Er født den 17. jan. 1854 i Andrup, og her døde han den 14. jan. 1944 og blev begravet på Skads kirkegård.
Han blev døbt den 26. febr., og Fadderne var gmd. Morten Mortensens hustru Ane Elisabeth Madsdatter, Tjæreborg, som bar barnet, gmd. Hans Jessens hustru Ane Jørgensdatter, Andrup, gmd. Hans Jørgen Jepsen Hye, Andrup, ungkarl Hans Nielsen
, Andrup og ungkarl Hans Peder Sillasen, Andrup.
Thomas Mortensen blev gift den 12. maj 1877 i Guldager kirke med Nielsine Mathilde Christensen.
Forlovere ved vielsen var aftægtsmand Christen Hansen, Ravnsbjerg og gmd. Morten Lambertsen, Andrup, Nielsine Mathilde Christensen er født den 15. juni 1853 i Ravnsbjerg, og hun døde den 1. jan. 1933 i Andrup. Hun blev hjemmedøbt straks ef
ter fødslen og fremstilledes i Guldager kirke den 13. juli. Fadderne var gmd. Christen Jensens hustru, Bryndum, som bar barnet, pigen Maren Thomasdatter, Bovbjerg, Niels Bundtmager Jensen, Guldager, teglbrænder Peder Hansen, Lille Tarp o
g ungkarl Laust Thomsen, Bovbjerg.
Koppeattest: Thomas Mortensen, søn af Morten Lambertsen, født i Andrup og boende i Skads sogn, 1/4 år gammel, er af mig underskrevne år 1854 den 22. juni indpodet med kokopper.
Forevist sept. 1854. Varde, den 30. aug. 1854. G. Kock. Sognepræst. Block. Distriktslæge Skudsmålsbog: Thomas Mortensen, Andrup, søn af gmd. Morten Lambertsen og hustru Maren Sørensen, er født i Andrup, Skads sogn, Ribe amt 17. jan. 1854
og døbt 26. febr. samme år. Efter at være udskrevet af skolen med lovbefalet kundskab blev han konfirmeret 1. søndag efter påske, den 19. april 1868 i Jerne kirke.
Da Thomas var 9 år gammel traf han en dag en pige fra Uglvig. Hun sagde, at de manglede en tjenestedreng, og om det ikke var noget for ham. Det endte med, at han fæstede sig til hendes far, der var gårdmand i Uglvig, uden at hans forældr
e vidste noget om det. De mente, han snart blev ked af det, men han holdt ud hele sommeren og passe de 9 køer og 5 ung høveder, og da efteråret kom, fik han sin løn: 4 kroner (daler?) og et par træsko. 10 år gammel havde han plads i
Måde. Det var i 1864. En dag skulle han op til smeden i Jerne, men da han kom ad vejen fra præstegård den til den gamle degnebolig, hvor der var et dige, fik han øje på en mængde tyske (østrigske) soldater, der holdt hvil på diget, og han
blev så forskrækket , at han straks vendte om og løb hjem.
Thomas havde en fætter i Hjerting, Lambert Sørensen, der siden druknede i en julestorm 1894 på Horns rev sammen med 2 af sine sønner. De 2 fætre var en sommerdag ude at bade fra Hjerting strand. Her bliver vandet hurtigt dybt , så Thomas
måtte blive nær bredden, da han ikke kunne svømme, men Lambert lokkede ham ud på dybt vand ved at træde vande og lade som om, han stod på bunden. Da Thomas havde alderen til det, kom han i lære og uddannedes som bygningshåndværker, og han
blev dygtig til sit fag. Der var engang en, der spurgte: "Hvor har de vinduer groet"? Så nøjagtigt var rammerne samlet Mathilde fik også sin Skudsmålsbog, og i den hedder det: Nielsine Mathilde Christensen, datter af gmd. Christen Hansen o
g hustru Dorthea Christensdatter i Ravnsbjerg, er født den 15/6 1853 og døbt den 13/7 samme år. Vaccineret 6/7 1861 af Block i Varde Konfirmer et i Guldager kirke den 3/3 1867 Kundskab mg, opførsel mg. Hun var til Herrens bord med menighed
en første gang samme forår. Gud beskærme hende trofast og kærligt i sit samfund på alle hendes veje. Guldager, den 30/1 2. 1870 Chr. Lakier.
Udtalelse fra arbejdsplads:
Nielsine Mathilde Christensen har tjent mig fra 1/11 1870 og til 1/11 1872 Vang, den 1/11. 1872 Mikkelsen.
Udtalelse fra arbejdsplads: Nielsine Mathilde Christensen har tjent mig fra november 1872 og til dato
Andrup, den 3/11 1876. Morten Lambertsen.
Da Thomas og Mathilde i 1877 var blevet gift, overtog de en jordlod i hans fødegårds udmark, til dels uopdyrket hede, og her byggede han en ejendom, hvor han i en menneskealder drev landbrug side om side med, at han gik ud og arbejdede Bom
håndværker.
Skøde tinglæst 28. nov. 1882: Morten Lambertsen, Andrup sælger til min søn Thomas Mortensen de mig efter skøde dateret 3. juni 1845 tilhørende parceller matr. nr. 6e og 6e, hartkorn 0- 2- 3- 1 og 0- 0- 1- 2 3/4 Matr. 6c er af køber en
bebygget. Udstykningen af 6c og 6e er fra 5. okt. 1878. Købesum 1. 500 kr. Den på parcel 6c værende kongehøj, Mølhøj, er overdraget til generalstaben iflg. deklaration tinglæst 10. aug. 1875. 15. nov. 1882. Morten Lambertsen.
Brandforsikring:
Gmd. Thomas Mortensen tilhørende genstande
a) hus i øst og vest til beboelse 1. 850 kr. bla. vestre længe til stald og lade 450 kr. De udvendige mure er undtagne. Begyndt 21/7. 1877. Varde 31/7 1877. Thomas Mortensen var altså både håndværker og landmand. Det var nu nok mest
Mathilde, der tog sig af de daglige gøremål i forbindelse med landbruget, bortset fra pløjning, såning og høst. Der var 4 køer og nogle får, svin og høns. Det var bedstemor, der bl.a. skulle slagte fårene, og det var svært for hende, når de
tillidsfuldt løb hende i møde.
Gårdens marker strakte sig fra "æ hywr! i nord til et stykke syd for vejen om til Niels Sørensens sted. Resten af arealet ned mod Kjersingvej i syd var hede med lyng revling, melbær og den smukke guldblomme. Men der var også hugorme.
Området omkring "æ hyw" var spændende. Lige bag højen var der en plantage. Foran var der nogle huller omgivet af kratvækst. De var vandfyldte en stor del af året. Bedstemor fortalte, at der havde folk i gamle dage hentet jorden i deres
forklæder til at bygge højen af, da de havde begravet deres høvding. I højen var der fundet et bronzesværd, som bedstemor solgte for 2 kroner. Mathilde var haveinteresseret. Hun plantede læhegn mod vest og anlagde have med blomster, prydbuske,
frugtbuske og 2 blommetræer (de små, blå krægeblommer). Foran stuehuset var der en lang fuksiehæk og et rundt bed kantet med aurikler og fyldt med bl.a. hvide liljer.
Et stort bed ud mod hækken langs vejen var hver sommer til sået med asters i alle mulige farver. Nede bag i haven i læ under de høje træer stod bedstefars 4 bistader, som han røgtede iført slør og pulsende på sin bi pibe. Men i
sværmetiden måtte der undertiden bistand til, og så gik der bud til lIæ skræjer i Åndrupu, der var særlig sag
kyndig, når det drejede sig om bier. Under udslyngningen, der foregik i køkkenet, kunne der vanke et stykke vokskage, som man kunne suge honningen af.
Uden for sæsonen stod slyngemaskinen på loftet. Når man satte en fingernegl mod tandhjulet og satte fart på maskinen, snurrede det så sjovt, indtil jeg en dag drejede håndsvinget den modsatte vej, og tandhjulene greb fat i neglen, så der
røg en fingerende. Skrig og skrål. Heldigvis var faster Maren hjemme og klarede sagen. Når der skulle bages, måtte bedstefar ud i heden med lyngleen for at slå lyng til brændsel. Det blev dynget op på bryggersets stenpikning, så det
næsten nåede loftet. Det var spændende at være med, når ovnen skulle i l des. Bageovnen, der var en stor, hvælvet murestenovn, blev stoppet fuld af lyng adskillige gange, inden den var gennemvarm. Når asken så var raget ud, kunne bagningen
begynde. I køkkenet havde bedstemor for inden haft travlt ved dejtruget, hvor rugbrødsdejen blev æltet og formet til de mange brød. En klump dej blev lagt til side - det var surdej til næste bagning. Så blev brødene sat ind på det hede
murstensgulv og ovnlemmen sat for. Når brødene var færdigbagt, blev de lagt ind på sengene til afkøling med bunden i vejret. Det var skønt en vinteraften at krybe i en seng der var opvarmet på den måde. Og duften Efter rugbrødene kom turen til
det hvide brød, og til sidst småkagerne, der skulle have mindst varme. En bagning skulle række langt.
Når det var ved at være slut med brødet, og det godt kunne være noget mule, hed det blot, at "det blywer en stærk awl!. Måltiderne foregik til hverdag i køkkenet, hvor bedstefar altid sad på bænken for bordenden. Middagsmaden bestod ofte
af kartofler og stegt flæsk med løgsovs, grød, vælling eller sødsuppe. Som noget særligt mindes jeg bygmelsbudding med stegt flæsk og saftsavs (gl. Fanøret). Morgen og aften spistes bl.a. "bakskuld" ristet på tørvegløderne og klippet i
smalle strimler på tværs af benene. Før sengetid vankede der tit grød kogt på store byggryn. Søbemaden spistes med hornskeer.
Brønden ude i gården var en vindebrønd omgivet af en trækarm, et godt skjulested for legende børn, når deres mor ikke var i nærheden. Den var ikke særlig dyb, og i tørre perioder skulle der spares på vandet. Der skulle i det hele taget
spares - nøjsomhed var en god og måske også nødvendig leveregel. Der var ikke mange penge mellem folk, og i det daglige var man langt hen ad vejen selvforsynende. Hvad man selv kunne lave, var der jo ingen grund til at købe. Bedstemor spand
t og vævede ved siden af alt det andet, hun havde om ørene. I det lille kammer med gluggen ud til forstuen - deres eneste soveværelse - lå de på halm og under tunge olmerdugsdyner, og den dybe alkove ude i bryggerset var udstyret på samm
e måde. Bedstefar bandt koste af revlingeris, snittede tøjrpæle til køerne, satte trætænder i riverne og meget, meget andet. Han var snild med sine hænder. Af hensyn til køerne måtte jeg ikke bruge ståltråd til mine pile, men så lavede
han de flotteste 4-fligede pilespidser af papir.
Hans værksted med høvlebænk og værktøj lå i den vestlige ende af stuehuset op mod loen. Det blev siden lavet om til aftægtsbolig. Høet blev slået og kornet høstet med le og siden tærsket med plejl på loens ler gulv. Før høhøsten skulle
bedstefar uhå l er re hjølle" (hærde leen). Det foregik på den måde, at han lå på maven på grønsværen ved øst gavlen med lebladet foran sig og hamrede skæret tyndt og skarpt med en fladhovedet jernpæl som underlag. Det tog sin tid, men så
kunne leen også hvine gennem engens korte, stride katteskæe. Hø og korn blev stuvet ind på loftet gennem lemmen i gavlen. Det var spændende for en lille knægt at køre med bedstefar til møllen i Andrup med korn og få lov til at komme med ud
på mølleomgangen og høre suset fra de mægtige vinger, der strøg forbi lige uden for rækværket. Fra møllen gik turen ofte til smeden eller hen til købmand Villadsens blandede landhandel, hvor der duftede af reb og petroleum, træsko og
svesker og meget andet godt, og hvor man kunne få noget så nymodens som en plade tyggegummi til 2 øre.
Da bedstemor en dag havde taget turen til Esbjerg til fods for at købe ind, skulle der handles med omtanke, for "når narre kommer til marked, får kræmmeren penge", sagde bedstefar. Indkøbene blev også vel overstået, men næsten hjemme ved
syd enden af haven opdagede hun, at der manglede en pakke, så hun vendte om og gik tilbage til byen efter den. Det blev en lang dag. Bedstemor havde engang prøvet at være i en skindødlignende tilstand, og efter den tid var hun bange for Ski
ndød, og bedstefar måtte derfor love hende, at en pulsåre skulle åbnes, når hun var død. Læge Jacobsen protesterede, da det blev aktuelt, men bedstefar sagde: "A hår lovet Mathilde det", så lægen måtte bøje sig.
Hjemmet i Andrup var præget af gudsfrygt og nøjsomhed - et sted, hvor der var trygt og dejligt at være.
