RETSSAG MELLEM HERREMAND OG FÆSTEBONDE.
Da viceadmiral Ulrik Kaas i 1719 havde købt Ølufgaard i Vester Nebel sogn af sin mor, måtte han søge økonomisk støtte, som han fik af viceadmiral Tordenskjold i form af et lån på 6.000 rigsdaler mod pant i godset, en gæld, der med renter
efterhånden voksede til over 10.000 rigsdaler og var skyld i, at Ølufgaard i 1741 gik på tvangsauktion og året efter blev overtaget af Jens Windfeld, der i nogle år havde været gårdens forpagter. Han solgte ejendommen i 1755 til sin
svigersøn, H.E. Bierrum i Bryndumdam, herredsfoged over Skast herred og fra 1746 gift med Jens Windfelds datter Edel.
Da der hverken er bevaret fæste- eller skifteprotokoller fra Ølufgaard, er det begrænset, hvad man finder af oplysninger om godsets fæstebønder i hverdagen, men i Skast herreds justitsprotokol er refereret en sag fra 1746 vedrørende en
af godsets fæstere fra Hygum, Christen Jensen Spangsberg, en sag der viser, at forholdet mellem herremand og fæstebonde ikke altid var uden gnidninger.
Christen Jensen Spangsberg der var søn fra Spangsberggaarden i Jerne sogn, var i 1722 blevet fæster af Hygum Søndergaard med et hartkorn på 3-5-1-0 ved at gifte sig med forgængerens enke, Maren Lambertsdatter. De klarede sig ikke alt for
godt i årene, der fulgte, men om det skyldtes manglende dygtighed eller tidernes ugunst, vides ikke.
I løbet af nogle år var de kommet bagud med betaling af landgilden, og en stedsøn havde ikke fået udbetalt sin fædrene og mødrende arv, skønt beløbet var forfaldet 12 år tidligere. Endelig var fæstegårdens bygninger efter godsejerens
mening så forsømte, at det var nødvendigt med en ret omfattende reparation, hvis høst og foder skulle opbevares forsvarligt.
Jens Windfeld, der naturligt nok var utilfreds med sin fæstebonde, ønskede at komme af med ham og indledte derfor en proces mod ham ved at begære syn over fæstegården. - Synet blev foretaget af to Hygumbønder, efter at "eden af lovbogen
for dennem var oplæst med formaning at sige sandhed og dem for mened at vogte".
I forbindelse med synsforretningen får vi at vide, at salshuset, der også rummede vognskjul og kostald, lå mod syd og var 18 fag stort. Laden mod nord var ligeledes på 18 fag, mens et mindre hus mod vest bestod af 6 fag. Alle tre bygninge
r var en del forfaldne og trængte til vedligeholdelse, en udgift, der efter synsmændenes nøje gennemgang skønnedes at ville andrage 46 rigsdaler.
Dernæst blev landgilderestancerne helt tilbage fra 1734 og til 1746 opgjort til 54 rigsdaler og 12 skilling, hvortil kom stedsønnens arvepart der med påløbne renter var blevet til 29 rigsdaler og 1 mark.
Jens Windfeld fremsatte nu sine krav gående ud på, at Christen Jensen Spangsberg, der "har pådraget sig så betydelige restancer og ladet hans gårds bygninger således ruinere og forfalde, ifølge lovens pag. 460 artikel 2 bør have hans
påboende gårds fæste forbrudt og ved fratrædelse betale hans husbond den anførte restance af skyld, landgilde og kongelige skatter så vel som de indehavende børnepenge samt den på stedet forefundne brøstfældighed, der i alt andrager den
summa 129 rigsdaler 1 mark og 12 skilling, item at erstatte denne forvolte proces´ omkostninger efter dommerens godtbefindende".
Christen Jensen Spangsberg, der nu befandt sig i en meget alvorlig situation, begærede sagen opsat i tre uger, hvorefter han gik til modangreb og som svar på Windfelds anklager kom med følgende udtalelse og beskyldning:
"Uagtet alt dette har jeg tilbudt min husbond 40 daler til fæste af gården for min ældste søn og svare, hvad af gården både til kongen og husbonden bør svares årligt uden restance og selv reparerer mine bygninger.
Men min husbond bruger processen mod mig, ligesom hans kiereste (hustru) brugte magten imod min kone. Det er beviseligt, at madame Windfeld er kørt ind i min gård og befalet hendes kusk at gribe min hustru, hvor da kusken opløb hende o
g holdt hende så længe, som madame Windfeld kunne overkomme og udstå at slå min hustru med "en træ", ja, endog nu sidste kornavlingstid, da jeg gik at høste på Ulufgaards mark, og min kone tog kornet op efter mig, kom madame Windfeld
uden ringeste årsag dertil og befalede hendes svend at gribe min hustru, og svenden opløb og greb hende og holdt hende, og madame Windfeld slog med en svøbe på min hustru mangfoldige slag, og der foruden, da madame Windfeld syntes, det ikke k
unne give nok med svøben, tog hun en stor rive og slog min hustru så ukristeligt over armen og skulderen, at ikke således er set et menneske medhandlet, hvorover jeg fattige mand måtte leje en anden at tage kornet op efter mig på
hovmarken, og min hustru i denne travle kornavlingstid intet kunne udvirke, thi hendes arm og skulder var af madame Windfeld forslagen, så hun ikke derudi er helbredt endnu. Vil dommeren give mig tid og opsættelse i sagen, skal jeg bevise, det såle
des er i sandhed".
Årsagen til disse hidsige overfald på Maren Lambertsdatter kendes ikke, og selv om Christen Jensen Spangsbergs skildring af forløbet er malet med den brede pensel, står dog tilbage billedet af madame Windfeld som en meget håndfast kone
, men i dette tilfælde har hendes praktisering af godsejerens tidligere hals- og håndsret ikke gavnet hendes sag, for nu indkaldte Christen Jensen Spangsberg fem vidner, samtidig med at begge ægtefællerne Windfeld indstævnedes for retten
den 6. december.
For godsejerparret har det sikkert været en meget ubehagelig drejning i sagen, og man kan sagtens forestille sig madames ulyst til at stå frem på tinge og forsvare sin ubeherskede handlemåde over for en fæstebondes kone.
I hvert fald skete der det, at Jens Windfeld ugen efter - den 13. december - mødte op for at tilkendegive over for retten, at "den sag contra hans bonde, Christen Jensen Spangsberg i Hygum, ved mindelig forlig er ophævet og afgjort, så h
an ikke derudi begærer nogen dom". - Måske har han fået et godt råd af svigersønnen!
Forligets ordlyd kendes ikke, men Christen Jensen Spangsberg og Maren Lambertsdatter er nok fortsat som fæstere, indtil deres datter Mette fem år senere blev gift med Peder Lauridsen af Søndergaard, der så overtog gården, hvorefter de
gamle vel er gået på aftægt hos dem i gården.
Nygaard sedler:
Børn af Christen og Maren
Lambert døbt 10/10-1728 (V. Nebel kirkebog side 14)
Mette døbt 02/09-1731 (V. Nebel kirkebog side 22)
Karen døbt 17/01-1734 (V. Nebel kirkebog side 28)
Jens døbt 18/08-1737 (V. Nebel kirkebog side 35)
Mortens sedler
Christen Jensen Spangsberg fæstede omkring 1722 Hygum Søndergård (3-5-1-0 tønder hartkorn)
Skast herreds tingbog 1742 - 1747 - side 333b - 2/11 1746: Side 333b - 2/11 1746 - nævnes Christen Jensen Spangsberg i Hygum i en sag. Blandt vidnerne Hans Nielsen på Lindberg, som da var ridefoged på Ølufgård.
Christen Jensen Spangsberg: Uagtet alt dette har jeg tilbudt min husbond 40 sletdaler til fæste af gården for min ældste søn og svare hvad af gården bøde til kongen og husbonden bør svares årligt uden restance og selv reparere mine
bygninger. . . . . . min husbond bruger da processen mod mig, ligesom hans kiereste brugte magten imod min kone; det er beviseligt at madame Windfeldt har kørt i min gård og befalet hendes kusk at gribe min hustru, hvor da kusken opløb min hustr
u og holdt hende så længe som madam Windfeldt kunne overkomme og udstå at slå min hustru med en træ, ja, endog nu sidste kornavlingstid, da jeg gik at høste på Ølufgårds mark og min kone tog kornet op efter mig, kom madam Windfeldt uden
ringeste årsag dertil og befalede hendes svend at gribe min hustru og svenden opløb og greb min hustru og holdt hende, og madam Windfeldt slog med en svøbe på min hustru mangfoldige slag, og der foruden, da madam Windfeldt syntes det ikke ku
nne give nok med svøben, tog hun en stor rive og slog min hustru så ukristelig over armene og skulderen, at ikke således er set et menneske medhandlet, hvorover jeg fattige mand måtte leje en anden at tage kornet op efter mig på hovmarken
, og min hustru i denne travle kornavlingstid intet kunne udvirke, thi hendes arm og skulder var af madam Windfeldt forslagen, så hun ikke derudi er helbredt endnu. Vil dommeren give mig tid og opsættelse i sagen, skal jeg bevise det såled
es er sandbed.
side 336 - 6/12 1746 Morten Spangsberg i Strandby, der førte sagen var nær beslægtet med Christen Jensen Spangsberg i Hygum og herredsfoged Bierum var Windfeldts svigersøn.
side 338 - 13/12 1746 Jens Windfeldt på Ølufgård contra sin bonde Christen Jensen, Hygum og hustru Maren Lambertsdatter.
Bemærkninger : en svøbe = en piske