Theodor Ingolf Mortensen (8894)

Spredte barndomserindringer.

Dette her skal ikke være et forsøg på at skrive en selvbiografi, blot en genopfriskning af nogle spredte træk fra en efterhånden fjern barndom, inden det er for sent.
Min far, Thomas Johannes Mortensen, var her fra egnen, født i Andrup, mens min mor, Andrea Louise Andreasen, var fra Viborg. De havde truffet hinanden, mens far arbejdede som murer i Viborg. Det var egentlig mors lillesøster Margrethe, ha
n først havde øje for, når de sværmede på det idylliske Borgvold, men mor blev altså den foretrukne.
Hvornår mor kom her til Esbjerg, ved jeg ikke, kun at hun en tid tjente hos en læge Vestergaard i Kongensgade, hvor en af hendes daglige pligter bestod i at lufte lægens store hund. Men en dag stak den af fra hende i Kongensgade og for in
d mellem benene på en af byens større forretningsdrivende med det resultat, at han satte sig pladask midt på fortovet. Mor var frygtelig flov over hændelsen og skulle nok vogte sig for at røbe, at køteren var hendes ansvar.
Mine forældre blev gift i 1911 og flyttede ind i en lejlighed i Stormgade tæt ved Kongensgade. Her kom jeg til verden den 30. ja nuar 1912, en dag hvor der udenfor måltes 16 minusgrader. Jeg blev døbt i Vor Frelsers kirke her i Esbjerg o
g fik navnene Theodor efter en af fars fætre og Ingolf efter naboens lille søn.
Far var murersvend, arbejdede hos murermester Tranholm og var bl.a. med til at bygge Zions kirken. Men på et tidspunkt omkring første verdenskrigs begyndelse søgte han ind ved postvæsenet for at få noget mere fast og fik tildelt en rute
med udgang fra Guldager stationsby, der dengang bestod af en kort gade, hvis ene side udgjordes af stationsbygningen og jernbanesporene, mens der på den anden side lå en kro, en købmand og 12 huse - de 6 sammenbyggede til 3 dobbelthuse - e
n søvnig lille flække, hvor stilheden stort set kun blev brudt, hver gang toget ad den vestjyske længdebane mellem Esbjerg og Struer med sin osende fane af kul røg passerede forbi som et afvekslende pust ude fra den store verden,- efter
måske at have afleveret lidt gods og en passager eller to.
Lillebyens beboere var overvejende småkårsfolk. Måske ragede kromanden og købmanden en smule op over den gemene hob, skønt deres omsætning næppe har været stor. Af honoratiores var der kun stationsforstanderen og skovrideren,
sidstnævnte boende fornemt tilbage trukket lidt øst for stationen,
Vi boede først en kort tid, har jeg fået fortalt, i en kvistlejlighed i bygadens nordligste hus lige over for stationsbygningen med købmanden og kroen som nærmeste naboer.
Min tidligste erindring knytter sig dog først til vor næste bolig, der også lå over for stationen, men øst for jernbanesporene. Her fra husker jeg svagt en gul, sydvendt gavl med et stort pæretræ og en solfyldt have, men ellers intet om
selve huset. Det er revet ned for længst, men jeg har i min pensionisttid et par gange besøgt tomten og resterne af haven.
Det må være, mens vi boede her, at mor i sommeren 1914 fødte en dreng, der døde 4 dage gammel, efter at bedstemor i Andrup resolut optrådte som kvindelig præst og døbte ham med navnet Thomas efter bedstefar.
Fra dette sted flyttede vi til Jens Vestergaards hus, som det kaldtes, et rødstenshus, der også var beliggende øst for banen, ret øde mellem stationen og skovridergården. Da har jeg vel været 4 - 5 år gammel. Jeg husker, at snedriverne
en vinter efter en voldsom snestorm nåede helt op til tagrenden på østsiden af huset, men heller ikke indretningen af dette hus har jeg nogen erindring om, kun at der var en havedør ud til en vestvendt have, der efter tidens smag var anlag
t med en gang omkring et stort cirkel rundt blomsterbed.
dag fik vi besøg af en fotograf og skulle foreviges foran havedøren. Det var i en periode, hvor jeg havde en dum vane med at lave en bestemt grimasse, hvilket jeg selvfølgelig gjorde lige i det øjeblik, da fotografen knipsede. Billedet bl
ev vist ikke præsentabelt nok til familiealbummet og eksisterer i hvert fald ikke mere. Jeg erindrer tydeligt fra tiden her, at far og mor en sommerdag var på besøg et eller andet sted, hvor jeg ikke skulle med, så jeg blev passet hjemme a
f et par af pigerne fra Frøkærgården. Da vi på et tidspunkt gik omkring ude i haven, opdagede vi, at et par karle luskede rundt uden for hegnet. De var ret pågående og ville i kontakt med de kønne piger, så meget forstod jeg da. De blev
dog afvist.
Fra huset førte en sti mod syd langs en række høje graner hen til en jernbanebro, som vi skulle passere for at komme over i bygaden, når vi for eks. skulle til købmanden. Det var i hvert fald vores officielle vej. De voksne krydsede i
stedet for sporene lige over for stationsbygningen og undgik på den måde den ret lange omvej over broen, men det var nok ikke helt i overensstemmelse med gældende regler.
På marken mellem huset og broen var der masser af plads at tumle sig på, og her legede jeg tit med kammerater ovre fra husrækken. Men det kunne af og til knibe med at komme hjem i tide om aftenen, når legen gik allerbedst, og en sådan
aften, da jeg igen var blevet for længe ude, havde mor låst for mig for at give mig en lærestreg. Det var bestemt ikke rart at komme til en stænget dør, og jeg har sikkert vrælet og lovet bod og bedring, inden jeg blev taget til nåde og
atter lukket ind varmen.
I sommeren 1916 fik mor en dødfødt pige, og jeg husker tydeligt den lille, hvide kiste, der stod på et bord i stuen. Kisten var pyntet med blomster, som jeg efter sigende var meget optaget af uden at forstå alvoren bag. I forbindelse me
d en af de to sidste fødsler fik mor barsel feber, var dødssyg og vendte kun modstræbende tilbage til livet.


I en dejlig have neden for broen boede en kone, Marie Andersen, som vi var lidt bange for. Jeg husker ikke hvorfor. Hun var vist ellers rarheden selv, men har måske haft udseendet imod sig. I det nærliggende ledvogterhus ved jernbaneovers
kæringen residerede Ole Tarp, der ved siden af at passe bommene også var skomager eller træskomand, men han var slem til at drille på en spotsk måde, så ham brød vi os ikke om. Lige over for Ole Tarp lå Marie Poulsens lille hus. Hun var
ugift og boede sammen med sin gamle mor og en bror. Hun var altid rar og hjælpsom, og der kom vi ofte. Landevejen mellem Ribe og Hjerting gik dengang mellem disse to huse. Nu er den flyttet syd for Marie Poulsens hjem.
Men der var også andre, vi jævnligt havde omgang med. Sydligst i husrækken boede Kristian og Hansine Nøhr. De havde en flok børn, hvoraf den ældste datter Anna var Jævnaldrende med mig. Nøhr var også murer, og han og far byggede i
fællesskab en gård for Søren Jepsen i Oksvang. Kompagniskabet blev dog ikke til mere, bl.a. fordi familien Nøhr flyttede til Sædding, hvor de købte en mindre landejendom.
Midt i gaden havde Laurids og Lone deres hjem. Han var postbud ligesom far, og dem kom vi også godt ud af det med. I forbindelse med dem erindrer jeg svagt en situation fra min meget tidlige barndom. Mine forældre må have været optaget an
detsteds, for jeg blev passet af Lone. Jeg har åbenbart været for lille til at anbringes på dasset ude i gården - ungen skulle jo ikke gerne falde ned i tønden - så jeg blev sat på potten. Resultatet, en lang, hvid om, blev nøje studeret
af de tilstedeværende og har vel været en spolorm. Hændelsen får mig til at tænke på forfatteren Henning Mortensens festlige roman Havsidesommer, der foregår i Rindby på Fanø, og hvor hoved personen, drengen Ib, også kommer ud for en
spolorm.
Til kredsen af venner hørte også Konrad og Lise. Han var snedker.
De havde en flok børn, og det var dem, jeg allermest legede med.
Sønnen Jens og jeg var jævnaldrende. Han fik senere tuberkulose. På et tidspunkt overtog familien et nyoprettet statshusmandsbrug mellem Tarp og Andrup, men det gik vist ikke så godt, og de flyttede til et lille hus i Andrup. Senere rejst
e de til Herning, og vi mistede forbindelsen med dem.
Men højdepunktet ned hensyn til omgangskredsen i Guldagerårene var nok alligevel bekendtskabet med Frøkærgården og dens beboere, den milde, hjertevarme enkekone Christine Frøkær og hendes søn Peter og de seks døtre: Signe, Agnethe,
Karoline, Ingeborg, Marie og E sther.
Den gamle firlængede stråtækte gård, hvis smukke stuehus dannede syd fløjen, lå ca. 3 kilometer nordvest for stationsbyen. Det sidste stykke vej gik ad en smal markvej flankeret af et par lyngklædte gravhøje, og gården lå temmelig
afsides med åbne vidder til alle sider. Hverken mod øst eller vest var der naboer, så langt øjet rakte.
Syd for stuehuset strakte den store have sig ned mod en bæk, en have med gange og plæner, blomsterbede, bærbuske og gamle frugttræer, et af dem med bord og bænke i kronen. Denne have var noget af et paradis, men heller ikke helt fri for
slanger, for her overværede jeg engang, at farbror Jens, der en tid var forvalter på gården, fangede en hugorm. Med et par sokker på hænderne som beskyttelse fik han slangen lirket ind i en flaske, hvor den blev konserveret i sprit.
Han skød også en ørn på gårdens udmark. Den havde vistnok beskadiget en vinge. Fuglen blev udstoppet og stod fremme til beundring i mange år.
Det er almindelig kendt, at erindringer ofte knytter sig til dufte, noget som jeg tit har erfaret. En sensommerdag var jeg således med en af døtrene inde på et værelse. Her trak hun en kommodeskuffe ud, og mellem tøjet i skuffen lå der
de dejligste modne skovfogedæbler, hvorfra duften strømmede mig i møde så stærk, at jeg næsten kan fornemme den endnu. Jeg har jo nok fået et af æblerne. Jeg har altid fået fortalt, at jeg som lille var omsværmet af de Frøkærpiger - at de
nærmest sloges om at forkæle mig - så der er vel ikke noget at sige til, at jeg befandt mig særdeles godt under gårdens kvinderegimente.
I 1922 blev farbror Jens gift med en af dem, Karoline (Litte), og de overtog hans fødegård i Andrup. Der var stort bryllup med mange gæster, for begge familier var jo omfangsrige. I løbet af festen kom en stor kransekage med en nydelig to
pfigur på bordet. Jeg havde aldrig set noget så flot og ønskede: Bare man kunne få den figur. Men man kan jo skrue forventningerne for højt i vejret, for det blev min 5 år yngre fætter Jørgen, der til min store skuffelse løb af med
gevinsten, men det var jo sådan set rimeligt nok. Et stykke tid - jeg husker ikke hvor længe - før dette bryllup, oplevede jeg, at man også kunne være til besvær og uønsket uden at forstå grunden dertil. Vi var en tur i Andrup, og engang i
løbet af dagen var farbror Jens og Litte i hvid sommerkjole, forelskede og tæt sammenslyngede, på vej op mod "æ hyw", helt opslugt af hinanden. Jeg havde jo ingen forstand på alt det der med, at de voksne kunne være blindt forelskede og
foretrække at sværme i tosomhed, så jeg forsøgte at hægte mig på som det berømte tredje hjul til en gig med det resultat, at min ellers så rare farbror blev irriteret og afskedigede mig med klar besked på at forføje mig tilbage til gården,
hvorefter jeg slukøret og uforstående Sjoskede hjem for at finde trøst andetsteds.
Det har vist også været omkring ved dette tidspunkt, at den 5 år ældre Esther, den yngste af døtrene, gav mig noget af et chok, idet hun en dag under et eller andet påskud lokkede mig med ind i gårdens spisekammer og gav mig et smækkys.
Den slags overraskelser havde jeg aldrig før været udsat for og blev selvfølgelig ikke så lidt flov, men måske burde man have følt sig beæret over tilnærmelsen.
Som eneste søn overtog Peter Frøkærgården i begyndelsen af tyverne, men kort efter solgte han sit fødehjem til fordel for en gård i Grimstrup, et bytte der gik langt over min fatteevne, da jeg ikke kunne forestille mig noget, der var
bedre end Frøkær.
Mine forældre og deres omgangskreds var tilknyttet Indre Mission og mødtes jævnligt til de såkaldte samtalemøder. De deltog også i større arrangementer, for eks. grundlovsmøder. Jeg mindes et sådant møde, der fandt sted i skoven ved
godset Nørholm. Vi rejste med toget fra Guldager til Sig, og allerede det var jo en oplevelse ud over det sædvanlige. fra Sig travede vi så de ca. 2 kilometer ud til Nørholm, hvor der i udkanten af skoven var en festplads på engen ned mod
Linding å. Her lå der et skovfogedhus, hvor man kunne købe forfriskninger.
Vi lejrede os i skyggen af et af de store træer og spiste vor medbragte mad, der bestod af rundtenommer hovedsagelig belagt med æggeskiver, hårdkogte og grønlige, hvortil jeg fik den obligatoriske røde sodavand til 10 øre, et af dagens
højdepunkter. Og fra et hul højt oppe på træstammen stak en nysgerrig fugl hovedet frem, vel sagtens en spætte. Grundlovstalerne har jeg selvfølgelig ingen erindring om. Men hvor var vi trætte, når vi om aftenen endelig nåede hjem.
Lignende møder fandt sted i lunden over for den nu nedlagte Korskro, og set i bakspejlet forekommer det mig, at disse udflugter altid var begunstiget af vejret, så de står i et skær af sol og sommer.
Der var også dage, hvor mine forældre kom hjem i opløftet stemning fra fest eller begravelse efter at have mødt og udvekslet nyt med bekendte, det måske var både år og dage siden, de sidst havde truffet. Så blev dagens oplevelser
drøftet på ny, mens far stillede knækflippen og de løse, stive manchetter fra sig, og mor tog de snærende knapstøvler af. Jeg kan endnu se for mig, hvordan disse knapstøvler, der gik lidt op over anklerne, blev knappet med en slags nål, der
endte i en lille krog, hvormed man fiskede knapperne gennem knaphullerne.
Det tog lidt tid at få den slags støvler af, og det minder mig om noget, mor fortalte fra før min tid. På vej hen over et jernbaneterræn fik hun sin ene støvle i klemme i et skiftespor, mens et rangertog nærmede sig. I de uhyggelige
øjeblikke, hvor hun i panik forgæves masede for at få støvlen løs og allerede med rædsel så for sig, at foden kunne blive kørt af, kom en banemand til, og det lykkedes ham at få foden trukket fri, kort før toget nåede frem.
Da mine forældre jo langt fra var kirkefremmede, har det undret mig, at jeg overhovedet ingen erindring har om at have været med i kirke i Guldagerårene, men jeg har måske været for lille, i hvert fald de tidligste år. Desuden var der
temmelig langt fra stationsbyen til kirkebyen, og måske har præstens forkyndelse efter fars og mors opfattelse været for fattig på indhold, uden at jeg dog ved noget derom. Endelig var mor jo også gravid en stor del af tiden.
Når min dag var til ende, og Jeg var puttet i seng, træt af leg og tummel, takkede vi af med den lille aftenbøn: Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to. Fader se i kærlighed til mit ringe leje ned, men da mor ikke syntes, mit
leje var så ringe endda, rettede hun det til "mit lille leje".
Hidtil havde vi altid boet til leje, men i sommeren 1917 købte far et hus ovre i bygaden, og vi flyttede for fjerde gang. Det var et rødstenshus, det nuværende nr. 80, og må have været ret nyt. Det lå helt ud til gaden med baghus og hav
e mod vest ud til det åbne land. I baghuset var der vaskehus, brændsel rum og dasset, hvis værdifulde indhold af næringsstoffer indgik i naturens store kredsløb med saft og kraft til urtehavens porrer, selleri og rabarber.
I kvistlejligheden boede en gammel dame, en frøken Rosenkvist. Huset kostede 6.500 kroner med en udbetaling på 500 kroner
Vi var nu i sidste halvdel af krigen med skrappe rationeringer på så at sige alle daglige fornødenheder. Sådan noget som kaffe kunne selvfølgelig kun fås i form af erstatning. Mor ristede rug på stegepanden, og jeg synes næsten, jeg
endnu kan høre kernernes knitren, når de hoppede og sprang på panden, og mærke lugten af det brankede korn. Den største lighed med kaffe var vist farven. Vi fik dog heller ikke ren kaffe under normale forhold. Der blev altid tilsat et mål
cikorie, som man fik i lange, brune tutter.
Siden hen blev det mest "Richs der drik", som sloganet lød. Varer som brød, smør, sukker og petroleum var naturligvis også på mærker, det sidstnævnte til lamperne, da vi ikke havde elektricitet. Mor elskede "ægte smør", som hun kaldte
det, men det var jo dyrt, så vi brugte altid margarine, også efter rationeringens ophør. For at få margarinen til at ligne smør blev den æltet sammen med et gult, flydende farvestof, som man fik i små blærer sammen med margarinen.
I årene omkring første verdenskrig anvendtes også i stor udstrækning karbidlygter. Jeg husker dem mest som cykellygter, der gav et kraftigt, skarpt lys. Klumper af karbid blev fyldt i bunden af beholderen, hvorefter man tilsatte vand. De
r dannedes nu acetylen, som strømmede op gennem en brænder. Man snuste sig til, når der var gas nok til, at den kunne antændes, og synet af cyklister med næsen snusende tæt over lygtens brænder hører tiden til
I husets kakkelovne blev der naturligvis fyret med tørv, vort hjemlige brændsel, mens der i komfuret også blev brugt fyrrekvas, som hurtigt gav varme. Det blev skovet i egnens mange plantager.
Vi havde altid en gris under opfedning, og den blev selvfølgelig under opvæksten til noget af en kælegris, som man nærmest fik et familiært forhold til. Den gryntede gemytligt og velfornøjet, hver gang vi kom med godbidder til den, og
når vi så kløede den i de stride børster, krummede den vel lystigt ryggen i lykkelig uvidenhed om menneskenes træskhed. For der kom jo en dag, hvor den nødvendige henrettelse skulle finde sted. Så stillede hjemmeslagteren fra morgenstunden
, stigen blev hentet frem og lagt på bukke, spanden til blodet stillet frem og kniven hvæsset. Når hovedpersonen så under hvinende protester blev hentet frem fra sin lune sti og brutalt lempet op på skafottet med benene i vejret, sagde
slagteren altid med et muntert glimt i øjet, at nu skulle jeg holde ofret i halen - hvorpå jeg rædselslagen styrtede hjemmefra.
Bagefter nød jeg med vel behag de herlige, usunde fedtegrever og den liflige, sorte blodpølse og alle de andre gode sager fra kælegrisen, lige fra hovedet til halen og tæerne med, så det var ikke meget af dyret, der gik til spilde,
bortset fra hylene, Om det så var svineblæren, fik jeg den pustet op, og med en snor i gjorde den det ud for en senere tids legetøjsballoner af gummi. Da der hverken var noget, der hed henkogning eller nedfrysning, blev det meste af grisen sal
tet ned, og før man nåede bunden af sulekarret, kunne det ske, at flæsket var blevet harsk.
En overgang havde vi også kaniner i baghaven, men om de var supplement til kosten, ved jeg ikke. Jeg erindrer i hvert fald ikke, at vi nogen sinde har fået kaninsteg. Derimod husker jeg besværet med at holde styr på dem. De gravede sig u
d under burets vægge og stak af, så man måtte ud at lede efter dem.
Det forekommer mig i det hele taget, at de fleste daglige middagsmåltider, der altid serveredes om middagen, bestod af stegt flæsk med pandeløgsovs og om søndagen måske en hakkebøf med masser af bløde løg. Alle disse løg blev til en
indgroet aversion mod denne grønsag, som har fulgt mig livet igennem.
Måske var kosten dog knapt så ensidig, som jeg mindes. Vi fik så at sige næsten altid to retter, og eftermaden kunne for eks. være mælk og tvebakker, frugtgrød eller sødsuppe med svesker. Stenene knuste far for at få fat i de
velsmagende kerner.
Når mor havde storvask, fik vi dog kun én ret, altid mælkerisengrød med kanel på og øl til, så jeg brød mig ikke om vaskedagene, der forekom mig deprimerende triste. Den følgende dag bestod ef terretten af resten af risengrøden med
varm øl på.
Af og til kunne der uden for spisetiderne vanke en lækkerbisken som røræg, en æggeblomme rørt hvid med sukker. Det var før salmonellaen blev kendt. En sukkermad med det mørke St. Croixsukker på var heller ikke ilde, selv om mor havde
hørt, at de velsmagende klumper deri skyldtes, at negrene spyttede i sukkeret. Det var for mens vi boede i Guldager, at de dansk vestindiske øer for 25 millioner dollars blev solgt til U.S.A. efter en folkeafstemning 1916, hvor faster Thea st
emte så eftertrykkeligt NEJ, at blyanten knækkede, uden at det dog hjalp på resultatet.
Der var naturligvis i disse urolige år en masse snak mellem det lille samfunds beboere om krigsforløbet, om kejser Vilhelm den Andens gøren og laden og hans opfattelse af "den gule fare". Tyrkernes umenneskelige grusomheder mod de kristn
e armeniere var også genstand for manges opmærksomhed og afsky. Men det var alt sammen noget, jeg ikke forstod alverden af.
Til minderne fra krigsårene hører også synet af zeppelinerne, der fra deres base i det tyske Tønder sejlede op og ned langs den jy ske vestkyst på deres rekognoscerings togter. Under deres lydløse
I det hele taget tyede mødrene ofte til den nemme løsning at affodre deres unger med en Hamburgmad - en velsmagende sammenklapper bestående af en skive rugbrød og en skive franskbrød klasket sammen med puddersukker imellem - det der øst
for Storebælt hedder en Amagermad.

gliden ud og ind mellem skyerne mindede de om kæmpecigarer. af dem nødlandede på stranden på Fanø og brændte.
De voldsomme brag fra minesprængningerne hører også med i billedet, ligesom jeg mener at kunne huske bulderet fra Jyllandsslagets vældige kanoner, da den engelske flåde tørnede sammen med den tyske højsøflåde. Der var også noget med en
flyvemaskine, tysk eller engelsk, der faldt ned eller nødlandede i nærheden af Guldager, men til min store ærgrelse måtte jeg ikke komme hen for at se den. En flyvemaskine var ellers et sjældent syn.
En dag kom en afdeling af de Indkaldte sikringsstyrker ridende op ad bygaden i retning mod stationen, og en af soldaterne var til min store forbavselse min onkel Christian, højt til hest og i flot uniform. Det gjorde vældigt indtryk, o
g for mig så det nærmest ud, som om de red til angreb på stationsbygningen, men måske skulle de blot transporteres med toget andetsteds hen.
Jeg kan naturligvis ikke stå inde for kronologien i de mange små dagligdags hændelser i Guldagerårene, så de må komme i tilfældig rækkefølge, efterhånden som de dukker op i erindringen.
Biler og motorcykl er var ikke noget, vi så ret meget til, da vi lå langt fra alfarvej, og derfor var disse teknikkens vidundere altid spændende. Da jeg en dag legede uden for huset, kom en motorcykel drønende ind gennem byen. Det var fo
r stor en udfordring, og på drengevis spænede jeg tværs over gaden så tæt foran den larmende maskine som muligt, skønt jeg selvfølgelig godt vidste, det var forbudt og ikke ufarligt, hvis man snublede. Desværre stod mor ved havelågen med
kosten parat, så legen endte med at give bagslag, men ikke ufortjent
Dengang var det så afgjort mødrene, der tog sig af børnenes opdragelse og eventuelle afstraffelse. De var jo derhjemme hele dagen, mens fædrene havde deres lange arbejdsdag borte fra hjemmet. I det hele taget er det mit indtryk, at
fædrene generelt måske nok talte til, men ikke meget med deres børn. Far blandede sig i hvert fald ikke meget i min opdragelse, men jeg var alligevel klar over hans tilstedeværelse i baggrunden som en autoritet, og at der var grænser for, hvad m
an kunne tillade sig.
Den nordgående jernbane mellem Esbjerg og Varde lå ganske tæt ved de forskellige huse, vi efterhånden boede i. Det er blevet mig fortalt, at jeg et par gange er kommet faretruende tæt på skinnerne, men heldigvis blev fanget ind i tide.
Den ene gang var jeg kravlet under hegnet og var på vej ned mod banelegemet, da et tog var i anmarch, fordi jeg ville med ind til min bedstemor i Esbjerg, og i det andet tilfælde var jeg med far inde på baneterrænet, hvor han var i færd me
d at losse tørv fra en jernbanevogn, mens jeg løb omkring og legede. Da skal jeg være kommet lovlig tæt på et rangerende tog, men blev reddet af en vred jernbanemand. Disse situationer husker jeg dog ikke selv, så jeg kan ikke have været
ret gammel.
En nat gik den nærliggende Grandts gård op i luer, vistnok i forbindelse med et lynnedslag, og det var uhyggeligt fra vore vinduer at følge flammernes flakkende skær mod den natmørke himmel. Jeg kunne i det hele taget ikke lide
tordenvejr, og når jeg dunkelt mindes, at jeg var med far ude en køkkenhave, vi havde lidt nord for stationen, skyldes det utvivlsomt uhyggen, da lynet under et voldsomt uvejr slog ned i en gård lige ved siden af haven, som jeg ellers ikke husker n
oget om.
Mens talen er om vejret, kommer jeg til at tænke på den ærgerlige, men også lidt komiske situation, da far i en forrygende storm på vej hjem fra stationen mistede sin hat, der simpelthen forsvandt op i den blå luft for aldrig mere at
vise sig, skønt der blev ledt grundigt efter den.
Oppe fra jernbanebroen kunne man overse banelegemet og hele stations området med skiftesporene, og herfra kunne man også, hvad drenge altid har syntes var sjovt, vente på toget for at spytte ned i skorstenen på lokomotivet, lige før det
forsvandt ind under broen, mens man blev indhyllet i den dampvarme, sodfyldte sky af kulrøg, som væltede op af skorstenen.
Til afveksling kunne der komme en trolje kørende med et par banearbejdere, der pumpede sig frem ved hjælp af deres drivstænger, parate til at springe af og løfte køretøjet af sporene, hvis et tog nærmede sig.
Heroppe på broen traf vi en dag - en kammerat og jeg - en godmodig sinke fra egnen, og for at prøve, om han nu også var så dum, som man sagde, ville vi lokke ham til at spise en stor blomme, en så kaldt kopatte, for at se, om han kunne
finde ud af at spytte stenen ud. Det var dog os, der var dummest, for han spiste selvfølgelig blommen med velbehag, helt uden problemer med stenen.
Børn har altid følt sig tiltrukket af vand og elsker at plaske omkring i pytter og pøle. Således soppede jeg i en ledig stund rundt i et vandhul, til jeg pludselig opdagede, at vandet var rødt af blod. Da jeg styrtede hjem og havde fået
foden i sæbevand, viste det sig, at jeg havde fået en dyb flænge tværs over vristen, sikkert fra et glasskår eller et metal stykke. Først nu efter ca. 80 års forløb er arret ved at fortone sig.
Der var hede sommerdage, hvor vi alle tre tog ud i Guldager plantage for at skove fyr. Det harpiksduftende fyrrekvas -var som tidligere nævnt meget brugt som brændsel i komfurerne, hvor det hurtigt gav varme. på sådan en tur, hvor jeg lø
b omkring på opdagelse, fandt jeg en særlig stor og flot fluesvamp, som jeg glædestrålende viste frem, til jeg fik at vide, at den var giftig.
Far røg pibe og havde flere af slagsen, bl.a. en meget lang, som han dårligt nok selv var i stand til at tænde. Men når han havde sat sig i gyngestolen og stoppet piben med Obels Melange, fik jeg lov til at rive tændstikken og stikke de
n ned i pibens porcelænshoved, mens han pulsede løs, til ilden fængede i tobakken. Piberygningen gav en del ud kradsning i form af aske og tobaksrester, som havnede i en skuffe i tobaksbordet og senere blev afhentet af en bekendt, der brug
te det som skrå, en skrap kost.
Hjemmet var ikke helt uden musik, for far kunne spille på mundharpe, og jeg mindes stadig de dengang så kendte melodier som "Under den hvide bro", Ingeborg på femte sal" og "Fuldmånen stille sejler". Mor var mere til orgel og kunne spill
e lidt efter noder, men hun foretrak andre melodier.
Det var mor, der lærte mig tidens gængse børnesange, bl.a. den om de to små søskende, der hen mod dagens slutning står i vinduet, u tålmodigt spejdende, om far dog ikke snart kommer hjem fra arbejde: "To søde småbørn med øjne blå. it
med omkvædet: " Venter på far, stirrer ud på gaden og venter på far ".
Og den næsten uopslidelige vise om det lille bjerg, der lå langt ude i skoven: "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg", hvorefter man byggede videre med versene om træet på bjerget, grenen på træet, kvisten på grenen, bladet på kvisten
osv. Sommetider fik vi besøg af Christen Riber fra Sjælborg, en kolportør, der cyklede rundt på egnen med sin taske fyldt med gudelige skrifter, som han forsøgte at afsætte til åndsbeslægtede. I mine øjne var han en gammel mand, men mest
husker jeg ham for hans milde ansigt, der lyste langt væk af godhed. Sammen med venner var vi engang kørende i hestevogn ud for at besøge ham og hans kone på deres lille ejendom nord for Hjerting.
En anden bekendt var Søren Hansen (uden stød), en gårdmand fra Kjersing, hvor vi også har været på besøg. Han havde oven på sin skaldede isse et par æg store fedtknuder, som det var svært at holde øjnene fra. Ud over disse distraherende
buler var der desuden det inter essante ved ham, at han havde været i Amerika, noget der for mig lød meget fjernt og spændende.
Til de små glæder, der lyste op i hverdagen, hørte også, at mor lavede fastelavnsris til mig, så jeg kunne Tise dem op fastelavnsmorgen. Riset var en gren fra haven, pyntet med kulørte papirstrimler. Derimod ville de ikke have mig
rendende omkring i byen med maske på.


Dertil kom remser som den klassiske Du og jeg og vi to sejlede i en træsko og Hvem er det, der banker, det er lille Anker og flere andre. Og tidligt fik jeg lært den svære spiritusprøveagtige "militære "titel, der nok stammer fra mors
barndom i Viborg; Overgedebukkebensgeneralkrigskommisær.

Til jul eller fødselsdag fik jeg undertiden små hjemmelavede gaver fra mors ældste søster Ane på Djursland, en søster som jeg desværre aldrig fik set. På den tid var det ikke almindeligt, at man foretog en så lang og besværlig rejse.
Først i årene efter anden verdenskrig besøgte mor hende en enkelt gang. Hun havde ellers i sin barndom været en del hos denne søster, der dengang var gift med en købmand og boede på Fur i nærheden af færgelejet. Jeg tror endda, mor en tid
gik i skole deroppe. Hun mindedes altid disse Furdage som en lys og dejlig tid.
Ellers havde vi ikke meget forbindelse med mors søskende bortset fra tante Margrethe (moster) i Esbjerg. Afstanden til morbrødrene i Viborg og København var for stor. Endelig har jeg på fornemmelsen, at mor var flov over sin bror Christen
s optræden omkring på markeder sammen med datteren Dagny, først med det lokomotiv, som han havde bygget, siden hen slet og ret som gårdmusikanter.
Bortset fra de førnævnte smågaver var det mest "bløde" pakker, man fik til jul og fødselsdag, noget man alligevel skulle have. Det er nu ikke helt korrekt, for ved nærmere eftertanke dukker der både byggeklodser og farvelade op, og et
par år i træk fik jeg i julegave en lille grøn bil, der kunne trækkes op, købt hos Blichfeldt eller Flensborglager på torvet i Esbjerg. Det var såkaldt Nürnbergkram, som desværre ikke holdt ret længe, ikke bare på grund af den dårlige
kvalitet, men vist nok så meget, fordi jeg hverken havde rist eller ro, før tingen var skilt ad, så jeg kunne se, hvad der var indeni.
A propos "bløde" pakker får det mig til at tænke på tøjet, vi gik klædt i. Om vinteren gik vi drenge almindeligvis i bluse og korte bukser af cheviot, et mørkt eller marineblåt stof, blusen med mat roskrave, dertil lange, sorte
strømper og sko eller træsko. Men der er særlig et bestemt klædningsstykke, jeg husker, sikkert fordi det var så irriterende - et livs tykke, som vistnok blev brugt af både piger og drenge. Det blev, meget upraktisk, knappet i ryggen og var
forbundet med strømperne ved hjælp af et bredt, gråt elastikstrømpebånd med en række knaphuller i, så forbindelsen efter behov kunne strammes eller slækkes, så man undgik ål i strømperne. Det var vel nærmest en forgænger for hofteholderen, og
vi betragte de det som "tøset" og halvflovt at gå med sådan noget.
Sommertøjet var af noget lyst lærred stof med en smal, blå stribe i, og da det i sommerhalvåret blandt drenge blev anset for nedværdigende at gå med strømper, i hvert fald til daglig, slap man for det ydmygende livstykke.
Hjemnets inventar, som jeg mindes det fra mine tidlige år, var ret sparsomt. Køkkenets vigtigste "møbel" var komfuret med det blankpudsede messinggelænder, de ringdækkede kogehuller, ovnen og ovre bagtil mod væggen den dybe forsænkning,
den såkaldte gryde, hvor der altid stod varmt vand, når komfuret var i brug. Ved siden af stod brændekassen med tørv eller kvas og vandspanden, der i Guldagerårene fyldtes ved pumpen ude i gården. En spisekrog med bord og stole var der
selvfølgelig også. Køkkenlampen, der hang på væggen, var den gængse med grøn glasbeholder og rund metalskive, der vist skulle reflektere lyset, der alligevel aldrig nåede helt ud i rummets dunkle kroge.
Møblernes placering i stuerne kan jeg ikke gøre nøjagtigt rede for, vi flyttede jo så tit, og mor holdt desuden af at lave om på indretningen. Men i spisestuen havde bordet og de stive, højryggede stole altid deres plads midt på gulvet
under hængelampen. Ude ved væggen stod den store, tunge buffet med skuffer, udskårne låger og overbygningens 2 sideskabe med de kulørte ruder. Her på buffeten stod nikkelkaffekanden på en lysedug, så langt tilbage jeg kan hu ske.
I dagligstuen var der en grøn sofa eller chaiselong med svunget ryg, og her stod også morbror Jens smukke lille skab, vistnok hans svendestykke som møbelsnedker. Dertil et lille orgel, som mor holdt meget af at spille på. På orglet havd
e 2 sjove kuglerunde messing lysestager deres plads, tunge, fordi de var fyldt med sand (fandt jeg siden ud af).
Vi havde også en gammel messinglysestage, der strammede fra mors hjem i Viborg. På stagen var indgraveret bogstaverne K.J.D. og årstallet 1844. Den er uden tvivl en forlovelsesgave fra min oldefar Christopher Andreasen i Finderup til han
s kæreste Kathrine Jens Datter, min oldemor. De blev gift 1845. Men den historie kendte mor ikke noget til.
I et hjørne af stuen stod gyngestolen, som man skulle passe på ik ke at klemme fingrene i, og endelig var der fars tobaksbord med de 2 skuffer og hylden til blade. På væggen bag ved hang fars lange piber og en avisholder af noget grøn
t stof med et broderet motiv. Af billeder husker jeg bedst et maleri af fiskere i færd med at trække vod i farvandet ud for Kronborg, vistnok en kopi malet af fars fætter Jes Laurentius. Blandt stueplanterne dominerede især de
farvestrålende pelargonier og de nøjsomme aspidistraer, der kunne tåle skygge og stod på et par kraftige, sorte, drejede søjler inde i stuens halvmørke, men jeg husker også, at der i vinduskarmen var både en myrte og en af de tykbladede
paradisblomster. Soveværelsesmøblementet bestod af dobbeltsengen med de høje gavle, en servante med hvid marmorplade, en kommode med et sjovt vippe- spejl ovenpå og et stort klædeskab. Og så selvfølgelig min seng. I vinduskarmen den kønne lille
natlampe med hasselnødmotiv på pet roleumsbeholder og kuppel, hvorfra det dæmpede, bløde skær strålede ud i rummet.
I min barndom var alle husets gulve ferniserede og uden tæpper, og jeg synes næsten, at jeg endnu kan fornemme den gennemtrængende fernislugt, der altid optrådte i forbindelse med forårsrengøringen, hvor man i forvejen følte sig
hjemløs. Efterhånden kom der dog lin oleum (imiteret) på nogle af gulvene.
Jeg havde nær glemt stuernes allervigtigste inventar, kakkelovnene i deres kroge, der i fyringsperioden spredte hygge, når de blev fodret med tørv eller koks, alt efter om der var krig eller fred i verden. Der kunne være en egen stemnin
g af tryghed og velvære sådan en efterårsaften i skumringen med blæsten tudende om hushjørnerne og ilden buldrende i kakkelovnen, mens skæret fra gløderne strålede ud i stuen gennem den nederste låges marieglas, og den lange stikkedel
oppe i indfyringshullet hyggeligt småsnurrende samlede damp til et hvinende fløjt med løfte om en varm kop te til aftensmaden.
Fra disse tidlige år husker jeg en ret stor, flad kasse fyldt med flotte tekniske tegninger fra fars ophold på Haslev håndværkerhøjskole. Kassen var fint forarbejdet, havde messinghåndtag og kunne lukkes med små hasper. Jeg holdt meget
af at bladre i de fine tegninger. Sammenholdt med fotografiet fra Haslev, hvor far stolt står ved siden af sit svendestykke - en smukt udført mur med blænding og frise - forstår man, at han før sin tid ved postvæsenet har haft nogle år
med et nok så afvekslende arbejde, bl.a. i Viborg, Skals og Esbjerg. Men jeg har stadig svært ved at forestille mig far sid- de bøjet over tegnebrættet arbejdende med passer og lineal. Vi var af og til med toget ind til Esbjerg for at besøg
e bedstemor (mormor) i Østergade 53, hvor hun havde en lille stue hos onkel og tante, Christian og Margrethe. Vi sagde altid tante Margrethe, men hun var nu min moster. Bedstemor havde været enke siden 1908 og var nu svagelig og ofte senge
liggende.
Men vi var oftere i Andrup hos mine bedsteforældre (farfar og farmor), der havde en lille gård, hvor der var mere afveksling. Her var jeg meget glad for at komme og blev der tit i flere dage. Når vi fra Guldager cyklede en tur derud, sa
d jeg på stangen hos far. Men hvis mine ben begyndte at " sove", eller når føret blev for tungt på den sandede vej, løb jeg ved siden af cyklen med en hånd på bagskærmen.
Jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang blev sendt af sted på egen hånd med kurs mod Andrup. På bare ben gik turen ad den støve- de landevej, først over Tarp dengang en kro og nogle få huse og gårde, og allerede turen hertil var
lang for et par små ben. Fra Tarp videre ad den Øde, endeløse vej, til jeg fjernt i horisonten skimtede en trægruppe omkring en gård og vidste, at nu var det værste overstået. Nu skulle jeg bare hen forbi den store gravhøj (æ hyw), der lå
på bedstefars mark. Derfra førte en markvej lige ned til gården. Jeg har en svag erindring om, at jeg engang havde be svær med at komme forbi bedstemors får, der græssede uden for gården, og at jeg blev nødt til at slynge armene omkring
halsen på et af dem for ikke at blive rendt over ende. Men når jeg så endelig var nået frem til målet, nød jeg opholdet i fulde drag. Og jeg mindes ikke, at jeg nogen sinde har taget turen den anden vej, så jeg er jo nok blevet hentet.
Når disse ture mellem Guldager og Andrup føltes så uendeligt lange, skyldes det selvfølgelig min ringe størrelse, og at alt blev set fra et stade tættere på jordhøjde, for i virkeligheden var afstanden vel højst en mils vej. Alligevel
har det undret mig, at min mor, der ellers var meget omsorgsfuld, turde sende mig af sted på den måde uden vished for, om jeg i det hele taget nåede frem i god behold, men sådan gjorde man altså. Der må have hersket Frode Fredegodlignende
tilstande i landet dengang. Jeg er ikke engang sikker på, at de i Andrup vidste, at jeg ville komme, og hvis nogen på min vej havde spurgt, hvor jeg skulle hen, havde jeg ikke kunnet svare andet, end at jeg skulle besøge min bedstefar og bed
stemor. Hvad de hed, anede jeg ikke.
På en af mine Andrupture var jeg på vejen til Tarp lige ved at træde på en hugorm, der med løftet hoved og spillende tunge lå sammenrullet i det solvarme sand. Jeg havde allerede løftet min bare fod for at tage det næste skridt, da jeg
fik Øje på slangen og sprang over den. I forvejen havde jeg hørt en del ammestuesnak om hugorme, og min skræk for dem blev ikke mindre efter dette. Det hed sig bl.a., at de ikke kunne dø, før solen var gået ned, og at de kunne danne et
hjul ved at bide sig selv i halen og trille efter én.
I mine tidlige barneår boede faster Anna stadig hjemme hos sine forældre. Hun tog sig meget af mig, og jeg var vældig glad for hende. Bedstemor holdt jeg også meget af, mens bedstefar nok var rar, men lidt mere fjern, ligesom det var tilf
ældet med fædrene. Der kommer flere erindringsbilleder fra Andrup senere hen, men nu tilbage til Guldager.
Her var Gerda kommet til verden i vinteren 1919. Jeg skal være fa ret ud på gaden og have råbt: "Hurra, jeg har fået en lillesøster" lidet anende, at ankomsten af sådan en størrelse kunne afstedkomme senere behov for børnepasning. Og
som legekammerat var hun jo i. sa gens natur ikke meget bevendt, dertil var de 7 års afstand mellem os for stor.
Det var doktor Mortensen i Esbjerg, der tog sig af vore skavanker.
Han fandt ud af, at jeg havde polypper og for store mandler, og det skulle der gøres noget ved. Faster Maren, der var plejemor (oversygeplejerske) på Ribe sygehus, tog mig med sig, og dermed var jeg i de bedste hænder. Det med mandlerne v
ar jeg dog ikke helt tilfreds med, og mens lægen stadig var i gang med sine instrumenter, og jeg spyttede de blodige klumper op i en bakke, fik jeg fremstammet: "Nu vil jeg ikke mere", hvortil lægen svarede: "Ja, men så holder vi op".
Han har jo nok været færdig med arbejdet.
Mod slutningen af vor Guldagertid stiftede også vi bekendtskab med den uhyggelige spanske syge", der kostede langt flere menneskeliv end krigen, efter sigende mellem 20 og 40 millioner, alene i Danmark omkring 12000, og epidemien er kald
t det værste virusangreb nogen sinde. Doktor Mortensen, der havde en meget travl tid, kom også ud til os, men det var begrænset, hvad han kunne stille op mod sygdommen. Jeg ville ikke tage den ildesmagende medicin og slog glasset ud af hån
den på den, der ville hjælpe mig, men jeg kom dog hurtigt oven senge igen. Mor var mere medtaget, og for hende blev det begyndelsen til den tuberkulose, der senere sendte hende på sanatoriet.
Men da var vi flyttet fra Guldager.
Jeg lærte vist ret tidligt at læse, men nok ikke altid lige korrekt.
Fra Guldagerårene husker jeg således en bog med den mærkelige titel "Talende Stene", som jeg læste navnet, indtil det gik op for mig, at trykket skulle lægges på første stavelse. Fra samme periode var der også en bog med små
moraliserende fortællinger, bl.a. den om drengen, der blev budt et æble fra et fad og omhyggeligt udsøgte sig det største og rødeste - for ved første bid at opdage en fed orm. Og det var jo meget belærende.
I foråret 1920 skulle jeg begynde min skolegang i den lille forskole for stationsbyens mindre børn, da kirkebyen med hovedskolen lå for langt væk. Undervisningen fandt sted i en stue lige over for stationen, men jeg kan kun have gået de
r ganske kort tid, måske et par uger, for jeg husker overhovedet intet i forbindelse med skoletiden bortset fra den dag, den første april, da nogle kammerater på vej til skole ville vise mig en fuglerede i en busk ved stationsbygningen, o
g jeg godtroende, spændt og forventningsfuld løb derhen sammen med dem - og så var det bare aprilsnar.
Kort efter flyttede vi til Boldesager.


Der var sket det, at far åbenbart var blevet træt af sin landpostrute, der, mener jeg at have hørt, var på omkring 4 mil, en drøj tur, især om vinteren med sne- og isglatte veje. Han søgte derfor ind til Esbjerg, hvor han fik en rute i
vester byen. Her var der så til gengæld de mange trapper.
Jeg undrer mig over, at Jeg intet erindrer om årets genforeningsrus. Jeg var dog begyndt på mit ottende år, men afstemningsdønningerne nåede måske ikke ud til det afsidesliggende Guldager, eller også skyldes det simpelthen, at vi netop
da lå i opbrud og stod for at skulle flytte til Esbjerg, en omvæltning der nok i et barns tilværelse var af større betydning end det sønderjyske problem. For samme forår blev huset i Guldager solgt for 8.300 kroner, hvorefter vi skulle på
jagt efter noget at bo i inde Esbjerg, så tæt på byen som muligt.
Men da der stadig herskede stor bolignød i årene lige efter krigen, var det ret håbløst at finde noget i en fart. Det lykkedes dog omsider at opdrive et kvistværelse i Nørrebrogade tæt ved Frihedsvej, men da der ikke var noget køkken,
måtte mor lave mad på en primus ude på det nøgne loft lige under tagstenene - uden vand, vask eller afløb. Det var meget primitivt.
Jeg sov på gulvet lige under kvistvinduet, hvor der var en forhøjning, og her lå jeg med mæslinger eller røde hunde, kan jeg huske. Og herfra kunne jeg kikke tværs over gaden lige ind i fru Hansens butik, Lille Flensborglager.
Jeg blev sendt i Boldesager skole, der dengang lå på Strandby Kirkevej lige øst for viadukten, der førte under nord banen, men det blev også kun en ganske kort tid, for den tuberkulose, som mor havde pådraget sig efter den spanske syge,
brød nu ud for alvor, og hun blev indlagt på Spangsbjerg Sanatorium.
Det var en vanskelig situation for vor lille familie. Far kunne jo umuligt stå alene med 2 mindreårige børn under disse elendige boligforhold, så det endte med, at Gerda, der kun var omkring lå år, kom i pleje hos vildfremmede mennesker
, en gårdmandsfamilie på Ny Ølufgård, nabo til Schæfergård, hvor faster Thea boede, og det er sandsynligvis hende, der har fundet dette midlertidige hjem til sin brors datter. Måske har der også været tænkt på mulig adoption, hvis mor
døde. Jeg blev udstationeret i Andrup hos mine bedsteforældre, og bedstemor kom selv kørende i en lånt hestevogn og hentede mig og mine pakkenelliker. Jeg mindes ikke, at familiens opsplitning gjorde nævneværdigt indtryk på mig. Jeg var jo
vant til og glad for at være derude, så det betød ikke nogen større omvæltning. Men da det var højst usikkert, hvor langvarigt opholdet i Andrup ville blive, måtte jeg naturligvis i skole. For tredje gang inden for mit første skoleår
begyndte jeg i en ny skole, og de følgende måneder traskede jeg så på alle ugens hverdage over til Briksbøl skole, hvor jeg havde den rare frøken Petersen til klasselærer.
Men selv om jeg følte mig hjemme derude og i enhver henseende havde det trygt og godt, gik tankerne da ofte ind til mor på hospitalet. Hvordan havde hun det? Blev hun snart rask? Far tog naturligvis tit derud, men jeg tror ikke, at jeg be
søgte mor på sanatoriet en eneste gang under hendes sygdom, for hvordan skulle jeg komme derover. Derimod husker jeg, at jeg har stået i stalddøren ud til vest og stirret over mod det dengang mere fritliggende Spangsbjerg. Når aftensolen
så tændte himlen i brand, dukkede billedet af slottet, der står i vesterled, tækket med gyldne skjolde, frem i ens tanker. Samtidig kunne man, hvis vejret var stille, eller når vindretningen passede, høre den mere prosaiske, men hyggelige
dunken fra kutternes glødemotorer, når fiskerne stod til havs fra Esbjerg.
Gerda så jeg heller ikke noget til i de måneder, mor var væk. Samme sommer købte far en byggegrund på Frihedsvej, i dag nr. 58, for ca. 2.000 kroner, og her gik han i sin fritid straks i gang med at bygge en villa med fuld kælder og
overlejlighed, som skulle stå klar, når mor forhåbentlig vendte rask hjem fra sanatoriet. Imens gik tiden sin rolige gang i Andrup, hvor det stadig var bedstefar og bedstemor, der stod for den daglige drift, selv om de var ved at være til års
. Som tidligere nævnt boede faster Anna endnu hjemme. Hun var syerske og gik en del ud og syede for folk.
Gården hørte til de mindre, var vel nærmest et husmandsbrug, og havde stadig et ret stort uopdyrket hede areal, Bedstefar var, ved siden af at være landmand, også uddannet snedker med eget værksted på ejendommen, og han havde ord for at
være en meget dygtig og velanset håndværker.
Bygningen var et stråtækt rødstenshus med stuehus og værksted i den ene længe og stald med plads til 4 køer i den anden. Efter at far bror Jens i 1922 havde overtaget stedet, blev der bygget en ny fløj til, en lade. I vinkelhjørnet lå
brønden omgivet af en trækarm, der skulle beskytte børn og dyr mod at falde i. Den samme brøndkarm var skjulested for far og hans brødre, når de i deres drengetid skulle gemme sig for hinanden - og deres mor ikke så det.
I køkkenet, hvor familien opholdt sig til daglig, var der altid varme fra komfuret, og skorstensvæggen var et yndet opholdssted for de mange fluer, der i tusindtal, forekom det mig, satte sig til rette på den lune væg, hvorfra de letted
e med en høj summen, hvis de blev forstyrret. Man bekæmpede dem med de gule, klæbrige fluefangere, hvorpå de arme dyr sad fastklistrede i dagevis, kæmpende for livet, så man næsten fik medlidenhed med dem, og det hjalp først rigtigt, da
flitsprøjterne kom frem.
Ved langbordet foran vinduerne ud mod gårdspladsen blev alle måltiderne sat til livs. Her fik man masser af stegt flæsk og godt med kartofler og sovs. Eftermaden kunne være en mæl keret, frugtgrød eller sødsuppe, og til skemaden brugte
man stadig de gamle hornskeer. Men der er en bestemt ret, jeg ikke kan glemme, bygmelsbudding med stegt flæsk og saftsovs, vistnok en Fanøret. Buddingen blev kogt i en blikform, der gav den en pæn facon. Det var en ret, jeg holdt m e get a
f - og hvor den mættede.
Om morgenen fik man til brødet som pålæg bakskuld ristet på tørvegløderne i komfuret. Fisken blev med en saks klippet i smalle strimler på tværs af benene, så det meste kunne spises, bortset fra rygraden. Desuden var bedstemors
kærnemælksost med kommen og bedstefars lynghonning også altid på morgenbordet.
Til aften fik man stort set det samme, men hvis der var levnet kartoner fra middagen, fik man dem nu som brasekartofler, og jeg tror aldrig, jeg har fået bedre og mere velsmagende brasekartofler end i Andrup.
På en hjørnehylde i krogen ved siden af den gamle bornholmer stod kaffemøllen, som det selvfølgelig var morsomt at få lov til at male bønnerne på. Kaffen iblandet en god del cikorie blev undertiden sødet med brune kandisklumper, hvori
der tit kunne være sejlgarnsstumper. Mine bedsteforældre brugte ofte at hælde kaffen op i underkoppen for at afkøle den varme drik. Med underkoppen balancerende på fingerspidserne slubrede de så kaffen i sig. Jeg ved ikke, om det havde
afsmittende virkning, men en overgang fik jeg tit besked på ikke at slubre, når jeg drak.
Bornholmeren havde før i tiden hørt hjemme på bedstefars fødegård i Andrup by og var vel endt hos Thomas og Mathilde, da oldemor døde i 1905. Uret havde i slutningen af hendes tid fået nyt værk med større penduludsving, så det blev
nødvendigt at skære hul i begge sider af ur kassen. Da jeg var lille, syntes jeg, det var morsomt at følge pendulskivens dukken frem i hullerne for hvert tik tak.
Bedstemor bagte selv alle former for brød. Inden der skulle bages, og det gik der let en dag med, måtte bedstefar af sted med lyngleen ud i heden efter lyngen, der blev stakket op i en vældig dynge inde på stenpikningen i bryggerset, hvor
efter der blev fyret op i den store, hvælvede murstensovn.
I mellemtiden havde bedstemor haft travlt i køkkenet ved det store dej trug og arbejdet med rugmel, sigtemel og surdej, og hvad der el lers skulle til af ingredienser, og når ovnen så var " ildet" og havde fået den rette temperatur, ble
v rugbrødene sat ind. Senere kom turen til sigtebrødene, og til allersidst blev småkagerne bagt. De færdigbagte brød blev lagt ind oven på dynen i en seng til afsvaling, og det var ikke ilde efter en kold dag at putte sig under den lune
dyne og nyde duften fra det friskbagte brød, der stadig hang i rummet.
Inden man havde spist sig gennem sådan en bagning, kunne brødet godt nå at blive " smule" muggent, så det "kvulmede ud af halsen", som farbror Christen påstod, men" det bliver man stærk af ", lød det så fra bedstemor, når nogen brokkede
sig.
Hvor der er noget spiseligt, er der også risiko for mus. Til imødegåelse af denne plage havde de på gården en stor musefælde med fire kamre. Foran indgangen til hvert rum var der en tung jernlem, der kunne holdes oppe ved hjælp af en
tynd tråd. Når musen bed tråden over for at få fat i det stykke ost, der lå bagved, faldt lemmen ned, og den fængslede kunne nu uden at have lidt overlast gå i gang med lokkemaden, hvis den da ikke i mellemtiden havde mistet appetitten. Om
morgenen hentede bedstemor fælden, kaldte på kattene, der kom styrtende, fordi de vidste, det betød mad, åbnede lemmene, og ud sprang musene, ikke til friheden, men til de ventende rovdyr. Det var, hvad kattene fik, tillige med det frasied
e mælkeskum fra malkningen. Og der stod man så med delte følelser og syntes, det var synd for musene, men godt at kattene fik noget at æde.
I den "pæne" stue med de grønne plysmøbler kom vi ikke til daglig, men det var almindeligt, at vi sidst på dagen rykkede ind i dagligstuen. På den kolde årstid tog bedstemor så tørvegløder fra komfuret i en kulskovl og lagde dem ind i
stuens kakkelovn, så der hurtigt blev lunt i det lille, lave rum.
Der var ikke elektricitet på gården, og det kunne sommetider trække lidt længe ud, inden petroleumslampen blev tændt, for sparsommelighed er jo en borgmesterdyd, som det hedder. Desuden var det kun hyggeligt med en afslappende
mørkningstime. Hvis man så ikke kunne nære sig, men gav sig til at læse i tusmørke, var faster Anna der omgående med den løftede pegefinger og sagde: "Du ødelægger dine øjne, når du sidder og læser i halvmørke". Og så måtte man jo nødtvungent
vente, til lampen tændtes.
Men det var svært at holde sig fra de mange spændende bøger i reolen, bøger som Kaptajn Marryats "Dødssejleren" eller "Den flyvende Hollænder", Jules Vernes "Rejsen til Månen" og alle de andre herlige romaner, der blev slugt med
begejstring. Ja, om det så var Henrik Ibsens dramatiske storværk "Brand", gik man på et tidspunkt i gang med det, selv om virkede lidt tørt oven på de i mine øjne langt bedre romaner.
Ude i bryggerset var der adgang til en alkove, lukket inde bag dobbeltdøre eller -låger. Hele rummet var én stor seng fyldt op med halm, der sommetider strittede op ved siden af lagnet. Her sov man trygt og godt med en af bedstemors tung
e olmerdugsdyner over sig. For enden af forstuen lå der et lille, mørkt kammer, der næsten var optaget af den store, halmfyldte seng, hvor det omtrent var ligegyldigt, om man sov på langs eller på tværs. Et lille bitte vindue gav en smul
e lys ude fra forstuen, mens der var adgang til værelset gennem bedstefars værksted.
Her i værkstedet kunne man få meget tid til at gå, for der var jo både høvlebænk, materialer og masser af værktøj som hamre, save og stemmejern. Dertil en hel samling af forskellige profilhøvle og meget andet godt. Der var i rummet en
egen hyggelig lugt af træ, savsmuld, maling og lim.
Jeg kom engang til at brække skaftet på en pensel, der stod i en limpotte med størknet snedkerlim. Da bedstefar opdagede det, spurgte han, om det var mig, der havde knækket "æ lim". Lige i øjeblikket opfattede jeg "æ Lim" som gårdkosten
og svarede nej, men kort efter gik det op for mig, at han mente kosten i limpotten, uden at jeg rettede mit nej til et ja, og jeg husker tydeligt, at det længe gav mig en dårlig samvittighed, at jeg havde løjet for ham.
Allerede i min tidlige barndom var bedstemors sorte spinderok forvist til en krog i værkstedet. Den blev ikke længere anvendt til sit oprindelige formål, men var som alt, der kan snurre rundt, sjov at lege med. tidligere blev den flittig
t brugt, når fårenes uld skulle spindes til garn. Bedstemor havde også væv, men den var heller ikke i brug mere. Jeg har fået fortalt, at hun på en god dag kunne væve op til 10 alen stof, hvorved hun tjente 10 øre pr. alen - en hel
krone - noget nær det samme, som bedstefartjente på en arbejdsdag, der næppe var under 10 timer.
Da farbror Jens togover, blev værkstedet omdannet til aftægtsbolig bestående af stue og soveværelse.
Jeg mindes ikke, at gården i mine tidlige Andrup år havde noget toilet. Al aftrædning på naturens vegne foregik bag køerne over staldens grebning. Det var vist først, da de bedre vante svigerdøtre kom til, at dasset blev lavet.
Fra forstuen førte en dobbeltdør ud til en ret stor sydvendt have. Set herfra kunne man ret nyde synet af det kønne stuehus med det afvalmede stråtag, det røde murværk, hvis fuger jævnligt blev trukket op med kridt, og over havedøren
trekantfrontonen markeret af de to flade søjler eller lisener, en facade der uden tvivl skyldes påvirkning fra den kendte bygmester Peder Højer i Solbjerg, der stod for mange af egnens arkitektonisk smukke gårde. Men alt dette havde jeg naturl
igvis ingen forstand på, jeg kunne bare se, at det var et kønt hus.
Langs stuehuslængen var der en gang kantet med astrantia (stjerneskærm), som bedstemor kaldte bussemænd. Denne kant eller hæk blev senere afløst af en meget smuk fuksia hæk. Midt ud for havedøren lå det traditionelle cirkelrunde bed
omgivet af en havegang. Bedet var fyldt med hvide liljer og kantet med blå aurikler.
Mod vest var haven skærmet mod den stride blæst af et bredt læbælte bestående af blandt andet ask, elm og kastanjer, der var gode at klatre i. Særligt spændende var det at klatre til tops for at under- søge, hvor mange æg der var i
skaderederne.
Mod øst afgrænsedes haven af en tjørnehæk, og op mod denne var der et stort rektangulært bed, der hver sommer blev tilsået med asters i alle tænkelige farver. Uden for hækken lå der en bred græsrabat, og mellem den og grøfteskellet ind
mod naboens mark gik der en smal vej mod syd ned til heden og over til Niels Sørensens ejendom. Hen over grøften lå der et gangbræt, en spang, hvorfra en ganske smal nedtrådt sti førte over til nærmeste nabo, Marius gård. Når kornet ved
midsommertid stod højest, var det for en lille fyr næsten som at vandre gennem en tunnel, skjult for den omgivende verden.
På græsrabatten uden for haven blev der spillet kroket, hvis man ellers kunne få lov for Vally, en hvid- og brunplettet bastard, rund og tyk som en pølse. Den havde efterhånden gnavet kroketkuglerne mere eller mindre kantede i sin iver
efter at fange dem under spillet, som den vist opfattede som en leg til ære for den. Mod syd var haven i mine barneår efterhånden blevet et nærmest gennemtrængeligt vildnis af forvoksede pryd buske og stikkelsbær, Lådne af
stikkelsbærdræber. Men her stod også 2 store blommetræer, der bar de små, blå krægeblommer, som smagte herligt, når de var revnefærdige af modenhed. Træerne havde desværre nogle væmmelige grentorne, der stak modbydeligt, og som faster Anna har måttet
trække ud af mine bare knæ, når jeg havde været på blommejagt.
Ind mod læbæltet i skjul for vind og vejr stod bedstefars 4 bistader, som det var klogest at holde sig på afstand af. Her i læ for vestenvinden puslede han iført bislør og bakkende på sin ildelugtende bi pibe for at se, om bierne havde
været flittige. Men når det var sværmetid, og de små arrige bæster blev ham for nærgående, gik der bud over til skrædderen i Andrup, der var ekspert i biavl. Han kom så og hjalp til med at fange sværmene ind.
Det var altid spændende, når honningen skulle slynges ud. Det foregik i køkkenet, hvor slyngemaskinen blev hentet ind. Når de fyldte vokstavlers forsegling var skrællet af, blev de anbragt i maskinen, og slyngningen kunne gå i gang. Kor
t efter begyndte den gyldne honning at sive ned ad siderne og ud gennem tuden ned i en spand. Af og til kunne der vanke et stykke bi tavle, som man kunne suge ren for honning, og måske har jeg fået for meget, for i dag kan jeg ikke lid
e honning. Det er for vammel sødt.
Efter endt behandling kom honningen i dåser, der blev stillet ind på en hylde i spisekammeret, så der var noget at tære vinteren igennem. Jeg har også smagt mjød derude og mener, at bedstemor selv lavede den, ligesom hun også bryggede
øl. Når slyngemaskinen ikke var i brug, stod den oppe på loftet, hvor jeg engang fik problemer med den. Den havde tandhjulsdrev, og når man under leg havde fået maskinen godt i gang og satte en negl mod det ene tandhjul, gav det en sjov, brum
mende lyd. Men da jeg så pludselig fandt på at køre den modsatte vej, gik det galt, og tænderne greb fat i neglen. Jeg blev selvfølgelig forskrækket, og det gjorde ondt, så jeg rev fingeren til mig med det resultat, at neglen og det
yderste af fingerspidsen blev i maskinen. Jeg dansede rundt på loftet, viftende med den blodige fingerende, og har sikkert hylet godt op, til der korn hjælp. Heldigvis var de to sygeplejesker hjemme på ferie, så jeg slap for at komme til lægen
. Men fingerenden har senere generet mit violinspil.
Jeg havde aldrig besvær med at underholde mig selv. I middagsstunden, når gårdens folk sov til middag, søgte jeg tit ned til mergelgraven i nærheden af Niels Sørensens ejendom. Der var noget dragende ved den dybe mergelgrav med de stejl
e brinker og det myldrende liv af bl.a. haletudser, skøjteløbere og vårfluelarver i deres sjove hylstre af stråstumper og småpinde, men mest spændende var gedderne. I mergelgravens sydlige ende var der en lille lavvandet vig, hvor vandet
kunne være næsten lunkent i solvarmen. Her stod ofte en stor gedde, ganske stille som om den sov, Stak man så en kæp derned og pirkede til den, vågnede den med et spjæt, og pist - væk var den i dybet.
Men det var ikke nogen ufarlig legeplads for et mindre barn, der løb alene omkring, så eg kan næsten ikke tro andet, end at det i mine tidligste år har været forbudt område.
Den tidligere nævnte Niels Sørensens lille ejendom lå lige syd for og tæt ved mergelgraven. Han kunne virke lidt studs og indesluttet, men var vist ellers en rar mand. Mette, hans kone, var både venlig og snakkesalig, og hos hende kunne
der godt falde en småkage af.
De havde en dejlig have, skjult bag store træer. Men jeg husker også, at det var med en vis gysen, jeg altid skulle kikke gennem karmens åbning ned i deres brønd, der forekom mig langt dybere og uhyggeligere end mine bedsteforældres, og
fra hvis mørke dyb vandspejlet blinkede op til mig som et ondskabsfuldt Øje.
Men tilbage til bedstefars ejendom.
Nord for gården lå Mølhøj, en fredet bronzealderhøj, der tidligere var langt større, og navnet har sikkert oprindelig været Møgelhøj (Store-høj) Denne høj har altid optaget mig, først fordi den var en god tumleplads, siden hen på grund
af historien omkring dens tilblivelse.
Jeg har en sløret erindring om, at der på højen engang stod et stort pyramideagtigt stillads af tømmer med et korsetlignende X i toppen, men om det blot var noget midlertidigt, måske i forbindelse med op måling, har jeg aldrig kunnet få
oplyst (Geodætisk Institut har en fredningssten på højen). Eller måske har det fungeret som sømærke under første verdenskrig, da den normale afmærkning var inddraget, men det er gætteri.
Når der om søndagen kom gæster, var det nærmest en tradition, at man skulle en tur "op te æ hyw". Så vandrede vi sindigt - de voksne snakkende om løst og fast - ad markvejen langs skellet ind mod nab oen, markeret af den dybe grøft og
rækken af forblæste graner, til vi stod på høj ens top. Og var vejret klart, kunne man lige skimte Ribe domkirkes store tårn i det fjerne.
På marken foran højen, der oprindelig var omgivet af randsten, var der flere vandhuller omkranset og delvis skjult af kratagtig bevoksning, huller der om vinteren var vandfyldte, men om sommeren kunne være helt tørre, så de dannede hule
r og gode skjulesteder. Bedstemor fortalte, at hullerne var opstået, da gravhøjen skulle bygges til en høvding, der var død. Der skulle bruges en mængde jord, og det tog egnens beboere eller hans trælle lige i nærheden og bar det i deres
forklæder hen til byggepladsen, og på den måde blev hullerne altså til.
Bedstemors fortælling blev ikke mindre spændende, da man fik at vide, at der var fundet et bronzesværd i høj en. Da farbror Christen var dreng, skulle han en dag op for at se til deres får, der græssede omkring højen. Pludselig opdagede
han, at der var opstået et hulrum i højen, og da han stak en hånd derned, fik han fat i sværdet, som desværre gik i tre stykker. Dette sværd, høvdingens våben, ville jeg forfærdelig gerne have set, men bedstemor havde længe før min tid
solgt det til en opkøber for et par kroner.
I mine tidlige drengeår har jeg ligget på højens skråninger og boret huller dybt ind i den i håb om at støde på et eller andet int eressant, selv om jeg godt vidste, at al gravning i og omkring højen var forbudt. Det stod der jo
tydeligt på fredningsstenen. Men at der kunne gøres fund i egnens gravhøje, fik jeg håndgribeligt bevis på under et besøg hos faster Thea på Schæfergård, hvor der under gravning i en høj på deres mark dukkede en velbevaret urne frem, fyldt med
brændte ben. Den stod nu, antagelig tømt for indhold, oven på et skab i stuen, hvor jeg "nok se, men ikke røre afstand" beundrede den og hedt ønskede, den var min.
Nord for Mølhøj var der en mindre fyrreplantage, og her var der også et par lavvandede huller eller hede damme, som det var svært at holde sig fra. Alle disse vandhuller blev efterhånden fyldt op, så der kunne dyrkes på arealet. I et af
dem blev en selvdød ko af farbror Jens begravet. Jeg ser endnu for mig det store, flåede, nøgne kadaver, en symfoni i farver, inden det svuppede ned i graven og blev dækket til.
På nabogården boede i mine tidligste år Eske Bennedsen med familie. Der var flere børn, som jeg kunne I ege med, især den jævnaldrende Ejner, som jeg kom vældig godt ud af det med. Men de solgte ejendommen kort efter krigen og købte
noget større lidt længere mod vest ad Tarp til, så nu blev der mindre lejlighed- til at ses, men jeg kom dog jævnligt derud.
I et tætbevokset hjørne af deres have lå der en stor, mørk mergelgrav, der var lidt uhyggelig, men også havde en vis dragning på os børn, og på deres gårdsplads var der installeret en såkaldt hesteomgang med forbindelse til gårdens
tærskeværk ovre i laden. Det var en yndet fornøjelse for os at bruge omgangen som karrusel, idet vi hang på maven tværs over den lange stjært, stødte fra med fødderne og på den måde rasede pladsen rundt til skræk og rædsel for høns og katte,
til man selv blev rundtosset og ør i hovedet.
Men da Ejner og jeg en dag fulgtes ad hjem fra skole, så vi på lang afstand vældige røgskyer og flammer slå op fra en voldsom brand. Det var hans hjem, der gik op i luer, en uhyggelig oplevelse at være vidne til for et barn. Gården blev
dog hurtigt bygget op igen. En sommeraften gik jeg sammen med Ejner og hans hund, en foxterrier, langs en kornmark, der grænsede op til den førnævnte plantage bag Mølhøj, da der pludselig lød larm og skrigen fra et sted inde i det høje
korn. Vi kunne ikke begribe, hvad det dog var, men hunden styrtede derind og kom lidt efter ud igen med en flot, sort ilder i flaben. Der var åbenbart tale om en ilderflok eller -familie, der havde tumlet sig leg eller slagsmål. Hunden rusked
e hidsigt sit bytte og bed det så ihjel.
På vejen mellem Andrup og bedstefars gård fandt jeg en dag en ikke helt dagligdags fugl, der var dræbt ved at flyve mod en telefonledning. Den blev udstoppet hos en konservator, der sagde, det var en hjejle. Den stod som pynt i Vores stu
e i mange år.
De nye folk, Marius og Jenny, som Aske Bennedsen havde solgt til, var flinke naboer. Efter krigen havde de taget imod et Wienerbarn, en lille pige. I begyndelsen forstod hun jo ikke et ord og var ganske ulykkelig over alt det fremmede, o
g hun led vel også alle hjemveens kvaler. Men så kom farbror Christen på besøg fra Kolding, hvor han var lærer. Han var netop på sprogkursus i tysk og kunne tale med hende, og det var rørende at se hendes overraskelse og glæde, da der
pludselig var en, hun kunne forstå.

rdrtrdrsrdrw20rdrcf1 rdrlrdrsrdrw20rdrcf1 rdrbrdrsrdrw20rdrcf1 rdrrrdrsrdrw20rdrcf1
syd.
Jeg kan ikke huske, at, der blev gjort meget ud af min påklædning i de måneder, jeg boede derude, men det er da nok muligt, at faster Anna har syet et eller andet til mig. Fodtøjet var ikke noget større problem, for en stor del af året
løb man rundt i de praktiske stunthoser, strømper uden sål. Ellers brugte man spidssnudede træsko. Frisør blev der ikke ødslet penge på. Frisuren tog bedstemor sig af, og det havde hun sådan set gjort for længst. Som lille havde jeg
"yndige, gule krøller", men det fandt bedstemor upraktisk, og under et ophold derude klippede hun mig skal det, hvad mor vistnok ikke var helt tilfreds med. Men sket var sket, og i de følgende år optrådte jeg stadig skaldklippet, var som en
børste at føle på oven i hovedet og lignede en lille tugthuskandidat.
Men nogen hel lazaron har jeg vel ikke været, for jeg har da været med bedstemor på kaffevisit hos konerne på flere gårde. Jeg husker godt nok et besøg på en ny flot gård ovre i Andrup by, hvor der var så fint, at jeg sad genert helt
ude på kanten af plysses stolen med fødderne langt inde under sædet og bare længtes efter at komme vi dere.
I bedstefars tid lå et stort stykke af jorden stadig hen som hede, hvor hugormene trivedes under lyngen. Men der var også revlinger i massevis, så man kunne spise sig sort om mundtøjet, De røde melbær så flotte og indbydende ud, men var
ikke værd at spise, da de, som navnet siger, var melede og uden smag. Af blomster mindes jeg især den smukke, men ret sjældne guldblomme med den stærke, gul orange farve. Og i lyngblomstringstiden gik bedstefars bier i fast rutefart melle
m heden og staderne. Men han havde åbenbart hede jord nok, for da han engang fik tilbudt en hede lod mod at betale de påløbne omkostninger på 8 kroner, afslog han. Hvad skulle han med mere lyng. Først da farbror Jens kom til, blev heden
pløjet op, og en ny tid begyndte.


Til ejendommen hørte også en eng, der lå nogle kilometer borte ad vejen mod Tjæreborg. Engen grænsede ned til en bæk, hvor det var dejligt at plaske rundt på varme sommerdage. Afgrøden bestod hovedsagelig af det såkaldte katteskæg, en
kort, strid græsart mindende om kattens knurhår. Det krævede en meget skarp le at slå katteskæg. Før høhøsten tog sin begyndelse havde bedstefar derfor travlt med at gøre redskaberne klar, og ved den tid kunne man finde ham liggende på
maven på grønsværen ved øst gavlen med le bladet foran sig. Med skæret hvilende på en fladhovedet jernpløk bankede han med en hammer æggen tynd som et barberblad og "hårede æ hjø11e" (hærdede leen). Under selve høstarbejdet måtte æggen
jævnligt hvæsses med strygespånen, en flad træspån belagt med smergelmasse.
Når høet var slået, skulle det vejres og siden stakkes, til det var tilstrækkelig tørt. Under hjemkørslen var det en nydelse at ligge på toppen af det høje, duvende læs i høets stærkt krydrede duft. Hjemme på gården blev læsset kørt tæt
op under øst gavlen, hvor der var en lem ind til loftet, hvor høet blev stuvet. Det kunne være et svedigt og støvet arbejde en hed sommerdag at slæbe de mange favnfulde hø hen over Loftet og pakke det godt sammen, men også en stor
tilfredshed og glæde, når høsten var bragt sikkert i hus.
Længere hen på sommeren korn turen så til kornet. Som sædvanlig var det bedstefar, der førte an og med hvinende hug støt og sejt, time efter time, arbejdede sig frem gennem markens grøde, kun afbrudt af strygespånens klang mod le
bladet, når æggen havde mistet noget af biddet. Bag ham fulgte bedstemor eller en af de unge troligt efter og samlede de afmejede strå til neg, der siden blev sat i skokke. Her mindes jeg pludselig, hvordan det var at løbe barfodet hen over
sådan en ny høstet rugmarks skarpt afskårne stubbe. Det kunne godt give sviende rifter i føddernes hud.
Hvis sensommerens tordenvejr ved nattetid kom for tæt på, måtte vi ud af fjerene. Et lynnedslag kunne hurtigt gøre ende på en stråtækt ejendom med lofterne fulde af hø og halm. Når det værste var overstået, gik bedstefar en runde for at
se, om alt var i orden. aften efter sådan et uvejr, da vi stod ude ved øst gavlen, kunne vi se fjerne brandskær, og så gik tankerne til dem, der nu måske stod uden tag over hovedet.
Så nærmede efteråret sig, og dagene blev kortere. Der kom rimkolde morgener med nyis på de vandfyldte grøfter, og hvis man havde tid på vejen til skole, skulle man absolut more sig med at splintre de tynde isflager, der sprang med en
klingende lyd som fra knuste ruder.


Om efteråret var leens klang afløst af plejlens dumpe slag mod de udbredte kornneg på loens ler gulv, hvor de modne kerner fløj til al le sider. Senere blev de fyldte sække kørt til møllen ovre i Andrup, hvor kornet blev malet til mel.
Det var spændende for en lille fyr at være med inde på det støvede mølleloft og se kværnene arbejde og bagefter få lov at komme med ud på mølleomgangen og mærke suset fra de mægtige vinger, der strøg forbi lige uden for rækværket.
Fra møllen skulle vi som regel ind til købmand Villadsen efter et eller andet. Det var en rigtig blandet landhandel med duft af alt muligt lige fra svesker til tobak og petroleum, og her kunne man få noget så nymodens som en plade tyggegu
mmi til 2 øre.
Jeg har da efter fattig evne været med både i mark og stald, prøvet at luge roer, deltaget i høstarbejdet og kørt med roerasperen, men hakkelsemaskinens håndsving havde jeg ikke rigtig kræfter nok til at trække, så det gik lidt sejt.
Værre var det dog, når jeg blev sat til at luge gårdens stenpikning for ukrudt. Det brød jeg mig ikke om, for det var både kedeligt og langsommeligt.
Jeg tror aldrig, jeg har været i Andrup selve juleaften - kan i hvert fald ikke huske det. Men på andre tider i julen har jeg været derude på ferie. Husker jeg ret, var deres juletræ holdt helt i hvidt med hvide lys og roser, som de sel
v lavede af silkepapir. Juleferie med tidlig og streng vinter lærte farbror Jens mig at binde bøger ind, men da var jeg også blevet noget ældre. Ind imellem undervisnings timerne løb jeg på skøjter i ensom majestæt på en oversvømmet,
kæragtig mark i nærheden af Vestervang. Der var let adgang til skøjter, for der hang flere par ude i loen fra farbrødrene og fastrenes unge år.
Det har vist også været i forbindelse med julen, at der kom breve med fremmede frimærker på fra Amerika, hvor bedstefar havde 2 brødre og bedstemor hele 4 søskende boende lige fra Nebraska og til San Francisco, men hvem brevene var fra
af disse slægtninge, ved jeg ikk e, kun at de ikke alle skrev hjem.
Farbror Christen kom ofte hjem på besøg fra Kolding. I begyndelsen af tyverne fik han motorcykel, en NSU. (i folkemunde Noget Så Usselt), og nu blev det til mange ture vestover ad den gruslagte hov edvej I med tante Nix på bagsædet og
den lille Kaj klemt ned mellem dem, alle godt polstrede mod kulden, bl.a. med aviser.
Fastrene var også tit hjemme i Andrup. Det får mig til at tænke på en udflugt, som de engang tog mig med på. Det var de 3 fastre Maren, Anna og Else, der en sommerdag fandt på, at vi skulle en tur til Fanø. Det blev en fornøjelig
afveksling i hverdagen, bare sejlturen derover med hjulfærgen var jo en oplevelse. Hvordan vi kom til stranden og tilbage igen, husker jeg ikke, men der var dejligt ude ved havet, hvor vi slog os ned i klitterne et stykke syd for Badet. Vi havd
e tilsyneladende stranden helt for os selv og har vel siddet og nydt vor medbragte mad, da faster Anna og Else pludselig fandt på, at de ville i vandet. Badedragt havde de ikke noget af, men pyt med det. De smed alt tøjet og styrtede unde
r kåde hvin ud i bølgerne, mens faster Maren og jeg fra det tørre fulgte dem med øjnene.
Men så dukkede dydens vogter truende frem i form af Vesterhavsbadets opsynsmand, der åbenbart ikke var vant til nudister, da badning dengang mest foregik på tækkelig vis fra de velkendte grønne badevogne, der blev trukket et stykke ud i
vandet af heste. Han jog de 2 badenymfer i land, og da de kom stormende op mod os, greb faster Maren sit fotografiapparat og snuppede et billede af dem - så det i hvert fald ud til. Jeg har nu aldrig set billedet, men situationen gjorde d
a et vist indtryk på mig lille troskyldighed, der vel aldrig havde set et damemenneske in naturalibus, og så det beskæmmende, at 2 af mine kære fastre var blevet generet af en gal mand med uniformskasket, en slags politi.
Mens Gerda og jeg var borte fra hjemmet, havde far haft travlt med byggeriet på Frihedsvej, og i løbet af sommeren skød villaen i vejret. Det blev et dejligt hus med fuld kælder, en treværelseslejlighed i stueetagen og en tilsvarende
lejlighed ovenpå til støtte for økonomi en.Vores lejlighed havde 2 stuer, der lå ret højt ene mod nord med karnap ud til Frihedsvej, den dør ud til haven. Køkken og soveværelse lå mod over gadeniveau, den anden mod syd med en vest, og der
var adgang til kælderen både fra køkken og entre. I dag er der kommet en skæmmende garage til.
Efter nogle måneders ophold på sanatoriet blev mor erklæret så rask, at hun kunne udskrives, men hun skulle fortsat være under kontrol, der bestod i, at hun jævnligt skulle indsende spytprøver til undersøgelse for tb-bakterier.
Nu vendte mor så tilbage til hverdagen og flyttede ind i et dejligt nyt hjem, og hvor må hun have nydt at tage det i besiddelse, gennemgå lejlighedens forskellige rum, glæde sig over udsigten fra karnap- pen og fra den sydvendte havedør
med kik ned over den ret store ha ves træer og buske.
Mærkeligt nok har jeg ingen erindring om Gerdas og min tilbagevenden til hjemmet. Gerda var vel endnu for lille til at opfatte, hvad der foregik. For mit vedkommende betød det igen en omstilling til ændrede forhold, et nyt hjem og skolesk
ift. Men børn har jo en forbavsende tilpasningsevne og vænner sig hurtigt til forandringer, når bare de har det godt.
Jeg har altid været glad for at plante og rode i jorden og var nu blevet så stor, at jeg gerne ville have mit eget lille stykke jord at arbejde i. Det var dog ikke tilfredsstillende nok bare at få anvist en plet jord, som jeg måtte skalt
e og valte ned efter forgodtbefindende, nej, jeg har altid helst villet eje og ikke leje, så det endte med, at jeg for 5 kroner - hvor jeg så havde dem fra - købte et hjørne af haven, som jeg nu helt kunne kalde mit eget. Jeg fik dog ikk
e skøde på min lille ejendom, og far glemte at godtgøre mig de 5 kroner, da villaen blev solgt, eller måske var det mig selv , der glemte at kræve dem.
I en stor lade på nabogrunden - i dag nr. 60 - havde den senere så kendte Tivoliloft Om vinteren opmagasineret sine karruseller, luftgynger og andet materiel. Han boede vist selv i en villa på hjørnet af Frihedsvej og St. Poulsalle. Det v
ar vældigt spændende for os børn at kikke ind til alle disse farvestrålende herligheder, der var som en spraglet eventyrverden. Om foråret blev det hele hentet, stuvet på vogne og trukket af et lokomobil kørt til sæsonens første
gøglerplads for at blive stillet op. Virksomheden gik så godt, at forlystelses kongen Toft midt i 1930erne kunne købe herregården Ulstrup i nærheden af Bjerringbro, hvor han indrettede avlsgårdens bygninger til magasiner.
Bag laden på Frihedsvej havde vi en smutvej, som førte ind i en have i St. PouIsa11e. Her boede en rigtig dykker, som vi betragtede med ærefrygt - det var før frømænd enes tid - tænk, han kunne i sine blytunge støvler og alt det andet
udstyr spadsere en tur på havets bund. Det var noget, der satte fantasien i sving.
Mens vi boede i villaen på Frihedsvej, gik min skolevej gennem det lille anlæg ved Birkedals alle. Hvis Gerda vidste, når jeg var færdig i skolen, gik hun på sine små, hjulede ben, et resultat af engelsk syge, op i Lunde alle, som
Finsensgades nordligste ende hed, for at møde mig med sine glade tilråb. Hun kunne endnu ikke udtale mit navn, der blev til "Didov".
Over for vort hus boede en rar gammel snedker, som lavede en lang, smal vogn til os. Den lignede nærmest en ligkiste på fire store barnevognshjul. Den havde vi, trods det makabre udseende, stor fornøjelse af, da vi begge to kunne sidd
e i den og drive den frem ved greb i hjulene.
Men den var også skyld i, at vore forældre var ved at få en sag på halsen. Vognen stod nede i kælderen en dag, mor havde vaskekone. un der arbejdet var hun så uheldig at falde over vognens lange stjært. Hun må have slået sig en del,
for der var tale om erstatningskrav, og jeg kan ikke tro, at vi havde forsikret mod den slags. Det var ikke så almindeligt dengang. Jeg husker ikke sagens udfald, men der er vel indgået forlig.
Jeg fik da også prøvet at styrte hovedkulds fra entreen ned på kælderens cementgulv, hvor jeg slog mig så eftertrykkeligt, at jeg først blev mig selv igen, da jeg atter stod oppe i lejligheden.
Mens vi boede her, fik jeg lungebetændelse, en sygdom, der dengang betragtedes som farlig, da det var begrænset, hvad man havde af med ikamenter. Der blev med stor alvor hvisket om "krisen", der indtraf ca. 9 dage inde i sygdomsforløbe
t og betød et vendepunkt - enten gik det nu fremad, eller også var det slut.
Det var omtrent på samme tid, naboens unge søn hængte sig i vrede over, at hans forældre havde bebrejdet ham, at hans duer, der var hans store interesse, lavede for meget svineri. Det gjorde et stærkt og uhyggeligt indtryk.
Fra Briksbøl skole var jeg vendt tilbage til den gamle Boldesager skole på Strandby Kirkevej. Det blev dog kun for en kortere periode, da en ny og moderne skole var under opførelse, så det er begrænset, hvad jeg husker derfra. Det ældst
e af den gamle skole var bygget i midten af forrige århundrede. Bedstefar har fortalt mig, at han også har gået i skole her. Det var i 1864, da han 10 år gammel tjente på en gård i Jerne sogn, der på det tidspunkt var besat af fjendtlige
tropper, vistnok østrigere, som han var meget bange for. Oven over gymnastiksalen var der en lejlighed, stærekassen kaldet, hvor frøken Lassen boede, selvfølgelig under navnet Stæremutter. Skolens ledelse var i hænderne på førstelærer
Nielsen, en stram, statelig herre, som med sin fløjte kaldte os sammen efter frikvartererne. Jeg mindes også svagt en meget rar frøken Block, men hun døde ung. Og så var der lærer Blell, der boede i et lille hus ved siden af skolen. Han var
vist både dygtig og samvittighedsfuld, men havde et hidsigt temperament, som han havde svært ved at styre, hvorfor han var særlig udsat for drilleri. Han underviste bl.a. i sang, der kan være et utaknemmeligt fag, og engang kom han for skad
e i hidsighed at knække sin violinbue på hovedet af en synder.
Bag skolebygningerne lå retiraderne og legepladsen omgivet af høje, gamle hvi d tjørn. Fra denne skolegård har jeg bevaret et nostalgisk sanseindtryk af en solvarm forsommerdag med heden flimrende over pladsen, hvor disse hårdføre,
knudrede hvidtjørn, der havde vokset sig til træer, stod med en overdådighed af blomster, udstrålende de res særegne, lidt ådselagtige duft, som lokkede fluerne til i hobetal. Om den var blandet med duften fra retiraderne, husker jeg ikke. Me
n der var også andre dufte eller lugte. Lidt nord for den gamle skole lå i mange år en destruktionsanstalt, et afkogeri, hvor selvdøde dyr og affald fra slagterierne blev destrueret. Jeg glemmer ikk e synet af lastbil er med ladet fyldt t
il randen med masser af skvulpende svinelunger og andet godt på vej ud til kogeriet, der med en bestemt vindretning den ene dag velsignede bydelens beboere med en liflig duft af flæskesteg, for den næste at udsende en kvælende stank af
råddenskab.
En overgang gik jeg til aftengymnastik på skolen. Det var dengang, der til gymnastikdragten hørte et meget bredt, stramt elastikbæl te, næsten et korset. Jeg blev nu aldrig nogen ørn til den form for i dræt og holdt snart op. Men jeg
husker da tydeligt, at vi løb opvarmningsløb i salen, til man fik blodsmag i munden.
Som en kærkommen afveksling i undervisningen fik skolen en dag besøg af en tryllekunstner, og lærerne må åbenbart have syntes, at vi kunne trange til et- forlænget frikvarter. Vi blev kaldt sammen, og gøgleren fik lov til at vise, hvad
han duede til. Størst indtryk gjorde han med et nummer, hvor han optrådte som ildsluger, mens vi måbende undrede os over, at han ikke brandte sig. Vi var ikke forvænt med underholdning og derfor et taknemmeligt publikum.
Ved udsigten til en solformørkelse i skoletiden mødte vi alle op med glasstykker sværtet kul sorte over stearinlys for at skåne øjnene, når vi kikkede op mod fænomenet. Der var noget mystisk og lidt uhyggeligt ved, at sollyset pludselig
svækkedes, for så lidt efter at vende til bage igen. Vi havde godt nok fået at vide, at det var nog et med, at Jorden kom ind i Månens skygge, men det lød alligevel ret uforståeligt, i hvert fald for de mindre af os.
Men skolen var og blev jo noget med tvang og pligter, noget der skulle overstås, inden man blev sluppet til frihed og leg derhjemme i gaden, hvor der al tid var noget, man kunne finde på.
Legenes art varierede stærkt i årets løb, vekslende mellem stilfærdige og mere voldsomme udfoldelser, og mange af dem var sæsonbestemte. Opfindsomheden var stor, og fælles for legene var, at de så at sige alle hørte til blandt de gratis
glæder. Jeg nævner her i flæng nogle af de almindeligste fra disse tidlige drengeår. Når forårssolen fik magt, kom brændglassene frem, og så løb drengene rundt med linser af alle mulige slags og forsøgte med solen som energikilde at sætte
ild i forskellige forhåndenværende materialer. Særlig eftertragtet var det sorte celloluid, som de fleste cykelhåndtag var beklædt med. Det var meget let antændeligt og udsendte en ræddelig stank, hvilket kun var den ekstra gevinst, som
var med til at forhøje nydelsen.
Selv noget så simpelt som en lineal med en snor i kunne man have stor fornøjelse af. Ved at svinge den over hovedet kunne man få den til at give en meget kraftig brummende lyd fra sig, og drenge har jo altid kunnet lide at lave støj. Hve
m har ikke prøvet at løbe i stærk fart langs et stakit og ladet en kæp tromme mod ribberne til glæde for udøveren og til mishag for stakittets ejermand.
Trillebåndet, der ikke længere var et tøndeþånd, men en cykelfælg, var også et underholdende legetøj for mindreårige, drevet frem ved hjælp af en kort kæp. Denne fremdriftsmåde udvikledes efterhånden til en mere avanceret køreteknik.
Med en kraftig ståltråd, bøjet i den ene ende til et greb, der fattede om fælgen, og med stål trådens anden ende som håndtag, kunne man drive hjulet frem med en kraftig, hvinende, metallisk lyd, der gik til marv og ben, i hvert fald hos de
fleste voksne.
Endnu mere fart over feltet kom der dog, hvis man var så privilegeret, at man havde adgang til en cykel og ellers var stor nok til at bruge den. Så satte man papstykker på forhjulets eger, fastgjort med tøjklemmer, og spurtede af sted p
å gade eller fortov til fare for både folk og fæ. Det larmede infernalsk og gav føreren en herlig fornemmelse af at være motoriseret.
Hvert år var der også en periode med gang i kastagnetterne eller "klevverpindene", som vi kaldte dem. Så kom lommeknivene frem, og der blev omhyggeligt snittet løs på disse spanske "musikinstrumenter" for at gøre dem så formrigtige som
muligt, så de faldt godt til i hånden. Inden de var helt færdige, skulle de helst svides ov er ild i spidsen, vel en slags hærdning for at gøre klangen mere hård.
Rækkefølgen af legene husker jeg ikke så nøje nu så længe efter. Men der var også en tid, vistnok om foråret, hvor alt drejede sig om piske, altså endnu mere støj. Da genlød kvartererne af piskesmæld, der ikke kunne blive kraftige nok.
Det var lidt af en kunst at finde frem til den helt rigtige længde på piskeskaft og -snor, så man fik den størst mulige knaldeffekt ud af det.
Så gik det mere stilfærdigt af, når vi legede med møller. Mens det stod på, kom aer atter gang i lommeknivene, og man kappedes om at lave de flotteste og bedst fungerende møller, enten de nu var med to eller fire vinger. I
legetøjsforretninger kunne man få en slags propel, der ad en snoet stang kunne skydes højt til vejrs. Jeg lav ede en efterligning bestående af en garntrisse med et par stifter i den ene ende, en pind gennem trissens hul og en propel klippet ud af en bli
kæske - og det fungerede akkurat lige så fint som originalen. Og så var selvgjort jo velgjort.
Så var der den for skytterne" fornøjelige pusterørsperiode, dog nok mindre morsom for ofrene. De bedste rør var af glas, og den bedste ammunition var de hårde soyabønner, som vi hentede på havnen, når der under losningen af de store
skibe ude fra Østen blev spildt noget på kajen. I mangel af bedres havelse kunne hyldebær bruges, hvis de ikke var for modne.
Også flitsbuesæsonen indfandt sig regelmæssigt hvert år. Så måtte man til skovs efter den bedst egnede seje og spænstige gren til bu en, men både buestrengen og pilene skulle også være i orden for at opnå et godt resultat. Pilene blev
omviklet ned ståltråd i spidsen. Det gav den bedste flugt. Men i Andrup måtte jeg ikke bruge ståltråd, for bedstefar var bange for, at køerne skulle få det i sig under græsningen, så han lavede i stedet for de fineste, flerfligede
pilespidser til mig af papir eller karton, og det virkede udmærket. Der fulgte mange formaninger med, når man gik på krigsstien, om endelig at passe på ikke at ramme nogen i øjnene.
Slangebøsserne, der også hørte til det halvfarlige skyts, dukkede ligeledes op hvert eneste år. grenkløft, et par kraftige gummibånd fra en cykelslange og en læderlap til at anbringe ammunitionen i, som regel en sten, så havde man et
godt og temmelig præcist våben, i hvert fald betydelig mere nøjagtigt end det kasteapparat, jeg en tid morede mig med: en pisk med et søm i enden af snoren. Satte man en kartoffel på sømmet, svingede pisken nogle gange over hovedet med
stadig større fart og afsluttede med et kast, fløj kartonen ad Pommern til, uden man havde mulighed for at beregne nedslagsstedet - ikke særligt betryggende for omgivelserne.
Vi havde også en leg, der krævede en vis behændighed og balancekunst, nemlig at ga på stylter. Var det først lykkedes at få fat i et par tilstrækkeligt lange stænger, fik man hurtigt sømmet de nødvendige støtteklodser på, hvorefter man
stolprede usikkert vaklende - hen ad fortovet, indtil øvelse gjorde mester, og man dristede sig til at flytte klodserne højere op.
en del af vore lege drejede sig om spil af forskellig slags, Hu sker jeg ret, var det om foråret, det gik løs med kuglespil med farvestrålende marmorkugler, der nu ikke havde meget med marmor at gøre, da de fleste kun var af brændt ler
. Der blev bl.a. spillet "kugle i hul" og effen eller ueffen". Det første foregik på en ren og jævn plet jord, hvor man fra en vis afstand trillede sin e kugler mod et hul. Gevinstens størrelse afhang af, hvor skrap man var til at ramme h
ullet. "Effen eller ueffen" gik ud på, at man skulle gætte, om der i modspillerens lukkede hånd var et lige eller ulige antal kugler, en _slags hasard.
Man kunne også bruge et papstykke med en række små porte, hvorover et tal angav gevinstens størrelse, hvis man havde held til fra en bestemt afstand at trille en kugle igennem. Ramte man ved siden af, var indsatsen naturligvis tabt.
For de mere forsigtigt anlagte fandtes der andre, omend langsommere veje til velstand. Da jeg aldrig har været nogen spillernatur, undgik jeg det risikofyldte og satsede på det sikre ud fra devisen, at en fugl i hånden er bedre end ti p
å taget, men vel også, fordi jeg ikke havde penge til at erstatte et eventuelt tab. Nej, jeg lavede en "kikkasse", der bestod af en skotøjsæske, hvori der var arrangeret et mere eller mindre fantasifuldt panorama i form af landskaber med d
iverse figurer klippet ud af kulørte blade. Kassen blev så overspændt med silkepapir, oftest rødt, og gennem et kikhul i kassens ene ende kunne interesserede formedelst en kugle få lov at nyde forestillingen. Den beskedne, men sikre
gevinst blev puttet i en dertil syet lærredspose, der lukkedes med en snor i en løbegang.
Der blev også spillet "pind", et spændende spil, der krævede behændighed og kunne beskæftige os i timevis. Spidspinden, omkring 25 centimeter lang og tilspidset i begge ender, fik man i luften med et slag af en kæp på en af spidserne,
hvorefter det gjaldt om at ramme den så mange gange som muligt, inden den faldt til jorden.
Hvert slag gav point.
Et andet yndet spil var t bold i hat". Alle drenge gik dengang med hue i den kolde årstid. På den mest brugte type var pulden beklædt med voksdug med en op bræmmet kant af skind eller loddent stof, der kunne slås ned om ørerne i koldt
vejr. Disse huer var meget anvendt til ovennævnte spil. Der kunne være adskillige deltagere, og huerne blev lagt i en række ved siden af hinanden op ad en væg. Efter tur skulle spillerne så forsøge fra en vis afstand at trille en bold op i
en af huerne, hvis ejermand så styrtede hen efter bolden og prøvede at ramme en af de øvrige deltagere, der i mellemtiden havde spredt sig i passende afstand.
Manglede man en bold, kunne problemet klares ved hjælp af en kasseret cykelslange, der blev klippet i smalle gummiringe, som man derefter viklede om en kerne, for eksempel en prop, lag på lag, til bolden havde den ønskede størrelse.
Sådanne massive bolde var meg et hårde og kunne hoppe højt, når de blev slået i jorden. Et årligt tilbagevendende spil var kricket, der var ret udbredt i byen. Når tiden var inde, gik man i gang med at fremstille det til spillet nødvendige
boldtræ, og det skulle forarbejdes omhyggeligt, så det lå godt i hånden. Spillet krævede en del plads, og hvis det foregik på gaden, hvad det oftest gjorde, måtte man passe på vinduerne i de omliggende huse.
Der blev også spillet "knivt, et spil for to deltagere. På et bart, fladt Jordstykke uden sten ridsede man en firkant op og delte den i to lige store dele eller "lande", hvorefter spillerne på skift slog kniven i modstanderens "land" og u
d fra knivsbladets stilling erobrede et større eller mindre område fra ham, Det var ikke noget, kniven havde godt af, men ellers et underholdende spil.
Endelig var der jo de sædvanlige gemme- og fangelege, hvor en deltager skulle "stå" og med lukkede øjne tælle til hundrede, hvorefter han eller hun måtte ud for at finde og indfange de øvrige deltagere, der i mellemtiden havde spredt si
g for alle vinde og gemt sig. Disse lege gik under forskellige navne som ståtrold" solskyt" og "klafonne" for at nævne et par stykker. Og det må vist væ re nok om disse mere gængse former for underholdning.
Som tidligere antydet var penge for os noget af en mangelvare, og ville vi have lommepenge, måtte vi selv skaffe dem. Det var således ret brugt blandt drenge at samle metal og gamle ben, som blev afsat til produkthandlere og betalt efte
r vægt.
I håb om at skaffe lidt kapital forsøgte jeg sammen med en kammerat at stille en tombola på benene. Det foregik på fortovet uden for villaen, men blev ingen større succes. En lille pige, der kom forbi med sin far, var meget optaget af e
n ring blandt gevinsterne og købte for 10 øre et lod, der desværre for hende var en nitte. Vi syntes dog, det var synd at skuffe hende, og ved hjælp af fiksfakserier lod vi hende vinde. Handelstalent havde vi ikke meget af.
Jeg fik engang flikket et primitivt telt sammen af sækkelærred og fire stænger, og med det på nakken traskede jeg over i lunden ved Birkedals alle og fik det stillet op mellem træerne. Under min leg var jeg så heldig at finde en
fyldepen, en Mont Blanc, mellem skovbundens visne blade. Da jeg stolt viste den frem derhjemme, blev far stærkt interesseret i den, så det endte med, at han købte den for en hel krone, og nu var jeg økonomisk ovenpå for en tid. Det skete da også
, at man vovede sig længere hjemmefra. Man behøvede dog kun at bevæge sig over til Enghavevej, den nuværende Kirkegade, så var man ude ved det åbne land. Fra vest siden af gadens laveste sted, lige nord for Strandby Kirkevej, strømmede
en bæk gennem engen ud mod Vognsbøl mose, der siden blev park V øst for Enghavevej må bækken have været rørlagt. forårsdag i denne eng var nok turen værd. Her var masser af blomster, både engkarse, de gule smørblomster, forskellige
græsser og mange andre engplanter. Og så var der jo selve bækken ikke at forglemme. Dette dalstrøg har antagelig været beboet langt tilbage i tiden. grundejer i St. Pouls alle fortalte mig mange år senere, at der var fundet en gammel brolægnin
g i hans have, der netop lå i samme lavning. Til jul kom der en overgang pakker fra farbror Christen i Kolding. Et år fik jeg en flot damper med flere skorstene, en hel lille Tit anic, der kunne trækkes op, så skruen gav den en pæn fart
. Den følgende jul kom der en legetøjspram med en tonnage så stor, at den kunne bære en hel mursten. Med disse fartøjer sejlede jeg i tøbrudsperioder i den oversvømmede rendesten langs Torvegade, der dengang var en jordvej kantet med
elletræer næsten ind til kvarteret omkring Nygårdsvej.
Det var i det hele taget en yndet beskæftigelse at bygge og lege med skibe, og det er ikke få, jeg i tidens løb har snittet med min lommekniv. De blev mere eller mindre korrekt udstyret med master og sejl, senere også med elastikmotor, o
g sendt til søs på farefulde togter i grøfter og vandhuller.
I Andrup havde jeg tidligt hørt omtale, at en af farbrødrene, Morten eller Christen, i drengeårene havde bygget et skib med et gammelt urværk som drivkraft. Jeg havde i min fantasi en forestilling om, at dette fartøj måtte ligge gemt og
glemt et sted på gården, måske i bedstefars værksted, hvor det vel var lavet, og jeg ledte - selvfølgelig forgæves - i de mange krinkelkroge i håb om, at vidunderet ville dukke frem af glemslen, så jeg kunne sejle med det ovre i
mergelgraven.
I begyndelsen af tyverne var far og jeg en tur på Fanø. Hvad vi skulle derover efter, husker jeg ikke, kun at vi bl.a. besøgte fars fætter Jes, der var kunstmaler og velanskrevet klaverstemmer og på det tidspunkt boede i "Kahytten",
Nordbys, om ikke Fanøs mindste hus. Det lå i Mellemgaden, havde stråtag og var lavloftet med små vinduer. På gavlen ud mod gaden var der en træaltan på stolper, hvorpå der hang et redningsbælte med hyttens navn. Fra altanen førte en dør ind
til det snævre loftsrum, der var indrettet til soveværelse med sengepladser i begge sider under det skrå tag.
I stuen nedenunder var der som en ret nødvendig advarsel på en af de lave loftsbjælker malet :Min søn, vil du i verden frem, så buk" Dette lille vandløb, Holmebækken, havde sit udspring i Boldesager og løb vestpå gennem Vognsbøl mose,
hvor den forenedes med Spangsberg møllebæk og udmundede i Fourfeld å.

Jeg var meget benovet over det særprægede interiør og de mange mal erier på væggene. Noget så flot, selv om det var småt, havde jeg jo aldrig set - et rigtigt dukkehus. Mellem stuen og et tilstødende værelse eller køkken var der i
stedet for dør et farvestrålende perleforhæng.
Men overraskelserne var ikke forbi, for nu lagde Jes en plade på den store skabsgrammofon og spillede den kendte melodi fra tiden omkring krigens afslutning, "Klokke, ring fred". Men midt i alt det fremmedartede og spændende kunne selv je
g mærke, at det var så som så med freden i det lille hjem. Stemningen føltes trykkende, og der har uden tvivl været "røg i køkkenet"
Vi så da et glimt af hans kone, men jeg husker ikke, vi blev budt på noget. Jeg har siden fået fortalt, at hun, der var en flot pige, var massøse ved Badet, uddannet hos Elisabeth Arden, havde sangstemme og blev kaldt provstens natterga
l (provst Nielsen i Nordby). Parret skiltes kort efter, og det hed sig, at hun siden blev gift med en advokat i Nordafrika. Mange år senere traf jeg Jes på Fanø færgens dæk. Det var en blæsende, råkold sommerdag, som han nød i fulde
drag, lige hjemkommet fra Afrikas hede. Under vores samtale fik han lidt bittert sagt, at hans ekskone havde giftet sig dernede "med en af de sorte"
Jes, der også ejede det langt større Strandhuset" nede ved færgelej et, tilbød far "Kahytten" for 1000 kroner, men på den tid var man mere interesseret i at få sommerhus i nærheden af stranden, så det blev ikke til noget.
Desuden havde Jes stadig sit fødehjem i Holsted, stuehuset til en gammel gård med have ned til Holsted å. Storstuen med ateliervindue i gavlen var fyldt med antikke møbler, nogle stående med benene i petroleumsskåle for at standse
ormeangreb. Den store lysekrone midt i rummet var fra Nordby kirke, og en trappe fra TordenSkjolds hus i København førte op til en balkon. på det store loft stod der stabler af hans malerier. Midt i bygningen var der et lille mørkt værelse - so
m det i Andrup. Her lå en del hjembragte islandske fåreskind, og her havde han, som han udtrykte det,"sit ky ske leje".
Jes havde to brødre, der også var klaverstemmere, Rudolf i Ålborg og Theodor Esbjerg. De tre pianostemmerbrødre var sønner af Jens Varrer Christensen i Holsted, en af bedstemors brødre. Han var instrumentmager og havde bygget
bedstemors første orgel, som jeg med stor interesse overværede ophugningen af, da det var udtjent. Han var også udgiver af en guitarskole med religiøse sange. Både gui ta ren og citaren i Andrup var naturligvis fra hans forretning. Det var for
resten far, der midt i tyverne gav Jes de første køretimer, da han tænkte på at få bil. Det foregik i fars H.G.F., men forløb ikke helt efter planen, for da vi med Jes ved rattet kørte ud ad hovedvej I mellem Esbjerg og Andrup, mødte vi
lærer Mollerup, min tegnelærer, der kom susende i sin lille røde vogn, og ved dette syn blev Jes så nervøs, at han mistede kontrollen over køretøjet og endte i vejsidens dybe grøft med et ordentligt bump, så jeg røg op i taget og stødte
hovedet. Der måtte et par stærke heste til at hale os op på fast grund igen, og skaden på vogn og mandskab var tilsyneladende ikke større, end at far selv kunne køre os hjem. Jes fik siden sit kørekort og købte en tysk, åben Wanderer, vistnok
brugt, for da jeg fik en tur i den ved mine bedsteforældres guldbryllup i 1927, forekom den mig noget antikveret.
Fars familie på begge sider var ret stor og havde hjemme på Esbjerg egnen. Vi besøgte af og til en af hans kusiner og hendes mand, der boede i vester byen i et gammelt, tilbagetrukket hus. Hun var ude fra Ravnsbjerg i Guldager sogn, datte
r af bedstemors bror, og var en mild og hjertevarm kone. Han var en slider og havde blandt andet været brøndgraver. Deres søn ejede en flot guitarbanjo, som en anden af fars fætre havde bygget. Den købte jeg, da ejermanden omkring 1930
udvandrede til Amerika. En af hans søstre, der ellers så ud til at være en robust pige, blev en overgang sindssyg af kæ restesorg, kom på hospitalet og måtte i spændetrøje. Det gjorde naturlligvis stærkt indtryk på én, når man hørte de
voksne tale om, at hun gik rundt i værelset og slog med selen mod væggen, mens hun sang om "de røde bånd, de Skønne, som du engang mig gav Heldigvis blev hun helt rask igen.
En anden kusine, også af Ravnsbjerg slægten, blev nogle år senere ramt af tragiske ulykker. En lille søn blev offer for en aldrig opklaret seksualforbrydelse, myrdet i Nørreskoven, og selv blev hun blind efter et vådeskud. Alligevel bar
hun disse tunge byrder med stort tålmod og sjælsstyrke.
En af fars fætre, malermester Madsen, boede en tid i Finsensgade i det hus, som fastrene Maren og Dorthea senere kom til at bo i. Han var også lidt af en kunstner og kunne male andet end plankeværker. Over indgangen til det madsenske hje
m stod malet: "Velkommen i vor stue hos hr. Madsen og hans frue". Vi havde ikke så meget med dem at gøre, men ved en eller anden lejlighed havde mor lånt af dem et par årgange af Familie Journalen, som de havde fået indbundet. Bladene va
r fra årene omkring første verdenskrig, og for mig betød de to bind en sand guldgrube af spændende oplysninger og underholdning, som jeg var fuldstændig opslugt af. Familien Madsen flyttede siden til Gammelby.
Det var også engang i tyverne, Familie Journal ens utroligt spændende billedserie om Dora og Villy begyndte, først i halvsideformat, senere helsides, en historie, der talte til fantasien og blev fulgt fra uge til uge af masser af børn. De
suden kom bladet i disse år regelmæssigt med udmærkede tegninger til løvsavsarbejde, en hobby der var meget udbredt. Jeg var glad for at arbejde i træ og brugte disse modeller en hel del. Materialet, krydsfiner, var ikke sådan at få fat
i, men vi fandt en billig løsning. Kolonial forretningerne fik margarine hjem i store, ovale bøtter, der var lukket med fi ner låg, som vi tiggede os til, og så var det bare med at komme i gang med løvsaven.
I St. Poulsalle besøgte jeg et hjem, hvor mandens store interesse var løvsavsarbejde. Stuen var så fyldt, for ikke at sige overfyldt, med ting lavet efter bladets tegninger, at selv jeg syntes, det var for meget af det gode.
Villaen på Frihedsvej var blevet opført i årene lige efter krigen, en meget dyr periode med stor arbejdsløshed og prisstigninger. Jeg havde naturligvis ingen indsigt i eller forstand på familiens økonomiske situation, men det forekommer
mig, at det altid skinnede igennem, at huset var for dyrt at bo i
Men det har ganske givet været tungt at erkende, at det ikke kunne fortsætte. Især for mor har det nok været svært at skulle give afkald på en smuk og moderne villa, som hun var meget glad for og ikk e mindst stolt over. Far var vist
mere vidtløftig og havde - tror jeg - lettere ved at bryde op og begynde et nyt sted, hvilket også Guldagertidens evindelige flytte omkring tyder på.
Men det endte i hvert fald med, at far i sommeren 1922 solgte vi lad en til en fabrikant Rasmussen i Esbjerg for 16.000 kroner. Om det var en god forretning, far gjorde, ved jeg ikke.
Der herskede stadig stor bolignød, så det var meget heldigt, at vi kunne overtage køberens lejlighed, Borgergade 59, beliggende lige på hjørnet af Torvegade/Borgergade, ganske tæt ved byparken og havnen. Lejligheden, der var på 3
værelser og lå på første sal, var vist udmærket, med sydvendte stuer og toilet ude på trappegangen, fælles med naboen, som det var almindeligt dengang.
Værre var det, at der lige overfor var udsigt til et af byens største forlystelses etablissementer, Cassino, det senere Borggården, med restaurant, sommerteater og dertil hørende uro. Få skridt omkring hjørnet, i Torvegade, lå det
finere Palmehaven. Kvarteret var i det hele taget noget af et minefelt, for i den vestlige ende af gaden lå der flere beværtninger eller knejper, der levede højt på havnens nærhed. Jeg tror nok, mor betragtede kvarteret som noget af et Sodom
a i sammenligning med det, vi havde forladt. Borgergade var stadig gruslagt, og den nordlige ende af Torvegade lå endnu hen som jordvej, men byen havde jo også kun godt 20 år på bagen som købstad.
Nu skulle jeg så atter skifte skole og denne gang til en stor skole med mange hundrede elever. Mærkeligt nok kom jeg til at gå i den fjerneste af byens kommuneskoler, Stormgades skole, skønt både Østre skole og Danmarksgades skole lå
langt nærmere. Fra Torvegade fortsatte min skolevej om i Kongensgade, hvor jeg kort forbi Blichfeldt eller Flensborglager, som det også hed, stoppede op foran London basarens store udstillingsvindue og med næsen mod ruden betragtede de uopnåel
ige mængder af herligt legetøj, inden jeg gik videre ned gennem Kongensgade, hvor man sommetider kunne møde den kendte keramiker Kongstrand, ham med den changerende glasur, når han i sin store, åbne vogn kom susende med kunstnermanken
flagrende for vinden. Han var en af de første her i byen, der havde bil, om ikke den første.
Var man kommet af sted hjemmefra i god tid, var der også lejlighed til at standse op og kaste et blik på det igangværende travle ny byggeri på hjørnet af Kongensgade/Kirkegade, hvor man var i færd med at opføre Axel borg, et efter
tidens forhold meget stort projekt.
Nået ned til Kronprinsensgade fortsatte min rute mod nord ad denne gade, hvor jeg husker et lille butiksvindue, der fristede med farvestrålende tinsoldater. Her i gaden hentede jeg en tid en vistnok meget forkælet skolekammerat, "klassen
s tykke dreng", der ikke kunne komme op om morgenen og få sig gjort i stand, hvorfor moderen var glad for, at jeg kom og trak ham med.
Fra Kronprinsensgade gik turen så videre det sidste stykke om i Nørregade til hjørnet af Stormgade, hvor skolen lå. Og var man først nået gennem porten og ind i skolegården, forsvandt man i mylderet af larmende unger og blev nærmest
anonym, til klokken ringede ind, og man stillede op i de respektive båse for at blive sluset ind i den tunge, pompøse hovedbygning, der udstrålede alvor og autoritet. Jeg havde en rar klasselærer Jacobsen, men egentlig erindrer jeg ikke meget f
ra timerne. Jo, undervisningen i sløjdsalen og i skolehaven var noget nyt og spændende. begge disse fag havde vi en lærer Gashorn, som vi troede, han hed. Hans navn var i virkeligheden Gantzhorn, sikkert af kartoffel tyskerslægt. I sommerh
alvåret trave- de klassen i samlet flok ud ad Stormgade til skolehaverne i udkanten af byen. Her havde hver elev sin egen lille have med urter og blomster.
På skolen kunne vi i middagspausen gå ned i kælderen, hvor der var et stort køkken, og her kunne vi få et gratis måltid varm mad. Jeg mindes endnu lugten af stuvet hvidkål, men menuen lød selvfølgelig også på andre retter. Der var vist
tale om en temmelig fremsynet social foranstaltning til gavn for byens mange børn fra dårligt stillede hjem.
Jeg savnede aldrig legekammerater hjemme i gaden, hvor jeg især sker en kvik pige fra en af nabolejlighederne, som jeg havde et godt Øje til. Selve gaden gav jo ikke så mange emuligheder, men vi havde kun få skridt op til byparken med
træpavillonen, vandtårnet, soluret med den lille Solveig, der "kun tæller de lyse timer", busten af Jens Væver, snurrevoddets opfinder, og fra parken den bratte sti ned til havnen med rullebroen over dokporten på vejen til Fanøfærgen. Her i
byparken lå også den kommunale legeplads ned mod men den var mest for de mindreårige.
Ud over skolegang, lektier og leg havde man jo også sine små pligter. En dag blev jeg som sædvanlig sendt ned i gården med den fyldte askeskuffe fra kakkelovnen. Jeg havde vældig fart på ned ad trappen, så jeg tabte skuffen og sparkede
til den i farten, så et af dens skarpe hjørner ramte knysten på foden. Det gjorde modbydelig ondt, og da jeg var nået op i lejligheden igen, dånede jeg et øjeblik af smerte.
Noget lignende gentog sig, dog på en lidt anden måde. Jeg kom cyklende i fuld fart ad Borgergade, der som nævnt stadig var gruslagt, og kørte lige tværs over en dum kat, der absolut skulle passere gaden, da jeg kom farende. Kræet løb
uanfægtet videre (katte har jo ni liv), mens jeg væltede og på mine bare knæ kurede hen ad gadens grus. Da jeg med blodige knæ nåede op i lejligheden, var jeg atter væk et kort øjeblik.
Gerda var 5-4 år, da vi boede her. Det var året, da landeplagen den store, tavse nat. huserede. Den havde hun lært, og hun sang den af fuld hals uden at forstå, hvad ordene betød. I hendes version blev anden linje i sangen til "står jeg
her ved skibesrat" uden at hun anede, hvad det mærkelige ord skibesrat (skibets rat) var for en størrelse. Hun var i det hele taget noget af en charmetrold, men hun vidste også, hvad hun ville, og blev af samme grund kaldt "faster Maren num
mer (vores faster gik for at være en bestemt dame). Måske var Gerda også som den lille efternøler blevet forkælet en smule.
Af andre populære sange fra disse år husker jeg fyraftensvisen "Nu piber alle fløjter, maskinen går i stå" og "Der er lys i lygten, lille mor", døgnmelodier med begrænset levetid.
Efteråret var ellers ikke uden dramatik. fisker fra en af de a n dre lejligheder i huset forliste en stormfuld nat med sin kutter. Han blev, stærkt forkommen, reddet i sidste øjeblik efter at have hængt i rigningen natten igennem. Endnu s
tørre indtryk gjorde det dog, da faderen til en af mine kammerater, der boede i Smedegade , og hvor jeg af og til kom, var druknet i stormen.
Nytårsaften 1922 var præget af betydeligt mere uro og skyderi, end jeg før havde oplevet, og der blev anvendt meget kraftige kanonslag. Også i vores baggård gik det løs, og jeg husker, at et antændt kanonslag, der tilsyneladende var en
fuser, lokkede et utålmodigt pig ebarn frem, og mens hun stod bøjet over den formodede fuser for at se, hvad der var i vejen med den, eksploderede den op i ansigtet på hende. Hun var dog heldig og slap uden men.
Selv havde jeg - som de fleste andre børn - på grund af pengemangel intet fyrværkeri og måtte nøjes med at se til. Det resulterede i, at vi 1. nytårsdag gik på jagt i kvarteret efter fusere, som måske kunne bringes til at sprutte lidt.
Og det kunne de ikke så sjældent, og det lykkedes mig da også at få et par fingre klistret sammen af brandsår.
Siden fandt man en billig løsning på den savnede knaldeffekt, en nøglebøsse. Svovlet fra nogle tændstikker blev proppet i nøglens hul, et søm blev anbragt oveni som slagstift og nøgle og søm forbundet med en snor som håndtag. Ved at
svinge apparatet med sømhovedet mod en mur tændtes "krudtet" med et knald.
Ellers er det ret begrænset, hvad jeg har af minder fra den korte tid i Borgergade. Dog, hvis jeg husker rigtigt, var det her, far noget letsindigt gik til cykelhandler Gram i Kronprinsensgade og købte en splinterny B.S.A. motorcyke1, e
n på den tid temmelig kraftig maskine, selv om onde tunger hævdede, at bogstaverne stod for Bedre Sent end Aldrig" .
Far og jeg var kort efter en tur i Kolding hos farbror Christen, vel sagtens for at vise vidunderet frem. Hovedvej I var dengang kun gruslagt, så det blev noget af en rystetur. I omegnen af Vejen blev vi antastet af en stor hund, der me
d rasende gøen løb så tæt på forhjulet, at den blev påkørt, og maskinen korn voldsomt i slyng. Far råbte om til mig, at nu væltede vi, men heldigvis lykkedes det ham, at få cyklen rettet op, uden at der skete mere, men det var på et
hængende hår. Køteren, der havde fået sig en slem forskrækkelse, måske også et par ømme ribben, for hylende hjem over markerne. Som familiekøretøj var motorcyklen ikke meget bevendt, før der blev anskaffet en sidevogn. Det blev der så, og nu
kunne vi alle fire komme ud på tur, mor og Gerda siddende i sidevognen, jeg omme på bagsædet .
Da vi en dag var på vej til Schæfergård og skulle svinge til venstre ved Korskroen, var farten lidt for høj, og sidevognen lettede. Det kom helt bag på far, der blev noget forskrækket og råbte "hov". De to sidevognspassagerer kom dog
ned på jorden igen i god behold.
Jeg tror, at far aldrig blev helt fortrolig med sin motorcykel. På en eftermiddagstur ud til Fourfeld ville vi besøge vore gamle venner fra Guldagertiden, familien Nøhr. Det var i høhøstens tid, og Nøhr stod oppe på det høje læs og tog
imod høet, der blev forket op til ham. Far fik standset et sekund for sent, så hølæsset fik et puf , uden at der dog andet, men Nøhr så, forståeligt nok, både nog et forskrækket og vred ud. Det gik dog snart over igen.
Borgergadeperioden blev som nævnt kun af kort varighed, for allerede i slutningen af marts 1923, efter bare cirka 10 måneders forløb, fortsatte vi vor nomadetilværelse og nyttede tilbage til Frihedsvej, men denne gang til gadens østlige
ende, som blev kaldt lille Frihedsvej og endte blindt oppe ved bane linjen mod Varde.
Her købte far af en forhenværende købmand Loft ejendommen nr. 7, hvor vi endelig langt om længe faldt til ro. Købesummen kender jeg ikke, men der var en del pantegæld, vistnok 8.000 kroner, som far overtog, og så har der vel også været
en udbetaling af en slags.
Huset, der udgjorde halvdelen af et dobbelthus med facaden helt ud til fortovet, var bygget i begyndelsen af århundredet, sandsynligvis i 1903, og var således kun en snes år. Jeg opfattede det nu som værende meget gammelt, men det har j
o nok noget med min egen alder at gøre.
Vi overtog stueetagens 3 værelses lejlighed, mens der ovenpå var en lidt mindre 3- værelses lejlighed beboet af en remisearbejder Thomas Jensen med kone og 4 børn. toilettet var vi fælles om, så der har nok til tider været trængsel med
trippevals foran døren. gården var der to baghuse med vaskehus og brændsel rum.
Op ad vest gavlen voksede der et stort gråpæretræ, og mod nord lå en dejlig lukket have med et meget stort, navnløst pæretræ i midten og to mindre andre steder i haven, det ene Grev Moltke, altså hele fi re pæretræer mod et enkelt
madæbletræ, en fordeling der vistnok var det almindelige her på egnen. Om efteråret fråsede vi i pærer, så saften drev af os. I det nordvestlige hjørne af haven lå der et ottekantet vedbendlysthus, der senere blev udskiftet med et mere
tidssvarende, rødmalet træhavehus.
I den første tid havde vi høns i det ene af baghusene, hvor jeg også en overgang havde duer, der dog formerede sig så stærkt, at jeg havde svært ved at holde styr på foretagendet og derfor snart mistede interessen.
I det andet baghus var der svinesti til vores gris. Husdyrholdet lokkede rotter til, men de blev effektivt bekæmpet af vores gravhund Fister, der hadede rotter, ikke mindst fordi den engang var blevet bidt i snuden af en af dem. Hvis Fist
er lå og sov fredeligt inde i stuen, og der blev råbt "rotte", for den op med et sæt og strøg af sted, så kløerne krattede i gulv enes linoleum, ud gennem stue, køkken og baggang med en fart, så den skred i svingene, til åen nåede ned
for enden af svinehuset, hvor rotten plejede at komme ud. Her på Frihedsvej blev motorcyklen skiftet ud med en brugt H.G.F. (Høj Gammel Ford), der fik garage i det ene baghus. Fars syn på det ene øje var ikke for godt, og det kneb lidt ved s
ynsprøven forbindelse med køreprøven. Den motorsagkyndige stillede så far det vejledende spørgsmål, om han kunne se en nærmere udpeget skorsten i nærheden, hvilket han selvfølgelig godt kunne.
Hans uheldige optræden som kørelærer for sin fætter Jes er tidligere nævnt. Mor nød skiftet fra sidevognens snævre rum til bilens langt behageligere bagsæde, og jeg mindes aftenlige hjemture, hvor hun tilfreds og taknemmelig nynnede den
smukke sang: folder jeg hånd og tanke til tak for den svundne dag".
På en flerdagestur Sønderjylland rundt sammen med et par gode venner var de bl.a. nede ved grænsen, hvor mor rakte ind over skellet og plukkede en blomst i det tyske, og det var så den "udenlandsrejse, og det smagte da altid af fugl, som m
an siger. Tiderne var jo heller ikke til de store armsving, og kun de mere velstillede kunne tillade sig den luksus at tage en tur til Harzen, et rejsemål, der for flertallet var noget fjernt og uvirkeligt.
på deres videre færd knækkede vognens bagaksel, muligvis en følge af grøfteturen med Jes, og de måtte slæbes på værksted. Heldigvis kom ingen noget til ved uheldet, og turen kunne fortsættes, efter at skaden var repareret.
Da far og jeg en dag var på vej hjem ad Jernbanegade, var der pludselig faldet isslag. Det kom fuldstændig bag på og, og bilen vendte omkring som en snurretop med køleren i den modsatte retning. Til alt held var gaden tom for trafik, me
n det var alligevel noget af en forskrækkelse. Som det var tilfældet med motorcyklen, blev far heller aldrig nogen rutineret bilist, for vi havde kun vognen et par år, da den var for stor en økonomisk belastning for os.
Thomas Jensens 2 ældste børn, Gunhild og Ejner, i lejligheden ovenpå var nogenlunde jævnaldrende med mig, og vi legede godt sammen, men familien købte senere hus i Gammel by, en af de såkaldte negerhytter, en række bungalowagtige
småhuse, der lå langs en af de store ler gravs søer i østerbyen. Der besøgte vi dem, og jeg husker, vi legede skjul eller fangeleg i en af teglværkets vældige tørrehaller med de lange, snævre, skumle gange, hvor man let blev borte for hinanden.
Siden flyttede også de til bage til Boldesager.
Blandt de skiftende lejere i vores overlejlighed husker jeg Sæbe Nielsen og hans kone. Han havde sæbefabrikation i vaskehuset og tog omkring og solgte det færdige produkt. Han var en af dem, der hentede tobaksrester og pibeudkradsning i f
ars tobaksskuffe for at bruge det som skrå.
Den tidligere omtalte Christine Frøkiær boede en kortere tid i lejligheden. Hun var ikke vant til gas i køkkenet, og da hendes gasblus en dag blæste ud på grund af gennemtræk, mente hun ikke, det var nødvendigt at slukke. Heldigvis
mærkede mor gaslugten, inden huset sprang i luften, og fik forklaret Christine Frøkiær, at man ikke bare pustede gassen ud, men også skulle dreje hanen om.
Det var her i 20erne, det store modeskift satte ind, og det var nog et af en kulturrevolution, da pigerne gik fra fletninger, rottehaler, frikadeller og rosenkranse til det mere upersonlige pagehår og de kortere kjoler. Samtidig var det
, som om kvindernes anatomi ændredes, og de blev flade både for og bag, hvordan det så gik til. Også i tonernes verden skete der ændringer. Fra de lidt sindige valserytmer i melodier som førnævnte den store, tavse nat" slog man nu
over i mere letbenede døgnviser som "Det var mig og Maggidutti" (der, så vidt jeg husker, fulgtes af åndrige rim på noget med fut i, krudt og sprut i), mens ungdommen kastede sig ud i Charleston ens kalveknæede spjæt ten til larmen fra
saxofonernes metalliske skratten - alt sammen dikteret fra det forjættede "over there" og derfor godt. Der var dog også nogen, der skadefro påstod, at saxofonens opfinder som en skæbnens straf døde i yderste fattigdom.
I januar 1924 døde min bedstemor (mormor) i hjemmet i Østergade 53 hos onkel og tante, hvor hun havde haft et værelse i sine sidste år. Hun havde i længere tid været svagelig og sengeliggende, men bar de tunge dage med stille tålmod.
Ved siden af hendes seng stod de forskellige æsker med piller og pulvere, ordineret af lægen for at lindre hendes smerter.
På begravelsesdagen tog far Gerda på armen og gik ind for at vise hende den døde bedstemor med det resultat, at barnet, der godt kunne se, at der var noget helt galt med bedstemor, blev bange og stak i et vræl. I forbindelse med dagen ka
n jeg huske, at onkel tændte en stang krudt, som han havde pillet ud af en stor granat, han havde fået efter bjærgningen af U. 20 (den tyske ubåd, der sænkede Lusitania). Han ville bare vise os, hvordan det kunne brænde, men det
eksploderede med et knald, hvad der vistnok kom lidt bag på ham, da det vel ikke ligefrem var hans hensigt at afgive salut for sin svigermor. Den blankpudsede granat stod i mange år som pyntegenstand i deres stue.
Det var vist kort efter bedstemors død, at min kusine Inga, onkel og tantes ældste datter, blev syg af leukæmi og kom på hospitalet. Det var en sygdom, man ikke kunne stille meget op mod. Jeg var med derovre, kort før hun døde, og det
gjorde naturligvis dybt indtryk på mig at se den smukke lille pige ligge der, lidende, bleg og afkræftet, uden håb om helbredelse, kun 7 år gammel.
Alvorlig sygdom havde vi jo selv haft tæt inde på livet i form af mors tuberkulose. Jeg tro, jeg har været i tolvårsalderen, da jeg fik fat i en lægebog og pløjede den igennem med det resultat, at jeg havde symptomer på næsten alt,
bortset fra graviditet, der vel heller ikke kan regnes for en sygdom.
Ved nærmere eftertanke er der vel ikke noget at sige til, at man med en al tid træt, svagelig og tuberkuløs mor kunne henfalde til visse hypokondre tvangstanker. Tidens hygiejniske forhold var ikke de bedste. Vi vaskede os alle ved køkken
vasken, hvor mor også stod med sit tjærevand og sit spyt tekrus, som med indhold regelmæssigt skulle sendes til undersøgelse for tb.
Senere har jeg forstået, at også andre har gjort sig deres tanker. Under et besøg i Andrup legede jeg med min fætter Kaj, og jeg havde en mundharpe, som han fik lov at spille på. Jeg kan stadig se for mig forældrenes bestyrtelse, da de
opdagede det. Han blev om gående hentet ind og måtte skylle mund og gurgle hals, til de var sikre på, at alle baktusserne var dræbt. Jeg følte mig som en slags spedalsk, men senere forstod jeg dem så udmærket. De har jo været bange for,
at jeg var smittebærer. Min egen frygt for tb forsvandt egentlig først, da læge Jacobsen sagde, han godt ville bytte lunger med mig.
Det ovennævnte tjærevand var et gammelt husråd (alternativ medicin) mod svindsot (tb) efter recepten: Med ondt skal ondt fordrives. Tjæren, som man fik på apoteket i en krukke, blev overhældt med vand, der efter nogle timers forløb blev
til en gullig, tjæreplettet, i ildelugtende væske, som patienten med alle tegn på væmmelse drak sin daglige dosis af i troen på en gavnlig virkning. Jeg gad vide, om ikke væsken tværtimod var kræftfremkaldende.
Det daglige toilette foregik som nævnt ved køkkenvasken. Badeværelser var stadig forbeholdt de højere sociale lag. Vore ikke alt for hyppige badedage fandt sted i røg og damp ovre i vaskehuset, hvor der stod et stort zinkbadekar. Her sto
d også vores vaskemaskine, en klodset indretning af træ. Når man vrikkede med en stang fra side til side, roterede fire korte, tykke træstokke nede i beholderen med vasketøjet, der så blev skvulpet rundt, til det forhåbentligt var rent.
Trods sin klodsethed var maskinen en betydelig lettelse for hus moderen, der før måtte stå bøjet i timevis over karret og bearbejde tøjet med de bare næver mod det rillede zinkvaskebræt. Det blev nu mit job efter mors ordre at give
vrikkestangen så og så mange hundrede slag.
Når jeg i dag ser tilbage på vore tidlige Frihedsvej-år, husker jeg dem som en tid præget af nøjsomhed og en spartansk levevis, som ligger meget langt fra det, vi kender nu. Men det var ikke sådan, at vi savnede noget, sådan var det
bare, og de fleste andre havde det jo ligesådan. Værre var det for de mange, der var ramt af tidens svøbe, arbejdsløsheden. Det sociale netværk var der ikke meget af, folk måtte stort set klare sig selv, og jævnligt blev der banket på vores
dør af ledige, der bad om en skilling, om mad eller ville sælge snøre bånd eller "Livets Kamp".
Vi hørte til de privilegerede, for far var jo tjenestemand med fast arbejde og fast månedlig løn, uden risiko for at blive fyret (gået ind til den evige hvile, som det hed blandt mindre heldige). Lønnen var godt nok beskeden og budgette
t stramt, og bedre blev det just ikke, da Madsen-Mygdal blev statsminister og ville rette op på landets dårlige økonomi ved bl.a. at skære ned på tjenestemands lønningerne. Far blev sur på partiet og gik en tid over til de radikale,
ligesom det også var det lokale radikale dagblad Sydvestjylland, vi abonnerede på. Men ellers mærkede jeg ikke meget til politisk interesse i hjemmet.
For at stive økonomien lidt af skaffede far sig forskellige småindtægter. Han havde ikke glemt sit gamle håndværk og lavede en del re parationsarbejde for folk, bl.a. lagde han flere nye tegltage op. Jeg husker også, at han har omdelt
blade for et forlag, der mellem meget andet udgav et månedligt hæfte, "For mine små Venner", med fortsatte fortællinger, der også kunne fås i bogform. Disse historier slugte jeg med begejstring, især den der hed "Flugten fra Sibirien", som
far tog med hjem til mig.
Far var også dygtig til at forsåle fodtøj, dog kun til os selv. Han havde alt det nødvendige værktøj, og materialet var svinelæder i store flader og træpløkke, der blev opvarmet og hærdet over ilden i et bliklåg. Et af tidens slogans
lød: t Skønhed forgår, men svinelæder består". Det færdige arbejde stod ikke tilbage for skomagerens, hvad kvalitet angik. Far havde vist lært arbejdsgangen af skomager Lorenzen i Englandsgade, en af vore gode venner.
Brændsel til husets kakkelovne var en af de større poster på budgettet. Mange pillede kul og koks på kajen, hvor kul bådene fra England lossede. Det har jeg nu ikke været med til. Men for at spare på de kedelige brændselsudgifter
købte far sommetider et læs snus", brænd elafald fra remisen, mest bestående af kokssmuld, der så blev harpet gennem et finmasket sold for at få frasorteret det groveste af materialet, der blandet med det almindelige brændsel gav god varme.
Den ubrugelige del af snusbunken blev kørt på lossepladsen.
I den lille have, der hørte til huset, var der ikke meget plads til grønsager. Derfor lejede vi en kolonihave på vandværkets grund på hjørnet over for Peder Gydes gård, hvor nu pensionistboligerne ligger. Her blev der avlet masser af
havesager, ikke mindst kartofler og jordbær.
Det var mor, der var hjemmets finansminister, og det var uden tvivl også hende, der var bedst egnet til at administrere vores økonomi. Når far havde fået sin månedsløn udbetalt, afleverede han det meste til mor, der så tog sig af de
forskellige poster, der skulle betales. Selv beholdt han kun en smule til småfornødenheder som f.eks. snustobak. Jeg ved ikke, hvornår han er begyndt at bruge dette nyd elsesmiddel, som blev anbragt foran fortænderne i undermunden, så der
fremkom en lille bule. Mange gange har jeg hentet de ovale papæsker til ham i tobaksforretningen i Udbyhus over for remisebroen med besked om, at der skulle dryppes nogle pebermyntedråber i snusen. Men det var vist også den eneste "last", ha
n havde. Både far og mor var afholdsfolk og med i "Blå Kors".
Alle daglige fornødenheder blev i øvrigt købt på bog i brugsforeningen "Frem" i Nørrebrogade hos uddeler Lolk med efterfølgende månedlig afregning, og det kunne være svært at holde trit, hvis noget u- forudset kom på tværs.
Forretningsmæssigt set var kvarteret i min drengetid ganske godt med, idet der på den ret korte strækning af Nørrebrogade mellem Haraldsgade og Strandby Kirkevej fandtes omkring 20 butikker. Derudover har jeg hentet mælk i den blå
emaljerede spand ved Peder Gydes stalddør formedelst 10 øre, og hvidtøl hos øl brygger Andersen omme på Sofievej, men her gav jeg 25 øre.
På det nærmeste hjørne havde slagter Lorenz sin forretning. Der var mange børn, også et_ par jævnaldrende, som jeg legede med. Familien stammede fra Tyskland. Han var en lille, stilfærdig, myreflittig mand, der fik alt for lidt ud af
sit slid. Hans kone var en stor, rar og frodig I "mutter" -type. Vi kom en del sammen med dem. Men en formiddag var hun et smut inde hos os for at snakke lidt og se vo res nye gris, og da hun kort efter skyndte sig de få skridt hjem, fald
t hun om og var død.
På hjørnet overfor var der barbersalon. Da jeg var vokset fra hjemmeklipningen, fik jeg ordnet frisuren der. Det kostede en krone, men barberen gav mig altid en femøre tilbage, for det gjaldt jo om at holde på kunderne.
Det tredje hjørne var optaget af bager Bendixens butik med tilhørende bageri. Her kunne man lige indtil klokken 10 aften hente bå de mælk og kaffebrød, hvis man stod og manglede. For at illustrere de forgangne års pengeforringelse kan
nævnes, at den flødeskumskage, der i dag koster omkring 10 kroner, kunne man dengang få for 10 øre, og så var flødeskummet endda ægte.
På det fjerde og sidste hjørne lå en damesalon, men den kom jo ikke mig ved. I samme hjørneejendom havde Bernhard Nielsen sin købmandsbutik. Det var her, brugsforeningen "Frem" startede sin Boldesagerafdeling, for senere på grund af
pladsmangel at flytte længere ned i gaden.
Jævnligt dukkede fiskemanden op i gaden med sin rullende forretning, og når hans råb om "levende rødspætter" eller "sild er godt" gjaldede i kvarteret, mødte konerne op for at se på varerne, ja, selv kattene vidste, hvad det drejede sig
om, og kom for at tigge. Mælkemanden gjorde opmærksom på sine produkter ved at ringe med sin højtlydende messingklokke, men senere blev hans arbejde overtaget af bagerforretninger og mælkeudsalg.
Da min søster Gerda under et besøg i Andrup kom ud i stalden og så køerne blive malket, blev hun temmelig chokeret og udtrykte med al le tegn på væmmelse: "Sådan noget svineri. Vi får heldigvis vores mælk hos bageren".
Fra disse år husker jeg også, at sognefoged Christen Pedersen (Kre Pejsen) kom for at opkræve skatter. Vi hørte jo stadig til Jerne sogn. Hans gamle, stråtækte gård lå på Strandby Kirkevej lidt vest for Peder Gydes gård, og han fortalte
mig engang, da vi drøftede slægtsforhold og lokalhistorie, at han var den sidste fæster af Jerne kirkes jord.
Sygekassekontingent betalte vi til frk. Kilstofte i villaen omme på Edelsvej. Det var som regel mig, der blev sendt derom, og jeg mindes stadig min benovelse over den fornemme, hvidmalede trappe belagt med rød løber, der førte fra entree
n op ovenpå.
Det, man selv var i stand til at ordne, satte man ikke andre til, og det gjaldt stort set enhver form for vedligeholdelse både ude og inde, en slags selvforsyningspolitik. For blot at nævne en lille ting som vore inde sko, så var det da i
kke noget at bruge penge på. I mange år lavede mor kludesko til os alle fire, og hun var dygtig til det. Strengest var det at sy de mange lag klude sammen til således, for det var mere, end symaskinen kunne klare. Med en kraftig nål, tråd
, fingerbøl og håndkraft blev tøjlagene syet sammen med så mange sting som muligt, og det var noget, der gav ømme fingre. Derefter blev overdelen syet på, og til Sidst blev sålerne gennemvædet med fernis, så de blev slidstærke.
I stedet for at købe lærred i dyre domme var det blandt tyvernes husmødre almindeligt at bruge stof fra mel sække. Man kunne få en stor mel sæk for en krone, og materialet var både pænt og solidt. Problemet var blot, hvordan man fik
fjernet det store påtrykte farvestrålende firmamærke. Man kunne jo ikke så godt rende rundt og reklamere for Korsør Dampmølle på sit undertøj, som en af mine kammerater blev drillet med. Mor må have fundet frem til de rette skrappe midler,
for hun kunne efterhånden få mærkerne helt væk. Vi fik både sengelinned, skjorter og andet syet af stoffet fra disse sække, ja, jeg fik endda syet et helt telt deraf.
Hos byens slagtere var der jævnligt tilbud på ben. Så købte mor of te en større portion og gik i gang med at pille dem rene for de me re eller mindre sparsomme kødrester, et møjsommeligt og tidkræv ende arbejde, men når det afpillede
småkød havde været en tur gennem kød- hakkemaskinen, blev der en udmærket frikadellefars ud af det - og så lettede det jo lidt på husholdningsbudgettet.
Ja, vel gjaldt det om at holde igen på udgifterne, men sommetider skulle der jo lidt mere til end lige det daglige, f.eks. i forbindelse med julen. Jeg husker, at mor i december måned har gået omkring og solgt en afrivningskalender udgive
t af et blad, Kirkeklokken hed det vist, for at tjene nogle ekstra kroner til at forsøde højtiden med som bl.a. den jul, da jeg fik en højt ønsket dampmaskine til he le krone. Den havde ingen sikkerhedsventil og løb nærmest løbsk, så
den dansede hen ad gulvet, heldigvis uden at springe i luften.
Der kom også juleknas på bordet, både nødder, dadler og figner, og der manglede heller ikke appelsiner, som man kunne få 12 af for en krone. De var noget sure, men det rådede vi bod på ved at skære hul i toppen og stikke en sukkerknald
derned. Det mildnede på surheden, og nu nød vi at suge saften ud og bagefter spise kødet.
Vore juleaftener var ellers ikke særligt festlige, præget som de var af fars hæsblæsende travlhed med juleposten, der skulle ud, ikke bare juleaftensdag, men også 1. juledag. Det er hændt, at far, efter at have sat flæskestegen og
desserten til livs juleaften, er taget ind på posthuset for at sortere brevene til næste dags ombæring. Tilbage sad så vi tre om juletræet, sang et par salmer og fik vore gaver. Når far så ud på aftenen kom hjem, var han træt og tjenlig til at
gå til køjs. Først 2. juledag havde han fri.
Da jeg blev større, var jeg undertiden med for at hjælpe far med at bringe posten ud i dagene op til jul. Jeg mindes stadig lugten af kål ude i vesterbyens mange, lange husvildebarakker af træ, smækket op efter første verdenskrig for at
afhjælpe bolignøden. Andre gange er jeg, når vejret var drilagtigt og gaderne et ælte af tøsne, blevet sendt ud med tørre strømper for at finde far på ruten, så han i læ af en husgavl kunne få udskiftet de pjaskvåde.
Men var vore juleaftener ikke særligt festlige (hvad vi dog ikke tænkte meget over), var der altid søndagsskolens juletræ med den ob ligatoriske godtepose at se hen til. Allerede i Guldager havde mor sammen med den tidligere nævnte Mari
e Poulsen holdt søndagsskole, så det var naturligt, at både Gerda og jeg en tid gik i søndagsskole i Boldesager, hvor forbavsende mange af kvarterets børn mødte op. Om det ligefrem var af lyst, vi gik der, er måske så meget sagt, men det
varede jo kun en time, og søndagen var lang. Jeg kan huske, at de mindste var meget optaget af indsamlingsbøssens negerfigur, der taknemmeligt nikkede, hver gang en mønt dumpede ned gennem sprækken. Den årlige sommerudflugt, der f.eks.
kunne gå til Fanø, blev også imødeset med forventning.
Det hører med til billedet af mit barndomshjem, at der hver dag blev læst et lille stykke til eftertanke af en dengang kendt bog, N. P. Madsens dagbog. For et barns vedkommende gik det meste selvfølgelig ind gennem det ene øre og ud ad de
t andet, men enkelte ting har dog bidt sig så fast, at det aldrig glemmes. Forfatteren illustrerede således evighedens længde med billedet af en klippe, tusind mile lang, tusind mile bred og tusind mile høj. Hvis der en gang hvert tusind
e år kom en lille fugl (nok ikke den samme) og hvæssede sit næb på klippen, så ville, når klippen var slidt op, det første sekund af evigheden endnu ikke være gået.
Dette - i dag måske lidt naive billede - gav jo en fornemmelse af noget svimlende ufatteligt, som når tanken faldt på universets storhed, stjernernes utal og himmelrummets uendelige afstande målt i lysår. Hvor kommer det alt sammen fra,
hvad er der uden for vor synsvidde, og hvad var der før. Selv lommeuld kommer jo ikke af intet.
Det er stadig gådefuldt.
Jeg havde ikke særligt mange pligter ud over skolen og lektierne. Det var mit job at tørre støv af, banke tæpper og trække vaskemaskinen. Desuden skulle jeg feje fortov og løbe ærinder, og jeg er da også blevet sat til at vaske gulve.
Gad vide, hvad min søster så har lavet.
Det var dejligt, at der altid var nogen i huset, når man kom hjem fra skole. Så kunne der blive tid til en eller anden forfriskning og lidt uforpligtende snak om dagens hændelser. Men ellers gjaldt det jo mest om at komme ud at lege. Gerd
a og jeg havde det lille problem, at mor helst skulle vide, hvor vi var; og jeg husker, at vi, når vi stak af, først følte os helt fri, når vi var sluppet ned omkring hjørnet og ud af syne uden at blive råbt an, for det var jo ikke altid
, man på forhånd vidste, hvor man havnede.
Den store, dybe sandgrav mellem Frihedsvej og anlægget langs Birkedals alle, som for længst er fyldt op, og hvor nu lægeboligerne ligger, var en yndet tumleplads for kvarterets unger. Den sydlige ende af sandgraven, der uden nogen form fo
r afskærmning gik helt ind til den gruslagte Frihedsvej, benyttedes flittigt af gadens beboere som losseplads, hvor de væltede deres ragelse og haveaffald ud til glæde for rotter og drenge. Her var der for begge kategorier altid mulighed f
or at finde et eller andet brugbart. Drenge kan jo finde anvendelse for de mærkværdigste ting, jvf. Tom Sawyer i Mark Twains verdensberømte fortælling. Selv har jeg altid holdt meget af at ro de sådanne steder, og det er vel spændingen
ved og forventningen om, at der pludselig kan dukke noget op, der driver en - en slags "guldfeber" .
Andre steder i sandgravens dyb var der områder, hvor der på visse årstider kunne stå hele søer af regnvand, som lokkede til leg af for- skellig slags. I disse småsøer. flød det ofte med brædder og planker, der indbød til dristige
balancegange og vovelige tømmerflådesejladser med alle muligheder for i det mindste at hente sig en våd sok, især når drilagtige kammerater faldt for fristelsen og hjalp til med et lille "uskyldigt skub.
Om vinteren var sandgravens stejle skrænter velegnede til kælkning, ikke mindst den næsten lodrette side ind mod bankkasserer Drostgårds have. Jeg havde fået en gammeldags slæde af onkel Christian - de mo derne kælke var først ved at
komme frem - og liggende på maven hen over slæden styrtede jeg gang på gang hovedkulds ned i dybet og mo rede mig herligt.
Der blev også kælket på remisebroen, helst ned mod Nørrebrogade, for her var banen mest stejl, men ufarligt var det ikke, selv om trafikken var betydeligt mindre end i dag. Vi slap dog altid hel skindet fra det.
Der var også frostklare vinterdage, hvor vi boltrede os på islagte vandpytter og oversvømmelser eller lavede fortovene om til spejlblanke glidebaner til fare for fodgængerne, indtil den ansvarlige husejer kom med sin askeskuffe og strøed
e indholdet ud over banen og derved bremsede vores leg - øv.
I isvintre med længerevarende frostperioder blev sportspladsen ved Stormgades skole sat under vand, så den blev til en stor og glimrende skøjtebane for byens beboere. Her har jeg forsøgt mig på skøjter, men blev aldrig nogen mester på
isen, dertil var der for langt mellem isvintrene i Esbjerg.
streng vinter kunne også byde på anden afveksling, idet Esbjerg, før man fik de store, kraftige isbrydere, havde landets eneste isfri havn. Skibene blev da omdirigeret til Esbjerg i stort tal og måtte ofte på grund af pladsmangel ligge
flere uden på hinanden. Det gav hektisk aktivitet se på travlheden.
De hårde vintre sidst tur i Strandskoven en af de ellers hårdføre på havnen, og folk valfartede derned for at i 20erne gik dog ud over fuglelivet. en af disse isvintre husker jeg, at ikke så få krager var frosset eller sultet ihjel og
lå neddrattede under trækronerne, endnu med kløerne krummede, som havde de klamret sig til grenene og livet i en sidste fortvivlet anstrengelse.
Jeg har altid følt mig tiltrukket af havnen og dens pulserende liv med de store skibe ude fra Østen, deres farverige besætninger og laster af bl.a. soyabønner (ammunitionen til vore pusterør). Utallige gange har man taget turen derned,
først og fremmest til lystbådehavnen, men også trafikhavnen og de andre havneafsnits kajer lokkede. Det var spændende at komme om bord og få et lille indblik i det liv, der levedes, tit under snævre. og snuskede forhold. Gad vide, hvad der
var på det smørrebrød, man med god appetit gnaskede i sig kabyssen om bord i en snavset græsk damper.
Og på dækket af en stor foderstofbåd ude fra Østen så jeg en dag, at den kinesiske eller malajiske besætning var i færd med at tilberede de blåmuslinger, man kort forinden havde fisket op fra havnebassinet i nærheden af et af byens
kloakudløb. Det så ikke særligt indbydende ud og har forhåbentligt ikke givet mavekneb.
Det var dengang på mode med mangefarvede, fnuglette pyntelommetørklæder af silke, og dem var asiaterne meget interesseret i, så vi afsatte, hvad vi havde af disse lommetørklæder, og blev betalt med store, fremmedartede kobbermønter og
er sikkert blevet taget godt ved næsen.
Det var dog ikke bare kineserne, der fandt noget spiseligt i havnebassinet. Der var mange, der fiskede fra kajerne, dels for sportens skyld, men også i håb om at redde sig en fisk til middagsbordet. Det skulle jeg naturligvis også prøve
. Ål kunne man fange med tat, et simpelt redskab bestående af en sytråd, hvorpå der var trukket regnorme, som ålen så skulle bide sig fast i. Men det var mere almindeligt med krogfiskeri. Jeg havde dog svært ved at få den vridende 01Tn
gjort fast på krogen og syntes, det var synd for dyret, så jeg opgav efter nogle forsøg, men fik da oplevet spændingen ved at få bid.
Det var også interessant at følge det virksomme liv på kutterværfterne gennem de forskellige stadier lige fra køl lægningen til spanternes opsætning med efterfølgende bordlægning. Jeg husker især en bestemt nybygning, som jeg fulgte,
til den stod helt færdig. Den var bestilt af en tysk rigmand, der efter forlis med sit lystfartøj i Nordsøen var blevet reddet af en Esbjergkutter. Han blev så begejstret for kutteren og dens sødygtighed, at han på et af byens værfter lod
bygge en 30-40 tons kutter, der skulle indrettes som lystyacht.
Når det om efteråret kulede op fra sydvest med fare for stormflod og oversvømmelse, skulle man selvfølgelig en tur på havnen, og man skulle helst helt ud til enden af den lange mole, hvor søerne kom væltende ind, før vandstanden, når
det var rigtig slemt, blev så høj, at hele molen simpelthen forsvandt i bølgerne.
Det kunne også ske, at man en sommerdag kom med en kutter på udflugt til Skallingen, " Eventyrets land", som Danmarks sidste romantiker, Thomas Lange, døbte denne enestående natur. På sådan en tur, hvor fartøjet lige var ankret op tæt
under land, og vi var ved at blive landsat i jollen, styrtede en af mine kammerater i vandet. Det så ret kritisk ud, for der var både en kraftig strøm og temmelig dybt, men en af de voksne sprang uden betænkning på hovedet i og fik ham fiske
t op igen.
på en anden udflugt derover opdagede vi, at Grådyb ud for Skalling Ende var så myldrende fuld af småsild eller brislinger, at man var lige ved at føle sig hensat til middelalderens store sildeeventyr i Øresund. Vadede man et stykke ud i
stranden, oplevedes det næsten, som stod man i en kompakt fiskemasse med disse myriader af små sølvglinsende fisks kriblende, kildrende prikken mod benene. Men dette naturens overflødighedshorn lokkede også andre til. Nedefra kom stimer a
f grådige makreller jagende op i dette overdådige spisekammer mens store flokke af måger dykkede ned ovenfra og fråsede i "anretningen", og som sidste led i - fødekæden figurerede endelig nogle fiskere, der fra stranden satte deres garn
ud og gjorde indhug på makrellerne.
På sommerdage gik eller cyklede vi undertiden til stranden i Måde, men badeforholdene der var ikke de bedste, da vandet var meget fladt og bunden leret. Så var der langt bedre på Sædding strand, hvor der før havne udvidelse lå en
badeanstalt, der af hensyn til tidevandet var bygget på høje pæle et godt stykke ude i vandet med adgang ad en lang pælebro. Her var der en række omklædningskabiner med herre - og dameafdeling, hvorfra trapper førte ned til vandet, så man ikke
behøvede at springe på hovedet i.
Der var det hele taget dejligt på Sædding strand. Her havde også Fourfeld bæk sit udløb, hvor vi jagtede de små glasål, når de efter den lange rejse helt ovre fra Sargassohavet, tværs over Atlanten, søgte op i bække og åer.
Vel var der sol og sommer over disse strandture, men som før nævnt kunne havet også vise tænder. Jeg husker, at der i en storm var ved at gå hul på Fourfeld diget, så søerne begyndte at skylle ind over det bagvedliggende land, og
tilkaldt mandskab fik travlt med at ud bedre skaderne med dynger af sandsække. Længere ude mod Hjerting gik det ud over broen over Møllebækken, der blev slemt medtaget. Her kan jeg ikke dy mig for kort at omtale farbror Christens ufrivillige rob
insonade fra en tid, da egnen ikke var beskyttet af di ger. Han var ikke ret gammel, da han her i Fourfeld enge vogtede køer for Niels Frøkær i Sædding. Drengen lå på en lille høj og læste om Robinson Crusoe på den øde ø og var så
opslugt af bogen, at han ikke sansede, at det i dagens løb var blæst op fra sydvest, og han vågnede først op og vendte tilbage til virkeligheden, da han mærkede, at køerne var stimlet sammen om højen for at undgå de stigende vandmasser.
Ridende på en af køerne, mens de andre fulgte ef ter, nåede han heldigvis i god behold ind på det tørre og hjem til gården med flokken, hvor han fik ros og ikke ris, hvad han ellers havde frygtet.
Som tiden gik, og man fik flere år på bagen, blev ikke alene ens -territorium udvidet, og man strejfede længere omkring, men legene ændrede også i nogen grad karakter. Eksempelvis var de tidligere trillehjul for længst afløst af mere
avancerede køretøjer, og nu drejede det sig om sæbekassebiler. Problemet var, at det kunne være svært at skaffe fire barnevognshjul, helst de små. Var det først lykkedes at opdrive sådanne, var resten ingen sag. trækasse udgjorde det mere
eller mindre komfortable lad, mens installeringen af et rat straks var mere kompliceret og krævede hovedbrud, hvorfor man som regel nøjedes med at styre ved hjælp af liner.
Når man så havde fundet en villig brødmotor med skub i (med løfte om senere rollebytning), gik den vilde jagt ad kvarterets fortove til fare for de mere stilfærdige trafikanter, for vognenes bremsesystemer var jo ikke de bedste. Man
kappedes naturligvis om at forbedre køretøjerne, så de efterhånden fik mere udstyr som f.eks. lygter lavet af blikdåser med en tælleprås i.
Der krævedes også en vis fingerfærdighed, når der skulle bygges drager, enten det så var de firkantede, de rombeformede eller de mere indviklede kassedrager. Skelettet skulle være så let som muligt, og papiret fastgøres omhyggeligt.
Endelig var halens længde af afgørende betydning for dragens rolige flugt. Når alt dette var i orden, kunne man begive sig ud i det åbne land og sende sit "flyvende Objekt" til vejrs, forudsat at der blæste en frisk vind.
Som tidligere nævnt blev der bygget modelskibe med efterfølgende prøvesejladser i søer og vandhuller. På en ferie i Kolding lavede farbror Christen skibe til Kaj og mig, fartøjer med elastikmotor, som vi afprøvede i Slotssøen.
Flitsbue og slangebøsse var på et tidspunkt blevet skiftet ud med en luftbøsse, der senere igen blev ombyttet med en gammel, lang løbet 9 millimeters salonriffel, som jeg havde købt af en kammerat for 3 kroner. Salonriffel var så meget
sagt, for den var glatløbet og blev brugt til både kugler og hagl. Det var egentlig et farligt våben i så tæt bebygget område, og jeg er i dag ikke begejstret ved tanken om, at jeg har ligget i kvistværelsets vindueskarm under sygefravær
fra skolen og plaffet efter blikdåser nede i haven. I det store baghus skød jeg til måls med haglpatroner, forældre var vist ikke altid helt klar over, hvad man gik og lavede. Men jeg har ikke skudt efter fugle eller andre dyr.
Det nærliggende område omkring Statsbanernes værksteder bag remisen var en fristende, men selvfølgelig højst ulovlig legeplads, der kun kunne bruges efter fyraften eller om søndagen. Stedet lå ret skjult bag den lille granplantage
mellem remisen og værkstedsbygningerne.
Nærmeste nabo var "Søslangen", Nielsen hed han vist, som havde fået sit øgenavn efter den bugtede sti, der fra remisebroen førte gennem jernbanehaverne over -til Vestergade i Jerne. Ham var vi lidt bange for, og han var tit efter os, hvi
s vi f.eks. cyklede for hurtigt på stien, så det gjaldt om ikke at Lægge sig for meget ud med ham. På de mange spor, der førte til værkstedshallerne, stod næsten al- tid godsvogne rangeret op med henblik på reparation, og de gav mu
lighed for mange aktiviteter, vist ikke altid ufarlige. Jeg husker da, at en af os fik skrammet maveskindet mellem et par af de tunge hjulpar, der stod på skinnerne.
En dag duperede jeg mine kammerater ved at optræde næsten som Samson mellem tempelsøjlerne, dog uden at dele skæbne med ham. Mellem pufferne på to store godsvogne var der netop så meget plads, at jeg kunne klemme mig ind, når jeg tømte
lungerne for luft. Ved derefter at ånde dybt ind kunne jeg til min egen overraskelse sætte den tunge vogn gang.
Det kunne også hænde, at der blev lejlighed til en lille køretur med en parkeret trolje, men man måtte jo passe vældigt på, at den ikke løb løbsk og lavede ravage.
Bag værkstederne, rangeret ind på et sidespor, der endte i en udgravning med høje, stejle jordvægge, stod om sommeren et par store sneplove og ventede på bedre tider. Med deres spidse stævne og stenfyldte lastrum blev de i vores
fantasifulde verden til stolte skibe, på hvis dæk vi tumlede os i leg eller kamp, springende fra det ene til det andet af de to "fartøjer". Stedet lå meget afsides, og jeg mindes ikke, at vi på noget tidspunkt har været nødt til at tage benene på
nakken, fordi nogen dukkede op og afslørede os.
Om aftenen og når vejret var dårligt, tog vi fat på indendørssyslerne, og dem var der jo også mange af. Jeg har altid haft samlemani, noget der vist gælder de fleste børn. Fra Guldagerårene mindes jeg svagt et besøg hos venner i
Timring, hvor to døtre viste mig en meget flot samling af farvestrålende mærkater i guld og alle regnbuens farver. Det var firmamærker fra cigarkasser og mavebælter fra cigarer, smukt arrangeret et album. Samlingen må have gjort stort indtryk
på mig, for det er det eneste, jeg husker fra turen.
En overgang var det meget brugt at lege med overføringsbilleder. Papiret med det skjulte motiv blev klæbet op der, hvor man ønskede det færdige resultat anbragt, hvorefter man vædede bagsiden og med en finger forsigtigt nulrede papiret
væk, til det mangefarvede billede dukkede frem. Det var mest en leg for de mindre, der syntes, det var spændende at se, hvad der kom ud af gnideriet.
I drengeårene samlede jeg i en periode på frimærker, men ud over de gængse dagligdags mærker var de vanskelige at få fat i, og selv om jeg engang var så heldig på en losseplads at finde en æske med hollandske frimærker, blev det ikke
rigtigt til noget.

Så forsøgte jeg med etiketter fra tændstikæsker, som man jo kunne finde alle vegne, og selv om der dengang ikke var nær Så mange for- skellige som nu, fik jeg skabt en ganske pæn samling.
Men så begyndte flere store landskendte firmaer at lave farvestrålende billedserier og lægge dem i deres varepakninger som en slags lokkemad, og disse billeder blev hurtigt et yndet samlerobjekt. Jeg var meget optaget af en serie billede
r med motiver fra Danmarkshistorien. Husker jeg ret, lå de i cigaretpakkerne af mærket "Flag". Kaffe tilsætningsfirmaerne Rich og Danmark udsendte også nogle meget populære serier med tilhørende album, og der opstod en vældig
bytteaktivitet blandt samlerne, som ved at udveksle dubletter hurtigere nåede frem til komplette samlinger.
Jeg var stadig meget interesseret i tinsoldater, men de var dyre at købe. Men så fik jeg mulighed for at låne en støbeform, hvori der var fem forskellige figurtyper. Materialet til støbningen fandt jeg ovre i jernbaneværkstedernes
affaldsdynger bag remisen, hvor der lå en del tinrester. Metallet smeltede jeg over gassen i køkkenet, og det lykkedes mig at få støbt en hel lille hær af flotte tinsoldater. Samtidig gjorde jeg den erfaring, at man ikke skal hælde flydende ti
n i en våd form. Det nærmest eksploderede, så jeg fik ansigtet fyldt med små, stivnede tindråber.
Der blev en overgang indført visse begrænsninger i min frihed, idet vi havde fået et nyt orgel, hvilket desværre medførte, at min mor fik ambitioner ± retning af, at jeg skulle lære at spille på det, noget jeg ikke havde spor lyst
til. Havde det endda været harmonika, men nej, det skulle være orgel. Jeg blev så sendt over til Bodil Pe tersen i nr. 6, vores genbo, som gav undervisning i musik. Hun gjorde sit bedste, men jeg var en modvillig og uinteresseret elev, kunn
e aldrig mine lektier, og til sidst gav hun op.
Det hjalp desværre ikke, for nu blev jeg sendt ud til organisten i Jerne kirke, fru Grundahl, i håb om, at hun var skrappere. Men det blev ikke spor bedre, selv om hun tiggede og sagde: "Når du nu skal Det er da også meget muligt, at je
g slet ikke havde evner for o r gelspil, og når jeg så tilmed var både modvillig og stædig, var det vel ikke så mærkeligt, at jeg intet fik lært.
Det blev efterhånden til noget af en udmattelseskrig. Jeg kan huske, at jeg på sommerferie i Andrup havde fået ordre på at øve tre timer om dagen med det resultat, at jeg bare sad og hang på orgelbænken, så det mere blev til orgelspild
end orgelspil. Nej, så gik det bedre, da jeg begyndte at spille violin.
Og mor fik alligevel sine ambitioner tilfredsstillet, da det viste sig, at Gerda både havde evnerne og lysten til at spille og endda nåede at blive organist i det store missionshus i Esbjerg og kom til at spille for masser af mennesker.
Mens vi nu er inde på det musikalske område, kan jeg da nævne, at der ikke manglede folkeligt kulturelle indslag i gadebilledet i form af optræden af lirekassemand og gårdsangere, der diverterede publikum - overvej ende børn - med deres
"kunst". Hvert år havde byen således besøg af den over hele Jylland kendte og særprægede "Sølle Søren", der behængt med diverse "medaljer" og med den uundværlige bajer i hånden stavrede omkring med sit skæve ben, mens han med rusten
stemme foredrog sit faste repertoire, hvortil bl.a. hørte sangen om Skamlingsbanken, der ligger ikke langt herfra".
Af gårdmusikanter husker jeg især et charmerende par, der til trækharmonikaens lystige toner sang visen med det iørefaldende refræn: "Åh, sikke kvinder, de render på gaden med kridt på facaden og øjnene sværtet med blæk". af grundene
til, at jeg husker dem, er måske også, at jeg i min naivitet gav dem hele min rørlige formue, en blank sølvkrone, fordi jeg syntes, det var synd for dem, at de sådan skulle gå omkring og optræde på gaderne.
På gøglerpladsen på hjørnet af Torvegade og Nygårdsvej (ved siden af vandtårnet Gryden") var der sommeren igennem jævnligt besøg af forskellige former for underholdning: karruseller, luftgynger, ra diobiler, cirkus og solooptræden af
dristige artister. Her så man med gysen en tandatlet bide sig fast i et tov og springe ud fra et tårnhøjt stillads, mens de smægtende toner fra "La Palorna " rungede ud over pladsen. Spændende var det også at stå oppe på toppen af
"Dødsdromen " og mærke suset fra de drønende motorcykler, der cirklede rundt i vanvittig fart, mens hele tårnet gyngede.
Om "Frikadellen" henne i Udbyhus området skal rubriceres under folkelige forlystelser, skal jeg ikke kunne sige, men det kunne vanskeligt undgås, at "de små potter, der også har ører" opsnappede et og andet, når de voksne med
bedrevidende blink i øjet i fordækte vendinger snakkede om " damen " og hendes 2 porcelænshunde i vinduet, om de nu vendte for- eller bagsiden ud mod gaden.
I nærheden af remisebroen boede også den gamle Truels, der efter sigende havde solgt sin store, svampede næse for 500 kroner til dissektion efter døden, noget der for os syntes lige så makabert som visse af optrinnene i Grimms eventyr.
En dag kom Søren Larsen (købmand Larsens søn i Nørrebrogade), som jeg ellers ikke tidligere havde haft noget med at gøre, og ville ha ve mig med til store bededagsaften KFUM.s ungdomsafdeling, hvor der i dagens anledning vankede te og
varme hveder, en tradition, som jeg ikke kendte til hjemmefra. Jeg husker ikke, om hvederne var varme, men det var til gengæld teen, som jeg brændte mig så eftertrykkeligt på, at jeg gik rundt med en øm tunge i flere dage.
Det var mit første møde med KFUM. Kort efter var jeg så heldig i en gættekonkurrence at vinde en halv friplads til en uges sommerlejr ophold i F.D.F. s lejr " Lyngborg " i Hjerting. Det blev en herlig oplevelse sammen med lystige kammerat
er.
Det var her, man fortalte om den gamle pastor Iversen, at han, da han engang skulle overnatte i lejren, hørte et par drenge ivrigt dis kutere, om han sov med skægget over eller under dynen. De kunne ik ke blive enige og indgik væddemå
l om spørgsmålet. Da de i den lyse sommernat listede hen til hans vindue for at få sagen afklaret, lå pastoren med den ene snip af overskægget over og den anden under dynen
Jeg har tidligere nævnt, at vores overlejlighed på Frihedsvej i årenes løb var udlejet til forskellige beboere. I en periode lagde vi dog selv beslag på den - bortset fra gavlværelset, der var lejet ud til Frederiksen, en ung
københavner, der var konduktør på pariserekspressen. Da han så efter nogen tids forløb blev gift med en pige fra Sædding (med bryllupsnat i vores havehus), overtog jeg gavlværelset, mens resten af lejligheden blev udlejet, mest til enlige. Her fik
jeg en vinter min 4 meter lange kano hejst op og ind gennem vinduet, men på grund af længden måtte den ligge diagonalt i værelset, hvilket gjorde det lidt besværligt at færdes der.
Efter at jeg var flyttet hjemmefra, var lejligheden en tid beboet af en jødisk familie, Ruben, bestående af forældre og 3 børn. De var flygtet fra Hitlers Tyskland på grund af forholdene, og fordi Ruben var klar over, at der ville blive
krig. Fra os rejste de direkte til Palæstina og bosatte sig der under de herskende urolige forhold. Vores tilbagevenden til Boldesager i 1923 havde jo medført nyt skoleskift. Den gamle utidssvarende skole på Strandby Kirkevej var 1922 bleve
t afløst af en ny moderne i Nørrebrogade med 8 klasseværelser fordelt på 2 etager, men det var dog stadig en lille, landsbyagtig skole sammenlignet med den i Stormgade.
Blandt eleverne var der mange træskobørn, og, det gik ikke an på de ny lakerede gulve. Derfor stillede skolen skiftesko (tøfler) til rådighed for alle, store som små. Tøflerne lå i dynger på det store loft helt oppe under taget, hvor
man som nyankommne blev sendt op for at finde sig et par i den rigtige størrelse.
Legepladsen var meget stor og gik helt over til Edelsvej. Den var omgivet af et bredt læbælte af træer og buske, anlagt af den botanisk interesserede lærer Blell. Mod nord lå der et læskur, hvor man kunne ty ind i regnvejr, og når det
var koldt, for det var ikke tilladt at opholde sig i klasseværelserne i frikvartererne. I sydsiden af pladsen fandtes retiraderne, og syd for disse igen, på arealet mellem Nørrebrogade og Edelsvej, var der en plantage af fyr og gran, hvor v
i ofte smuttede ind - ikke helt legalt - i frikvartererne. Her kunne også eventuelle uoverensstemmelser afgøres uden opsynets nidkære indblanding.
Jeg mindes en bestemt situation, hvor en af de store elever, kendt for sine mange kræfter, udfordrede hele fire jævnaldrende til kamp. Det var noget af et tilløbsstykke og fandt sted på en åben plads i plantagen. Men det var alligevel fo
r stor en mundfuld med fire modstandere på én gang, og han måtte beskæmmet se sig slået ud.
I skolegården kunne det også gå ret voldsomt til. Jeg husker en leg, der krævede mange deltagere og god plads. Den gik ud på, at man med hinanden i hænderne løb frem i en lang kæde eller slange. Ved pludselige skift i løbsretningen, så
"slangen" slog med " halen", kunne sidste mand i rækken få sig en ordentlig flyvetur, der ikke altid endte med, at han landede på benene. Legen var ikke ufarlig og blev til sidst forbudt.
Den nye skole havde ikke fået nogen gymnastiksal, idet sognerådet fandt, at den gamle skoles sal udmærket kunne bruges længe endnu. Det betød, at vore gymnastiktimer indledtes med, at vi i flok og rad marcherede ned til den gamle skole.
Først efter 2. verdenskrig fik skolen sin egen sal.
Den gamle lærer Nielsen fra skolen på Strandby Kirkevej fortsatte en tid som førstelærer på den ny skole, men blev senere afløst af en overlærer. Lærer Nielsen var en stiv gammel herre, der udstrål e de autoritet og ikke var til at
spøge med. Hjemme i kvarteret havde jeg lovet et par brødre en omgang klø, fordi de havde generet mig med et eller andet, men deres mor gik ned på skolen og klagede til lærer Nielsen med det resultat, at jeg den følgende dag måtte stå
skoleret. Jeg fik dog ingen lussing, det brugte han ikke. Han hav de i stedet for Det gjorde forbistret at afbøde trækket og blev så syntes jeg naturligvis med at trække opad i de små hår ved ører. ondt, og synderen måtte op på tæerne for derved
adskillige centimeter højere. Og ikke, at det ragede lærer Nielsen, hvad
Jeg foretog mig uden for skolen.
For øvrigt var skolen udmærket, og allerede i grundskolen gik jeg til frivillig undervisning i både engelsk og tysk. Det var lærer Willumsgård, der tog sig af tyskundervisningen, mens lærer Blell havde os til engelsk. Det var for resten
samme lærer Blell, der kontaktede mine forældre for at få mig i mellemskole.
Allerede mine lærere på Stormgades skole havde opfattet mig som værende nogenlunde normalbegavet og mente, at jeg burde søge optagelse i mellemskolen. Derfor var jeg, kort før vi flyttede fra Borgergade, til optagelsesprøve på
Danmarksgades skole, men jeg var så nervøs og perpleks, da jeg skulle eksamineres i hovedregning, at al hjernevirksomhed gik i stå, så jeg dårligt nok vidste, hvad 2 x 2 var, så der blev ingen bukser af det skind, og det var vist meget godt. Men je
g tror nok, lærerne var skuffede og kede af det på mine vegne.
Så gik det bedre i Boldesager, da der for første gang i Jerne sogns historie skulle oprettes en mellemskoleklasse. Der kunne optages indtil 30 elever i 1. mellem, og vi var 60 deltagere i kapløbet, så konkurrencen var hård, men denne gan
g var der ingen problemer. Efter det første år i Boldesager flyttede mellemskolen til Jerne, hvor jeg så fortsatte i 2. mellem.
Da Gerda i midten af tyverne var blevet 6-7 år, begyndte hun sin skolegang i Nørrebrogade, og efter den tid så vi ikke så meget til hende undtagen ved måltiderne. Hun var meget udfarende og næsten altid sammen med veninder, ikke mindst
Agnethe Asserbo, der boede lige omkring hjørnet.
Nogle af skolens lærere har sat sig varigere spor end andre og hu skes derfor bedre. Til gymnastik havde vi en lærer Andersen, og i hans timer gik det ofte hårdt til. af mine klassekammerater faldt således ned halvvejs fra loftet under k
latring i tovene og slog sig bevidstløs, mens en anden fik en sene i benet revet løs midt i et kraftspring og ikke kom i skole mere. På særlige dage fik vi sørøverleg", som vi var helt vilde med. Så kom alle redskaber i brug; hest, buk
og plint, kokosmåtter og madrasser, skamler, bomme, rude- stige og tove, og så gik den vilde, hæsblæsende og ofte halsbrækkende jagt fra væg til væg og fra gulv til loft, alt var tilladt, blot ikke at røre gulvet. Og imens kunne læreren,
når han ikke selv deltog i legen, finde på at sætte sig på en radiator og spille på sin ocarino.
Eller er han tog os med over i præstegårdsplantagen og lod os lege røvere og soldater. engang fandt han på, at vi skulle over på cykelbanen ved Vestergade, hvor vi fik lov at prøve kræfter og hurtighed på selve cement banen.
Skov Thomasen var vores sanglærer. Det er nu ikke så meget for sangundervisningen, jeg husker ham, for den var ingen af os meget interesseret i, og han selv vist heller ikke, men han forstod at læse op for os, så vi åndeløst fulgte ham
med åbne Øjne og ører. Blandt de emner han valgte står nok klarest i min erindring Jack Londons nov elle om den forhutlede bokser Tom Kings sidste kamp, som han tabte, fordi han ikke havde råd til at spise sig kræfter til i dagene op til
kampen. Og Torry Gredsteds roman om indianerdrengen Paw, der voksede op i Danmark, men ikke kunne finde sig til rette i et civiliseret samfund, var vi også meget fængslet af.
Det var for øvrigt Skov Thomasen, der stod for skolebiblioteket, hvor jeg hentede masser af dejlige bøger af forfattere som Å. Chr. Westergård, Marius Dahlsgård, Cooper, Marryat og Verne for at nævne nogle.
Religionstimerne blev varetaget af den gamle lærer Grundahl, der også var kirkesanger i Jerne kirke og gift med organisten, som jeg en tid havde "fornøjelsen" at gå til undervisning hos. Hans religionsundervisning står kun svagt i min
erindring, men han var en gudbenådet skuespiller, så langt den bedste på det felt blandt skolens lærere. Han ikke bare læste op, men ligefrem agerede for os, klassiske skuespil som for eksempel Carsten Haucks kendte "Søstrene på Kinnekullen
". Og vi var både lydhøre og begejstrede "teatergængere under hans inspirerende optræden og har vel også været et taknemmeligt publikum.
Til tegning, som det hed dengang, havde vi en lærer Mollerup (det var ham, der skræmte Jes i grøften). Han hørte også til de ældre, i hvert fald set med vore øjne. Han læste ikke op for os, men fortalte, i de mindre klasser som regel
Grimms eventyr, der i hans gengivelse blev endnu mere levende og gruopvækkende, end når de blev læst, og vi nød det. Jeg kom godt ud af det med ham, da jeg var en af de mest interesserede i klassen i dette fag, og han gav mig al tid ug eller 6
, som var højeste karakter. Han døjede vistnok med bronkitis, fik anfald af hoste og havde til stadighed en klar medicinflaske med kamillete stående foran sig på katederet, hvoraf han af og til tog sig en hivert. Vi regnede i hvert fald me
d, at flaskens gullige indhold var kamillete.
Han tog en dag hele klassen med hjem i sin have, der lå som i en dal i nærheden af Jerne præstegård. Jeg var meget optaget af, at der voksede hasselnødder, og at der løb en bæk gemme haven.
Danskundervisningen tog lærer Våben sig af. Han var en både rar og dygtig lærer og blev senere inspektør på Jerne skole. Da vi så navnet Våben figurere et andet sted på egnen og mente, det måtte være hans familie, svarede han med et
lunt glimt i øjet, at det måtte væ re en anden våbenart. På et tidspunkt fandt vi ud af, at han havde læst på Haslev Seminarium sammen med min tante Nix i Kolding, så nu var vi lige ved at blive i familie.
Vores botanik- og zoologi lærer var den føromtalte lærer Blell. Faglig set var han vist både dygtig og nidkær, men hans hidsige temperament og mangel på humor gjorde livet surt for ham og gav ham disciplinære vanskeligheder med de
større elever. Selv var jeg kun lidt optaget af faget.
Historieundervisningen lå i hænderne på lærer Willumsgård, en noget stiv og tør type, som man ikke kunne lave numre med. Han blev siden inspektør ved både Boldesager og Jerne skoler. I hans timer var der ikke noget med underholdende
oplæsning, nej, det var faglig og saglig historieundervisning fra første til sidste minut, og det passede mig udmærket, da historie altid har optaget mig stærkt. Og man levede og åndede med historiens personer, holdt med Hannibal i hans heroisk
e men håbløse kamp mod de overlegne romere, hadede tricoteuserne, der sad ved guillotinens fod og nød, når de adelige hoveder dumpede ned i kurven, forargedes over fremstillingen af Dybbølslaget, som Willumsgård havde set på et museum i
Berlin, hvor nogle få tapre preussere jog mængder af "dumme Dänen" ud af skanserne, Så kunne man som modstander af de rå massers hensynsløse magtudfoldelse fristes til at henfalde til barnlige og utopiske fantasier om at sidde bag et
supervåben og være med til at ændre på historiens gang og give den en lidt anden retning.
Matematik, fysik og kemi har altid stået for mig som noget af det mest kedsommelige, skolen havde at byde på. I disse fag blev vi undervist af Ingemann Jensen, senere inspektør ved Boldesager skole, også en faglig dygtig lærer. I hans
timer var der heller ingen slinger i valsen og ingen underholdende elementer ud over det rent faglige. Jeg husker dog det obligatoriske nummer med at fiske en mønt op af en skål vand med en elektrisk strøm igennem, et nummer der al tid tog k
egler og vist også morede læreren.
Da han en dag stod og vejede kemikalier af til et eller andet forsøg, hviskede jeg meget diskret, syntes jeg selv, til min sidekammerat; "Han leger købmand". Men lærerens falkeblik registrerede omgående uregelmæssigheden, og han ville
vide, hvad jeg havde sagt. Flov som jeg var over at stå ydmyget foran katederet, ville jeg ikk e ud med sproget og blev derfor smidt ud på gangen med den besked, at jeg ikke kom ind igen, før jeg gik til bekendelse, så det endte med, at je
g blev nødt til at tilstå min brøde, hvorefter jeg blev taget til nåde igen.
Fra skoleårene mindes jeg med glæde de forskellige sommerudflugter, blandt andet til Koldinghus og Skibelund Krat. Togrejsen i sig selv var jo en fornøjelig oplevelse sammen med alle kammeraterne, og Koldinghus var på den tid en anderlede
s skummel og forfalden ruin og derfor ekstra spændende, og ikke mindst fangekælderen kunne få gy set frem. I Skibelund Krat var der langt større mulighed for at rø re sig i leg og tummel. Her var også de mange interessante mindesten,
bl.a. Magnusstenen, rejst til minde om Magnus den Godes sejr over venderne på Lyrskov hede, en sten jeg var meget optaget af. Men disse udflugter var tillige en kærkommen lejlighed til at sol de, for man blev jo ikke sendt på tur uden at få l
idt mønt med hjemmefra til at forsøde dagen med.
Hjemme på skolen var der også mulighed for at solde i frikvartererne, for lige uden for skoleporten havde slikmutter etableret sig med diverse fristelser, og her kunne man, hvis man ellers var ved muffen, købe sig en dejlig vanilje isvaff
el til 5 øre.
Min daglige skolevej til Jerne gik enten over remisebroen, ad Sø- slangen og Vestergade, forbi den gamle Jerne mølle og kirken - el- ler også ad Strandby Kirkevej, der efter viadukten, den gamle sko- le og Lambertsens gård mod nord
grænsede op til dyrkede marker, kun brudt af "den grønne lade", mens der på sydsiden dels var marker, dels store gartnerier. Da skoledagen var afbrudt af en times middags pause, cyklede jeg hver dag hjem og slugte mine 2 retter mad, så det ble
v til mange ture i årenes løb.
Men der kunne også indtræffe mørkere og mere alvorsfulde dage. Det gjorde voldsomt indtryk, da en klassekammerat på vej til konfirmationsforberedelse blev kørt ihjel i Storegade. Hele klassen mødte op i kapellet for at tage afsked med
ham, som han lå der i den åbne kiste med et klæde over den læderede del af ansigtet.

Vi var ikke så vant til færdselsulykker, og derfor gjorde de nok større indtryk, som det også var tilfældet, da en racerkører på omtrent samme tid forulykkede på Jernebroen og havnede nede på banelegemet. Han var på vej til et af de
kendte årlige Fanø løb, hvor den berømte Campbell satte hastighedsrekorder i sin store Sunbeam "Bluebird ", indtil løbene blev forbudt, efter at et løbsk bildæk havde dræbt en dreng blandt tilskuerne.
Og det rystede os, da en dreng, der lige havde sat sig på sin cykel i Nørrebrogade for at køre til skole, blev bildræbt, idet han vendte sig for at vinke farvel til sin mor. Det føltes så ubarmhjertigt og meningsløst.
Uden sammenligning i øvrigt var det også her i Nørrebrogade, den første af vore gravhunde, rottefængeren Fister, blev dræbt af en bil. Hunden var ikke vant til at komme på gaden, men var sluppet ud i et ubevogtet øjeblik og stod nu
stille midt på gaden og blev påkørt. Denne gang var det "kun" et dyr, men det skabte alligevel en vis fortørnelse mod "drabsmanden", som, efter hvad der blev sagt, ikke gad standse for en hunds skyld.
Når uheldet var ude, kunne der altså ske ulykker, selv om trafikken i min barndoms Boldesager som antydet var af beskedent omfang. Først i begyndelsen af tyverne blev der oprettet en omnibusrute, der gik fra Strandby Plads ind gennem bye
n og ud til Boldesager. Det kostede 20 øre at stå på bussen, men jeg mindes ikke, at jeg nogen sinde fik prøvet turen ind til byen, der for mit vedkommende altid foregik med apostlenes heste eller på cykel.
I 1926 blev jeg konfirmeret i Vor Frelsers Kirke, den samme kirke jeg i sin tid var blevet døbt i. Jeg gik til forberedelse hos den gamle pastor Iversen, en munter og slagfærdig, men også alvorlig mand (den tveskæggede fra "lyngborg"). Ha
n var selv lille, men havde en høj kone, som han kunne finde på at kalde "Giraffen". Ved deres sølvbryllup skal han have sagt, at nu var der kun 5 år, til de kunne fejre Trediveårskrigen. Han påstod også, at når han gik ud, gik hans
kakkelovn også ud. Han kunne være rap i munden og komme med nogle drøje sandheder, som ikke altid faldt i god jord, og det hændte, at han korn til at støde folk.
Efterhånden som jeg blev lidt ældre, ebbede legelysten ud og erstattedes af trave -og cykelture ud i omegnen, som regel sammen med min gode ven, Henry Jensen, der boede oppe på "Bakken". Desuden holdt jeg stadig meget af at læse og var e
n flittig gæst på biblioteket. Snart blev jeg også ivrigt optaget af spejderbevægelsen med dens friluftsliv og kammeratskab, hvorimod de gængse former for sport aldrig fik min interesse.
Et par måneder inde i realklasseåret blev min skoletid brat afbrudt, da far en dag kom hjem og sagde, at nu havde han været så heldig at finde en læreplads til mig på en af byens største virksomheder, Es- bjerg Tovværksfabrik, hvor jeg
straks kunne begynde på kontoret som elev med 4 års læretid. Det var på den tid svært at finde en god læreplads, så jeg burde have været glad og tilfreds med ordningen. At jeg så aldrig blev begejstret for kontorarbejdet, kan jo ikke
lægges andre til last. Men sådan begyndte altså mine 5 - 6 års ørkenvandring som "flipproletar".
Og her må det vist være passende at slutte denne kavalkade af spredte erindringer fra en fjern, men god og tryg barndomstid inden for dette århundredes første fjerdedel, en barndom jeg kun kan mindes med glæde og taknemmelighed.
Esbjerg, foråret 1999.

Emne:

Din email (for svar):

Tekst:

Send