Skrevet af Margatita Ingelise Elmstrøm
Min Farmor er ud af den store Spangsberg slægt. I 1932 udkom en bog om slægten Spangsberg af 1667, udarbejdet af fhv. sognerådsformand Hans Nielsen. Denne bog var mit første møde med slægtsforskning, som jeg fandt meget spændende.
I 1949 flyttede familien Schmidt til Esbjerg, som er min Fars barndomsby. Han er født i Ribe, men min Farmor og Farfar flyttede til Esbjerg i 1913 og boede der resten af deres liv. Min Far blev konfirmeret i Vor Frelsers kirke den 3. apri
l 1927. Ligesom storebror Ove kom han i lære som smed, og de blev begge to lokomotivfører i DSB.
Min Fars søskende med familier boede også i Esbjerg og omegn. Det var en stor familie bestående af onkler, tanter, fastre, kusiner og fætre.
Min Farmor var en elskelig, energisk dame fra en gård i Tved på Ribe mark. Hun vidste, hvor skabet skulle stå og holdt meget af at samle den store familie i alle mulige familieanliggender: fødselsdage - runde og halvrunde - både de
levendes og de afdødes, til højtider, jubilæer og ikke mindst ved juletid. Og der var altid rigeligt med mad og drikke på bordet i Rolfsgade nr. 29.
Min Farmor og to af mine fastre stod som regel for køkkenet, mens min Fars ældste søster forstod at "svæve over vandene", organiserede, satte prikken over i-et og dækkede bord. Min Far plejede at sige, at Bodil og Agnes stod i fedt til
albuerne, mens Anna var for fin til den slags arbejde. Hun ordnede og pyntede, og så var rollerne fordelt. Hun var jo den ældste!
I 10-års alderen var jeg blevet en kræsen ung dame, der f.eks. ikke spiste blomkål og leverpostej, for slet ikke at tale om sylte. Mit evindelige omkvæd var "de ka jeg ik li"
Dagen for den årlige julefrokost hos Farmor og Farfar oprandt! Jeg var slet ikke begejstret. Der var et problem med maden, men det var ikke mit eneste problem. Alle tanter og fastre ville også i år sige nøjagtig de samme "dumme ting" som a
lle andre år nemlig: " Nææhh, sikke stor du er blevet! Som du da er vokset siden sidst." Jeg meddelte min Mor, at det var uudholdeligt, men jeg fik blot til svar de samme formaninger om at sige pænt goddag, neje, sidde ordentligt ved bord
et, ikke kommentere maden, ikke sige "de ka jeg ik li", ikke tale med mad i munden og slet ikke, når de voksne talte, huske at sige tak for mad, og min Mor sagde: "Der er altid så meget mad i Rolfsgade, og jeg skal nok sørge for, at du ku
n får det, du kan spise." Min mor ville sætte sig i nærheden af mig ved bordet, så hun kunne styre min spisen og sørge for, at jeg ikke fik den frygtede sylte.
Vi drog af sted, og vel ankommet tog fastrene imod og samlede overtøjet på dobbeltsengen i soveværelset. "Nææhh, sikke stor du er blevet. Som du da er vokset siden sidst!" Min Mor og jeg vekslede blikke, og jeg smilede pænt!
Så gik vi til bords omkring det store spisebord i spisestuen. Hvor mange vi var den dag, husker jeg ikke. Bordet stod midt på gulvet og kunne efter behov gøres længere i begge ender ved hjælp af løse plader. Spisestuestolene var et
kapitel for sig. De havde den ejendommelighed, at de gik op i en slags spids på midten, så man sad der på en top og gyngede og vippede med benene, der naturligvis ikke kunne nå gulvet!
Frokosten forløb helt fint! De voksne snakkede. Jeg sad i dagens anledning ved siden af min Farmor. Det havde hun bestemt. Min Mor sad som aftalt på den anden side af bordet lige overfor mig.
Min farmor overvågede slagets gang ved bordet! Intet undgik hendes opmærksomhed. Ingen måtte mangle noget som helst i hendes hus og ved hendes bord, og da slet ikke i denne søde juletid.
Jeg sad der i mine egne tanker og havde spist "oven a" dvs jeg havde spist pålægget og sad nu med et stykke bart rugbrød uden noget pålæg på.
Og så skete det: min Farmor opdagede rugbrødet uden noget på og udbrød: "Jamen, kære barn, du skal da ikke sidde der og spise bart brød i julen!" Og i næste sekund landede et STORT STYKKE SYLTE på mit bare brød!! Jeg stirrede ned på
tallerkenen, dernæst over på min Mor. Hun så på mig, vi vekslede blikke. Min Mor ventede på katastrofen. Jeg så igen ned på tallerkenen, greb kniv og gaffel, gav mig min skæbne i vold, satte kniv og gaffel i syltemaden og spiste den med
dødsforagt! Jeg kan endnu i dag se hele sceneriet for mig.
Det meste af min Fars familien boede i Esbjerg og omegn, men vi så ikke så meget til dem. Heller ikke min Farmor og Farfar. De forblev lidt ukendte, ældre mennesker.
Et par uger før min Farmor og Farfar kunne fejre guldbryllup i april 1951, døde min Fars bror, Onkel Ove pludselig som følge af en blodprop den 10. april. Det var et hårdt slag for min tante Anna og min 12-årige kusine Grethe. Den stort
planlagte guldbryllupsfest på Korskroen blev aflyst, og en meget lille fest blev fejret i Rolfsgade.
Min Farmor døde pludselig den 5. februar 1952. Det var et hårdt slag for min Farfar. Han døde den 15. august 1957 i Esbjerg.