Smedemester Chr. Nielsen.
Den gamle Smed fortæller Minder fra et langt Liv. - Jeg er født i Opsneum den 7 marts 1867. Mine Forældre havde en lille Gård til 2 små Heste og 6 Køer, vi var 6 Søskende, da jeg var 12 år kom jeg ud at passe Køer, første År fik jeg 14
Kroner i Løn, og andet År 16 Kroner.
Efter min Konfirmation var jeg hjemme 1 År, derefter fik jeg Plads i Omme, hvor jeg fik 90 Kroner for et År, det var en meget stor Løn, men jeg måtte også udføre en Karls arbejde.
Jeg var efterhånden bleven klar over, at jeg vilde være Smed, og kom så i Lære hos Smed Pedersen i Tjæreborg. Læretiden var 4 År.
Kost og Logi skulde jeg have hos Smeden, og 50 Kroner det sidste År Som Svend arbejdede jeg derefter i Terpager i 4 måneder for 3 kroner om Ugen og fri Kost.
Derefter kom jeg ind som Soldat, jeg var mødt på Session 2 År for tidlig og taget til Træn konstabel, det tog 18 måneder.
Hjemkommen fra Soldater tjenesten arbejdede jeg et halvt År i Tjæreborg hos min gamle Læremester.
Derefter rejste jeg til Hamborg, og fik Arbejde med det samme.
Arbejdstiden var 10 Timer, jeg fik 19 Mark om Ugen på egen Kost.
Da et halvt År var gået rejste jeg hjem, fordi jeg skulde ind til Mønstring.
Jeg havde i længere Tid spekuleret på at rejse til Amerika, og havde skreven sammen ned en Lærekammerat der var rejst til USA. Da jeg kom hjem fra Mønstringen rejste Jeg over til ham, men det var ned slående for mig, thi da jeg kom til
min kammerats Adresse, var han rejst bort. - Jeg stod da som man siger med Håret ned i Nakken, men tabte dog ikke Modet.
Efter en Del søgen fik jeg endelig opspurgt hvor han Arbejdede, og det lå ca. 10 engelske mil derfra, jeg tog afsted i et væmmeligt Regnvejr, og endelig fandt jeg min kammerat i en Landsby, Vejene og Markerne var så opløst af Regnvejret,
at Pløret gik oven i mine Skaftestøvler.
Jeg sagde til min Kammerat, at de første Penge jeg tjente, skulde bruges til at købe Billet for, hjem til Danmark.
Min kammerat sagde desuden noget nedslående til mig, og det var, at jeg ikke kunde få Arbejde som Smed, før jeg kunde Sproget, og det lærte jeg hurtigst og bedst, når jeg rejste ud på Landet og tog Plads hos en Farmer. Jeg var lige ved a
t tabe Humøret.
Tilfældigheder skal man også regne med, og her kom Tilfældigheden mig til Hjælp. Samme Dag kom der en Svensker der var Smed kørende til Landsbyen, tilfældig havde han hørt, at der kom en dansk Smedesvend til Byen, for at få Arbejde, og
nu var Uheld sket for den svenske Smed, at han havde brækket sin ene Arm, og skulde derfor hurtigst mulig have en Hjælper i Smedjen.
Jeg tog med Smeden hjem samme Dag. I Løn skulde jeg have 15 Dollar om Måneden.
Til Landsbyen hvor Smeden boede var der ca. 10 engelske Mil.
Da Smedens Arm blev stærk, havde han ikke Brug for mig mere, men han sørgede for at jeg fik Plads hos sin Broder der også var Smed, det var i en Landsby der kaldtes Herming. Arbejdsbetingelserne var de samme.
Jeg var i alle Måder skuffet, Lønnen jeg tjente var alt for lille, derfor tænkte jeg ofte på at rejse andet Sted hen for at finde noget bedre, nu kunde jeg så nogenlunde klare Sproget, og følte mig derfor, som mere selvstændig, med fast
grund under Fødderne. Da 4 År var gået, rejste jeg til Denver i Colorado, og fik Arbejde med det samme, det gik udmærket, men efter Års Forløb blev jeg arbejdsløs.
Jeg vandrede til Fæstekontoret og fandt der et Opslag, at en Smedemester i New Mexico, søgte en Smedesvend til et nyt Jernbaneanlæg, der skulde anlægges en hel ny Bane.
Jeg tænkte det er noget for mig, og gik derfor ned på Stationen for at spørge hvornår der gik Tog til New Mexico.Da jeg havde fået dette at vide, kom der en Svensker hen til mig og slog mig på Skulderen og sagde. "Goddag landsmand", hvor
er det morsom, min Broder og jeg skal netop med samme Tog, så kan vi følges ad, jeg sagde "Ja det kan vi"- Svenskeren snakkede og snakkede, en mere elskværdig mand var syntes Jeg vanskelig at træffe.
Da vi havde talt lidt sammen, sagde Svenskeren at jeg kunde gå med hen til hans Broder der sad på Hotellet lige her over for Banegården, og føjede han til, der er jo nogle Timer endnu inden vort Tog kører.
Jeg gik med på Hotellet, da vi kom derind spurgte han efter
Broderen, og fik den besked at han var gået ovenpå, - Vi gik op på et Værelse, og der sad 3 mænd og spillede. Svenskeren spurgte efter sin Broder, og fik til Svar at han var gået en lille Tur, men kom om en halv Time.
Vi satte os På en Stol og så på Spillet, lidt efter sagde de tre kortspillere på engelsk til Svenskeren, at han kunde komme hen og få en Omgang med, og det gjorde han, kort efter havde Svenskeren vunden en stor Dynge Penge, og sagde så
til mig, at han syntes jeg skulde tage et Spil med. Mit Ord var et bestemt Nej. - Svenskeren blev stadig ved at vinde flere og flere penge, så vendte han sig om til mig og sagde. Hør du Landsmand er du bange for at tabe dine Penge så er he
r en Håndfuld, - kom nu hen og få en Omgang med"
Jeg var uforsigtig nok til at tage kortene, vi spillede og spillede, jeg vandt og vandt, - en Gang fik Jeg nogle særlig fine Kort
Svenskeren hviskede til mig, - "sæt nu alt ind også dine egne Penge for nu kan du se at det giver den store gevind"
Jeg havde spillet Poker før, så derfor atter på kortene, og så på Svenskeren, derefter rejste Jeg mig fra Bordet, smed Kortene og gik hen til Døren, der uden at Jeg vidste det var bleven låst.
Jeg begyndte at skælde ud så det rungede i Huset, og sagde at Politiet hurtig skulde få Besked, og alt hvad Jeg nu kunde finde på at sige, Pengene jeg havde tjent smed jeg hen på Bordet og sagde at Døren skulde lukkes op med det samme,
ellers må de Herrer selv tage Følgerne.
Døren blev lukket op og jeg forsvandt hurtigst mulig.
Kort tid efter var jeg på Vej til New Mexico, Klokken 1 om Natten kom jeg til den Station eller Holdeplads, hvor jeg skulde stå af, - By var der ikke at se, det hele var Træskure og Træhuse i en stor Forvirring, og alle Steder hvor jeg kik
kede ind spilledes der Kort. - Jeg forsøgte at finde et Sted hvor jeg kunde sove, og eventuelt få noget at spise, men det var umulig.
Alle Mennesker jeg så var Mexicanere og Indianere, og Sproget var helt uforståelig, der taltes mexicansk og spansk i en Pærevælling.
Jeg travede lidt rundt for at se mig omkring men blev efterhånden træt, jeg satte mig på en Bjergskråning, og et Øjeblik efter faldt jeg i Søvn. Da jeg vågnede var min Rejsekuffert borte det første jeg gjorde var at føle om mine Penge
også var borte, heldigvis var de i Behold.
Hurtigst mulig gik jeg til Banegården, for at rejse tilbage til Denver, ankommen dertil gik jeg ind i en Forretning eller kontor hvor der handledes med Billetter der ikke var benyttet på hele den betalte Strækning, køberen af Billetten va
r stoppet op tidligere end der forud var bestemt, sådanne Billetter kunde ofte købes til betydelig nedsat Pris.
Da jeg kom ud fra Kontoret, mødte jeg en Mand der spurgte om jeg skulde rejse mod Øst? Nej svarede jeg, det er mod Vest. Udmærket sag de Manden, kan du ikke tage to små Pakker med for mig, en til Ochden og en til San Francisco, og lægge
dem ind på stationen, for Ulejligheden betaler jeg 2 1/2 Doller for hver Pakke. - Godt sagde jeg, kom med Pakker og Penge, og det skal blive besørget.
Manden sagde smilende og venlig, om jeg ikke vilde gå med ham hjem efter Pakkerne, det er lige her ved Siden af?
Ligeså smilende og venlig svarede jeg Nej, og føjede til, kun hvis du kommer med Pakkerne tager jeg dem med. Jeg havde tilstrækkelig erfaret hvorledes det gik til når man gik med fremmede Folk der var så indladende og flinke.
Jeg kom med toget til San Francisco, hvor jeg fik Arbejde med det samme. - Da et halvt år var gået gik jeg en Dag ind på Fæstekontoret, og så da at der søgtes en Førstemand som Vognsmed, til 90 Do1lar om Måneden, det var i Byen
Bækkersfill, der Lå lidt uden for Los Angeles.
Jeg tog derud Kl. 7 om Morgenen, og blev straks anvist Arbejde det var et stort Værksted, hvor der arbejdede 20 Mand. Det første jeg blev anvist var en stor Damphammer, straks tænkte jeg, det går vist ikke godt, thi jeg havde ingensinde hv
erken brugt eller set en Damphammer, - men jeg syntes der ikke var andet at gøre end tage fat, jeg svejsede Hjulringe, og det gik, syntes jeg selv helt godt, men så kom der i den anden Ende af Værkstedet, så mange Heste der skulde skoes a
t Svendene ikke kunde følge med. Mester kom da og spurgte om jeg kunde sko Heste, - jeg svarede Ja og kom straks ind til Arbejdet, - jeg opdagede snart at her lå jeg foran i Arbejdet, jeg kunde beslå ligeså mange Heste som to andre Svende.
Lørdag gik det ligeså, jeg blev kaldt ind for at hjælpe ved
Hesteskoningen.
Efter Fyraften mødte Jeg Mester på Gaden, og han spurgte da om jeg ikke kunde tænke mig at flytte ind i Hestebeslagværkstedet, og det havde jeg ikke noget imod såfremt han ønskede det.
Jeg begyndte så Mandag Morgen i Hesteskoafdelingen og blev der i 4 År på aftalte Betingelser 90 Dollar om Måneden, og hele Tiden fik jeg Kost og Logi på Hotel Cosmopolitan for 20 Dollar om Måneder den første Dag jeg gik hen på Hotellet,
gav min Mester mig en Garanti seddel med til at han garanterede for Betalingen. Ordningen på Værkstedet var således at vi først fik Betaling efter et Måneds Forløb, og så endda først den 8.tende i Måneden efter.
Jeg havde en bestemt Princip, at jeg altid satte det Beløb jeg mente at kunde undvære i Banken. - Resten af mine Penge afleverede jeg til Fruen på Hotellet, der al tid stod for kassen, og så fik jeg hos hende et mindre Beløb, hvis jeg
vilde ud en søndag eller en anden Aften, jeg tog aldrig flere Penge med, end jeg nødvendig skulde bruge, og så vidste jeg også, at jeg ikke blev eftertragtet for Pengenes Skyld.
På Hotellet blev jeg i Tidens Løb, regnet som hørende til Familien, Stands forskel var der ikke noget af, Hotel ejeren og Smedesvenden var lige gode, såfremt da, at det var hæderlige Mennesker. Fruen på Hotellet var altid omsorgsfuld for
mig, så jeg kunde altid gå til hende om Raad og Vejledning angående mine private Forhold.
Jeg har aldrig gået med Revolver i Amerika, når man passede sig selv, blev man aldrig forulempet, desuden var jeg klar over, at skulde man komme ud for et Overfald, da fik man ikke Tid til at få Revolveren frem inden det var for sent, og d
erfor købte jeg ingen
Da jeg rejste hjemmefra lovede jeg mine Forældre, at komme hjem når der var gået 5 År, jeg fik stadig Brev, der altid sluttede med at jeg vel nok huskede hvad jeg lovede, og nu var der gået 5 År og den 6te med. - Jeg tog derfor en rask
Beslutning, og sagde min Plads
op. Et halvt År før, kom Mester en Dag ind på Værkstedet til mig og spurgte om han i ikke kunde låne 100 Dollar, og det kunde han godt, men jeg har dem ikke her, de står i Banken, det gør ikke noget, du kan gå efter Pengene med det
samme. Jeg afleverede de 100 Dollar, og da sagde Mester. "Jeg giver 12% Rente.
Mesters Broder var Bogholder og kasserer i Virksomheden. Da jeg var færdig til at rejse, gik jeg ind på Kontoret for at få min Regning gjort op, og sagde da at den Dato lånte Mester 100 Dollar til 12 %
Rente. - Mester kom netop i det samme ind på Kontoret, og sagde da, "Ja det passer, og ligeså med Renterne". Broderen ved kassen så lidt Uforstående til os begge to.
Der var noget jeg altid vil huske, og tit tænker på nu efter de mange Års Forløb, og det var, at man altid kunde stole på de Mennesker man lærte at kende i Amerika. - Da mester lånte 100 Dollar af mig fik jeg ingen Kvittering, og ligeså
på Hotellet når jeg afleverede mine Penge til Hotel fruen. - men jeg kunde altid være sikker på, at jeg nok skulde få, de Dollar tilbage der var mine. Da jeg sagde Farvel til min Mester, spurgte han hvor jeg nu rejste hen. - København
svarede jeg.
Det er min Fødeby, sagde Mester.
Nej se - nej se - sagde jeg, hele Tiden troede jeg at Mester var Tysker.
Ja, og jeg har hele liden troet at du var Tysker, men føjede han til, her er nogle Adresser i København, gå dertil og hils fra mig.
Da jeg senere kom til København, søgte jeg efter Adresserne, men fandt ingen af Familien eller gamle Venner.
Jeg tog med Toget til Baltimore, og derfra Skulde jeg videre med Damper til Bremen.
I toget på Vejen til Ba1timore, rejste jeg sammen med en Opdagelses betjent, vi var ene i Kupeen, og i Samtalens løb fortalte han, at han havde været ude på Opdagelse, der var nemlig sket en Mordbrand, det var en købmand der var blevet
myrdet, og bestjålet, derefter var der sat ild på Huset, men desværre var Sporene udslettet.
I Baltimore kom jeg med en Fragtdamper til Bremen. Kahytter var der ingen af, men nogle Køjer at sove i, var der, og her lå jeg og blev hel gode Venner med en Bohemier, hans Køje var lige over for min,
I Dagenes løb aftalte vi, at i Bremen vilde vi følges ad ind på et
Hotel, og tage Værelse sammen, på den Måde blev det billigst for os.
Godt ankommet til Bremen, og et Stykke før vi nåede Bolværket, kom der et lille Skib sejlende ud til os, jeg troede det var Toldere, der allerede vilde begynde at gennemse Skibet, et Øjeblik var mændene fra det lille skib Ombord, og I de
t samme gik de hen til Bohemeren og mig der stod og talte sammen.
De Fremmede sagde ikke et ord til os, men i samme nu, fik Bohemeren Håndjern på, og derefter transporteret ned i det lille Skib.
Jeg blev noget hed om Ørene, da jeg senere fik at vide, at det var Mord brænderen jeg havde fået til Kammerat, og at vi skulde have boet sammen i Bremen på et Hotelværelse. - Hvorledes var det måske gået? - Mine Penge havde jeg på
Kroppen. Fruen på Hotellet i Amerika hvor jeg boede, havde syet et Bælte til mig med Kanaler, og for hvert Guldstykke der blev stoppet med i Kanalen blev der syet et Sting, så Gnidning ikke kunde høres, eller mærkes.Denne Bælte havde jeg helt
inde under alt mit Tøj, og det gik som sagt udmærket, men tænkte jeg ofte på senere, - hvad vilde der være sket med mig, hvis Bohemeren og jeg havde boet på Hotelværelse sammen.
Jeg tog selvfølgelig først hjem til Opsneum, og så i 1897 købte jeg Ejendommen i Borgergade 15 , og byggede der Værksted.
Efter 25 Års Forløb solgte jeg Forretningen, og tog til Jerne
hvor jeg havde Værksted i 5 År.
I 1929 købte jeg Ejendommen Englandsgade 13 med Smedeværksted, som min Søn overtog, jeg vedblev at tage Del i det daglige Arbejde. Arbejdsdagen i Værkstedet har også en anden Side, og det er Privatlivet og Fritiden.
I min Læretid i Tjæreborg var jeg meget optaget af at gå på Jagt, det var særlig på Heden efter Hjejler, Regnspover og Pomeransfugle. - I Engene om Efteråret i Stormvejr, da var det Andetrækket, der fængslede mig. Hare jagten dyrkede jeg
også, men det var mest i Vintertiden. - Agerhønese jagten havde ikke min interesse, og derfor har jeg kun skudt en eneste Agerhøne
I Amerika da jeg boede på Hotellet, gik jeg i 3 Uger som Patient, jeg havde malaria, al min arbejdsenergi var borte. I samme Tid boede Hotel ejerens Broder på Hotellet, han var også syg.
Hotelejeren havde en stor Farm, 10 a 12 engelske Mil fra Byen til denne Farm kørte Hotel ejerens Broder og jeg, med et Hestekøretøj for at gå på Jagt, eller rettere køre på Jagt, for vi sad oppe på Vognen og skød på Vildtet, det var
særlig en Slags Hønse fugle vi jagede, noget lignende som vore Agerhøns.
En Dag skød jeg en Hare, men den vilde Kokken hjemme på Hotellet ikke have, og smed den straks i Skraldespanden. - Jeg hørte senere at Dyret var uspiselig.
I det Californiske Prærie landskab var der ingen Broer over Vandløbene. I Regntiden kunde man derfor ikke komme ret langt omkring. I Sommertiden eller den tørre Tid derimod, kunde man køre overalt, thi da var Flod lejerne fuldstændig
tørre, eller næsten tørre, - En Dag på en af vore Jagtture kørte vi over en næsten udtørret Flod leje med ca. ½ Alen Vand, - det Syn jeg der så, glemmer jeg aldrig, thi der var så tæt med Fisk, (som sild en tønde)
Jeg var helt betaget af Synet, og sprang af, for at smide nogle
Fisk op i Vognen.
Hjemme på Hotellet rynkede Kokken på Næsen og sagde. Fisk, Fisk, - Fisk - er der ingen der vil spise, og det var fuldstændig rigtig, jeg tror ikke der var andre der spiste Fisk den Middag på Hotellet, end mig.
Da jeg kom hjem igen til Danmark, måtte jeg lade mine Jagtinteresser fare. Smedjen tog nu hele min Tid,
I 1898 den 10 december, blev jeg gift med Frøken Marie Greger- sen fra Jerne, vi har to Børn, en Søn der som tidligere sagt har Smede forretningen, og en Datter der er Bagerekspeditrise.
Der er sket store Forandringer i Esbjerg, siden den Gang, at jeg begyndte som Smed, det var lige efter den vilde Periode med Jordspekulationen, alt var fattig, min Kone og jeg måtte spare, og regne det ud i de mindste Enkeltheder, for at f
å det til at gå, jeg havde ved Købet af Ejendommen, sat mig for alt for store Afdrag, og havde jeg ikke fået Økonomisk Støtte af min Broder, da var det ikke gået.
I disse År var jeg flere Gange parat til at smide Hammeren, og pakke Bylten, for at tage afsted til Amerika med Familien, - men således gik det altså ikke.
Jeg arbejdede og sled 12 a 14 timer i Døgnet, og søndag Formiddag med. Jeg fik 2 ½ krone for at sko en Hest. - Nu koster det 16 Kroner for en Hest, og selv om Materiale og Arbejdsløn er meget dyrere end den Gang, så er det alligevel
lettere at eksistere nu.
I de første fattige År, fik en Smedesvend 18 Kroner om Ugen, men det havde jeg ikke Råd til at betale, jeg måtte som Hjælpere nøjes Med en Forbundter (næsten udlært lærling) og en Lærling, derfor måtte jeg selv fra Morgen til Aften, tage
alt det svære Arbejde.
Arbejde og atter Arbejde, på den Måde gik min Tid, men som årene gik blev det dog lettere. - Tiderne blev bedre, og det mærkede jeg også.
Jeg har hele Tiden været glad for at bo i Esbjerg, Befolkningen har været lette at omgås, derfor har min Kone og jeg følt os godt hjemme i Byen. Jeg tænker ikke her på den første Tid, da jeg var ved at give op, og vilde rejse til
Amerika, - men det var jo noget andet. Angående Foreningslivet i Esbjerg, da har jeg hele Tiden været
Medlem af Håndværkerforeningen, men ikke aktiv Deltager,
Ellers er min Tid delt mellem Arbejdet i Smedjen og Hjemmet der altid har været min bedste Tilholdssted, sammen med Familie og Venner. - Nu føler vi det som et stort Tab at alle vore gamle Venner er borte, deres Navne findes nu på Kirkegår
den.
Chresten Nielsen
er født d. 7. marts 1867 Opsneum, Sneum sogn, og han døde d. 26. marts 1952 i Esbjerg
Han blev gift 10 december 1898 i Jerne med Marie Gregersen
Hun er født d. 16. juli 1871 i Jerne som datter af gårdejer Jacob Gregersen og hustru Maren Kristensen og hun døde d. 18 april 1949 i Esbjerg.
Bosat: Esbjerg.
Chresten Nielsen gik i skole i Tradsborg. Han lærte smede håndværket hos smedemester P. Petersen Tjæreborg og aftjente derefter sin værnepligt. Senere havde han et ophold på ca. 6 år i USA. hvor han bl.a. arbejdede smed, og efter
hjemkomsten købte han ejendommen Borgergade 15 Esbjerg, hvor han begyndte forretning som vogn -og beslagsmed. Senere solgte hen ejendommen og flyttede til Englandgade 13, hvor han videreførte forretningen, indtil denne over toges af sønnen Niels Pe
ter.
Inger Marie Gregersen gik i skole i Boldesager. Hun Lærte efter skolegangen husgerning og var beskæftiget ved dette indtil giftermålet.
Ella Nielsen
Er født d. 19. januar 1901 i Esbjerg
Bosat: Englandsgade 13, Esbjerg
Ella Nielsen gik i skole i Esbjerg, Hun havde først plads et halvt år som husassistent og efter at have været 5 år i trikotageforretning var hun elev på Frederiksborg højskole. Hun havde nu plads 2 år i huset og har siden være
ekspeditrice i en bagerforretning i Esbjerg.
Niels Peter Nielsen
Er født d. 8. juni 1906 i Esbjerg
Han blev gift 22 september 1934 i Esbjerg med
Guli Elmholm Jørgensen
Der er født 12. april 1914 i Esbjerg datter af skomager Christian August Jørgensen og hustru Olivia Kristine Jensen.
Bosat Darumvej 138 Esbjerg
Niels Peter Nielsen gik i skole i Esbjerg