Martin Poulsen(37)
Nedskrevet af Bertha Marie Poulsen (36) marts 1976
Da Martin blev født, lå hans far syg af blodstyrtning, og der blev sagt, at fødslen måtte forgå så stilfærdigt som muligt af den grund. Satte man en spand fra sig, måtte man først lægge en klud for at dæmpe lyde. Jeg har intet hørt om,
at forældrene flyttede fra sted til sted, så Martin er antagelig født i Drøsselbjerg gamle skole, der efter sigende var et lille beskedent hus - for længst revet ned.
Forældrene arbejdede på Møllemosegården i Mullerup
De tre børn voksede hovedsageligt op ved skummetmælk og kogt torsk.
Længe før de selv kunne gøre noget ved arbejdet, var de med i marken, når der skulle luges roer og kartofler.
Kristen Poulsen(158) tålte ikke strengt arbejde. Han blev derfor ansat som bestyrer på gården, hvortil der også hørte et teglværk.
Deres forhold blev betydeligt forbedrede, da de flyttede id på gården. Her var der oven i købet telefon.
Martin fortalte, at når en hård torden trak over huset, sprang der gnister fra apparatet.
Som lille led han meget af engelsk syge. "Jeg gik bedre, da jeg var to år, end da jeg var seks", sagde han.
Gangens fliser var i sorte og hvide felter, og da han for første gang efter overstået sygdom betrådte disse, fik han sit livs første forskrækkelse. En stor hest stak hoved ind af døren.
Martin far og mor døde da han var omkring 9 og 10 år
De fire børn fra første ægteskab var tildels voksne og kunne klare sig selv, men nu blev det drøftet, hvad der skulle gøres med de to mindste. Hvis ingen i familien var i stand til at tage sig af dem, var det ensbetydende med, at de mått
e "på sognet". Under fremmed værge, hundses og jages fra sted til sted for at tjene til føden, og i værste tilfælde have deres hjem på fattiggården.
Men indtil man fandt en løsning, måtte de blive på gården.
Når vi i dag tænker på farbror Hans(632) som bedstefar til vore børn, er det ikke så mærkeligt. Han var bror til de to forældreløse, men blev dem i fars sted. Han havde en betroet stilling som gårdbestyrer i Jylland. Her var manden mere
interesseret i sin indremissionærgerning end i sin gård "Tryrasminde" og døde da også på en af disse sine rejser.
På gården tjente en ung pige ved navn Elisabeth, og de to fandt snart hinanden. Man mente, Elisabeth havde besørget frieriet, fordi Hans var så tavs.
Nu blev hans tilbudt pladsen som bestyrer på Møllemosegården efter sin far, hvilket han gik ind på.
De giftede sig og flyttede ind på gården. Sådan gik det til, at drengene fortsat kunne blive i deres hjem. Men til hjælp for at klare udgifterne, blev der skaffet legatmidler til veje fra Vemmetofte Kloster.
Nu fulgte en tid med en del spænding og dramatik. Johannes og Martin følte sig med et omgivet af mennesker, der ville og kunne en hel del.
Under alt det nye der skete, opdagede man, at Martin så dårligt, og at der måtte gøres noget for at hjælpe ham. Moster Kirsten Fagerlin(158) rejste med ham til København, og der boede de hos Hendes broder Martin Henriksen(1168) på
Østerbro. Om natten lå de i en fællesseng ved en panelvæg og snakkede hyggeligt, indtil de faldt i søvn.
Da de kom hjem igen, havde Martin fået sine første brille. Meget kunne de havde lettet tilværelsen for ham, hvis han havde fået dem, før han begyndte skolen. Han var ni år den gang, og straks vågede hans interesse for at læse.
Der kom system i tingene. Drengene skulle lære at føle ansvar for, hvad de havde med at gøre. De skulle hjælpe til, og for de småfortjenester, der kom ud af det, skulle de købe skolerekvisitter og skosværte til eget fodtøj.
Der var to købmænd i byen, Knolde-Laus og købmand Wermer. Det var svært at vælge mellem de to. Hos Knolde-Laus var der så frit spil for hundene, at de lettede ben op ad sildetønderne, men hos Wermer følte man sig snydt. Der blev nemlig
sagt, at de fleste penge tjente han med sin lillefinger. Først lagde han en let lillefinger på vægts skålen, så snusede han, og så passede vægten.
Johannes mente, at når ha var medansvarlig ved arbejdets udførelse, så måtte han også være med, når større sager var på dagsordenen. Han var meget gammelklog og begyndte efterhånden at føle sig voksen.
Da der kom en handelsmand for at se på kreaturer, stillede han sig op blandt mændene med hænderne begravet i bukselommerne.
Det resulterede i, at Hans gav ham en smældende lussing og jog ham ud med en bemærkning om, at det skulle han ikke blande sig i.
Martin Havde et bestemt snøft, som han gav til kende, når maden ikke smagte ham, og vælling med skind på var det værste, Elisabeth kunne servere for ham. Elisabeth blev hurtigt fortrolig med dette snøft og denne tørren sig om næsen med
jakkeærmet, og da han ikke kunne sidde ordentligt ved bordet, blev han jaget ud med sin tallerken, for vællingen SKULLE spises. Om sommeren gik han ud i haven for at narre den ned med kirsebær, og passede det ikke med årstiden, hældte han d
e væk.
Brødrene fik vist aldrig rigtig lært at lege. De lavede avispapirsbåde som sejlede, indtil de sank, og så hørte legen jo op af sig selv.
Så oprettede de deres egen lille gartneri. De lagde græskar og agurkekerner - så vidt jeg husker - i en lille udtørret dam, og det lykkedes.
Afgrødere solgte de til deres svigerinde, og var ikke så lidt stolte endda.
Skolen var noget ganske for sig.
Da Johannes og Martin som voksne mindedes den, holdt de på, at den lå på et langt højere plan end skoler på den tid. Deres lærer var, ved siden af sin gerning, også oldtidsforsker, og her kom naturen ham til hjælp.
I Mullerup mose lå uaede mængder af oldtidsminder gemt. Meget fandt han selv, og meget hjalp eleverne ham med at grave frem. Langs alle skolestuens vægge var der glasskabe med redskaber og ting fra forskellige tidsaldre, og undervisninge
n gjorde han så levende, at næsten ingen tænkte på at ødelægge timerne.
Anskuelses undervisning var lærer Mathiasens speciale. Eleverne lavede deres egen vejrstation. På skift blev de sat til om morgenen at aflæse, hvor megen regn der var faldet i nattens løb, nattens laveste temperatur, den foregående dags
højeste, og hvad termometret viste i øjeblikket. Hvad barometret viste, og dets tendens til stigning eller fald. De skulle være fortrolige med verdenshjørnerne, og ved at slikke på en finger og stikke den i vejret, skulle de bedømme, hvor
vinden kom fra. Med først at gøre disse observationer, og bagefter aflægge hver sin rapport og endelig med morgensang til lærerens violinspil - begyndte skoledagen.
Læreren var af et blødt og mildt sind. Det var en uforglemmelig oplevelse for Martin - måske også for Johannes - da han læste Selma Lagerløf: Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige. Læreren oversatte frit fra svensk, men det
mærkedes ikke på læsningen, så godt gjorde han det, at når han engang imellem standsede op, var det kun for at tørre en tåre bort.
Engang skulle der skrives fristil. Eleverne måtte selv vælge deres emne. Martin spekulerede og spekulerede, men inspirationen ville ikke indfinde sig.
Idet en djævel fór i han, mistede han helt selvkontrollen og skrev: Jens Matisen red på grisen over isen til parisen. Først sank isen, så sank grisen, så sank hele Jens Matisen.
Det slog ned i ham, at han havde gjort noget rigtig galt, men stilen skulle afleveres i slutningen af timen. Der var ingen vej udenom og navnet passede jo.
De egentlige kvaler led han først, da han så lærerens ansigt og hørte hans stemme. Hans blik var meget bedrøvet, og så sagde han stille:
"Det havde jeg ikke tænkt om dig, Martin".
Den måde, læreren tog det skete på, havde langt stærkere virkning end den værste drag prygl - "For det HAVDE jeg jo fortjent".
Til regning var Martin mere stabil. Når de var færdige med 3 klasses regnebog, måtte de fortsætte med 4, selv om skoleåret ikke var omme.
Da Martin var 12-13 år gammel, havde han to vintre i træ lungebetændelse - uden pennecilinents hjælp var det et under, at han kom sig - men i rekonvalescenttiden regnede og regnede han, så ha kom foran kammeraterne. Ha havde ok fået
vejledning til de sværeste stykker, men tiden skulle gå med noget. Regning var has kæphest.
Om vinteren havde børnene skiftesko med i skole. Tøjsko, I et forrygende snevejr syntes Martin, det var en dejlig let fodbeklædning at springe hjem i. Sneen var jo ren og nyfalden.
Før han gik ind, stoppede han dem i tasken til en senere lejlighed, men Elisabeth var som sagt vågen.- "hun tog en sko i hver hånd og smurte mig en lussing på hver side af hovedet".
Da Martin skulle begynde at gå til præsten, blev Johannes aflagte tøj vendt og repareret efter alle kunstens regler, og så sagde Elisabeth:
"Ja, nu er det jo en skam, at du ikke kan cykle, Martin, for så kunne du have lånt min".
Dette inspirerede ham til at lære sig kunsten, ja i grunden følte han, at ideen kom fra hende. Han benyttede så lejligheden, da det unge par var bedt til gilde, og ved deres hjemkomst var han så ærlig at fortælle, at nu havde han lært at
cykle.
Men det gik anderledes, end han havde tænkt sig, da Elisabeth sagde: "Fordi du nu har lært at køre på min cykel uden at spørge om lov, så skal du heller ikke få lov til at låne de".
Det syntes Marius dog var for meget af det gode. Han fik fat på et gammelt monstrum af en cykel, og nu blev den vendt og repareret efter alle kunstens regler, og den blev konfirmandens helt alene.
Det var et træk, Martin aldrig glemte.
Møllemosegården i Mullerup på Sjælland
Korsø ved Simested i Jylland fra 1 november 1919
Plads hos Niels Beg i 10 år
Plads hos Niels Lauridsen i Simested
Uddannelse som kurvemager i København
1946 i Haderslev
