnes i første række: Arbejdet for flytningen af Skads Herredskontor til Esbjerg,
Flytningen af den nuværende Banegård. Esbjergs adskillelse fra Landkommunerne, Oprettelsen af Realskole, Apotek. Børneasyl, Havnens udvidelse og forbedring, osv. osv.
Såvel på det kommunale som på det politiske område nød han stor personlig anseelse, både blandt meningsfæller og blandt modstandere; man kunde være uenig med ham, men hørte ham dog gerne udvikle sine grunde,
og ban var en mand, man havde virkeligt udbytte af at forhandle med, da han også var modtagelig for andres grunde.

Han var i det hele taget en brav og retsindig mand, uegennyttig i sin virksomhed
fordragelig og moderat i sine anskuelser, en mand, der tog tingene med alvor og røgtede de ham pålagte hverv samvittighedsfuldt.
Sorgen over hans Død falder derfor hårdt på de mange, han kom i berøring med; det er en ven, der er gået bort, som ikke let kan erstattes Spangsberg var født 1835 og blev således kun 56 år gl.
Det var en uhelbredelig kræftsygdom, der gjorde ende på hans liv.

(Ribe Amts Tidende)
Varde. den 18. August. DØDSFALD

I Fredags er hotelejer Spangsberg i Esbjerg afgået ved døden i en forholdsvis ung alder og efter længere tids smertefulde lidelser.
Esbjerg har derved lidt et stort tab, idet han vel tør siges at have været den, der næsten mere end nogen anden har bidraget til Byens opkomst og hygget og fredet om den lige siden det første spadestik blev gjort til havnen.
Når der var tale om noget, der kunde tænkes at gavne Esbjerg, var han altid på færde, skyede aldrig nogen ulejlighed, gjorde rejser her og der, ofte med store bekostninger af egen lomme for at fremme, hvad han mente,
der kunde fremme byens tarv. At påpege noget bestemt er overflødigt thi i så godt som alt, hvor der har været tale om noget nøvneværdigt enten i eller for Esbjerg, der vil man i første røkke have fundet Hr. Spangsberg.
Dernæst var han i sin private færd en højst elskværdig og omgængelig mand, hvilke egenskaber sikkert meget bidrog til, at størstedelen af dem, der andet steds fra søgte til Esbjerg, skulde tage ind på Hotel Spangsberg.
Endelig tør vi tilføje, at han var gennemtrængt af inderlig og varm kærlighed til Konge og Fædeland.
Vi kunne således godt forstå, at man i Esbjerg i disse dage dybt beklager Hr. Spangsbergs alt for tidlige død, thi han var ganske sikkert en af denne bys bedste borgere.
(Varde avis)


Færgefart fra Strandby Kro til Fanø
Af Johs. Bredmose Simonsen

Forbindelsen mellem det gamle, etablerede samfund på Fanø og den nye opkomling på fastlandet gav øen et midlertidigt opsving og fik stor betydning for den nye havns start og senere vækst.
Færgefarten mellem Fanø og fastlandet blev i mange år besørget af tilfældige mennesker med forskellige både. Trafikken kom i faste rammer, da kroejer Niels Jacobsen fra Nordby i 1793 fik koncession på sejladsen mellem Nordby og Strandby,
hvor Morten Spangsberg havde en kro. Strandby var et område ud for nuværende Gl. Færgevej og Strandby Plads. Niels Jacobsen forpligtede sig til at have en større og en mindre sejlbåd, som kunne overføre kreaturer,
før og svin samt to joller og en isbåd til vinterfart.
Besætningen bestod af to fastansatte færgemand og om vinteren fem-seks mand til bemanding af isbåden.
Under normale forhold var der to faste dobbeltture klokken 09 og 15 med bl.a. post.
Mod betaling kunne der fås ekstra overfart. Ville folk fra Strandby til Fanø uden for de faste
sejltider, blev der som tegn til færgemanden om dagen hejst en kurv, og om natten en lygte, op i en mast ved kroen. Disse signaler holdt vægterne i Nordby øje med. På Fanø henvendte de sig til færgemanden,
som så stod til disposition. Denne trafik blev brugt af rejsende, men også af lægen i Nordby, der i særlige tilfælde skulle til Strandby.
Færgemanden forpligtede sig til at lægge til ved Strandby Kro med en margin på en halv mil til begge sider, idet båden kunne blive forsat af vind, strøm eller is. Ved Strandby blev der anlagt en forhøjet vej ud i andet, så
vogne kunne køre ud til færgen. I Nordby lagde færgebåden til ved en bro, men hvis den stod på grund, blev en landgang på hjul kørt ud for at hente passagererne.
For at komme i land eller om bord hændte det ofte, at folk måtte ride på ryggen af færgefolkene, eller hvis det var kvinder, blive båret i land. Denne service skulle betales med en drikkeskilling.
Var den for lille, kunne passageren risikere at få enden dyppet i vandet.
Færgefolkene boede på Fanø og var fri for almindelig krigs- og orlogstjeneste, så i rotider var det let at få folk10).
Der var faste takster for overførsel af kreaturer og gods. Folk betalte efter deres stilling. En skipper og en gårdmand betalte lige meget, og prisen for en tjenestepige eller en gris var den samme.
Sad en bondemand med en pattegris på skødet og ligeledes en mor med et mindre barn, var grisen og barnet fri for betaling.
Færgeriet privatiseres I 1875 blev færgeriet købt af skibsfører Hans Svarrer. Samme år blev Strandby Kro nedlagt, da Morten C. Spangsberg flyttede ind til havnen samt den hastigt voksende by og byggede Hotel Spangsberg.
Ved kroens lukning fik færgen anløbssted i den nye dokhavn, og der kunne sejles med dampskib i stedet for de tidligere både, som skulle roes eller sejles med sejl.

Spangsbjerg Mølle og dens ejere har op gennem tiden spillet en stor rolle for lokalsamfundet. I landet som helhed har møllerne haft en afgørende funktion i industrialiseringen af landbrug og håndværk.
Spangsbjerg Vandmølle
Der er omtalt vandmøller her på egnen siden 1400-tallet, nemlig i Spangsbjerg (omtalt første gang1427), Guldager (1433), Kokspang(1446) og Sønderris (første halvdel af 16. århundrede).

Spangsbjerg Mølle blev nedlagt1936, og møllesøen blev udtørret, engarealet afvandet. Møllesøen er i de senere år blevet genetableret. Møllehusets ruin er fjernet, og på stedet er der rejst en bolig afdeling med navnet
Spangsbjerg Møllegård. På en af bygningerne sidder den viste mindeplade (På billederne ser man kun vindmøllen).

Spangsbjerg mølle og nogle af dens ejere

Møllen har haft skiftende ejere, bl.a. Bramming Hovedgård og kronen. Ifølge mundtlig overlevering blev bønderne på et tidspunkt tvunget til at anlægge en dæmning til mølledammen. Det vides, at hele Jerne sogn
fik malet her i 1600-tallet. I 1838 formaledes 3060 tønder korn til mel og 1620 tønder til gryn (1 tøndekorn = 139,1 liter). Maturin Castesen, der var præst i Jerne 1700-1747, har ejet møllen.
(Der er en mindetavle over ham i Jerne Kirke). Herefter begynder en opgangstid.1761 tilhørte møllen Morten Spangsbjerg, og i slutningen af 1700-tallet var møllen nærmest et gods. Der hørte 14 fæstegårde ind under Møllen.
Mølleren har været kongelig privilegeret. Ifølge bevillingsbrevet kunne bevillingen ikke fratages ham, så længe han ikke nægtede at male for bønderne. Hans betaling for at male var en toldkop fuld.
Dette svarede til 1/18 af det malede korn. Møllen brændte 1834 og blev opbygget i mere tidssvarende skikkelse. Møllesøen var på det tidspunkt godt 18.000 m2.
I 1852 overgik Spangsbjerg Mølle i tre generationer til en gammel møller slægt, der har ejet de fleste af vandmøllerne i det vestlige af Ribe amt: Niels Hansen indtil 1865, hvorefter sønnen Hans Christian Hansen overtog den.
Som tredje generation blev TermannTranberg Hansen i 1902 til 1917 den sidste egentlige møller på Spangsbjerg Herefter overgik den til et konsortium, der omdannede Møllen til kartoffelmelsfabrik frem til 1920erne.
I 1859 blev der tilbygget en vindmølle, som malede hvede til flormel. Den havde datidens bedste maskiner og fik stor søgning fra omegnen.
Der var foruden møller Hansen selv 2-3 møllersvende. Toldkornet anvendtes til studefedning i det tilhørende landbrug. Studene gav gødning, som forøgede det dyrkede areal. Der afgik en vogn til Varde en til to gange om ugen indtil Esbjerg fik betydning.
Da afsendte man to gange om dagen en fuldt belæsset vogn til byen. Før Esbjerg Valsemølle kom, forsynede Møller Hansen omtrent hele Esbjergs befolkning med brødkorn. Elektriciteten og konkurrence bidrog til,
at det gik tilbage for møllen. Den tilkoblede vandturbine leverede elektricitet til gården. H. C. Hansen var en ægte vestjysk handelsmand, der bl.a. forsynede byggeriet af Esbjerg havn med sten.
Dette førte til den folkelige talemåde: Billedet viser den sidste møller på Spangsbjerg: Termann Tranberg Hansen.

Møllerens indtjeningsmuligheder og beskatning
Møllerne var allerede fra de ældste tider forpligtet til at betale afgift til kongen eller kirken. Ved matrikuleringer i 1600-tallet blev møllerne ansat til hartkorn ligesom jorden og betalte skat herefter.
Møllerne blev i de såkaldte markbøger undersøgt, beskrevet og vurderet. Mølleriet blev privilegeret, og fri næring blev det først ved lov i 1852. Som før nævnt var mølleren ofte en holden mand. Han fik 1/18 af kornet som betaling for at male det.
"Når mølleren mangler brød, er landet i nød!" Dette ordsprog siger måske lidt om folks syn på mølleren.

Spangsbjerggård

Sprandby Kro - Strandbygård

Indtil 1894 hørte Strandby, sammen med Rørkær og Esbjerg til Jerne Sogn. Fra 1894 kommer Strandby og Rørkær ind under den nyoprettede Esbjerg kommune.

Omkring 1662 bestod Strandby af to gårde (halvgårde) 2 boelssteder og 3 gadehuse

Var fæster på Kannikegården (Senere Strandby kro) Chresten Chrestensen og gården ejes af Sorø Kloster.

1670

Var fæster på gården Niels Hansen og ejeren var stadig Sorø Kloster.

1688

Var fæster på gården Niels Hansen og ejeren var stadig Sorø Kloster

1689

Strandby Kro blev grundlagt i 1689 med kongelig bevilling, og dens funktion var bl.a. at give husly for mennesker, som skulle med færgen til Fanø. I begyndelsen af 1700-tallet var kroen flere gange på tvangsauktion på grund af manglende betaling til amtet for spiritusbevillingen.
Kroen var ingen speciel god forretning, og familien på kroen måtte leve af det beskedne landbrug, som fulgte med gården. Jorden til gården var meget sandet og derfor ikke specielt velegnet til andet end kartoffeldyrkning.

1696

Kommer Hans Christensen Spangsberg til Strandby og bliver fæster på Strandbygård

1703

Bliver Kannikegården solgt på aktion til Pastor Marturin Castensen der straks solgtden til Hans Christensen Spangsberg for 66 Rdl. og 4 Mk. Pr. Td Hartkorn = 379 Rdl. og 1 Mk.

19-01-1722

Ansøger Hans Christensen Spangsberg (1) om bevilling på kro i Strandby, men får ikke bevillingen.

24-07-1737

Dør Hans Christensen Spangsberg og gården overgår til Morten Hansen Spangsberg

11-08-1740

Før Morten Hansen Spangsberg(3190) bevilling til at drive Strandby kro. Og skal årligt betale 6 Rdl. i afgift for denne bevilling. I bevillingen hedder det bl.a.at man allernådigst have bevilget og tilladt Morten Hansen Spangsberg at holde kro udi Strandby,
samt de rejsende såvel som andre med behørende Logementer, spise og drickevahre til nødtørftighed og for en billig betaling sammen steds betiene, så og derved stedet, efterdi det ligger udenfor kjøbstøæernes districht.
brygge øl og brænde brændevin til kroholds fornødenheder: i mod han svarer udi vores casse, i stedet for Consumtion, årlig 6 Rigsdalers afgift. I det øvrige haver han bemeldte krohold udi forsvarlig stand at vedligeholde
og sig dermed udi alle møder efter loven samt de om krohold allernådigst udgange forordninger at rette og forholde, så kroet ikke til nogen fylderi og tidsspilde for bonden eller andre vorder misbrug, såfremt dette
Privilegium ikke ellers derved skal være forbudt og aldeles ophævet Morten Hansen Spangsberg er da 25 år og ungkarl og hans moder Edel Christensdatter(2) der er enke og ejer af gården er 66 år gammel. Morten Hansen gav
nyt liv til kroen og fik vendt dens økonomi i en positiv retning. Livet i kroen blev mere festligt, og der kom flere tilrejsende, som skulle til Fanø og Manø. Strandby Kro var blevet mere kendt på de små øer, og de fleste,
som skulle med færgen, sov på kroen i en eller flere dage.

22-07-1745

Skriver Morten Hansen Spangsberg til Kongen og fremfører, at han ingen fordel kan have af at holde kro, og han frygter, at hans slette tilstand derved med tiden vil blive mere forringet, hvorfor han beslutter ganske at opsætte
kroholdet. Morten Hansen Spangsberg sad nu ingenlunde dørligt i det; men årsagen til at han frasiger sig bevillingen har sikkert været, at han ikke vilde betale de 6 Rdl. I afgift, når der var så mange andre i sognet,
der tappede øl og brændevin uden at yde nogen afgift dvs. drev smugkro. Morten Hansen Spangsberg bliver fritaget for at holde kro, og i 37 år drives der ikke mere privilligeret kro i Strandby; men som så mange andre
hæderlige mand i sognet indlader han sig på at drive smugkro.

24-11-1748

Morten Hansen Spangsbergs bliver gift med Kjerstine Povlsdatter (3191)

29-12-1754

Dør Morten Hansen Spangsbergs kone Kjerstine Povlsdatter af en rædselsfuld sygedom i brystet Morten Hansen Spangsberg havde en lang svær og sorgfuld tid efter Kjerstines død, og kroen gik mere eller mindre i stå nogle dage.
M. H. Spangsberg lukkede nemlig kroen, når sorgen blev for meget, og smed derfor kunderne ud fra kroen.

1756

Morten Hansen Spangsberg må betale en bøde for at holde smugkro.

01-02-1760

Morten Hansen Spangsberg gifter sig med Ide Sofie Rodriguez (3192) Hun var præstedatter og kom fra egnen omkring Skærbæk. De havde et lykkelig ægteskab og det lykkedes at få genoprettet kroens gode rygte. Deres ægteskab blev desværre afbrudt meget pludseligt, da M. H. Spangsberg døde ved en ulykke på isen mellem Horns Rev og Fanø natten mellem den 3. og 4. februar 1772.

04-02-1772

Dør Morten Hansen Spangsberg og hans enke Ide Sofie Rodriguez antager landmand fra Gjesing, Hans Madsen(3193) til at drive gården. I skifteforretningen efter Morten Hansen Spangsberg blev gården vurderet til 700 Rdl. og indbo, besætning og redskaber blev vurderet til 512 Rdl. 2 Sk. Kontante midler blev opgjort til 4013 Rdl. 1 Mk. 4 Sk.

1774

Ide Sofie Rodriguez indgår i 1774 ægteskab med Hans Madsen. Gården har da en størrelse på 5 Td. 5 skp. 2 fdk. Hartkorn

05-10-1782

Før Hans Madsen Spangsberg (3193), bevilling på at drive kroen i Strandby. Hans Madsen skal da betale 4 Rdl. i årlig afgift for bevillingen

1793

Før Strandby Kro eneretten til færgeriet mellem Fanø og Jylland. Dette skete ved kongelig konsultation i 1793, og herefter var grundlaget lagt for en større udvidelse af kroen. Udvidelsen bestod bl.a. i en ny kostald til de rejsende menneskers køer. Specielt denne udvidelse gav flere muligheder for beboerne fra Fanø. De kunne nu tage på markeder i Ribe, Vejen og Varde og købe kvæg til vinteren. Normalt skulle køerne stå udenfor, og det kunne tage flere dage, før vejret var stille nok til, at transporten kunne begynde.

1802

Hans Madsen Spangsberg dør. I Skiftet efter Hans Madsen Spangsberg kan man se at der var 12 mindre gårde og huse der hørte til Strandby kro

28-06-1803

Efter sin fars død 1802 overtager Morten Hansen Spangsberg (3194) Strandby Kro Der bliver oprettet købskontrakt den 28/6 1803

1809

Da Morten Hansen Spangsberg kone Mette Mortensdatter døde i 1809, blev der foretaget skifte, og Strandby kro blev vurderet til 1200 Rdl. Og sjetteparten af Jerne kirke til 800 Rdl. Nogle af de ejendomme, som havde hørt til kroen, var solgt fra, men selve kro ejendommen var stadig på 5 TD. 5 Skp. Og 2 Fdk. Hartkorn. Indbo, besætning og redskaber blev vurderet til i alt 2786 Rdl., men Morten Hansen Spangsberg havde pådraget sig ikke så lidt gæld til 20 forskellige skyldte han i alt 1528 Rdl.

18-10-1811

Gifter Morten Hansen Spangsberg sig med Else Chrestensdatter

1818

Morten Hansen Spangsberg driver Strandby kro videre i sin afdøde fars navn og bliver først pålagt at søge bevilling den 21/7 1818 og før bevillingen den 26/10 1818.

20-04-1834

Overdrages gården til deres søn Chresten Mortensen Spangsberg (3412)

21-10-1834

Bliver gården vurderet til 2160 Rdl. og ejendommen indeholdt følgende bygninger A) Stuehus i sønder, 20 Fag. 93/4 Al. Dyb ag grundmur og bindingsværk, med murede vægge, fyrre overtømmer, stråtag, til beboelse med loft, vinduer, døre, fjællegulv, 4 skorstene og en bageovn = 1200 Rdl. B)Det vestre hus, 15 fag, 10 Al dyb af samme bygningsemne, til stald, vognport og køreport = 380 Rdl. C) Det nordre hus, 18 Fag, 9 Al. Dyb af do., til lade og tørvehus = 470 Rdl. D) Det østre hus, 16 Fag, 9 Al. Dyb af do, til stald, færesti og lade = 450 Rdl.

15-11-1834

Bliver Chresten Mortensen Spangsberg gift med Marianne Jacobdatter(3380) Chresten Mortensen Spangsberg spillede en stor rolle i Jerne Sogn, hvor han var medlem af menighedsrådet.
Han købte en del jord til kroen og nåede op på ca. 100 tønder land. Kroen gik bedre, og pengene kom rullende ind til Christen. Han havde ingen problemer med økonomien, og hans renomme i lokalsamfundet var utrolig godt.

04-10-1850

Søger Chresten Mortensen Spangsberg om lov til at åbne et udsalgssted for kolonialvarer. I ansøgningen hedder det: Der er i den senere tid gjort såre meget af regeringen for bondestanden,
og for at sætte denne på lige vilkår med de andre statsborgere, og navnlig har meddelelsen af bevillinger på visse næringsveje, der hidtil vare kjøbstæderne alene forbeholdne, vist, at det er statsstyrelsens agt,
så vidt tiden og omstændighederne tillader det, at gøre alle i denne henseende lige. Næringsfrihed er visselig også af de største goder, der kan tilstås folk, og taknemlig for det, der allerede i så kort tid er gjort,
må den hidtil i den retning så lidet begunstigede landboer være, endskænt det på den anden side ikke kan nægtes, at der er meget, som kan gøres endnu. Jyllands vestkyst, der er tyndt befolket,
og hvis beboere for størstedelen have flere Mile til Købstaden, lider i særdeleshed ved de stedfundne indskrænkninger i næringsfriheden, idet denne egns beboere må spilde megen tid og arbejdskraft samt gøre rejser
og anvende bekostninger for at forskaffe sig, hvad de nødvendig behøver til deres underholdning og deres avlsdrift. Det er derfor vist utvivlsomt, at det vilde møde megen påskønnelse og stifte sand nytte,
når der på passende steder måtte etableres udsalgssteder, hvor landboerne bekvemt kunde forsyne sig og igen afsætte sine produkter. At opkøbe landmandens produkter er vel ved Fr. af 23. april 1845 tilladt enhver landboer,
men denne bestemmelse bliver til liden eller ingen nytte, når man kender forholdene og ved, hvor vanskeligt det er at afsætte produkterne til en tålelig pris, når ikke varer til dels kan tages i betaling,
og hvortil skal opkøberen bruge varerne, han må modtage af købmanden, når han ikke må sælge dem igen. Mig er det vel som kromand tilladt at udsælge brændevin og skåren tobak, men foruden at disse ting i al fald ikke hører til de færste nødvendighedsgenstande,
er tilladelsen af mindre nytte, da landboeren dog idelig skal til købstaden for at købe andre varer, og har han først gjort rejsen, kan han jo der i det hele forsyne sig. For at afhjælpe en længe føålt trang her på egnen samt tillige for at skaffe mig selv,
der dog skal være hjemme for de rejsende skyld, en passende livsvirksomhed, er det derfor, at jeg herved underdanigst tillader mig at ansøge det høje ministerium om nødigste tilladelse til i forbindelse med mit krohold at drive handel med sådanne varer,
som landboerne behøver, nemlig tømmer, jern, søm, sæbe, kul, tjære, olie, humle, kaffe, the, sukker, cikorie, sirup og krydderier. Jeg bor ved Strandby og kunde bekvemt selv indføre og udføre varerne,
men skulde ministeriet finde betænkelighed ved meddele en så udstrakt handelsret, da vil jeg også være i stand til fra købstæderne til passende pris at kunne forskaffe mg de varer, jeg udsælger, samt afsætte de varer jeg køber.
Tømmerhandlen kan ikke drives uden direkte tilførsel. Det tilføjes, at min gård ligger 2 Mil fra nærmeste købstad og ved et færgested, hvor daglig en mængde landboere kommer med korn og andre fødevarer samt om sommeren med brændsel til det nærliggende Fanø.
Strandby, den 4. oktober 1850 Underdanigst C. Spangsberg.

28-11-1850

Før Chresten Mortensen Spangsberg tilladelse at sælge følgende varer: Kaffe, chicorie, the, sukker, sirup, og skråtobak

23-06-1852

Søger Chresten Mortensen Spangsberg om tilladelse til at sælge andre varer og før tilladelse til at sælge følgende varer: mælk, fløde æg, brød, smør ost, mel, gryn, ærter, kød, flæsk, fisk, salt, brændeolie, tran, lys,
svovlstikker, brænde, tørv, træsko, øl, tjære og koste samt tobak, tømmer, stangjern, stål, søm, spiger, stenkul, hør, hamp og slibestene

1856 til 1858

I tiden 14/7-1856 til 29/5-1858 er Strandby kro gået ud af familien Spangsberg eje, idet to mænd fra Vejle, Tømmermester Andreas Ottesen og Sejlmager Frederik Hansen, har overtaget den.
Ved denne handel overdrages Strandby kro til de to mænd for 16000 Rdl. Jorden bliver delt, således at der med kroen følger 60 Td. Ager eng og hede ~ 2 Td. 4 Skp. 2 Fdk. Hartkorn. Resten kommer til at høre til en ny gård,
som Chresten Mortensen Spangsberg bygger over på det diametralt liggende hjørne, den såkaldte Nygård

29-05-1858

Må de to Vejlemænd give op og Chresten Mortensen Spangsberg må igen overtage kroen

05-02-1859

Chresten Mortensen Spangsberg må nu igen søge bevilling til krohold og handel

25-05-1859

Før han tillige bevilling til at have udsalg af indenlandsk øl og brændevin.

21-02-1863

Trak Chresten Mortensen Spangsberg sig tilbage og overlod kroen til sin ældste søn Morten Chrestensen Spangsberg og samme dag blev der oprettet en aftægtskontrakt.

15-07-1863

Før Morten Christensen Spangsberg overdraget sin faders bevillinger

14-10-1863

Bliver han gift med Secllie Lauridsen Morten Christensen Spangsberg lavede flere forbedringer på de gamle bygninger. Kroens drift blev intensiveret og ved samme lejlighed blev det hovedindtægtskilden for krogården.
Færgeriet blev også udbygget i 1864 med en dæmning. Det gjorde transporten af levende dyr og andet gods nemmere og mere effektivt.

01-07-1866

Den 1. juli 1866 fik M. C. Spangsberg retten til at drive postekspedition på Strandby Kro. Aftalen gav mulighed for en vis indtjening til kroen, og det gav en lille ekstra forretning med de indkrævede penge fra brevposten og skattebetalingerne.
Det meste af posten skulle til Fanø, hvor de selv havde et landpostbud. Med posthusfunktionen blev kroen centrum for meget af handlen i området. Den blev også samlingssted for mange forskellige arrangementer og møder.
En overgang holdt Jerne Sogneråd sine møder i restauranten, og herigennem fik M. C. Spangsberg nogle gode forbindelser til det politiske liv. Han brugte mere og mere tid på sine spekulationer, og det kulminerede,
da forslaget om Esbjerg Havn blev vedtaget i 1868. Han så mulighederne for store udvidelser af sine forretninger, og på den baggrund solgte han kroen i 1875.

20-01-1875

Lægger Fanø færgen til ved Strandby kro for sidste gang, hvorefter den søgte ind i forhavnen uden for dokken. Samme år byggede han Hotel Spangsberg i Stormgade og åbnede dermed en ny succes forretning,
som kom til at spille en stor rolle i hans liv. Hotellet havde kun tolv værelser fra begyndelsen foruden en festsal og en mindre restaurant. Mange mennesker, som var beskæftiget ved havnen, boede på hotellet,
og udenlandske sømænd holdt også til på hotellet under deres ophold. Med sit store hotel fik han en central placering i Esbjerg spæde begyndelse, og han spredte også sine aktiviteter til andre områder bl.a. oprettede han en stor fiskeeksport.
Det gjorde han med investeringer i store fiskekuttere og med tilbygningen af flere forskellige fiskefabrikker. Hans plads i sognerådet gav ham indflydelse på mange forskellige ting, en af de mere betydningsfulde var flytningen af herredskontoret
blev flyttet til Esbjerg fra Varde Han var også med til at sørge for, at Esbjerg fik sin egen kirkegård.. Alle disse ting gjorde ham til en af Esbjergs mange aktive iværksættere. Hans kone Cecilie Spangsberg nåede at se flere af hans
projekter blive til virkelighed end han selv: Morten Christensen Spangsberg døde nemlig kun 55 år gammel i 1891 på grund af sygdom.

1875

I 1875 mistede kroen sin ret til at drive færgeri mellem Jylland og Fanø. Retten tilfaldt en skipperfamilie fra Fanø. Postekspeditionen var allerede blevet fjernet i 1874 til fordel for større lokaler i Esbjergs nyåbnede
banegård af træ. Både Strandby Kro og Nygaard blev solgt til kommissionær Jørgen Pedersen i 1889.

1896

Da stuehuset til Strandby kro blev solgt til nedrivning, fandtes nogle sten, hvori var indbrændt S.M.S.H.S.B.1804 I kørestalden fandtes flere sten med årstallet 1812

Sædden Kirke
Indtil indvielsen af Sædden Kirke var Sædding en del af Guldager Sogn. Den nye Sædden Kirke blev bygget sammen med Sæddingcenteret.

Sædden Kirke
Indtil indvielsen af Sædden Kirke var Sædding en del af Guldager Sogn. Allerede i 1950åerne var man i Sædding opmærksomme på, at områdets mange haveforeninger ville blive bebygget med parcelhuse.
Man havde fremtidsplaner om en kirke allerede da, og kiropraktor Kirstine Olesen havde skænket en grund, men projektet stoppede på grund af pengemangel.
Kirstine Olesens grund blev siden mageskiftet med en central grund ved Sædding Centeret, hvor Sædden Kirke siden hen blev bygget.
I 1960åerne kom der fart i det økonomiske opsving. Der blev som andre steder i landet bygget en del parcelhuse, og kirkespørgsmålet rejste sig igen.
Man fik så bygget et menighedshus, der blev indviet i 1966. Det blev ramme om gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter.
Da der blev planlagt et stort butikscenter i Sædding, opstod tanken om at bygge en kirke sammen med det nye center som en del af det.

Kirkens arkitekter Inger og Johannes Exner gik i gang med projektet, og løsningen blev en sammenbygning af center og kirke, men med egen indgang til kirken.
Kirken blev indviet i 1978 som et utraditionelt byggeri, hvor kirken er bygget sammen med et indkøbscenter.
Navnet Sædden er det oprindelige stednavn for Sædding. Kirken er bygget i røde sten, der også præger det kvadratiske kirkerum. Dagslyset kommer fra tagvinduer, medens den elektriske belysning udgøres af 803 klare, uafskærmede pærer, der hænger ned fra loftet. Enkeltheden i kirkerummet er inspireret af tanken om den lutherske kirke og kirkeliv med Ordet i centrum. Det skråner mod alteret, som kirkegængerne sidder i en halvkreds omkring.
Der er ingen altertavle, men en alterudsmykning med et blankt messingkors i stedet. Døbefonden er af marmor og inspireret af middelalderlige døbefonde. Der er et messingkors med rødder i våbenhuset med tolv levende lys, der er lavet af Bent Exner.
Udenfor står der et klokketårn med en egenartet profil: Rundt forneden og firkantet for oven.
Sædden Kirke blev præmieret af Esbjerg Byfond i 1978.

Sædden Kirke - Kirkeklokke og tårn.
Kirketårnet har en egenartet profil: Rundt forneden og firkantet for oven. I kirketårnet er der plads til et klokkespil med 48 klokker. Foreløbig er de tre største klokker ophængt og i brug. Inskriptionen på dem er fra salmen:

Søndergård

Sønderris nævnes første gang i 1499, da Peder Skram til Stovgård fik stadfæstet sin lavhævd på
Sønderris Mark.
1546 og 1553 tilhørte Sønderris hans oldebarn Mogens Kaas til Ørndrup.1583 dennes datter Helvig Kaas til Lønsgård og søsteren Mette Kaas der ægtede Christoffer Kruse (død 1599), der nævnes som ejer 1588 og 1595.
Mogens Kaas`sønnedatter, Ingeborg Eriksdatter Kaas (død1622) ægtede Mogens Kaas til Agerkrog (død 1622), der ejede gården 1606 og 1620 og bortbyttede den til sin broder Christen Krag til Glomstrup (død 1622), hvis enke, Mette Skram (død 1627) syntes at have ejet den i 1625.
1630 solgte Mogens Kaas til Støvringgård halvparten af Sønderris til Christen Krags brodersøn, Jørgen Krag til Enderupholm (død 1643), hvis brodersøn Erik Krag til Bramming der i 1648 solgte den til jomfru Sophie Vognsen (død 1679). I hendes tid (1664) stod gården til 11 tdr. hartkorn, 5 møller og et byggested, der blev ødelagt under svenskekrigen. Hun pantsatte den 1667 med mølle og afbygger (18 hartkorn) og en bondegård. (4) for 1100 rigsdaler til forvalter Peder Pedersen Fuglebeck, der i 1688 (13½ tdr. Hartkorn) opsagde dens frihed.
1706 skødede Jens Andersen, Guldager den største part af gården - med møller, til Niels Jensen Biugum til Viumgård.
1733 skødede Mogens Christensen (død 1738), der selv beboede Sønderris (15 tdr. hartkorn), med møller, for 550 rigsdaler til amtaforvalter Rasmus Bundesen til Søvig, der solgte gården i 1735 til regimentskvartermester Svenning Andersen, Ringkøbing (senere til Søndervang). Han skødede den i 1745 for 620 rigsdaler til Anthonius Barchman, Vilslev - (der senere blev degn i Alslev og døde i 1791).
Han solgte gården med 15 tdr. hartkorn ved auktion i 1749 til Niels Christensen, Spangsberg (død 1783) for 735 rigsdaler.
Niels Christensens arvinger der ved skifte i 1784 overlod gården til sønnen Christen Lykke Spangsberg (død 1790) for 1300 rigsdaler.
Efter hans død blev en del bøndergods solgt ved auktion, medens enken, Maren Hansdatter (død 1799) beholdte Sønderris med møller og afbygger. Hun ægtede Thomas Garner (død 1828).
Thomas Garner udskiftede mange gårde først i 1800 tallene efter landboreformerne sidst i 1700 årene.
Derefter tilhørte Sønderris deres søn, Christian Lykke Garner (død 1857).
i 1848 blev gården ejet af H.C.H. Clemmensen (1851 15½ tdr. hartkorn).
Hans enke, Cecilie - f. Dahlgård, solgte i 1874 gården for 40.000 rigsdaler til la Cour - tidligere medejer af Skærsø).
Under ham blev Sønderris i 1888, for 55.000 rigsdaler, udlagt til kreditforeningen, der samme år solgte den, med møller, for 74.000 kr. til dampskibsreder, Poul S. Breinholdt til Bodum Bisgård (død 1897) , ingeniør Dahl og møller H.C.Hansen.
De solgte gården i 1892 for 110.000 kr. til murermester N.I. Tang, København.
I 1900 overtog Hans Friis Nielsen gården for samme beløb.
I 1906 (11 tdr. hartkorn) blev gården solg af Glander for 82.000 kr. til
forvalter Steenstrup, der i 1910 mageskiftede gården til Lillienskjold.
I 1913 blev gården solgt af Stoulund, for 108.000 kr. til Jensen af Vissingkloster.
Omkring 1920 blev Sønderris købt af Henrik Boeck, der i 1922 solgte den videre til Martinus Moselund og Jens P. Sørensen. De frasolgte en del jord. I 1924 (3½ tdr. Hartkorn) solgte de gården til Jørgen Petersen og dennes svoger, Sørinus Therkildsen. Sørinus Therkildsen blev eneejer i 1926 og solgte i 1941 Sønderris, med 165 tdr. land, til entreprenør A.C. Gravesen, Esbjerg for 245.000 kr. (Sørinus Therkildsen købte "Kathrinelund" i Tobøl).
A.C. Graversen klædte gården af og solgte den i 1958 til Nis.C. Bruhn, der kom fra Kolding egnen. Han solgte gården i 1970erne til Esbjerg Kommune, der udstykkede jorden til boligbebyggelse. Sønderris er i dag et stort boligområde.
Nis C. Bruhn døde omkring år 2000. Enken, Grethe Bruhn, blev boende i hovedbygningen.
Avlsbygningerne, der havde stået tomme siden udstykningen, blev stærkt beskadiget under orkanen 3. december 1999 og derefter revet ned.
Sønderris afbrænde under svenskerkrigene i sidste halvdel af 1600 årene, og blev genopbygget som en bondegård.
Den nuværende hovedbygning, der ligger på en lille forhøjning i terrænet, (- måske det gamle voldsted?) er en lang, enetages rødstensbygning med toetages tværgående endepartier. Bygningen, der en med skiffertag, er opført i 1890.

Op gennem tiden hørte Guldager Kirke under Sønderris.
Ved våbenhuset står en granit døbefont. Den blev fundet på Sønderris, hvor den blev brugt som vandingstrug til hestene.

Sønderris Mølle
Sønderris Mølle OG NOGLE BEBOERE

Da Sønderris Mølle for omkring hundrede år siden ophørte med at fungere som vandmølle, havde den sammen med den noget større Guldager Mølle i mere end et par århundreder forarbejdet kornet for sognets bønder. Den fortsatte endnu nogle få år som vindmølle, inden den blev lukket og nedbrudt.
Møllens alder kendes ikke, men den har altid hørt sammen med den lille herregård Sønderris og er måske oprettet omtrent samtidig med gården, der nævnes første gang omkring 1500. Møllen omtales først 1638, men var muligvis allerede da gammel på det tidspunkt

Fra 1640 findes der et arveafkald fra Sønderris Mølle i forbindelse med mølleren Knud Thøgersens død, og heri nævnes hans enke Kirsten Knuds og deres tre børn, hvoraf den ene søn, Hans Knudsen,
havde overtaget fæstet af Sønderris Mølle efter faderen, mens den anden søn, Svend Knudsen, havde fået Guldager Mølle i fæste.
Svend Knudsen døde 1649, og i skiftet efter ham i 1651 optræder Hans Knudsen som værge på fædrene side for de tre børn, nogle ti år senere erklærer en nevø, at han har fået de penge, som hans farbror, salig Hans Knudsen, havde haft i forvaring for ham.

Hans Knudsen var nemlig død i 1660. Om hans død havde noget at gøre med svenskernes besættelse af landet eller pesten, som fulgte i krigens spor, er ikke til at vide, men vi ved, at Sønderris gård blev afbrændt og ganske spoleret. Om møllen gik ram forbi er ikke oplyst.
Sønderris blev herefter genopbygget som en almindelig bondegård, så der var ikke meget at det herregård sagtige tilbage i tiden, der fulgte.

I anledning af møllerens død blev der den 2.august 1660 i overværelse af husbonden, årlig og velbyrdig jomfru Sophie Vognsdatter til Sønderris, afholdt skifte efter afdøde Hans Knudsen
Møller i Sønderris Mølle. Boet blev opgjort til 324 Sletdaler og 14 skilling, og det var slet ikke så ringe endda. Det ser da også ud til, at enken, Ingeborg Jensdatter, kort efter er blevet gift med den tidligere foged på Sønderris, S
øren Jacobsen der nu overtog fæstet af møllen og lovede at holde de fire umyndige børn med klæde og føde, til de blev atten år. - Da han overtog møllen, omtales den som en lille mølle og byggested i hovedgårdens mark, og i 1664 matriklen sættes dens hartkorn til 5 tønder hartkorn i mølleskyld og 8 tønder mel i landgilde.

Nogle år senere, antagelig omkring 1680, overgik fæstet af Sønderris Mølle til Knud Hansen, uden større tvivl Søren Jacobsens stedsøn, et af de fire umyndige børn, han overtog 1660 efter Hans
Knudsens død, og den 13.april 1686 fremstod i retten Knud Hansen i Sønderris Mølle på sin hustru Karen Clausdatters vegne og gav hendes bror afkald på arv efter deres forældre i Guldager Mølle. -
Knud Hansen var altså gift med møllerens datter i Guldager Mølle!

I Knud Hansens tid hed det om Sønderris Mølle, at den var en liden squatmølle. Der er kun en liden dam, som ingen tilløb har.
Derfor stor mangel på vand både om sommeren i tørke og om vinteren i frost, hvilke tider den ikke kan male. - Ordet skvatmølle er dog næppe brugt her i den oprindelige betydning - en lille, primitiv mølle med vandretliggende hjul - en type der for øvrigt var blevet forbudt ved lov, men måske er den i sin tid begyndt som skavtmølle i forbindelse med hovedgårdens oprettelse.

Der er ingen tvivl om, at vejrets indflydelse på tilførslen af vand til mølledammen har været af afgørende betydning for møllens ydeevne, men trods de jævnlige klager over svigtende vandmængde er der også blevet sagt, at møllen haver god maling på de tider, den kan male.

Dens opland var ret stort, og i 1683 oplyses det, at den betjente 47 gårde og 24 huse med jord.
Ved kop- og kvægskatteligningen i 1684 blev Knud Hansens besætning opgjort til 1 hoppe, 1 plag, 2 køer, 2 kvier, og 6 får, hvoraf han skulle betale mellem to og tre rigsdaler i skat. Der hørte ellers
ingen jord til møllen, men der kunne lejes jord hos herskabet.

Møllens hartkorn blev nedsat fra 5 tønder i 1664 til 2 tønder og 4
skæpper, og i matriklen 1688 endelig ændret til 1 tønde, 4 skæpper og 3 fjerdingkar. Når møllen blev sat så lavt i mølleskylds hartkorn var begrundelsen, at tilløbet til mølledammen var så rige og ustabilt.
I 1694 var en ny møller kommet til. Han hed Hans Jacobsen og nævnes, fordi han var kommet to terminer bagud med betalingen af familie- og folkeskatten og blev rykket for beløbet i 1685.
Men to år senere havde han stadig besvær med, at klare sine forpligtelser og blev derfor på Skads Herredsting dømt til, at betale til sin husbond, sign. Peder Pedersen på Sønderris, skat, skyld og landgilde inden 15 dage!

Det har han nok ikke været i stand til, for året efter var møllerens navn ændret til Morten Iversen, der var fra Sødding. - Han fæstede nu møllen i en lang årrække, men det var vist ingen fed forretning.
I et ekstraskatteregnskab fra årene 1704-1705 st år han opført med hustru og to børn. Ifølge et tilsvarende regnskab for 1710 klarede han sig da uden tjenestefolk, og i 1715 siges det om ham, at han er af slet tilstand. -
I 1720 hedder det rent ud i en ansøgning om skattenedsættelse,
at Sønderris Mølle er en meget ringe og slet mølle, så den fast ingen maling kan forrette, og har han, Morten Iversen, tilmed forklaret ingen midler at have!

Gennem et par retssager bliver Morten Iversen lidt mere synlig. Således stævner han i 1729 sin svigerinde i Rørkær for tyve Sletdaler og en mark, som hendes afdøde mand havde haft i forvaring som værge for
Morten Iversens til sin afdøde søn Rask Mortensen, en mødende arv efter hans mor Birgitte Nielsdatter.
Eneste bevis i sagen var et noget tvivlsomt notat på ustemplet papir uden dato, mens underskriften, Rask Mortensen egen hånd og årstal 1728, ser noget raderet og foranderligt ud, som ikke accorderer med det overskrevne blæk. -
Det kunne næsten se ud, som om der var fusket lidt med dokumentet, som enkens forsvarer da også hånligt afviste som værdiløst, da der bare var tale om et blad, der var revet ud af en gammel sangbog!
Tolderne i Hjerting og strandriderne langs kysten havde et godt øje til ejeren af Sønderris gård, Mogens Christensen og hans søn Christen, og mistænkte dem for ulovlig indførsel og handel med varer som salt, tjære, stenkul
og tobak uden om købstæderne, og det var sådan set ikke uden grund for allerede i 1707, mens Mogens Christensen var forpagter på Ølufgaard, havde han en sag løbende om smugleri.
Dengang drejede det sig om tønder med vin og brændevin.
Omkring 1730 gik der rygter om, af Sønderhoskipperen Sonnich Jensen - tilsyneladende med kurs mod Ribe - i stedet for tog en lille afstikker i nordvestlig retning og lagde til ud for Sødding land,
hvor varer i sække blev udlosset og kørt op og gemt i et hul på hovedgårdens mark for senere at blive fordelt til kunderne. - Der var også set nogle vogne køre til Janderup - med varer,
der i båd blev fragtet over på den anden side, hvor varerne blev afhentet af andre vogne fra Holstebro.
I sagen blev afhørt en lang række vidner, men mærkeligt nok var der ingen, der rigtigt vidste noget, når det kom til stykket. Morten Iversen var indblandet på den måde, at han havde lagt vogn til, når
varerne skulle køres op til gården, og hans kone Anne Hansdatter var blandt de afhørte. Hun havde da godt nok set deres vogn køre væk med et løs sække, men hvad der var i dem, kendte hun ikke noget til.
Tidspunktet huskede hun ikke, men det var efter sidst afvigte Mikkelsdag. Så forsøgte forhørslederen sig med møllerdatteren Else, men hun kunne heller ikke hjælpe!

1733 solgte Mogens Christensen Sønderris hovedgård samt underliggende mølle beboet af Morten Iversen, skylder årligt 10 tønder rug. - Han nævnes endnu i 1738, som møller i Sønderris, men
må på det tidspunkt være flyttet til Guldager, for her døde han i 1742 i en alder af 85 år. Og 1746 døde den gamle møllerkone i Guldager, 63 år gammel, uden at hendes navn nævnes, men der er muligvis tale om Anne Hansdatter,
Morten Iversens enke.

Af senere beboere kendes Laurids Mortensen, der opholdt sig i møllen 1759 sammen med svigersønnen Knud Hansen, der var gift med hans datter Karen.
Laurids Mortensens stilling i møllen er ikke ganske klar. Han og hans kone Maren havde tidligere været fæstere i Bryndum af en hospitalsgård, som de 1745 afstod til en anden datter og svigersøn, efter at Laurids Mortensen året før var ude for et voldeligt overfald, hvor Knud Hansen møller for øvrigt havde været synsmand. -
Hvornår de flyttede til Sønderris Mølle, vides ikke, og måske var de bare aftægtsfolk hos datter og svigersøn, selv om han ved en døb i 1749 kaldes for Laurids Møller, og hans kone i 1753 omtales som Maren møllerkone.
Men det var i hvert fald Knud Hansen, der fortsatte mølleriet. Hvor han kom fra er uvist, måske fra Bryndum sogn. I 1766 var der skifte efter hans første hustru, Karen Lauridsdatter, der var død året før, kun 36 år gammel. -
Han blev så i sommeren 1766 gift med Abelone Christensdatter fra Strandby, men hun må være død inden for et års tid, vel sagtens i forbindelse med en fødsel i 1767.
Allerede samme år blev han gift for 3.gang, og den udkårne var nu Bodil Olesdatter fra Sødding. De var gift en hel del år, til hun døde i det tidlige forår 1782. -
I skiftet efter hende hedder det, at huset befindes i mådelig eller ringe stand. Det oplyses ved samme lejlighed, at der til møllen hører en besætning på fire køer, en kalvto, heste, tretten får og en so.

Men Knud Møller havde stadig mod på livet og ville endnu engang prøve lykken. I Guldager kirkebog stør indført at den 18.februar 1783 blev Knud Hansen af Sønderris Mølle og
Anna Hansdatter af Sødding trolovede. Denne trolovelse er med kongelig majestæts allernådigste bevilling på allerunderdanigste ansøgning og bekendtgjort af prædikestolen for Guldager menighed 3. p. Trin. 83. -
Gift året efter i Guldager Kirke den 25.4.1784 Sønnen Hans Knudsen blev efter trolovelse i Guldager Kirke den 13.5, gift der den 13.6.1783 med Dorthe Laursdatter fra Sødding; og i 1784 er det ham, der er forpagter eller bestyrer af Sønderris Mølle, som da ejedes af
Sign. Chr. Løche Spangsberg til Sønderris.

I folketællingen 1787 står Knud Hansen opført som aftægtsmand hos de unge, men Anna Hansdatter er ikke nævnt. - Det følgende år døde han, 61 år gammel.
Ved den næste folketælling i 1801 er Hans Knudsen stadig møller i Sønderris, og familien er vokset med syv børn, men allerede i 1812 døde Dorthe Laursdatter i en alder af 54 år.
Cirka fire år efter, den 12.oktober 1816, var der rigtig fest i den gamle mølle, for da bortgiftede Hans Knudsen på en og samme dag tre af sine døtre, Maren, Ane Kjerstine og Bodil, til tre forskellige sogne.
Han fik derefter endnu en række år i møllen, til han døde der 67 år gammel i 1825.

Først i 1834 finder den næste folketælling sted, og forpagteren af Sønderris Mølle hedder nu Poul Frederik Rich, gift med Ane Else Pedersdatter, og de var der stadig ved folketællingen i 1840. -
I deres tid beskrives møllen som en af Skads Herreds mindste. 1838 blev der således kun formalet cirka 550 tønder korn til mel og gryn, et tal der dog menes, at være sat for lavt for at holde skatten nede. -
Kun Krogsgaards mølle i Tjæreborg sogn var mindre.

I 1841 blev Sønderris Møllegaard takseret og forsikret for 2.260 rigsbankdaler sølv. Gården bestod da af tre bygningsdele, der beskrives således:
a. en møllebygning i sønderenden af våningshuset, en overfaldsmølle bestående af 3 fag, 9 - alen dyb, 2 etager høj, af grundmur og bindingsværk med tavlmur og fjellebeklædning, fyrreovertømmer, stråtag med stole og spillebjælker.
Huset i sig selv med alle dets fortømninger, loft, vinduer, døre, trapper og tag tillige med værket blevet vurderet til 850 rigsbankdaler sølv.

b. Et stuehus, der er indbygget i vest og består af 7 fag, 10 alen dyb, af bindingsværk med tavlmur, fyrreovertømmer, rør - og stråtag til beboelse, med loft, vinduer, døre, fjellegulve og en skorsten, takseret til 450 rigbankdaler sølv.

c. Det østre hus, der er på 6 fag, 11 - alen dyb, af grundmur med fyrreovertømmer og stråtag, heraf 4 fag til bryggers, med loft, vinduer og døre, en skorsten og bageovn, resten til stald og vognport, takseret til 250 rigsbankdaler sølv.
Derefter følger en detaljeret beskrivelse og værdiansættelse af mølleværkets mange enkelte dele, hele 16 poster, hvoraf blot skal nævnes et par stykker, blandt andet møllehjulet, der var af fyr og eg og målte 2 - alen (cirka 1 - meter) i diameter og var et overfaldshjul vurderet til 50 rigsbankdaler sølv. Inde i møllehuset var der en rugkværn med engelsk sten, 2 alen og 2 tommer i diameter, der var den mest værdifulde del af inventaret og vurderet til 160 rigsbankdaler sølv. Et pilleværk til gryn med en engelsk sten, 2 alen og 6 tommer i diameter, hørte også til i den dyre ende, da den vurderedes til 110 rigsbankdaler sølv. Mens en hvedekværn der var 1 alen og 6 tommer i diameter, til gengæld var sat lavt, og vurderet til 20 rigsbankdaler sølv.

Omkring 1840 var en ny mølleforpagter kommet til. Hans navn var Peder Jessen Krog, der var gift med Ane Marie Cecilie Keil. -
1842 forlod de stillingen og flyttede til Løgumkloster, hvor hun var født, men to år efter i 1844, vendte de tilbage til Sønderris Mølle som forpagterpar, og de var der stadig i 1860. - I deres tid
var der også brændevinsbrænderi i møllen, og 1860 omtales møllens nicheproduktion af en sur sennep, som de Vardekøbmand anbefalede som særlig fin. Endnu i 1879 er møllen omtalt som
vandmølle.
I hundreder af år havde Sønderris gård og mølle under skiftende forhold og ejere hørt sammen, men i 1889 skiltes deres veje, og møllen blev solgt fra for 12.000 kroner. Men vandmøllernes tid var også ved at være forbi.-
Konkurrencen fra vindmøller og elektricitet var for hård, og i slutningen af
1800 årene blev den gamle Sønderris vandmølle aflastet af en vindmølle, der dog få år senere var ude af drift.

Hermed ender en epoke i mølleriets historie, og for Sønderris Mølles vedkommende var det slut med larmen fra kværnenes durren og vandets plasken fra stemmeværkets stigbord ned over det fronnede møllehjuls skovlblade.
Møllesøen udtørre des, og landskabet ændrede karakter.

Tjæreborg Kirke
Tjæreborg Kirke er stilmæssig en blanding mellem romansk og gotisk kirkebyggeri. Den synes færdigbygget i midten af 1200-tallet og er muligvis indviet til Sankt Clemens. Den oprindelige kirke bestod af et romansk kor og skib, der efter nogen tid er blevet forlænget mod vest. Kirkens syddør er i spidsbuet, gotisk stil. Kirkens tårn er fra omkring 1500, og våbenhuset, der er fra senmiddelalderen, blev ombygget i 1891 og tilføjet to vinduer. Kirken er bygget af granitkvadre og tufsten bortset fra våbenhuset og det øverste af tårnet, der er opført i munkesten.

Tæreborg Kirke - Kirkerum:
Kirken blev bygget med to døre. Den nu blændede norddør blev flyttet i forbindelse med forlængelsen af skibet, medens syddøren forblev på sin plads. Med tårnbyggeriet fik kirken en norddør op til tårnet.
Koret har oprindelig haft tre granitindfattede vinduer, et i hver side. De østre er nu tilmuret, medens sydvinduet er forstørret. Skibets nordside havde to vinduer, hvoraf det ene nu er blændet. Skibets sydside har tre vinduer og tårnrummet et.
Kirken har trælofte med malerier og krydshvælv i tårnrummet. Så langt tilbage som de skriftlige kilder rækker, har kirken haft blytag. Der blev afdækket spor af kalkmalerier under en reparation af tårnhvælvet i 1969, hvor der fremkom et fragment af rød og sort dekoration i den såkaldte liljemesters stil over nordre vægbue.
Kirken har en romansk dødefond, en renæssance prædikestol og en barokaltertavle samt et kors fra senmiddelalderen. Kirken er ellers holdt i barokstil efter en omfattende fornyelse under Rothkirck i første del af 1650åerne.
Esbjerg Byfond præmierede i 1984 de små kapelbygninger ved Tjæreborg Kirke, tegnet af Inger og Johannes Exner.

Tjæreborg Kirke - Loftsmalerier:
I 1934 fremdrog man en udsmykning i form af en roset i korloftets midte. Siden fandt man i 1936 et stort maleri, der forestiller Sankt Bartholemæus. Ved restaureringen i 1938 blev en serie af apostelbilleder fremdraget. Af de oprindelige tolv apostelbilleder var syv helt bevaret og to kun delvis. De to delvist bevarede apostle med suppleret af restaurator Peter Kristian Andersen i 1938, medens kirkens anden restaurator, Ejnar V. Jensen, nymalede de tre helt ødelagte apostelbilleder i stil med de oprindelige i 1941.
Malerierne, der kan jævnføres med samtidige loftsudsmykninger i herregårde og bedre borgerhjem, blev lavet på foranledning af Wenzel Rothkirck og Dorthe Abildgaard i 1651. De er formentlig malet af Ribemalerne Sten Adamsen og Hans Jensen eller Bølling efter forlæg af en apostelserie af Raphael og Johannes Sadeler, men malet med en fri hånd.
De syv oprindelige apostelbilleder forestiller Sankt Peter, Sankt Paulus, Sankt Jacob den ældre, Sankt Andreas, Sankt Phillip, Sankt Johannes og Sankt Thomas. De to delvist bevarede forestiller Sankt Bartholemæus og Sankt Mattæus. De tre nymalede er Sankt Judas Thadæus, Sankt Simon og Sankt Jacob den Yngre.
Desuden er der malet evangelister og scener fra evangelierne på korloftet, udført i 1955 af Ingolf Røjbæk.


Tjæreborg Kirke - Altertavle:
Altertavlen i Tjæreborg Kirke kan formentlig dateres til 1655 og er et bruskbarokarbejde, der tilskrives billedskæreren Anders Mortensen i Odense. Den består af et bredt postament, næsten kvadratisk storstykke, og et topstykke med brudt gavl, der hovedsagelig er en rekonstruktion fra 1938.
Relieffet i storstykket forestiller nadveren med et korsfæstelsespanorama foroven. Begge motiver er skæret efter forlæg af Hendrick Goltzius. Nadverscenen gengiver et stik fra 1585, medens korsfæstelsen stammer fra en passionsserie fra 1596-98.
Topstykket, der blev reduceret væk i 1793, blev rekonstrueret i 1938 ud fra bevarede dele og Anders Mortensens altertavle i Dalum Kirke, Odense. Udskæringen i topstykket forestiller gravlæggelsen.
Øverst på altertavlen ses den opstandne Kristus flankeret af to romerske soldater.
Der er bevaret 15 figurer fra en altertavle fra omkring 1500, der er opsat på en fyrretræsplanke. Hovedfeltet udgøres af tre figurer, Maria, Sankt Clemens og en nødestol med Gud, der holder sit barn Jesus med engel ved hver side. På siderne stør de tolv apostle, hvoraf Sankt Johannes, Sankt Peter, Sankt Paulus, Sankt Jacob den ældre, Sankt Mattias og Sankt Simon kan genkendes.

Tjæreborg Kirke - Alterstager:
Tjæreborg Kirkes alterstager er skænket af Wenzel Rothkirck og Dorthe Abildgaard i 1651. De 56 cm. høje stager har indgraveret årstallet 1651 samt Wenzel Rothkircks våben og initialer. De har en stor, kegleformet fodskæl, der hviler på tre løver.

Døbefonden i Tjæreborg Kirke er romansk og en glatkummet vestjysk type. Foden har form som en søjlebase, der har afrundede skjolde med små relieffer. Den ene type er en hesteagtig figur med lange, lige ben. Den anden minder mest om et liggende H. På mundingsrandens overside sidder fire smø ligearmede kors, der er benediktions kors, der blev brugt i forbindelse med liturgien ved døbsvandets indvielse.
Der er en indskrift, formodentlig fra 1793: Gud drog mig af min Moders Skiød/ og jeg blev fød/ Uværdig til at slutte Pagt, om ej/ hans Naade havde banet Vey/ ved Naadevandet Daaben,/ hvori hans Søn/ ved kraftig Bøn/ fik Himlen for mig aaben.
Døbefonden har siden 1938 stået foran Rothkircks epitafium i skibets nordøsthjørne.

Tjæreborg Kirke - Korbuekrucifiks:
Tjæreborg Kirke har et groft skåret korbuekrucifiks fra omkring 1475-1500. Figuren, der er 97 cm. høj, forestiller Kristus med let skrånende arme og dødt, nedsunket hoved. Brystkassen har markerede ribben og fødderne drejet ind over hinanden.
Bemalingen stammer fra restaureringen i 1938 og er grøhvid til kroppen, brunt hår, grøn tornekrone og forgyldt løndeklæde. Korstræet, der er 171 cm. er rødbrunt med en forgyldt stjerneglorie. Der er en marmoreret midtprofil og sorte endemedaljoner med hvid kant.


Tjæreborg Kirke - Prædikestol:
Prædikestolen i Tjæreborg Kirke er et ungrenæssancearbejde fra 1586. Den har tilføjede barokke stafferinger fra 1652, der højst sandsynligt er udført af Vardesnedkeren Jens Olufsen på foranledning af Wenzel Rothkirck. Arkaderne har akantusløv og hjørneprydelserne er set fra nord: 1. En jonisk kvindeherme, 2. Troen, 3. Håbet, 4. Kærligheden, 5. Retfærdigheden, 6. Klogskaben, 7. Styrken, 8. Mådeholdet, 9. En jonisk pilaster og endelig 10. En kvindeherme.
Prædikestolen er placeret i skibets sydøsthjørne med opgang gennem triumfbuen. Himlen over prædikestolen bårer stammer fra 1652.

Tjæreborg Kirke - Stolestader:
Tjæreborg Kirkes stolestader er i deres kerne fra omkring 1580 med gavle af ungrenæssancetypen. I 1793 var fordelingen af pladserne, at der var 20 kvindestole i nord og et tilsvarende antal i syd. Unge karle og piger fik deres egne pladser med bevarede skilte, der viste hen til pladserne. Skiltene er forarbejdede af Krogsgårds gamle herskabsstole fra midten af 1600åerne.


Tjæreborg Kirke - Orgel.
Tjæreborg Kirkes orgel er fra 1949, med seks stemmer, et manual og pedal, bygget af TH. Frobenius og Sønner Orgelbyggeri A/S. Det blev udvidet med pedalstemme i 1980 af P. Bruhn & Søn, Ørslev.


Tjæreborg Kirke - Kirkeskib:
Kirkeskibet i Tjæreborg Kirke er en model af fuldskibet

Ugleviggård Jerne

Vennergaard Hovedgaard

Navnet Visselbjerg er knyttet til den tidligere hovedg�rd i Alslev Sogn vest for Varde.
I dag er der kun den fredede voldgrav rundt om haven tilbage af tidligere tiders store g�rdanl�g.
Hovedg�rden blev afviklet omkring 1771 bl.a. ved oprettelse af en ny lille landsby p� 6 ens g�rde 1,5 km nord�st for Visselbjerg, og bebyggelsen blev opkaldt efter ejerens hustru Vibeke, og i dag er navnet blevet til Vib�k.
Omkring samme tid blev Alslev Vandm�lle frasolgt, medens det �vrige f�stegods blev frasolgt ved f�rn�vnte Vibekes d�d.
Familien Munk erhvervede i 1567 g�rden fra kronen, og ejerforholdet varede i ca. 60 �r, hvorefter den ene s�n (Hans Munk) blev henrettet for utugtigt levned, og den anden s�n (Frederik Munk) m�tte opgive g�rden p� grund af spekulative g�rdinvesteringer.
Det samlede omr�de ved Visselbjerg og Vib�k er udpeget som s�rligt kulturmilj� ved Vadehavet og Varde �dal.

Ølufgård.

Ølufgårdsvej 33. Matr. 1a Ølufgård m. fl.. Ølufgård, nu kaldet Gammel Ølufgård, var oprindeligt en hovedgård. Ølluf Hovedgård blev oprettet 1583, da Niels Pedersen Glambek mageskiftede jord med kronen. Ved mageskiftet fik Glambek 3 gårde i Ølluf by. Disse gårde blev nedlagt, og hovedgården oprettet. De oprindelige bygninger lå, hvor gården ligger i dag.
Alt det jord som ligger i ejerlavet Ølufgård m. fl. (Vestervad, Foldgård, Ølufvad, Skærbæk, Søhale osv.) hørte ind under hovedgården. Desuden var størsteparten af sognets gårde (med undtagelse af en del af Lifstrup) samt en del af nabosognenes gårde fæstegårde under Ølufgård. På et tidspunkt tilhørte V. Nebel og Bryndum kirker også Ølufgård. Selve hovedgården var 1664 vurderet til 31 tdr. hartkorn, 4 skp.. I 1688 nedjusteret til 29 tdr. hartkorn (inkl. mølleskyld).

Ølluf Hovedgård gik en omskiftelig historie igennem med mange ejere.

1583 - 1593: Niels Pedersen Glambek, gift med Mette.
1593 - 1607: Fasti Staverskov (foregåendes brorsøn).
1607 - 1637: Kristence Krag (enke efter foregående).

1637 - 1664: Sofie Staverskov (datter af foregående). Hun var 1625 - 1628 gift med Otto Kruse til Balle. Dernæst var hun 1635 - 1646 gift med Laurids Ebbesen Udsen, lensmand til Skanderborg slot. Selvom Sofie Staverskov var ejer af flere godser, endte hun sit liv i armod. Efter svenskekrigene stod hun i stor gæld. 1658 - 59 var hårde år, hvor mange fæstegårde blev plyndrede, og mange bønder døde af pest og det gik naturligvis hårdt ud over mange godsejeres indtægter. Som følge af gæld måtte S. Staverskov sælge sine godser og mange fæstegårde. Ølufgård måtte afstås 1664.

1664 - 1697: Margrethe Redtz (enke efter Malthe Sehested til Rydhave). Hun boede ikke på Ølufgård, men bortforpagtede den (bl. a. til Niels Nielsen, Enderupholm).

1697 - 1719: Birgitte Sofie Sehested (datter af foregående). Gift med Jørgen Grubbe Kaas. De boede heller ikke på Ølufgård, men bortforpagtede den. Omkr. 1707 var den bortforpagtet til Mogens Christensen (senere bosat på Sønderriis). I perioden 1713 - 21 var Ølufgård bortforpagtet til provstiskriver ved Varde Syssel Niels Jacobsen.

I 1719 blev Ølufgård overtaget af sønnen (senere admiral) Ulrik Kaas. Først gift med Sofie Rubring (død 1724), derefter Mette Sørensdatter Mathiesen. Med sin første kone boede han på Ølufgård, men efter hendes død flyttede han derfra og bortforpagtede hovedgården. 1/5 1731 bortforpagtes den til hans svoger Christen Linde på Aaberg.

I Ulrik Kaas tid kom en af Danmarks berømte personer ind i Ølufgårds historie, Tordenskjold. Tordenskjold ejede ikke gården, men havde et meget stort pantebrev i den. Kollegaen admiral Ulrik Kaas havde ved overtagelsen lånt en meget stor sum penge af Tordenskjold. Den store gæld betød, at Ulrik Kaas ikke kunne betale sine terminer. Gælden var 1741 på 9.555 Rd. I 1741 satte Tordenskjolds arvinger derfor Ølluf Hovedgård med fæstegods på tvangsauktion. Dermed gik gården sin nedgangstid i møde. Efter tvangsauktionen var en del fæstegods samt kirkerne frasolgt.

1741 - 1742: Søren Rygård til Hesselmed.

1742 - 1755: Jens Windfeld. Gift med Ingeborg Lauridsdatter. Han havde forinden været forpagter af Ølufgård (fra ca. 1736).

1755 - 1789: Heinrich Ernst Bjerrum fra Bryndumdam i Bryndum sogn. Gift med foregåendes datter Edel Windfeld. Han var herredsfoged i Skast herred. I deres tid blev sognets (sandsynligvis) sidste ulv skudt af tjenestekarl Niels Nielsen natten mellem 5 og 6/2 1757 på Ølufgårds mark.

De havde en søn Severin Bjerrum, som forpagtede Ølufgård en tid, men han blev derefter sognedegn. Ved H. E. Bjerrums død 1789 blev Øluf Hovedgårds fæstegods frasolgt på en auktion til de respektive fæstere, mens selve Ølufgård med afbyggersteder blev solgt samlet. Den nye ejer, kancelliråd Peder Jakob Hygom, fik 1791 tilladelse til udparcellering af hovedgårdens jord. Søhale, Ølufvad og Skærbæk marker (Skærbæk dog nogle år senere) blev solgt til de respektive fæstere, mens resten af jorden blev delt i 8 hovedparceller og 2 biparceller. Heraf opstod bl. a. Schæfergård, Lilbæk, Foldgård og Vestervad.
Tilbageværende Ølufgård med enkelte afbyggersteder blev atter solgt 1796 til foregåendes svoger ritmester C. Christian Vilhelm Irminger, gift med Catharina Valleja Hygom. Han døde 1797, hvorefter enken blev gift med sin forvalter Christen Fabricius 1799. Afbyggerstederne var da blevet frasolgt.

Allerede 1800 blev Ølufgård med kun 9 tdr. hartkorn videresolgt til Hans Ibsen Windfeld. Herefter tilhørte Ølufgård i mange år Windfeld familien. Det var dog ikke længere nogen hovedgård, kun en proprietærgård. Gårdens jord blev dog opjusteret til 16 tdr. hartkorn, 1 skp., 1 fdk., 2 alb. i 1844-matriklen.

1807 - 1825: Hans Hansen Windfeld (søn af foregående). Gift med Anne Christensdatter Lykke Spangsberg. Han havde siden faderens overtagelse af Ølufgård forpagtet denne.
1825 - 1873: Hans Windfeld (søn af foregående).
1873 - 1878: Sidsel Marie Møller (enke efter foregående).

Den sidste Windfeld på Ølufgård var Christen Windfeld. Han var ugift og overtog Ølufgård i 1878. Chr. Windfeld var en meget afholdt mand i sognet, da han var en meget hyggelig mand og god at snakke med. Landbrugsmæssig var han dog meget konservativ og drev gården med studedrift.

I 1910 flyttede han til Frederiksberg og solgte Ølufgård 1911 til et udstykningskonsortium. Dette konsortium frasolgte 6 parceller, hvoraf den største parcel var Ny Ølufgård-parcellen med ca. 200 tdr. l.. Herved opstod Ny Ølufgård og senere 5 statshusmandsbrug, udstykket dels fra jordstykker fra Ølufgård, dels fra jord fra Ny Ølufgård. Tilbage til Ølufgård var ca. 140 tdr. l., og dermed var det kun en stor gård, selvom det regnedes som en proprietærgård. Ølufgårds gamle avlsbygninger forsvandt i 1919, da en ny ejer byggede nye udlænger.

1911 - 1912 blev Ølufgård drevet ved bestyrer, Engeline og Simon Kristian Nielsen.
1912 - 1929: Laust Hansen. Gift med Jensine.
1929 - 1931 Niels Christian Thue Nielsen.
1931 - 1936 Maren Jenny og H. Nissen Bennetsen.

1936 blev Ølufgård overtaget af Henny og Kristen Kristensen (gift 1937). De fik atter Ølufgård til at ekspandere, idet jord blev tilkøbt, og nye avlsbygninger blev opført. Det gamle stuehus fra 1805 måtte lade livet i 1955, da nuværende blev opført. Kristen på Ølufgård blev kendt som en af egnens dygtigste landmand og drev Ølufgård indtil 1992, hvor gården blev solgt til nuværende ejere Birthe og Gravers Lauridsen.