Niels Hansen, hvis fødested er ukendt, døde 1654 på Esbjerggård. En bror, Joen Hansen, boede i Gesing, hvor han var fæster af en gård, mens en anden bror, Søren Hansen, var fæster af en gård i Ravnsbjerg.
1637 var Niels Hansen fæster eller forpagter af Sønderris i Guldager sogn. Dette år døde hans første kone, Maren Christensdatter, og der er skifte efter hende den 18. juli, så hun må være død omkring den 18. juni og begravet i
Guldager.1637 opnår Niels Hansen på Sønderris forlig med en Hans Carlsen om noget omtvistet gods. Hans Carlsen skal inden 8 dage give Niels Hansen "en seng klede og 5 sldl. 1 mark , og dersom pengene i cke udkomroer inden i dag 8 dage, skal Hans Ca
rlsen give 2 penge for 1"
1639 nævnes Niels Hansen som tiendekommissær. far Guldager sogn, idet han fordelte (krævede) en række fæstere i Guldager, Tobøl, Hjerting, Sædding og Bovbjerg "for deres efterstandendes tiendekorn, som det tilkommer ham at opberge efter
registers lydeIse".
Niels Hansen giftede sig igen, vistnok aller ede 1637 med Dorthe Christensdatter.
Hun er sandsynligvis født i Sjælborg, Hostrup sogn, hvorfra hendes far, Christen Pedersen, flyttede 1621. Det vides ikke, hvornår hun er død, men det er nok sket i begyndelsen af 1700- årene.
Engang i løbet af 1640erne flyttede familien fra Sønderris til Esbjerg. Sønderris skiftede ejer 1648, idet den blev købt af Sophie Vognsen, der selv tog ophold på gården , og det var vel grunden til, at Niels Hansen måtte flytte.
Esbjerggården var præget af forfald, måske en følge af krig og besætteIse. 1649 blev der foretaget syn over gården efter krav fra Niels Hansen. De 6 synsmænd fra egnen var tilkaldt "at se og syne samt sætte og taksere, hvis huse og
bygninger som fandtes på Esbjerg. Da først så de 19 fag salshus, da var den meste part på sønderside nedsunken og meget forfalden med loftskod og anden i ndbygning, hver fag sat for 3 sletdaler. Nock 15 fag ladehus, som var meget forfalden med
tag på sønderside, hver fag sat for 2 sletdaler. Noek 16 fag vesterhus, hvori var mange brøden sparrer, hver fag sat for 1 sletdaler. Noek 9 fag små østerhue, var også bygfældig med tag og træ, sat for 3 sletdaler. Oe blev bevist med velb.
Anders Mogensens underskrevne seddel, at den gode mand ville stande forn. Niels Hansen for varsel for denne vinde her i dag at tage beskrevet" Anders Mogensen, der var kaptajn i militsen, havde i en årrække haft Esbjerggård som vederlag fo
r sin tjeneste. 1649 tog han sin afsked.
Den 11. oktober 1654 afholdtes der skifte efter salig Niels Hansen mellem enken og deres 8 børn og hendes 5 stedbørn. Til enken bliver der 509 daler 2 ½ mark. Hun er stadig et godt parti og bliver da også snart gift igen, denne gang med Pe
der Sørensen
Niels Hansen havde i første ægteskab 6 børn:
1) Hans Nielsen, Bryndum, gift med Ane Nisdatter, Strandby.
2) Johanne Nielsdatter, gift med Niels Sørensen, Starup.
3) Lene Nielsdatter, gift med Jørgen Christensen, Gesing.
4) Mae Nielsdatter, gift med Hans Andersen, Rousthøje.
5) Karen Nielsdatter.
6) Anne Nielsdatter, d.1637.
I andet ægteskab var der 8 børn:
7) Christen Nielsen født ca.1638. Omtales som død 1659.
8) Peder Nielsen, Fanø, født ca.1639, gift med Mette født ca.1643, død 1709.
9) Maren Nielsdatter født ca.1641, død 1714 i Skads, gift med Morten Jepsen,Kjersing.
10) Anne Nielsdatter født ca.1643. Omtales som død 1661.
11)Thomas Nielsen født ca.1645.
12) Søren Nielsen Esbjerg født ca. 164?, død 1692 i Boldesager, gift med Maren Nielsdatter, død ca.1710 i Boldesager.
13) Jacob Nielsen født ca.1650
14) Søren Nielsen Esbjerg født ca.1652, død ca.1713 i Rørkær, gift 1. gag med Karen Sørensdatter, død før 1688, gift 2. gang med Anne Hansdatter født 1664 i Boldesager, død 1717 i Rørkær.
Af en søster til ejeren af Sønderris i 1940erne fik jeg dette Sagn fra Sønderris.
Inden for Skallingen skal have ligget en stor fæstegård til Sønderris. (Er det tilfældet har den vel nærmest ligget, hvor Fourfeld bæk har sit udløb i havet). Der kom et par unge folk til at bo omkring ved året 1660, og det gik således
til Bodil tjente hos herremanden på Sønderris. Under krigen med svenskerne 1658-59 kom en svensk officer med 15 mand og indkvarterede sig på Sønderris og regerede hårdt. Til sidst fandt han herremandens penge og sølvtøj, som var gravet
ned ude i haven, blandt andet en prægtig ring, som en af herremandens forfædre havde fået af en tysk kejser, som endog egenhændig havde sat den på hans finger for udvist tapperhed i krigen. Og denne ring satte den svenske officer på
fingeren og gik med, hvilket ærgrede herremanden i høj grad, og han udtalte til fruen, at den, som kunne skaffe ham ringen tilbage, skulle få en af hans bedste gårde i fæste. Det hørte Bodil. Hun og Palle, som var kærester, talte om det. Men
at få ringen fra svenskeren så de ingen udvej til, og desuden stod
Palle ikke højt hos herremanden.
Men en dag forsvandt den svenske officer og vendte ikke mere tilbage, og de svenske soldater drog omsider bort.
Da Bodil en dag stod i køkkenet og arbejdede med indvoldene af et skovsvin, stødte hendes fingre mod noget hårdt, og da hun undersøgte det nærmere, kom herremandens ring frem. Det så altså ud til, at svinet havde ædt officeren. Men
herremanden fik atter sin ring, og Bodil fik sin Palle Madsen, og de fik Strandgården i fæste. Deres efterkommere levede der til 1839, da en stormflod (isfloden) ødelagde gården, og så flyttede beboerne til Guldager. Men der var altid en Bodil o
g en Palle i Slægten.
Anmk: Er der noget om sagnet, så er det ikke foregået i svenskekrigen 1658-59, for da var der ingen herremand på Sønderris. Den ejedes da af en Sophie Vognsen, og den blev ødelagt, så hun kun kunne låne 1100 rdl.på den og møllen. Men
under Torstenssonkrigen 1643-45 ejedes Sønderris af Krageme på Endrupholm, så det har måske været en af dem, enten Jørgen eller Erik Krag, ringen har tilhørt.
Men der er den hage ved det, at har det været Erik, så har han ingen frue haft på den tid, for han blev først gift 1653, men han kan jo have haft en husbestyrerinde. Jørgen Krag var død 1643. Endelig var Sønderris i 1630erne og det
meste af 1640erne beboet af fæstereo eller forpagteren Niels Hansen, der omkring 1648 flyttede til Esbjerg.
Det lader efter dette til, at sagnet hviler på et noget løst grundlag, og der er vist tale om et såkaldt vandresagn.
I forbindelse med havnejubilæet 1968 har jeg i en kronik i Vestkysten fortalt om Esbjerggården og dens beboere før 1800- tallet. Selv om der bliver tale om nogle gentagelser, medtages den her, da den giver et mere samlet billede af gårde
n i tiden før Esbjerg bys tilblivelse.
Esbjerggården og dens beboere før 1800- tallet.
I jubilæumsåret 1968 er det naturligvis de sidste hundrede år, der har den store interesse, men måske en og anden også kunne tænke sig at vide lidt om tiden før 18ac- tallet og om de mennesker, der dengang boede her.
Det er dog ret sparsomme oplysninger, der gives i historien, i det der ingen store navne eller begivenheder er knyttet til egnen og dens befolkning, der stort set har bestået af jævne bønder. Vi kender ganske vist navn ene på en række af
de mennesker, der gennem de sidste tre-fire århundreder har boet på Esbjerggården, men det er og bliv er næsten kun tomme navne, fordi det handlingsstof, der skal give dem liv, mangler. De har levet i deres egen lilleverden i en afsides de
l af landet i forhold til hovedstaden, men har alligevel haft forbindelse ud til den store verden - søværts over Hamborg og Amsterdam - til lands over Holsten.
Man fornemmer, at horisonten ikke har været så snæver endda, når man hører, at en bondesøn fra egnen i slutningen af 1600- tallet dør på hjemrejsen fra Ostindien til Amsterdam, mens en anden omkommer, da hans skib forliser med mand og
mus på vejen hjem fra Vestindien, og en tredje dør som dykker i Sydafrika ved Kap Det gode Håb. Men de, der nåede tilbage i god behold, har jo nok kunnet spinde en ende, der har fået de hjemmeboende jordbrugere til at spile øjnene op.
Esbjerg- navnet forekommer allerede 1502, da der nævnes en Thomes Pers i Eysbergh. Han har rimeligvis været selvejer, men under Grevefejden 1534- 36 nåede den nordjyske bondeopstand som bekendt helt ned til Sydvestjylland, inden den ble
v kvalt, og efter 1536 finder vi næsten alle egnens gårde som fæstegods under kronen, idet bønderne som straf for deres delagtighed i oprøret måtte afstå deres ejendom til kongen.
I et pantebrev fra 1566 omtales en Suend Ipsen som fæster på Esbjerg. Femten år senere hedder fæsteren Søren Svendsen, der muligvis er søn af den foregående. I forbindelse med en sag om nogle skamler i Tjæreborg kirke omtales han som
lensmandens fuldmægtig, kongelig majestæt s delefoged.
1604 kom Søren Jensen til Esbjerg. Hans fæste brev blev dog opsagt allerede 1615 , da Christian d. 4 . skulle bruge går den som bolig for kaptajnen for et af kompagnierne i den nyoprettede landhær. Der var dog den hage ved opsigelsen a
f fæsteforholdet, at Søren Jensen selv ejede gårdens bygninger, hvilket var almindeligt. "thi husene er bøndernis egne her udi Schadst herett", står der et sted i tingbogen.
Han fik derfor en godtgørel se på 300 rdl.
Et par år senere finder vi en Hans Jørgensen på Esbjerg. Han udpeges af herredsfogden til at vurdere nævningene i en trolddoms sag mod en mand fra Alslev.
Hans Jørgensens kone, Anne Hanskone, fæster Esbjerggård 1629- 30.
Hendes mand er da rimeligvis død. Året efter bliver gården fæstet bort til en Hans Christensen for 100 rdl. Han er muligvis den samme som Hans Christensen på Lykkegård ved Gammelby og er måske hendes svigersøn. Han er i hvert fald gift
med en Kirsten Hansdatter, og Anne Hanskone bor en tid hos dem på Lykkegård. 1634 står hun atter som fæster af Esbjerggård, men det er nok hendes søn, Hans Hansen, der står for bedriften.
I 1640erne kom en ny mand, Niels Hansen, til Esbjerggård. Han kom fra den lille herregård Sønderris i Guldager sogn, hvor han havde været fæster eller forpagter. 1637 døde hans første kone, Maren Christensdatter, og i den anledning
skulle der skiftes mellem ham og børnene. Skiftet, der er nærmere beskrevet under ane 408, viser, at de har siddet godt i det efter den tids forhold.
Kort efter giftede Niels Hansen sig med Dorthe Christensdatter, en søster til de kendte Risbøler fra Hjerting. Deres far, Christen Pedersen, flyttede 1621 fra Sjæl borg til Risbøl ved Vorbasse, hvor han blev herredsskriver for Slavs herred
. Hans gravsten findes endnu i Vorbasse kirke.
Niels Hansen. og Dorthe Christensdatter fik otte børn, som vi også kender navnene på. En gang i løbet af 1640erne flyttede familien fra Sønderris til Esbjerg, og i den anledning blev der foretaget syn over gården. Resultatet af
synsmændenes vurdering er ikke meget opmuntrende, idet de finder hele Esbjerggården præget af forfald. Salshuset (stuehuset) var på 19 fag, "hvoraf størsteparten på sydsiden var nedsunken og meget forfalden med loftschod og anden indbygning". Hvert
fag blev sat til 3 daler. Derefter var der 15 fag lade, som var "meget forfalden med tag på søndersidell. Her blev hvert fag vurderet til 2 daler. Så var der 16 fag vesterhus, "hvori var mange brøden sparrer", l daler pr. fag. Endelig var d
er "9 fag små østerhus, var også bygfældig med tag og træ". Det hele løb op i 130 daler.
Mon det er krig og besættelse, der har taget så hårdt på gården?
Torstensonkrigen var jo lige overstået. Det er i hvert fald tilsyneladende gået stærkt tilbage, siden Søren Jensen i 1615 fik sine 300 gode dalere for gårdens bygninger. Eller er den lave vurderingssum slet og ret udtryk for en vis
tilbageholdenhed fra synsmændenes side - de var jo selv fæstebønder - og hvem ved, måske kunne det mildne lidt på skatter og afgifter, når man malede med dystre farver.
Synsforretningen godkendes af kaptajn Anders Mogensen, og det er vel i forbindelse med hans afgang fra militærtjenesten 1649, at Niels Hansen rykker ind på gården.
Den gamle firlængede Esbjerggård lå i den nuværende Exnersgade over for banegården . Nærmeste naboer har været Rørkærgårdene mod øst, Boldesagergårdene mod nord, og ude i nærheden af stranden, på hver sin side af Esbjerg Klev , Gammelby
og Strandby, sidstnævnte med kro og færgeforbindelse til Fanø. Her har gården ligget og trykket sig for blæsten i det træfattige land nær havet, omgivet af marker og heder. Fra sine jorder har Esbjergbonden dagen lang haft sognets
midtpunkt, Jerne kirke, for øje, en bygning, der allerede for ham var så gammel, som havde den altid været . Den var dog for intet at regne mod Vor Frue i Ribe, hvis mægtige vagttårn han i nogenlunde klart vejr kunne se over vadehavets kiming. Me
n der har også været noget nyt at se på - den efter Torstensonkrigen nyrejste herregård i Tjæreborg, Krogsgård, der med sine tårne og tinder, volde og grave lå som en lille fæstning i den flade marsk og vidnede om sin bygherre Wenzel
Rothkirchs anseelse og rigdom.
Få hundrede meter fra Esbjerggården lå bavnehøjen på Esbjerg Klev, egnens højeste punkt, hvorfra man kunne holde øje med farvandet mellem Esbjerg og Fanø, lige fra Ho bugt til Ribe. på bavnehøjen, der snart kaldes Esbjergbavnen, snart
Jernebavnen, var der i ufredstider bavnevagt døgnet rundt, at ikke fjender skulle overraske egnens befolkning ved en pludselig landgang. Man mindes ordene fra visen om hr. Sinklar, der under Kalmarkrigen 1611- 13 drog over salten hav: "Bavne
n lyste og budstikken løb, fra grande til nærmeste grande".
Fra en senere svenskekrig i samme århundrede, Den skånske Krig 1675-1679 , omtales en episode, der fandt sted på Esbjergbavnen, idet der natten mellem den 30. nov.og 1. dec .1675 mellem midnat og morgen ske te et overfald på den vagthaven
de. Det var dog ikke ydre fjender, men lokale bønder, der ordnede et mellemværende med vagtmanden, der med sin kårde måtte slå sig igennem flokken af forfølgere og i mulm og mørke tumle ned over de stejle skrænter og ud i stranden med
hele horden efter sig. Men at man tog vagtspørgsmålet alvorligt ses deraf, at overfaldsmændene satte en vagtpost i stedet for den flygtende,"atikke kongelig majestæts bsvnevagt skulle forsømmes".
Det har været en kold og kedsommelig tørn at stå vagt i de rå vinternætter med blæst og gus ret ind fra havet. Derfor lod man opføre et vagthus ved bavnen som en formildende omstændighed ved vagttjenesten.
Niels Hansen døde 1654, og ved skiftet viste det sig, at han også havde siddet ganske lunt som bonde på Esbjerg. Dorthe Christensdatter fik halvdelen af arven, godt 500 daler, og snart efter giftede hun sig med Peder Sørensen. De fik vist
nok to sønner.
Iflg. Riberhus amts ekstraordinære skatters regnskab 1678 var der da på gården Peder Sørensen og hustru, en søn, en tjenestepige, tre heste, en fole, seks køer, to stude, otte ungkreaturer, 38 får og lam og tre bistokke, og af alt dette
skulle der svares en ekstraskat på 4 daler, 5 mark og 12 skilling. Endnu i denne fæsters tid led gården skade af ulve, der tog af dyrene på marken.
Omkring 1690 blev Peder Sørensen afløst af sønnen Christen Pedersen. Mens han var fæster, blev gården i 1719 solgt på auktion over kronens gods her på egnen, og den kom nu under Ølufgård i Vester Nebel sogn.
1740 er Esbjerg delt mellem Christen Pedersens søn, Peder Christensen, og svigersøn, Niels Jensen, og de betaler i landgilde henholdsvis 15 r dl. 4 mk. og 17 rdl. Langs kysten mellem Varde å og Ribe var der dengang gode muligheder for inds
mugling af varer på trods af tolderne i Hjerting og deres strandridere, der afpatruljerede hele strækningen. Mens Christen Pedersen bor på Esbjerg, er der en smuglerisag, hvori han optræder som vidne. Det begynder med, at Sonnich Jensen
s skib fra Sønderho ligger ud for Gammelby land, officielt med last til Ribe, men i stedet for at stå sydover mod marsk byen, sejler det mod vest forbi Esbjerg Klev, og båden ankrer op ved Sæden strand, hvor varerne hentes af manden på
Sønderris og køres til Varde å ved Janderup, og her afhentes de af vogne helt fra Holstebro. Det ser næsten ud til, at der har været system i tingene.
Men da Christen Esbjerg og hans søn afhøres som vidner, kan ingen af dem sige noget fældende om smuglerne, og man har på fornemmelsen, at de heller ikke har været særligt ivrige efter at hjælpe toldembedsmændene Ved en anden lejlighed
er det Christen Esbjerg, der er den forurettede. Heller ikke dengang havde man fred længere, end naboen ville, og engang i begyndelsen af 1700- tallet var Rørkærfolkene begyndt at bruge Esbjerg vesterhede, hvor de gravede lyngtørv til
brændsel og lod deres kreaturer græsse. Efter megen snakken frem og tilbage fra de forskellige vidners side var der endelig et vidne, der kunne huske, at han for mange år siden havde forkyndt et af Christen Esbjerg forfattet Skriftligt forbud f
or Rørkærmændene, og det matte de så bøje sig for og tage til efterretning.
Fra 1787 har vi den første bevarede folketælling, og efter den bor der stadig to fæstere på Esbjerg, Søren Madsen, hvis husstand tæller ni medlemmer, og Jens Nielsen med en husstand på seks. Begge familier har rod i den slægt, der sad
på gården 150 år tidligere.
Med disse to fæstere er vi så nået frem til det århundrede, der kom til at betyde en fuldstændig omvæltning for Esbjergegnen og dens befolkning, en omvæltning og en udVikling, der voksede frem af en lykkelig beslutning efter nederlaget
1864, og denne udvikling er stort set fortsat med uformindsket styrke gennem de sidste 100 år . Resultatet er blevet et livskraftigt samfund, hvis betydning og indflydelse rækker langt ud over kommunegrænserne, et samfund med store mulighede
r fremover.