Skrevet af Poul Erik Hadberg (4017)
En gammel familie tragedie.
Når man af og til sidder og pusler med en så spændende hobby, som det er at forske i slægtens historie, kan man ikke undgå at blive dybt grebet af de mange livs skæbner man støder på undervejs. En del af disse menneske skæbner er så
ejendommelige af natur, at man uvilkårligt må sætte sig hen og prøve på at få disse begivenheder til at danne et samlet billede over et langt menneskeliv. Det er ejendomme ligheder som ikke er til at få øje på i det normale livs forløb, men
som let lader sig trække frem i dagens klare lys når man sidder med hele det pågældende livs forløb på bordet foran sig. I sådanne situationer kommer man ofte til at tænke på, om nu også hvert eneste menneske har en forudbestemt skæbne,
eller om det alt sammen kun er tilfældige, om end noget ejendommelige sammentræf. Man har jo en sund dømme kraft og kan vurdere ud fra logikkens love, eller kan man det når det kommer til stykket?
En sådan skæbne blev min farfar tildelt og som han selv blev en del af, måske endda uden selv at vide det. Jeg har prøvet på at beskrive denne mands skæbne og hans smerte i liv død og kærlighed, med nænsomt hånd og med den dybeste
respekt og stolthed over denne mand som var min farfar. Jeg ved at han i sin himmel våger over mig og min pen, således at hans historie kan blive berettet på bedst mulig vis.
Lad mig da her i den gode guds navn og ånd berette den historie, som jeg kunne udlede af min farfars efterladte minder og de konkrete dokumenter, der foreligger og som det har været muligt at finde frem til. Jeg havde den store ære at få l
ov til at kende den mand som var min farfar, i min barndom og tidlige ungdom. Marius Hadberg var fisker og strand toldbetjent. Han var et rart og et godt menneske, og vi børn elskede ham. Jeg var dengang aldeles uvidende om den sorg og sme
rte som han bar på gennem hele sit lange og virksomme liv.
Det var først gennem slægts forskningen, at jeg fandt frem til hans tragiske historie og den har gjort et dybt indtryk på mig. Jeg kunne næsten føle hans smerte og sorg gribe mig om hjertet tværs gennem tidens dybe svælg. I forårets lyse
og varme tid hvor livet blomstrer frem overalt i den vågnende natur og lærken slår sine triller højt under den blånende himmel, blev den unge 22 årige Marius Hadberg, søn af den gamle krigsmand fra Dybbøl i 1864, Ove Christian Hadberg,
bosiddende i et idyllisk stråtækket, hvidkalket hus, ganske nær stranden ved Sdr. Vilstrup, gift med sit hjertes udkårne, den unge og smukke, 23 årige frk. Valborg Fries fra Løndt ved Starup, nær Haderslev. De blev viet søndagen Den.
22-05-1902 i den gamle agtværdige kirke i Sdr. Vilstrup. Det har uden tvivl været en lykkelig dag for det unge par, da de stod sammen foran alteret. Den unge brud har med blussende kinder fremsagt sit ja til sin Marius med bankende hjerte. Det ung
e par har på det tidspunkt været ganske uvidende om den tragedie som den grumme skæbne på dette hellige sted, satte i gang over deres ulykkelige hoveder, på denne, deres store lykke dag.
Måske har et enkelt lille solstrejf fundet vej ind gennem et vindue og har kastet et blidt forsonende skær over sceneriet, næsten som om skæbnen alligevel har været lidt bedrøvet over at måtte gøre det unge par så meget ondt. Det unge
par flyttede derpå ind i den ene ende af huset ved stranden. Her på dette idylliske sted fødte Valborg død 11-06-1903, deres førstefødte. En søn, der blev døbt og navngivet, Ove Christian, efter bedstefaderen, hvilket var en meget gammel
tradition i Hadberg familien. Der forløb nu nogle få lykkelige år for det unge par ved stranden. Men så, i året 1909 skete der noget. Skæbnens tunge hånd slog nu til mod den lille familie og kastede en mørk og dystre skygge over livet ved
stranden, og intet skulle nogensinde atter blive som det var forud. Lykkens gyldne tid var forbi og skulle aldrig vende tilbage til den lille familie. Marius havde en yngre søster. Ellen Petersen Hadberg, var hendes navn. Hun var i 1909 en un
g smuk pige på 21 somre. Hun var forlovet med en snedkersvend ved navn Lübschmann og alt tegnede sig lyst og venligt for den unge pige. Men de skulle aldrig få hinanden. Ellen tjente som pige på Lauesgaard, et par kilometers vej fra hjemme
t. Her blev hun pludselig syg. Man mente, at det var tuberkulose. Der fandtes på den tid ingen redning for den arme pige. Kun få overlevede en sådan sygdom. Da hun ikke længere kunne arbejde, måtte hun hjem for at blive passet af sine
forældre og Valborg. død 18-07-1909 var der kapsejlads ud for huset, og stranden vrimlede af kåde og glade mennesker.
Musikken spillede til dans. Inde i huset var der tyst og stille. Døden var gæst og Ellens sidste stund var kommet. Det fortælles, at hun hen på aftenen, bad om at få åbnet for vinduerne i syge værelset, der var så varmt, og hun ville da
så gerne lytte til musikken og det glade liv uden for. Da man senere kom ind for at lukke vinduerne, var Ellen død. Hendes sjæl var fri og lidelserne til ende. Hendes mor, gamle Anne Marie fra Holm ved Nordborg, sørgede dybt over sin elsked
e datter. Hun gik resten af livet med en broche hæftet i halslinningen på sin kjole. I denne broche var indsat et lille portræt af den elskede afdøde datter. Man mener, at Valborg ved plejen af den unge pige selv havde pådraget sig
smitten. Det kan godt antages, men ikke bevises. Til at begynde med skete der dog intet. Tiden gik sin skæve gang og lindrede sorgen over Ellens død nogenlunde. Man vænnede sig til at Ellen var borte for altid. Helt lykkelige har de dog ikke være
t. død 14-06-1912, føder Valborg sit sidste barn, en yndig lille datter, der bliver døbt og navngivet, Ellen Petrea Hadberg, opkaldt efter den afdøde tante. En kort tid vendte lykken tilbage til huset og familien. Livet var atter værd at
leve.
Det skulle ikke vare længe, for i mellemtiden arbejdede den grumme skæbne videre i det skjulte, og var snart rede til næste grusomme slag mod familien.
I 1915 bliver Valborg pludselig alvorligt syg. Man mener det atter er tuberkulosen der er på spil, og der er ingen redning for den nu, knapt 35 årige mor med de to børn. Som om det ikke var grusomt nok, så måtte den arme Valborg også
opleve, at hendes yndige 4 årige datter med de små frække rotte haler, ligeledes blev syg. Valborg har været sig bevidst, at det må have været hende der havde smittet datteren.
Skæbnen var endog så grusom mod Valborg, at hun dødssyg, måtte opleve datterens død 16-04-1916. Valborg fik fred et par dage efter. Drengen, den nu 13 år rige Ove Christian, var nu alene tilbage med sin sønderknuste far. Drengen er
tilsyneladende sund og rask. Hvad Marius har måttet opleve og gennemgå ved at se sin familie blive udslettet på denne måde, kan ikke beskrives med ord, men jeg føler hans smerte blot ved at skrive denne beretning. Marius får en husholderske ti
l at tage sig af drengen. Det er midt i krigen og Marius er kejserens soldat med pikkelhue. Men han havde dog den lykke at kunne blive hjemme fra krigen. Han vogtede russiske krigs fanger i Haderslev.
Han giftede sig således med sin husholderske, en ung pige ude fra Langetved mellem Jels og Rødding. Hendes navn var Anne Hauken Dickmann. Hun bragte et barn med sig i ægteskabet med Marius. De blev gift i Jels kirke død 28-03-1919.
De får tre børn sammen hvoraf den ældste blev min far. De var alle tre sunde og raske og fik et langt og virksomt liv. Der går nu nogle rolige og fredelige år. Skæbnen syntes at have glemt den overlevende del af familien. Men så, død
01-03-1927, slår skæbnen atter til på overraskende vis. Det gamle stråtækte hus ved stranden, nedbrændte til grunden tidligt denne formiddag. Marius og hans nye familie boede ikke i huset på dette tidspunkt. De boede i et lille hus, kaldet
Hytten og tilhørende Helsehjemmet og beliggende et lille stykke ovenfor stranden. Marius havde dog købt huset ved stranden af sin far, til overtagelse just på denne dag.
Det var en mand ved navn Villy Regheder, der tidligt denne morgen, syntes at der var rigeligt koldt i huset, og derfor fyrede grundigt op i en petroleumsovn.
Huset brændte så hurtigt, at han intet indbo fik med ud, og kun lige akkurat nåede at få sin kone med ud som var sygeliggende. Hun var nogle dage i forvejen blevet skoldet kraftigt af en gryde kogende vand.
Det ser faktisk ud til, at der ikke har været særligt meget held ved dette hus. Marius fik dog bygget et nyt hus som ligger der den dag i dag, en lille anelse nord for tomten af det nedbrændte hus. Derpå forløber der atter nogle få rolig
e år. Så i 1932 slår skæbnen atter til for fuld kraft. Den overlevende dreng fra Valborg, Ove Chr. bliver pludselig syg. Det er åbenbart atter tuberkulosen der er på spil, og der er ingen redning for den unge mand. Han var i mellemtiden
blevet udlært som murer, sandsynligvis hos sin morfar der var murermester fra Løndt, Starup.
Han var forlovet med en frk. Helga og havde fået bygget sig et hus i Sdr. Vilstrup. De to skulle heller aldrig få hinanden. Han lå nu syg hjemme på et loftsrum og var en meget fortvivlet ung mand. Ove Christian var en godmodig og vennesæ
l mand, og han elskede sine yngre halvsøskende. Dem blev han nu forment adgang til. Man var rædselsslagen ved tanken om, at også disse børn skulle blive smittet. Det må virkelig have været en frygtelig tid at bo i dette hus mens dette
stod på. På et tidspunkt måtte den arme Ove i sin fortvivlelse erkende at han skulle dø. Det fortælles, at han kastede sin forlovelsesring så langt bort i værelset som han kunne og hvor den senere blev fundet af stedmoderen.
Han bliver derpå indlagt på sanatoriet i Give, hvor han dør død 06-12-1932, kun 29,5 år gammel.
Valborg og hendes børn eksisterede ikke længere. Kun Marius var tilbage og måtte bære den tunge byrde som hans sorg måtte have været.. Familien må have været dybt fortvivlet efter denne oplevelse. Marius fik samlet drengens tøj og
brændte det. Alle hans andre ting i det daglige liv blev puttet i en sæk og sejlet langt ud på havet og kastet i vandet.. Det fortæller lidt om den skræk og afmagt man følte overfor denne skrækkelige sygdom på den tid. Nu fik Marius lidt fred,
og skæbnen syntes at have glemt ham, men helt færdig med ham var skæbnen dog ikke. Marius måtte leve et langt liv med den tunge erindring om sin udslettede familie som en smerte der aldrig forlod ham så længe han levede. Marius blev
indlagt på sygehuset i Haderslev i slutningen af 1967. Han var nu 88 år gammel og mæt af dage. Her døde han død 23-01-1968. Måske var denne dato et tilfælde. Måske var den en sidste hilsen fra en lunefuld og uransagelig skæbne. Hvem ved?
Datoen var nemlig Valborgs fødselsdag. Marius glemte aldrig sin elskede Valborg. De er nu alle forenet i evigheden.