Vore forældre kom uafhængigt af hinanden til Sønderborg midt i tyverne. De blev gift og flyttede i 1928-29 ind i en stor lejlighed på 3.sal i "Strygejernet", Jernbanegade 46. Min søster Bente blev født 3. juni 1927, og jeg selv halvandet
år efter, 19. december 1928.
Vi boede i "Strygejernet" indtil 1935, hvor familien flyttede til stor og nybygget villa på Batterivej 17, som ligger i en tidligere tysk skanse opført kort efter nederlaget 1864.
Mine erindringer om perioden i " Strygejernet" er ganske få. Dog husker jeg særdeles tydeligt et første vink om fars accept af min spirende selvstændighed. Jeg må have trængt til at få udskiftet min børnecykel med en rigtig cykel. Far
havde herre bridge, og whiskysjusserne stod i hvert sit hjørne af bordet og medvirkede til den gode stemning. Jeg har vel været 5-6 år gammel og stillede mig op ved bridgebordet og spurgte, om jeg ikke måtte få en ny cykel. For at få mig
væk, så bridgen kunne fortsætte, har far vel sagt:" Ja, ja, og se så at komme i seng!", Næste morgen stillede jeg alene hos cykelhandleren, som lå lige overfor ved siden af slagter Kurtzke, og bestilte cyklen. Jeg kan ikke mindes de helt
store bebrejdelser i den forbindelse.
1935 flyttede vi som sagt til Batterivej 17. 1927 etablerede far sig som selvstændig entreprenør og fik fra 1935 kontor i villaen ovenover garagen. Der lå firmaets administration bestående af en bogholder og en lærling, indtil man flytted
e til Ringgade 164.
Der må være sket en positiv udvikling i firmaets drift. Fra starten i 1927 til og med 1930 var der underskud i 2 1/2 år og overskud i et enkelt år. Mor var tandlæge, og jeg mener at vide, at hun bidrog stærkt til familiens underhold. Et
banklån krævede en garanti, og her trådte fars søster Bobs (Ingeborg Jarnov) til og sendte en stak værdipapirer, som hun formentlig har arvet efter forældrene i Ribe. Tilsvarende må de 3 andre søskende have arvet, faster Ajse (Agnes
Holten), onkel Emil, og selvfølgelig far, men det sidste har åbenbart ikke tilfredsstillet banken.
Familiens hjem på Batterivej blev bygget for en byggesum af ca. kr. 56 000, og på et tidspunkt efter indflytningen kom en repræsentant fra FORD og præsenterede den ny Ford V8, som var sidste skrig! Det blev til en handel, og på den
motoriserede front blev udviklingen markant fra en motor- cykel 1927 over en Chevrolet til en Ford V8 1935.
På Batterivej var badeværelse og toilet med håndvask adskilt ved en let skillevæg med dør. Jævnligt har jeg stået ved håndvasken og lavet morgentoilette, mens far tilsvarende var i badeværelset
Far havde et stort og flot hår, som tidligt begyndte at gråne. For at skjule det, kom han brillantine i håret og børstede det godt med en stiv hårbørste. Derefter en omgang Kaptajn Jespersen-gymnastik - dog uden stav. Det tyder på, at
far begyndte arbejdsdagen samtidig med, at vi begyndte skolen. Mor viste sig ikke om morgenen.
I juli 1935 optrådte pludselig en sygeplejerske i fin uniform ved navn søster Sofie. Vi blev formanet om at være stille, for mor var i gang med at føde bogværkets forfatter, Leif. Søster Sofie havde en naturlig myndighed som ældre
sygeplejersker den gang, så vi var godt bange for hende.
Som dreng var det rigtig spændende at komme med far ud på arbejdspladserne, der indtil krigens afslutning udelukkende blev betjent af tipvognstog. En tur med et af disse var noget af det vilde-ste. Jeg husker engang, vi havde været på en r
igtig våd og snavset arbejdsplads med ler højt opad gummistøvlerne. Formanden på pladsen kom hen til bilen og hjalp som den naturligste ting i verden far med at skifte fodtøj. Den service har jeg aldrig oplevet i mine 30 år i branchen.
Lige så spændende var det at komme med på jagt som klapper, som vildtbærer eller blot som tilskuer. Med en opvækst i Ribe med åen lige for enden af baghaven har det sikkert været helt almindeligt at se og jage svømme- og dykænder, gæs og
vadefugle. Det blev en interesse, vel nærmest en passion for far at gå på jagt, en passion som i øvrigt er gået i arv til mig og en af mine sønner. Der gik megen god tid for far med jagt. Fra 30erne har jeg talt op til 30-40 jagtdage i
løbetaf en sæson. Hønsejagt var især fars store interesse. Derfor havde vi altid stående hunde, og specielt pointere til hønsejagten. For at kunne dyrke denne interesse var far medlem af et lille konsortium, der lejede 1.200 tønder land i
Rugbjerg ved Hovslund. Hønsejagt i september med opsmøgede skjorteærmer og helst mange høns er en meget stor oplevelse. Sidst på sæsonen afholdtes 1-2 jagter, hvor der blev skudt mange harer. Jagtformen var "kesseltreiben". Jeg deltog mange
gange udstyret med en stor rygsæk til at bære harer i. Jeg mindes altid, at der var koldt i Rugbjerg. Bortset fra et lille hjørne af terrænet fandtes ingen bevoksning, hvor man kunne søge ly, så jeg var kun glad for at få op til tre harer
på ryggen. Det lunede en kort tid, men da ingen havde lært mig at tømme urinblæren, blev det en kort fornøjelse at slæbe rundt på harerne, da urinen begyndte at løbe ned ad ryggen.
Købet af Kær Vig har i årenes løb medført mange herlige jagter først for far, siden for mig og nu for vor søn Jakob.
Først i 50erne købte far af Statens Jordlovsudvalg "Gammelgård" på Als med et jordtilliggende på 22o tdr. land, efter at Statens Jordlovsudvalg havde udstykket til husmandsbrug fra ca. 400 tdr. land til de omtalte 220 tdr. land. Det var e
t dristigt projekt, idet far hverken havde likvider til rådighed eller forstand på at drive landbrug. Den officielle begrundelse var, at der i et hjørne af jorderne kunne graves grus, men slet ikke i mængder, der kunne begrunde købet.
Til driften af "Gammelgård" blev ansat en bestyrer, som bestemt ikke gjorde meget for lønsom-heden, og som rådgiver brugte far sin ven gårdejer Chr. Ravn fra nabogården Vertemine. De mødtes på Batterivej og ordnede fremtiden for gården
over en flaske whisky. Da maskinparken skulle fornyes eller suppleres, rådede Ravn til at købe 2 selvbindere i stedet for en moderne mejetærsker pga. af det kuperede terræn. Det var ikke det bedste råd, og efter tab på tab blev gården solgt
til gårdejer Chr. Jørgensen, som skyndte sig at omgøre disse investeringer, og ingen problemer hav-de med mejetærskeren.
Tilbage til dagligdagen i 30erne. Far havde en travl hverdag, og desuden deltog de i provinsby- ens ret betydelige selskabsliv. Ikke kun i bridgeklubben "Enigheden", men også ved privat selskabelighed blev bridgebordene hyppigt stillet op
. Med et lægepar fandt de på den undskyldning for at løbe sammen, at de ville udrydde slatter. Var der ingen slatter, skyndte de sig at fabrikere nye.
Far dyrkede ikke anden sport end den, der følger med jagten og så den daglige spadseretur ad Strandpromenaden. I sine yngre år må han imidlertid have spillet en del tennis, idet hans navn optræder på en plade, der hænger i klubhuset i
Kurhusskoven med de forskellige mestre gennem årene. Årstallet er formentlig midt i tyverne. Jeg begyndte at spille tennis under krigen. Efter første sæson følte jeg mig så stærk, at jeg udfordrede far, der ikke havde spillet jævnligt de
sidste mange år. Første sæt vandt jeg nemt, men så begyndte fars rutine at gøre sig gældende, og jeg tabte kampen.
Fars yngre bror, Emil havde været ansat i "De danske Spritfabrikker" og arbejdet i Østen, formentlig med salg af akvavit. Nu var han arbejdsløs og boede vist hos søster Bobs i Gentofte. Jeg kunne forestille mig, at Bobs har ringet til fa
r for at få ham i arbejde i firmaet. Emil har sikkert været uden økonomiske midler og kom cyklende fra København. Vi fik ondt af ham og kørte ham i møde i bil. Mellem Åbenrå og Haderslev mødtes vi og forsøgte forgæves at trække ham i et
tov gennem vinduet. Det endte med at cyklen blev afleveret på en station, og Emil kørte med os andre. Han fik arbejde som arbejdsmand i firmaets grusgrav i Ketting, og boede i Ketting hos en vis "Dodde".
Næsten hver søndag dukkede han op på Batterivej ved kaffe/thetid og blev til middag, til stor irritation for specielt mor.
Mor kom ud af en søskendeflok på 12, hvoraf specielt moster Helen var fast inventar til jul og andre højtider. De andre kom også jævnligt og slog sig ned. Alt i alt en belastning for vore forældre.
Så kom krigen og besættelsen. For overhovedet at drive forretning blev Forden, to lastbiler og lokomotiverne udstyret med gasgenerator, og for den forholdsvis nye Ford var det en nødvendighed at skære bagerste halvdel af karosseriet af o
g omdanne bilen til en slags varebil til generator og bøgebrænde. I løbet af krigen blev der igangsat mange statslige beskæftigelsesarbejder, hvor der skulle bruges så mange hænder som muligt. Jeg kan ikke rose far nok for, at han ikke
lod sig friste af besættelsesmagten til at påtage sig arbejder med at bygge betonveje, flyvepladser, bunkers o.s.v., arbejder med let tjente penge, og som mange kolleger forfaldt til. Under krigen kom en ny aktivitet til, idet firmaet begynd
te at grave tørv i nærheden af Holbøl. Her var der i sommerferierne mulighed for at tjene lidt ved at vende og stable tørv, men det var hårdt for ryggen.
Firmaet var naturligvis medlem af de respektive brancheforeninger. Specielt DB I (Dansk Beton- vareindustri) og Betonvarekontrollen optog far, og han deltog jævnligt i bestyrelsesmøder i København.
Som bestyrelsesmedlem deltog far i en studierejse til USA kort efter krigen, finansieret af Marshall-hjælpen og stiftede langvarige venskaber på den tur.
Efter krigen begyndte et møjsommeligt genopbygningsarbejde af firmaet med en tiltagende me- kanisering. Omkring 1950 vandt firmaet en licitation over et stykke af omfartsvejen ved Holstebro. Det stillede store krav til planlægning, idet al
le nøglepersonerne drog til Holstebro fra søndag aften til fredag eftermiddag. Far førte tilsyn med arbejdet i starten og benyttede lejligheden til at dele turen over et par dage ved at bo på Vedersø Badehotel. Far holdt ikke i længden
til disse ture, hvorefter firmaets betroede medarbejder, Ing. Erik Sloth Møller overtog det. Under udførelsen af betonbelægningerne blev en ung ingeniør Knud Olsen udstationeret i Holstebro for at forestå afsætning og betonproportionering.
Omfartsvejen var indtil da firmaets største entreprise. Resultatet kender jeg desværre ikke.
Fra min studentereksamen 1947 og 9 ½ år frem boede jeg fortrinsvis i København. Jeg fulgte med i det hjemlige, så godt jeg kunne, i ferierne og gennem korrespondance og hørte om fars spiritusproblemer. Han havde udpræget søvnproblemer,
hvad der desværre er gået i arv i næste generation, og nervesystemet var godt tyndslidt. Begge dele forsøgte far at holde i ave gennem stigende mængder spiritus, men i længden blev det kun værre. Det lå ligesom i luften, at jeg skulle gøre
mig færdig og komme hjem. Erik Sloth Møller tog sig efterhånden af hele entre- prenørforretningen og forventede at blive honoreret herfor ved enten at få del i forretningen eller ved samtidig at drive privat rådgivende ingeniørforretning.
Hans krav var særdeles rimelige, men navnlig sammenblanding af betroet medarbejder og privat rådgivende virksomhed var uholdbart. Trods tilbud om arbejde i et rådgivende ingeniørfirma i Los Angeles besluttede jeg og Inger-Hanne at komme ti
l Sønderborg 1. Jan. 1957.
Det blev til 8 års samarbejde på godt og ondt. Det gode var, at far viste mig grænseløs tillid og lod mig forpligtige firmaet ved at afgive tilbud på betydelige arbejder uden at nogen kontrollerede, hvad jeg lavede. Jeg ville have været
glad for en rutineret bagmand, som kunne forhindre de værste vildskud! Dem kom der desværre nogle af, hvad der kostede firmaet penge. Det onde var, at fars dårlige helbred var en stor belastning både privat og på arbejdspladsen.
Det var en trist ende på en begavet og dygtig mands arbejdsliv..
,,,(Skrevet af Holger i november 2005)
