Søren Nielsen Esbjerg
Er født omkring 1647 på Esbjerggård i Jerne sogn, og han døde 1692 i Boldesager og blev begravet på Jerne kirkegård.
Han blev gift ca. 1681 med Maren Nielsdatter, der døde omkring 1710 i Boldesager. Hun er vistnok født i Mejlby i Farup sogn på den gård, som hendes bror Laurids Nielsen havde i fæste. Hun var først gift med en Christen, med hvem hun havd
e en datter, Edel Christensdatter, der 1689 blev gift med Hans Christensen Spangsberg i Strandby. Hendes far må være den Christen Hansen, der efter matriklen 1681 var fæster på en gård i Boldesager på 3- 4-0-0 tdr. hartkorn. I hvert fald
var det den gård, Søren Nielsen Esbjerg iflg. matriklen 1688 havde overtaget. Søren Nielsen Esbjerg og Maren Nielsdatter havde 2 børn. I tingbogen 1710 er der under 14. nov. indført et arveafkald fra Mette Sørensdatter, Christen Sørensen
og Edel Christensdatter for arv efter deres salig mor Maren Nielsdatter, som da var gift 3. gang med en Hans Jensen, men nu var afgået ved døden.
Søren Nielsen Esbjerg var en tid sætteskriver på Skads herredsting, d.v.s. vikar for herredsskriveren. Et sted kaldes han kgl. maj delefoged, et hverv han sikkert har overtaget efter Christen Hansen, der 1680 omtales som kgl. majs delefog
ed. I Riberhus amts jordebogsregnskab 1684-89 står der om gården i Boldesager: Denne gårds landgilde nyder delefogden over Skads- Vesterherred for sin bestilling fri. Delefogdens arbejde bestod i, at han i alle påkommende rettergangssage
r og andre henseender skulle tage kronens bønder i forsvar og i alle ting have indseende med godset, og når ellers noget forefaldt, som bønderne var pligtige at forrette, skulle han drage omsorg for, at det i rette tid og rigtigt blev best
ilt". Søren Nielsen Esbjerg var altså delefoged i Skads herred og Vesterherred. 1691 blev delefogderne sat på fast løn. Da de alligevel veholdt deres gårde frit, besluttede kongen den 26. febr. 1704, at de skulle betale landgilden med
tilbagevirkende kraft fra 1685. Delefogderne og Søren Esbjergs enke indgav derfor en række ansøgninger om fritagelse derfor, men det blev afslået.
Søren Nielsen Esbjerg var også skriver for Fanø birketing, men søgte siden fritagelse for hvervet på grund af de besværlige overfartsforhold. I et brev dateret Ribe 2. jan. 1690 hedder det: "Jeg Frands Eberhardt von Speckhahn, ridder,
gehejmeråd, Stiftsbefalingsmand over Ribe Stift og amtmand over Ribe Amt gør Vitterlig, at så som tingskriver i Fanø Birketing, Søren Nielsen Eysberg i Jerne Sogn andrager, at han sit tingskriveri formedelst den besværlighed og farlighed, so
m der i indfaldende storm og andet vejrlig er til båds at de overkomme, ej længere kan betjene, men sig det for mig har frasagt".
Søren Nielsen Esbjergs fæstegård i Boldesager var efter matriklen 1681 som nævnt på 3-4-0-0 tdr. hartkorn. Desuden havde han fæstet en ødegård i Boldesager af hartkorn 6-4-0-0 tdr., også under kronen.
I et jordebogsregnskab 1684 hedder det "I Boldesager en øde gård Hans Christensen sidst påboede, der ager og jord bortlejet med tilhørende eng til Søren Eisberg for 4 rdl. 11
Efter den ny matrikel 1688 blev de 2 gårdes hartkorn nedsat til henholdsvis 3-0- 3-1 og 2- 6-3- 2, hvilket netop giver de 5-7-3-0 tdr. Hardkorn., som Hans Jensens gård stod til. Det var mens Maren Nielsdatter og Hans Jensen havde gårde
n i Boldesager, at hans svoger, Peder Zachariasen i Spangsbjerg mølle, om aftenen den 8. aug. 1698 under et tordenvejr forsøgte at brænde gården af. Det lykkedes dog at få ilden slukket.
Mordbrænderen blev fængslet og dømt til døden, men han flygtede fra arresten i Ribe.
Hans Jensen døde 1718, og i Ribe amts uindførte koncept skifter er der et langt skifte, der giver et godt indtryk af, under hvilke forhold gårdens beboere har levet. Skiftet fandt sted den 16. maj 1718. Gårdens jorder, der altså udgjorde
5- 7- 3- 0 tdr. Hardkorn., var købt af sal. borgmester Castensen i Ribe for 266 rdl. 4 Mk. Dertil lien liden fælligsjord i bemeldte Boldesager, købt af Niels Nielsen på EndIUpholm for 8 rdl. 11 i alt ..................................... 27
4 rdl. 4 mark o Sk.
Alle disse større og mindre poster giver tilsammen rundt regnet 965 rdl., hvortil kommer tilgodehavender på 95 rdl., i alt 1060 rdl, Herfra skal trækkes gæld på 209 rdl., så der bliver 851 rdl. til deling mellem arvingerne.
Bo opgørelsen giver indtryk af ret solide kår, og så må der endda være skiftet et par gange før - efter Marens tidligere mænd. De 10 stude, der er nævnt, tyder på, at gårdens beboere har givet sig af med studehandel. Det er også
sandsynligt, at der har været krohold på gården. I 1689 gav Christian V tilladelse til at lade indrette et værtshus i Strand by eller Boldesager på vejen til Hjerting. Det brændevinstøj, der om tales i skiftet, kunne tyde på, at der i hvert fald
en tid har været udskænkning fra stedet. Skiftet nævner jo også en seng i "herberget"
Søren Nielsen Esbjerg og Maren Nielsdatter havde 2 børn:
1) Mette Sørensdatter født 1683, død 1717 i Spangsbjerg, gift. 1697 med. Jens Christensen født i Spangsbjerg, død omkr. 1635 samme sted.
2) Christen Sørensen født ca. 1685, død 1749 i Strandby, gift. 1732 med. Anne Kirstine Olesdatter født på Lykkegård? død 1756 i Spangsbjerg.
Som tidligere nævnt var det, mens Maren og hendes 3. mand havde gården i Boldesager, at de blev udsat for en dramatisk begivenhed. Den har jeg for år tilbage fortalt om i en kronik i Vestkysten.
Mordbrandssag fra Esbjerg egnen. Når man gennemblader de gamle retsprotokoller over sager behandlet på Skads herredsting, træffer man gang på gang sted og personnavne fra Esbjerg egnen. I en tingbog fra omkring 1700 traf jeg således på
navnet Spangsbjerg mølle. Og når man så som dreng har færdedes omkring og på mølledammen og oplevet naturen derude så stærkt, at man næsten synes, man endnu kan fornemme stedets særegne stemning, ja så standser man op ved det kendte navn,
selvom det slet ikke var det, man ledte efter, og giver sig tid til at undersøge, hvad sagen drejer sig om. Og inden man ved af det, er man fanget ind af en interessant, men tragisk stump lokalhistorie.
Vi skal tilbage til 1698. Da boede der på Spangsbjerg mølle en Peder Zachariasen Møller og hans kone, Kirsten Jensdatter. Han havde nogle år tidligere fæstet møllen efter sine forældre, mens hun var fra en gård i Måde. Møllerkonens bror,
Hans Jensen, havde en gård i Boldsager, men efter det følgende at dømme har forholdet mellem de to svogre ikke været det aller bedste. Om aftenen den 8. aug. 1698 trak et voldsomt tordenvejr op over Esbjerg egnen. Under Uvejret løb Peder
Møller efter en pludselig indskydelse ned til Boldesager for at sætte ild på svogerens gård. Undervejs slog han ild med sit fyrtøj, og da han nåede Hans Jensens gård, stak han det glødende tønder sammen med noget blår gennem et hul i
væggen på salshuset ind i høet, hvorefter han skyndte sig hjem og gik i seng. Han havde dog ingen ro på sig, og lidt efter stod han atter op, lod spænde for en vogn og kørte ad Boldesager til. Her havde ilden imidlertid fået fat i både hø,
bjælker og tag. Hos Hans Jensens opdagede man dog hurtigt branden. En tjeneste pige løb efter hjælp, og kort efter var naboerne på brand stedet. Et par mand kom gennem et hul i taget ind på loftet, hvor de hældte vand på og kastede hø ud, og
lica. 3 timer efter solens nedgang var ilden slukket.
Man undres over, at det i det hele taget lykkedes at få bugt med ilden, når den allerede havde fat i så letfængelige ting som hø og træværk, men der er måske kommet en kraftig tordenbyge, for der tilføjes i retsprotokollen: "Skulle Gud i
himlen ej selv den antændte ild have sluk", havde der ej været nogen redning ved menneskelige hænder til at hindre den antændte ilds store faren. Dagen efter gik Peder Møller på mølle loftet og passede sin kværn, som om intet var hændt.
Op på dagen kom fæstebonden på Esbjerggård, Christen Pedersen, til mølle. Mens han sad og talte med mølleren, kom Hans Jensen fra Boldesager ind og sagde: "Hvad gjorde du ved mig i aftes? Jeg skal visseligen lære dig noget andet".
Hvorfra Hans Jensen har haft sin mistanke, kan man kun gætte sig til Måske er Peder Møller blevet set i Boldesager i tiden omkring ildspåsættelsen, måske har hans opdukken på brand stedet senere på aftenen virket mistænkeligt. Men Peder
Møller lod, som om han intet forstod, og spurgte: "Hvad haver jeg gjort Hans Jensen sagde: "Hør, kom hid": Og så gik de ind i kostalden. Mølleren ville ikke rigtig ud med sproget, men efter længere tids samtale brød han sammen og tilstod, a
t han "udi en hastighed var blevet fortænkt på sin svoger" og havde påsat branden. Senere gentog han tilståelsen i overværelse af Hans Jensen, Christen Pedersen og endnu et vidne. Den blev nedskrevet og signeret.
Da dette var i orden, kunne man nok trænge til noget styrkende, og Peder Møllers dreng blev sendt af sted efter for 7 Skilling brændevin, som de derefter drak i skøn forening. En uges tid senere gik Peder Møller på Kvaglund mark og mejed
e rug sammen med et par tjenestefolk. Da kom Hans Jensen, Boldesager, kørende i sin vogn med Søren Dunch, birkefogden på Fanø, for at anholde ham. Mølleren kendte dem på lang afstand og holdt spændt øje med dem, mens de langsomt nærmede
sig. Han har jo nok haft på fornemmelsen, hvem besøget. gjaldt, og stemningen har sikkert været noget trykket, da de nåede frem til enden af ageren, hvor Peder Møller gik.
For at komme til sagen begyndte birkefogden: "Har I noget i flasken, som står på ageren, da skænk mig en tår, jeg er så tørstig". Søren Dunch stod af vognen og drak, hvorefter han sagde til Peder Møller:
"I må ikke fortænke os, vi er kommen på den måde at antage Eder for den mordbrand, som I har begået på Hans Jensens gård i Boldesager". Mølleren svarede spagfærdigt, at han gerne ville følge med og tage straffen for sine gerninger.
På vejen til Boldesager spurgte Søren Dunch, hvorfor Peder Møller havde sat ild på sin svogers gård "Gud bedre mig", lød svaret, "det var min forseelse".
Birkefogden fortsatte: "Havde I læst Eders Fadervor med andagt, førend I gjorde den gerning, da havde I det ikke gjort, hvortil Peder Møller svarede: "Gud bedre det. Fanden var mig alt for nær".
Efter ankomsten til Boldesager var fangen meget langt nede. Han klagede sig til en af de tilstedeværende over, at han ikke var blevet advaret i tide før anholdelsen, så han kunne være sluppet bort.
Senere bad han om at få Hans Jensens kone, Maren Nielsdatter, i tale og gav over for hende udtryk for sin skyld i og anger over, hvad han havde gjort.
Ligeledes bad han Søren Dunch gøre, hvad han formåede, for at han kunne slippe for straf, så skulle han få en tønde rug for sin ulejlighed. Han tilstod igen den ulykkelige gerning at have ført til, som han hjertelig angrede og fortrød.
Ved samme lejlighed spurgte man ham, om det ikke også ?, der havde påsat den uopklarede brand på Spangsbjerggård året
Hertil svarede han: "Gud give, jeg var så fri for dette a det andet". Peder Møller blev derefter ført til Ribe og sat i fængsel "troldkonens kammer" under rådhuset. Under de senere forhør var han ikke mere så villig til at indrømme sin
skyld. Han kunne ikke rigtig huske noget mere, og han påstod, at tilståelsen den dag i Spangsbjerg mølle måtte være faldet på et tidspunkt, da han var drukken.
Vidnerne havde dog ikke mærket noget til, at Peder Møller var drukken, da han aflagde sin tilståelse, og hans kone, Kirsten Jensdatter, sagde: "Gud bedre det. Han gjorde ej den bekendelse i drukkenskab, men hans samvittighed tvang ham dert
il".
Peder Møller har nu været klar over, at det var ved at se galt ud for ham. Han arbejdede i al hemmelighed på at slippe bort. Måske har han også haft hjælpere uden for fængslet. I hvert fald endte det med, at han den 16. sept. om aftenen
mellem kl. 8 og 9 "udbrød og undveg af Ribe amts stærke jem og fængsel". En stor lås og en jernstang var brækket fra døren. Bøjlerne, som havde siddet om hans ben, og låsen dertil var slået i stykker og brækket itu. Endelig var han brudt
gennem en tyk brandmur og var kommet ind i Henrik Spillemands stald, hvor fra han gennem gårdens port var gået videre ud til friheden.
Den 19. sept. forbydes det enhver under straf efter loven at huse eller hjælpe Peder Møller, men "man skal ham pågribe og aflevere".
Den 27. sept. 1698 faldt dommen. "Om han antræffes og varder pågreb en, da skal han straffes på halsen og siden brændes
Desuden skal han erstatte den Skade, han har forvoldt Hans Jensen og som bod betale kongen og Hans Jensen hver 40 lod sølv. Endelig skal hans ejendom være forbrudt til hans husbond. Indtil dommen sker fyldest , skal han være fredløs mand
. I en ekstraskatteliste fra 1699- 1700 omtales en møllerenke, Kirsten Jensdatter, i Spangsbjerg mølle. Derfor behøver Peder Zachariasen Møller dog ikke være død, for den fredløses hustru betragtedes efter loven som enke og hans børn som
fader løse.
Så vidt jeg har kunnet få oplyst, blev Kirsten Jensdatter i 1701 gift med en Christen Christensen fra Veldbæk, og de overtog hendes forældres gård i Måde i Jerne sogn.