Erik Randel Thomsen voksede op i Sønderborg, hvor han var ivrig svømmer, spejder, håndbold og fodboldspiller. Og så var der krigsårene. Se efterstående artiklen "De fem forbandede år". Han tog mellemskoleeksamen 1934 og matematisk-fysisk
studenter-eksamen 1950 på Sønderborg statsskole og begyndte på de statsvidenskabelige studier ved Københavns Universitet. Filosofikum, Borgerlig ret og diverse årsprøver klaredes, mens han ventede på igangsætning af et sociologisk
studium - det kom først meget senere.
Samtidig med havde han studenterjob på Berlingske Tidende. Normeret til fire timer, men det fængede, så han var der i otte. Og havde lange sommerferiejob på Jydske Tidendes hovedredaktion i Kolding. Midtvejs ind og springe soldat 16
måneder 1956-57 på Flyvestation Avnø, hvor han som skrivende på maskine (en sjældenhed dengang) passede en del af administrationen og fik sans for flyvning. Ude af trøjen lå det lige for. Den merit, der var optjent ved journalistik, skulle
udnyttes nu. Et år i regulær mesterlære på Aalborg Stiftstidende ville udløse et pressekort som udlært. Så det klaredes. Men han blev tilbudt at fortsætte som luftfartsmedarbejder og nærmest beordret til at tage flyvercertifikat på bladets
regning - og så blev karrieren flyvende. Skaf et universitet til byen, lød ordren i 50erne. Med redaktionens dygtige, politiske lobbyarbejde kronedes tanken med held. I 1974 startede det i Aalborg, og redaktions-chefen var nysgerrig og lod si
g immatrikulere igen, denne gang på det samfunds-videnskabelige studium. Det nye universitets allerførste gruppeeksamen blev bestået, en cand. samf. vinkede forude, men Berlingske hentede ham i 1976 til chefredaktør-posten på Jydske
Tidende i Kolding, senere også med direktørstatus, og så var det sket igen med studierne.
Et Harvard-kursus har senere bødet på det. Og dronningen benådede ham i Få måneder efter starten i Aalborg kom Margit Jensen (født i Frederikshavn 3. 7. 1933 med far købmand og pelsfarmer Axel Jensen og mor Agnes Møller Jensen) ind i
synsfeltet. Hun var Niels Brocker og også ansat på avisen. Få måneder efter første stævnemøde meddelte hun, at en for længst indgivet ansøgning til SAS om at blive stewardesse nu var imødekommet. Hvad nu? Flyv sagde luftfartsjournalisten, den
chance kommer aldrig igen. Et halvt år senere skete forlovelsen og i maj 1959 opgav hun flyvningen og de blev gift 30. 5. 1959 Frederikshavn Kirke og bosatte sig i nykøbt rækkehus i Aalborg. Her fødtes de to første børn Marianne og Merete
. Mens det tredje Flemming kom til i naturejendommen i Hammer Bakker i Vestbjerg (23. 5. 1969). Ved amtslig foranstaltning fik de fem familiemedlemmer (2. 4. 1976) tilladelse til at sige farvel til bindestreg og Thomsen og nøjes med eftern
avnet Randel. Det skete af praktiske grunde.
I 1976 flyttede familien på fem til Kolding, hvor den tog bolig i Bjert. Her døde Margit Randel 2. 7. 1991 efter næsten ti års kemobehandling mod kræft opstået i æggestokkene. Samme år var en fusion gennemført mellem Jydske Tidende og
Vestkysten til regionalavisen Jydske Vestkysten. Den var svær at gennemføre og få til at virke, når to ledelser beholdes og slås sammen til en. Derfor måtte der en udefra til, og det blev Jørgen Ejbøl, uddannet af Randel i Aalborg. Han
trådte ud af Berlingskes chefredaktion og gav plads til Randel der. De byttede gårde. De sidste år før pensioneringen blev tilbragt som områderedaktør for Berlinske i Kolding, og efter 67 år blev han opfordret til at forsyne avisen med
portrætter. Og det har han gjort i 11 år på con amore basis og er i Kraks Blå Bog vel den eneste, som er opført som biograf - en, der laver biografier. Han er i 80erne tildelt ridderkorset.
De fem forbandede - og alligevel gode - år.
Besættelsestiden 1940-45 oplevet og husket af en dreng i alderen 8-13 år
Af Erik Randel
Det, der optog en dreng på otte mest i 1940s første måneder, var den knugende, kolde vinter. Den gav i lange perioder hidtil uanede glæder på kælkebakken og skøjtebanen i Sønderborg - og så gav den lang ekstra skolefrihed. Brændselsferie
hed det. Fordi landet på grund af verdenskrigens start året før ikke fik importeret nok kul, og den hjemlige produktion af tørv og brunkul endnu ikke var markant. Alt dette gav mig en dramatisk indførelse i besættelsestiden.
Pludselig først i april sendte mine forældre mig på tvungen ferie til mine bedsteforældre i Hobro. Hvorfor fik jeg at vide langt senere. Men min far havde som redaktør fra sine gode forbindelser erfaret, at der både syd og nord for
grænsen - til Adolf Hitlers nazistiske Tyskland - var stærke kredse, som ønskede at flytte grænsen nordpå til syd for Kolding. Derved skulle hele Sønderjylland genindlemmes i det stortyske rige, som det var 1864-1920. Og således som Nazisterne
med militær magt havde flyttet alle grænser til dets øvrige nabolande. Jeg sønniken på otte, skulle i hvert fald skånes for at blive tysk statsborger - derfor var jeg forsat til Hobro…
Om morgenen den 9. april blev jeg i Hobro vækket meget tidligt af min mormor. Klokken var ikke engang fem, kunne jeg se på mit skoleur. "Din far vil tale med dig i telefonen, tyskerne er kommet", sagde hun. Jeg tumlede hen til telefone
n - og så lød det:
God morgen Erik, det er far. Jeg vil bare fortælle dig, at nu sker der noget alvorligt. Tyskerne har begyndt krig mod Danmark. De er klokker ti minutter over fire gået over grænsen, hvor der kæmpes. Garnisonen i Sønderborg gør klar til a
t forsvare byen. Mor og jeg ved ikke, hvad der videre sker. Telefonen bliver sikkert snart afbrudt. Men nu må du være en stor dreng og passe godt på mormor og morfar. Vi skal nok prøve at passe godt på hinanden hernede i Sønderjylland.
Farvel søn… Afringning.
En kræmmernation?
Jeg frøs, men drengen i mig blev på en studs adskillige år ældre. Kort efter kom de første tyske fly drønende ind over Hobro. Jeg var så forbitret og slog hænderne i vindues-karmen, sagde nej tak til havregrynene og drønede ned på gaden,
hvor søvndrukne folk i tøfler og træsko skuttede sig i morgenkulden og undrede sig over, hvad det for tovlige folk fra flyvertropperne, der vækkede fredelige borgere uden grund.
Jeg bette mand kunne forklare med automatstemme: Tyske tropper er i morges gået over grænsen i Sønderjylland, hvor der kæmpes… Men ingen ville høre. De snakkede om forår og mangel på brændsel. Jeg prøvede igen, med samme resultat. Men så
knækkede min stemme over i raseri og afmagt: Jamen, det er tyske fly, for vi er i krig med Tyskland!
Først hed det "Er ed nu int løwn?" Da jeg nævnte min kilde, kom et sagtmodigt nåhh fra slagtermesteren og tobakshandleren. Men hestehandleren satte trumf på:" A tror, te det blywer en god handel nu!"
Hvad nu med mor, far og lillesøster? Det var en forstemt otteårig, der senere den morgen, da Danmark blev løbet over ende, dulmede sine bekymringer med rå havregryn med mælk. Men sådan var reaktionen altså den morgen i Adelgade i Hobro.
Jeg tror - i dag - at den ikke var meget forskellig fra reaktionen andre steder i vores lille kræmmernation: Hvor det - dengang! - gjaldt om at få det bedst mulige ud af enhver situation. Næsten for enhver Pris
Kongens budskab om loyalitet
Jeg blev hentet tilbage til Sønderborg et par dage efter af min far, og vi kunne ned gennem Jylland se den massive tilstedeværelse af den tyske besættelsesmagt overalt.
Med dette for mig ret dramatiske udgangspunkt kan jeg jo berette om, hvordan min families forhold til og omgang med de grønne soldater var gennem de følgende "fem forbandede år". Som dog også rummede noget godt. Herom senere.
Forholdet til den tyske besættelsesmagt skulle jo ifølge proklamationer fra kong Christian X og statsminister Thorvald Stauning (S) være høfligt, behersket og loyalt. Det kunne vel fortolkes - og blev det på flere måder i hjemby
Sønderborg, hvor der var både dansksindede nazister, et overvintret etnisk tysksindet mindretal, der var splittet mht. nazismen - samt i de første to besættelsesår en dansk garnison med eget musikkorps, der dagligt gik gennem byen og opretholdt mora
len med nationale danske sange og melodier. En grotesk, parodisk situation midt i verdenskrigen.
I min familie blev opfordringen fra Kongen, som virkelig var hele nationens symbol, om at vise høflighed mod besættelsestropperne tolket til udad at vise kølighed og neutralitet iblandet en smule nervøsitet - de var jo altid bevæbnede. Me
n indad blev tyskerne altid majet ned af briterne, når vi udkæmpede slag med tinsoldaterne i børneværelserne. Og tilsvarende når vi legede krig udenfor.
Nej og ja til fraternisering
Tyske soldater ville gerne i kontakt med danske børn, fordi de savnede deres egne unger derhjemme. Men selv om de lokkede med smil "und mit schokolade" lykkedes det aldrig for dem i min vennekreds. Derimod skete det ofte på de gårde, hvo
r de efter ordre var indkvarteret.
Vi i byen indøvede i øvrigt den skik at gå over på det andet fortov, hvis vi mødte nogle af de grønne soldater undervejs. Det var der til gengæld en del kvinder, som ikke gjorde. De fraterniserede, som det hed, med Fritz und Hermann, vel
dels på grund af kærlighed, dels fordi det gav cigaretter og strømper, som var en mangelvare for danskere. Disse Kvinder så dansksindede ned på, og de måtte finde sig i at blive kaldt feltmadrasser, et nyt ord opfundet til lejligheden.
Efter befrielsen fik de klippet håret af ved dramatiske scener i gadebilledet. Jeg var selv med til at holde en af dem fast. Ikke særlig pænt, nej, men i andre lande fik de en meget hårdere medfart.
De tysksindede medborgere, der havde overgivet sig til nazismen, omgikkes gerne besættelsestropperne, helst officererne, som blev inviteret hjem til Butterbrot und Kuchen mit Schlagsahne. Så var det endnu lettere for os dansksindede at læg
ge luft til de tysksindede, bl. a. ved ikke at handle i deres butikker. Eller smide snebolde efter deres unger.
De brugte selv hårdere metoder. Under en spejderturnering i 1943 i Gråstenskovene blev min ulveungepatrulje beskudt med luftgeværer af en flok Hitler-jugend (nazistiske unge paramilitære), så vi måtte søge dækning bag brændestabler.
Nationalfølelse og luftalarm
Man viste sit nationale sindelag ved at gå med Kongemærket - især de voksne - mens vi drenge viste vores sympati med de allierede ved at gøre noget, der var direkte forbudt. Dels gik vi på hovedet med små uldkalotter, som vore mødre
havde hæklet eller strikket i blå, hvide og røde centriske ringe, således som kokarderderne var på de britiske Royal Air Force fly. Dels gik vi små hjemmelavede emblemer med de samme kokarder, vi havde malet på de messingclips, man bruger
til at lukke vareprøvekuverter med.
Mange af os havde sat vægkort op derhjemme med Europas landegrænser 1939. Med knappenåle markerede vi så fronterne, og det var meget bekymrende, så langt tyskerne nåede - til Stalingrad i øst, Libyen i syd, hele atlanterhavsvolden i vest
og Nordkap i nord.
Med stor glæde satte vi i de sidste to-tre krigsår knappenålene tilbage i de tidligere huller på europakortet, efterhånden som Hitlers tropper måtte retirere, og Nazisternes storger-manske Neuropa krympede.
Krigen var langt væk - og dog. Sønderborgs beliggenhed gjorde, at de allierede bombefly på deres togter til og fra Tyskland ofte kom over byen. Så sirenerne blæste nat efter nat luftalarm, hvilket betød, at hele familien rykkede ned i en
ikke særlig hyggelig kælder, der var blevet ekstra afstivet med tømmer for at kunne modstå en sammenstyrtning.
Her stod der senge parat til os alle, og vi fik noget varmt at drikke, så vi kunne sove videre til vanlig morgenstart. Vi kunne høre detonationerne, når nærmeste tyske by Flensborg blev ramt - eller når de britiske fly på flugt fra tyske
natjagere smed deres bomber eller crashlandede sønderborgs nære landområder. Så var det med at komme ud næste dag og finde rester i kraterne. Det smagte lidt af Good Old England - og befrielse.
Folkestrejke og natlig frygt
Min far havde været med til at arrangere en folkestrejke mod Besættelsesmagten, da kaptajnen på et tysk krigsskib blev utålmodig og fyrede en kanon af for at få klapperne på Christian Xs Bro til at gå op straks. Derved dræbtes en dansker
og såredes to. Folk var rasende, og der var klangbund til at lukke byen ned næste dag. Jeg blev sendt hen på min skole for at sætte sedler op om, at al skolegang var indstillet den dag. Sedlerne kom op en halv time før mødetid. Derved så
eleverne dem først og gik hjem, så da lærerne ankom lidt før kl. 8, var de fleste elever allerede vendt om. Og så var skolen med i folkestrejken.
En af mine klassekammerater tilhørte en nazistisk dansksindet familie. Den må have fået nys om, hvem der stod, for min kammerats far, en korngrosserer, ringede en aften nogle uger senere til min far og sagde ganske kort: Hils Deres enke! (
Han blev senere anholdt i befrielsesdagene, hvor jeg spyttede på ham. Ikke særlig pænt, men stemningen var bitter mod dem, der havde svigtet og truet danskheden).
Min far fik arrangeret en flugtrute ind over nogle hustage, hvis det hemmelige politi Gestapo skulle arrivere. Vi var meget bange, jeg husker, at jeg en nat lå mellem min mor og far i dobbeltsengen på førstesalen, fordi vi i forårsnatten h
ørte tyske soldaters karakte-ristiske trampen med de sømbeslåede støvler standse på gaden neden for vores indgang. Hvad ville de? Vi lå musestille. Og lyttede og lyttede. Min far havde det ikke godt. Efter nogle minutter fortsatte
soldaterne deres videre gang, kan jeg huske, og vi var lettede. De har antagelig bare stået og forsøgt at læse dagens avis i udhængsskabet.
Skolenomader og dødsdomme
At gå i skole i besættelsestiden var spændende, men ikke særlig godt for vores faglige niveau. Tankerne var tit afledt af nattens hændelser med overflyvninger, sabotage, eller tyskernes brutale fremfærd, som da de ville anholde
grænsegendarmeriets chef, oberst Paludan Møller i Gråsten. Mens familien så på, forsvarede han sig ene mand mod en hoben soldater og Gestapo-folk, hvoraf mange døde, mens han brugte sin sidste patron på sig selv. Hans datter gik på mit gymnasium.
Efter få dage kom hun igen i skole, forgrædt, men med hovedet højt hævet
Da tyskerne beslaglagde vores statsskole for at bruge den til flygtninge samt maskinist- og telefonistelever, måtte vi i hast rømme lokalerne og bringe bibliotek-, fysik- og zoo- samlinger i skjul på det nærliggende domhus loft. Vi blev s
å undervist i Trange kår på en kommune, til tyskerne også tog den til flygtninge. I mellemtiden havde tyskerne anholdt hele politistyrken og sendt den i Kz-lejre sydpå. Vi kunne jo så få undervisning i den forladte politigård. I
frikvartererne muntrede vi os med at lege med håndjern og kigge i forbryderalbum. Patriotiske, som vi var, lærte vi kække engelske sange udenad ja selv i tysktimerne. Og i frikvartererne lød modstandsbevægelsens heltesange og smædeviser. Kække var
vi - til sidst.
Den virkelige alvor - det var på lærerværelserne. Nogle var - hvad vi ikke vidste sabotører. En af dem, Herman Boye, en rigtig guttermand, blev anholdt af Gestapo, dødsdømt og henrettet i Ryvangen. Han var, viste det sig senere, blevet
angivet, stukket som det hed, af en anden af lærerne, Arne Petersen, som eleverne i øvrigt ikke kunne lide. Han blev efter befrielsen anholdt og dødsdømt for flere tilfælde af angiveri - og henrettet.
Meget ung mand med pistol!
Det Blev befrielse. Den, der har oplevet den, vil aldrig glemme glædesrusen om aftenen den 4. maj 1945, da budskabet kom fra BBC i London. Eller den følgende morgen, da alle landets kirkeklokker ringede i en time for at markere freden.
Og nu kunne vi godt pleje omgang med besættelsesmagten, den slagne Wehrmacht, hvis sultne soldater på vej ud af landet solgte ud af deres isenkram. Jeg købte stålhjelme cirka for et æg stykket og bajonetter for nogle skiver spegepølse.
Mine forældre var klar til at modtage befrierne. På loftet var gemt et britisk, et amerikansk og et sovjetisk flag. Som straks kom at vaje sammen med Dannebrog. Og da de første britiske soldater kom til byen tre dage senere, det var Montgo
merys ørkenrotter fra The Royal Dragoons, så var det en helt anden sag at have med soldater at gøre. Tre af disse sejrrige, men trætte folk, hvoraf en havde været med hele vejen fra Afrika, blev indkvarteret hos os, oh vi rømmede gerne
vor sovepladser til dem. En af den sagde: Erik du er stor nok - jeg var 13 - til at få en pistol. Den har jeg erobret fra den sidste tyske officer, vi tog til fange syd for grænsen. Værsgo - det var en belgisk 7,62 mm Browning.
Jeg var lige så rævestolt, som min mor var hunderæd. For at opretholde den gode tone i familien afleverede jag frivilligt slagstiften til pistolen, således at den ikke kunne bruges som våben, men gerne som remedium, når jeg legede med
krig med misundelige kammerater.
Onde år med godt fællesskab
Freden var altså brudt ud, og krigshandlingerne nåede ikke op over landegrænsen. Så vi kunne med lettelse se tilbage på, at det var forbi med besættelsesårenes trængsler med tysk rettergang med dødsstraffe og tortur, mørklægning,
rationeringsmærker og generel utryghed.
Men der var også undervejs en vis form for tryghed i familien. I de hårde vintre - og de var hårde - hvor der var mangel på brændsel eller tørvene var for våde, rykkede familiens fire medlemmer sammen og fik anbragt sengene midt mellem
stuernes mahognimøbler omkring lejlighedens største døgnbrændende kakkelovn. Det syntes både min søster og mig var særdeles hyggeligt, og vi kunne ikke lide, når vi med lunere vejr skulle ophæve dette 24 timers fællesskab.
Vi havde også i de fem forbandede år oplevet en enestående sammenhængskraft "ude i samfundet". Alle hjalp hinanden, fordi vi uanset politisk farve eller social status havde en afholdt konge at samles om. Og forenet, som vi også var - i
hvert fald de 80-90 procent af os - i den mere eller mindre udtalte foragt for og passive eller aktive modstand mod fjenden i landet.
Der gik ikke lang tid, før det fællesskab var gået fløjten og danskerne igen var uenige på kryds og tværs.
,,,,Bjert 26. maj 2008