Kristian Thomsen Bruun (2168)

Student fra Deckers Studenterkursus 1898 cand. mag. (hist. lat. eng.)1905, lærer i København, 1905 adjunkt v/ Helsingør Højere Almene Skole, 1. 8.1914, lektor v/Åbenrå Statsskole 1. 8.1920, rektor for. Esbjerg Statsskole 1. 8.1929 - 31. 8.
1944. Litterær virksomhed: Fra de grønne Marker til de grå mure. Erindrings billeder (1961); kronikker og afhandlinger i dagblade og tidsskrifter.

Uddrag af Bogen
Fra de Grønne Marker til de Grå Mure
Erindrings billeder af Kr. Bruun
København 1961

Det første kapitel i bogen hedder "Drenge år i Vestjylland under landbrugskrisen". Herfra citeres nogle små stykker:Det må have været i slutningen af firserne at den største og bedste gård i Gjesing blev solgt for 22.000 Kr. Køberen var den
senere Landstingsmand og amtsrådsmedlem Gregers P. Gregersen. Det var min moders fødegård. Den lå midt i byen og havde en temmelig stor samlet markplan, delvis udmærket jord her på Esbjerg bakkeø. Hertil kom eng-, mose- og hedeparceller i
vest, nord og øst. Efter bortsalg af disse fjernere liggende parceller er markarealet nu delt i tre ejendomme, hvoraf den midterste og største for nogle år siden er overtaget af min broderdatter og hendes mand. Den sydligste ned mod Esbjerg
Nørreskov, tidligere Sejlsted mose, drives af landstingsmandens søn. Den tredje noget mindre ejendom omfatter de sørgelige rester af den i sin tid ret anselige firlængede gård med jordtilliggende, hvorpå er opført et nyt stuehus m.v. snarere i
amerikansk villastil end i jysk bondestil. I dag står disse tre ejendomme i adskillige hundrede tusinde.
Der var endnu rester tilbage af naturalhusholdningen, hvor der lønnedes med jord og varer i stedet for rede penge. Jeg har været med til at levere hø og halm til degnen som en del af den tilkommende løn. Jeg nåede da også at levere gaver af
levnedsmidler som smør og æg, til et stort bryllup i Hygum, da Gregers P. Gregersen blev gift med Hans Knudsens datter. Det var altid interessant at blive sendt udensogns et ærinde og se, om man kunne finde vej og sti og gård, som
det var blevet forklaret ved starten. Lærerne havde en jordlod til en ko eller to, og ikke få købte eller lejede lidt mere jord, så der blev råd til at holde endnu et par køer. Den store præstegård var forpagtet ud. Præste- og kirketiende
betaltes i penge efter kapiteltakst. Der kunne sine steder være lidt tilbage af det gamle forhold, at karle og piger fik en del af deres løn som hjemmelavet tøj eller græsning til får. Tjenestedrengen skulle altid have et par træsko. Til min
konfirmation fik jeg et sæt hjemmelavet tøj; det var i hvert fald både varmt og solidt. Andre konfirmationsgaver var ikke skik og brug blandt jævne bønderfolk. Til konernes arbejde i gårdene hørte ikke alene bagning, brygning og slagtning. De klippede
også fårene, under pigernes og døtrenes medvirken blev ulden kartet og spundet. Væversken, det være sig en ugift pige eller kone på en mindre ejendom, besørgede vævningen, og tøjet blev syet i hjemmet af landsby skrædderen eller sypigen, hvad
enten tøjet var hjemmelavet eller købt hos manufakturhandleren på torvet i Varde.
Der var både hjemme og i nabogårdene en ret stor børneflok. 1880-1901 bortvandrede 278.000 personer fra landdistrikterne. Det var dog begrænset, hvad byerne kunne tage af arbejdskraft. Den drog da til det frie Amerika, hvis døre stod på vid
gab for stærke arme og arbejdsvillige hænder. Fra nabogården drog syv søskende, begge døtrene og fem sønner, over Atlanten. Vi var syv søskende, hvoraf min ældste broder sluttede sig til udvandrernes store skare. Kun en af de her nævnte vendte
tilbage for at sætte bo i det gamle land. Intet under, at USA er blevet rigt og mægtigt. Uhyre strækninger af frugtbar, jomfruelig jord, vældige skove, rige minerallejer overtog nybyggerne fra deres ejermænd, indianerne. Arbejdskraft fik de fra
Europa. Her ovre kan der drives rovdrift i stor stil gennem århundreder, inden rigdomskilderne tørrer ind, og den samme skæbne truer dem, som har ramt alle de gamle kulturlande i Forasien og omkring Middelhavet. Et areal tre gange så stort som
dansk landbrugsjord er allerede fuldstændigt ødelagt, før der gribes til modforanstaltninger, siger en af vore professorer i geografi. Meget troligt, at englænderen Toynbee, hvis historieskrivning har vakt megen opmærksomhed i de senere år,
har ret i, at det er krigene, der har bragt alle de svundne kulturer til fald. Men hvis ikke rovdriften holdes i tømme, og den rivende befolkningstilvækst holdes nede, vil grænsen for muligheden af at mætte de mange munde næppe ligge ude i en
uoverskuelig fremtid. Foran Mennesket ligger urskoven, bag ham ørkenen.

Blaabjerggaard Ved udskiftningen havde de fleste gårde i Gjesing Vesterby, som lå tæt op ad hinanden, fået lange, forholdsvis smalle markplaner, der strakte sig dels mod syd til Sejlsted mose, dels mod vest og nord ned til skellet mellem
Brøndum og Guldager sogne. Skelbækken, Gjesing Bæk, der som Fourfeldt Bæk flød ud i havet ud for Grådyb, løb gennem et ret smalt engdrag, hvoraf lodsejerne i byen havde hver en parcel til høslet og klynemose. Det samme gjaldt lodsejerne på den
anden side af bækken i Ravnsbjerg og Sønderris Nygård, Sædding og Fourfeldt. På udskiftningskortet af 1786 over Gjesing Byes Jorder, Brøndum sogn, er som ejer af Matr. Nr. 1 opført Hans Nielsen, men navnet er senere overstreget og
erstattet af Tomas Jørgensen Brun. Arealet var 1 864 220 kvadratalen, eller 133 tdr. land ca. 75 ha, omfattende dels Lilbroer Agre mod syd. Dels Blå Bierg Agre mod nord, adskilte ved en smal engstrækning, æ Måe, Maden, der stod i forbindelse
med Vesterkjær, engene omkring bækken, der dannede sogneskellet mod vest. Fra sænkningen hævede terrænet sig op mod den 12 alen brede vej, som tværs gennem marken førte til Nygaard og videre til Sønderris og Guldager. Nord for vejen fortsattes
stigningen til 57 fod, for derefter at afbrydes af en uregelmæssig mosestrækning med nok en lille bæk. Herfra hævede det lyngklædte Blåbjerg sig temmelig brat til en Højde af 68 fod, omgivet af lavninger til alle sider. Denne bakke har senere
givet min fødegård navn. Thomas Jørgensen Bruun, sognefoged og lægdsmand i Brøndum sogn 1853-1890, var født i Sædding 7. marts 1812. Han døde hos datteren og hendes mand, gårdejer Niels Pedersen, Vognsbøl 17. juli 1895 og ligger begravet
på Brøndum kirkegård. Gamle Thames Bruun, som han kaldtes i mine drenge år, var respekteret af sine sognebørn og vel anskrevet hos autoriteterne, benådet med det dannebrogskors, som i de tider var en større sjældenhed blandt almuemænd.
Han spillede violin; det fortælles, at engang det unge ægtepar kom hjem fra et gilde, hvor han havde spillet til dans, fandt de gårdens lade blæst om. I sin aftægtslejlighed indrettede han sig et lille værksted med høvlebænk. Knækkede et skaft
eller manglede der tænder i riven, vidste vi nok, hvor vi kunne få skaden udbedret. Faderen, gårdmand Jørgen Mortensen Bruun, var født i Tjæreborg, døbt i Tjæreborg Kirke 2. februar 1769. Bedstefaderen, gårdejer Morten Jørgensen,
Tjæreborg, var født i Lifstrup 1718 og blev begravet i Tjæreborg 14. december 1794. Både Thomas Bruuns moder, Ellen Thomasdatter, og hustruen, Johanne Hansdatter, nedstammede ligeledes fra lutter gårdmandsslægter i Sydvestjylland.
At navnet Bruun dukker op flere gange i Tjæreborg kirkebog i tiden omkring 1800, kan antagelig sættes i forbindelse med, at Krogsgård 1733-1759 ejedes af amtsforvalter, justitsråd Jørgen Bruun, som nedrev to af herregårdens fire
fløje; fra 1759-1796 af den yngste søn justitsråd Joh. Ludvig Bruun, og endelig af dennes enke og søn major Bruun til 1807. Det var ikke ualmindeligt, at fæstebønder lod sig kalde med eller deres børn døbe med husbondens navn. Thomas
Bruuns fader døde 13. juli 1833. 18. maj samme år døde Johanne Hansdatters fader, gårdejer Hans Nielsen, Gjesing Vesterby, født 1768. De to unge overtog da hendes fødegård i en alder af henholdsvis 21 og 19 år, en usædvanlig
tidlig alder at gifte sig i for bønder dengang. Man tør måske gisne om, at de unge har truffet hinanden under hø bjergningen i engene, der skilte Gjesing marker fra Sæddings jorder, ja hvorfor skulle de ikke mødtes første gang ved æ spång over
bækken, der danner skellet mellem Brøndum og Guldager sogne? Ejendommen, matr. Nr. 1 af Gjesing by, Brøndum sogn, omfattede et større, sammenhængende, ret bakket areal, hvor ager og eng, mose og hede vekslede, overalt med vid og fri udsigt, ikke
alene over byens egne marker og gårde, men også over Sædding, Sønderris og Ravnsbjerg marker, der skrånede ned mod sogneskellet. Jordens bonitet var langtfra ens overalt, men taget under eet var her store fremtidsmuligheder for udvidelse af
det dyrkede areal og oprettelse af selvstændige, frit liggende hjem, muligheder som de kommende generationer ikke forsømte at udnytte. 1869, årstallet står endnu på stuehusets vestgavl, blev gårdens jordtilliggende delt, således at mine
forældre, Jørgen Bruun, 1837-1903, og Mette Andersen, 1843-1905, overtog den ene halvdel, og Frands Bruun, 1846-98, ved sit giftermål 1872 den anden halvdel, hvorfra atter 1893 udskiltes en ejendom til sønnen Thomas Bruun,
som ved svigerfaderens død omkring 1908 overtog dennes gård i Sædding, og matr. Nr. 1d gik over på fremmede hænder.

Stamparcellen ejes nu af den yngre Frands Bruun. Gennem de over 92 år, siden Blåbjerggård blev opført i 1869, har den kun haft to ejere, Jørgen og Anders Bruun, fader og søn. I min drenge tid i de to sidste årtier af 1800
-tallet påbegyndtes med udmærket resultat nivellering og overrisling af en del af Vesterkjær. Ellers var hedeopdyrkning og mergling de vigtigste opgaver i bedriften i den første generations tid. Den mere intensive drifts form med ajlebeholder
og kunstgødning, kraftfodring og svineopdræt, mosekultur og roedyrkning, løsdrift og landbrugsmaskiner, måtte vente til næste slægtled, som havde været på Landbrugsskole og lod sig bære frem af andelsbevægelsen og opgangstiden efter
århundredeskiftet. Ved ejerskiftet fik karlen 200 kr. i års løn, pigen 140 kr. En konfirmeret dreng fik 60 kr. for sommeren. I årene 1956 og 1957 udbetaltes i folke løn henholdsvis 29.000 og 28.000 kr., deraf til foder mesteren 7.000 kr., naturligvis
foruden kost og ophold til alle folkene. Hertil kom dyrlæge, regnskabs fører, kontrol assistent, konsulenter for fodring, markplan og stambog. I 1957 modtog Anders og Margrete Bruun Foreningen af jyske Landboforeningers sølv medalje
for Landboflid. I andet slægtled var de tre brødre Jørgen, Frands og Christen Bruun, lærer i Tvilho, gift med tre gårdmandsdøtre fra Gjesing, som alle indbyrdes var kusiner og tre hørte til den i Vestjylland meget udbredte landmands slægt, som
sognerådsformand Hans Nielsen, Nourup, har behandlet udførligt i sin bog Slægten Spangsberg af 1667. Biografier og Stamtavle. Esbjerg 1932.

Af mine forældres part ved gårdens deling i 1869 var kun den sydligste og bedste del ned mod æ Måe, Maden, opdyrket. I min tid var dog også den tynd muldede vester mark ned mod Vesterkjær, de såkaldte hede agre, under plov, og besætningen var
vokset fra et par køer til en halv snes med tilsvarende antal Ungkreaturer og heste, svin og får. Derimod var den store strækning nord for mosen med den høje bakke Blåbjerg delvis lyng klædt. Herovre har jeg været med til at samle mangen god
stak sten på den ny brækkede jord. Sten og tidsler er jo tegn på, at det ikke er det bare flyve sand man har med at gøre. Sæd skiftet var det traditionelle: brak eller bog hvede, rug, byg, udlægshavre og 3-5 årig græsmark alt efter jordens
bonitet. I den nyopdyrkede, letmuldede hedejord dyrkedes rigeligt med kartofler, dels til salg à 3-4 kr. pr. tønde, dels til husholdning og opfodring. Roeavlen var på forsøgsstadiet. For hele landets vedkommende udgjorde roe arealet i 1888 kun 4,2 %
af det dyrkede areal; tyve år efter, i 1907, var det vokset til 12 %. Der ksperimenteredes først med at købe nogle læs hos en af foregangsmændene i sognet, derefter med selv at dyrke en enkelt ager. Rigtig fart i roeavlen kom der først, da min
broder i 1902 overtog gården. Kunstgødning anvendtes, men heller ikke i større omfang. Når der, undtagen i meget tørre somre, avledes rigtig godt, skyldes det at jorderne var nymerglede og ikke blev forsømt med staldgødning. Hele besætningen
var på stald sommeren igennem, kun på græs nogle timer om formiddagen og nogle om eftermiddagen; det gav forøget arbejde for drengene, som både morgen, middag og aften måtte trække kreaturerne ind og ud. Men tørken kunne slå hårdt på de
vestjyske agre. Jeg husker f.eks. sommeren 1899. Da jeg efter bestået Filosofikum kom hjem på ferie allerede lige over midten af juni, traf jeg på vejen fra Guldager station tidligt om morgenen nabo konen Mette Lauridsen, som klagede ynkeligt over de
svedne marker og mangelen på græs til kreaturer og får. At klagen og bekymringerne ikke var ubegrundede, fik jeg snart at mærke, da jeg efter gammel vane overtog pasningen af køerne derhjemme og hver dag måtte lede efter en grøn plet i
lavningen og eng kanten at tøjre dem på. Mette Lauridsen, der tidligt var blevet enke og sad med en stor børneflok, var nu altid fuld af bekymringer. Var der ikke andet, var der da de høje skatter og afgifter, og var det nu også nødvendigt med
alle de ministre der ovre i København? Der var vist syv dengang. Hun blev forskånet for Hedtofts sytten. Bygningerne til min fødegård var opført 1869 af min morbroder, bygmester, senere gårdejer Jens Andersen, 1837-1910. Stuehuset står der den
dag i dag, ret uændret, kun forsynet med tegltag. Jens Andersen var en meget dygtig og omhyggelig møbelsnedker. I min stue står endnu et chatol, han har lavet.


I DIT ANSIGTS SVED
Noget af det bedst lønnede arbejde, en stærk karl kunne få, var i mergelgraven på akkord, eller ved på folke markedet i Ribe at tage tjeneste de tre sommer måneder fra SCT. Hans til Mikkels dag hos de store marsk bønder på Slesvigs vestkyst.
Fiskerne fra Hjerting benyttede sig af denne chance for en god sommer løn, mens fiskeriet var indstillet. Claus Sørensen fik 180 kr. ser jeg, men det har nok været maksimum. Min ældste broder prøvede det med, før han tog billetten til
Amerika.Krop skulle der til, thi maskinerne spillede kun en ringe rolle i det mindre og mellemstore landbrug. Overgangen fra drengs til karls arbejde var mangen gang alt for brat og kunne godt skræmme de svagere, måske særligt ærgerrige bort fra
arbejdet på landet. At tærske med plejl oversteg faktisk en nykonfirmeret drengs kræfter. Tærskemaskiner trukne med håndkraft eller ved hestegang begyndte at få indpas på gårdene i mine drengeår, men elektricitet til belysning eller som drivkraft
hørte fremtiden til, så armkræfter måtte der til, ja og barkede næver til at holde tømmen om vinteren på åbne vogne og tage på de iskolde redskaber i frost og kulde. Desværre var det småt nok med både barkede næver og de muskelsvære
arme.Den ældre stampkærne, som den ses på museet og i de historiske skildringer, fandtes endnu. Den krævede megen tålmodighed og var ikke rigtig noget for børn. Så var det noget helt andet men den lille centrifuge dreven med håndsving. Den var et
stort fremskridt, men allerede en dag i 1884 kørte Jørgen Bruun det første læs mælk, i alt seks spande fra os og fem nabogårde, til Beyers fællesmejeri Skolegade, som i 1890 sluttedes sammen med andelsmejeriet, der i 1888 var blevet oprettet af
bønderne i Jerne sogn. Gennem et halvt århundrede var fra 1905 de to brødre Thomas og Anders Bruun formænd for Esbjerg Andelsmejeri.

Af foregangsmændene i mine drengeår fremhæver Karl Hansen i sin beretning om Brøndum sogn i Fra Ribe Amt 4. bind, hvorfra det her anførte indbyggerantal er taget, den meget flittige og dygtige landmand Jakob Nielsen, afholdssagens
trofaste talsmand, i 25 år formand for foreningen i Brøndum, samt sognefoged Hans Sørensen, eller Sadderup som han kaldtes. I Kjærsing nævnes med rette Søren Villadsen, 1846-1924; han havde været to vintre på Askov og var stærkt præget
heraf.I Gjesing ville jeg sige, at mændene holdt godt fodslag. Min morbroder Jens Andersen var den, jeg kendte bedst. Lige til hans død i 1910, 73 år gammel, besøgte vi ham altid i ferien i aftægtshuset ved landevejen. Han besøgte også os i
København, og jeg havde den fornøjelse at vise ham og min svigerfar, pens. Lærer H. H. Sørensen, Veldbæk, rundt i det nye rådhus. Det blev en grundig
gennemgang. Med kyndigt blik og nænsom hånd blev alt det skønne snedkerarbejde gået efter i sømmene. Med lignende grundighed gik Jens Andersen til værks, når han berettede om sine oplevelser, f. eks. i 1864, da han sammen med Jørgen
Bruun og Eskild Thuesen af Gjesing havde gjort felttoget med og under forsvaret af Dybbøl skanserne havde fået sin ene støvlehæl revet bort af en fjendtlig kugle. Lige som Hans Nielsen, Nourup, kunne Jens Andersen gøre rede for stamtavler
og familieforhold flere slægtled tilbage. Sikken hukommelse de gode hoveder blandt de gamle bønder havde.
Da en anden kendt Gjesing gårdmand var i København med sin syge søn for at konsultere Specialist, gik det rask. Han orienterede sig hurtigt i slotte og andre offentlige bygninger og fastslog, hvad de betød. Karl Hansen var en belæst og
oplyst, selvlærd og særpræget landmand, konservativ af tankegang, fremskridtsvenlig af virketrang. Han gik med iver og varme ind for tidens tanker. Som sin nære nabo var han virksom for beplantning og opdyrkning. Hvor den 14 år ældre Jens
Andersen var den sindige, fredeligt anlagde landmand og håndværker, der Ja og Amen, var den iltre, polemisk anlagte Karl Hansen tilbøjelig til at sige Nej og Jamen. Karl Hansen var agrar. Når han sagde: Vi bønder, var det en
vis selvfølelse. Ved sammenkomsten i Skast forsamlingshus efter Thomas Bruuns jordefærd 18. juni 1929 holdt den 78-årige mand en kort mindetale, der absolut ikke bar gammelmandspræg. Men da hans egne bysbørn to år efter fejrede ham i
Gjesing forsamlingshus ved hans 80 års fødselsdag, var hans livskraft brudt; han døde samme år 1931.
Noget for sig selv var H. Chr. Hansen, som fra 1865 i næsten et halvt århundrede sad som ejer af Spangsberg mølle. Han deltog med afgjort held i økonomiske foretagender både på Fanø og i Esbjerg, efter at havneanlægget var begyndt i
1868. I de første tolv brydsomme år var han formand for Esbjerg Svineslagteri. Gården såvel som vind- og vandmøllen udvidedes til betydelige, veldrevne virksomheder. I løbet af 20 år opdyrkedes 50 tdr. land af ejendommens samlede areal på 117
tdr. land. Besætningen voksede fra 6 til 60 kreaturer om vinteren når der stod en snes stude på fedestalden. Men hverken vind- eller vandmøller kunne tage konkurrencen op med valsemøllen, og i 1915 afstod sønnen Terman Hansen møllen og den
smukke gård. I 1959 solgtes gården til Brøndum kommune for 6-700.000 kr.
Det var et fængslende syn her lige på grænsen mellem Brøndum og Jerne sogne at se vandet strømme ned over det store møllehjul og fortsætte i bækken gennem engen. Fra det smukke røde stuehus skrånede havens og plantagens træer ned mod
engdraget. Vandringsmanden måtte uvilkårligt standse på broen, kaste et blik ud over dammen til den ene side, engene og haven til den anden, lytte til vandets brusen og kværnens durren.
Da hovedvej 12 i trediverne skulle anlægges tværs over dammen, og vandet lededes bort, blev Esbjerg egnen et yndigt landskab fattigere. Den daværende ejer Holger Villadsen, Kjærsing, lod det gamle møllehjul istandsætte som et minde om
fortids herlighed. Gad vide, om hjulet og den indskrift, jeg sendte ham, er bevaret:

Her lå Spangsberg Mølle
Omtalt 1427; ophørt 1941

Igennem mange hundrede Aar
Jeg delte med jer egnens Kaar
Til Vingers Sus og Vandhjuls Brus
Jeg maled Brød til Gaard og Hus.

JEG SER OVER TINDRENDE MARKER

Fra marts til november 1888 passede jeg køerne hos min morbror Hans Lauridsen Thuesen, der havde en lille ejendom lige over for Brøndum kirke. Hans Lausen, som han kaldtes, udøvede officielt eller uofficielt et vist tilsyn med
kirken og kirkegården og besørgede den daglige ringen solen ned. Den lille 9 års purk klarede så rengøringen af kirkestalden, hvor heste og fjedervogne fra Gjesing og Kjærsing, Forum og Astrup opstaldedes i kirketiden. Cykler og biler var lige
ukendte befordringsmidler.
Min morbroder var en livlig mand, som regel i godt humør; han hørte til dem, som i et festligt lag ved ophøstningen kunne komme igennem det meste af sangbogen ved at begynde bag fra. Han var enkemand efter barnløse ægteskaber med to af min
mors søstre, der begge døde i en ung alder, antagelig af tuberkulose, som bortrev så mange af søskendeflokkene i gårdmands- såvel som i husmandshjem. Ved den yngste af de to søstres begravelse i 1885 havde jeg været til stede som 6-årig. I 1888
gik Hans Lausen på frierfødder til sin tredje hustru, en ret velstillet gårdmandsenke med tre halvvoksne børn, Maren Balle, som stadig havde mod på livet. Også dette ægteskab forblev barnløst. Over de tre hustruer rejste Hans
Lausen et af kirkegårdens smukkeste mindesmærker. Ved mit sidste besøg deroppe savnede jeg det.

Bogens 2. kapitel hedder: "Bondestudenten og Hovedstaden". Herfra citeres en enkelt passage:

Da jeg i 1896 i en alder af 17 år rejste fra Vestjylland til hovedstaden, kom jeg ingenlunde fra det mørke fastland. København var just heller ikke nogen storstad, kun halvt så stor som nu, i flere henseender egentlig hyggeligere, før den
indre by halvvejs var blevet parkeringsplads. Alligevel var overgangen fra vej og sti til gade og stræde trykkende nok Hvad der mest savnedes var den fri og vide udsigt. Den bød amager på. En oktoberdag spadserede jeg fra Nørrebro gennem byen til
Christianshavn og videre gennem landsbyerne helt ud til Kongelunden og tilbage. Det sled på støvlesålerne, men fortæringen var billig; den indskrænkede sig til en saftig gulerod og et par skiver kålrabi fra amagerbondens fede mark.
Jeg holdt af at vandre rundt i byen og se på folkelivet. Særlig pris satte jeg på parkerne og de offentlige anlæg; men de kunne naturligvis ikke erstatte det åbne land, og det første års tid led jeg af ensomhedsfølelse og hjemve. Nu om
stunder har så godt som alle slægt eller venner i hovedstaden. I mine unge dage var det helt anderledes. København var først og fremmest kongens og universitetes by, hvor kun soldater og studerende fra landet havde ærinde.
En stor trøst var det dog i begyndelsen, at min ældre broder i maj var blevet indkaldt og lå som soldat på garderkasernen. Han havde lejet værelse til mig og besøgte mig, så ofte lejlighed gaves, indtil hans tjenestetid udløb 1897.
Rekrutuddannelsen ved garden lagde dog i høj grad beslag på hans tid og kræfter. Fritiden var knap, selv om han som oppasser hos den elskværdige Ivan Carstensen af den bekendte officersslægt nu og da kunne nyde visse friheder i tjenesten.
Vinteren var imidlertid ret streng og medførte talrige sygemeldinger blandt garderne. I januar 1897 lå temperaturen over 20 under normalen, og den kolde vind fra nord og øst, som kunne stige til kuling, for isnende ind over Amalienborg
Plads. Også februar var kold, og marts bragte så megen regn og blæst, at forårsarbejdet lå næsten stille, men at slække på vagttjenesten for den gamle konge kunne der ikke være tale om. Jo flere syge desto hyppigere vagttjeneste for de raske. Det
var min broders overbevisning, at det var alle disse kolde nætter i skilderhuset og vagtstuen på Amalienborg, der gav den kærnesunde unge mands helbred et knæk, det aldrig forvandt. Gigt, ischias, lændesmerter fulgte ham resten af hans
levedage, nedbrød hans kræfter og bidrog uden tvivl til hans alt for tidlige død 13. juni 1929, lige i de dage min rektorudnævnelse forelå.
Ude på mit værelse på Nørrebro delte vi mange skiver af det kraftige, grove rugbrød, som udgjorde en fast bestanddel af den meniges såre beskedne aflønning. Vi gik naturligvis også ture sammen, når han en søndag havde fået udsovet efter de
evindelige vagter. Det regnedes for en ære at tjene i den kongelige livgarde, men det en dyr fornøjelse. For mig var det et stort savn, da de sytten måneder var udløbne, og min broder atter var en fri mand, som kunne vende tilbage til nyttigt
arbejde ved landbruget.
De forholdsvis få undervisningstimer lå alle efter den normale skoletid. Når jeg i morgentimerne havde lært mine gloser og den franske, latinske og græske grammatik for dagen, var der god tid til at se sig om i byen inden kursustid, og det
benyttede jeg mig af. Alle museerne, store som små, fik en ret grundig gennemgang. I Nationalmuseet gennemgik selve Sophus Müller senere elegant og overlegent den nordiske oldsamling for et hold unge studerende, mod at vi forpligtede os til at
agere forevisere for mindre selskaber søndag formiddag. På egen hånd har jeg holdt forbindelsen med malerisamlingen i Sølvgade nogenlunde ved lige. De øvrige museer er ikke siden bleven plaget med overrend fra min side.

Fra kapitel 3, LEKTOR I ÅBENRÅ, er medtaget to små afsnit:

Den nat, de danske statsbaner overtog det nordslesvigske banenet, 17. juni 1920, løste jeg på Københavns banegård billet nr. 1 til Åbenrå for at rejse ned og se at finde et sted at bo i den by, hvor jeg skulle have min virksomhed i de
kommende år.
Til Vamdrup forløb rejsen planmæssigt, men så begyndte besværlighederne at vise sig. Jeg havde truffet aftale med min broder, der var taget derned dagen i forvejen for at se på boligforholdene, om at vi skulle træffes på hotellet tidligt om
morgenen, men først over middag nåede jeg til byen, og så måtte jeg endda sammen med en medrejsende, købmand Clausen, Søndertorv, der havde fået billet nr. 2, leje vogn fra Rødekro til Åbenrå.
De timelange forsinkelser på strækningen syd for den gamle grænse var imidlertid ikke de eneste vidnesbyrd om at jeg var kommet til et hærget land, da jeg hin skønne sommermorgen, stærkt betaget, kørte ind i det nye, forjættede land. Lærken
sang over markerne, dugperlerne lyste på græsstråene. Men kupeerne var lasede, ruderne slået i stykker, skinnerne rustne, dørene uden maling, portene uden hængsler. Togene gik på bedste beskub.

Af de ni år i Sønderjylland var de første de rigeste på skuffelser så vel som på oplevelser. Med hensyn til arbejdsresultater var de sidste år mest tilfredsstillende. Tilsammen udgør de den mest indholdsrige periode i vort liv. Mere end
begivenhederne skyldes det dog måske den sønderjyske befolkning og Sønderjyllands natur, begge sammenvævede med landets minderige historie. Jeg kender ingen skønnere plet i vort land end udsigten fra Dybbøl Banke. Og aldrig kunne jeg blive træt af
at stå oppe i skovbrynet og betragte fjorden, hver dal, hver banke med kornets bølgende flugt. Eller de bratte overgange fra det skønne land med dal bakker fagre, til de brede sletter i sollysets sommerpragt. 
Festligere stunder har jeg ikke oplevet end de første afstemnings- og genforeningsfester i Åbenrå med H. P. Hansen på talerstolen eller ude i forsamlingshusene med en vågen, anspændt eller kraftigt syngende forsamling. Det skulle da være den
eftermiddag da Landeværnet stiftedes på Folkehjem. Her var der noget at samles om for alle danske, sang og tale. Folk og fædreland.

Bogens sidste kapitel hedder: FRA DEN GAMLE TIL DEN NYE SKOLE. Herfra citeres tre afsnit:

Hvad der gjorde stærkest indtryk på mig ved min tiltrædelse som rektor ved Esbjerg Statsskole i august 1929, var bygningernes og inventarets miserable tilstand. Her var en sådan pladsmangel, en sådan mangel på enhver form for hygge og
hygiejne, på sol og lys, at det måtte virke deprimerende på enhver, der kom udefra. Adskillige gange om ugen blev sidste time i de klasser, der vendte ud mod gaden og den overfor liggende kirke, forstyrret af klokkernes skarpe klemten ved
begravelser. Men at lægge begravelserne en halv time senere kunne der ikke være tale om, skønt det meget vel lod sig gøre ved byens anden kirke. Nej, der ikke blev taget meget hensyn til Realskolen, som den stadig hed ude i byen.

Fra første færd måtte den nye rektor i 1929 da se det som sin vigtigste opgave at få elever, lærere og forældre, de lokale myndigheder, d.v.s. Esbjerg og Varde byråd, amtet og Jerne sogneråd, ministeriet og rigsdagen overbeviste om
nødvendigheden af tilvejebringelsen af forsvarlige ydre arbejdsforhold gennem opførelse af en ny tidssvarende skolebygning. De vigtigste stadier i denne tiårige kamp, der snart var præget af lyssyn og godt håb om et snarligt resultat, snart af skuffelser
og håbløshed, er der korteligt gjort rede for i skolens årsskrift 1940.
Alle disse besøg hos og samtaler med rigsdagsmænd og embedsmænd, amts-, byråds- og sognerådsmedlemmer var ofte meget interessante. Ingen kunne vente, at de straks skulle være i stand til at tage stilling til et spørgsmål, de på forhånd stod
ganske fremmede overfor, og som måske lå deres interessesfære ret fjernt. Men overalt blev jeg venligt modtaget, i visse tilfælde introduceret af en formående mellemmand.
Sammen med Anders Bruun, Blaabjerggaard, Gjesing, aflagde jeg således et fornøjeligt og behageligt besøg i Vejrs plantørbolig hos formanden for folketingets finansudvalg, klitinspektør Pinholt, hvem min bror kendte godt fra
samarbejdet inden for Ribe Amts Vestre Landboforeninger. Tømrermester I. W. Petersen, Holsted, førte mig rundt på en interessant tur til amtsrådsmedlemmer inde i landet. En af dem var husmand på en flot firlænget gård på nyopdyrket hede.
Senere kørte direktør Alstrup mig både til stiftamtmanden i Ribe og borgmesteren i Varde, dommer Cortsen m.fl.
Størst vanskelighed voldte faktisk til sidst uenigheden mellem Esbjerg byråd og Jerne sogneråd om skolens beliggenhed. Alle var vel nok enige om, at den nedlagte forsøgshave, som ejedes af Esbjerg, men lå i Jerne kommune, var som skabt til
byggegrund for en større skole. Men så dukkede spørgsmålet om indlemmelse og erstatning op. Jeg deltog i et møde i ministeriet om sagen, hvor undervisningsminister Jørgen Jørgensen søgte at mægle mellem de genstridige parter. Men hverken
borgmester Mortensen, der i øvrigt var statsskolen en god mand, eller sognerådsformand Jens Jensen lod sig rokke et hanefjed: ikke fem øre.

Min elskværdige efterfølger, hvem det havde været mig en glæde at byde velkommen på skolen, indbød os til at overvære åbningshøjtideligheden 14. august 1944. Jeg mente imidlertid, at det hverken ville være rigtigt eller praktisk, at den gamle
rektor tog afsked med skolen, samtidig med at den nye rektor mødtes med elever, lærere og forældre. Den dag burde være hans ubeskåret. Jeg foretrak derfor at bede mig undskyldt og et par dage senere tage afsked med hver enkelt klasse, hver
enkelt lærer og hver enkelt elev, og samtidig takke dem for den dejlige skrivemaskine, de havde foræret mig som en kærkommen erindring om arbejdet på skolen. Efter mødet havde lektor Aage Petersen overrakt mig manuskriptet til den tale,
hvormed han tog afsked med den bortdragende rektor. Det må godt blive mandag, ville have været en passende overskrift over denne tale.
Jeg slutter dette fordringsløse tilbageblik om min tid ved Esbjerg statsskole med nogle ord, jeg kunne ønske skulle stå som motto for mit syn på skolens opgave under besættelsen.  Det er et citat af en mand, der stod på en af de mest
udsatte poster i vort nationale arbejde, rektoren for Duborgskolen i Flensborg, dr. Phil. Andr. Hanssen, hvem jeg traf sammen med i Åbenrå og lærte at se op til som en betydelig mand og en indsigtsfuld pædagog: Skolen er et arbejdssted,
hvor historiens høje luft skal hvile over os. Ikke et sted, hvor sværdene hvæsses, eller hadet prækes, men hvor ånden øves.

Emne:

Din email (for svar):

Tekst:

Send