Erik Randel Thomsen voksede op i Sønderborg, hvor han var i
vrig svømmer, spejder, håndbold og fodboldspiller. Og så va
r der krigsårene. Se efterstående artiklen "De fem forbande
de år". Han tog mellemskoleeksamen 1934 og matematisk-fysis
k studenter-eksamen 1950 på Sønderborg statsskole og begynd
te på de statsvidenskabelige studier ved Københavns Univers
itet. Filosofikum, Borgerlig ret og diverse årsprøver klare
des, mens han ventede på igangsætning af et sociologisk stu
dium - det kom først meget senere.
Samtidig med havde han studenterjob på Berlingske Tidende
. Normeret til fire timer, men det fængede, så han var de
r i otte. Og havde lange sommerferiejob på Jydske Tidende
s hovedredaktion i Kolding. Midtvejs ind og springe solda
t 16 måneder 1956-57 på Flyvestation Avnø, hvor han som skr
ivende på maskine (en sjældenhed dengang) passede en del a
f administrationen og fik sans for flyvning. Ude af trøje
n lå det lige for. Den merit, der var optjent ved journalis
tik, skulle udnyttes nu. Et år i regulær mesterlære på Aalb
org Stiftstidende ville udløse et pressekort som udlært. S
å det klaredes. Men han blev tilbudt at fortsætte som luftf
artsmedarbejder og nærmest beordret til at tage flyvercerti
fikat på bladets regning - og så blev karrieren flyvende. S
kaf et universitet til byen, lød ordren i 50erne. Med redak
tionens dygtige, politiske lobbyarbejde kronedes tanken me
d held. I 1974 startede det i Aalborg, og redaktions-chefe
n var nysgerrig og lod sig immatrikulere igen, denne gang p
å det samfunds-videnskabelige studium. Det nye universitet
s allerførste gruppeeksamen blev bestået, en cand. samf. vi
nkede forude, men Berlingske hentede ham i 1976 til chefred
aktør-posten på Jydske Tidende i Kolding, senere også med d
irektørstatus, og så var det sket igen med studierne.
Et Harvard-kursus har senere bødet på det. Og dronningen be
nådede ham i Få måneder efter starten i Aalborg kom Margi
t Jensen (født i Frederikshavn 3. 7. 1933 med far købmand o
g pelsfarmer Axel Jensen og mor Agnes Møller Jensen) in
d i synsfeltet. Hun var Niels Brocker og også ansat på avis
en. Få måneder efter første stævnemøde meddelte hun, at e
n for længst indgivet ansøgning til SAS om at blive steward
esse nu var imødekommet. Hvad nu? Flyv sagde luftfartsjourn
alisten, den chance kommer aldrig igen. Et halvt år sener
e skete forlovelsen og i maj 1959 opgav hun flyvningen og d
e blev gift 30. 5. 1959 Frederikshavn Kirke og bosatte si
g i nykøbt rækkehus i Aalborg. Her fødtes de to første bør
n Marianne og Merete. Mens det tredje Flemming kom til i na
turejendommen i Hammer Bakker i Vestbjerg (23. 5. 1969). Ve
d amtslig foranstaltning fik de fem familiemedlemmer (2. 4
. 1976) tilladelse til at sige farvel til bindestreg og Tho
msen og nøjes med efternavnet Randel. Det skete af praktisk
e grunde.
I 1976 flyttede familien på fem til Kolding, hvor den tog b
olig i Bjert. Her døde Margit Randel 2. 7. 1991 efter næste
n ti års kemobehandling mod kræft opstået i æggestokkene. S
amme år var en fusion gennemført mellem Jydske Tidende og V
estkysten til regionalavisen Jydske Vestkysten. Den var svæ
r at gennemføre og få til at virke, når to ledelser beholde
s og slås sammen til en. Derfor måtte der en udefra til, o
g det blev Jørgen Ejbøl, uddannet af Randel i Aalborg. Ha
n trådte ud af Berlingskes chefredaktion og gav plads til R
andel der. De byttede gårde. De sidste år før pensioneringe
n blev tilbragt som områderedaktør for Berlinske i Kolding
, og efter 67 år blev han opfordret til at forsyne avisen m
ed portrætter. Og det har han gjort i 11 år på con amore ba
sis og er i Kraks Blå Bog vel den eneste, som er opført so
m biograf - en, der laver biografier. Han er i 80erne tilde
lt ridderkorset.
De fem forbandede - og alligevel gode - år.
Besættelsestiden 1940-45 oplevet og husket af en dreng i al
deren 8-13 år
Af Erik Randel
Det, der optog en dreng på otte mest i 1940s første måneder
, var den knugende, kolde vinter. Den gav i lange periode
r hidtil uanede glæder på kælkebakken og skøjtebanen i Sønd
erborg - og så gav den lang ekstra skolefrihed. Brændselsfe
rie hed det. Fordi landet på grund af verdenskrigens star
t året før ikke fik importeret nok kul, og den hjemlige pro
duktion af tørv og brunkul endnu ikke var markant. Alt dett
e gav mig en dramatisk indførelse i besættelsestiden.
Pludselig først i april sendte mine forældre mig på tvunge
n ferie til mine bedsteforældre i Hobro. Hvorfor fik jeg a
t vide langt senere. Men min far havde som redaktør fra sin
e gode forbindelser erfaret, at der både syd og nord for gr
ænsen - til Adolf Hitlers nazistiske Tyskland - var stærk
e kredse, som ønskede at flytte grænsen nordpå til syd fo
r Kolding. Derved skulle hele Sønderjylland genindlemme
s i det stortyske rige, som det var 1864-1920. Og således s
om Nazisterne med militær magt havde flyttet alle grænser t
il dets øvrige nabolande. Jeg sønniken på otte, skulle i hv
ert fald skånes for at blive tysk statsborger - derfor va
r jeg forsat til Hobro…
Om morgenen den 9. april blev jeg i Hobro vækket meget tidl
igt af min mormor. Klokken var ikke engang fem, kunne jeg s
e på mit skoleur. "Din far vil tale med dig i telefonen, ty
skerne er kommet", sagde hun. Jeg tumlede hen til telefone
n - og så lød det:
God morgen Erik, det er far. Jeg vil bare fortælle dig, a
t nu sker der noget alvorligt. Tyskerne har begyndt krig mo
d Danmark. De er klokker ti minutter over fire gået over gr
ænsen, hvor der kæmpes. Garnisonen i Sønderborg gør klar ti
l at forsvare byen. Mor og jeg ved ikke, hvad der videre sk
er. Telefonen bliver sikkert snart afbrudt. Men nu må du væ
re en stor dreng og passe godt på mormor og morfar. Vi ska
l nok prøve at passe godt på hinanden hernede i Sønderjylla
nd. Farvel søn… Afringning.
En kræmmernation?
Jeg frøs, men drengen i mig blev på en studs adskillige å
r ældre. Kort efter kom de første tyske fly drønende ind ov
er Hobro. Jeg var så forbitret og slog hænderne i vindues-k
armen, sagde nej tak til havregrynene og drønede ned på gad
en, hvor søvndrukne folk i tøfler og træsko skuttede si
g i morgenkulden og undrede sig over, hvad det for tovlig
e folk fra flyvertropperne, der vækkede fredelige borgere u
den grund.
Jeg bette mand kunne forklare med automatstemme: Tyske trop
per er i morges gået over grænsen i Sønderjylland, hvor de
r kæmpes… Men ingen ville høre. De snakkede om forår og man
gel på brændsel. Jeg prøvede igen, med samme resultat. Me
n så knækkede min stemme over i raseri og afmagt: Jamen, de
t er tyske fly, for vi er i krig med Tyskland!
Først hed det "Er ed nu int løwn?" Da jeg nævnte min kilde
, kom et sagtmodigt nåhh fra slagtermesteren og tobakshandl
eren. Men hestehandleren satte trumf på:" A tror, te det bl
ywer en god handel nu!"
Hvad nu med mor, far og lillesøster? Det var en forstemt ot
teårig, der senere den morgen, da Danmark blev løbet over e
nde, dulmede sine bekymringer med rå havregryn med mælk. Me
n sådan var reaktionen altså den morgen i Adelgade i Hobro
. Jeg tror - i dag - at den ikke var meget forskellig fra r
eaktionen andre steder i vores lille kræmmernation: Hvor de
t - dengang! - gjaldt om at få det bedst mulige ud af enhve
r situation. Næsten for enhver Pris
Kongens budskab om loyalitet
Jeg blev hentet tilbage til Sønderborg et par dage efter a
f min far, og vi kunne ned gennem Jylland se den massive ti
lstedeværelse af den tyske besættelsesmagt overalt.
Med dette for mig ret dramatiske udgangspunkt kan jeg jo be
rette om, hvordan min families forhold til og omgang med d
e grønne soldater var gennem de følgende "fem forbandede år
". Som dog også rummede noget godt. Herom senere.
Forholdet til den tyske besættelsesmagt skulle jo ifølge pr
oklamationer fra kong Christian X og statsminister Thorval
d Stauning (S) være høfligt, behersket og loyalt. Det kunn
e vel fortolkes - og blev det på flere måder i hjemby Sønde
rborg, hvor der var både dansksindede nazister, et overvint
ret etnisk tysksindet mindretal, der var splittet mht. nazi
smen - samt i de første to besættelsesår en dansk garniso
n med eget musikkorps, der dagligt gik gennem byen og opret
holdt moralen med nationale danske sange og melodier. En gr
otesk, parodisk situation midt i verdenskrigen.
I min familie blev opfordringen fra Kongen, som virkelig va
r hele nationens symbol, om at vise høflighed mod besættels
estropperne tolket til udad at vise kølighed og neutralite
t iblandet en smule nervøsitet - de var jo altid bevæbnede
. Men indad blev tyskerne altid majet ned af briterne, nå
r vi udkæmpede slag med tinsoldaterne i børneværelserne. O
g tilsvarende når vi legede krig udenfor.
Nej og ja til fraternisering
Tyske soldater ville gerne i kontakt med danske børn, ford
i de savnede deres egne unger derhjemme. Men selv om de lok
kede med smil "und mit schokolade" lykkedes det aldrig fo
r dem i min vennekreds. Derimod skete det ofte på de gårde
, hvor de efter ordre var indkvarteret.
Vi i byen indøvede i øvrigt den skik at gå over på det ande
t fortov, hvis vi mødte nogle af de grønne soldater underve
js. Det var der til gengæld en del kvinder, som ikke gjorde
. De fraterniserede, som det hed, med Fritz und Hermann, ve
l dels på grund af kærlighed, dels fordi det gav cigarette
r og strømper, som var en mangelvare for danskere. Disse Kv
inder så dansksindede ned på, og de måtte finde sig i at bl
ive kaldt feltmadrasser, et nyt ord opfundet til lejlighede
n. Efter befrielsen fik de klippet håret af ved dramatisk
e scener i gadebilledet. Jeg var selv med til at holde en a
f dem fast. Ikke særlig pænt, nej, men i andre lande fik d
e en meget hårdere medfart.
De tysksindede medborgere, der havde overgivet sig til nazi
smen, omgikkes gerne besættelsestropperne, helst officerern
e, som blev inviteret hjem til Butterbrot und Kuchen mit Sc
hlagsahne. Så var det endnu lettere for os dansksindede a
t lægge luft til de tysksindede, bl. a. ved ikke at handl
e i deres butikker. Eller smide snebolde efter deres unger.
De brugte selv hårdere metoder. Under en spejderturnerin
g i 1943 i Gråstenskovene blev min ulveungepatrulje beskud
t med luftgeværer af en flok Hitler-jugend (nazistiske ung
e paramilitære), så vi måtte søge dækning bag brændestabler.
Nationalfølelse og luftalarm
Man viste sit nationale sindelag ved at gå med Kongemærke
t - især de voksne - mens vi drenge viste vores sympati me
d de allierede ved at gøre noget, der var direkte forbudt
. Dels gik vi på hovedet med små uldkalotter, som vore mødr
e havde hæklet eller strikket i blå, hvide og røde centrisk
e ringe, således som kokarderderne var på de britiske Roya
l Air Force fly. Dels gik vi små hjemmelavede emblemer me
d de samme kokarder, vi havde malet på de messingclips, ma
n bruger til at lukke vareprøvekuverter med.
Mange af os havde sat vægkort op derhjemme med Europas land
egrænser 1939. Med knappenåle markerede vi så fronterne, o
g det var meget bekymrende, så langt tyskerne nåede - til S
talingrad i øst, Libyen i syd, hele atlanterhavsvolden i ve
st og Nordkap i nord.
Med stor glæde satte vi i de sidste to-tre krigsår knappenå
lene tilbage i de tidligere huller på europakortet, efterhå
nden som Hitlers tropper måtte retirere, og Nazisternes sto
rger-manske Neuropa krympede.
Krigen var langt væk - og dog. Sønderborgs beliggenhed gjor
de, at de allierede bombefly på deres togter til og fra Tys
kland ofte kom over byen. Så sirenerne blæste nat efter na
t luftalarm, hvilket betød, at hele familien rykkede ne
d i en ikke særlig hyggelig kælder, der var blevet ekstra a
fstivet med tømmer for at kunne modstå en sammenstyrtning.
Her stod der senge parat til os alle, og vi fik noget varm
t at drikke, så vi kunne sove videre til vanlig morgenstart
. Vi kunne høre detonationerne, når nærmeste tyske by Flens
borg blev ramt - eller når de britiske fly på flugt fra tys
ke natjagere smed deres bomber eller crashlandede sønderbor
gs nære landområder. Så var det med at komme ud næste dag o
g finde rester i kraterne. Det smagte lidt af Good Old Engl
and - og befrielse.
Folkestrejke og natlig frygt
Min far havde været med til at arrangere en folkestrejke mo
d Besættelsesmagten, da kaptajnen på et tysk krigsskib ble
v utålmodig og fyrede en kanon af for at få klapperne på Ch
ristian Xs Bro til at gå op straks. Derved dræbtes en dansk
er og såredes to. Folk var rasende, og der var klangbund ti
l at lukke byen ned næste dag. Jeg blev sendt hen på min sk
ole for at sætte sedler op om, at al skolegang var indstill
et den dag. Sedlerne kom op en halv time før mødetid. Derve
d så eleverne dem først og gik hjem, så da lærerne ankom li
dt før kl. 8, var de fleste elever allerede vendt om. Og s
å var skolen med i folkestrejken.
En af mine klassekammerater tilhørte en nazistisk dansksind
et familie. Den må have fået nys om, hvem der stod, for mi
n kammerats far, en korngrosserer, ringede en aften nogle u
ger senere til min far og sagde ganske kort: Hils Deres enk
e! (Han blev senere anholdt i befrielsesdagene, hvor jeg sp
yttede på ham. Ikke særlig pænt, men stemningen var bitte
r mod dem, der havde svigtet og truet danskheden).
Min far fik arrangeret en flugtrute ind over nogle hustage
, hvis det hemmelige politi Gestapo skulle arrivere. Vi va
r meget bange, jeg husker, at jeg en nat lå mellem min mo
r og far i dobbeltsengen på førstesalen, fordi vi i forårsn
atten hørte tyske soldaters karakte-ristiske trampen med d
e sømbeslåede støvler standse på gaden neden for vores indg
ang. Hvad ville de? Vi lå musestille. Og lyttede og lyttede
. Min far havde det ikke godt. Efter nogle minutter fortsat
te soldaterne deres videre gang, kan jeg huske, og vi var l
ettede. De har antagelig bare stået og forsøgt at læse dage
ns avis i udhængsskabet.
Skolenomader og dødsdomme
At gå i skole i besættelsestiden var spændende, men ikke sæ
rlig godt for vores faglige niveau. Tankerne var tit afled
t af nattens hændelser med overflyvninger, sabotage, elle
r tyskernes brutale fremfærd, som da de ville anholde græns
egendarmeriets chef, oberst Paludan Møller i Gråsten. Men
s familien så på, forsvarede han sig ene mand mod en hobe
n soldater og Gestapo-folk, hvoraf mange døde, mens han bru
gte sin sidste patron på sig selv. Hans datter gik på mit g
ymnasium. Efter få dage kom hun igen i skole, forgrædt, me
n med hovedet højt hævet
Da tyskerne beslaglagde vores statsskole for at bruge den t
il flygtninge samt maskinist- og telefonistelever, måtte v
i i hast rømme lokalerne og bringe bibliotek-, fysik- og zo
o- samlinger i skjul på det nærliggende domhus loft. Vi ble
v så undervist i Trange kår på en kommune, til tyskerne ogs
å tog den til flygtninge. I mellemtiden havde tyskerne anho
ldt hele politistyrken og sendt den i Kz-lejre sydpå. Vi ku
nne jo så få undervisning i den forladte politigård. I frik
vartererne muntrede vi os med at lege med håndjern og kigg
e i forbryderalbum. Patriotiske, som vi var, lærte vi kækk
e engelske sange udenad ja selv i tysktimerne. Og i frikvar
tererne lød modstandsbevægelsens heltesange og smædeviser
. Kække var vi - til sidst.
Den virkelige alvor - det var på lærerværelserne. Nogle va
r - hvad vi ikke vidste sabotører. En af dem, Herman Boye
, en rigtig guttermand, blev anholdt af Gestapo, dødsdømt o
g henrettet i Ryvangen. Han var, viste det sig senere, blev
et angivet, stukket som det hed, af en anden af lærerne, Ar
ne Petersen, som eleverne i øvrigt ikke kunne lide. Han ble
v efter befrielsen anholdt og dødsdømt for flere tilfælde a
f angiveri - og henrettet.
Meget ung mand med pistol!
Det Blev befrielse. Den, der har oplevet den, vil aldrig gl
emme glædesrusen om aftenen den 4. maj 1945, da budskabet k
om fra BBC i London. Eller den følgende morgen, da alle lan
dets kirkeklokker ringede i en time for at markere freden.
Og nu kunne vi godt pleje omgang med besættelsesmagten, de
n slagne Wehrmacht, hvis sultne soldater på vej ud af lande
t solgte ud af deres isenkram. Jeg købte stålhjelme cirka f
or et æg stykket og bajonetter for nogle skiver spegepølse.
Mine forældre var klar til at modtage befrierne. På lofte
t var gemt et britisk, et amerikansk og et sovjetisk flag
. Som straks kom at vaje sammen med Dannebrog. Og da de før
ste britiske soldater kom til byen tre dage senere, det va
r Montgomerys ørkenrotter fra The Royal Dragoons, så var de
t en helt anden sag at have med soldater at gøre. Tre af di
sse sejrrige, men trætte folk, hvoraf en havde været med he
le vejen fra Afrika, blev indkvarteret hos os, oh vi rømmed
e gerne vor sovepladser til dem. En af den sagde: Erik du e
r stor nok - jeg var 13 - til at få en pistol. Den har je
g erobret fra den sidste tyske officer, vi tog til fange sy
d for grænsen. Værsgo - det var en belgisk 7,62 mm Browning.
Jeg var lige så rævestolt, som min mor var hunderæd. For a
t opretholde den gode tone i familien afleverede jag frivil
ligt slagstiften til pistolen, således at den ikke kunne br
uges som våben, men gerne som remedium, når jeg legede me
d krig med misundelige kammerater.
Onde år med godt fællesskab
Freden var altså brudt ud, og krigshandlingerne nåede ikk
e op over landegrænsen. Så vi kunne med lettelse se tilbag
e på, at det var forbi med besættelsesårenes trængsler me
d tysk rettergang med dødsstraffe og tortur, mørklægning, r
ationeringsmærker og generel utryghed.
Men der var også undervejs en vis form for tryghed i famili
en. I de hårde vintre - og de var hårde - hvor der var mang
el på brændsel eller tørvene var for våde, rykkede familien
s fire medlemmer sammen og fik anbragt sengene midt melle
m stuernes mahognimøbler omkring lejlighedens største døgnb
rændende kakkelovn. Det syntes både min søster og mig var s
ærdeles hyggeligt, og vi kunne ikke lide, når vi med luner
e vejr skulle ophæve dette 24 timers fællesskab.
Vi havde også i de fem forbandede år oplevet en eneståend
e sammenhængskraft "ude i samfundet". Alle hjalp hinanden
, fordi vi uanset politisk farve eller social status havd
e en afholdt konge at samles om. Og forenet, som vi også va
r - i hvert fald de 80-90 procent af os - i den mere elle
r mindre udtalte foragt for og passive eller aktive modstan
d mod fjenden i landet.
Der gik ikke lang tid, før det fællesskab var gået fløjte
n og danskerne igen var uenige på kryds og tværs.
,,,,Bjert 26. maj 2008