Søren Christian Sørensen fra Hjerting (altid kaldt Søren Franch) fortæller
Jeg er født den 30 1880 i Fourfeld ved Esbjerg, hvor mine Forældre Ole Franch Sørensen og Mine Franch havde en Gaard til 6 Køer 2 Heste samt Ungkreaturer og får. Vi var 10 Søskende.
Som 9 Aars Dreng kom jeg ud at tjene for at passe Køer, det var heldigvis kun 3 Måneder, som var længe nok - Det var hos velstående Folk, men Føden var ikke til at tåle - på Brødet fik vi som Pålæg aldrig andet end - Bedder ost der var
så tør, at man ikke turde trække Vejret når Maden sattes til munden, for da fløj Osten bort.
Derefter tjente jeg i 3 Somre i nærheden af mit Hjem, om
Vinteren var jeg hjemme for at gå til Skole .
Min Sommer plads da jeg var fyldt 12 År glemmer jeg aldrig,- det var hos en gammel Enkemand, en lille tyk mand der ikke bestille noget, jeg gjorde det ud som Karl og fulgte hele Tiden Hestene i Marken når der skulde pløjes og harves.
På Gaarden var der foruden mig en gammel Husbestyrerinde samt en ung Pige.
Hen på Eftersommeren, da der begyndte at blive Aftener, sad den gamle Husbestyrerinde og jeg ofte og talte sammen, - den unge Piges Hjem var i Nærheden så hun gik ofte hjem, og den gamle mand gik ind i Stuen ved Siden af Køkkenet hvor ha
n sov, vi hørte da ofte at han talte sine Penge før han gik Seng. (Seddel penge sås sjælden den Gang, derfor kunde vi høre Sølv pengene klinge ) En Aften vi sad og talte sammen, spurgte Husbestyrerinden mig om hun ikke skulde spå mig i
kortene Jeg var som sagt kun 12 År og havde ikke Forstand på den Slags og svarede derfor hverken Ja , eller Nej, til Spørgsmålet.
Husbestyrerinden så altid meget uhyggelig ud, og lignede en rigtig Heks. Hun tog Kortene og lagde den i en bestemt Orden foran mig. - Da hun havde siddet en lille Tid og set på kortene, begyndte hun at fortælle min fremtids Skæbne. - Jeg l
yttede spændt, - men havde på en Måde hverken Forståelse eller Oversigt over hvad jeg hørte.
I Årene fremover , alt som Tiden gik , kom denne uhyggelige Aften ved det svage Lys, siddende overfor den gamle grimme Heks til at stå mere og mere lyslevende for mig, samt hvad Kortene fortalte, som jeg trods alt kunde huske i de mindst
e Enkeltheder.
Når jeg aldrig glemmer denne Aften og hvad Heksen fortalte om min Fremtid,da skyldes det, at hvad hun den Aften sagde om min Fremtid har passet nøjagtig til Dato.
Jeg kunde ikke lade være at spørge, - om Spådommen nu ikke Færdig?
Nej svarede Søren Franch, - men hvad der endnu er tilbage er min Hemmelighed.
Søren Franch fortsatte. - Efter min Konfirmationsalder, drog jeg ud i Verden. - Jeg vilde ud for at se og høre noget andet. - Min Rejse gik til Rømø, hvor jeg havde hørt om en Plads som Bud på Hotellet, - Det var en besværlig Rejse til
Rømø, meget af Vejen måtte jeg gå På mine Ben.
I Havneby på Rømø fik jeg ganske rigtig Plads på Hotellet, hvor jeg skulde hjælpe ved alt forefaldende Arbejde og desuden hente og bringe Post sækken fra Dampskibet og til Posthuset.
Pladsen havde jeg et År, og var meget glad for Arbejdet Postmesteren og Fruen var særlig venlige mod mig, så jeg ofte følte det som et Hjem når jeg sad inde hos Fruen og ventede til Postsækken blev færdig.
Fra Rømø drog jeg til Kongens Mose ved Løgumkloster, og tog der Arbejde ved tørvegravning, tørvelaget i Mosen var så dyb, at der måtte bruges Lad for at få det nederste Tørvejord op til Overfalden.
Da Mosearbejdet var forbi, tog jeg Plads på en Gaard i Nærheden.
Året efter tog jeg Plads i Hjerting hos Hans Øllgaard, hvor vi hele Tiden var i Virksomhed. - Var det Havvejr tog vi på Fiskeri, og ellers arbejdede vi hjemme på Gaarden.
Flere Gange følte jeg Lyst til at lære et Håndværk, og hvis det skulde blive til noget, måtte det ske snart, da jeg var fyldt 17 år
Jeg tog da en rask Beslutning og henvendte mig tilSnedker Peder Tang i Sædding, og Aftalen blev, grundet på at jeg var sågammel, en Læretid på 3 har.
Som udlært Snedkersvend måtte jeg aftjene min Værnepligt som Artillerist i København.
Kun 9 Dage før min tjenestetid var forbi, var jeg så uheldig under en Øvelse, at en Panser tårn faldt ned og knuste mit Arm 3 Steder. - Jeg kom på Sygehuset og lå der i 6 måneder, hvor jeg en Tid svævede mellem Liv og Død, der var nemlig
gået
Blodforgiftning i Armen. - mit eneste Ønske var i den Tid at dø.
Jeg blev passet af en jysk Sygeplejerske, hun var aldeles uforlignelig, - Det var hende der vilde at jeg skulde leve.
Hjemkommen var jeg på en Maade slået ud, og alt syntes i første Omgang håbløst, men Ungdommens Kraft og Mod på Livet vågnede alligevel atter.
Jeg slog mig ned i Hjerting og gav mig til et fiske Lax, - og det gik i Grunden bedre end jeg i Førstningen havde troet. jeg fik efterhånden mine Fangstredskaber sat godt op og havde 3 til 4 Ruser anbragt langs Kysten.
I 1908 blev jeg gift med Martine født Mathisen fra Guldager.
I 1909 under den store Stormflod tog Vandet alt hvad jeg havde til mit Fiskeri. Båden og alle Tine Ruser var sporløs forsvunden. - Jeg måtte fuldstændig begynde forfra.
Vi har dog i vort Hjem aldrig manglet noget til Føden, jeg var når det kneb lidt, - så heldig at være en god Jæger, mange
Gæs og Regnspover er i Tidens Løb falden for mine Skud.
I Vintertiden brugtes Tiden til at binde Ruser og Mødegarn,- min Kone var meget dygtig som Garnbinder, og det havde stor Betydning, for at få alt i Orden til Forårs fiskeriet
Da min Kone var ca. 40 År blev hun angreben af Leddegigt, der tog så voldsom fat at hun ingenting kunde magte eller udføre, - i 23 År kæmpede hun med denne lidelsesfulde Sygdom, og hvad det har kostet os af Penge og Arbejde kan vanskelig
gøres op.Jeg måtte det meste af min Tid være i Nærheden af Hjemmet for at hjælpe snart med det ene snart med noget andet.
Jeg har som sagt i Tidens Løb prøvet både det ene og det andet, - i de første Åringer i Hjerting, var jeg under første verdenskrig med som søgående Fisker, og jeg oplevede da en Nat, at mit Haar blev hvidt.
Min Kone så forundret på mig da jeg kom hjem og sagde. - Hvad er der sket med Håret?
Jeg gav et undvigende Svar. Min bevidsthed om Oplevelsen, Grænsen mellem Liv og Død, vilde jeg ikke mere genskabe i Erindringen. - Denne Oplevelse forsvinder sammen med mig på min sidste Rejse.
Den første februar 1953 døde min Kone, og dermed var Lidelsens Bæger tømt.
NB. Jeg har hele min tid haft Vandrelyst i Blodet, mit højeste Ønske som ung Mand var, at komme til Grønland, og det havde jeg sikkert også kommen hvis ikke jeg var bleven slået i Stykker som Soldat.
Denne Trang til at se og opleve, har jeg i Årenes Løb fået tilfredsstillet ved en Dag eller to og tider tre, at tage min Cykle og køre mod Nord langs Havet, eller op gennem Hede sognene, der nu alle er fyldt af grønne Agre og bugnende Kor
n -og Roe marker.
På disse mine Ture standser jeg ofte og giver mig i Samtale med en gammel Kone eller Mand som jeg møder, og spørger da i Samtalens Løb, om et eller andet særegent i Byen eller Sognet. Jeg har på den Måde fået meget at vide, som for mig
har gjort Turen til endnu større Oplevelse.
På en sådan Tur kom jeg et År i Nærheden af Bov bjerg i
Samtale med en gammel Mand som kom til at fortælle om en gammel Begivenhed. - Du ser den store Gaard der ligger sag ensom der henne. Det er nu over 200 År siden en Vinternat der strandede en hollandsk Skib her ved Bov bjerg. - Nogle enkelt
e af Folkene sammen med Kaptajnen kom i Land ved egen Hjælp, og vandrede derefter i Mulm og Mørke ind over Lands og så da et oplyst Sted. Det var denne store Gaard hvor der var Bryllupsgilde .
Søfolkene bad om Mad og Varme, da de var så forkomne at de næsten ikke kunde slæbe sig af Sted.
Det var vanskelig at forstå Sproget, men på gården kunde de ikke få hverken mad eller Husly, så de måtte vandre videre.
Et Stykke fra Gaarden sagde Kaptajnen til sine Folk. - I denne Gaard skal der ikke blive født Børn de første 200 år
Det mærkelige er sagde den gamle Mand, at det kom til at passe
Den ene af Søfolkene blev her på Egnen, blev gift og fik eget Hjem. han fortalte flere Gange om Strandingsnatten og om Kaptajnens Dom over Gaarden.
I tidligere Tid var det ikke en Sjældenhed, at en eller flere af de strandede Søfolk blev bosiddende på Egnen. Vi har her i Guldager Sogn Efterkommere af nogle spaniolerne der strandede ved Blåvands Huk, som opholdt sig så længe at de
blev gift og bosiddende i de nærmeste Sogne, - endnu over 150 år siden ses tydelig den fremmede Arv i Slægterne.
Hjerting i Juni 1953