Jørgen Ploug Kjeldsen (10063)

Var oprindelig landmand og gårdejer, senere politibetjent i Esbjerg derefter politiassistent i Nr. Åby på Fyn

M i n e Li v s e r i n d r i n g e r

(fortalt efter flere Opfordringer af mine kære Børn).

Jeg er født Allerup, Sneum Sogn, Ribe Amt, d. 27. oktober 1867, og 1 dåben Navnet Jørgen Ploug Kjeldsen. Mine forældre var gårdejer Christian Jørgen Keldsen og Jacobine Antonie f. Sparrevohn. Om min fars forældre ved jeg meget Lidt, de
var Ikke gift, farfar var kommandersergent, hvad der svarede til senere Oversergent, Farmor hed Dorthea, vistnok Christensen. Far kom som lille Barn til nogle ældre Slægtningen, to Søstre, som ejede Gården i Allerup, som blev min fødegård,
og hos dem blev han opdraget, den ene af Søstrene blev gift med Søren Christensen (kaldet Søren Torp), som havde været hos dem i mange år. Far arvede så Gården og blev Gårdejer, da han kun var 18 år. Far var på Sessionen udskrevet ti1
Dragon, men blev overført til Infanteriet. Da krigen i 1864 brød ud, skulde Far også møde i Fredericia, men da han så dårligt kunde undværes hjemme, kørte Søren Torp med han til Fredericia, hvor de lejede en Underofficer til at gå i Krigen
for han; dette kunde altså lade sig gøre den Gang; hvor meget det kostede, husker jeg ikke, skønt far har fortalt mig det: det var i alt Fald ikke meget regnet efter nutidens Forhold, men far kom altså ikke med i krigen.
Min mors familie derimod godt i mange år, da de først døde længe efter, eg var voksen, og om de har jeg mange minder. Bedstefar hed Jørgen Ploug Sparrevohn; han var født på en Proprietærgård Pilegård, i Vesteråby ved Faaborg, og hans
Forældre var Kammeråd, Landvæsenskommissær, Proprietær Jens Sparrevohn og Hustru Jacobine Ploug, hvis Far var købmand i Fåborg. Pilegaard, står endnu, som da den kom Slægtens Eje i 1795, da Købmand Ploug købte den til Datteren og
Svigersønnen. Jens Sparrevohn eller hans Far var den første, som antog Navnet Sparrevohn; Slægten var kommet
fra en by i Vendsyssel, som hedder Sparrevogn. Bedstefar blev Præst, og Bedstemors Far var Pastor Koch i Jerne og Skads Sogne ved Esbjerg. Bedstemor Johanne Koch, de boede først i Sønderjylland, hvor bedstefar var Præst i Mjolden og Randr
up, og der er mor og de ældste af hendes søskende født. Derfra kom de til Sneum i Tjæreborg, hvor bedstefar så var præst i 28 år. Præstegården lå g gør det endnu, i Allerup, hvorfra der er ca. 3 km til hver kirke.
Den 10 august 1864 blev mine forældre gift, da lå gården nede ved byen og var meget gammel, og den lå meget lavt, at en jævn stor stormflod kunde gå ind i bygningerne, og mine forældre flyttede den derfor ud hvor den nu ligger, der kunde
"Floden" ikke gå ind, og der lå også den største jordparcel. Gården var på 100 Tønder land og havde 8 tønder Hardkorn, der var 3 andre gårde af samme størrelse i byen, hvoraf den ene var præstegården. Min fødegårds jord lå på 11
forskellige steder, men så spredt lå alle byens jorder, hvilket sikkert hidrørte fra, at man ved udskiftningen fra fællesskabet har søgt at fordele jorden så retfærdigt som muligt efter dens bonitet.
Byen er på de to Sider omgivet af Marsk Enge og på to Sider af lavtliggende Kjærjorder.
Da min Fødegård var bygget, var den smukkest Gaard i mange miles Omkreds; navnlig Kornladen var ualmindelig solidt bygget, tømret til den købte Far på en -Auktion i Hjerting over en Dampskibsbro, som var bygget med Eksport til England fo
r øje, det var jo før, der blev Tale om en havn ved Esbjerg, men dette blev altså aldrig til noget, tømret var amerikansk Pitspain og så svært, at det blev savet i fire Stykker, hvilket blev gjort ved håndkraft og foregik på den måde at
der blev gravet et Hul i Jorden, og der nede stod en Mand og trak den store Sav, som den Mand, der stod ovenfor , trak opad, det var et besværligt og sent Arbejde. Tømret blev fra Hjerting f1ådet gennem Havet til Roborghus, en lille Ladeplad
s i Tjæreborg, hvorfra Fanøboerne fik det meste af deres
For syninger sejlet over, navnlig en mængde tørv fra den en mil inde i Landet liggende Ravnsø Mose. Gården var i 4 Længer med Stuehuset mod Syd og ikke sammenbygget med de andre Længer, Kostald mod Vest, Kornladen mod Nord, og den østre
Længe var Hestestald, Fåresti, brændselsrum og vognport.
Besætningen bestod nogle og Fyrre Kreaturer (Korthorns) 6 á 7 Heste, en Del Svin og ca. 20 Får og Beder. Far merglede straks så godt som alt Pløjejord og forbedrede i det hele Gaardens Drift betydeligt efter Datidens mønster; han var ogs
å en af de første, der begyndte at dyrke Roer. Far Interesserede sig meget for Plantning og anlagde temmelig store Haver både syd og nord for gården, hvad der kostede meget Arbejde og tålmodighed, resultatet blev også navnlig syd en
dejlig Have med Planter, Lysthus og en del Frugttræer. Der holdtes i min Barndom altid 2 Karle, og en Røgter og 2 tjenestepige. Røgteren Laus, kom til gården fra Sneumsgård, da jeg var 1 år og var der i over 30 år, hans Løn var 00 kr. m året
og Græs og Foder til et Får med lam. Han var gift og havde 5 eller 6 børn. Familien boede til leje i et hus nede i byen, Laust Røgter selv havde sit kammer i stald længen, hvor han som regel sov, for han var den første, som skulde op om
morgenen og kalde på pigerne, de var ved 5 a 5 ½ tiden om vinteren og kl 4 om sommeren.
Karlenes Løn var ca. 200 Kr. for Avlskarlen og noget mindre for 2. Karlen, Pigerne fik 80 a 90 Kr. årlig. Ja alt var jo ganske anderledes den Gang, vi kendte f.eks. ikke til at købe ferskt kød.
Der var ingen Slagtere på landet, men Efteråret slagtedes der 4 store Beder på ca. 200 pund hver og et Udsætterfår samt Svin, og Mor henkogte så meget som muligt i sorte Jydepotter og havde fersk kød til Jul og længere, Resten blev
saltet og en Del røget, så der altid var rigelig Saltmad og til pålæg. Mælken af de 14 - 16 køer behandlede Mor selv, føden blev kærnet, når den var tjenlig, sommetider kærnede vi 2 Gange om dagen. Mor have lært Mejeri på Sneumgård af en tysk
ejer, som hed Danielsen, og der var også en ung tysk Pige, der blev Mors Ven inde, og hun blev gift en Købmand Lundius i Ottensen ved Hamborg, og der sendte Far i mange år Smør ned, i det hele Mors Smør og Ost berømt viden om, købmanden i
Varde og andre sloges det.- Vi fik en god Kost hjemme, om mørgenen Øllegrød (ikke Brød), Grøden var hele Byggryn kogt i Dagen før og dertil Rugbrød med fedt, ja efter Slagtningen fik vi Blodbudding eller Pølse med Fedtegrever og Sirup om
Morgenen, så længe der var noget af det, havde jeg altid let ved at komme op om Morgenen, om Middagen fik vi så afvekslende forskellige Retter, hvoraf vi Børn i høj Grad foretrak Budding af Bygmel med Sirup sauce, Kål derimod kunde ikke
lide, og det kunde far heller ikke, men vi måtte værsgo spise en Portion, det var Mors Livret. Kun i Høsletten og Høsten fik vi ferskt Kød, da blev der slagtet Lam, så vi fik Lammesteg, ja en Gang imellem fik vi hønsekødsuppe, og ea Gang
imellem blev der slagtet en Kalv, som vi selv spiste, ligesom der selvfølgelig blev slagtet Gris, når det tiltrængtes, så en Del fersk Kød fik vi alligevel. Ca. en Gang i hvert kvartal kørte Far og mor til Varde, hvortil der var 3 Mil, for a
t gøre Indkøb medbringende forskellige landbrugsprodukter, og det var altid en Festtur for vi Børn at komme med; Når vi kom ad landevejen til Højdedraget syd for Varde og kunde se Byen med de røde Tage, syntes vi, det var det dejligste,
der var til. Vi kørte altid ind Rech Thomsens Købmandsgård, der var gratis beværtning i alle købmandsgårde, og handlede og Mor i Butikken og gik i Byen, når der var andre Varer, de skulde købe. Søster Dorthea, som var 1 ½ år ældre end jeg,
og jeg opholdt os en Gang i gården, mens far gik ud og ind i Butikken og bar Varer ud, som pakkede på Vognen, og jeg gik da en Gang bag efter ud af Porten, men da jeg ikke så ham der, gik jeg op ad Gaden, og Resultatet blev, at jeg blev bor
te for dem, jeg må jo ikke have været ret stor, men jeg blev ved at gå i min Søgen efter Far, der blev naturligvis stor Opstandelse, da jeg var borte, og en Eftersøgning sat i Gang, jeg var kommen I Følge med en større Dreng, som spurgte
mig ud, men jeg kunde Ingen Oplysninger give, det så lige ved, at Far vilde have haft efterlyst ved at lade By trommen gå, men så løb vi på hinanden far og jeg, og først da brast jeg i den mest hjerteskærende gråd. Ja sådan endte den
Varde tur. Købmandsregningerne blev ikke store den Gang, og i det hele var Udgifterne ikke så store, med Hensyn til kommunens Udgifter da var de heller Ikke så store, Lærere (degnen) havde en Jordlod, hvorpå han holdt 3 Køer, og den pløjede
og såede Bønderne for ham, vi skulde også levere ham visse kvanta hø og Halm samt Tørv, og ved højtiderne ofredes der i kirken til ham og Præsten. Vejene blev holdt i orden ved at hver passede sit Stykke, som blev passet efter Sognerådets
Pålæg; Fattigvæsenet kostede heller ikke meget, Kommune ejede et "Fattighus", hvor et Par gamle Koner boede, og de gik så rundt og tiggede føden, der var også noget, som hed "den fri Fattigkasse", hvortil der betaltes Bøder og enkelte
andre Afgifter.
Vi havde som nævnt mange får, og de blev vasket og klippet 2 Gange om året, og al denne Uld spandt Mor selv, medens Pigerne og Laust Røgter kartede tøjer om Aftenen. I det hele var Vinteraftenerne meget hyggelige, alle Gårdens Folk var
samlet Dagligstuen, hvor Karlene syslede med et eller andet, reparerede Seletøj eller andet, og de andre kartede uld, som Mor spandt. Mors Rok stod ikke stille Året rundt, undtagen i Julen, om Sommeren spandt hun nemlig Hør som Far købte, hu
n heglede den selv, og af Blårene spandt Pigerne Blårgarn. Mor lavede det fineste Lærred og Drejl i smukke mønstre som hun fik vævet af en gammel Drejl væver i Grimstrup 1 ½ Mil fra mit Hjem; denne Væver sagde, at mors Hørgarn var det
fineste, han fik at væve. Min Søster Kathrine havde vist af Mors Dækketøj helt til sin Død, tror jeg. Da jeg var Soldat, var der ingen af mine kammerater, der havde så fine og hvide Skjorter som jeg, og så var det noget, der var hold i.
Da jeg var 6 År altså 1872 eller 73 tog Bedstefar sin Afsked og havde da bygget et dejligt Hus oppe ved min Fødegård, hvortil Far gav ham grunden, og det var sikkert Meningen, huset skulde høre til Gården, når mine Bedsteforældre døde.
Her flyttede så Bedstefar og Bedstemor op, og Mors to yngste Søstre, tante Karoline (gift med Onkel Rolfs i Højer), og Tante Elma, som blev gift med Pastor Petersen i Jandrup, boede hos dem, til de blev gift, de havde deres Værelse i Huset
s sydlige Gavl mod Haven, og Huset her blev så Samlingsstedet for Familien, Idet mine Onkler og tanter søgte hjem i Ferierne med Børnene, og dette medførte også jævnlig større- eller mindre Invasioner inde på gården, når der ikke var
Plads nok i Huset.
Min Søster Dorthea døde, da hun var 8 År, vi havde mæslinger og der stødte vist for hendes Vedkommende lungebetændelse til. Jeg husker, at hendes Båre stod i Storstuen, og vor gule Lærer, Sørensen, gik der og græd og vred sine Hænder,
han havde holdt så meget af Søster i Skolen; Jeg husker også, at Søsters kæreste Salme "Op dog Sion ser du ej" blev sunget. Vores Huslæge var Stiftsfysikus
(overordnet embedslæge) Kjær i Ribe, og han forærede mig en Farvelade, hvorefter jeg måtte tegne et hus og male det og sende ham det, og det gjorde jeg.
Jeg begyndte at gå i Skole samtidig med Søster Dorthea, jeg var da 4 1/2 år, jeg kunde ikke selv knappe mine Bukser, og når jeg skulde noget, jeg spørge "må a et go ud o må Kristen et go mej", Kristen var Laust Røgter ældste Søn, som
var ved konfirmationsalderen, og som fik meget af sit Underhold hjemme hos os. Der var nogle
og tredive Børn i Skolen, og vi var delt i 2 kasser, man blev undervist samtidig, og vi gik i Skole hver Dag både Formiddag og Eftermiddag, om sommeren gik øverste Klasse dog ku to Dage om Ugen, fordi læreren da også skulde undervise i
Opsneum Skole, hvortil der var 1/2 Mil. Da jeg begyndte så tidligt, kom jeg til at gå i Skolen hos lærer Sørensen i 10 år, da jeg var 14 1/2 år, da jeg blev konfirmeret. Sørensen var en meget dygtig Lærer men grusomt hidsig, han brugte Tamp
og Spanskrør for et godt Ord på os alle, og det oprørte mig ofte, at han ligefrem mishandlede enkelte Børn, så Blodet flød af næsen på dem, han var forresten far til 5 Sønner, der alle blev Lærere og med Undtagelse af den ældste antog
Navnet Sneum, ene er fhv. Folketingsmand Axel Sørensen (Sneum) i Aarhus, hans to ældste Døtre, hvoraf den ældste, Ane, var 3 Dage yngre end mig, blev efter hinanden gift ned Højskoleforstander Geerde i Vesterdal Ved Nr. Aaby.
Sørensen var i flere Retninger langt forud for sin Tid, f.eks. Historieundervisningen,
Både dansk og bibelhistorie foregik ved, at han holdt Foredrag eller fortalte for os, og vi skulde så næste Dag genfortælle det for ham, og kunde vi Ikke huske det, så står der Danmarkshistorien og Biblen, hvor I læse det, og kunde vi så
ikke klare det tilfredsstillende, så vankede af Tampen, han begyndte hvert Efterår ved Gorm den Gamle eller endnu længere tilbage, og Bibelhistorien begyndte ved Verdens Skabelse. Det var i Virkeligheden en grundig og vidtgående undervisnin
g, og noget lignende var tilfældet med de andre Fag. Mine Forældre talte med mig, om jeg ikke havde Lyst til at læse enten til Dyrlæge eller Landinspektør, men det havde jeg ikke Lyst til. Vi havde også lidt Gymnastik i Skolen, og det
foregik ude på Legepladsen; de fritstående Øvelser var naturligvis efter gammel dansk Reglement, Læreren havde også en lille Læderpose i Enden på en lang Snor, og Så stod han og svingede posen rundt, mens vi i rundkreds springe over den. VI
øvede også højdespring, men da det hele foregik med træsko på, nåede vi Ikke særlig imponerende Højder, Madras havde vi selvfølgelig ikke. Engang havde jeg fået foræret en rigtig Sabel, og så vilde Læreren lære mig Fægtning, men det fik en
brat Ende, for jeg kom til at såre ham på den ene Hånd, og så skældte han mig ud for Klodsmajor, jeg fik ikke flere lektioner. Far havde skænket Skolen et dusin Trægeværer med Bajonet og det hele, og så gik Eksercitsen med disse en Tid
med Liv og Lyst. Lærer Sørensen fortalte glimrende Danmarkshistorie, og skønt han var Venstremand, satte han Kong Christian IX meget højt, jeg husker således, at han en Gang sagde, Vi måske kunde takke Kongen for at Danmark endnu var et
frit Land, for da Krigen mellem Tyskland og Frankrig brød ud 1870, råbte alle på Revanche for Danmark, vi skulde vare med på Fransk Side, men kong Christian sagde bestemt nej, hvad der kostede ham megen Kritik og Beskyldninger for Tysksinde
t hed. En Dag havde vi i Historietimen - fået fortalt om Slaget i Hørringsvang, hvor flere af Jomsvikingerne led Heltedøden, der var da Sne på legepladsen, og vi udkæmpede nogle drabelige Slag, mens Sørensen stod inde i sin Stue og så på
os, da vi kom ind igen, drivvåde men blussende Varme, spurgte Læreren, hvad Slaget derude skulde betyde, og jeg svarede da, at det var Slaget Hørringsvang hvad der morede ham at høre. Sådan gik min Skoletid.
Et par år måtte jeg om Sommeren sammen ned min Fætter Jørgen Hansen (Søn af Margrethe og Bendix Hansen), som et Par år boede hos Bedstefar, da hans mor var Enke, gå med læreren til Opsneum Skole de Dage, Læreren skulde undervise der. Der
var en halv Mil til Skolen, og tiden var fra Kl. 7 til 12. Vi havde et tornyster af rødt plys, deri havde vi vore tavler (under Klappen), øvrige Rekvisitter, frokostpakke og mælkeflaske, så den vejede godt. Vi. fulgtes altid ned læreren, o
g benyttede at give os lidt Undervisning i Botanik. Ellers gik vi mest i Gåsegang, læreren forrest, så jeg og bagerst Fætter Jørgen. En Dag, da vi omtrent var nået Skolen, gik vi ude i Vejsiden, og jeg kom da til at træde læren i Hælene,
hvorover jeg blev så forskrækket, et jeg faldt bagover og ned i Vejgrøften, der var fuld af Vand, så jeg kom helt under med tornyster og det hele. Så fik jeg vel nok Skældud, og Læreren sagde, at jeg skulde gå hjem "du kan da nok gå
Skolen", sagde han til Fætter, Fætter var ulykkelig, han vilde jo helst med mig hjem og han klagede sig og sagde, han kunde ikke bære tornystret, Fætter var meget spinkel, "nå så skrup da hjem med jer begge, sagde Læreren, så vi kom ikke Skole
den Dag, fætter og jeg var da 8 år, Fætter et halvt år ældre end jeg.
Et år i Sommerferien, jeg var vist konfirmeret, var jeg på et hængende hår druknet i Åmundingen, hvor det ellers forbudt os at badet det var imidlertid så Lavvande i Havet udfor Engen, og vi var derfor gået om til Åmundingen, min Fætter,
Onkel Antonius Sønner, Holger og Frederik, var nogle år yngre end jeg, var med og desuden Fætter Jørgen og mine yngre Brødre. Jeg var den første, som fik Tøjet af og vadede ud i åen, og pludselig blev Bunden væk under mig, og jeg nåede
lige at råbe; "Hjælp jeg drukner", før Vandet slog sammen over mig, jeg kunde ikke svømme og kæmpede fortvivlet for at få Hovedet over Vandet, jeg var så vidt, at jeg begyndte at bede Fadervor, men var da omtrent bevidstløs og vilde
utvivlsomt være druknet, hvis ikke mine fætter Jørgen og Holger i Forening var svømmet og havde fået fat i mit kraftige Hår, de fik mig velbeholden i Land, og jeg fejlede ikke andet end lidt Hovedpine, de mindre Drenge havde, mens det stod på,
løbet frem og tilbage på Bredden og jamret og grædt. Nå det har altså ikke været Vor Herres Mening, jeg skulde dø den gang, han må vel have haft andre Hensigter med mig. Vi nævnte ikke et Ord om det passerede til vore Forældre, og det var
vist først flere år efter, det blev kendt.
Bedstefars Efterfølger som Præst var Pastor Siegumfeldt, hvis hustru var en la Cour, Søster til Professor la Cour på Askov. Der var mange Børn, og den ældste Søn Christian, der var et år ældre end jeg, blev min Kammerat i de 7 år, de
boede i Allerup. Hjemme var vi efterhånden bleven 5 Søskende, Søren, Johannes, Theodor, Kathrine og jeg. Naboen Jens Rusk (Jens Nielsen) havde 3 Børn, Ane den ældste senere gift med Niels Bejer i København, Silas, der fik Fødegården og endnu
lever, og Hans, der var 1 1/2 år ældre end jeg. Christian Siegumfeldt, Hans og jeg legede mest sammen. I Haven hos Jens Kusk var der en Dam, hvor vi sejlede i et Vandtrug og et ovalt kar, vi skude tage både Styrmands- og Kaptajns eksamen, m
en vi kuldsejlede ofte og tørrede så tøjet i Træerne, det var en herlig tid. Hjemme havde vi en Sandgrav, og der byggede vi Jernbaner ned Broer, vi havde vore Trillebøre til Arbejdet, vi så jo, hvordan de tippede Jernbanevognene ude i
kæret ved Arbejdet på Banen fra Lunderskov til Esbjerg, navnlig Chr. Siegumfeldt var opfindsomme ved disse Lege. Om Vinteren eller i dårligt Vejr legede vi inde i den store lade, hvor vi riggede en Vogn til som Skib med Mast og alt tilbehør. B
edstefar havde en gammel lukket Landauer, stod Laden, den blev aldrig brugt, men den var et yndet Jernbanetog, hvor Baade Konduktører og Stationsforstander optrådte. I to Sommerferier var fætter Jørgen og jeg på Ferietur, den ene Gang ti
l Uldum, hvor Fætters Mor boede sammen ned en Søster til sin anden Mand, lærer Møller på Vejle Søndermark, og i en Uge hos Onkel Antonius, som da var Læge i Middelfart, her var den Sommer Tante Sofias Mor, der var født Retz, men nu Enke
efter Grundtvig, Tante var altså Grundtvigs steddatter, vi kaldte tante Mormor. I huset hos Onkel var også Marie Jensen, mors Halv kusine, senere gift med lærer Sloth i Esbjerg, og hun havde bl.a. til Opgave at holde Styr på vi Drenge, en Da
g var vi således på Hindsgavl og så Guldfiskene i dammene der, og en anden Dag gik hun med os til Kanonhuset i Kauslunde, der lå lange Rækker af Kanoner uden for Huset, det var Fredericias Fæstningsvolde. Så blev Tante Margrethe gift med
Lærer Møller på Vejle Søndermark, og Fætter Jørgen kom til at bo der og kom i Vejle latinskole, men han vedblev at tilbringe alle sine Sommerferier, også som Student, hjemme i Allerup, som Student havde han ofte en kammerat med, jeg
husker bl.a. Andreas Brix, Broder til Professor Hans Brix, og Jens Carlsen genere Præst i Ringe. Da Fætter blev forlovet med Charlotte Ivarsen, Datter af Dampskibskaptajn Ivarsen, som i mange år førte "Sønderjylland" på Ruten København -
Kolding, havde han altid hende med, og de nød rigtig Landlivet, det var som Regel i Høbjergningen. Vi havde 31 tønder land marsk Eng, så det var et stort Arbejde med Høbjergningen men dejligt, først var der Sletten (Slåningen), hvor der altid
foruden vore egne Karle deltog 2 eller 3 fremmede, de kørte ud om Eftermiddagen kl. 4, kom hjem ved 11 Tiden om Aftenen og blev purret ud igen kl. 2 og skulde så være færdige med en Dags Slet pr. Mand (1 nat) til kl. 8, det skulle nemlig sl
åes, når der var Dug i Græsset, det var strengt Arbejde, men alligevel meget eftertragtet, for det betaltes godt, og der vankede særlig god Ekstraforplejning, Madkurv med alle mulige gode Sager, og rigelig med Brandevin, Vi Drenge vilde ge
rne med Slet karlene i Engen, det var altid Festdage. Fra det første, jeg kan huske, var Fars gamle Farbror, Anders Langballe kaldet, Veteran fra 48 og nu Husmand i Vejrup ved Gørding, altid fast medhjælper ved Høbjergningen, han kom
kørende de 2 Mil med en stor Stud som forspand og blev, til Høet var i Hus. Han havde sag Lov til at slå nogle Små- pletter Græs ude ved havet, så han fik et lille Læs Hø, som han kørte hjem med Studen, men kort efter kørte Far så et stort
Læs Hø hen til ham, og der fik vi Brødre Lov at være med, Farbror Anders havde nemlig 3 Drenge, vi kunde lege med, og det var vel nok en Fest at køre to Mil på et hølæs. Farbror Anders havde som Udhus et "Knæhus", det vil sige et Hus uden
Vægge men med Spærre træerne stående på Jorden, det tækket ned lyng, og det var jo fristende for os at kravle op ad Taget, men det var strengt forbudt. Ved Høbjergningen arbejdede Anders Farbror på Høloftet med at pakke Høet hen, og jeg
har altid syntes, det var et strengt Arbejde for en gammel Mand, men det har sikkert været hans eget Ønskes. Vi Drenge skulde hjælpe ham, og han nok kontrollere, vi gjorde det godt nok, han skulde altid på den tid når Blodet begyndte at sus
e for Ørene, årelades, og det besørgedes en og Husmand og fiskehandler Søren Klint i Tjæreborg, men en Dag, mens vi arbejdede på Høloftet, sprang Såret fra åreladningen op, og det begyndte at bløde, så han måtte have Såret forbundet; han
tog det ikke selv så højtideligt, men vi Drenge syntes jo, det var noget gruelig noget. Mine Forældre og Naboens havde Forbindelse og Omgang med nogle Skibs kaptajner på Fanø, og disse havde nogle Engparceller ovre ved Allerup. Der
besørgede far og Jens Kusk Høet slået, og når det var tjenligt til at bjerges hjem, kom der en Båd fra Nordby til ladepladsen Roborg hus i Tjæreborg, og så kørte vi Høet ned til den, den Lå nemlig tør, når der var Ebbe, dette var også altid en
Festdag for vi Drenge, der fik Lov til at hjælpe til; en Gang, jeg havde været på Besøg på Fanø, hvor der i den ene Familie var en stor flok drenge, fik jeg Lov til at sejle med Båden til Roborg - også en Oplevelse. Når vi skulde til Fanø
blev vi sejlet over i små Sejlbåde fra Strandby, der hvor nu Esbjerg Tivoli ligger, vi blev kørt ud til Båden i et Hestekøretøj og sommetider, når det var Lavvande, blev vi "udskibet" ved noget de kaldte Batteriet på Fanø Nordspids, og der
blev vi båret i Land af Færgefolkene, og det var et kosteligt Syn, når også Kvinder blev båret på Ryggen af Færgefolkene, en Gang var det meget mørk og blæsende, da vi om Aftenen skulde hjem, men det gik altid godt, og jeg mindes ikke at
der nogensinde skete Uheld.
Bevillingen til Strandby Kro blev senere, da Esbjerg Havn blev til. flyttet til Esbjerg, og Ejeren byggede det nuværende Spangsberg hotel Morten Spangsberg, og dirigerede også fra Esbjerg Færgefarten, når der f.eks. var brug ekstra båd s
å hejste han et Signal på en Mast uden for Hotellet. I de år Esbjerg Havn blev bygget, var vi Ferietiden undertiden kørende derned for at se på Arbejdet, det var Dokhavnen, som var den første Begyndelse til den store Havn, og Arbejdet
foregik med håndkraft, ved at Fylden af Havnebassinet blev trillet op til begge Sider på Hjulbøre, der var flere fra Tjæreborg, som arbejdede ved det.
Da Havnen var færdig, blev den 1874 åbnet samtidig ned Banen fra Lunderskov til Esbjerg, og den første Damper, som blev sat ind i Englandsfarten, hed "Esbjerg", den var ikke ret stor men sejlede dog ned levende Kreaturer, efter den kom "E
sbern Snare" og så "Riberhus", "Koldinghus", "Olga", "Georg", "Botia", "N.J. Fjord" og "la Cour"
Esbjerg havde den Gang kun nogle få Hundrede Indbyggere.
Min Bedstefar kan jeg fortælle mange Småtræk om, han blev aldrig kaldt andet end "æ gammel præst", Bedstemor blev kaldt "gammel Madamnen" Modsætning til min Mor, som var Madam Kjeldsen, far blev kaldt Christian Torp, hvilket dog senere
blev til Chr. Kjeldsen.
Far blev allerede i en ung Alder meget anset og afholdt i Kommunen, han blev Sognefoged og var mange år, skønt Højre mand, i sognerådet og dets formand i vistnok 18 år. Når der skulde beskikkes en Værge for en eller anden, var aet altid
far, der blev beskikket. Nå, men det var Bedstefar, jeg kom fra, han var en meget interesseret og dygtig Landmand og gjorde selv sine Kreaturhandler, hvorom der fortaltes flere Historier. Når han kørte til Marked i Varde, havde han gerne "sa
mmelspand" med naboen Morten Mikkelsen. Morten vilde gerne have nogle kaffepuncher og havnede så som Regel på en eller anden Beværtning, hvoraf der var mange i Varde, og der førte han gerne det store Ord blandt sine ligemænd. Når så
Bedstefar var færdig med sine andre ærinder, opsøgte Morten, og når han viste sig i Beværtningen, sagde de andre "nå Morten, nu kommer æ Præst, så du vist hjem", og det var rigtigt, for Bedstefar sagde med sin medfødte Myndighed, "nu skal vi
hjem Morten", og da måtte Morten lystre, der var for øvrigt det bedst mulige Forhold mellem de to Naboer. En Gang kom der en meget tidlig efterårsmorgen fra Darum to Gårdmænd., som også handlede med kreaturer, over til Bedstefar, de var
sejlet over åen og var barbenede, og de vilde da købe Bedstefars Stude, men bedstefar tænkte straks: a Ha, ha, når de Karle kommer på den Måde og på den tid døgnet, så skal der nok have været godt Marked Husum Dagen før, og han lagde nogle
Dalere på den Pris, han ellers havde ventet at få for Studene, om der
blev handlet, ved jeg ikke, men historien var rigtig nok og vidnede om Bedstefars praktiske sans for forretninger. Bedstefar var temmelig svær, og på hans gamle Dage kneb det for Benene at bære ham, han gik dog ustandselig sine Ture, når h
an så traf en tom møgvogn der skulde samme Vej, så kom han op at køre siddende med Benene ud over Vognlæsset Side og kunde derfor komme hjem til Bedstemor med en Del Møg på tøjet, han havde en Hund , son hed Trofast, og den fulgte han
overalt, der var en Vandgrøft, han undertiden passerede, og der var kun et smalt Bræt, der førte over, dette krøb Bedstefar over på, mens stod og fulgte ham med øjnene. En Gang i en stor Stormflod var hans mangeårige Avlskarl, Christen
Præst kaldet, blevet omringet af Floden på "Overet" ude ved Havet, og da fortælles der, at Bedstefar hele Natten gik frem og tilbage ved Oversvømmelsen på præstegårdens Mark og bad til gud for sin trofaste Medhjælper, Christian Præst kom dog
velbeholden da Vadet faldt, han havde kun haft en lille Plet at stå på sammen med Byens Får, som han var gået ud for at redde. I 1881 byggede Far en Mølle nord for Gården, og da havde vi det livligt hele Sommeren med de mange flinke
Møllebyggere. Samme Efterår havde vi en temmelig stor Stormflod, hvor der druknede mange Kreaturer, bl.a. drev der 7 store Stude op på Marken vest for
Gården, og Møllebyggerne, der var Fynboere, var meget interesseret at udføre Redningsarbejde vadede ud i Vandet og bjergede flere Kreaturer, som vi så kørte hjem til gården på en Slæde, de var omtrent bevidstløse, men Mor varmede Øl,
som blev hældt i dem, hvorved de kom til kræfter igen. Jeg husker ikke, om det var under samme Stormflod, der var et Bryllup den østlige Del Sognet, men ellers var det en anden Flod, Præsten var den gang Provst Obelitz, en Indfødt
Københavner, og ban var ikke kommen afsted til kirken, før Byen var omringet, Brudefolkene var kommen, de havde kørt til Ribe - Varde Landevejen og over Broen der. Da Præsten Ikke kom til Kirken, kom der to af Brudefølget ridende gennem Stormflode
n og til Gården hvor præsten holdt med sit køretøj, mændene tilbød at gå gennem Vandet, en på hver Side at Præstens Heste, og lede disse, men Præsten turde ikke. Så blev Bedstefar vred og sagde: "Lad mig en Hest, så skal jeg "få Skam",
det var hans Kraftudtryk, ride med og vie dem. Dette modsatte Bedstemor sig dog, vist nærmest af hensyn til Provsten, og Mændene måtte ride tilbage med den Besked, at Provsten vilde komme til deres hjem dagen efter og vie dem der. Bedstefa
r var ikke altid let at omgås for Bedstemor, når han var særlig dårligt lune, sendte hun ham ind på Gården til mig, og så gik han og snakkede med mig om forskelligt. En gang kom han med det forslag, at og jeg skulde købe nogle Beder og
leje en fenne i Sønderjylland i Marsken og græsse dem der til Efteråret, og så skulde vi købe med vore Russere ud at se til dem en Gang imellem, og så er der, sagde han, to rige piger af Knudsens på Trøjborg, og den skal du have en af. Jeg
sagde naturligvis ja til Planen, men da jeg for talte bedstemor om det og spurgte ud om Pigerne fra Trøjborg, sagde hun: Herre Gud, lille Jørgen, de er jo på Bedstefars og min Alder, "så der røg den Plan i Lyset.
Der er en Del mere, jeg husker. Da jeg begyndte at gå i Skole, skrev vi med de gamle gotiske Bogstaver, som Tyskerne endnu bruger, og det var først senere de " latinske" Bogstaver blev indført. Pengene var også de gamle, som en Skilling (
2 øre), en Mark (33 øre), en TreMark (1 Kr.), en Daler (2 kr.), en Prøjser (8 Mark altså 2,66 kr). og endelig en Specie (4 Kr.). Mål og Vægt var også de gamle for Eksempel et pund, hvortil der skulde 100 Kvint (1/2 kg.) et Lispund (16
pund) et Skippund, bruges til Vejning af Hø og Halm m.m. (20 lispund), og Målene var også gamle, men bruges dog endnu en Del af ældre Folk.
Der var en "Komediantspiller", som hed Hanberg og boede i en Jordhytte ovre på Darum Mark (Darum Sogn var adskilt fra Allerup af den store Sneum å), og han gav en Gang forestillinger i Allerup, han havde sin Datter Victoria med til Assist
ance. Teatret var en 3 Fags Stue hos Jens Frøken, og Scenen var i det ene hjørne med et Hestedækken som Fortæppe. Tæppet blev dog ikke rullet op, men Hanberg stod bag det og holdt nogle dukker op over, hvor de agerede med Hanbergs og
Victorias Fingre stukket i Arme og Ben, Replikkerne besørgede Hanberg og Victoria naturligvis. Hanberg kunde også spå Folk for en ekstra Betaling. Vi Børn Lov til sammen med Laust Røgter at se en Forestilling, entreen var 4 Skilling.
En Gang var der en Danselærer Frølich, som holdt Dansekursus både for Voksne og børn, og der var stor tilslutning. Lokalet var også Jens Frøkens Stue (samme Jens Frøken druknede senere Aaen, da han vilde ride igennem den til Darum,
Hesten kom selv hjem uden ham). Vi var mange Børn på Danseskolen, og Frølich var i Virkeligheden en dygtig og tillige myndig Danselærer. Vi lærte lanciers og Francois og mange andre Ture. Senere gik så løs med Børneballer, hvor vi dansede
alt, hvad vi havde lært, og dette vedblev helt, til vi blev voksne.
En Gang var jeg på Besøg hos Tante Elma i Jandrup Præstegaard, hvor Tantes yngste Stedsøn, der var et Par år ældre end jeg, og jeg legede sammen. Henrik havde fået fat i en enløbet rigtig pistol, og vi fik så den Ide, at vi vilde på
Andejagt. Vi Ladede Pistolen helt ud til Mundingen med Krudt og Hagl, og så lånte vi Kromandens Båd og se sejlede ud i (Varde å), hvor der var nogle Sivbevoksninger, jeg roede, os Henrik sad i Forstavnen med Pistolen parat, hvis der skulle lett
e en And. Det gjorde der dog ikke, heldigvis og da vi kom hjem, turde ingen af os fyre Pistolen af. Vi tog så en Bænk i Konfirmandstuen og bar ud i Haven, og der bandt vi Pistolen fast på den ene Ende og rettede den ind på Pære eller et
æble, vi havde stillet på Bænkens anden Ende. Så bandt vi en Snor i Aftrækkeren, spændte hanen og stak Snoren gennem et i Plankeværket bagved. Så trak Henrik i Snoren, og det gav et helt godt Brag, men da vi så Resultatet, vigte det sig,
at hele Skuddet var gået bag ud og havde fuldstændigt splintret Kolben, så den, der eventuelt havde holdt Pistolen i Hånden ved Affyringen, uvægerligt vilde have mistet hånden, eller i alt Fald fået den ødelagt.
Ja sådan kunde jeg blive ved, men nu må jeg vist slutte Afsnittet om min Barndom. Nej jeg må da fortælle om Julen og dens glæder. Forberedelserne begyndte mange Dage før med Slagtning og Bagning, al Bagning foregik i den store Bageovn,
som far fyrede varm med lyng og Tørv. Udendørs var der også travlhed, Vinduerne i Staldene blev vasket, og der blev revet og gjort i Orden overalt. Der blev skåret Hakkelse til Hestene, så der var nok til Helligtrekonger Dag. Vi altid
Juletræ, som Far kunde tage i den nordre Have, han tog Jorden med og satte det i en Balje, og når det var plyndret, blev det sat ud igen og groede altid. Vi lavede Juletræspynt i mange Aftener før Jul, Baade Hjerter, Poser og Guldkors og
Sølvkors.
Juleaften fik vi Risengrød og Ribbensteg og Medisterpølse, og Vi spiste alle i Dagligstuen, Far læste dog først Juleevangeliet. Mens Træet blev pyntet, måtte vi Børn og Laust Røgter vente i Soveværelset. Vi fik alle - også Folkene - små
Gaver, ja den Jul, da jeg gik til Præst, fik jeg dog et nyt ur, Der blev ikke arbejdet i Julen helt til Helligtrekonger, kun Dyrene og Pigernes Husgerning skulde passes. Nytårsaften fejedes omtrent som Juleaften. Juledag var der i Kirken ofr
ing til Præst og degn, men ingen gik op at ofre, dør far gik, han var også den sognets første mand.
En Gang sidst Firserne, da der skulde være Folketingsvalg kom der 4 Mænd kørende fra Esbjerg, Hansen fra Spangsberg Mølle, N.P. Silasen, Rørkær, gamle Breinholt og Skibsbygger Dahl, Esbjerg, og de vilde have far til at stille sig som
Højres kandidat i Esbjerg- kredsen. Far var meget betænkelig ved det, men de fik da overtalt, der var ikke Tale om, at han kunde blive valgt, for Højre var i de år (i Provisorietiden) gået stærkt tilbage, men de vilde gerne have Partiets
Stemmer Kredsen talt. Vi var så til Folketingsvalg, Kredsens Folketingsmand var Venstremanden Kommandør Bluhme Højre havde sit valgkontor på hotel Spangsberg, og der samledes alle vi unge Højre mænd, der ikke havde stemmeret og det gik livlig
t til.
Vor nabo, Jens Knude (J.C. Sørensen), der var Venstremand, men en god nabo, kom derind for at se telegrammerne, og det var med nød og næppe, han slap levende ud igen. Far fik mange Stemmer, og jeg ved, der var Venstremænd der også stemt
e på ham, men han kunde som sagt ikke blive valgt. Efter Afstemningen kom Far ned på Hotellet og sagde, at han og jeg var inviteret til Middag hos Konsul Breinholt (gl. Breinholts Søn), og vi gik så derhen. Far var en Gang mere Højres
Kandidat, men blev ikke valgt, skønt Venstre den Gang splittede deres Stemmer på 2 Kandidater.
To Gange om året skulde de kongelige Skatter, den Gang hed det ikke Statsskat, betales, og det skete til Far. Når Listen var kommen fra Amtsstuen i Varde, bekendtgjorde Far det ved Kirkestævne, og den næste søndag kom Beboerne så og
betalte, de fik Kaffe og kaffepuncher og fik Piberne stoppet, Far tog 20 øre af hver Skatteyder i Gebyr, og for disse Penge fik de altså nævnte traktement, og
Far rejste til Varde med Skatten og senere atter dertil for at hente Skattekvitteringsbøgerne så der kunde ikke blive Overskud af den Forretning. Der var også i Sneum Sogn, som rundt i Landet Folk, i Provisorieårene nægtede at betale
Skat, men det var nærmest kun som en tom Protest, for de betalte alle, når Far kom og talte
Roligt og fornuftigt med dem.

Emne:

Din email (for svar):

Tekst:

Vedhæftning:

Send